Prof. Munch-Petersen om den svenska processreformen.
    I Ugeskrift for Retsvæsen s. 81—90 lämnar prof. H. Munch-Petersen en redogörelse för processkommissionens betänkande, vilket förf. betecknar som "et sjældent rigt og omfattende Væerk, der i høj Grad paakalder Interessen ogsaa i de andre skandinaviske Lande." Betänkandet innehåller "en sand Guldgrube af processuel Kundskab og Belæring, der belyser Problemerne og sætter Tankerne i Bevægelse, selv hvor man ikke føler sig fuldt overbevist om Rigtigheden af Resultatet."
    På ett par punkter har förf. till redogörelsen fogat några kritiska erinringar. Sålunda yttrar han om betänkandets ståndpunkt till förundersökningen i brottmål:
    "En Hovedejendommelighed ved den foreslaaede svenske Ordning bestaar i, at den slet ikke kender til retslig Forundersøgelse, men lader hele den forberedende Undersøgelse i Straffesager foregaa ved Anklage- og Paatalemyndigheden. Dog kan den sigtede i visse Tilfælde rekurrere til Retten, og Spørgsmaalet om endelig Fængsling skal altid forelægges for denne, der da ligesom hos os kan fastsætte en Frist, inden hvilken Sagen skal indstævnes for Retten, hvis den sigtede ikke forinden løslades.
    De særlige Grunde, der for Sverrig maatte gøre en saadan Ordning nødvendig, vel navnlig de ofte meget store Afstande, som vanskeliggør et nøje Samarbejde mellem Retten og Politiet, skal jeg her ikke gaa ind paa. Men fra et almindeligt Retsplejestandpunkt kan det næppe nægtes, at en saadan Ordning, hvorefter man helt afskaffer Forundersøgelsen ved Retten, lader adskilligt tilbage at ønske og navnlig let vil gøre den sigtede værgeløs. For-

206 LITTERATURNOTISER.undersøgelsens Betydning som et Beskyttelsesmiddel for den sigtede kommer ganske vist ikke frem, hvis den, som Tilfældet endnu er efter de fleste Retsforfatninger paa Kontinentet, er af væsentlig inkvisitorisk Karakter. En inkvisitorisk Forundersøgelse er ogsaa i denne Retning ganske værdiløs, ja vel endogsaa ofte værre end slet intet, og det er derfor intet Under, at hele den retslige Forundersøgelse derigennem er kommet i Miskredit. Men hvis Forundersøgelsen formes rent akkusatorisk, saaledes som det gælder i England og burde være Tilfældet efter vor Lov, er der ikke Tvivl om, at den permanente Kontrol, som Dommeren derigennem sættes i Stand til at øve med hele Behandlingen, er af meget stor Betydning og paa ingen Maade vil kunne erstattes ved de ubestemte Muligheder for, at Retten til Afgørelse af enkelte bestemte Spørgsmaal kan faa Saagen forelagt, som det svenske Forslag aabner.
    Der gives efter dette vel Sigtede Adgang til under Politiundersøgelsen at betjene sig af en Forsvarer. Men bortset fra, at der dog ikke opstilles nogen almindelig Regel om Beskikkelse af en saadan Forsvarer, og at det ganske afhænger af Undersøgelseslederens Skøn, om det uden Skade for Undersøgelsen overhovedet kan tillades ham at være til Stede ved Forhor, vil Forsvarerens Stilling under en formløs Politiundersøgelse altid blive meget svag og usikker. Det betones yderligere i Forslagets Motiver, at det under denne Undersøgelse tilvejebragte Materiale kun skal have Betydning som Grundlag for Tiltalen og til at forberede Hovedforhandlingen, men ikke skal kunne benyttes som umiddelbart Bevis under denne. For det første opstilles der imidlertid visse Undtagelser herfra. Men ogsaa ganske bortset fra disse vil det i Praksis vise sig vanskeligt at gennemføre Hovedprincippet, og denne Vanskelighed vil yderligere forøges ved nogle Bestemmelser, som Forslaget indeholder om, at der skal foretages en indgaaende Protokollation af alle Forklaringer under Politiundersøgelsen og Protokoludskrifter udleveres til Retten. Disse vil da ikke kunne undgaa at faa en væsentlig Betydning ved Sagens Tilrettelæggelse og i det hele paa mange Maader at præge Domsforhandlingen. En lille Modvægt herimod maa der dog erkendes at ligge i den Medvirkning af Lægmænd, der i Modsætning til, hvad der er Tilfældet hos os, skal finde Sted i alle Straffesager, idet de jo ikke forud kender Protokollaterne men helt maa lade sig bestemme af, hvad der kommer frem under Domsforhandlingen."
    I fråga om bevisningen anmärker förf.:
    "Noget fremmedartet for en dansk Retsbevidsthed virker det, naar det bestemmes, at den ved Forbrydelsen forurettede ('målsäganden') ikke maa fores som egentligt Vidne. Naar det endvidere bestemmes, at Vidner altid skal aflægge Ed (eller Forsikring paa Ære og Samvittighed), at Parterne ikke skal kunne eftergive Eden og, i en vis Sammenhæng hermed, at Eden aflægges før Vidneførslen, betegner dette ogsaa Afvigelser fra, hvad vi finder naturligt. Det er ligeledes en Forskel fra, hvad vor Retsplejelov fastslaar for de store Straffesager, der behandles for Nævninger, naar det svenske Forslag i alle Tilfælde lader Hovedafhoringen af Vidner foregaa ved Rettens Formand."
    Om förberedelsen i civilmål yttrar förf.:
    "Der foreskrives en obligatorisk 'forberedende Forhandling', som efter den nye norske Civilproceslovs Mønster skal kunne foregaa enten gennem en mundtlig Forhandling (hvorunder Retten kan paalægge Parterne at møde personlig) eller gennem Skriftveksling. Det er dog et Spørgsmaal, om ikke dette tvungne For-

LITTERATURNOTISER. 207beredelsesstadium unødig vil forhale og besværliggøre Behandlingen af mange Sager, der efter de Erfaringer, vi har haft Lejlighed til at anstille i Danmark, udmærket lader sig behandle uden saadan Forberedelse, og i hvert Fald vil en for indgaaende Forberedelse let bevirke, at Tyngdepunktet henflyttes til denne i Stedet for til den mundtlige Domsforhandling, saaledes som den moderne Retsplejeordning kræver. Den Omstændighed, at Forslaget i Tilfælde af en Parts Udeblivelse giver Retten en vis Adgang til at tage Hensyn til, hvad der blot er kommet frem ved den skriftlige Forberedelse, vil yderligere forøge denne Fare."