LIVSFORSIKRINGSRETLIGE PROBLEMER.
(N. COHN: Livsforsikringskravets formueretlige Behandling. Køobenhavn 1918. G. E. C. Gads Forlag. XXXII + 482 S. Kr. 15. —).
AF
PROFESSOR VIGGO BENTZON.
Den omfattende og indgaaende Undersøgelse af nogle af Livsforsikringsrettens væsentligste Spørgsmaal, hvis Problemer skal omtales i det følgende, har nu i Efteraaret forskaffet Forfatteren Doktorgraden ved Københavns Universitet; den er tilegnet Professor JULIUS LASSEN.
Bogen begynder med tre Kapitler om »det tekniske Grundlag», »Præmiereserve og Tilbagekøbsværdi» og »Interessen». Disse Afsnit er blot indledende, de skal orientere med Hensyn til tekniske og retlige Grundbegreber, der har almindelig Betydning i Lren om Livsforsikring. Kap. I er af udpræget teknisk eller matematisk Art. En Jurist er inkompetent til at bedømme dette Afsnit; det skal kun bemærkes, at Forsikringsteknikere saavel under Disputationen som i Fagpressen har rettet alvorlige Invendinger herimod. Kap. II og III indeholder adskilligt af retlig Interesse. Det betones, hvorledes Livsforsikringen har en Dobbeltkarakter: dels en Opsparing, dels en Forsikring af Interessen i enten at opleve eller ikke at overleve det Tidspunkt, der betegner den gennemsnitlige Levechance. Og det vises, aten Forsikrings Gyldighed ikke bør gøres afhængig af, om den begunstigede har en paaviselig objektiv Interesse i den forsikredes Liv.
Med Afsnit II, S. 71 ff., kommer Forfatteren ind paa sin egentlige Undersøgelse. S. XIII i sin Indledning stiller han selv Problemet saaledes: »Undersøgelsens Plan er givet med den dominerende Rolle, som »Begunstigelsen» (d. v. s. Livsforsikring til Gunst for Trediemand) spiller for Livsforsikringskontraktens retlige Behandling. Kreationsteorien, som tillægger den begunstigede en af Forsikringstagerens Formue uafhængig »originær» Ret, udøver endnu stadig et (saa) uindskrænket og ubestridt Herredømme i de allerfleste Retsforfatninger, derunder
navnlig de nyeste Forsikringskontraktslove ...... Kreationsteorien og Begunstigelsen danner derfor Fremstillingens Udgangspunkt. Men Kreationsteorien er ikke udviklet for sin egen Skyld; den har det ganske bestemte Formaal at beskytte Forsikringskravet mod Kreditorernes Retsforfølgning».
Overensstemmende hermed behandler Forfatteren først (S.71 —165) Kreationsteoriens nærmere Indhold og Begrundelse saavelsom dens historiske Udvikling og Udbredelse i de forskellige Landes Praksis, Teori og Lovgivning. Dernæst kommer (S. 166—244) Læren om Begunstigelsens retlige Beskaffenhed, den begunstigedes Retsstilling og Begunstigelsens Genstand. Hertil slutter sig endelig tre Hovedafsnit: Først (S. 244-284) om vor danske Rets og Lovgivnings særlige Regler for Livsforsikringer tegnede af, eller tillige for, en Ægtefælle, særlig om Betydningen her af det ægte skabelige Formuefællesskab. Dernæst (S. 285—325) om Livsforsikringskravets Forhold til Arveretten. Endelig (S. 326—482) om Kreditorernes Ret overfor Forsikringskravet, et stort og vigtigt Afsnit, hvor der gøres særlig grundig Rede for fremmed Ret, hvor de mange krydsende Retshensyn prøves, og hvor tilsidst Kreditorernes Retsstilling bestemmes, fortrinsvis efter dansk Ret ud fra den her raadende Grundadskillelse, om Policen er, eller ikke er, undtaget fra Eksekution.
S. 71 udvikler Forfatteren Kreationsteorien: »1) Trediemand erhverver paa Grundlag af Kontrakten en umiddelbar Ret overfor Forsikringsselskabet, uden at dertil kræves nogen yderligere Adkomst i Forhold til Forsikringstageren. 2) Denne Ret eroriginær, d. v. s. den betragtes ikke som hidrørende fra Forsikringstagerens Formue, men som en Førstehaandsret imod Selskabet. 3) Da Forsikringskravet aldrig har hørt til Forsikringstagerens Formue, kan Trediemands Retserhvervelse ikke angribes af Forsikringstagerens Kreditorer.»
Kreationsteorien sejrer først i fransk Retspraksis (i de sidste Aartier af forrige Aarhundrede). Den vinder Raaderum, ogsaa i Lovgivningen, i de øvrige romanske Lande; endvidere i tysk, østerrigsk og schweizisk Ret og i norsk og dansk Ret. Men »i Sverig har Domstolene endog meget konsekvent 1 afvist denne Lære og fastholdt, at Trediemand kun kan erhverve Forsik-
ringskravet ad derivativ Vej gennem de almindelige Overdragelsesformer» (S. 73). I England og de øvrige engelsktalende Lande har Teorien heller aldrig vundet Fodfæste.
Bogen er formet saaledes, at den helt igennem stiller Kreationsteorien under Debat; men selvfølgelig yder den overmaade meget ud herover, dels i en klar og fængslende Skildring af fremmed og nordisk Ret i deres Udvikling, dels ved en Diskussion af smaa og store Retshensyn og af de fremkomne Forslag til ny Lovgivning. Undertiden er det lidt vanskeligt at se,om Forfatteren taler de lege lata eller de lege ferenda.
Den Kritik, Forfatteren udvikler, er ofte praktisk sund, altid skarpsindig, undertiden noget spidsfindig eller dog lidt for hurtig afsluttet med en logisk Vending, hvor man kunde ønske en dyberegaaende skønsmæssig Vurdering. Praktisk bæres Værketaf en rigtig Erkendelse af, at flere Spørgsmaal vedrørende Livsforsikringskravet, især dets Beskyttelse overfor Arvinger og Kreditorer, ikke er blevet tilfredsstillende behandlet i hidtidig Teoriog Praksis, i det man navnlig har udstrakt Beskyttelsen herfor vidt.
En Hovedopgave for Forfatteren er det, at anlægge en stringent retsvidenskabelig Prøvelse, jfr. S. VIII —IX. Han indstævner Kreationsteorien, saavel som Livsforsikringskontraktens Behandling i Praksis og faglig Forsikringsliteratur, for den almindelige Privatrelsvidenskabs strenge Forum. Kreationsteoriener efter Forfatteren kun et retsvidenskabeligt Misfoster. Hvisden saa nogenlunde skal kunne svare til de retlige Forhold, maa der, som særlig i Frankrig, arbejdes med en Række Fiktioner. Men hvad der er endnu værre, Teorien strider heltigennem imod den almindelige Civilrets bærende Grundbegreber. Det hjælper ikke at indordne Forsikring til Gunst for Trediemand under Trediemandsretshandelens almindeligere Begreb; thi ogsaa dette Begreb er af samme Grund uholdbart. Man kommer i uløselig Strid med den Grundsætning, som gælder for al Privatret, og som er udtrykt f. Eks. i Chr. V. Danske Lov 5 — 1—3 og nu i den nordiske Aftalelov (§ 8), at Aftaler mellem to Personer (A og B) ikke skaber nogen Ret for Trediemand (T). Forfatteren finder derimod det rette Forhold i sin »Derivationsteori»; Ved Aftalen mellem A og B erhverver T ingensomhelst virkelig Berettigelse. Denne opslaar først ved en Viljeserklæring fra Forsikringstagerens Side, medens Selskabets
(A's) Holdning her er ligegyldig. T's Berettigelse kan da skabes enten ved, at B paa almindelig Maade overdrager sin Ret til ham, ved en Transport deraf, eller ved et Testamente fra Bder er traadt i Kraft ved dennes Død, derimod ikke ved B's ensidige Bestemmelse saa lidt som ved den blotte Aftale mellem A og B. Heraf følger atter, at den blot begunstigedes Retsstilling ingen Beskyttelse har overfor B's Kreditorer — naar andet da ikke er hjemlet ved positiv Lovgivning. Og hvor den begunstigede skulde tiltræde Retten ved B's Død uden tidligere Overdragelse fra denne, maa alle de almindelige Betingelserfor Testamenter (Habilitet, Form, Testationsfrihed kontra Tvangsarv) være i Orden, for at Erhvervelsen kan hævdes overfor B'sArvinger og Kreditorer.
Imod hele denne Forfatterens Lære kan der rejses alvorlige Indvendinger, om end den ogsaa rummer adskilligt godt. Den, som vil have Gavn af at læse Bogen, baade dens positive og dens kritiske Bidrag, maa forinden sge at besinde sig paa Omfanget af det legislatoriske Problem, som Livsforsikringernes mægtige Udvikling gennem de senere Tider har ladet opstaa i alle civiliserede Lande. Først derigennem faar man ogsaa det rette Udgangspunkt for Betragtningen af den Del af Problemet, som opstaar for Teori og Praksis overalt, hvor der savnes Speciallovgivning i Emnet. Om det legislatoriske Problem findes der vel meget godt i Afhandlingen; men man savner en samlende Behandling heraf, ogsaa fordi netop dette Spørgsmaal nu for Tiden er saa brændende. Først naar man spørger om, hvad her en Speciallovgivning kan og bør indeholde, kan man faa Svar paa Forfatterens Spørgsmaal om Forholdet til de almindelige Civilretsregler. At Løsningen for Livsforsikringskontrakter fraviger disse Regler, kunde vel bero paa en urigtig Praksis, vildledet af en fejlagtig Teori. Men dette behøver —i alt Fald de lege ferenda — ikke at være Tilfældet; der kan her virkelig være opstaaet nye Retsspørgsmaal, som fordrer en Løsning, der fraviger maa ske endog meget dybt liggende civilretlige Principper.
Livsforsikring som et betydningsfuldt Retsforhold er næppe tre Kvart Aarhundrede gammelt og er stadig under kraftig Udvikling og Omformning. Dens praktiske Formaal er, groft taget,
følgende: 1) At sikre Forsikringstagerens nærmeststaaende —især Hustru og Børn — mod Tabet ved, at Forsørgeren før Normaltiden dør eller bliver arbejdsudygtig. 2) At sikre hamselv imod Alderdommens eller Sygdommens Arbejdsudygtighed. 3) En Kombination af 1) og 2), især en Ægtefælles Forsikring, der retlig eller dog faktisk sikrer begge Ægtefæller. 4) At sikre en Persons Kreditorer, som har stolet paa deres Debitors egen Virksomhed under et normalt Liv til Gældens Betaling, imod at han for tidlig dør eller bliver arbejdsudygtig. Nr 1, 3 og 4 omfatter Forsikring til Gunst for Trediemand.
Den privatøkonomiske Værdi af Forsikring, mod periodiske Præmier, ligger, foruden i det anførte, i dens delvise Funktionaf en Opsparing, som det tilmed er uøkonomisk for Forsikringstageren at forgribe sig paa. Nationaløkonomisk tjener al Forsikring, ligesom Opsparing, til at værne Samfundet imod Fattigbyrden (i videste Forstand).
Særlige Regler om Livsforsikring synes der navnlig at treænges til paa følgende Punkter, der falder i to Hovedgrupper:
I. Foranstaltninger til at lette Forsikringskravets Udnyttelse. Naar Kravet er blevet aktuelt, har man ofte Brug for, at en Trediemand, f. Eks. en Hustru, et Barn, en Ven, en Kreditor, er legitimeret ved Policen eller en Indtegning til uden yderligere Dokumentation af sin Ret at oppebære Forsikringssummen. Selvom man, jfr nedenfor, kræver materielle Arve- og Ægtepagtsregler fyldest gjorde, kunde man se bort fra de herfor gældende særlige Former. Det ordnes altsaa saaledes, at det er tilstrækkeligt, at en saadan Legitimation er givet — ved Forsikringens Stiftelse eller senere. Og den begunstigede behøver ikke at have faaet Kundskab om Legitimationen, førend den skal bruges; thi af flere Grunde er det vigtigt for B at kunne holde T uvidende om Indsættelsen. Men paa den anden Side er det, saalænge intet yderligere er sket, ogsaa kun en Legitimation : Forsikringstageren (B) kan selv frit raade over Kravet, overdrage det til andre eller lade Selskabet købe det tilbage.
II. Om den begunstigede skal have mere end en Legitimation, og særlig om en virkelig aktuel Ret til Forsikringssummen af sig selv skal udfolde sig, naar Selskabets Udbetalingspligtind træder, beror paa en ny Række Overvejelser. Det gælder at finde retlige Ordninger, som retfærdigt deler mellem to Interesse
grupper: paa den ene Side Forsikringstageren (B) og den begunstigede (T), der vil, at denne sidste skal faa den bedst mulige Ret; paa den anden Side B's Arvinger og dels hans, dels T's Kreditorer, der vil hævde deres efter Lovgivningen normale Rettigheder over B's eller T's Formue.
Forfatterens Skildring af Retsudviklingen (indenfor Læren om Forsikring til Gunst for Trediemand) viser, hvorledes disse Problemer kommer frem, og hvorledes man har taget ret forskelligt paa Problemerne, baade hvilke man stillede sig, og hvorledes man løste dem. Dette sidste hænger sammen med, at Opgavenikke alene var den at begrunde og forme gode Speciallove i Emnet, men, navnlig i Frankrig og her i Norden, fra først afat imødekomme Trangen ved Nyordninger gennem Teori og Praksis og uden ny Lovgivning. I Frankrig (se især S. 95 —118) hjalp man sig med Kreationsteorien, man opererede med Trediemandsretshandlen, og ved at spænde dennes Begreb langt ud gennem Fiktioner opnaaede man en vidtgaaende Beskyttelsefor den begunstigede mod B's Kreditorer og Arvinger, ligesom Problemerne under I klaredes.
Det er ikke saa vanskeligt nu bagefter, ledet af Forfatterens Haand, at se det tomme og fiktionsmæssige, der kan ligge i denne teoretiske »Begrundelse». Men Teoriens historiske Mission maa ikke overses. Den praktiske Trang til at bruge den til Løsningen af Livsforsikringens nye store Problemer var meget stor. Maa ske burde Lovgivningen helst have grebet ind. Ihvert Fald tjener det fransk Teori og Judikatur til Ære, at man ikke gav op overfor Livets Krav, især om Beskyttelse mod Forsikringstagerens Kreditorer. Det maa vel erindres, at en saadan delvis fiktionsmæssig Brug af et almindeligt Synspunkt, som her Trediemandsretshandelen eller Kreationsteorien, er en Metode, som fra Romerrettens til vore Dage har dybe Rødder i Retsopfattelsen og Retslivet. Hvor det gælder præceptive Retsregler, saaledes som her særlig om Testamentsformer, om Tvangsarveret eller især om Kreditorernes Ret til at søge Fyldestgørelse ideres Debitors Formue, har man hidtil ikke villet indrømme Dommeren en Beføjelse til efter et friere Skøn over Omstændighederne at gøre Undtagelse fra Lovens Bud. Yderliggaaende Friretslærere i Tyskland har vel hævdet Beføjelsen, men deres Lære er ikke trængt igennem. Det er ogsaa let at ndse en Hovedgrund til, at, medens det friere individualiserende Skøn
nægtes Dommeren, tillader Retslivet sig, støttet af Teorien, undertiden at udfylde og modificere Lovreglerne gennem Konstruktioner. Thi de saaledes dannede Begreber og deres Følgesætninger kan give en ensartet og gennemsnitlig gavnlig Løsning af nye Problemer, som Livet stiller. Fiktionen tilslører, at derpaa denne Maade indføres Undtagelsesregler; og Begrebsanvendelsen giver en ensartet Løsning, der bedre end det friere Skønskærmer imod individuel Vilkaarlighed. Denne metodologiske Betragtning har i Aartusinder levet i Retslivet, ganske vist maaske oftere mere intuitivt anvendt end klart erkendt i sin Begreænsning og reale Begrundelse.
Hvad der skete i Frankrig er indtil de nyeste Tider ogsaa foregaaet i Danmark (tildels tillige i Norge). Vor Videnskabhar arbejdet med Trediemandsretshandelen paa Livsforsikringsomraadet. Tysk, østerrigsk og schweizisk Ret har ogsaa fulgt det franske Spor. Man gik her endog saa vidt, at da det galdt at lovgive i Emnet, lod man Lovgivningens Form og Indhold væsentlig bestemme dels af almindeligere Regler om Trediemandsretshandler dels af særlige Livsforsikringsregler ud fra Kreationsteorien, i Stedet for mere frit og specielt at søge de forsikringsretlige Spørgsmaal praktisk rigtigt lovordnede. Derer heri noget ægte tysk. Ogsaa Lovgivningen gaar i Teoriens Ledebaand. Dette rummer aabenbart baade noget godt og noget ondt.
I Nutiden bør man sikkert principielt stille sig paa den Maade, hvorpaa man i engelsktalende Lande har stillet sig: Man skærer igennem Konstruktionerne og Fiktionerne. Man fastholder Civilrettens Grundregler om, at en Kontrakt mellem A og B ikke straks stifter nogen egentlig Ret for T, og man opererer med de sædvanlige Regler om Transport, Fuldmagt og Legitimation som berettiget. Men man udfylder disse almindelige Retsreglerved for Livsforsikringen og særlig den til Gunst for Trediemand at opstille gennem Lovgivning en Række Specialregler.
De Omraader, hvor saadanne Regler navnlig kunde tiltrænges, synes at være følgende:
a) Naar ved B's Død Forsikringen forfalder, og der er indsat en begunstiget hvem der ikke allerede af B i levende Live ergivet en efter almindelige Retsregler forbindende Ret til ved Dødsfaldet at kræve sig Summen udbetalt, foreligger der en Situation, hvis materielretlige Karakter er væsentlig identisk
med en testamentarisk Arveindsættelse. Der kunde vistnok da være god Grund til at fritage for Reglerne om Testamentsformerne (muligvis ogsaa for Arveafgift, se Forfatteren, S. 313—325). Man har i Analogien fra nordisk Ægteskabslovgivning (dansk Lov 7. April 1899 § 25, norsk Lov 29 Juni 1888 § 24, de nye skandinaviske Udkast til Lov om Ægteskabets Retsvirkninger, norsk § 28, dansk § 39) en Støtte for overfor Formkravet at benytte Trediemandsretshandelens Sætning om T's umiddelbare Ret (og Legitimation) til at hæve Beløbet, en Retder bliver aktuel ved Dødsfaldet, hvis Tilbagekaldelse ikke foreligger.
Vigtigst er det materielle Arvespørgsmaal: skal andre Arvingers Tvangsarveret (laglott) respekteres? I romanistisk Ret har man, støttet paa Kreationsteorien, ikke gjort det. Dansk Retspraksis og tidligere Teori (herimod min Arveret 1910 S. 209—212 og Artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 1917 S. 234 og 238) er gaaet samme Vej. Det rette synes dog (jfr Forfatteren S. 285—313) at være at hævde Tvangsarveretten paa den begunstigedes Bekostning (men, hvor denne har faaet en uigenkaldelig Ret i B's levende Live, at anerkende det som en gyldig Livsgave og i alt Fald som Hovedregel ikke at anvende Reglerne i vor Arvelovs § 30 om donationes mortis causa o: »Gaver, bestemte til at opfyldes ved Gavegiverens Død»). Skulde man gøre en speciel Undtagelse ved den blotte Begunstigelse, maatte det være overfor Livsforsikringer, som opfylder et særligt og rimeligt Forsørgelsesformaal (herom nærmere nedenfor).
b) Det vigtigste Spørgsmaal angaar Forholdet til Kreditorerne. Først tænkes der alene paa B's Kreditorer. (Selv om der her kan rejses nogen Invending mod Forfatteren om, at han ikke tilstrækkelig har gennemtrængt Emnet i alle dets Dele, maa det dog betones, at han har tilvejebragt meget af Værdi til dette overordentlig sammensatte og vanskelige Spørgsmaals Belysning, se det sidste store Afsnit af Bogen.) Løsningerne er ret forskellige i Retsordningerne. Fransk Ret nøjes i det væsentlige med sine Deduktioner fra Kreationsteorien, dog er fransk Praksis noget inde paa Forsørgelsesideen. Engelsktalende Lande betoner Forsørgelsesøjemedet. Og flere Love sætter her bestemte Grænser, i Penge og Person, for, hvad der er egentlig Forsørgelse. Det gælder endvidere almindeligt, at Beskyttelsen
imod B's Kreditorer er betinget af, at B i levende Live har fraskrevet sig Dispositionen til eget Tarv over Forsikringen.
I dansk Teori har navnlig AAGESEN stærkt betonet, at Forsørgelsesøjemedet kunde motivere en Særlovgivning om Beskyttelse mod Kreditorerne, ja kunde hjemle en saadan »efter Sagens Natur» altsaa uden særlig Lovgivning. Og vor nyeste Lovgivning om Livsforsikring (nugældende Lov af 1. April 1914 §§ 39 og 51) har knæsat Forsørgelseshensynet saavidt, at Kreditorerne udelukkes, »med mindre det efter Forsikringsdokumentets Indhold maa antages, at de (d. v. s. Forsikringssummer og Livrentebeløb) ikke er bestemte til at tjene i Forsørgelsesøjemed».
Vor Ret gaar her formentlig for langt, og de engelske Regler synes for saa vidt bedre. Men hvorledes komme til Bunds ide afgørende krydsende Retshensyn? Vi staar i og for sig medet klart Udgangspunkt: En Kreditor er berettiget til at udnytte sin Debitors Formuerettigheder til sin Fyldestgørelse. Debitor kan vel forinden have givet andre Personer særlige Rettigheder, der begrænser hans Kreditorers Fyldestgørelsesobjekter. Men det, at Debitor har indsat en begunstiget efter en Forsikring, hvorover Debitor iøvrigt frit kan raade, det skaber ikke efter almindelige Retsregler et Baand, der hindrer Kreditorerne i at udnytte Debitors Retsstilling her, f. Eks. ved at Forsikringen købes tilbage eller at Retten efter den sælges ved Auktion. Vort Problem om en Afvigelse herfra i et eller andet Omfang er Problemet om Undtagelser fra Eksekution (og i modsat Retning, til Beskyttelse af Kreditorerne, er det Problemet om Afkræftelsen af Retshandler, dette Begreb taget i videste Forstand).
Men dette Problem om Eksekutionsfritagelsen og dens Grunde savner ikke blot hos Forfatteren, men saavidt vides ogsaa iøvrigt i Litteraturen en mere principiel Behandling. Og den historiske Udviklings Resultater paa dette Omraade maa behandles med megen Forsigtighed (saaledes som Forfatteren selv betoner det): I den almindelige Lovgivning om Eksekutionsfritagelser finder man spredte Bestemmelser. Dels de »rent humane», som beneficium competentiæ - Reglerne, hvor Loven vil hindre, at Rekvisitus bliver helt forarmet gennem Eksekutionen, en Følge som ogsaa Samfundet af Hensyn til Fattigbyrden er interesseret i at afværge. Dels enkelte spredte Udslag af det Princip, at en Udøvelse af Debitors Ret, der sær-
lig vilde skade denne uden tilnærmelsevis lige Gavn for Kreditorerne, helst bør undgaas, se f. Eks. dansk Retsplejelovs § 511 om, at naar Udlæg er sket i falden Arv (derunder den, hvormed den efterlevende af Forældrene sidder i uskiftet Bo), »kan Arvekravet ikke uden Domfældtes Samtykke forauktioneres, forinden Arveparten kan fordres udbetalt.» Se ogsaa tysk Z. P. O. §§ 811 og 812 1.
Disse Regler er saaledes kun svage Tilløb. Og hvad angaar den Eksekutionsfrihed, som fra gammel Tid i stort Omfang er givet for Pensioner, Tontiner, Enkekasser, og senere for bestemte Livsforsikringsanstalter, er Motivet hertil sikkert sammensat og gennemsnitligt. Det kan skyldes en almindelig Tendens til at fremme Publikums Tillid til saadanne »Kasser»; ligesom det, at moderne Love rummer tilsvarende Regler, kan skyldes mægtige Livsforsikringsselskabers energiske Bestræbelser for at gøre Forsikring saa tillokkende som mulig for Publikum. Saadanne Bestræbelser er i sig selv prisværdige, i alt Fald for al Forsikring som forfølger Forsørgelsesformaal. Men man kan blot ikke regne med, at Selskaberne skal interessere sig for den anden Side af Sagen: Kredithensynet, Kreditorernes primære Ret til Fyldestgørelse af deres Debitors Formue. Det gælder derfor at prøve, hvor langt de Hensyn, som gennemsnitlig kommer frem ved Livsforsikringen, her kan bære enSpeciallovgivning, især for den Livsforsikring som tjener eller kan tjene Forsørgelse. Denne Speciallovgivning skal give Eksekutionsfritagelser, men kun saa vidt som Kredithensynene kan taale det. Herom kan fremhæves:
a) Forsørgelsesøjemedet bør beskyttes ret vidt, af privat- og samfundsøkonomiske Grunde, b) Hvor Kreditorers Udnyttelse af en paabegyndt Forsikring kan skade Debitor og hans Successorer særlig meget, kan den udelukkes. Dette kunde, af retstekniske Grunde, udstrækkes til enhver Forsikring, indtil Udbetalingsdagen kom; og det er ved Præmieforsikring især i dennes første Aar særlig haardt, om Kreditorerne kunde gøre Tilbagekøbsretten gældende. c) Den begunstigede nyder indtil videre som blot begunstiget ingen særlig Beskyttelse mod B's Kreditorer. Anderledes, saasnart han har vundet en egentlig uigenkaldelig Ret. I saa Fald beskyttes han, saalangt For-
sørgelseshensynet rækker, imod B's Kreditorer, saasnart Forsikringen, navnlig ved B's Død, er blevet aktuel. Her kan der endvidere blive Brug for den Grundsætning, at Giveren B kan udelukke Gavemodtageren T's Kreditorer fra at søge Fyldestgørelse i den skænkede (eller testamenterede) Gave, in casu Forsikringssummen.
Denne Lære dækker saaledes delvis Reglen i den omtalte danske Lov 1914 § 39. Iøvrigt gaar man her i dansk Ret vel vidt, og videre vistnok end svensk Retsopfattelse, naar en Gave, som den jo maa, fjerner Værdier fra Giverens Kreditorers Rækkeevne, og omvendt holder dem helt extra commercium ved, at Gavemodtagerens Kreditorer, endog de ex delicto, udelukkes. Imidlertid kan Reglen være begrundet i ret vidt Omfang, og som en Gennemsnitsregel være naturlig for alle Forsikringer med Forsørgelsesøjemed.
Det udviklede skulde have vist, at de Hovedproblemer, som Forfatteren omhandler, alene gennem en Speciallovgivning, der stræber at vise Retfærdighed til alle Sider, kan naa til en tilfredsstillende Løsning, medens en Kritik af Praksis i alle de Lande, der hidtil har været uden fornøden Speciallovgivning, vel kan have Ret i mange Enkeltheder, men dog standser overfor den Nødstilstand: et nyt Retsforhold, saaledes som Livsforsikringens, der skal behandles ud fra de almindelige Formue- og Procesretsgrundsætninger, som er udformede uden Hensyn til Forholdets Egenart. Snarere end at kritisere maatte man mangen Steds beundre, hvorledes Praksis har kunnet klare denne Lov-Nødstilstand. Herefter har det ogsaa kun en højst betinget Værdi, naar Forfatteren dels overfor Livsforsikringen til Gunst for Trediemand, dels overfor Trediemandsretshandlerne i Almindelighed vil sætte sin Derivationsteori i Stedet for den hidtidige Opfattelse.
Derivationsteorien siger kun dette, at T, saalænge en uigenkaldelig Ret ikke er overdraget ham, kun er en »begunstiget», og at B's ensidige Bestemmelse herom efter almindelige Retsgrundsætninger ingen Ret skaber. Men dette vidste man i Forvejen. At opløse Trediemandsretshandlen i en saadan ensidig Tilvendelse fra B's Side af den Ret, han har faaet ved Aftalen med A, betyder ikke andet end, at Trediemandsretshandlerne— lige fra Romerrettens Dage — er Udtryk for Undtagelser: Grundreglen — jfr Aftalelovens § 7 — at en Trediemand (T)
ingen Ret faar ved Aftaler mellem A og B, fraviges i en Række, indbyrdes usammenhængende, Tilfælde. Om nu en saadan ny Gruppe af Tilfælde skal opstilles for Begunstigelsen gennem Livsforsikring, er et Nutidsproblem, der selvfølgelig ikke kan finde en begrundet Løsning i en blot Paastand om, at: dette er en Trediemandshandel. Thi Problemet er, om denne nye Trediemandsretshandel bør høre til Kredsen af Undtagelserne.1 Men hvis den franske Praksis sagde ja hertil og trængte igennem dermed, fordi Retslivets Tarv krævede det, da laa heri Virkelighedens Bevis for, at vi maatte have en ny Undtagelse her. Hvad der vilde være det heldigste, var imidlertid ikke dette rene Enten-Eller, men netop Lovgivningens Afvejelse af Hensynene og en Ordning, der trak Grænser og stillede særegne Betingelser. Forfatterens skarpe Kritik siger da egentlig kun dette: Man skal begrunde dybt og indtrængende, naar man paa et særligt Omraade vil fravige de almindeligste Retssætningersfulde Herredømme.
Selvom en Gang alle væsentlige Spørgsmaal er speciallovordnede, tror jeg dog ikke, at man vil undvære Trediemandsretshandlen som Iklædning for den begunstigedes Retsstilling og tage Forfatterens Derivationsteori. Denne sidste finder nemlig intet Udtryk for Karakteren af den ejendommelige skrøbelige Ret og den særegne Legitimation, som den blot begunstigede har. Og den Ret, som opstaar, naar Retten bliver uigenkaldelig, er vel beslægtet med snart en Testamentserhvervelse snart en Transport i levende Live. Men medens en Transport ved almindelige til Omsætning bestemte Rettigheder overfører en Ret, der er ens i Cedentens og Cessionarens Haand, er Retten paa B's og T's Haand indbyrdes forskellige og normalt Genstand for en helt forskellig Udnyttelse. Overalt herlægger derimod Trediemandsretshandelen Forholdet naturligt til Rette: Vi opererer i Retskonstruktionen som i Livet med detre: A, B og T. Vi skildrer alle tres retlige Stilling paa naturlig Maade. Vi lades T's Begunstigelse og senere »egentlige Ret» have sit Udspring i A's og B's Aftale og konstruerer ikke en positiv ensidig Erklæring af B for de mange Normaltilfælde, hvor B forholder sig helt passiv, efter at Aftalen er truffet, og
hvor T faar sin Ret, »fordi B ikke har tilbagekaldt». Endelig faar vi det naturlige Blik paa »Begunstigelsen». Er den en Ret? Aa ja, omend en overfor B lidet beskyttet Ret. Men det er en ejendommelig Indledning til en egentlig Ret, jfr Parallellen i Arveindsættelsen. Og det er desuden en ejendommelig Legitimation, som tilmed mangen Særregel i Forsikringsselskabers Vilkaar og Kontrakter har beskyttet. Retten udfolder sig efterhaanden; den er straks, i alt Fald hvor den tjener Forsørgelsesøjemed, beskyttet mod B's Kreditorer; og den er ogsaa efter B's Død beskyttet mod T's Kreditorer. Dens endelige Udfoldelse er saaledes forberedt, at den, hvor Arvingers Modret ikke virker, udfolder sig helt ved B's Død.
Det fremgaar af det udviklede, at Forfatteren har grebet et Retsinstitut af den største praktiske Betydning paa et Stadium af rig Udvikling, og at han har stillet og belyst Problemerne ud fra hele den bestaaende Verdensret. Som en Haandbog over Spørgsmaalenes teoretiske og praktiske Stilling i Nutiden har hans Værk maaske sin største Værdi. Og det er kommet frem netop i rette Øjeblik.