FRANCIS HAGERUP OG TIDSSKRIFT FOR RETSVIDENSKAB.¹

 

    Af alle HAGERUP'S litterære Frembringelser og Foretagender stod "Tidsskrift for Retsvidenskab" vistnok hans Hjærte nærmest. Han vaagede over det, sørgede for dets Trivsel og Væxt, tabte det aldrig af Syne. Dets Ære og Værdighed var ogsaa hans. Altid var han beredt til at bryde en Lanse for dets Farver. Med hans Afhandling "Nogle Ord om den nyere Retsvidenskabs Karakter", maaske hans bedste, fik Tidsskriftet i Aaret 1888 en straalende Debut; i dets efterfølgende 32 Bind savnes HAGERUP'S Navn vistnok kun tre Gange i Forfatternes Række — ellers var han, foruden at han bar Byrde nog Ansvaret som Hovedredaktør, Tidsskriftets frugtbareste, alsidigste og flittigste Skribent. Og hvor mange utrykte Bidrag til dets Fremme har FRANCIS HAGERUP ikke ydet i den løbende Tid! Altid var hans Korrespondance mægtig, men hans Brevvexling i Tidsskriftets Anliggender leverede det største Kontingent dertil. I hans bogfyldte Arbejdsværelse stod som en alvorlig Maner og stum Bogholder hans

 

¹ Efterföljande artikel kom tyvärr red. för sent tillhanda för att kunna — såsom avsett var — inflyta i förra häftet samtidigt med övriga artiklar, ägnade HAGERUPS minne.

Kartotek. Men det var veltalende paa sin Vis. Med den Sikkerhed, Øvelsen giver, kunde HAGERUP slaa ned i den paagældende Skuffe og til Punkt og Prikke vise en, at man ved den og den Lejlighed havde afgivet et eller andet Løfte — vel ikke altid "ustokket, ublokket og unødt"! Og en næsten uhyggelig Orden herskede i dette Bogholderi! Baade i Tale og paa Prent yndede HAGERUP — til Skræk og Advarsel — at gentage SCHWEIGAARD'S Ord, at af alle Debitorer ere de litterære de uefterretteligste. Det var ingen teoretisk, abstrakt Læresætning, han her udviklede. Han deducerede ud fra sin egen bitre Erfaring. Og ofte var han grebet af det specifike Redaktør-Mismod, baade naar han som Diogenes med Lygten uden nævneværdigt Held søgte efter en Medarbejder til en Afhandling, Anmeldelse el. lign., naar et lovet Bidrag udeblev og iøvrigt under al anden herhenhørende Modgang. HAGERUP'S Apostrofe til Læserne i Tidsskriftets 30te Bind kaster et Strejflys over en Hovedredaktørs Stemninger og Kvaler. Under fire Øjne udtrykte han sig selvfølgelig i noget mere uforbeholdne Vendinger. Men trods alt holdt han ud. Og kun overvældende Embedsforretninger eller Sygdom kunde i kortere Tid formindske hans tidsskriftlige Epistlers Tal. Det sidste Brev, Nedskriveren af disse Linier modtog umiddelbart før HAGERUP'S bratte Bortgang, omhandlede hans kære Tidsskrifts Vel. Svaret herpaa naaede først Kristiania hin Dag, da FRANCIS HAGERUP'S rastløse og utrættelig arbejdende Aand var blevet tavs.
    Tidsskriftets Ophav i fysisk Forstand var han ikke. Ligesom den nordiske Retsencyklopædi var det en Ætling af de nordiske Juristmøder. Planen om et fælles retsvidenskabeligt Tidsskrift for de tre Lande blev allerede i Begyndelsen af Halvfjerdserne fremsat af Grev ERIK SPARRE, Mødernes ivrige og entusiastiske Talsmand, men fandtes ikke den Gang moden til Udførelse. Retsencyklopædien skulde berede Vejen for det nye Foretagende. ¹ Thi nyt var det. Først og fremmest derved, at der her skabtes et fast og ikke blot tilfældigt Samlingssted for alle nordiske Retsforskere, som tidligere vare bundne til de hjemlige Tidsskrifters Stavn, Tidsskrifter af overvejende lokal Interesse, væsentlig Domssamlinger, beregnede for Praktikere. Nytend videre ved Tidsskriftets hele videnskabelige Standard, og endeligved, at det bevidst og sikkert paatog sig Hvervet som en skarptskuende og lydhør Udkigspost mod det øvrige Europa. Den STANG'ske Stiftelse i Kristiania skabte det økonomiske Grundlag. Blandt de forhaandenværende personlige Kræfter, der maatte anses egnede til med Held at kunne løse den vanskelige Opgave som Hovedredaktør, kaaredes FRANCIS HAGERUP.
    Bedre Valg end denne esprit bien meublé kunde næppe være truffet. HAGERUP stod den Gang i Ungdommens fulde Kraft, begejstret for sin Videnskab, udrustet med en Arbejdsævne som faa, Skandinav og Europæer i samme Person. Ved hans Side i Redaktionen en udsøgt Skare af Nordens første Teoretikere og Praktikere, fra Norge JOHANNES

 

¹ Jfr ASCHEHOUG i Forhandlinger paa Sjette Nordiske Juristmøde i Kristiania (Kria 1888). S. 183.

BERGH, fra Sverige IVAR AFZELIUS og ERNST TRYGGER, fra Danmark C. Goos og N. LASSEN. Af den oprindelige Styrelse virker endnukun AFZELIUS. TRYGGER og N. LASSEN have til forskellige Tider og af forskellige Grunde trukket sig tilbage, alt i 1906 bortkaldtes BERGH, i 1917 Goos. Den tredje i Dødsrækken blev HAGERUP selv.
    Det var uden Tvivl med velberaad Hu, at HAGERUP'S Afhandling om den nyere Retsvidenskabs Karakter blev sat i Spidsen for Tidsskriftets første Aargang. Selv om den formelt stod for hans egen Regning, angav den ganske tydelig, efter hvilke Retningslinier "Tidsskrift for Retsvidenskab" agtede at sætte Kursen. Der varover den det festlige Skær, som lyser op i Hverdagslivets Graa — Videnskabens Lys over den rene Teknik eller Haandværk. Den var ogsaa karakteristisk for dens Forfatter, der til sin sidste Stundsyslede med de evige Spørgsmaal om Retsvidenskabens Mening og Grund, men som trods sin personlige Forkærlighed for almindelige Undersøgelser altid strængt vaagede over — saavidt det i det helestod i hans Magt — at udelukkende retsfilosofiske eller erkendelsesteoretiske Bidrag ikke paa Gøgeungers Manér bredte sig altfor stærkt og skubbede andre ud af Reden. Han behandlede selv senere "Det psykologiske Grundlag for Retten" (1907 S. 1), søgte under Hensyntagen til GEORGIO DEL VECCHIOS' Forskninger at bestemme Retsbegrebet (1915 S. 297) og gav i Afhandlingen "Nogle Ord om Forholdet mellem positiv Ret og Retsanvendelse" (1915 S. 16) et i Norden haardt tiltrængt Bidrag til Belysning af den moderne Friretsbevægelse. HAGERUP'S særlige Ævner udfoldede sig frodigst ved Drøftelsen af den Slags metodiske Spørgsmaal. Med dem bevarede han altid Føling, ikke mindst naar de vedrørte Strafferetten og Folkeretten. Fra Formuerettens Dogmatik, i hvilken han som ung vandt sine Sporer som juridisk Skribent, fjærnede han sig mere og mere. Hans Forfatterskab i Tidsskriftet paa Obligations- og Tingsrettens Feltervar forholdsvis sparsomt. Bortset fra adskillige "kurze Anzeigen" tog han i en udførlig Anmeldelse "Til Obligationsrettens almindelige Del" (1894 S. 32) kritisk Stade navnlig til den af JUL. LASSEN i dennes "Haandbog" i Tilslutning til Goos og AAGESEN hævdede Retshandelsteori og gennemgik i 25:de Aargang (1912 S. 177) med polemisk Styrke FREDRIK STANG'S norske Formueret. I "Nyere nordisk Litteratur om de kollektive Arbejdsaftaler" (1919 S. 239) omtalte han de vigtigste retslige Problemer, der knytte sig til disse Aftaler.
    Jævnsides med, at FRANCIS HAGERUP ved bindstærke Værker stod som den anerkendte Fører og Vejleder paa Processens Omraade, offentliggjorde han i "Tidsskrift for Retsvidenskab" forskellige større og mindre herhenhørende Afhandlinger, saaledes om "Procesgangen i den ordinære engelske Civilproces, belyst ved et praktisk Retstilfælde" (1898 S. 357); i Tidsskriftets XII Bind (1899 S. 241) gav han et nøjagtigt og objektivt Billede af "Den nye østerrigske Civilproces", i Aargang XVI (1903 S. 119) en livfuld Anmeldelse af Skrifter af OSKAR BÜLOW og RICHARD SCHMIDT.
    Som Kriminalist har HAGERUP indlagt sig særlig Fortjeneste ved,

som den Foregangsmand, han i det hele var, tidligere vistnok end nogen anden Nordbo at udvikle den moderne Strafferets Tanker og at tolke dens Krav. Afhandlinger og Anmeldelser som "Moderne Kriminalpolitik" (1890 S. 224), "De betingede Straffedomme" (1891 S. 448), "Anarkisme og Strafferet" (1901 S. 264) og "Moderne Strafferetsvidenskab" (1904 S. 316) ere lige saa mange talende Vidnesbyrd om hans videnskabelige Aktualitetssans. I "Aarsagssammenhæng og Retsstridighed" (1909 S. 297) satte han sig til Opgave at belyse Handlingens objektive Retsstridighed i Forhold til Spørgsmaalet om den retslig relevante Aarsagssammenhæng. Med vanlig Pligtfølelse paatog han sig det møjsommelige Hverv i en udførlig Anmeldelse at gøre Redefor Indholdet af Kæmpeværket "Vergleichende Darstellung des deutschen und ausländischen Strafrechts" (1907 S. 238, 1908 S. 182 og 374).
    Næsten alle HAGERUP'S Arbejder vise historisk Forstaaelse og Interesse; han havde et klart Blik for den historiske Skoles Lære og Betydning, men ligesom ØRSTED var han ikke Retshistoriker efter Ordets strængeste Observans. Til den egentlige Retshistorie har han derfor ikke ydet Bidrag. Ellers var intet juridisk ham fremmed. I sine senere Aar fordybede han sig mere og mere i Folkerettens Problemer — i sine forskellige fremragende Embedsstillinger havde han jo rig Lejlighed til at gøre Studier i Marken — og Resultatet af sine Granskninger nedlagde han i Opsatser som "Til Folkerettens Teori og Praxis" (1900 S. 214: Anmeldelser af Værker af DESCAMPS, VON LISZT, TAKAHASHI og BUREAU), "Permanent Neutralitet" (1902 S. 277: Betragtninger i Anledning af ED. DESCAMPS' voluminøse "La neutralitéde la Belgique au point de vue historique, diplomatique, juridique et politique", Bruxelles—Paris 1902) og "Folkerettens Problem" (1915 S. 139), et Spørgsmaal, som Verdenskrigen gav en uhyggelig Aktualitet. Og han sluttede endelig Ringen ved en Række Anmeldelser, saavel længere som kortere, af Værker fra alle Retsvidenskabens vidtstrakte Egne. Som en aarvaagen Vedet spejdede han ud i Terrænet, og han beklagede, at Tidsskriftet ikke i saa vidtstrakt Omfang, som han ønskede det, kunde holde Hær mønstring over den fremkomne udenlandske Litteratur. Han skrev selv, navnlig i Tidsskriftets tidligere Leveaar, "mindre Meddelelser", derunder forstaaende og sympatiske Nekrologer over af døde Retslærde, saaledes over Landsmænd som GETZ, ASCHEHOUG og INGSTAD (1901 S. 341, 1909 S. 1, 1918 S. 440). Ypperst blandt hans Skildringer af ikke-nordiske Forskere er hans Karakteristik af JHERING og WINDSCHEID (1893 S. 1), et Essay, som indtager en værdig Plads i den da fremkomne Litteratur om de to berømte Videnskabsmænd. Ogsaa ved at fremskaffe og ordne det øvrige Tidsskriftstof var han aktiv. Saaledes stod hans Signatur i sin Tid underde, den Gang i øvrigt ret skematiske, udenlandske Bibliografier, tilhvis Udarbejdelse han vistnok havde en god Støtte i sin Hustru.
    Allerede ud fra HAGERUP'S Forfatterskab i Tidsskriftets gule Hæfter kunde hans litterære og videnskabelige Fysiognomi tegnes med stor Sikkerhed og Skarphed. Det bærer Præget af en omfattende

juridisk og almindelig Dannelse. Det viser en mærkelig Universalitet og Receptivitet. Netop i Essayet naade HAGERUP Mesterskabet baade i Indhold og Form, ved Udviklingens Klarhed og Prægnans, ved hans kunstnerisk tilpassede Prosa. HAGERUP'S enestaaende Aandskraft stod i Pagt med en bydende Produktionstrang. Ikke mindst kom denne Tidsskriftet til Gode. Hans flittige og hurtige Pen var altid rede. Den udtömte vel ikke altid Spørgsmaalene, men den slog aldrig Klatter.
    Men giver "Tidsskrift for Retsvidenskab" saaledes et Billede af HAGERUP selv, giver det samtidig et ikke mindre paalideligt Billede af Strömningerne og Bevægelserne indenfor den nordiske Retsvidenskab i de forløbne 32 Aar; et Tidsskrifts egentlige Værdi beror vel paa, om man deri med Tryghed kan aflæse den videnskabelige Barometerstand i det paagældende Tidsrum. Det er vistnok enfælles Lov for Forfattere og Tidsskrifter, at de respektive Læsere ovenfor dem gærne ere laudatores acti temporis: de ældre Bøger og Aargange fremhæves regelmæssig paa de yngres Bekostning, man kvier sig i Almindelighed ved strax at give den nærværende Tids Frembringelser det Klassicitetens Stempel, som de ældre allerede have opnaaet! Dette være nu, som det vil. Nogen Dom over de forskellige Aarganges videnskabelige Pondus skal af nærliggende Grunde ikke fældes her. Men ingen vil sikkert bestride, at "Tidsskrift for Retsvidenskab" stedse har ydet et væsentligt Bidrag til nordisk Retsvidenskabs Historie. Allerede de forskellige Forfattergenerationers Fremrykning afspejler den stedfundne Udvikling. I Tidsskriftets første Decennium ere dets Spalter fyldte med Navne som HERTZBERG og GETZ, AFZELIUS og TRYGGER, JUL. LASSEN, N. LASSEN, DEUNTZER og TORP — først temmelig sent — i Aargang 1900 — offentliggør Goos sit eneste Bidrag. Omtrent ved Aarhundredskiftet nærme de yngre Fylkinger sig — BJÖRLING og KALLENBERG,  SJÖGREN og ALMÉN, STANG, MUNCH-PETERSEN og mange flere. Og de næste Aar fremvise atter andre. Og forhaabentlig vil en ny Skare ivrige Rekruter holde Tidsskriftet ungt og friskt, naar Veteranerne, de gamle, prøvede Stridsmænd, anbringe deres Vaaben i Rustkammeret.
    Som alle andre menneskelige Foretagender og Foreteelser har ogsaa "Tidsskrift for Retsvidenskab" været behæftet med Ufuldkommenheder og Skrøbeligheder. Det var dets Hovedredaktør selv ogsaa klar over. Men selv med Fare for ikke at blive anset som et uvildigt Vidne, tør man vel hævde, at det uden at slaa af paa sine Idealer — og jævnlig under vanskelige Forhold — redelig og ihærdig har kæmpet for at naa det Maal, hvorefter det stræbte. Er dette lykkedes, tilkommer Æren herfor i overvejende Grad FRANCIS HAGERUP. Han var ikke identisk med Tidsskriftet — andre mente det maaske, han selv ikke —, men har det udfyldt sin Plads, kan man uden Overvurdering nævne det som en værdig Arbejdsfælle af de store Kulturlandes Tidsskrifter med deres i alle Henseender langt rigere Hjælpemidler, da skyldes det væsentligt hans Ildhu og aldrig hvilende Hjærne. Han har efterladt sine Efterfølgere en tung Arv.

Vi, der blev tilbage, ville forsøge at løfte den, ville efter Ævne arbejde videre i hans Aand.

Frantz Dahl.