De blandede domstole i Egypten. Nogen oplysninger om ovennævnte domstole, som forfatteren herav fremkom med i et nyligo ffentliggjort skrift om "Kunsten at dømme", synes at ha vakt en viss interesse, og han har faat opfordring til at gjøre nærmere redefor disse domstole.
    Der kan virkelig ogsaa være grund til at opholde sig ved dem, ikke blot fordi de i sig selv er eiendommelige og egenartede, menogsaa fordi de har spillet en særdeles betydningsfuld rolle i Egyptens retsliv i de sidste 40 aar — dette dels direkte ved sine retsavgjørelser, dels ved den gjenfødelse av retslivet gjennem diskussion og granskning som de har git støtet til. Men det er ogsaa utvilsomt saa at de ved det exempel paa retsindighet og uavhængighet de hargit de øvrige domstole i landet og ved sin uavkortede hævdelse avvesteuropæisk moral i handel og vandel, har øvet en meget gavnlig indflydelse paa utviklingen i det moderne Egypten.
    Domstolenes officielle navn er "les tribunaux mixtes", som i direkt eoversættelse blir "de blandede domstole", en betegnelse som i de skandinaviske sprog jo kan være gjenstand for dobbelt tydning, og som i ethvert fald ikke gir noget uttryk for det internationale prægdomstolene i virkeligheten har. Paa den anden side dækker uttrykket "de blandede domstole" forsaavidt det virkelige forhold, som det bringer tanken hen paa noget mangeartet, kosmopolitisk. Ognaar talen er om Egypten, kan intet være mere træffende.
    Den som kjender dette merkelige land vil vite, med hvor megen føie det er blit sagt at det ligner et stort mosaiktæppe; ti det er unegtelig ganske broget hernede med de snart sagt utallige folkeslag

og blandinger og avarter av folkeslag som her er repræsentert. Ogmed mangfoldigheten i folkeslag følger mangfoldighet i sprog, religioner, sæder og skikke osv.
    Domstolene danner ingen undtagelse fra brogetheten. Man kunde snarere si, at de er det typiske uttryk for den. Dette land paa ca.11 millioner indbyggere har foruten civile og kriminelle domstole beregnet paa landets egne undersaatter¹, de religiøse domstole med kompetence i alt som hører ind under den personlige status. Men her er da straks at merke at om muhamedanerne bekjender sig tilen fælles lære og derfor har en fælles religiøs-juridisk øverste autoritet, nemlig Kadien, deler de kristne sig som bekjendt i desto flere stridende leire, hver med sine kirkelige autoriteter. Saaledes harde kristne egyptere, kopterne, som neppe overstiger en halv million i antal, ortodox patriarkat og katolsk patriarkat, hver med jurisdiktion over sine trosundersaatter. Videre har man syrisk, armensk og græsk patriarkat.
    Men dette er ikke nok. En række lande har særegne konsulardomstole i Egypten, og disse domstole har domsmyndighet i civileretstvister angaaende løsøre mellem borgere som sorterer under vedkommende konsul saavel som i straffesaker, der reises mot dem. Og saa har vi da endelig de internationale domstole, hvis domskompetence i korthet kan begrænses saaledes:
    De paadømmer alle civile processer mellem utlændinge og egyptiske undersaatter samt mellem utlændinge av forskjellig nationalitet. De paadømmer derhos alle civile tvistigheter angaaende fasteiendom selv mellem utlændinge av samme nationalitet. Domstolenes strafferetslige kompetence er begrænset til vedtægtsforseelser begaat av utlændinge, konkursmisligheter begaat i boer som staar under domstolenes behandling samt visse arter av forseelser og forbrydelser som oves mot domstolene eller deres dommere eller funktionær er eller som staar i forbindelse med deres retsavgjørelser, saasom forrykkelse av gods hvori utlæg er tat i henhold til domavsagt av domstolene osv.

 

    Spør man nu, hvorfor ikke alle som har valgt at slaa sig ned paa egyptisk territorium svarer for landets domstole, som forholdeter næsten overalt ellers i verden, maa man gaa meget langt tilbake i tiden for at finde opløsningen paa gaaden. Forholdet har nemligsin rot i de saakaldte kapitulationer, hvilket vil si de traktater som først de kristne fyrster, som korstogene hadde skyllet op paa Orientensjordbund, og siden kaliferne og sultanerne har indrømmet europæerne.
    De første kjendte kapitulationer er tilstaat de italienske handelsrepubliker. Saaledes opnaade byen Genua en traktat av denne artallerede i 1098 og byen Pisa i 1173. Saa fulgte en række trak

 

¹ Ogsaa i de egyptiske domstole sitter mange utenlandske dommere, næstenutelukkende engelskmænd.

tater efter hverandre ut igjennem de følgende aarhundreder. Av dem kan nævnes Frankrikes av 1535, Englands av 1579, Sveriges av 1737 og Danmarks av 1756. Denne sisste var naturligtvis avsluttet ogsaa til fordel for Norge. Fra 1814 av ansaaes imidlertid Norge delagtig i Sveriges kapitulations-rettigheter. Da nu unionenopløstes i 1905, gjorde Porten vanskeligheter og hævdet at da Norge ikke hadde avsluttet nogen selvstændig traktat, hadde norske borgere i Egypten ikke længere krav paa at nyde de rettigheter som kapitulationerne før hadde sikret dem. Dette standpunkt var ikke holdbart og den høie Port gav efter.
    De rettigheter, som i kraft av kapitulationerne sikres vedkommende begunstigede staters undersaatter, er i kort begrep ukrænkelighetfor person og bolig og retten til at dømmes i civile og kriminellesøksmaal av sit eget lands konsul og efter sit eget lands lov. Deskal m.a.o. nyde exterritorialret.
    Saalænge antallet av utlændinge var begrænset, gjorde ulemperneved dette forhold sig ikke saa sterkt gjældende; men eftersom antallet økedes, blev situationen en ganske anden. Egypten har tilalle tider virket meget tiltrækkende paa utlændinge ikke blot vedsit klima, men ogsaa — og kanske fornemmelig — ved sin frugtbarhet og de chanser det derigjennem, og ved sin beliggenhet, girde pengesøkende. Navnlig i det forrige aarhundrede steg antallet av utlændinge i Egypten hurtig og med dem tok ogsaa handel ognæringsliv i det hele sterkt opsving.
    Antallet av de retstvister, i hvilke utlændinge var interessert, maatte naturligvis stige i samme forhold, og nu kom ulemperneved den egyptiske stats manglende jurisdiktions-myndighet paa eget territorium stadig mere for dagen. Der blev ingen ende paa kompetence-konflikter mellem de forskjellige domstole, og den ulykkelige saksøker kunde stundom ikke holde rede paa hvor hans sak begyndte og hvor den sluttet, om den da i det hele fik nogen ende.
    Hadde f. ex. en egypter et krav at gjøre gjældende mot en franskmand, maatte han henvende sig til den franske domstol; men varen engelskmand den franske skyldners co-debitor, maatte saksøkerenogsaa hen vende sig til den britiske konsulardomstol. Den samme sak skulde saaledes paadømmes av to forskjellige domstole og efterto forskjellige lovgivninger og eventuel appel gaa til to forskjelligelande. Han kunde altsaa risikere at den ene dømtes og den anden frikjendtes; men hadde han nu faat dom ialfald paa den ene av demog han vilde exekvere dommen f. ex. i domfældtes hus, saa er detikke blot mulig, men endog sandsynlig at en græker pludselig dukketop og sa at undskyld, dette hus er mit. Den derav opstaaedetvist kunde kun paakjendes av græske myndigheter, til hvem saadomhaveren maatte stevne den god- eller ondtroende tredjemand. Ogsaaledes videre.
    Det er rimelig at den egyptiske regjering ikke fandt forholdettilfredsstillende. Den mest betydelige minister Egypten har hat iden nyere tid, Nubar Pacha, kom da paa den tanke at slaa al doms

myndighet sammen under domstole som skulde være fælles for utlændinge og indlændinge, men hvori alle kapitulations-magter skulde være repræsentert. Nubar Pacha begav sig til Europa og henvendtesig personlig til de ledende kabinetter, men møtte sterk motstand. Han maatte slaa adskillig av paa sine forventninger; men hans utrættelighet kronedes dog forsaavidt med held, som de nuværende internationale domstole kunde begynde sin virksomhet den 28 Juni 1875 med et foreløbig mandat paa 5 aar, som stadig siden er blitfornyet.
    Disse domstole kom ganske visst ikke til helt at avløse de tidligere konsulære domstole, men bøtet dog paa de værste skavankerved den tidligere bestaaende ordning, idet de, som det vil fremgaaav det foregaaende, samlet under sig alle de saker hvori interesser tilhørende personer av forskjellig nationalitet var repræsentert samt saker angaaende fast eiendom mellem utlændinge selv av sammenationalitet — og erfaring hadde vist at det netop var i dissegrupper av saker at ulemperne hadde været føleligst.
    Det blev tillike bestemt, at fordelingen av sakerne inden domstolene selv skulde ske efter deres egen beskaffenhet. Det er derforikke saaledes at i en proces hvor en franskmand er interessert maaen fransk dommer delta. Det er altid nok at flertallet av dommerneer utlændinge uanset deres indbyrdes nationalitet. Domstolene erderfor delt som i Europa i civile og kommercielle avdelinger. Iførste instans er kamrene sammensat av 3 dommere, hvorav 2 utlændinge, i appelretten av 5 dommere, hvorav 3 utlændinge. Alle avdelings-præsidenter maa være utlændinge. Saker paa indtil 100 egyptiske pund (omkr. 1900 kr.) paa dømmes av ene dommere, somaltid maa være utlændinge. Disses domme kan appelleres til underinstansens 3-mands avdelinger.

 

    Alle de stater, som nyder kapitulations-rettigheter i Egypten, harret til at være repræsentert i de internationale domstole. Disse staterer England, Frankrike, Italien, Rusland, Tyskland, Østerrike-Ungarn, De Forenede Stater, samt av smaastaterne eller, som det heter medet høfligere uttryk, de sekundære magter Belgien, Danmark, Grækenland, Holland, Norge, Portugal, Spanien og Sverige. Da antallet avdommere for nogen aar siden maatte økes, og da hver av stormagterne allerede hadde 3 repræsentanter, mens hver av de sekundære magterhadde 2, indbød den egyptiske regjering Schweiz til at la sig repræsentere, et tilbud som den naturligvis ikke hadde noget imotat akceptere. Saaledes blev balanceprincippet opretholdt.
    Imidlertid er det ovennævnte forhold blit forrykket ved krigen, idet de tyske og østerrikske dommere ikke fik lov til at vende tilbake til Egypten efter retsferiernes utløp høsten 1914. (Retsferiernevarer fra 1. Juli til 15. Oktober.) Istedetfor de fratraadte eller ialfald ikke fungerende dommere har England, Frankrike og Italien hverfaat en dommer til ved underretterne.
    For tiden tæller domstolene 62 medlemmer, hvorav 40 utlændinge

og 22 egyptere. Disse dommere er fordelt paa 3 underdomstole og 1 appelinstans. Domstolene av første instans har sit sæte i Cairo, Alexandria og Mansura, en by som ligger ved den østre Nilarm, ca.3 timers jernbanereise sydøst for Alexandria.
    Cairo-domstolen er den største og tæller 22 medlemmer. Dernæst kommer Alexandria med 17 og Mansura med 8 medlemmer. Domstolen i denne by har som sit distrikt det østlige Egypten med Suezkanalen og dertil liggende byer, mens resten av Egypten er deltmellem Cairo og Alexandria.
    Da det naturligvis er behageligere at leve i disse byer end i Mansura, har stormagterne forbeholdt sine dommere den forrettighetat de skal utnævnes direkte til enten Cairo eller Alexandria. Deter altsaa kun smaastats-dommerne som begynder i Mansura. De overflyttes til de to andre domstole eftersom ledighet indtræffer. Saadan forflyttelse har de ret til at kræve, og den tilkommer enhveri sin tur. Ancienniteten er det avgjørende.
    Appelretten har sit sæte i Alexandria, hvor den blev anbragt, siesdet, for at sikre den fuldkomne uavhængighet av regjeringen. Dent æller 15 medlemmer, derav 9 utlændinge. Det var oprindelig meningen at foruten Grækenland, hvis koloni er den talrigste og hvishandelsinteresser i Egypten er overmaade betydelige, skulde kunstormagterne være repræsentert i appelretten. Arbeidets vekst harimidlertid nødvendig gjort økning av overdommernes antal ogsaa. To pladse var derfor tilstaat smaastaterne allerede før krigen, og de fikyderligere en plads i begyndelsen av 1915, da den vanskelighet, som opstod ved at Tyskland og Østerrike-Ungarns repræsentanter traadteut av funktion, skulde bøtes paa. Appelretten bestaar da f. t. aven dommer fra hvert av følgende lande: England, Frankrike, Italien, Rusland, De Forenede Stater samt Grækenland, Belgien, Portugal og,fra 1915, Norge.
    Dommerne utnævnes av den egyptiske regjering efter forhandlinger med de interesserte regjeringer, som har forslagsret. I almindelighet bringer vedkommende fremmede magt i forslag 3 kandidater, mellem hvilke den egyptiske regjering vælger. Ingen utnævnelse av utenlandsk dommer kan finde sted medmindre vedkommende regjering samtykker i det. Skulde saa allikevel ske, blirden utnævnte ikke at anse som repræsentant for det land han tilhører. Dette vilde bringe ham i en skjæv stilling.

 

    Domstolenes arbeidsstof har været i stadig og sterk vekst. I desenere tider er mellem 20,000 og 25,000 saker blit indbragt for underdomstolene om aaret, deri i beregnet vexelsaker og smaa gjældssaker. Disse tal vil kunne gi en forestilling om i hvor stor utstrækning utenlandske interesser er repræsentert i Egypten. Saaledeser den overveiende del av bankvæsen, skibsfart og storhandel paautlændinges hænder.
    Det bør i denne forbindelse tilføies at de internationale domstolehar fortolket sit mandat saaledes at ogsaa utlændinge som ikke

hører til nogen kapitulations-magt, som f. eks. rumæner, serbiere, bulgarer, schweizere, alle syd-amerikanere osv., baade kan saksøkes for og inbringe sine civile tvistemaal for disse domstole. I strafferetslig henseende svarer derimot individer tilhørende nævnte gruppefor de egyptiske domstole.
    Retssportlerne er meget høie, ialfald efter nordiske begreper. Dadertil kommer at salg av fast eiendom, pantobligationer m. m. forat faa bindende virkning likeoverfor utenlandsk tredjemand maaregistreres ved de internationale domstole, selvom de direkte interesserte alle er egyptiske undersaatter, følger derav, at praktiskt alt alle retshandler av nævnte art registreres ved de blandede domstole. Denne registrering er bindende for alle uanset nationalitet. De med registreringen forbundne sportler bidrar væsentlig til at domstolenes indtægter i de gode aar har naadd op i 18 millioner kroner. De er f. t. et par millioner kroner lavere.
    I midlertid er ogsaa utgifterne betydelige. De utenlandske dommeres løn er saaledes 30,000 francs om aaret + 6,000 pr. aar somtrær istedet for pension. Overdommernes løn er frcs. 40,000+8,000pr. aar. Ogsaa funktionærerne er udmerket lønnet efter vore begreper. Saaledes kan øverste kontorchef ved appelretten naa op ien aarsgage av frcs. 24,000, mens øverste kontorchefer ved underdomstolene har 14,000 — 18,000 francs om aaret.
    Domstolene kan naturligvis ikke skalte og valte med pengen eefter godtykke. Pengene er statens, og domstolenes budget fastsættesgjennem overenskomst med den egyptiske regjering. Naar domstolene har dækket alle sine utgifter, indbetales overskuddet i statskassen.
    Derimot er domstolens indre administration regjeringen helt uvedkommende. Saaledes ligger alle ansættelser, for fremmelser m. m.utenfor dens kontrol. Præsidenterne for de forskjellige domstole har den daglige ledelse av administrationen, men maa forelæggealle vigtigere saker for sine kolleger i plenarmøte (assemblée générale), der avholdes saa ofte omstændigheterne gjør det ønskelig. Den øverste administrative myndighet ligger hos appelretten, der i regelensamles 2 gange om maaneden i plenarmøte til behandling av domstolenes anliggender. Da de internationale domstole har et personale paa ialt omkr. 1,400 personer, vil man forstaa at navnlig præsidenternes stilling ikke er saa ganske liketil i administrativ henseende.
    Appelretten vælger selv sin præsident og vice-præsident for etaar ad gangen. For underdomstolenes vedkommende er forholdetdet, at Cairo- og Alexandria-domstolene hvert aar bringer i forslag5 dommere, Mansura-domstolen 3, blandt hvilke appelretten saavælger præsident og vice-præsident for de respektive domstole. Præsidenterne og vice-præsidenterne maa altid være utlændinge. Siden ifjor er Danmarks to repræsentanter, extra-ordinær Høisteretsassessor C. Kraft og Etatsraad D. Nyholm, henholdsvis præsidentog vice-præsident for Cairo-domstolen.

    En anden eiendommelighet ved de internationale domstole i Egypten er at de forener dømmende og utøvende myndighet, idet de selv eksekverer sine domme. I det øiemed har de en hel stabav funktionærer i sin tjeneste. De kan, om fornødent, rekvirerepolitiets assistance for utførelsen av sine forretninger.
    Endelig skal det nævnes at disse domstole ogsaa har del i lovgivnings myndigheten i Egypten. Hermed forholder det sig saaledes, at hvis regjeringen ønsker at en lov skal ha bindende virkningogsaa for kapitulationsmagternes talrige og mægtige undersaatter, maa den forelægge den for de blandede domstoles "lovgivende forsamling" (assemblée législative), som bestaar av appelretten samtældste dommer fra hvert av de lande som ikke er repræsentert iden. Forkaster denne forsamling — som ogsaa selv har forslagsret — regjeringens forslag, bortfalder det der med. Vedtar den detderimot, kan dog enhver av kapitulations-magterne inden 3 maaneder nedlægge protest. I saa fald kommer saken paanyt ind for denlovgivende forsamling som nu enten kan forkaste forslaget eller vedtadet. I sisste fald blir det saa straks lov.
    Lovgivningsarbeide av lavere gruppe — reglementer, vedtægteretc. — avgjøres av appelretten alene. Paa den anden side kaningen forandring gjøres i selve domstolenes "grundlov", som fastslaar deres sammensætning, organisation, kompetence osv., utengjennem direkte forhandling mellem den egyptiske regjering og allekapitulationsmagter. Ti bestemmelserne herom er av traktatmæssigart. Paa dette omraade er det nok at en enkelt av samtlige fremmede magter sier nei, forat en av den egyptiske regjering foreslaatforandring ikke kan træ ikraft.
    I en sum kan det altsaa sies, at de blandede domstole i sig forener dømmende, utøvende, administrativ og lovgivende virksomhet.
    Det er ikke underlig at Storbritanien, som i 1882 satte sig fast iEgypten og da støtte paa en række nationale institutioner som detsiden har hat at kjæmpe med, ikke altid har set med særlig velvilje paa den uten sammenligning mægtigste av dem. Det er dogikke saa, at ikke forholdet i det store og hele har været upaaklagelig. For tiden maa det betegnes som likefrem udmerket. Man kan imidlertid ikke fortænke de britiske autoriteter i at de gjerne vil forenkle retssystemet i Egypten. Efterat Storbritanien erklærte protektorat over Egypten i slutningen av 1914, kan man ganske visst gaa ut fra som selvsagt at naar krigen er over, vil reformforslagsigtende paa en sammenslutning av de egyptiske, de internationaleog de konsulære domstole fremkomme. Hvad der end vil kommetil at ske, har Egypten endnu en lang fremtid bruk for utenlandskedommere; men om de vil bli tat fra de lande som nu har ret tilat være repræsentert eller om man fortrinsvis vil søke dem fra delande, som er sterkest interessert i Egypten, er et spørsmaal somfaar staa hen.

 

    Skjønt det er fransk ret og fransk sprog som anvendes ved de

 

internationale domstole, kan det trygt sies at de skandinaviske dommere ikke har indtat den ringeste plads ved dem. Det er en glædeat høre om den tillid hvormed advokaterne i almindelighet omfatter de nordiske dommere. Jeg gjengir her en fuldstændig fortegnelse over de tre skandinaviske landes repræsentanter siden1875.
    De danske dommere har været: J. J. Holten (1876—1883, dahan vendte tilbake til Danmark), C. J. Ussing (utnævnt 1883, dødi Cairo 1896) samt de ovenfor nævnte herrer Kraft og Nyholm,begge utnævt i 1896.
    Sverige har været repræsentert ved Baron Armfeldt (1875—1884 og 1887—1892), C. A. Petersén (utnævnt 1884, død 1886),O. C. W. Cederkrantz (1895—1901, nu landshøvding i Kalmarlen), C. O. Montan (1901—1913, død i Stockholm 1914), P.Adlercreutz (utnævnt 1907) og E. Sjöborg (utnævnt 1913).— Hr. Adlercreutz forlater netop i disse dage domstolene for atoverta en stilling i Utenriksministeriet i Stockholm. Hans avganghar vakt almindelig beklagelse. Ikke blot ved sin dygtighet, menogsaa ved sin loyalitet og sin ubestikkelige retsindighet i alle forhold hadde han gjort sig like agtet som avholdt.
    Hvad endelig Norge angaar, var dets første repræsentant G. Gram(1875—1882), siden norsk statsminister i Stockholm, Høiesteretsassessor, Stiftamtmand i Hamar, nu Præsident for den marokanskevoldgiftsdomstol oprettet ved overenskomst mellem Frankrike ogSpanien. Videre Joh. B. Borchgrevink (utnævnt 1882, død 1910som generalprokurør ved de blandede domstole), H. Heggen (1903—1913), nu Høiesterets-assessor. Han var, da han trak sig tilbake,præsident for domstolen av første instans i Alexandria. Viderefølger forfatteren herav (utnævnt 1907, fra 1915 tilknyttet appelretten) og Erling Qvale (utnævnt 1913).
    Jeg tror at alle de ovenfor nævnte jurister vil regne det som enlykke at de har været knyttet til de internationale domstole iEgypten ikke blot paa grund av de interessante opgaver arbeidetgir og det utviklende samarbeide med jurister fra saa mange nationer, stillingen medfører, men ogsaa fordi domstolene utvilsomtutfører et stort og nyttig arbeide. Det er ogsaa tilfredsstillende atlægge merke til den sympati og tillid, hvormed de omfattes saavelav de utenlandske kolonier som av landets egen befolkning. I dennehenseende er det karakteristisk at endnu den dag idag ser manstadig væk, at i tvistemaal, som kun angaar egyptiske undersaatter,søker parterne at blande ind en utenlandsk straamand forat sakenpaa det vis kan komme ind for de blandede domstole. Uagtet manskulde tro at selve tilværelsen av disse domstole matte føles somen ydmygelse, er der ikke fra noget hold inden befolkningen ytretønske om deres ophør.
    Alexandria, Januar 1917.
Michael Hansson.