Den militære rettergangsreform i Norge. Den nugjældende militære rettergangslov er av 29 mars 1900. För den tid gjaldt krigsretsinstruktionen fra 1683 med en række tillægsbestemmelser, de fleste fra det 18:de århundrede. Rettergangen var inkvisitorisk, skriftlig og hemmelig. Ved loven av 1900 blev den derimot bygget på de samme hovedprinciper som var indfört for borgerlige straffesaker ved loven av 1 juli 1887, nemlig: offentlig og mundtlig forhandling, partsrettigheter for sigtede og fuldstændig adskillelse mellem påtalemyndighet og domsmyndighet.
    Hvad der efter loven av 1900 adskiller den militære strafferetspleie fra den borgerlige, er væsentlig påtalemyndighetens og domstolenes organisasjon. Påtalemyndigheten utöves av de militære jurisdiksjonschefer med bistand av generalkrigsadvokaten og krigsadvokaterne, og domstolene er organisert som særlige militærdomstoler, hvor ved siden av juridiske fagdommere alene militærpersoner har sæte.
    De almindelige domstoler i förste instans er krigsretterne, som sammensættes av en civil krigsdommer og fem militære domsmænd. Fra krigsret kan saken bringes ind for den militære Höiesteret, som består av den almindelige Höiesteret forsterket med to höie officerer opnævnte av Kongen. Den militære Höiesteretsstilling er væsentlig forskjellig eftersom det anvendte retsmiddel er anke eller begjæring om fornyet behandling. Anke kan som i borgerlige straffesaker grundes enten på feil i saksbehandlingen eller på urigtig lovanvendelse ved avgjörelsen av skyldspörsmålet eller på strafutmålingen. Begjæring om fornyet behandling må være grundet på en bestridelse av hvad der i dommen er antat med hensyn til skyldspörsmålet, men kan ikke utelukkende stöttes til at loven er urigtig anvendt. Den må altså indeholde en bestridelse av bevisbedömmelsen vedkommende skyldspörsmålet. Saken behandles da fuldstændig fra nyt av i den militære Höiesteret med umiddelbar av

hørelse av tiltalte og vidner, en ordning, som været til adskillig ulempe for Höiesteret.
    I tilståelsessaker kan dom i förste instans avsiges av militær forhørsret. Dommen kan da bare angripes ved anke til den militære Høiesteret.
    Forövrig har man som i borgerlige straffesaker retsmidlet kjæremål mot retslige avgjörelser som ikke er domme, og gjenoptagelse som et ekstraordinært retsmiddel overfor retskraftige domme.
    Spörsmålet om at avskaffe den militære retspleie blev förste gang reist i 1908 av Norges socialdemokratiske Ungdomsforbund i en henvendelse til Stortinget. Tanken fik den gang ikke synderlig tilslutning, men efterhånden har den grepet mere om sig. I 1912 opnævnte Justisdepartementet en komite til revision av lovgivningen om den militære retspleie. Denne komite avsluttet sit arbeide allerede det fölgende år med avgivelse av tre indstillinger, indeholdende: I. Utkast til lov om rettergangsmåten i militære straffesaker i fredstid med motiver, II. Utkast til lov om rettergangsmåten i militære straffesaker i krigstid med motiver, og III. Utkast til lov om forandringer i og tillæg til militær straffelov av 22de mai 1902 med motiver.
    I den förstnævnte indstilling foreslår komiteen behandlingen av militære straffesaker i fredstid henlagt til de borgerlige straffedomstoler. Likeså foreslåes påtalemyndigheten i sådanne straffesaker overfört fra de militære chefer til den borgerlige påtalemyndighetstjenestemænd, dog således at de militære chefer fremdeles skal ha myndighet til at utferdige forelæg. I indstilling II har komiteen for krigstid foreslåt den nugjældende militære rettergangsordning opretholdt med enkelte mindre forandringer. Indstilling III er delvis foranlediget ved den i indstilling I foreslåede ordning. Men ved siden derav har komiteen sökt at opnå en forenkling av disciplinærstraffebestemmelserne i lovens 4de del, som har voldt befalet vanskeligheter. Og endelig har den bragt i forslag endel ændringer som ikke står i forbindelse med rettergangsordningen, således bl. a. med hensyn til straffen for militærnektere.
    Komiteens indstillinger er gjennem Forsvarsdepartementet forelagt de militære myndigheter og den militære retspleies tjenestemænd. Av de officerer, som er blit tilstillet indstillingene, er det meget få som har uttalt sig for komiteens forslag. Kommanderende general og admiral, jurisdiksjonscheferne, generalstaben, admiralstaben, generalinspektörerne og troppecheferne, krigsadvokaterne og krigsdommerne (en krigsadvokat og en krigsdommer har ikke avgit uttalelse) har alle bestemt uttalt sig mot kommitteens forslag om ophævelse av rettergangsordningen i fredstid, tildels i meget sterke ord og med utförlige begrunnelser. Forsvarsdepartementet selv har först avgit uttalelse om saken i juli 1919. Departementet har været inde på den tanke at man kunde nöie sig med at indskrænke krigsretternes domsmyndighet, men er tilslut — under megen tvil — kommet til det resultat at den særskilte militære rettergangsordning bör

ophæves for fredstid, om det end helst ser at saken utsættes til spörsmålet om en omordning av vort militærvæsen har fundet sin avgjörelse. Saken har også været forelagt den borgerlige påtalemyndighet, og den i 1914 fungerende riksadvokat, lagmand Salomonsen, har uttalt sig for reformen, forutsat at man kan gå ut fra, at lagrettemænd og domsmænd også for fremtiden likesom hittil vælges uten noget hensyn til deres meninger om politiske., sociale eller militære spörsmål.
    I trontalen ved åpningen av Stortinget i januar 1920, blev det meddelt at der vil bli fremsat proposition om avskaffelse av den militære retspleie i fredstid. Propositionen er under forberedelse i Justisdepartementets lovavdeling og kan ventes fremsat i löpet av mars.
    Kristiania 25 februar 1920.

E. Allen.