DEN MUNDTLIGE PROCEDURES BETYDNING FOR SAGFØRERSTANDEN.1

 

AF

 

HØJESTERETSSAGFØRER Ø. AHNFELT-RØNNE.

 

Den danske Retsplejelov traadte i Kraft i Aaret 1919, paa hvilket Tidspunkt Proceduren i Danmarks Højesteret havde været ordnet efter Mundtlighedens Grundregler lige fra Rettens Indstiftelse ved Statsomvæltningen i 1661.
    Højesteret var en Fortsættelse af Middelalderens Højesteret, Kongens Retterting, og da Rettergangsmaaden ogsaa for denne Domstol fra Tidernes Morgen havde været mundtlig, er Linjen bevaret gennem de mange Hundrede Aar og Retsplejelovens Mundtlighedsprincip ikke en ny, men en ældgammel Grundregel i dansk Ret.
    Sagførerstandens Historie i dette Tidsrum er desværre ikke skrevet. Men allerede før 1661 var Prokuratorgerningen en Art Embede under Statsmyndighedernes Kontrol. Og Standens Medlemmer voksede i Indflydelse og Anseelse som Prokuratorer i Højesteret, som Højesteretsadvokater, der lige fra Oprettelsen af Højesteret udnævntes af Kongen.
    De mange Instruktioner, der efterhaanden blev givet for Højesteret, omfatter ogsaa Advokaterne; Højesteret ansaas som en samlet Institution omfattende Rettens og Skrankens Medlemmer, og som et ydre Tegn herpaa paabødes fra 1688 en særlig Embedsdragt for Assessorerne og Prokuratorerne som endnu er bibeholdt, og Arbejdet i Retten var Genstand for vaagen Kritik fra den suveræne Konges Side.
    Aarsagen til denne Omsorg var utvivlsomt den, at Arbejdet i Kongens egen høje Ret udførtes i den mundtlige Procedures Former og offentligt. Havde Skriftligheden været raadende, var det gaaet helt anderledes. Nu hævede Mundtligheden Advokaterne i Landets højeste Domstol op i Linje med Landets højeste Embedsmænd. Det kaldte paa Dygtigheden, og lysende Navne blandt Advokaterne er bevarede fra denne Periode.
    200 Aar efter Oprettelsen af Højesteret, i 1861, begyndte Sø- og Handelsretten i København i Mundtlighedens Tegn sit Arbejde.
    Denne Ret var i de henved 60 Aar, der gik før Retsplejeloven traadte i Kraft, en enestaaende Opdragelsesanstalt for Sagførerne. Og — i Modsætning til de fleste Anstalter af denne Art, elsket af sine Elever, Sagførerne, som maaske samme Aften, som de om Formiddagen havde procederet i denne Ret, skulde vandre Ørken-

 

1 Foredrag holdt paa et Fællesmøde af Juristföreningen i Stockholm og Sveriges Advokatsamfunds Stockholmsavdelning den 28' April 1926. I Gengivelsen er den mundtlige Foredragsform bevaret. 

270 Ø. AHNFELT-RØNNE.vandringen gennem Akterne i en for Hof- og Stadsretten verserende Sag.
    Modsætningen var overvældende stor, og der kan ikke være Tviv lom, hvilket Arbejde, Formiddagsarbejdet eller Aftenarbejdet, der var mest værdifuldt for Sagførerne.
    Og nu, da Retsplejeloven har været gældende Ret nogle Aar, tør jeg sige, at alle Sagførere i Danmark, der beskæftiger sig med Procedure, er enige om den mundtlige Procedures Fortrin.
    Og Sagførerne er ikke saa uselviske, at de vilde give Udtryk for denne Opfattelse, hvis de mente, at deres Stilling enten overfor Klienten eller overfor Retten var blevet ringere under den nye end under den gamle Procesmaade.
    Spørgsmaalet er da, hvorpaa støtter Sagførerne denne Opfattelse, hvori ser de den mundtlige Procedures Betydning for den Stand, hvortil de hører?
    Det er dette, jeg vil prøve at forklare.

 

    Den mundtlig procederende Sagførers Arbejde er en Kamp — en Kamp for Retten — paa tre Fronter:
    Foran Skranken møder han Dommerens agtpaagivende Øjne og maa være paa Vagt overfor Rettens pludselige Indgriben.
    I Skranken staar hans Modpart, der er hans direkte Modstander samtidig med, at han er hans Kollega, begge som procederende Sagførere knyttet sammen i et omfattende Interessefællesskab, og
    Bag Skranken sidder Klienten, den direkte interesserede, oftest ude af Ligevægt, den umiddelbare og levende Kilde for alle Oplysninger i Sagen, hos hvem Sagføreren i Reglen ogsaa under selve Domsforhandlingen maa supplere sit Stof til umiddelbar Anvendelse, samtidig med at han maa følge Sagens Gang i Retssalen og intet Øjeblik tabe Traaden i Forhandlingen.

 

    Samarbejdet med Klienten staar derfor ogsaa fra den første Dag i den mundtlige Domsforhandlings Tegn.
    Idet Sagen lægges til Rette, ved begge, at de personlig skal staa inde for Oplysningernes Rigtighed. Sagføreren ved, hvor let han under Domsforhandlingen — mere eller mindre retfærdigt — bliver gjort solidarisk med Klienten, at dennes Ære let bliver ogsaa hans Ære. Dette gør ham inkvisitorisk mod Klienten — ofte til Fortrydelse for denne. Naturligvis hænder det, at Klienten fører sin Sagfører bag Lyset, men gør han det og kommer det for Dagen under Domsforhandlingen, hvad det vist næsten altid gør, er Klientens Sag tabt.
    Men det er ikke blot det usandfærdige Stof, som Papiret taalmodigt maa tage imod, som skæres bort. Udgangspunktet fører til, at selve Linjen i Tilrettelæggelsen forenkles, det overflødige skydes ud, ofte under Klientens Protest, fordi Sagføreren ved, at alt overflødigt skader, "superflua nocent". Og fordi han ved, at jo mere usammensat Forklaringen er, des stærkere virker den, at det under Domsfor-

 

DEN MUNDTLIGE PROCEDURES BETYDNING. 271handlingen er Troværdigheden langt mere end Slagfærdigheden, der gør Indtryk paa Dommerne. Fordi han ved, at "Ved Hovedforhandlingen stevnes sandheten til at møte til dag og time".
    Det er en af norsk Advokaturs bedste Mænd, Stang-Lund, som i sin smukke Bog om "Sakførergjerningen" bruger dette sidste Udtryk. Han siger: "Energien og sandhetsmagten i den nye ordning er jo overvældende i sammenligning med den nuværende. Den nye Ordning vil kalde paa sakførernes indsigt og energi, men den vil ogsaa tvinge dem til at trænge igjennem saken faktisk og juridisk ganske anderledes end den slæpende skriftlige procedyre er istand til. Ved hovedforhandlingen stevnes sandheten til at møte til dag og time".
    Og Klienten møder her. Det er Reglen, at han møder — Undtagelsen, som kræver Forklaring, at han udebliver; ofte vil han gerne selv være fri, men Sagføreren kræver det af ham, fordi han ved, at i en retfærdig Sag er Partens eget Vidnesbyrd det bedste Bevismiddel. Mellem Sagførerne og Dommerne i Danmark har der været fuld Enighed herom.
    Og endelig medfører dette Samarbejde mellem Sagfører og Klient, at Klienten paa en ganske anden Maade end før kan følge Sagførernes og Dommernes Arbejde. De fleste Sagførere ser meget gerne, at Klienten overværer Domsforhandlingen, særlig i de vanskelige og svage Sager, fordi Klienten da oftest vil have lettere ved at forstaa — og tilgive! — at Sagen maatte gaa ham imod f. Eks. paa Grund af Vidnebeviset, hvis Stilling aldrig paa Forhaand kan bedømmes med blot nogenlunde Sikkerhed, og han vil have lettere ved at følge sin Sagførers Raad om ikke at appellere Dommen.

 

    Og nu Modparten "den ærede Kollega" som er den direkte Modstander under Sagen.
    Ogsaa paa Forholdet mellem de to Sagførere indbyrdes har den mundtlige Procedure indgribende Betydning.
    De er Modstandere, men de er tillige Kolleger og meget mere end det: de er Kammerater og føler alt godt Kammeratskabs Solidaritet overfor hinanden.
    Deres indbyrdes Forhold er præget af, at de har en fælles Front, overfor Dommerne, hvis der opstaar Fare for et Overgreb fra Rettens Side, og desuden af en ejendommelig og frugtbar Konkurrence deri: at vinde Domstolens Tillid.
    Og dette i flere Henseender mærkelige Sammenspil fører med sig haandgribelige processuelle Realiteter: at Formalitetskævl overhovedet ikke forekommer, at temerære Indsigelser og Benægtelser, som paa faa Øjeblikke kan ødelægge Sagen og som Kollegaen har ondt ved at glemme, skys som Pesten, og i det Hele, at en virkelig" god Tone", Hjælpsomhed og Loyalitet bliver raadende mellem de procederende Sagførere indbyrdes. Dette er ikke fromme Ønsker, men, som Erfaringen viser, Realiteter, der viser den mundtlige Procedures opdragende Betydning.

 

272 Ø. AHNFELT-RØNNE.    Og endelig maa alt, hvad jeg har sagt om Samarbejdet med Klienten og om Samspillet mellem de to Sagførere i Skranken ses i Lyset af det, der er Advokatarbejdets Klimax: Sagførerens Arbejde under Domsforhandlingen, hans Sagsfremstilling, der i de fleste Sager er eller burde være Tyngdepunktet i Plaidoyer'et og som for den unge Sagfører indeholder en enestaaende Opøvelse i aandelig Selvtugt, hans Afhøring af Sagkyndige, Parter og Vidner, hans Udvikling af Retsspørgsmaalene — alt dette under Rettens aarvaagne Kontrol, i Form af personlig Henvendelse til de Dommere, der sidder foran ham Ansigt til Ansigt — her er i Sandhed hans "Rhodos", her skal han"danse".
    Og dette skal Dommerne respektere, det er Sagførerens Indsats i Retsplejen, og Loven bør værne om denne Indsats, ikke for Sagførerens Skyld, men i Erkendelse af det kontradiktoriske Princips afgørende Betydning som Oplysningsmiddel i Retsplejen.
    Men Loven bør naturligvis være varsom med for stærkt udformede Kompetenceregler — og tværsigennem alle Regler slaar i alle Tilfælde dette igennem: at det er Mennesker, Dommere og Sagførere, der staar personligt overfor hinanden, og at der vil være stor Forskel paa, hvad den Sagfører, der har Rettens Tillid, og den, der ikke har det, kan udrette for sin Klient.
    Og dette fører atter til, at den Sagfører, som ser Tyngdepunktet i sit Arbejde i Virksomheden i Skranken, har den største personlige Interesse i at vinde denne Tillid — ikke alene for den enkelte Sags Skyld, men for sit Arbejdes og sin Fremtids Skyld.
    Jeg taler her med Vilje ikke om Synspunkter af etisk Værdi — jeg fremhæver, at den procederende Sagførers økonomiske Interesse byder ham at gøre sit Arbejde saaledes, at han ogsaa i de Sager, han herefter skal udføre, og som danner Stammen i hans fremtidige Virksomhed, har Rettens Øre og Respekt.
    Om han vinder eller laber Sagen er for ham i denne Forbindelse af underordnet Betydning.
    Det afgørende er, at den mundtlige Procedure simpelthen tvinger Sagføreren til at være nøjeregnende med Hensyn til Valget af de Sager, han paatager sig, og til — i de Sager, han derefter udfører — at være aaben, loyal, hæderlig, og giver ham det mangfoldigt tilbage.
    Enhver, der arbejder i den mundtlige Procedure, ved, at jeg har Ret i dette.
    Og eengang erkendt, maa det forekomme indlysende selvfølgeligt.
    Det er jo det samme, som er udtrykt om Dommergerningen i den tredje Domare-Regel; hvis Ordet "Dommerembedet" ombyttes med "Sagførergerningen", staar der, at Arbejdet som procederende Sagfører er indrettet for den menige Mands Bedste, ikke for Sagførerens Bedste, og derfor skal Sagføreren bruge sin Stilling "den menige man och icke sig själv till godo, ändock det är honom väl själv med till godo, när för rätt brukat varder".
    Naar Sagføreren forbereder sig til den mundtlige Forhandling i den enkelte Sag, gør han det derfor med Bevidsthed om, at ligesom

 

DEN MUNDTLIGE PROCEDURES BETYDNING. 273hans Arbejde i de tidligere Sager, han har udført, som i en samlet Sum, i det Indtryk og den Opfattelse, der har nedfældet sig i Dommernes Sind, kommer han og dermed hans Klient til Gavn eller Skade, saaledes bygger ham i denne enkelte Sag, der nu ligger for, paa sin egen Fremtid, og dette giver hans Arbejde Intensitet og Perspektiv.

 

    Det er i det Hele betegnende for Sagførerens centrale Stilling i den mundtlige Proces, at til de "tre Fronter", paa hvilke han udfører sit Arbejde, svarer tre processuelle Institutter af første Rang, nemlig:
    Partsforklaringen, det vigtigste Bevismiddel, Vidnebeviset langt overlegent i Betydning.
    Den kontradiktoriske Behandling af det fra hver Side fremdragne Stof — der indeholder Garantien for, at hele det relevante Materiale bliver fremskaffet og belyst. Og
    Procesledelsen — Dommerens Medansvar for Sagens Gang.
    Det er de tre Personer: Parten — Advokaten — Dommeren.
    Parten har sin lønlige Viden, sit Lønkammer og Dommerne deres hemmelige Voteringsrum.
    Sagførerens Deltagelse i den endelige Afgørelse stiller derimod hele Tiden hans Person i Breschen. Mon nogen anden Aandsvirksomhed foregaar under saa skarp Kontrol?
    Men det er kun godt saaledes: der er en indre Fornuft og Logik i dette, at ligesom Dommen afgør et personligt Livsforhold, saaledes skal ogsaa det Materiale, paa hvilket Dommen bygges, fremkomme som Resultatet af en personlig Indsats.
    Og i hele dette Opgør er Advokaturen det centrale Led, men kun den mundtlige Procedure kan gøre det klart for alle, som den danske Jurist Nellemann i Retsplejelovforarbeidernes Barndom udtrykte saaledes: at Sagførernes Gerning saavel som Dommernes er "et gavnligt og hæderligt, men besværligt og ansvarsfuldt offentligt Hverv, som fortjener Folkets Velvillie og Sympathie".

 

    Nu ved jeg, man vil sige, at en saadan Procedure kræver en Advokatstand med særlige Anlæg og Forudsætninger. Det er klart, det er rigtigt. Den kræver baade Dommere og Advokater af en særegen Dygtighed.
    Men man maa ikke vente, at man kan skabe denne Dygtighed, som forøvrigt netop i flere Henseender beror paa Rutine, først og saa sidenhen indføre Reformen.
    Jeg tror, at har man først engang rigtig forstaaet, hvilke Fortrin den mundtlige Procesmaade har fremfor den skriftlige, vil man ogsaa føle sig overbevist om, at denne Reform — som enhver anden god Reform — vil kalde de personlige Egenskaber frem, som er Reformens Forudsætninger. Men iøvrigt kan man naturligvis meget vel ad Lovgivningens Vej støtte denne Udvikling.
    Det er saaledes nødvendigt af Hensyn til Balancen mellem de to

 

18 — Svensk Juristtidning 1926.

 

274 Ø. AHNFELT-RØNNE.Sider af Skranken, at Dannelses- og Uddannelsesgrundlaget er nogenlunde det samme for Dommere og Sagførere.
    Det er af stor Betydning, at Sagførerne maa underkaste sig en Prøve paa praktisk Færdighed i mundtlig Procedure og Afhøring af Parter og Vidner, før de admitteres som Sagførere ved de paagældende Domstole.
    At Sagførerne overhovedet kun kan fungere som saadanne paa Grundlag af en almindelig offentligretlig Bestalling eller Autorisation, er vist en nødvendig Følge af Retsplejens hele forandrede Organisation, men Loven bør sikkert yderligere give Sagførerne Ret og Pligt til at organisere sig om faglige Emner, Oprettelse af faglige og disciplinære Domstole og meget andet.
    Endelig bor Loven give Bestemmelser om Sagførerens Kompetence under Sagens Gang og fastsætte, paa hvilke Betingelser Retten skal kunne tildele Sagføreren eller hans Klient processuelle Bødestraffe, saasom Bøde for unødig Trætte og lignende. Det siger sig selv — men forstaas vistnok endnu kun sjælden helt af Domstolene — at netop under den mundtlige Procesmaade virker Bøder af denne Art med voldsom Styrke. Denne Straffemyndighed er et meget farligt Vaaben i Rettens Haand og bør kun anvendes efterat Sagføreren og hans Klient har haft Lejlighed til at forsvare sig og med fuld Ret for disse til særlig at indbringe denne Afgørelse for hojere Instans. —
    Ved Overgangen fra skriftlig til mundtlig Procedure har Sagførerne da paa disse Punkter meget vigtige faglige Interesser at varetage — men til syvende og sidst bliver naturligvis her som overalt ellers Personligheden afgørende.
    En Proces er nu engang en Strid med vidt Spillerum for Personlighederne paa begge Sider af Skranken, men kun et frygtsomt Sind lader sig skræmme heraf.
    Maaske vil Sagførerne af visse Svagheder i den menneskelige og maaske særlig den juridiske Natur føle sig fristede til at modarbejde Reformen — det gjaldt oprindelig ogsaa de danske Sagførere. Men de vil efter min Overbevisning staa meget stærkere og kunne arbejde med langt større Virkning for deres særlige Interesser, hvis de akcepterer Mundtligheden og i Stedet sætter Kraften ind paa at faa Lovens Regler gjort saa gode som mulig — og saa iøvrigt kaster sig ud i Arbejdet for det personlige forum, hvor der sikkert og vist venter dem Nederlag, men ogsaa Sejre og Sejrens Løn.

 

    Men om nu end Juristerne kunde blive enige — er der saa ikke Betænkeligheder udefra, der kunde melde sig og volde Vanskeligheder, Betænkeligheder fra Lovgivningsmyndighederne, fra Folket?
    Jeg føler mig sikker paa, at der endnu findes dem, der ser paa Sagførerne omtrent paa samme Maade som Forfatteren af Frederik den Stores Kabinetsordre af 1780, der dannede Udgangspunktet for Procesreglerne i corpus juris Fridericianum af 1781 og Allgemeine Gerichtsordnung af 1793.

 

DEN MUNDTLIGE PROCEDURES BETYDNING. 275    Det hedder her,1 at det ligger "i disse Menneskers (d. v. s. Advokaternes) Interesse at mangfoldiggøre Retstrætter og trække dem i Langdrag, thi derpaa beror deres Fortjeneste og hele Vel". Dommeren faar ikke Sagens Akter i sin Haand, førend "Advokaterne i deres Indlæg efter Forgodtbefindende har fordrejet og fordunklet Sagens Sammenhæng", og Konklusionen er da, at man maa afskaffe Advokaterne. Og ganske vist vil de fleste af dem derved blive brødløse, men dem trøster Frederik den Store med følgende Ord:
    "Jeg skal imidlertid træffe Foranstaltning til — saafremt der blandt Advokaterne findes brugbare og ærlige Mennesker — at disse fortrinsvis anvendes til Tjenester ved Magistraten og andre Embeder. Men helt og holdent daarlige Personer fortjener intet Hensyn".
    Dette var Sagførernes Stilling under den skriftlige Procedure — drevet ud i et Paradox, en Karikatur, men dog med en Kærne af Sandhed.
    Men maa jeg nævne et andet Vidnesbyrd, som er et Hundredaar ældre, fra omkring Aar 1700, netop fra et Tidspunkt, hvor Mundtlighedsprincippet efter nogle Aars Vaklen sejrrigt trængte igennem til fuld Klarhed i Danmarks Højesteret.
    Det er et Vers om Sagførere, hvis Metier betegnes netop som det: at tale i Sager.
    Det er skrevet af Danmarks store Salmedigter Thomas Kingo, der døde 1703.
    Versene2 — der er fem ialt, stilet til Loven, Dommerne, Sagvolderen, Vidnerne og Procuratores — har staaet paa Dørene i Københavns Bytings Lokaler i det gamle Københavns Domhus, der brændte i Aaret 1728, og det til "Procuratores" lyder saaledes:

 

"I svorne Lovmænd, I som skal i Sager tale, 

og Sandhed, Ret og Skjæl med ægte Farver male, 

I som for Sandhed og for Retten fægte vil, 

man Ære, Lov og Tak bør Eder lægge til. 

Men I som Retten vil med Uret overdække,

 og Sandheds Kraft med en løgnsvatzig Tunge svække,

 I er et Helved Pak og Satans egne Børn, 

der burde strikkes op for Krager, Ravn og Ørn.

 

 

    Det, som i dette Vers gør Indtryk ogsaa paa sene Tiders Børn af Standen, er ikke Versets sidste Halvdel, som anslaar de alt for kendte Toner, men dets første Halvdel, som skildrer den Sagfører, som i sit mundtlige Foredrag maler Sandheden og Retten med ægte Farver, som en Mand, man giver Ære, Lov og Tak.
    Kingos Vers er sikkert det ældste digteriske Udtryk for det ideelle i Sagførergerningen — og jeg maa Sandheden tro bekende, at det vistnok er det eneste saadanne i Danmarks Litteratur — og jeg drister mig til at tro, at Kingo næppe vilde have formet sit Vers

 

1 Citeret efter K. Fr. Hammerich: Forhandlingsmaximen, København 1910,Side 33 ff.2 Citeret efter en Gengivelse i "Sagførerbladet" 1925 Nr. 10.

 

276 Ø. AHNFELT-RØNNE.til "Prokuratores" saaledes, hvis Værdien af Advokaternes mundtlige Procedure — som Verset jo direkte alluderer til — ikke allerede dengang havde været levende i Befolkningen.
    Og dette hænger sikkert sammen med, at de danske Regeringsmyndigheder fra et meget tidligt Tidspunkt havde forstaaet, at der til Retten til at procedere i Højesteret i de Sager, Advokaten selv frivillig paatog sig og havde Ret til at paatage sig, skulde svare en Pligt for ham til at være Forsvarer i Straffesager og til "med Flid og Nidkærhed" at udføre de Sager, der blev betroet ham for fattige Folk, der var benaadet med beneficium paupertatis.
    Og dermed ligger Linjen op til den Dag i Dag ganske klar:
    Det tør nemlig siges, at den mundtlige Procedure netop i de "befalede" Sager formaar at kalde noget af det bedste frem hos den procederende Advokat og med Rette giver ham den Stilling i Befolkningens Øjne, som hans øvrige Virksomhed saa vanskeligt skaffer ham. Men udføres dette Arbedje i skriftlig Form, forbliver det lige saa ukendt for Befolkningen, som hvis Proceduren var hemmelig.
    For den unge Sagfører betyder det, at Justitsministeriet antager ham til Udførelse af disse Sager, en meget betydelig Støtte. Og det er betegnende for en god Tradition i dansk Advokatur, at det sjælden sker, at en Sagfører, selv naar han kommer højt op i Aarene, frasiger sig dette Hverv, der altid — i hvert Fald bortset fra de sidste Aars store Nævningesager — lønnes meget beskedent, og som for den ældre Sagfører, der iøvrigt har haft Lykken med sig, ikke betyder noget nævneværdigt i økonomisk Henseende.
    Jeg tror, at det for de fleste danske procederende Sagførere staar saaledes, at den gode Indtægt, der nu i Almindelighed opnaas ved mundtlig Procedure, som sit naturlige Korrelat kræver, at Sagførerne paatager sig denne Byrde, som jo hviler paa Sagføreren personlig — fordi han ikke som under den skriftlige Procedure kan sende nogen anden i sit Sted — men som til Gengæld hæver ham og den Stand, hvortil han hører, i Domstolenes og Befolkningens Øjne.

 

    Jeg har søgt at forklare den mundtlige Procedures Betydning for Sagførerstanden ud fra de Erfaringer, som den har, der har arbejdet under begge Procesformer.
    Og hvis man nu, ved Overvejelsen af om Mundtligheden skal gøres til det ledende Princip i en ny Retsplejeordning, tænker paa Advokatstanden og maaske gør det med nogen Uro, fordi Reformen er uigennemførlig, hvis den ikke faar levende Tilslutning fra Sagførerne; og hvis Advokatstanden tænker paa sig selv og med Uro spørger: hvordan vil den virke paa vort Arbejde, vil den trykke os ned i Forhold til Dommerne, vil den tage vor Tid? maa Svaret fra de Sagførere, der selv har prøvet Overgangen, lyde saaledes: den der vier sit Liv til Sagførergerningen, vier det til et "hæderligt og ansvarfuldt offentligt Hverv" nemlig at føre den "menige Mands" Sag til Værn mod Overgreb, hvorfra dette end kommer, og han maa vide, at denne Gerning kræver ham selv.

 

DEN MUNDTLIGE PROCEDURES BETYDNING. 277    Men under den gamle Procesmaade visner denne Gerning mellem Hænderne paa ham og bliver til Papir. Den skriftlige Procedure fører ham derfor bort fra Skranken, som kun bliver et Skrivebord, og ind i Forretningslivet med dets Baand og Hensyn.
    Den mundtlige Procedure derimod giver ham det dyrebareste af alt: Uafhængigheden, fordi hans Gerning da staar og falder med det eneste for ham umistelige: hans egen Personlighed.
    Det gælder da et Valg med vidtrækkende Følger — men Valget bør ikke være vanskeligt for nogen og mindst for Advokaterne.

 

    Tilsidst vil jeg gerne sige, at det ligger i Sagens Natur, at i et Emne som dette maa Argumentationen paa flere Punkter erstattes af et personligt Vidnesbyrd om en Tro; og selvom jeg ikke tør haabe, at Forsamlingen har faaet det Indtryk, at det er en Tro, som kan flytte Bjærge — af Fordomme og Papir — maa jeg dog indlade min Sag til Forsamlingens Dom.
    Hvis det, jeg har kunnet fremhæve, hos nogen — og jeg tænker her særlig paa mine Kolleger, Advokaterne — har kunnet bringe hans Modstand til at vakle, vil jeg synes, at mit Vidnesbyrd ikke har været forgæves.
    Hvis ikke — har jeg tabt min Sag. Men jeg vil da ikke benytte den Ret, som den tabende Part efter et gammelt Ord har til at udskælde sine Dommere i 3 Gange 24 Timer og siden tie stille. Jeg vil tie strax og trøste mig med, at. selv den mundtlige Procedure ikke altid formaar at afdække Sagens Kærne, men at Sandheden lykkeligvis lever uanfægtet heraf og vel en anden Gang finder et saadant Udtryk, at Murene tilsidst falder.

 

    København, April 1926.