ANM. AV RIKARD KLEEN: MELLANFOLKLIG PRIVATRÄTT. 387RIKARD KLEEN: Kodificerad framställning i mellanfolklig rätt, offentlig och enskild. III. Mellanfolklig privaträtt. Stockholm. 1920. Norstedt & Söner. 244 s.

 

    I to tidligere (1911 og 1917) udkomne Dele har Forfatteren med meget stor Sagkundskab grundig og udførlig behandlet den egentlige Folkeret. Han afslutter i nærværende Værk sin Fremstilling med en Behandling af den saakaldte internationale Privatrets Problemer. Disse bør imidlertid baade af systematiske og praktiske Grunde være Genstand for en særskilt Behandling. Det kan ikke nægtes, at Sammenstillingen med den egentlige Folkeret let kan tilsløre Forskellen mellem denne og den internationale Privatret, der jo er en Del af hver enkelt Stats nationale Ret.
    Efter en kort — altfor kort — Fremstilling af de almindelige Grundsætninger behandler Forfatteren i de 5 følgende Afsnit Statsborgerretten, Personretten, Familieretten, Formueretten og Processen. Som Bilag er aftrykt Haagkonventionerne 1896 — 1905. Sluttelig følger et kort Sagregister.
    Forfatteren definerer den mellemfolkelige Privatret som den Del af den mellemfolkelige Ret, der behandler Løsningen af Spørgsmaal vedrørende forskellige Staters Jurisdiktion i et og samme private Retsforhold. Denne Definition, der udvisker Forskellen mellem Folkeret og international Privatret, og mellem Lovgivningsmagtens og Domstolens Kompetence, er ikke tilfredsstillende. Heller ikke kan Anmelderen tiltræde Forfatterens Anskuelse (pag. 217), at det ofte er naturligt at udlede den internationale Privatrets Regler udfra Reglerne om Værnething (ubi forum ibi et jus). Det modsatte vilde være rigtigere. Men i Virkeligheden er det to af hinanden uafhængige Spørgsmaal 1) hvor Sag kan anlægges og 2) efter hvilken Lovgivning Retsforholdet skal bedømmes. Kun den forkastelige lex fori Theori kan føre til en Sammenblanding af de to Spørsmaal.
    Det første Spørgsmaal (Værnethingsspørsmaalet) er ligesom de øvrige processuelle Spørgsmaal (fremmede Dommes Retskraft og Exigibilitet, Spørgsmaalet om Litispendens) af Forfatteren noget stedmoderligt behandlet. Der savnes en Gennemgang af og Oversigt over de forskellige Landes paa dette Omraade meget afvigende Regler, hvor større Retsfællesskab i høj Grad tiltrænges. Desværre tager Forfatteren Ordet for den i enkelte Lands fulgte forkastelige Praxis, at Domstolene erklærer sig inkompetente under Henvisning til, at begge Parter er fremmade.
    Med Hensyn til de materielle Retsregler lægger Forfatteren som Hovedregel Statsborgerprincipet — ikke at forvexle med Nationalitetsprincipet — til Grund. Dette gælder ikke blot paa Person- og Familierettens Omraade, hvor Forfatteren for saa vidt er i Overensstemmelse med Haagkonventionerne, man ogsaa paa Formuerettens. For dennes Vedkommende gør dog Forfatteren betydelige Indrømmelser til lex rei sitæ og Kontraktstedets Lovgivning. Forfatterens Hovedprincip kan imidlertid ikke billiges, i hvert Fald ikke i den

 

388 AXEL MØLLER.Udstrækning, han vil give det. En upartisk Undersøgelse vil vistnok give som Resultat, at Domicilprincipet i hvert Fald paa Formuerettens Omraade har afgørende Fordele fremfor Statsborgerprincipet.
    Paa Familierettens Omraade har særlig Forholdet ved Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning givet Anledning til Lovkonflikter. — Forfatteren bygger her hovedsagelig paa Haagkonventionerne af 12. Juni 1902 og 17. Juli 1905.
    Ægteskabsbetingelserne afgøres efter begge Ægtefællers statsborgerlige Lovgivning, ikke blot efter Mandens. Bigami og Blodskam maa gøre et Ægteskab ugyldigt overalt i alle civiliserede Stater uanset den statsborgerlige eller Vielsesstedets Lovgivning. Vielseslandets Lovgivning kan opstille yderligere Betingelser, men deres Overtrædelse gør ikke Vielsen ugyldig. Religiøse o. lign. Betingelser skal ikke kunne hindre Ægteskab mellem fremmede for vedkommende Konsul.
    Formen bestemmes efter Reglen locus regit actum, dog at Iagttagelse af Ægtefællernes statsborgerlige Lovgivning i hvert Fald anses lilstrækkelig. Dette sidste kan f. Ex. ske ved Ægteskabs Indgaaelse for Konsuler i Udlandet.
    For de personlige Forhold mellem Ægtefællerne er deres statsborgerlige Lovgivning afgørende, dog at kun saadanne Retsvirkninger, som anerkendes af lex domicilii, kan hævdes, hvor de bor. Er f. Ex. Hor ikke strafbart her, hjælper det ikke, at det er strafbart efter Ægtefællernes Lovgivning. Naar Forfatteren derimod antager, at Hor heller ikke kan straffes, naar det ikke er strafbart efter Ægtefællernes Lovgivning, men vel efter lex domicilii, kan dette ikke tiltrædes.
    For Formueforholdets Vedkommende lægger Forfatteren Vægten paa Mandens Lovgivning ved Ægteskabets Indgaaelse, saa at senere Ændringer i Statsborgerforholdet saavel som af Ægtefællernes Bopæl bliver uden Betydning.
    Forfatteren antager med Rette og i Overensstemmelse med Haagkonventionen, at baade Ægtefællernes statsborgerlige Lov paa Skilsmissetiden og lex domicilii maa hjemle Skilsmisse, for at denne kan opnaas. At lægge Vægten paa den sidste alene, vil som Exempler fra Amerika viser, kunne føre til, at Ægtefæller altid vil kunne opnaa Skilsmisse. Naar Forfatteren iøvrigt synes stemt for en vidtstrakt Skilsmissefrihed, overser han, at et er Tvang til Samliv, hvad ingen holder paa, et andet Nægtelse af Anerkendelse af nye Forbindelser, saalænge der ikke foreligger tilstrækkelig Grund til Opløsning af lovlig bestaaende. I sidste Fald bør man ikke ensidig tage Hensyn til det enkelte Ægteskab, men til hele Ægteskabsinstitutionen, hvis ikke denne fuldstændig skal undergraves.
    Paa Forholdet mellem Forældre og Børn vil Forfatteren anvende Barnets statsborgerlige Lovgivning ved Fødselen. Dette skal ogsaa gælde Alimentationsbidrag til uægte Børn, skønt det dog her synes rimeligere at anvende enten lex loci eller Moderens lex domicilii paa Avlingstiden. Legitimation af uægte Børn skal kun kunne ske

ANM. AV RIKARD KLEEN: MELLANFOLKLIG PRIVATRÄTT. 389overensstemmende med begge Parters statsborgerlige Lovgivninger.
    Arv ex lege følger baade med Hensyn til Løsøre og faste Ejendomme Af dødes statsborgerlige Lovgivning ved Dødsfaldet.
    Testamenter bedømmes efter Testators Lovgivning, dog at med Hensyn til Formen baade Testators Lovgivning og lex loci skal være fyldestgjort. En af Delene bør dog her være nok.
    For Personrettens Vedkommende anvender Forfatteren helt igennem den statsborgerlige Lovgivning, kun med enkelte Modifikationer, f. Ex. med Hensyn til Tilsyn med en forsvunden Persons Ejendom, midlertidige Forholdsregler mod Personer, der skal umyndiggøres osv. Særlig med Hensyn til Myndighed vil Forfatteren udelukkende anvende den statsborgerlige Lovgivning, saaledes at f. Ex. en 24 aarig Dansker overalt skal erkendes og behandles som ufuldmyndig. Dette kan dog ikke billiges, saa lidt som Forfatterens Antagelse af, at en Dom, der knytter borgerlig Død eller Umyndiggørelse til visse Straffe, skal anerkendes overalt, selv om de er fældede over Fremmede, hvis Lovgivning ikke kender saadanne Følger.
    Ogsaa for Tingsrettens Vedkommende viser Forfatteren for stærk Tilbøjelighed til at anvende den statsborgerlige Lovgivning, særlig ved Løsøre og personlige Servituter.
    For Obligationsretten opstiller Forfatteren som Hovedprincip Kontraktstedets Lovgivning, ikke blot med Hensyn til Formen, men ogsaa for Kontraktens Virkninger, dog forudsat, at ikke særlige Omstændigheder fører til at antage en anden Lovgivning som mere stemmende med Parternes Vilje. Med Hensyn til Aftaler mellem Fraværende henstiller Forfatteren, om man vil tage Hensyn til Stedet for Acceptens Afsendelse eller dens Modtagelse. For Forældelsens Vedkommende vil Forfatteren med Rette anvende den Lovgivning, hvorefter Fordringen iøvrigt bedømmes, dog at Forældelse tillige vil kunne indtræde efter lex fori.
    Overensstemmende hermed lader Forfatteren Vexelforpligtelser baade med Hensyn till Form og Virkninger afhænge af Paategningens Sted. Dog vil han — formentlig med Urette — lade Spørgsmaalet om Protest som Betingelse for Regreskravet afhænge af Vexlens Betalingssted.
    I Konkurstilfælde erkender Forfatteren derimod Domicilprincipet som afgørende og forkaster med Rette baade Statsborgerprincipet og lex rei sitæ.
    Det følger allerede af Værkets Omfang, at Behandlingen af den internationale Privatrets mangfoldige Problemer ikke har kunnet blive nær saa indgaaende som den, Forfatteren med sit store baade teoretiske og praktiske Kendskab til Folkeretten har ladet denne blive til Del. Bogen staar da heller ikke paa Højde med Forfatterens folkeretlige Fremstillinger, og man mærker, at Privatretten ligger ham fjernere. Der savnes blandt andet konkrete Exempler, der kunde give de abstrakte Principer Liv, og Oplysninger om de forskellige Landes positive Lovgivning og Retspraxis. Man maa

390 AXEL MØLLER.imidlertid være Forfatteren taknemlig for, at han ikke er veget tilbage for Vanskelighederne ved at berige den nordiske, paa dette Omraade ret fattige, Literatur med en ny og selvstændig Fremstilling. Trangen til en indgaaende Behandling af disse Æmner vil i Fremtiden vise sig stedse mere følelig.

Axel Møller.