PER HASSELROT. York-Antwerpen-Reglerna 1924. En handbokom gemensamt haveri. Sthm. 1928. Norstedt. 245 s. Inb.kr. 8.00.

 

    York-Antwerpen Reglerne af 1924, der vedtoges paa International Law Associations Konference i Stockholm nævnte Aar, danner det sidste Led i de Bestræbelser for en Internationalisering af Havarigrosse Retten, som har fundet Sted siden forrige Aarhundredes Midte. Begyndelsen gjordes ved Vedtagelsen af Glasgow-Reglerne af 1860, men først med York-Antwerpen-Reglerne af 1877 fik Bestræbelsernepraktiske Resultater. Hensigten var, at Reglerne skulde bringes til Anvendelse ved Optagelse af en Klausul derom i Certepartier og Konnossementer, og dette skete ogsaa i stedse stigende Omfang. Ved York-Antwerpen Reglerne af 1890, der vedtoges i Liverpool, udvidedes og forbedredes de tidligere Regler, og i Stockholm i 1924 fik Reglerne end nu en meget betydelig Udvidelse. Medens de tidligere Regler kun angik enkelte — ganske vist meget vigtige —specielle Forhold, i det der iøvrigt henvistes til Loven paa det Sted, hvor Skib og Ladning skilles, optoges i 1924-Reglerne en Rækkealmindelige Regler om Havari grosse, der kommer til Anvendelseoveralt, hvor de specielle Regler tier. Naar 1924-Reglerne er vedtagne mellem Parterne, skulde det derfor ikke være nødvendigt att age Bestemmelsesstedets Ret til Hjælp. At dette Ideal ikke ladersig realisere fuldtud i Praksis, er en anden Sag.
    York-Antwerpen Reglerne 1924 har allerede givet Anledning til en stor Litteratur rundt om i Landene, og der er udkommet en Rækkekommenterede Udgaver af dem. I England er Hovedværket G. R.Rudolfs udmærkede Bog, The York-Antwerp Rules, udkommet i 1926.
    Det er glædeligt, at nu ogsaa Norden takket være Dispacheur Hasselrot kan opvise en udførligere Kommentar til Reglerne af 1924. Dispacheur Hasselrots Bog er fortrinsvis beregnet for Praktikere, og den vil sikkert ogsaa blive et overordentlig nyttigt Hjælpemiddel fordisse, i det det er lykkedes Forfatteren kortfattet og overskueligt atgennemgaa alle de praktisk vigtige Spørgsmaal indenfor Havari grosse Retten. Bogen indledes med en Oversigt over Havari grosse Institutets Oprindelse og Udvikling i de forskellige Lande og en kort Fremstilling af York-Antwerpen Reglernes Historie. Derefter gennemgaas de enkelte Regler i York-Antwerpen Reglerne 1924, i det deresengelske og franske Tekst gengives tilligemed en Oversættelse til Svensk, deres Forskelligheder fra de tidligere York-Antwerpen Reglerfremhæves, og Reglerne fortolkes og belyses ved Eksempler fra Praksis. Forfatteren har samlet et meget stort Materiale, og Bogen indeholder talrige nyttige Oplysninger om Dispacheurpraksis og Domstolsafgørelser i Skandinavien og Udlandet, lige som Forfatteren selv givermange fortræffelige Bidrag til Løsningen af de forskellige vanskelige Spørgsmaal, som Reglerne giver Anledning til. Særlig kan fremhæves Bemærkningerne til Regel XIV om midlertidige Reparationer og til Regel XVI om Erstatning for opofret Ladning.

    Skulde man gøre en Indvending, maatte det være den, at Forfatteren nogle enkelte Steder nøjes med at nævne et eller andet Problems Eksistens uden tillige at udtale sin Mening om dets Løsning. Naar man forgæves rundt om i Litteraturen om Havari grosse harsøgt Problemet omtalt, kan det være lidt tantaliserende at finde, at Dispacheur Hasselrot har været opmærksom paa det, men har forholdt os sin Mening om Løsningen.
    I Slutningen af Bogen omtaler Forfatteren nogle Spørgsmaal, som under de urolige Valutaforhold under og efter Krigen gav Anledning til mange Vanskeligheder, nemlig om, i hvilket Omfang og efter hvilke Kurser der i Havari grosse Dispacher skal ske Omregning fraen Valuta til en anden, og han fremstiller de forskellige Systemer, der i saa Henseende har været benyttet. Endvidere gengives Reglen om Havari grosse i de paa International Law Associations Konference i Wien 1926 vedtagne Valutaregler. Disse Regler, der ligesom York-Antwerpen Reglerne er bestemt til at inkorporeres i Kontrakterved Optagelsen af en Klausul derom, er for en stor Del gjort overflødige ved den stadig fremadskridende Stabilisering af Valutaerneog har saa vidt vides aldrig faaet nogen Anvendelse i Praksis, hvilket der vist forøvrigt ingen Grund er til at beklage.
    Bogen afsluttes med en Behandling af det gamle Spørgsmaal: Bør Havari grosse Institutet afskaffes? Til Fordel for Afskaffelsen hardet været anført, at Havari grosse Opgørelser saaledes som Forholdene har udviklet sig ofte er langvarige, indviklede og kostbare, ogat Institutet nu til Dags, da Skibe og Ladninger som oftest er forsikrede, i væsentlig Grad har tabt sin oprindelige Betydning. Den Udjævning af Skade og Tab, som Havari grosse Opgørelsen medføreri det enkelte Tilfælde, vilde ogsaa uden saadanne Opgørelser indtræde i det lange Løb, i det Tabet snart vilde falde paa een Assurandør, snart paa en anden. Heroverfor anføres det fra den anden Side, at selvom Forsikring er almindelig, er det dog langtfra saaledes, at alle Interesser altid er forsikrede. Mange store Rederier driversaaledes deres Virksomhed med helt eller delvis uforsikrede Skibe. Det hævdes endvidere, at Havari grosse Fordelingen stadig har stor Betydning i Søfartsikkerhedens Interesse derigennem, at dens Eksistens opfordrer Kaptajnen til i Havaritilfælde altid at vælge den for Helheden bedste Fremgangsmaade, uanset hvem den trufne Foranstaltning i første Omgang gaar ud over, eller hvor store Omkostningerden medfører.
    Forfatteren fremhæver særlig, at medens man i Praksis maaskekunde gennemføre en Udelukkelse af Havari grosse, hvor det drejer sig om egentlig Skade, i det man lod den beskadigede GenstandsAssurandør endeligt bære denne, saa vilde en saadan Udelukkelseblive betydelig vanskeligere, hvor det drejer sig om Omkostninger, f. Eks. Bjergeløn eller Nødhavnsudgifter. I Almindelighed er det Rederiet, der forskudsvis afholder disse Omkostninger, og dersom Udelukkelse af Havari grosse skulde betyde, at Omkostningerne endeligt skulde afholdes af Rederi eller Kaskoassurandører, vilde hele

Grundlaget for Fragtkontrakten og Rederiets Forsikringskontrakt blive forrykket. Medens man med en vis Ret kan tale om en Udjævningstendens i Forholdet mellem Kaskoassurandører og Ladningsassurandører, hvor det drejer sig om Havari grosse Skader, der afvekslendevil ramme Skib og Ladning, saa gælder det samme ikke om Omkostninger, der næsten altid vil blive afholdt af Skibet.
    Jeg tror, at Dispacheur Hasselrot ved særlig at fremhæve Havarigrosse Omkostningerne rører ved et meget væsentligt Punkt. Det, der nu til Dags for en stor Del bærer Havari grosse Institutet, ersikkert, at det giver en brugbar Løsning paa de vanskelige Spørgsmaal, hvor stor en økonomisk Pligt der paahviler Rederiet til atgennemføre Ekspeditionen, naar denne støder paa ekstraordinære Hindringer, og hvor meget Rederiet i saadanne Tilfælde er pligtigtat ofre for Ladningens Skyld. For et meget stort Antal af denne Slags Tilfælde bestemmer Havari grosse Institutet gennem sin Fordelingsregel Omfanget af Rederiets økonomiske Forpligtelse. Men Spørgsmaalene rækker videre end Groshavariets oprindelige Omraade: Faresituationen. Ogsaa uden at der foreligger Fare for Skibs og Ladnings Undergang, kan Ekspeditionen være kommet i en saadan Stilling, atden kun kan gennemføres ved Hjælp af ekstraordinære Omkostninger. Det er da interessant at se, at Havari grosse Institutet, netop hvordet drejer sig om Omkostninger, i Tidens Løb har faaet en betydelig Udvidelse, ved hvilken man gaar langt ud over, hvad Synspunktet: Frelse fra Fare kunde medføre, nemlig ved Reglerne om Nødhavnsudgifter. Ganske vist kræver man, at Skibet skal have været tvungettil Nødhavnssøgningen ved en farlig Situation, men er denne Betingelse til Stede, erstatter man som Havari grosse en Række Udgifter, der alene sigter til Ekspeditionens Gennemførelse, ikke til Frelse franogen Fare, og som kun ved en meget skruet Betragtningsmaade kanbetegnes som Følger af Nødhavnssøgningen. Og videre har man vedLæren om "substituted expenses" yderligere udvidet Omraadet forErstatning i Havari grosse af Udgifter alene sigtende til Rejsens Fremme. Ogsaa med Hensyn til andre Udgifter end Nødhavnsudgifter har der i Praksis vist sig Tendenser til at beregne dem til Erstatning i Havari grosse, uanset at de ikke afholdtes til Frelse fraen Fare, men kun for at fremme Rejsen, naar denne ved en ekstraordinær Hændelse var gaaet i Staa.
    Dispacheur Hasselrot fremhæver til sidst — og heri maa mansikkert give ham Ret — at Spørgsmaalet om Groshavariets Afskaffelse efter den Modernisering og Udvidelse, som Institutet har faaetved Stockholms-Konferencen i 1924, næppe kan siges at være aktuelti Øjeblikket.
    Bogen, der er forsynet med et udførligt Sagregister, som megetletter dens Benyttelse, fortjener at vinde stor Udbredelse blandtPraktikere i alle de nordiske Lande.

Niels Tybjerg.