DE NORDISKE JURISTMØDER.

 

AV

FRANCIS HAGERUP.

 

De praktiske resultater, som samarbeidet mellem Nordens jurister har at opvise, hører utvivlsomt til de glædeligste vidnesbyrd baade om, at der foreligger vigtige kulturopgaver, som egner sig til at løses av de nordiske folk i fællesskab, og om, at disse besidder betingelserne for at løse dem paa en heldig maade.
    Vil man søge at danne sig en forestilling om den andel, som sørlig de nordiske juristmøder har i denne udvikling, tør det anbefale sig at sammenligne forholdet i henseende til samarbeidet paa det retslige omraade, før det første nordiske juristmøde traadte sammen i 1872, og de resultater, som foreligger i vore dage.
    Et fælles lovgivningsarbeide, hvori alle tre nordiske lande deltog, var før 70-aarene ukjendt. Der foregik vistnok i 30-aarene konferenser mellem den norske og den svenske straffelovskommission og i slutningen af 50-aarene lignende fællesoverlægninger mellem norske og svenske kommiterede om en konkurslovsreform. Men tanken hermed var ikke at faa udarbeidet et fælles lovudkast. Og paa visse hold i Norge saa man endog med mistro paa alle saadanne fæellesskabsbestræbelser som indeholdende amalgamistiske tendenser. Paa denne mistænksomhed strandede ogsaa de bestræbelser, som i 1857 gjordes fra svensk side for at faa istandbragt gjensidige bestemmelser om dommes exigibilitet.
    For Danmarks og Norges vedkommende medførte det fra unions-

 

¹ På redaktionens begäran om ett uttalande angående de nordiska juristmötenas betydelse har minister Hagerup benäget lämnat efterföljande bidrag till föreliggande häfte.

tiden bestaaende retsfællesskab særlig paa privatrettens omraade et naturligt baand mellem begge landes retsvidenskabelige forskning. Men forbindelsen med den svenske retsvidenskab var svag. Der fandtes intet fælles organ for den nordiske retsforskning. Og den foreliggende litteraturs beskaffenhed gjorde det meget vanskeligt for det ene lands jurister at skaffe sig sikker kundskab om retstilstanden i de andre lande.
    Ser vi paa den anden side hen til, hvorledes forholdet i de herberørte henseender stiller sig i vore dage, møder vort blik først og fremst de imponerende resultater af det fælles lovgivningsarbeide, som, begyndende med de fælles vexellove af 1880, stadig har været udstrakt til flere og flere omraader, ikke blot inden de mest internationale dele af retssystemet, handels- og obligationsret, men endog til vigtige dele af person- och familieretten. — Det videnskabelige samarbeide har faaet fællesorganer dels i det nordiske "Tidsskrift for Retsvidenskab", som kan se tilbage paa en mere end 30-aarig virksomhed, dels i det siden 1913 udkommende "Nordisk Tidsskrift for Strafferet", begge redigeret af videnskabsmænd fra alle tre nordiske lande. En "Nordisk Retsencyklopædi" er udkommet iaarene 1878—1899 til fremme af det gjensidige kjendskab til de tre landes retsforfatninger.
    Spørger man nu, hvilken andel i denne udvikling der særlig kan tilskrives juristmøderne, er det en kjendsgjerning, at det første stød til det fwællesnordiske lovgivningsarbeide skyldes den af det første juristmøde efter forslag av den danske høiesteretsadvokat Hindenburg fattede beslutning om det ønskelige i at faa gjennemført overensstemmelse i de nordiske rigers vexellovgivning. Af de senere iværksatte fællesarbeider paa det legislative omraade er der vistnok alene ét, som direkte kan siges at skyldes initiativ fra juristmøderne, nemlig arbeidet for at faa ensartede regler om erhvervelse og tab af statsborgerret, et arbeide, som skyldes en beslutning af mødet i Kjøbenhavn i 1881, men som forøvrigt endnu ikke har ledet til afsluttende resultater. Ogsaa for de øvrige fælles lovgivningsarbeider har imidlertid juristmøderne utvivlsomt forsaavidt havt betydning, som en flerhed af de emner, der har været gjenstand for dette arbeide, har været drøftet paa disse møder.
    Hverken udgivelsen af den nordiske retsencyklopædi eller af de fælles retsvidenskabelige tidsskrifter kan føres tillbage til et. direkte

initiativ af juristmøderne, men det kan ikke være tvivl underkastet, at de indirekte skylder disse møder sin tilblivelse, i det jordbunden for litterære frembringelser af denne art først ved dem blev tilveiebragt.
    Direkte har juristmøderne virket til fremme af det retsvidenskabelige samarbeide dels ved de der førte, ofte høist befrugtende diskussioner, dels ved de som forhandlingsgrundlag trykte afhandlinger, hvoraf flere hidrører fra Nordens mest fremragende retslærde og besidder stort videnskabeligt værd.
    Spørges der nu om juristmødernes fremtid, kunde kanske en eller anden ville gjøre gjældende, at den historiske mission, som møderne har opfyldt, ikke foreligger længer. Baade det legislative og det videnskabelige fællesarbeide gaar nu sin gang uden dem — hvad bedst har vist sig i disse 17 aar, i hvilke ingen møder har været afholdt. En saaden betragtning vilde imidlertid tilvisse være ganske forfeilet.
    Jeg ser juristmødernes blivende betydning navlig i følgende fire opgaver:
    For det første vil ethvert aandeligt samarbeide fremmes og befrugtes ved personligt samvær og mundtlige meningsudvexlinger, ogsaa paa to mands hand. Naar man som nedskriveren af disselinier har deltaget i juristmøderne helt siden 1878, kan man avlægge vidnesbyrd om, hvad dette har havt for betydning for ens egen personlige udvikling; men jeg tror ogsaa at turde vove den paastand, at det. retslige kulturliv i Norden vilde have væeret fattigere uden de personlige baand, som har været knyttet ved disse møder.
    For det andet vil det altid bevare sin betydning, at der gives et fælles organ, hvorigjennem en autoritativ fællesopinion paa det retslige omraade kan komme til udtryk, og som tillige aabner fri bane for det private initiativ, uafhængig af alle officielle organer. Der kan let indtræffe tilfælde, hvor det kan vise sig i høi grad ønskeligt at søge de sistnævnte organer paavirket gjennem en fri, upartisk meningsudtalelse af fagkredse.
    For det tredje ser jeg en overmaade væsentlig opgave for juristmøderne deri, at de ved et hensigtmæssigt valg af forhandlingsemner og foredragsholdere kan virke oplysende paa den juridiske almenhed, vække interesse og forstaaelse i videre kredse for vigtige og aktuelle retsspørgsmaal. Jeg tør som et exempel i saa henseende

kanske nævne den betydning, som forhandlingerne paa juristmøderne i 1891 og 1896 om de betingede straffedomme fik i henseende til at bane veien for en almindeligere forstaaelse af denne reform og derved for dens indførelse i alle tre lande, et resultat, som opnaaedes ikke ved en alsidig drøftelse af alle reformens sider, ej heller ved, at forhandlingerne gav anledning til nedsættelse af fælleslovkommissioner, men alene ved hvad man kunde kalde mødernes eller de enkelte foredrags propaganda for en tanke, som, om end praktisk prøvet andetsteds, dengang var helt ny for de fleste nordiske jurister og hos mange mødte tvivl og modsigelse.
    Endelig maa der for det fjerde — som allerede foran antydet —en ikke ringe betydning tillægges den videnskabelige og praktiske belysning, som de behandlede spørgsmaal kan faa gjennem forhandlingerne og de paa forhand utgivne forhandlingsgrundlag. Enkelte har fundet, at denne side hidtil ikke har været viet tilstrækkelig opmærksomhed, og at diskussionerne om de enkelte emner ofte har været for summariske, ikke tillstrækkelig har ladet alle meningsnuancer komme til orde. Der har derfor været vakt spørgsmaal om nye arbeidmetoder for juristmøderne, sigtende til at opnaaen mere uddybet behandling af de enkelte spørgsmaal. Jeg tror, at det vil vise sig vanskeligt i denne henseende at opnaa noget væsentligt uden helt at forandre juristmødernes karakter og navnlig udenat opgive noget af den oplysende og propaganderende virksomhed, hvori efter min mening deres hovedbetydning ligger. Uden en unaturlig stærk begrænsning af forhandlingsemnerne eller en for vore forhold og særlig for juristmødernes betydning for den store juridiske almendhed lidet heldig opdeling av forhandlingerne paa sektioner vil den begrænsede tid for møderne altid hindre en helt udtømmende mundtlig diskussion om de foreliggende emner, hvortil kommer, at det altid vil være mere eller mindre tilfældigt, om man kan regne paa de mest kompetente personers deltagelse i forhandlingerne. Man maa ikke glemme, at juristmøderne i disse henseender er ganske anderledes stillet end de af regjeringerne nedsatte lovkommissioner og derfor ikke bør søge at løse opgaver, som naturligst overlades disse sidste.
    Jeg har hidtil udelukkende behandlet juristmødernes betydning fordet, retslige kulturliv i Norden. Men at dette samarbeide har rødder, som i dybet hænger sammen med folkenes sociale og politiske liv,

træder kanske aller klarest i dagen ved de forhold, som har bevirket den mangeaarige afbrydelse af dem. Naar derfor nu de nordiske jurister atter i Sveriges hovedstad rækker hverandre haanden til fortsættelse af et gammelt samarbeide, er det en begivenhed, hvis betydning rækker ud over det juridiske omraade.