FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT OG DERES INDFRIELSE MED INDENLANDSK MYNT.

 

AV

 

PROFESSOR HENRY USSING.

 

Med største Interesse har jeg læst Justitierådet Albert Kôersners værdifulde Opsats1 om "Valutafrågor i rättslig belysning". Den giver en grundig og vel afvejet Behandling af en Række betydningsfulde Spørgsmaal, og navnlig af det saakaldte Omregningsproblem. Paa de fleste af de Punkter, hvor Justitierådet Kôersner gaar imod andre nordiske Forfattere, er jeg enig med ham. I nogle Retninger vilde jeg dog være tilbøjelig til at mene, at man burde gaa endnu videre. I det følgende skal det forsøges at belyse Problemerne om Omregning og om Erstatning for Kurstab lidt nærmere paa Grundlag af dansk Retspraksis. Da denne vistnok er righoldigere end de andre nordiske Landes, haaber jeg, den kan have Interesse ogsaa i Sverige. Og der er den særlige Grund til at gøre nærmere Rede for den, at de Redegørelser, som tidligere er givet for dansk Praksis, er meget ufuldstændige og til Dels ligefrem misvisende.2
    Ved Forpligtelser, der lyder paa fremmed Mynt, er der efter dansk Ret principielt ikke noget til Hinder for at paalægge Debitor, der er i Mora, at erstatte Kreditor det Tab, han lider ved Valutaforringelse (Pengesedlernes Værdiforringelse) efter Moraens Begyndelse. Ved Forpligtelser i indenlandsk Mynter det derimod tvivlsomt, om saadan Erstatning kan tilkendes. I Praksis er Spørgsmaalet ikke besvaret afgørende, men man synes snarest at gaa ud fra, at Spørgsmaalet maa besvares

 

1Sv. Juristtidning 1926 pag. 26—56.

2 Det sidste gælder navnlig advokat Schjelderups i Norsk Retstidende 1922 pag. 609— 611. 

12 — Svensk Juristtidning 1926.

 

178 HENRY USSING.benægtende1. Efter min Mening bør Tilkendelse af Erstatning ikke anses for principielt udelukket ved Lovgivningen om Pengesedlernes "Tvangskurs" (cours forcé)2; men paa Grund af Bevisvanskeligheder vil det vanskelig blive muligt at gennemføre et saadant Krav, saalænge Pengesedlernes Værdiforringelse ikke er meget følelig. Dette Spørgsmaal agter jeg dog ikke at gaa nærmere ind paa her.
    Ved Behandlingen af Omregningsproblemet lægger Justitierådet Kôersner med Rette megen Vægt paa Bestemmelserne i de nordiske Veksellove. Da jeg ikke er helt enig med ham i Fortolkningen af disse Regler, nødsages jeg til at gøre nogle Bemærkninger derom.
    Naar Vekslen lyder paa en Myntsort, der ikke er gangbar paa Betalingsstedet, er Hovedreglen ifølge N. V. L. § 35, at Betaling kan erlægges enten i aftalt Mynt eller i indenlandsk Mynt efter Kursen paa den Tid, Indfrielsen sker. Acceptanten har Valget mellem to Fyldestgørelsesformer; men da Omregningen skal ske efter Betalingsdagens Kurs, kommer Acceptanten, hvad han end vælger, til at yde samme Værdi. Omregningen ændrer altsaa kun Ydelsens Form, ikke dens Værdi.
    For det Tilfælde at Vekslen ikke indfries ved Forevisningen og Kursen derefter falder, giver § 36, 2 Pkt den Regel, at "skal Betalingen ske efter Vekselkurs" — — — beregnes Kursen paa Forevisningstiden, dog at Vekselejeren, hvis han har forhalet Forevisningen, ikke kan beregne højere Kurs end Kursen paa Forfaldsdagen. Justitierådet Köersner fortolker (pag. 46—47) denne Bestemmelse saaledes, at den ikke berøver Debitor Retten til at betale udenlandsk Mynt, d. v. s. betale selve Vekselbeløbet. Hvis Debitor gør dette i Tilfælde, hvor der ikke foreligger force majeure eller andre Omstændigheder, der udelukker Erstatningspligt, antages Debitor dog at maatte erstatte Kursdifferencen. Denne Fortolkning bør næppe godkendes. Hvis man med Justitierådet Köersner antager, at § 36 ikke berører Debitors Ret til at betale i udenlandsk Mynt, giver § 36 ingen Hjemmel til i

 

1 Se Juridisk Tidsskrift 1924 pag. 40, der dog vistnok angaar tysk Ret, og Domme nedenfor pag. 193 Note 1.

2 Teorien om Pengenes "legale Wertkonstanz" forkaster jeg med Nussbaum: Das Geld (1925) pag. 10; se iøvrigt til dette Punkt Kôersner ovenfor pag. 32—35. 

FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT. 179dette Tilfælde at tillægge Kreditor Kursdifferencen; og deraf maa følge, at Vekselejeren overhovedet ikke har noget vekselretligt Krav paa den. Der kunde da højst tilkendes ham Erstatning for Kurstab, hvor Ret dertil var begrundet i det Vekslen underliggende Retsforhold, og § 36 vilde i saa Fald ikke kunne paaberaabes som Støtte for, at Erstatningen skulde ansættes til hele Kursdifferencens Beløb.
    En nærmere Overvejelse maa imidlertid, saa vidt jeg ser, føre til en anden Fortolkning af § 36. Justitierådet Kôersner siger selv, at § 36, 2. Pkt er en Skadeserstatningsregel. Dette maa ogsaa være Meningen med Bestemmelsen, hvis den overhovedet skal have en fornuftig Betydning. Men naar § 36, 2. Pkt er en Erstatningsregel, fører dens Formaal med Nødvendighed til at antage, at Debitor ikke kan slippe fri for Erstatningsansvaret ved at betale i fremmed Mynt. Hvor § 36, 2. Pkt fører til Omregning efter en Kurs, der er højere end Betalingsdagens, maa man derfor enten frakende Debitor Beføjelsen til at betale i fremmed Mynt1eller — hvad der synes naturligere — kræve, at Debitor, ogsaa naar han betaler i fremmed Mynt, skal yde den i § 36, 2. Pkt angivne Værdi; han kan altsaa ikke frigøre sig ved at betale Vekslens Paa lydende, men maa i Vekslens Mynt betale et Beløb, der efter Kursen ved Betalingen ækvivalerer Vekselbeløbet omsat til indenlandsk Mynt efter Forevisningsdagens Kurs2. Dette er vel ikke ligefrem udtrykt i Lovordene; men dersom Acceptanten kunde undgaa Moraansvaret ved at betale i fremmed Mynt, vilde Reglen være uden praktisk Mening og nærmest egnet til at narre Folk. Enhver, der var inde i Fortolkningens Finesser, kunde jo fri sig for Moraansvaret ved at betale i fremmed Mynt. Omvendt kunde Debitors Ukyndighed eller en ringe Fejltagelse fra hans Side medføre, at han kom til at bære Moraansvaret. Det er overhovedet en uholdbar Ordning, at Værdien af Debitors Ydelse afhænger af, om hanbetaler i den ene eller den anden Myntsort3.

 

1 Saaledes Schjelderup l. c. pag. 595 Note 1 og maaske Hof- og Stadsretsdom i U. f. R. (Ugeskrift for Retsvæsen) 1917 pag. 625, der paa andet Grundlag ændredes af Højesteret, se nedenfor pag. 182 Note 1.

2 Saaledes Hof- og Stadsretsdom i U. f. R. 1916 pag. 724, refereret pag. 180 Note 4.

3 Selv med Kôersners Løsninger vilde dette urimelige Resultat fremkomme i de Tilfælde, hvor Debitor ikke var ansvarlig for Moraen. 

180 HENRY USSING.    § 36, 2. Pkt bør altsaa opfattes som en Erstatningsregel. Men der opstaar da det nye Spørgsmaal, hvilke Betingelser Erstatningspligten forudsætter. Den kan ialtfald ikke indtræde, hvor Forsinkelsen skyldes Kreditors Forhold. Dette er tilstrækkelig klart udtrykt i § 36 derved, at Betaling skal ske efter Kursen paa Forevisningstiden, ikke Forfaldsdagen1. Derimod er det tvivlsomt, om man yderligere kan opstille den Betingelse, at Acceptanten efter almindelige Regler om Pengeforpligtelser er ansvarlig for Forsinkelsen. Da Acceptanten under normale Forhold2 altid vil være ansvarlig, naar han ikke betaler ved Forevisningen, vilde en saadan Fortolkning formentlig kunne forenes med Veksellovens Ord. I Almindelighed vil denne Fortolkning ogsaa give gode Resultater3Dansk Retspraksis har endnu ikke taget klar Stilling4.
    For det Tilfælde at Kursen er steget, saa at den paa Betalingsdagen er højere end paa Forfaldsdagen og Forevisningsdagen, opstiller Vekselloven ingen Særregler. Her maa altsaa Hovedreglen i § 35 anvendes. Hvis det er Kreditor, der forhaler Betalingen, kunde en Del synes at tale for at give Acceptanten Ret til at frigøre sig ved at betale Kursen paa Forfaldsdagen5. Dette vilde dog næppe være rig-

 

1 At § 51 lægger Vægt paa Forfaldsdagen, beror paa tekniske Grunde, jfr Evaldsen: Fortolkning af Vexelloven pag. 215, 150 Note, i Forbindelse med den Omstændighed, at Forevisningen senest kan være sket to Søgnedage senere, naar det drejer sig om Regreskravene. Det er samme Grunde, der har ført § 50 til her at give Rente fra Forfaldsdagen.

2 Jfr Almén: Om köp och byte § 30 ved Note 7. I de fleste af de Undtagelsestilfælde, Almén tænker paa, vilde vel endog Forevisning af Vekslen være umulig.

3 Kun hvor den vedtagne Mynt deprecieres voldsomt, er den utilfredsstillende; men i saa Fald er den det ogsaa i Tilfælde af mora creditoris.

4 U. f. R. 1916 pag. 724 angik Mark-Veksler, som forfaldt under det i Aug. 1914 givne Moratorium og blev betalt i Mark straks efter Moratoriets Ophør. Dommen tilkendte Vekselejeren Forskellen mellem Markkursen paa Betalingsdagen og Præsentationsdagen. U. f. R. 1916 pag. 700 tilkendte i et lign. Tilfælde, hvor Parternes Paastand medførte Dom lydende paa dansk Mynt, Kreditor Kursen paa Forfaldsdagen. Dommene er forenelige med den lempeligere Fortolkning af § 36, da de kan antages at bygge paa det Synspunkt, at Moratoriet som rent processuelt ikke udelukker Moraansvar, et Synspunkt, der ganske vist forkastes af Kôersner: Om Moratorium pag. 69, jfr ogsaa ovenfor pag. 47. Om den dèr i Note 2 omtalte Dom se nedenfor pag. 182 Note 1.

5 Dette er maaske Kôersners Mening, jfr Bemærkningen pag. 46 Note 1, daU. f. R. 1918 pag. 600 angaar et Tilfælde, hvor Kursen var steget. 

FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT. 181tigt. Bestemmelsen i § 36, sidste Led angaar kun det Tilfælde, at Kursen er faldet efter Forevisningen, og bestemmer herom, at der skal ses bort fra en forudgaaende Kursstigning, hvis Vekselejeren har forhalet Forevisningen. Fra denne rimelige og uskadelige Modifikation kan der ikke sluttes til, at Forhaling fra Kreditors Side lægger hele Kursrisikoen over paa Kreditor.1 Hensynet til Debitor kræver ikke med Sikkerhed Reglen. Han forudsættes jo at have Beløbet rede; han kan derfor undgaa Risiko ved at anskaffe Vekselbeløbeti fremmed Mynt.2 Og Veksellovens § 51 taler imod Reglen.Den ses heller ikke nogensinde at være hævdet i Danmark.4
    Omregnings- og Erstatningsreglerne i Veksellovens § 35, 2.Pkt, § 36, 2. Pkt og § 51 gælder imidlertid kun om Veksler, der lyder paa en Mynt, der ikke er gangbar paa Betalingsstedetog dette sidste maa betyde det vekselretlige Betalingssted, jfr Veksellovens § 4.5 Hvis derimod f. Eks. en Dansk acceptereren paa svenske Kroner lydende Veksel, der er betalbar i Sverige, er Omregningsreglerne uanvendelige, og Vekslen skal efter Hovedreglen i § 35, 1 Pkt betales i den Myntsort, paa hvilken den lyder. Hvis den betales i Sverige og Debitor eri Mora, kan Kreditor derfor ikke kræve Erstatning for Kursfaldifølge § 36.6 Og den Omstændighed, at Kreditor sagsøger Acceptanten i dennes Hjemland (Danmark), kan selvfølgelig ikke medføre, at han kan kræve § 36 anvendt og derved faa

 

1 Denne videre Regel vilde føre til ganske urimelige Resultater, naar Betalingsstedets Mynt blev stærkt deprecieret, sml. den nedenfor omtalte tyske Dom af 1 Juli 1924.

2 Han bør næppe uden videre have Ret til at frigøre sig ved at deponere indenlandsk Mynt (efter Kursen ved Deponeringen). Dette antages dog i Tyskland, jfr nedenf. pag. 184 Note 3, og er vel ogsaa vanskeligt at komme udenom uden speciel Lovhjemmel.

3 Her gøres der ingen Modifikation for Kreditormora, skønt en saadan kan forekomme, ialtfald hvis Vekselejeren nægter at modtage en i Henhold til V.L. § 48 tilbudt Betaling.

4 Evaldsen: Fortolkning af Vekselloven pag. 155 giver maaske endog Vekselejeren en endnu fordelagtigere Stilling. I det Tilfælde, der afgjordes ved Dom i Sø- og Handelsretstidende 1921 pag. 433, synes Parterne at være gaaet ud fra den i Teksten hævdede Opfattelse.

5 Denne Fortolkning er nødvendig af Hensyn til § 36, se nærmere i Teksten nedenfor.

6 Det samme maa gælde Veksler med Effektivklausul, betalbare i et Land, hvor Mynten ikke er gangbar. 

182 HENRY USSING.mere, end han havde Ret til paa Betalingsstedet. Selv om Kursen paa svenske Kroner er faldet og Acceptanten er i Mora, kan han altsaa i Hjemlandet kun dømmes til at betale Vekslens paa lydende Beløb i svenske Kroner.1 Noget andet er, at Dommen i Hjemlandet kan opfyldes ved Betaling af indenlandsk Mynt efter den ved Betalingen gældende Kurs; men dette beror paa, at der ved alle simple Pengeforpligtelser, der opfyldes i Indlandet, haves samme Adgang til at erlægge indenlandsk Mynt, som Veksellovens § 35 hjemler. Og dernæst er med det anførte kun Omfanget af det vekselretlige Krav bestemt. Vekselretligt har Kreditor kun Krav paa den aftalte Mynt. Men det er muligt, at han efter almindelige civilretlige Regler kan kræve Kurstabet erstattet af Debitor;2 den Kreditor, der modtager Veksel, opgiver jo som Regel ikke derved den Ret, der tilkommer ham ifølge det underliggende Skyldforhold.
    Efter det udviklede er det afgørende for Retsstillingen,om Vekslen lyder paa Betalingsstedets Mynt. Hvis den gør dette, vedbliver Vekselforpligtelsen at gaa ud paa den aftalte Mynt, og Forsinkelse med Indfrielsen giver ingen af Parterne Ret til at kræve Afvikling efter Kursen paa noget Tidspunkt før Betalingen. Lyder Vekslen paa en Mynt, der er fremmed for Betalingsstedet, vil Forsinkelse fra Acceptantens Side som

 

1 Dette er fastslaaet af den danske Højesteret, U. f. R. 1917 pag. 625 omtalt i Tidsskr. for Retsvid. 1918 pag. 97. Dommen angik en af en Dansk accepteret Mark-Veksel, der var betalbar i Hamborg og forfaldt under Moratoriet i 1914 og ikke blev betalt. Vekselejeren sagsøgte efter Moratoriets Ophør Acceptanten og paastod ham dømt til at betale efter Forfaldsdagens Kurs. Københavns Overret gav ham Medhold, men Højesteret dømte kun Acceptanten til at betale Markbeløbet. Dette Resultat støttes ikke paa, at der forelaa Moratorium, men kun paa, at der "ifølge Vekslens eget Indhold og Veksellovens § 35, 1 ste Pkt tilkommer Appellanten Ret til at betale Vekslen med Reichsmark". Dommen synes derfor ikke at kunne paaberaabes, som Kôersner gør pag. 47 Note 2; til det der anførte maa endnu bemærkes, at selve Dommen ikke nævner noget om, at Vekselejeren ikke havde lidt Tab: kun i Højesteretsdommer V. Schaus Kommentar i Tidsskr. f. Retsvid. hedder det, at det ikke var "en paa Forhaand given Sag", at Anvendelsen af § 35, 1. Pkt vilde medføre Tab for Vekselejeren. Dommen har derfor heller ikke underkendt Dommene fra 1916 (ovenfor pag. 180 Note 4).

2 Se Jul. Lassen: Haandbog i Obligationsretten, Speciel Del (1897) pag. 304. Det er antagelig paa denne Baggrund, Schaus Udtalelse maa ses.

3 Bortset fra Veksler med Effektivklausul, jfr ovenfor pag. 181 Note 6.

 

FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT. 183Regel medføre, at Vekselejeren kan kræve Afvikling efter Værdien i Betalingsstedets Mynt paa den Tid, da Afvikling burde være sket.
    Heraf følger, at Parternes Nationalitet eller Bopæl er uden Betydning for det vekselretlige Krav.1 Og dette gælder ikke blot til Kreditors Skade, som i det ovenfor omtalte Tilfælde, men ogsaa til hans Fordel. Naar en Veksel lyder paa svenske Kroner og er betalbar i Danmark, kan derfor selv en svensk Vekselejer i Tilfælde af Skyldnermora kræve danske Kroner efter Kursen ved Forevisningen, hvilket han vil have Fordel af, dersom danske Kroner siden er steget i Forhold til svenske. Dette har sin Grund i, at Vekslernes Karakter af internationale Omløbspapirer gør det praktisk nødvendigt at give en hvilken som helst Vekselejer samme Ret uden Hensyn til hans Nationalitet eller Bopæl.
    Den samme Grund ligger bagved Reglerne i Veksellovens § 36, der ubetinget giver Kreditor Krav paa hele Kursdifferencen som Moraerstatning. Naar der skal gives en fast oglet anvendelig Regel, maa man enten nægte al Erstatning af Kursdifferencer — hvad de fleste Veksellove gør — eller tilkende hele Kursdifferencen, og de nordiske Veksellove har valgt det sidste for de Tilfælde, hvor Vekselens Mynt ikke er gangbar paa Betalingsstedet. Deres Regel er streng mod Vekselskyldnerne, men dog vistnok at foretrække for en Regel, der nægter Kreditor al Erstatning, hvad enten denne Regel lader Omregningen ske efter Betalingsdagens Kurs eller efter Forfaldsdagens. Og det maa ialtfald billiges, at Veksellovens Hovedregel lader Omregningen ske efter Betalingstidens Kurs. Forskellen mellem denne Regel og en Ordning, hvorefter Forfaldsdagen er afgørende, kommer skarpest frem, hvor Kreditor ved force majeure forhindres i at forevise Vekslen ved Forfaldstid. Hvis der da skal omregnes efter Forfaldsdagens Kurs, vil det sige, at Gælden paa Forfaldsdagen forandres til en Gæld i Betalingsstedets Mynt, hvilket betyder, at Loven paalægger Parterne Risikoen for denne Valutas Svingninger i Stedet for Risikoen for den vedtagne Mynt. Denne Ændringer det umuligt at forsvare. Der kan ikke opstilles nogen

 

1 For saa vidt man i visse Tilfælde anerkender et udenfor Vekslen liggende Erstatningskrav, maa man anvende de civilretlige Regler der omtales nedenfor. 

184 HENRY USSING.Formodning om, at Parterne gennemsnitlig vilde foretrækkeat bære Risikoen for Betalingsstedets Valuta; under urolige Pengeforhold maa Formodningen snarere være derimod, da Valget af fremmed Mynt jævnlig netop vil skyldes Mistillid til Betalingsstedets Valuta. Dertil kommer, at Betalingsstedets Mynt hverken behøver at være Kreditors eller Debitors. Hvoren af de paa gældende Valutaer deprecieres katastrofalt, kan intet af de to Systemer give en fyldestgørende Løsning. Omregning efter Forfaldsdagens Kurs vil da være uheldig, dersom det er Betalingsstedets Valuta, der deprecieres;1 Reglen i nordisk Veksellovs § 35 vil omvendt komme til kort, dersom Vekselens Valuta deprecieres. Men skal man vælge, giver selvi disse Tilfælde den nordiske Regel gennemsnitlig den bedste Regel af den simple Grund, at der under urolige Pengeforhold er en almindelig Tendens til at indgaa Kontrakter i en forholdsvis stabil Valuta, enten den af Parternes, der ansesfor mest stabil, eller en tredie stabil Valuta.
    Hvis man stod overfor Spørgsmaalet om en Reform af Veksellovens Regler, kunde det dog diskuteres, om man ikke under meget urolige Pengeforhold maatte foretrække en helt ny Løsning. Et højst interessant Forsøg i denne Retning er gjort af den tyske Reichsgericht ved en Dom af 1. Juli 1924.2 Den angik et Tilfælde, hvor Prisen i en Salgskontrakt imellem to Tyskere var fastsat i holl. Gylden. Køberen havdefor Beløbet (ca 3,000 Gylden) accepteret en Veksel, der forfaldt 22 Juni 1922. Vekslen forsvandt imidlertid for Sælgerens Bankog kunde derfor ikke præsenteres rettidig. I Marts 1923 deponerede Acceptanten3 uigenkaldeligt i Mark det Beløb, der svarede til Kursen paa Forfaldsdagen (henved 400,000); Markkursen var da faldet saa stærkt, at Beløbet ækvivalerede mindre end 2 pCt af Vekselsummen. Under den af Sælgeren anlagte Sag blev Køberen dømt til, mod Udlevering af Vekslen eller Mortifikationsdom, at betale Vekselsummen i holl. Gylden. De væsentlige Betragtninger, hvorpaa Resultatet støttes, er føl-

 

1 Se til Illustration det nedenfor omtalte tyske Retstilfælde.

2 Entsch. Bd 108 pag. 344, fastholdt i Dom af 17. Marts 1925, se Bd 110 pag. 43.

3 Tysk Wechsel-Ordnung § 40 giver Acceptanten Ret til at deponere, naar Protestfristen er udløbet. Og § 37 tillader at betale Vekselsummen "nach ihrem Werte zur Verfallzeit in der Landesmünze". 

FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT. 185gende: Den Mulighed, Vekselskyldneren har for at vælge Betaling i Mark, vedrører principielt kun Formen for Betalingen og ændrer ikke Forpligtelsens Indhold. Det er urigtigt uden videre at sætte "Værdien" af de 3,000 Gylden d. 22 Juni 1922 til 400,000 M. Det vilde være tilladeligt, hvis det kun var den hollandske Gyldens Værdi, ikke tillige den tyske Marks, der havde forandret sig efter Forfaldsdagen. Men Forholdet var som bekendt lige omvendt, at den tyske Marks Værdi var forringet voldsomt. "Um daher den Verfalltagswertder Wechselsumme auch für die spätere Zeit erkennbar zu bestimmen, bedarf es der Heranziehung einer stabileren Währung, am besten des nordamerikanischen Dollars". Derfor maa Vekselsummen efter Forfaldsdagens Kurs omregnes til Dollar, og Dollarbeløbet atter ved Betalingstiden til Mark. Naturligvis har Forfatterne af "Wechsel-Ordnung" ikke tænkt sig en saadan dobbelt Omregning; men de har forudsat som selvfølgeligt, at tysk Mynt var stabil. Naar denne Forudsætning brister, er der ingen anden Vej til at følge Lovens Mening. Marken d. 22 Juni 1922 og Marken i Marts 1923 var to forskellige Værdier. Reichsgericht er i stedse stigende Grad naaet til vel at fastholde Papirmarken som Betalingsmiddel, men at forkaste den som Værdimaaler. At gaa den Mellemvej at foretage "Aufwertung" efter et konkret Skøn er udelukket ved den absolute Regel i W. O. § 37.
    Dommen erklærede faktisk Betalingsdagens Kurs for afgørende i det paagældende Tilfælde, men principielt vilde den ikke gøre det, dels paa Grund af Ordene i W. O. § 37, dels vel nok, fordi man indsaa, at heller ikke Betalingstidens Kursforhold altid burde være afgørende. Dommen opstillede derfor den Regel, at Forpligtelsen omregnes til Guldværdien ved Forfaldstiden. Naar Pengeværdierne svinger katastrofalt, er det vistnok ogsaa hensigtsmæssigt som Hovedregel at følge denne Ordning; men vore Domstole vilde under de forhaandenværende Forhold næppe driste sig til et saadant Brud med Veksellovens Ord.
    Veksellovens Regler om Betaling skal ifølge Checklovens § 3 finde Anvendelse paa Checks. Men Forholdet simplificeres i to Retninger. Da Checken altid er betalbar ved Forevisning (ved Sigt), falder Forfaldsdagen normalt sammen med

 

186 HENRY USSING.Forevisningsdagen.1 Og da Trassaten ikke kan acceptere Checken, bliver der sjældent Tale om at anvende Reglerne i Veksellovens § 36, 2. Pkt.2
    Hvorvidt Vekselreglerne bør anvendes paa andre Omløbspapirer, skal ikke undersøges her. Men ved Pengeforpligtelser, der ikke er knyttet til et Omløbspapir, kan man utvivlsomt ikke fuldtud anvende Veksellovens Regler. Man har hidtil næppe lagt tilstrækkelig Mærke til, at disse Regler, som ovenfor paavist, er dannet netop med Henblik paa Vekslens Karakter af internationalt Omløbspapir.
    Ser man bort fra Salg af fremmed Valuta og andre Aftaler, der forpligter til at levere fremmed Valuta, maa Grundsætningerne i Veksellovens § 35 dog uden Tvivl finde Anvendelse overalt, hvor Betaling sker i Indlandet (Danmark). Hvorifølge Aftale (Retshandel) en Skyldner i Danmark skal betale et Beløb, der er angivet i fremmed Mynt, har Skyldneren altsaa Ret til efter sit Forgodtbefindende at frigøre sig enten ved Betaling i den vedtagne Mynt3 eller ved Betaling i dansk Mynt efter Kurs4 — med mindre andet følger af Viljeserklæringen eller af special Sædvane. — Principielt gaar Forpligtelsen ud paa den vedtagne fremmede Mynt; men ved Betalinger i Danmark har Debitor en særlig Adgang til at frigøre sig ved at erlægge dansk Mynt efter Kurs. Og denne Be-

 

1 Den vil altid gøre det ved Anvendelsen af Regresreglen i V. L. § 51. Den i næste Note omtalte Undtagelse er upraktisk paa Grund af Checkl. § 9. For Trassatens Vedkommende vil derfor praktisk talt altid Forevisningsdagens Kurs blive afgørende, jfr Responsum i U. f. R. 1921 pag. 825.

2 Dettes 1. Led maa dog anvendes, hvis Trassaten, efter engang at have nægtet at betale, senere tilbyder at gøre det; og 2. Led maa anvendes ved Indfrielse efter den i § 10 nævnte Frist, og Fristens Udløbsdag maa da regnes som Forfaldsdag.

3 Se (Grosserer-Societetets) Responsa i U. f. R. 1888 pag 814; 1916 pag. 968, 970, 971, 973, 979; 1922 pag. 764; Sø- og Handelsretsdomme i U. f. R. 1921 pag. 427, 1915 pag. 630 (Højesteretsdommen i 1917 pag. 237 paakendte ikke dette Spørsmaal). Tilsvarende om danske Kroner betalbare i Udlandet Resp. i U. f. R. 1916 pag. 963 (fuldstændigere i Sø- og Handelsretstid. 1915 pag. 64).— Skyldneren maa kunne betale i Mynt eller Pengesedler, der efter vedkommende Lands Lovgivning er lovlige Betalingsmidler; men handelsretligt har han vistnok ogsaa Ret til at betale med Bankcheck paa vedkommende Land.

4 Se Responsa i U. f. R. 1888 pag. 814; 1916 pag. 970, 971, 979; 1917 pag. 766—67. 

FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT. 187føjelse antages i Praksis at tilkomme ogsaa den Skyldner, der er dømt til at betale et Beløb i fremmed Mynt.1
    Advokat Schjelderups Opfattelse,2 at et Krav lydende paa fremmed Mynt betalbar i Indlandet (Norge) i Virkeligheden er et Krav i Landets (Norges) egen Mynt, er saa vidt vides aldrig gjort gældende i Danmark, hverken før hans Afhandling eller senere. Og jeg er enig med Justitierådet Kôersner (ovenfor pag. 38—40) om, at Opfattelsen heller ikke fortjener Bifald. Noget andet er, at Aftalen i særlige Tilfælde, som ogsaa antaget ovenfor pag. 41—42, maa fortolkes saaledes, at Kravet i Virkeligheden gaar ud paa indenlandsk Mynt.
    Som et Tilfælde, hvor denne Fortolkning jævnlig vil være berettiget, kan nævnes det, at en Indlænding for en anden udlægger et Beløb i fremmed Mynt.3 Konkrete Forhold kan ogsaa føre til at antage Fortolkningen, hvor en Indlænding, derer en andens Mellemmand ved Afslutning af Kontrakter i fremmed Mynt, har Krav paa Vederlag beregnet som en Brøkdel af de Ydelser, der tilkommer Mandanten (Provision),4 eller omvendt, hvor en indenlandsk Importør sælger videre til en Handlende paa det Vilkaar, at han selv kun skal have en ringe procentvis beregnet Avance (som "Mellemmand").5 Derimod er man i Danmark ikke tilbøjelig til at anlægge denne Fortolkning paa Befragtningsaftaler, som Justitierådet Kôersner pag. 41, eller Handelskøb, hvor begge Parter er Indlændinge.6 Overhovedet

 

1 Saaledes ogsaa tysk Praksis, se Nussbaum pag. 211; N. selv hævder, at Beføjelsen bør falde bort, naar Dommen ikke forbeholder den.

2 L. c. pag. 593; jfr ogsaa om Cederberg Kôersners Opsats pag. 38.

3 Saaledes Højesteretsdom i U. f. R. 1925 pag. 46 om Udlæg for et dansk Konsortium afholdt af en Deltager.

4 Jfr Kôersner pag. 41, der gaar betydeligt videre, og Norsk Retstidende 1921 pag. 690.

5 Se Højesteretsdom i U. f. R. 1920 pag. 959 (Tidsskr. for Retsvid. 1921 pag. 293), der angik en dansk Grosserers Salg af Varer fra Amerika; Køberen skulde betale »Fakturabeløbet (Varernes Pris) plus en Opgæld paa 10 pCt», og dette fortolkedes saaledes, at Sælgerens Fortjeneste ikke skulde overstige 10 pCt; han kunde derfor kun kræve den Dollarkurs, han selv havde betalt.At en tilsvarende Regel ikke gælder, blot fordi Sælger og Køber er danske, viser Resp. i U. f. R. 1921 pag. 822 citeret af Kôersner pag. 43 Note 2 og nedenfor pag. 189 Note 2.

6 Jfr Resp. i U. f. R. 1916 pag. 973, 1917 pag. 770 og nedenfor pag. 189 Note 3. Et stærkt Indicium herfor er det ogsaa, at Grosserer-Societetet gentagne 

188 HENRY USSING.vil Praksis næppe gøre vidtrækkende Undtagelser fra Hovedreglen.1
    Angaaende Omregningen i de særlige Tilfælde, hvor der reelt foreligger Gæld i indenlandsk Mynt, antager Justitierådet Kôersner (pag. 41), at Forfaldsdagens Kurs maa være afgørende. Dette kan dog næppe opstilles som Hovedreglen. Formodningen synes snarare at maatte være for, at det afgørende er Kursen paa den Tid, da Gælden blev stiftet. Ved Krav paa Godtgørelse af Udlæg maa der saaledes omregnes efter den Dag da Udlægget blev avholdt;2 hvor et Pengelaan paa Grund af særlige Omstændigheder anses for at skabe en Forpligtelse i indenlandsk Mynt, maa der regnes med Kursen ved Laanets Ydelse.3 I visse andre Tilfælde maa Omregning ske efter den Kurs, som Skyldneren selv opnaar fra eller maa betale til Trediemand,4 ved Krav paa Erstatning for Fragtgods o. l. snarest efter Kursen ved Skadens Indtræden eller paa det Tidspunkt, der lægges til Grund for Skadens Vurdering.5 Nogen almindelig Regel kan derfor næppe opstilles for disse Tilfælde.
    I de sædvanlige Tilfælde, hvor Aftalen ikke kan omfortolkes til indenlandsk Mynt, maa det selvfølgelig først undersøges, om Aftalen fastsætter noget om Tidspunktet for Omregningen. Dette er der dog ikke Grund til at dvæle ved. Hvad der interesserer, er, om der kan opstilles en almindelig deklaratorisk Regel angaaende Omregningskursen. Og i saa Henseende har dansk Praksis uden Vaklen antaget, at Omsætningen som Hovedregel maa ske i Overensstemmelse med Veksellovens

 

Gange har afgivet Responsa angaaende Omregningskursen, skønt der intet var oplyst om Parternes Nationalitet og Bopæl, se bl. a. U. f. R. 1888 pag. 814 og 1916 pag. 970.

1 Maaske ogsaa U. f. R. 1921 pag. 929 burde være henført til Undtagelserne, se nedenfor pag. 192 Note 3.

2 U. f. R. 1925 pag. 46 (pag. 187 Note 3). Forfaldsdagens Kurs kan ikke være afgørende, se dog Schjelderup pag. 594.

3 Se et ejendommeligt Tilfælde i N. Retstidende 1924 pag. 1257.

4 Se U. f. R. 1920 pag 959 (ovenf. pag. 187 Note 5) og formentlig N. Retstidende 1921 pag 690, som ifølge Schjelderup pag 601 dog skulde lægge Vægt paa Forfaldsdagen.

5 Saaledes i det af Kôersner pag. 52 — 53 omtalte Tilfælde, hvis man vilde henføre det til Undtagelsestilfældene. N. Retstidende 1923 pag. 33 antager i et lignende Tilfælde Hovedreglen om Betalingsdagens Kurs for anvendelig. 

FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT. 189§ 35, altsaa efter Vekselkursen1 paa den Tid, da Betaling erlægges.2 Denne Regel anvendes navnlig i de to praktisk vigtigste Hovedgrupper af Tilfælde, Handelskøb og Befragtningskontrakter.3 I Befragtningsforhold bliver Hovedreglen ogsaa gennemført, hvor Fragtforskud betales i anden Mynt end den, hvori Fragten er bestemt,4 og hvor Ladningsmodtageren under Udlosningen betaler en Del af Fragten a conto.5 Ved al

 

1 At der ved almindelige Forpligtelser til at betale i fremmed Mynt skal regnes med Vekselkursen, ikke med Myntkursen, jfr Kôersner pag. 56 Note 3, har aldrig været omtvistet i Danmark. Et Responsum derom U. f. R. 1916 pag. 979 er fremkaldt af en norsk Retssag om Spørgsmaalet. — Se derimod nedenfor pag. 200 Note 2. — Om de officielle Børskursers Betydning se bl. a. U. f. R. 1916 pag. 963, 971.

2 Se foruden de følgende Noter de almindelige Udtalelser i Responsa i U. f. R. 1916 pag. 970 og 979. Schjelderup anfører l. c. pag. 610, 611 med Urette, at Resp. i U. f. R. 1917 pag. 767 og 1921 pag. 822 anser Forfaldsdagen for afgørende, idet han overser, hvad der er spurgt om. I det første Tilfælde spørger en Køber, om han ved Konossementets Fremkomst er pligtig at betale anden Doll. Kurs end den paa Konossementets Fremsendelsesdag gældende a vista Kurs. Aabenbart var han villig til at betale denne Kurs, medens Sælgeren forlangte en eller anden højere Kurs. Svaret var, ganske stemmende med Teksten, at han er pligtig at betale den paa Præsentationsdagen gældende a vista Kurs. — I det andet Tilfælde var der kun spurgt, om det var almindeligt at omregne 1) efter den Kurs, Sælgeren selv havde betalt, 2) eller efter Kursen paa den Tid, Varerne blev leveret Køberen og skulde betales af denne. Svaret lød: ad 1) Nej; ad 2) Ja, efter den Kurs, der gælder her paa Forfaldsdagen; jfr Kôersner pag. 43 Note 2.

3 Den anvendes ogsaa paa Overliggedagspenge, cfr. Kôersner pag. 41. I U. f. R. 1916 pag. 934 tilpligtedes Debitor vel at betale disse efter Forfaldsdagens Kurs, men det begrundedes udelukkende som en Moravirkning.

4 Sø- og Handelsretstidende 1921 pag. 404 viser, at Rederen ikke kan afregne efter den højere Kurs, der gælder ved Udlosningen. Hvor Fragtforskud optages i Udlandet hos en Aflader (der ikke selv er Befragter), antages Hovedreglen at være den samme, se U. f. R. 1924 pag. 386, Sø- og Handelsretstid. 1921 pag. 389; men i visse Brancher synés Sædvanen at paalægge Rederen Kursrisikoen, naar Befragteren prompt betaler Forskudet; i saa Fald regnes der med Kursen ved denne Betaling, se Resp. i U. f. R. 1924 pag. 716. Som Teksten Nussbaum pag. 214.

5 U. f. R. 1923 pag. 657 (Resp.); 1916 pag. 917. Det er ubegribeligt, at sidstnævnte Dom af Schjelderup pag. 610 kan anføres som læggende Vægt paa Forfaldsdagen. Det siges klart i Dommen: "Naar Betaling finder Sted i anden Mynt end den, hvori den kontraktmæssig skulde erlægges, maa Formodningen være for, at Betalingsdagens Kurs er den afgørende. Dette er en Følge af Forholdets Natur . . ." Striden beroede alene paa, at der paastodes at være Sædvane for, at alle Beløb afregnedes efter Kursen den Dag, da hele Partiet var endelig udlosset. 

190 HENRY USSING.Betaling før Forfaldstid er det ogsaa indlysende, at Betalingsdagens Kurs maa være afgørende.1
    Ogsaa ved Betaling efter Forfaldsdagen er i Principet Betalingsdagens Kurs afgørende; kun Moragrundsætningerne kan bevirke Modifikationer heri.
    Hvis Kursen er steget efter Forfaldsdagen, kan Skyldneren ikke frigøre sig ved at betale Forfaldsdagens Kurs. Kreditor kan kræve at faa enten det vedtagne Beløb i den aftalte Mynt eller Kursen paa Betalingstiden,2 saaledes som Justitierådet Kôersner ogsaa antager pag. 38—40. Hvor Forhalingen skyldes Kreditors Forhold, hævder adskillige Forfattere, at Skyldneren maa kunne slippe med at betale Forfaldsdagens Kurs3 — eller vel rettere Kursen ved Fordringshavermoraens Begyndelse. — En saadan Regel vilde dog give Skyldneren en urimelig Fordel, idet han under Fordringshavermoraen vilde have Chancen for at vinde ved Kursforandringer og ingen Risiko for at tabe derved. I Betragtning af hvad der ovenfor er anført om Vekselejerens Fordringshavermora, synes det rigtigst som Hovedregel at blive staaende ved Betalingsdagens Kurs — og kun frakende Kreditor Retten til den i særlige Tilfælde, navnlig hvor Debitor ikke har kunnet undgaa Risikoen4. — Derimod er det klart, at Kreditor kan forspilde sin Ret ved selv at kræve indenlandsk Mynt efter en tidligere Dags Kurs 5.
    Hvis Kursen er faldet efter Forfaldsdagen, gælder Hoved-

 

1 Se f. Eks. Sø- og Handelsretstid. 1916 pag. 127.

2 Dette forudsættes klart i U. f. R. 1921 pag. 811 (Kôersner pag. 46 Note 5), der atter er misforstaaet af Schjelderup l. c. pag. 609. Se ogsaa U. f. R. 1917 pag. 88 og 332 (hvor de svenske Kroner dog var betalbare i Sverige).

3 Saaledes f. Eks. Nussbaum pag. 215. Stemmende med Teksten i Resultatet er Reichsgerichts Dom i Juristische Wochenschrift 1925 pag. 470 med Note af A. v. Tuhr; men Begrundelsen ud fra BGB § 300.2°, jfr § 243.2° kan ikke billiges.

4 Se f. Eks. U. f. R. 1918 pag. 600, hvor Kreditors Forhold hindrede Fastsættelse af Gældens Størrelse.

5 Hvis han indstævner Debitor til Betaling af indenlandsk Mynt efter en Kurs, der ligger forud for Betalingsdagen, vil han i Almindelighed miste Retten til senere højere Kurser, se U. f. R. 1921 pag. 203. Hvor Aftalen angaar norsk eller svensk Mynt og Kreditor uden nærmere Angivelse paastaar Dom i Kroner, antages han dog ikke afskaaret fra senere at fordre Kursforskellen, dersom denne først er opstaaet efter den første Sag, se U. f. R. 1917 pag. 332, jfr ogsaa 312 

FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT. 191reglen fremdeles, saafremt Debitor dog ikke er kommet i Mora, f. Eks. fordi Kreditor ikke kræver Debitor, hvor Gælden er "Henteskyld" eller der iøvrigt udkræves et Paakrav. Skyldneren kan altsaa vedblivende frigøre sig ved at betale fremmed Mynt eller indenlandsk Mynt efter Kursen paa den Tid, da Betaling sker 1.
    Hvis Debitor er kommet i Mora og er ansvarlig for Forsinkelsen, kan der blive Tale om at tilkende Kreditor Erstatning for det Tab, han lider ved Kursfald under Forsinkelsen; men Kreditor kan ikke uden videre kræve Kursen ved Moraens Begyndelse2. Dette er ogsaa det eneste naturlige; thi der er her ingen Grund til at tilkende Kursdifference, undtagen hvor det følger af almindelige Regler om Moraerstatning, og hvor det ikke drejer sig om Omløbspapirer, er der ingen Nødvendighed for, at Omfanget af Kreditors Ret paa Forhaand skal være nøjagtig bestemt.
    Naar de almindelige Moraregler skal anvendes, er der imidlertid ingen Grund til med Vekselloven kun at give Erstatning, hvor Forpligtelsen lyder paa anden Mynt end Betalingsstedets. Man maa i Principet, som hævdet af Köersner pag. 34—35, ogsaa kunne tilkende Erstatning, dels hvor Betalingsstedet ligger i Udlandet, dels hvor Kreditor er Udlænding.
    At Skyldneren, der er i Mora og opfylder de almindelige Betingelser for Moraansvar, som Regel maa erstatte Kreditor det Tab, han lider ved, at Kurserne falder paa den Valuta, hvorpaa Forpligtelsen lyder, er særlig klart, hvor Gælden hidrører fra, at Skyldneren af Kreditor har faaet det Hverv at oppebære Tilgodehavender i fremmed Mynt. Hvis Mandataren

 

1 Jfr Domme i U. f. R. 1921 pag. 911 (hvor Forsinkelsen maaske skyldtes Kreditor), Juridisk Tidsskrift 1923 pag. 34, 1924 pag. 40, Resp. i U. f. R. 1922 pag. 764 (nedenfor pag. 192 Note 4) — U. f. R. 1916 pag. 265 gav Kreditor Ret til Kursen paa den Dag, da han gjorde Arrest, skønt denne bortfaldt paa Grund af Moratorieloven; men dette maa forklares ved, at Moratoriet ikke udelukker Morafølger jfr ovenfor pag. 180 Note 4.

2 Dette fremgaar bl. a. af U. f. R. 1921 pag. 427 og 911, der begge nægtede den udenlandske Kreditor, der for sent fik Betaling i fremmed Mynt, Erstatning for Kursfald, jfr nedenfor pag. 192 Note 4 og pag. 193 Note 1. I den første Doms Præmisser hedder det at Sælgerens eventuelle Gevinst eller Tab ved Kurssvingninger forøvrigt ikke i alle Tilfælde vilde bero paa Forfaldsdagens Kurs. Se herved ogsaa U. f. R. 1921 pag. 420 (der angik Ansvar for Arrest i en Fordring). 

192 HENRY USSING.her uden Grund venter med at indsende det oppebaarne til Mandanten, maa han blive ansvarlig for dennes Tab 1.
    Lignende Grunde til at give Erstatning synes der at være, naar en Køber har betalt Forskud paa en Købesum i fremmed Mynt og siden kræver Beløbet tilbage, fordi Kontrakten ikke bliver opfyldt. Men her er dansk Praksis noget forsigtigere2.
    Hvad endelig angaar de almindelige Tilfælde, hvor Kravet gaar ud paa Betaling for Varer eller andre Ydelser, saa er der vel nogle Eksempler paa, at der er tilkendt Kursdifference som Moraerstatning3; men Domstolene er i de senere Aar vistnok mindre tilbøjelige til at give saadan Erstatning. Enkelte Domme synes helt at forkaste Retten til Erstatning for Kursfald4; men overvejende anerkendes Retten principielt, bortset maaske fra det Tilfælde, at en Udlænding har Krav i sit eget

 

1 U. f. R. 1921 pag. 294 (Højesteretsdom, der stadfæstede U. f. R. 1920 pag. 864), 1920 pag. 442. At det er Mandatsforholdet, der her særlig begrunder Ansvaret, viser en Sammenligning med U. f. R. 1923 pag. 632, 1921 pag. 811.

2 Om Kursfaldet i Tiden indtil Køberen annullerer og kræver tilbage kan ses Nussbaum pag. 251 flg., jfr ogsaa Sø- og Handelsretstid. 1922 pag. 301 om Kurstab paa en Rembours. I Teksten tænkes kun paa det senere Kursfald. Dette paalægges Kreditor i U. f. R. 1920 pag. 486, men ikke i U. f. R. 1924 pag. 976 (Højesteretsdom), fordi der manglede "tilstrækkelig sikkert Grundlag" for at tilkende Kreditor, der var svensk, Erstatning for de deponerede danske Kroners Kursfald; Sø- og Handelsretten havde antaget samme Resultat med den Begrundelse, at Kreditor for en stor Del selv var Skyld i Tabet ved at have ladet hengaa saa lang Tid, før han anlagde Sag for at faa fastslaaet sin Ret til Beløbet. Sø- og Handelsretstid. 1923 pag. 29 og 75, der ogsaa nægter Erstatning, havde særlige Grunde hertil. Jur. Tidsskr. 1924 pag. 22 synes at ville nægte Erstatning principielt.

3 Se navnlig U. f. R. 1916 pag. 934 (to Danskes Fragtkontrakt i Sterling; da Sterling var faldet, tilkendtes der Kreditor Forfaldsdagens Kurs), pag. 265 (Danskers Krav paa belgiske francs, der faldt; tilkendt Kursen, dengang Kreditor efter Forfaldstid gjorde Arrest, jfr ovenfor pag. 191 Note 1); 1921 pag. 929 (Danske Røde Kors' Krav paa Dansker, der skyldte Rubler for Kost og Logis i Rusland; se pag. 188 Note 1), Jur. Tidsskr. 1923 pag. 34 (nedenfor pag. 194 Note 2).

4 Sø- og Handelsretstidende 1921 pag. 283 (der om en norsk Reders Krav paa dansk Kronefragt siger, at da Rederen har betinget sig Betaling i dansk Mynt og ikke i Certepartiet betinget sig Afregning efter Forfaldsdagens Kurs, maa han nøjes med dansk Mynt) og 386; jfr ogsaa U. f. R. 1921 pag. 911 (Norsk Reders Krav paa Dollar) — i dette Tilfælde forelaa der maaske slet ikke ansvarpaadragende Mora; men dette konstateres ikke. — Se ogsaa U. f. R. 1917 pag. 312 (nedenfor pag. 194 Note 3) og 909 (pag. 195 Note 3). — Resp. i U. f. R. 1922 pag. 764 (Fragt i hollandske Gylden, der faldt efter Lossedagen, hvorfor Rederen, hvis Nationalitet ikke oplyses, fordrede Lossedagens Kurs) udtaler, at Ladningsmodtageren, i Mangel af udtrykkelig Aftale, maa være berettiget til at betale 

FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT. 193Lands Mynt1, og Nægtelsen af Erstatning begrundes konkret, navnlig med at der ikke tilstrækkelig sikkert er oplyst noget Tab 2.
    De foreliggende Retsafgørelser kan næppe bringes i fuld Harmoni indbyrdes. — De er ialtfald ikke Udtryk for Schjelderups Lære, der giver Kreditor Ret til Forfaldsdagens Kurs, naar Betalingsstedet ligger i Indlandet; thi i flere af de Tilfælde, hvor Forfaldsdagens Kurs ikke er tilkendt Kreditor, synes Betalingsstedet at have ligget i Indlandet 3. — Navnlig Sø- og Handelsretten er tilbøjelig til at nægte Erstatning, og den har, i Modstrid med Rettens Dom af 1916, i de senere Aar flere Gange nægtet Erstatning ved Krav paa Fragt i fremmed Mynt, til Dels med en Henvisning til, at Parterne kunde have vedtaget Omregning efter Forfaldsdagens Kurs, hvis de lagde Vægt herpaa. Baggrunden herfor er maaske handelsretlige Sædvaner i visse Forhold, maaske at det er blevet almindeligere at træffe særlig Aftale om Tidspunktet for Omregningen, maaske ogsaa den Opfattelse, at Kursforholdet imellem to bestemte Myntsorter ikke ubetinget kan være afgørende, jfr nedenfor, og at man giver Kreditor for meget ved at give ham Kursdifferencen, naar Kursen falder, skønt han ingen Risiko løber, naar Kursen stiger.
    Om den nuværende Stilling i dansk Praksis kan dog siges, at Domstolene ikke anerkender en almindelig Formodning om, at der er lidt et Tab svarende til Forskellen mellem Kurserne ved Moraens Begyndelse og ved Betalingen.
    At den aftalte Mynt er faldet i Kurs sammenlignet med den Mynt, der er gangbar paa Betalingsstedet — hvad Veksellovens § 36 lægger Vægten paa — skaber ialtfald ingen Formodning for et Tab svarende til denne Kursdifference, hvilket viser sig,

 

i den udenlandske Myntsort, som er stipuleret i Konnossementet eller Certepartiet; men herved tilsigtes det sikkert ikke at udtale, at der ikke kan kræves Erstatning for Kursfald, hvor Debitor er Skyld i Forhalingen, et Spørgsmaal, som Grosserer-Societetet antagelig vilde afvise som et Retsspørgsmaal. Aarsagen til Forsinkelsen var ikke oplyst.

1 Se U. f. R. 1921 pag. 427, hvor det udtales om en Franskmands Krav i francs, og Reglen anvendes skønt Varerne var solgt af og skulde betales til Sælgerens i Danmark bosatte Repræsentant. Sø- og Handelsretstid. 1923 pag. 75 (Russers Rubelkrav).

2 Se navnlig Sø- og Handelsretstid. 1924 pag. 208 (Tyskers Fordring paa danske Kr.), sml ogsaa U. f. R. 1924 pag. 976 (ovenfor pag. 192 Note 2).

3 Den af N. Cohn i Juridisk Tidsskrift 1921 pag. 166 opstillede meget ubestemte Sondring ses heller ikke at kunne forklare Praksis. 

13 — Svensk Juristtidning 1926.

 

194 HENRY USSING.naar Kreditor er Udlænding.1 Der er sikkert ogsaa større Grund til at lægge Vægt paa, om den aftalte Mynt er faldet i Kurs sammenlignet med den Mynt, der er gangbar paa Kreditors Hjemsted,2 men en almindelig Formodning for, at Kreditor lider Tabet af denne Kursdifference, synes heller ikke at blive anerkendt.3
    En vis Forsigtighed i saa Henseende er nu ogsaa paakrævet. Bortset fra Tilfælde som det, at Kreditor til Stadighed afslutter Forretninger i det Land, hvis Mynt Aftalen lyder paa, eller det, at Mynten i Kreditors Hjemland er meget ustabil, er der vel en vis Formodning for, at han ikke vil lade sine Penge staa i den for ham fremmede Mynt; men det kan ikke uden videre formodes, at han vilde have anbragt Pengene i Kontanter eller Fordringer i sit eget Lands Mynt — ialtfald Forretningsfolk vilde vel nok saa hyppigt have anbragt dem i reelle Værdier, f. Eks. Varer. — Anbringelsesmaaden bliver dog forholdsvis irrelevant, naar Kreditors Vatuta (Pengene i hans Hjemland) er endelig stabiliseret og knyttet til Guldværdien. Hvor dette er Tilfældet, bør man derfor som Regel tilkende Kursdifferencen, naar den almindelige Formodning om, at Kreditor tager sine Penge hjem, ikke svækkes af Sagens Oplysninger. Men dersom Kreditors Valuta ikke er stabil, maa det først og fremmest undersøges, om den aftalte Mynt ogsaa er faldet i Kurs i Forhold til Guld. Hvis dens "Guldværdi" ikke er forringet, men "Kursfaldet" blot bestaar i, at Kreditors Valuta er steget i Guldværdi, kan der ikke opstilles nogen Formodning om, at Kreditor har lidt et Tab svarende til Kursdifferencen.4 Paa den anden Side kan man næppe uden videre opstille en Formodning om, at Tabet svarer til

 

1 Se U. f. R. 1921 pag. 427 og 911 (ovenfor pag. 191 Note 2).

2 Herfor Kjeld Rørdam paa sidste Juristmøde, se Svensk Juristtidning 1925 pag. 357, samt til Dels U. f. R. 1921 pag. 420 (Præmisserne, Sagen angik ikke et kontraktmæssigt Ansvar); 1916 pag. 934 (ovenfor pag. 192 Note 3) og Jur. Tidsskr. 1923 pag. 34, i hvilke Tilfælde dog tillige Betalingsstedet synes at have ligget i Danmark.

3 Se navnlig Sø- og Handelsretstidende 1924 pag. 208 (Tysk Sælgers Fordring paa danske Kr.), 1921 pag. 283 (ovenfor pag. 192 Note 4), U. f. R. 1917 pag. 312 (svensk Reders Krav paa danske Kr.), sml. ogsaa 1924 pag. 976 (ovenfor pag. 192 Note 2). Alle disse Domme angaar vel Gæeld i danske Kr.; men flere af dem viser, at dette ikke anses som en principiel Hindring for at tilkende Erstatning for Pengeforringelsen.

4 Se ogsaa Udtalelserne i U. f. R. 1921 pag. 421 og 427.

 

FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT. 195Forringelsen i Myntens Guldværdi, da Kreditors Formue maa antages gennemsnitlig at blive noget paavirket af Svingningerne i Pengeværdien i hans Hjemland; men Oplysningerne om Valutaens Svingninger i Forhold til de effektive Guldvalutaer vil dog jævnlig. give et tilstrækkeligt Grundlag til at tilkende ialtfald en vis Erstatning.
    Af det i dansk Ret anlagte Erstatningssynspunkt følger, at Kreditors Ret til Erstatning for Kursfald kan formindskes eller falde bort, hvor uforsvarlig Adfærd fra Kreditors Side har medvirket til Forsinkelsen.1
    Naar Skyldnerens Mora nødsager en Kreditor, hvis Fordring lyder paa fremmed Mynt, til at anlægge Retssag, antager nogle, at Kreditor har Ret til at kræve Dom i dansk Mynt. Nogen sikker Støtte i dansk Praksis har dette dog ikke. Der er vel Tilfælde, hvor der er givet Dom i dansk Mynt, men i intet af dem ses Skyldneren at have protesteret mod Omsætningen. Det er heller ikke anerkendt, at Kreditor, saafremt Kursen falder under Retssagen, kan kræve sig tilkendt Kursen ved Sagens Anlæg.2 — En saadan Ret vilde det heller ikke være forsvarligt at tillægge enhver Kreditor, saalænge dansk Mynt ikke er endelig stabiliseret og knyttet til Guldværdien. — Ligesaa lidt kan en Kreditor i Tilfælde af Skyldnerens Konkurs kræve en Fordring paa Betaling af fremmed Mynt omsat efter Anmeldelsesdagens Kurs.3
    Naar Kreditor foretager Eksekution ifølge en Dom, der lyder paa fremmed Mynt, plejer Fogeden i København at omregne Domsbeløbet efter Kursen paa Eksekutionsdagen. En saaden Omregning er berettiget, for saa vidt den kun har til Formaal at afgive en Maalestok for Eksekutionens Omfang og for Gebyret; men principielt maa hver af Parterne kunne kræve, at Gælden skal vedblive at gaa ud paa fremmed Mynt til Beta-

 

1 Se Sø- og Handelsretstidende 1921 pag. 391 og samme Rets Dom i U. f. R. 1924 pag. 976 (ovenfor pag. 192 Note 2), jfr ogsaa 1923 pag. 632. Jur. Tidsskr. 1923 pag. 34.

2 Se U. f. R. 1917 pag. 312, sml ogsaa 1915 pag. 630 (ovenfor pag. 186 Note 3); Jur. Tidsskr. 1923 pag. 34 tilkender vel Markkursen ved Stævningen, men dette Resultat synes begrundet ud fra almindelige Regler om Moraerstatning, jfr. Note 1 ovenfor og pag. 194 Note 2.

3 U. f. R. 1917 pag. 909 (tysk Sælgers Markfordring). Det er muligt, at Betalingsstedet var i Tyskland, hvad Schjelderup angiver som afgørende l. c. pag. 609, men Decisionen siger intet herom og kan derfor ikke antages at lægge Vægt herpaa, se iøvrigt Kôersner p. 56. 

196 HENRY USSING.lingen. Dette Spørgsmaal vides dog ikke hidtil at have været Genstand for Retskendelse i Danmark.
    Det anførte viser, at dansk Praksis uden Vaklen har fastholdt, at Omregning som Hovedregel bør ske efter Kursen paa den Tid, da Betalingen sker, og at man vel har tilkendt Moraerstatning i visse Tilfælde, men langtfra i et saadant Omfang, at Resultaterne praktisk falder nær sammen med dem, man vilde komme til ved at opstille Forfaldsdagens Kurs som den principielt afgørende. Efter mit Skøn taler ogsaa aldeles overvejende Grunde for som Hovedregel at omregne efter den virkelige Betalingstids Kurs.1 Justitierådet Kôersner har selv anført saa vægtige Betragtninger till Støtte herfor, at jeg egentlig ikke forstaar, at han dog kan vakle og sige, at det "teoretiskt sett måhända är det egentligaste", at Loven giver Ret til at omregne efter Forfaldsdagens Kurs (ovenfor pag. 45). Dette kan ikke sluttes af, at Debitors Pligt oprindelig gaar ud paa at betale paa Forfaldsdagen, undtagen man forudsætter det, som skulde bevises, nemlig at det efter Aftalen er Ydelsens Værdi i indenlandsk Mynt, der skal præsteres. Aftalen gaar jo efter sit Indhold ud paa udenlandsk Mynt, og lige saa lidt som ved andre Ydelser kan det antages, at Ydelsens Art ændres, fordi Forfaldsdagen gaar forbi. En deklaratorisk Regel om Omregning til Forfaldsdagens Kurs kunde derfor kun forsvares, naar det paavistes, at en saadan Regel gennemsnitlig stemmede bedst med begge Parters Interesser. Men dette er der ingen Grund til at antage, naar en eller begge Parter er Udlændinge, ja, som nærmere udviklet nedenfor, ikke engang uden videre fordi begge Parter er Indlændinge.
    Den naturlige Opfattelse maa dog være den, som hyldes her i Landet, at Kreditors Ret gaar ud paa at faa den aftalte Ydelse; og ud fra denne Opfattelse vil en Omregning til Forfaldsdagens Kurs give Kreditor for lidt, naar den vedtagne Mynt stiger,2 og omvendt, naar den falder, for meget,3 ialtfald naar Debitor ikke er ansvarlig for Forsinkelsen. Ved Omregning paa Betalingsdagen faar Kreditor derimod netop den aftalte Ydelses Ækvivalent.

 

1 Herfor bl. a. Bergendal og Frey paa Juristmødet, se Svensk Juristtidning 1925 pag. 358. Ligeledes Nussbaum § 22 med talrige Henvisninger og bl. a. den nys afdøde A. von Tuhr i Schweizerische Juristen-Zeitung XIX pag. 18.

2 Dette antager ogsaa Köersner pag. 38—39.

3 Jeg er paa dette Punkt ganske uenig med Kôersner pag. 45.

 

FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT. 197    En nærmere Betragtning vil nu ogsaa vise Urimeligheden af en almindelig Regel om Omregning til Forfaldsdagens Kurs. Skulde en saadan Regel opstilles, maatte den gaa ud paa, at Gælden paa Forfaldsdagen skal omregnes til Mynten paa det Sted, hvor Betaling skal ske.1 Men meget ofte vil en eller begge Parter leve under en anden Mynt, og derfor vil en tvungen Omregning til det nævnte Steds Mynt være urimelig. Fremdeles vil det ofte være tvivlsomt, hvor Betaling skal ske, fordi Lovgivningernes Regler derom er forskellige; i saa Fald vil Parterne ikke engang med Sikkerhed kunne beregne Omfanget af deres Rettigheder eller Forpligtelser, og Resultatet af en Retssag kan komme til at afhænge af, i hvilket Land den føres. Endelig vil den faktiske Betaling ofte foregaa paa et andet Sted end det legale Betalingssted, og hvis dette Sted ligger i et tredie Land, maa Kreditor finde sig i en ny Omregning, og denne maatte — hvis der skulde være fornuftig Mening i Reglen — ske efter Kursen ved Betalingen, eller eventuelt Retssagens Begyndelse eller Slutning. I et saadant Tilfælde maatte der altsaa ske en dobbelt Omregning, først efter Forfaldsdagens Kurs til det legale Betalingssteds Mynt, saa ved den faktiske Betaling til den Mynt, der anvendes paa det Sted, hvor Betaling sker.
    I Virkeligheden turde Vanskelighederne netop bero paa, at man ikke holder Omregningsspørgsmaalet helt ude fra Spørgsmaalet om, hvilken reel Værdi Kreditor har Ret til.2 Omregningsreglen som saadan er en Lettelse, som tilstaas Debitor og kan tilstaas ham, fordi Kreditor normalt ikke har Interesse i andet end Værdien; det er en anden Maade at præstere samme Værdi paa.3 Men denne Funktion opfylder Reglen kun, naar den udelukkende ændrer Formen for Betalingen, men ikke rører ved den reelle Værdi — altsaa kun, naar Omregningen sker efter Kursen paa den Tid, Betaling faktisk sker.
    Et helt andet Spørgsmaal er det, hvilken reel Værdi Aftalen skal give Kreditor Ret til. I saa Henseende synes det ubetinget naturligst at lægge Parternes Aftale til Grund, altsaa

 

1 Naar Forfaldsdagens Kurs skal være afgørende, er det indlysende, at man ikke kan omregne til Mynten paa det Sted, hvor Betaling faktisk sker; thi Forpligtelsen vilde da ved Betaling i eet Land faa en helt anden reel Værdi end ved Betaling i et andet.

2 Sml. herved Kôersner pag. 45—46.

3 Jfr den ovenfor pag. 184—185 omtalte tyske Dom af 1. Juli 1924.

 

198 HENRY USSING.principielt give Kreditor Ret til Værdien af den aftalte Mynt, og kun modificere hans Ret, hvor det følger af Morareglerne. Der kan ikke anføres nogen real Grund for principielt at ændre Skyldforholdet til en anden Mynt. Derved befries Parterne jo ikke for Risikoen ved Pengeværdiens Svingninger; der sker ikke andet, end at der sættes en ny Risiko i Stedet for den tidligere.1
    En Omsætning til Betalingsstedets Mynt kunde ved første Øjekast synes naturlig, naar denne Mynt var begge Parternes; men selv dette bør neppe være afgørende. Hvor Betalingsstedets Pengeværdi er ustabil, vil det ofte være i begge Parters Interesse, at Forpligtelsen gaar ud paa fremmed Mynt; ofte er denne netop valgt, fordi den er mere stabil. Og i adskillige af de øvrige Tilfælde vil den ene Part have Interesse i, at Vedtagelsen om Mynten ikke ændres. — Hyppigst er Vedtagelsen begrundigt i, at han kontraherer med en Udlænding om samme Vare, eller i at han anvender Mynten i hele sin Virksomhed, i hvilket Tilfælde det vilde vanskeliggøre hans Beregninger, hvis ikke alle hans Krav havde samme reelle Værdi. — Hertil kommer at en forsigtig Skyldner ofte anskaffer det paagældende Beløb i fremmed Mynt paa Forhaand. Det turde overhovedet være upraktisk og stridende mod den almindelige Handelsopfattelse at lade Parternes Nationalitet faa en saa stor Betydning for selve Forpligtelsens Indhold. Man bør derfor opretholde Aftalen efter dens Lydende, hvor der ikke oplyses særlige Omstændigheder, der gør det naturligt at lade den blive ændret til indenlandsk Mynt.2
    I Virkeligheden peger Erfaringerne fra fremmed Ret ogsaa ret klart paa, at det er hensigtsmæssigst at omregne efter Betalingstidens Kurs. I saa Henseende lægger jeg Hovedvægten paa, at Retspraksis i Udlandet viser en stigende Tendens til at anvende denne Regel. Justitierådet Kôersner har selv paavist, hvorledes tysk Praksis ved Fortolkningen av BGB § 244 har opgivet den ældre Lære, der byggede paa Forfaldsdagens Kurs.3

 

1 Mere kunde tale for den Ordning, at Forpligtelsen ved Forfaldstiden omdannedes til denne Tids Guldværdi, jfr samme Dom; men en saadan Ordning vil kun passe under meget urolige Pengeforhold.

2 Særlig starke Grunde til Ændring af Forpligtelsen kan der være, hvor Aftalen er indgaaet, før Pengekrisen begyndte (f. Eks. før Verdenskrigen). Dette specielle Forudsætningsspørgsmaal maa jeg dog her se bort fra.

3 Se ovenfor pag. 50—52.

 

FORPLIGTELSER I FREMMED MYNT. 199Men efter paalidelige Meddelelser i den nyeste Litteratur kan hertil føjes, at der er flere Eksempler paa, at Retspraksis i Udlandet har bortfortolket klare Regler om Forfaldsdagens Kurs for at statuere Omregning efter Betalingstidens Kurs. Særlig bemærkelsesværdigt er det, at italiensk og østrigsk Praksis uafhængig af hinanden i Modstrid med Lovbestemmelsernes Ordlyd overvejende er naaet til det Resultat, at Betalingsdagen er afgørende.1 Ogsaa hollandsk Praksis skal ialtfald udenfor Vekselsager holde paa Betalingsdagen, trods Ordene i Handelslovbogens Art 156.2 Endelig kan henvises til den ovenfor omtalte Dom af den tyske Reichsgericht. Dommen angaar netop et af de Tilfælde, hvor Advokat Schjelderup har anset Omregning efter Forfaldsdagens Kurs for principielt rigtig; men stik imod Schjelderups Mening erklærer Dommen, at Omregning efter Forfaldsdagens Kurs er foreskrevet i Forudsætningen om Stabiliteten af Landets Mynt, og at den ikke kan opretholdes under de forvirrede Pengeforhold, der indtraadte efter Verdenskrigen. Dette er utvivlsomt rigtigt. Naar Schjelderup har kunnet mene noget andet, ligger Forklaringen i, at han har set ensidigt paa Spørgsmaalet. Han er gaaet ud fra, at der skulde omregnes til den forholdsvis stabile norske Mynt. Hvor der skal omregnes til en stærkt faldende Mynt, er Reglen aabenbart ufyldestgørende. Hvis der, som i den lige omtalte tyske Sag, ikke foreligger Mora fra Skyldnerens Side, kommer Teorien om Forfaldsdagen uhjælpeligt til kort. Maaske vil man hævde, at der kan siges noget tilsvarende om Betalingstidsreglen, naar den vedtagne Mynt falder stærkt. Men dette kommer, som ovenfor paavist, gennemsnitlig til at spille en langt mindre Rolle, fordi der under urolige Pengeforhold er en Tendens til at indgaa Kontrakter i en forholdsvis stabil Valuta.
    For de Tilfælde, hvor Aftalen indeholder Effektivklausuler jeg enig med Justitierådet Kôersner (pag. 36) om, at der, naar Skyldneren forhaler Opfyldelsen, kan tilkendes Erstatning for Tab som Følge af Kursfald, for saa vidt almindelige Erstatningsregler fører hertil.3

 

1 Dette dokumenterer Nussbaum pag. 211—212, se ogsaa Pisko: Lehrbuch des Handelsrechts (1923) pag. 156.

2 Nussbaum pag. 213, jfr 214 og 212 Note 1; pag. 213 oplyses yderligere, at belgisk Praksis faktisk indtager samme Standpunkt, men at Cassationsretten i Principet erklærer en konkret Fortolkning for afgørende.

3 Ved Veksler gælder dette dog ikke, se ovenfor pag. 181 Note 6.

 

200 HENRY USSING.    Hvor der indgaas Køb af fremmed Valuta, maa man anvende Reglerne i Lov om Køb. Hvis den solgte Valuta ikke leveres behørigt, kan Køberen derfor normalt hæve Købet og kræve den erlagte Købesum tilbage og derigennem undgaa Tab ved Kursfald i den fremmede Valuta.1 Men Køberen kan ogsaa i Medfør af Lov om Køb §§ 21 og 24 kræve Levering og Erstatning, eller hæve Købet og kræve Erstatning i Overensstemmelse med Lov om Køb § 25, i hvilket Tilfælde han kan konstatere sit Tab ved Dækningskøb.2 Ogsaa Reklamationsreglerne i Lov om Køb maa da anvendes.
    Naar Valuta købes saaledes, at Beløbet bliver staaende hos Sælgeren til senere Disposition for Køberen, har Sælgeren selvfølgelig heller ikke Ret til at frigøre sig ved at betale i dansk Mynt;3 men Køberen har i Almindelighed Ret til naar som helst at kræve sin Valuta solgt, og han kan derved forandre sin Ret til en Fordring i indenlandsk Mynt, omregnet efter Køberkursen paa den Tid, da hans Ordre kunde være udført, normalt altsaa Kursen for den Dag, da Ordren blev givet.4

 

1 U. f. R. 1921 pag. 421 (om en Sterlingcheck, der ikke blev honoreret). Anderledes, hvor Køberen, uden at have Ret til at hæve, leverer Valuta tilbage, se U. f. R. 1920 pag. 618.

2 Hvis Kreditor havde Ret til Levering af Pengesedler eller af Guldmynt, er det Prisen herpaa, ikke Vekselkursen, der bliver afgørende.

3 Ifolge Resp. i U. f. R. 1925 pag. 797 kan en Kunde, som i en herværende Bank har indestaaende et Tilgodehavende i fremmed Valuta, i Mangel af særlig Aftale ikke forlange det paagældende Beløb udbetalt i vedkommende fremmede Lands Sedler, men maa finde sig i at modtage Anvisning. — Omvendt maa det vistnok antages, at han kan nægte at modtage Sedler og kan kræve Anvisning, i Modsætning til hvad der gælder, hvor det drejer sig om en almindelig Betalingsforpligtelse (ovenfor pag. 186 Note 3). — I et Konkursbo kan Kreditor kun kræve Opgørelsesdagens Kurs, se U. f. R. 1922 pag. 758, Sø- og Handelsretstid. 1922 pag. 207.

4 U. f. R. 1923 pag. 14 (Højesteretsdom), Jur. Tidskr. 1923 pag. 126.