Om behandling av benaadningssaker i Norge. Grundlovens § 20 ersaalydende: »Kongen har ret til i statsraadet at benaade forbrydere, efterat dom er falden. Forbryderen har valget, om han vil motta Kongens naade eller underkaste sig den ham tildømte straf. I de saker, som av Odelstinget foranstaltes anlagt for riksretten, kan ingen anden benaadning end fritagelse foridømt livsstraf finde sted.»
    Forholdet er ikke nærmere regulert ved lov, hvorav følger, at Kongen vedutøvelsen av benaadningsmyndigheten ikke er bunden av den almindelige lovgivning men staar frit baade med hensyn til valg av straffeart, straffens størrelse, nedsættelse av straffen under det lovbestemte minimum, tilstaaelse avbetinget benaadning, løsladelse paa prøve o. s. v.
    Ved behandling av benaadningsansøkninger for fanger, som sitter i landsfængslerne, skal der foreligge uttalelse fra fængselsraadet bestaaende av direktøren, inspektøren, verksmesteren, presten, læreren og lægen. Ansøkninger fraandre indsendes gjennem paatalemyndigheten (lensmand, politimester, statsadvokat og riksadvokaten), som har ret til at uttale sig om benaadningsspørsmaalet, men ofte undlater dette. Domstolenes uttalelse indhentes aldrig, men det hænder, at disse uopfordret reiser motion om benaadning.
    Benaadningssaker foredrages i statsraad efter indstilling fra Justisdepartementet, i hvis kriminalkontor disse saker behandles. Hvor dette finder, at der

 

ikke er grund til at tilstaa benaadning, sker det hyppig, at saken tilbakesendes med meddelelse om at departementet »ikke finder at kunne anbefale ansøkningen og derfor har anset det hensigtsløst at foredrage saken». Hvor ansøkeren forlanger det, blir saken altid forelagt Kongen.
    I 1913, det sidste aar for hvilket statistik haves, behandledes i alt 232 benaadningssaker vedkommende forbrydelser, hvorav 177 blev avslaat (derav 85 uten foredrag) og 55 indvilget. Derhos behandledes 99 benaadningssaker vedkommende forseelser, hvorav 50 blev avslaat (derav 9 uten foredrag) og 49 indvilget.
 

Adler Lie.