Dansk-islandsk Forbundslov m. m. Den vigtigste Lov, Danmark har faaet siden Foraaret 1918, er uden Tvivl den dansk-islandske Forbundslov, hvorved Island ophører at være et dansk Biland og bliver et suverænt Land i Statsforbindelse med Danmark. Selve dette Faktum tør vel formodes at være kendt i Sverige; men det kan formentlig have Interesse for Svensk Juristtidnings Læsereat lære de vigtigste Bestemmelser i Loven at kende.
    Forbundsloven er vedtaget baade i Danmark og paa Island — den danske Lov er dateret d. 30 November — og er traadt i Kraft d. 1 December 1918. Lovens § 1 fastslaar klart Islands Suverænitet, men udtaler samtidig, at Danmark og Island er "forbundne ved fælles Konge og ved den i denne Forbundslov indeholdte Overenskomst." Som det ligger i disse Ord, indskrænker Fællesskabet sig ikke til Kongens Person; der foreligger altsaa en Realunion, som imidlertid har den Ejendommelighed, at den kan ophæves af hver af Parterne efter 25 Aars Forløb, jfr. nærmere nedenfor. Kongefællesskabet har navnlig medført en Bestemmelse om, at de hidtil gældende Tronfølgeregler ikke kan ændres uden begge Staters Samtykke. Fællesskabet iøvrigt viser sig først og fremmest i, at Danmarks og Islands Statsborgere faar lige Ret i enhver Henseende, altsaa ogsaa politiske

116 FRÅN FRÄMMANDE RÄTT.Rettigheder i det andet Land under samme Betingelser som Indfødte. Til yderligere Betryggelse bestemmes det, at den ene Stats Borgere faar fri Adgang til Fiskeri paa den andens Søterritorium, selv omde ikke har Bopæl i den anden Stat, at danske Skibe i Island harsamme Rettigheder som islandske Skibe og omvendt, og at Borgernei det ene Land er fritaget for Værnepligt i det andet. Endelig er der visse Statsanliggender, der er fælles for de to Lande. Her møder vi de eneste Punkter, hvor noget af den ældre Ordning bestaar, idet Fællesskabet har den Form, at Danmark varetager de paagældende Anliggender ogsaa for Island. Dette gæelder først og fremmest Udenrigsstyret. Islands Forhandlinger med andre Lande maa derfor normalt foregaa igennem den danske Udenrigsminister og de danske Gesandter. Den Islandske Regering kan dog efter Aftale med Udenrigsministeren udsende Delegerede til at føre Forhandlinger om særlige islandske Forhold, og den har en vis Ret til at forlange, at derskal ansættes dansk Gesandt eller udsendes Konsul, hvor der ingener, og at der i bestaaende Gesandtskaber og Konsulater ansættes Attacheer, som er kyndige i islandske Forhold. I det danske Udenrigsministerium skal der derhos ansættes en islandsk Kommitteret. Fremdeles er det bestemt, at Danmarks Højesteret ogsaa er Højesteretfor Island og i den Anledning skal tælle en islandsk Dommer, ogat Danmark skal besørge Fiskeriinspektionen ved Island; men paadisse to Punkter kan Fællesskabet bringes til Ophør af Island naarsomhelst. Om fælles Hær og Flaade bliver der ikke Tale, da Islandhar erklæret sig for stedsevarende neutralt. Fælles Flag er ikke foreskrevet. Loven udtaler kun, at Island intet Orlogsflag har; men af dens Tavshed maa følge, at Island selv raader over sit Handelsflag. — Dette Punkt var tidligere et af de vigtigste Stridspunkter, idet Danmark for nogle Aar siden vel tilstod Island et særligt Flag, men kun som "Hjemmeflag", d. v. s. til Brug paa Island og Islands Søterritorium. — Paa Grund af den ovenomtalte Ordning af Fællesanliggendernes Styrelse er der ikke Brug for fælles Parlament eller Ministerium; men det bestemmes, at der skal oprettes et raadgivende dansk-islandsk Nævn, valgt af Rigsdagen og Altinget, der skal have Forslag til Love, der interesserer begge Lande, forelagt til Betænkning, og som iøvrigt skal virke for Fællesskabets Udvikling og bidrage til Tilvejebringelsen af fælles nordisk Lovgivning. Meningsforskel om Forbundslovens Forstaaelse afgøres ved Voldgift, eventuelt af en Opmand, som den svenske og den norske Regering skiftevis anmodes om at udpege. Om Forbundslovens Gyldighed i Tid bestemmer § 18, at saavel Rigsdagen som Altinget efter Udløbet af 1940 til enhver Tid kan forlange optaget Forhandlinger om Lovens Revision. Hvisny Overenskomst ikke afsluttes inden 3 Aar, kan hvert af Landeneerkliære Overenskomsten for ophævet; til Beslutning herom krævesdog baade Vedtagelse af den lovgivende Forsamling og Bekræftelseved Folkeafstemning, begge Dele med kvalificeret Majoritet. Hvisen saadan Bestemmelse træffes, vil de to Lande kun være bundetsammen ved fælles Konge.

FRÅN FRÄMMANDE RÄTT. 117    Om Danmarks egen Lovgivning i Sommer og Efteraar 1918 er der ikke stort at meddele. Boliglovgivningen er blevet fortsat, navnlig ved en ny Lov om Fastsættelse af Husleje af 30 Juli 1918. Lovenafløser dels den ældre Lov af samme Navn, dels Loven om Fremlejeaf Beboelseslejligheder (se om disse http://svjt.se/svjt/1918/153, http://svjt.se/svjt/1917/424). Den nye Lov søger paa en Del Punkter at gøre Beskyttelsen af Lejerne endnu mere fyldestgørende, og den tillægger Kommunalbestyrelserne en Ret til at kræve ubeboede Lejligheder udlejet; men enkelte af Ændringerne viser dog en større Hensyntagen til Husejernes Interesser. Det væsentligste nye er iøvrigt, at Lovenindfører en Appelinstans, for hvilken Huslejenævnenes Afgørelse under visse Betingelser kan indankes, nemlig amtsvis organiserede Overnævn. Loven har Gyldighed til 1 November 1919; til samme Tidspunkt forlænger en Lov af 28 September Gyldigheden af Lovenom Forbud mod Nedrivning af Bygninger.
    Den i http://svjt.se/svjt/1918/153 omtalte Lov om Afløsning af Arvefæsteafgifter o. l. viste sig at være ufyldestgørende og blev der forerstattet af Lov om Afløsning af Grundbyrder af 28 September. Loven gaar paa et enkelt Punkt langt videre end den tidligere Lov, idet dens § 7 ganske almindeligt forbyder for Fremtiden at paalæggefaste Ejendomme Grundbyrder (Realbyrder), hvad enten de er ansati Varer eller i Penge. Det er i Virkeligheden en gennemgribende Reform, der her gennemføres paa to Linier og tilsyneladende ret tilfældiegt; den vil sikkert ogsaa volde flere Ulemper, end Lovens Forfattere har tænkt sig.
    Efteraaret har iøvriogt staaet i Skattelovenes Tegn. Paa dette Stedskal dog kun nævnes, at Arveafgiften er blevet forhøjet paany vedLov af 21 December; den er nu for første Afgiftsklasse (Ægtefælleog Afklom) fra 1 til 8 % efter Arveloddens Størrelse, og for den fjerde og sidste Afgiftsklasse fra 10 til 20 %.
    Af de egentlige Love fra 1918 er der næppe flere, der fortjenerat omtales. Derimod er et Par andre Bestemmelser af betydelig Interesse. For det første har baade Folketinget og Landstinget vedtaget en ny Forretningsorden. Dernæst har Justitsministeriet ved to Bekendtgørelser af 30 December givet Regler om Gennemførelse afden Ansvarsforsikring, der er foreskrevet for Motorkøretøjer (se http://svjt.se/svjt/1918/154). Forsikringspligten gælder ogsaa udenlandske Motorkøretøjer, der indkommer her til Landet, og tegnes for deres Vedkommende ved Ankomsten hertil paa det nærmeste Toldsted, der modtager Tegning og opkræver Præmiebeløbet. Endelig skal nævnes, at der for Hovedstaden (København og Frederiksberg) ved kommunal Vedtægt er givet vigtige ny Regler om Børns og unge Menneskers Arbejde i visse Arter af Erhvervsvirksomhed. Den gældende Lovgivning sætter selvfølgelig visse Grænser for Børnearbejdet; men deter hovedsagelig med Hensyn til Arbejde i Fabrikker eller ved Maskiner. Fabrikloven af 29 April 1913 bestemmer imidlertid, at derunder visse Betingelser ved kommunal Vedtægt kan gives tilsvarende Regler for andet Arbejde. De nu givne Vedtægter udnytter denne

118 FRÅN FRÄMMANDE RÄTT.Bemyndigelse saa at sige til dens yderste Grænse og betegner etmeget stort Skridt fremad i Retning af Beskyttelse for Børnene. For Børn i den skolepligtige Alder (d. v. s. under 14 Aar) forbydes Arbejde i en lang Række nye Tilfælde; eksempelvis skal nævnes, at de ikke maa benyttes som Mælkedrenge, ej heller ved Virksomheder, der har Budtjeneste til Erhverv, eller i Beværtninger eller Billedteatre. I de Erhvervsvirksomheder, der ikke omfattes af disse Forbud, kan Børn over 12 Aar anvendes, men kun i 4 Timer i Døgnet. Om Arbejdstiden for unge Mennesker indtil 18 Aars Alder giver Vedtægterne ogsaa Regler.
    Af Lovene fra Aaret 1919 skal her kun nævnes en Lov af 1 Marts, hvorefter Købstædernes Borgmestre fremtidig skal vælges af Byraadeneselv blandt deres Medlemmer (jfr ovenfor S. 49), samt Loven af 12 Februar om Indførelse af 8 Timers-Arbejdsdagen i Fabriksvirksomheder med Døgndrift. Loven, hvis Indhold tilstrækkelig angives af dens Titel, skal være gennemført senest om 6 Maaneder. Regeringen har iøvrigt gjort Forarbejder til et almindeligt Lovforslag om 8 Timers Arbejdsdag. I Rigsdagssamlingen 1918—1919 var der i det hele kommet betydelig Fart i Lovgivningsarbejdet, særlig det sociale. Derer saaledes forelagt Rigsdagen Forslag om Lens, Stamhuses og Fideikommisgodsers Overgang til fri Ejendom og i Forbindelse dermed et Forslag om Ret for det offentlige til at ekspropriere Jord til Oprettelse af mindre Landbrug. Fremdeles er vor forældede Tyendelovaf 1854 nu foreslaaet erstattet af en Lov om Retsforholdet mellem Husbond og Medhjælpere. Endelig er der gjort Forarbejder til Forelæggelse af et Lovforslag om Ægteskab paa Grundlaug af de skandinaviske Kommissionsudkast af 1913 og 1918 ; de to Udkast bliver nemlig arbejdet sammen til et samlet Udkast, der vistnok er saa godt som færdigt. De spændte politiske Forhold og Ministerkrisen truer imidlertid med at standse eller dog forsinke Lovgivningsarbejdet.1
    København, d. 1 Marts 1919.

Henry Ussing.