Festskrift tillägnad AXEL HÄGERSTRÖM den 6 september 1928 av Filosofiska och Juridiska föreningarna i Uppsala. Upps. & Sthm 1928. Almqvist & Wiksell. 336 s. Kr. 15.00.
Værkets Titel angiver, at det bringer en akademisk Hyldest til Professor i praktisk Filosofi i Uppsala, Dr. jur. & phil. AXEL HÄGERsTRÖM, nemlig i Anledning af hans 60 Aars Fødselsdag. Som det hedder i den kortfattede Tilegnelse, er det en "hyllning för banbrytande forskning och inspirerande lärarverksamhet i filosofiens och rättsvetenskapens tjänst"; denne bæres frem gennem 21 Afhandlinger pa disse to Videnskabers Omraader. Hovedparten af dem eraf filosofisk Indhold, men 8 af Afhandlingerne falder dog under det juridiske Omraade. Der foreligger det betydningsfulde Forhold, at en enkelt Videnskabsmand har kunnet udføre Arbejder paa begge denævnte Studiefelter og paa dem begge sætte saadanne Spor, som er Forudsætningen for Festskriftets dobbelte Hyldest. Naar jeg efter Redaktionens Opfordring skal levere en Omtale af Skriftet, maa jeg som dansk straks standse herved, idet Modsætningen til vore Forhold falder i Øjnene. Retsvidenskaben dyrkes hos os i stigende Grad med umiddelbart praktisk Sigte, medens Fagets historiske ogretsfilosofiske Side kun modtager ringe Tilvækst og Fornyelse. Med Henblik herpaa har man nylig drøftet det Spørgsmaal: Er Jura Videnskab eller Teknik? jfr. J. L. BUCH i Ugeskrift f. Retsvæsen 1928 B S. 353 ff og KARSTEN MEYER sammesteds S. 352. Indenfor svensk Litteratur vil man have mindre Grund til at nære denne Frygt for utilitarisk Ensidighed, takket være bl. a. Mænd som Hägerström, der har holdt Forbindelsen aaben mellem Juraen og de andre humane Fag.
To af Bidragene er retshistoriske. DAG STRÖMBÄCK meddeler under Titlen Att helga land nogle "Studier i Landnåma och det äldsta rituella besittningstagandet", hvorunder de fra Sagaerne kendte Fremgangsmaader at udkaste Højsædestøtter, fare med Ild om Landnameteller opsætte en Stav derpaa stilles sammen med lignende i de ældstenorske Love omtalte Fremgangsmaader til Hævdelse af Landbesiddelse. ÅKE HOLMBÄCK skriver om Våra Domarregler, disse ejendommelige Forskrifter for Domsmagtens Udøvelse, der findes vedføjede Lovbogen af 1734, men som i øvrigt er af ældre Dato. Den ældste foreliggende Afskrift (der findes i København) er dateret 1551, og Forfatterskabet menes uden Tvivl at kunne tillægges Reformatoren Olaus Petri, dog at der mulig er sket nogle senere Ændringer. Kilderne er romersk Ret, Biblen, kanonisk Ret og Ordsprog, og som ledende Tanke fremtræder Forskriften at beskytte den menige Mand mod Vilkaarlighed og haardhændet Retsanvendelse. Der synes at være anvist Domstolene en ret suveræn Stilling, naar det hedder: "Den menige mans bästa är den yppersta lagen, och därföre detsom finnes den menige man till nytta vara, det bör hållas för lag,
ändock att beskriven lag efter orden synes annorlunda lyda" og". Det rätt och skäl icke är, det kan icke heller vara lag; för de skäl som lagen haver med sig, gillas hon". Det vilde være af Interesse, om der kunde paavises en herpaa støttet Fortolkningsfrihed hos svenske Domstole i Fortid eller Nutid, noget hvorpaa Afhandlingen imidlertid ikke kommer ind.
Tre mindre Opsatser vedrører Æmner af Nutidens Retsliv. Uppskovssystemet vid våra underrätter i belysning av gällande lagstadganden behandles af E. KALLENBERG, der udvikler, at Retsplejens Hurtighed kunde fremmes betydeligt, uden at Lovændring er nødvendig, saafremt Domstolene vilde anvende de Midler, der allerede nu haves til at koncentrere Proceduren. BIRGER EKEBERG undersøger, om Tilbagekaldelse af Testamente er bunden til nogen vis Form, og kommer til det Resultat, at gældende Praksis atnøjes med en paa almindelig Maade bevislig Beslutning om Tilbagekaldelsen, særlig den ved Dokumentets Iturivning, Overstregning o. l. tilkendegivne, kan tiltrædes. Under Synspunktet Statsförvaltning genom enskilde omtaler C. A. REUTERSKIÖLD bl. a. Sprithandelsbolagene, der har at øve Kontrol med Forbruget af stærke Drikke, og det paapeges, at der savnes den sædvanlige Adgang til retslig Prøvelse af Besværinger over Udøvelsen af denne Kontrol.
De øvrige tre Afhandlinger bevæger sig paa de Omraader, hvorpaa Hägerström har ydet sin Indsats, Studiet af Rettens almindelige Væsen og Kritiken af den juridiske Begrebsdannelse. Disse er ÖSTEN UNDÉN: Några synpunkter på begreppsbildning inom juridiken, KARL OLIVEcRONA: Några synpunkter på de juridiska begreppen og VILHELM LUNDsTEDT: Har Duguits rättsteori något underlag i fakta? Sidstnævnte Forfatter, der ogsaa her betoner sit Discipelforhold til Hägerström, har formentlig sat sig til Opgave at videreføre dennes Revision af de juridiske Grundbegreber, men jeg bør fremhæve, at jeg i Hägerströms mig bekendte Skrifter ikke har fundet Discipelns usædvanlig heftige polemiske Tone overfor gængse juridiske Begrebsdannelser — eller maaske snarere Udtryksmaader. Klarhed over, at Retten er et subjektivt Fænomen, kan nemlig godt være forbundet med Omtale af Love og Rettigheder som objektive Størrelser, jfr. herved FR. HAGERUP: Det psykologiske Grundlag for Retten (T. f. R. 1907 S. 1).
HÄGERSTRÖM er den lærde og skarpsindige Kritiker af den juridiske Begrebsdannelse i Romerretten, Naturretten og moderne Retsvidenskab. 1 Som Logiker, Psykolog og Historiker er han en Lærer for Jurister — hvorvidt han kan udruste dem fuldt med de for dem fornødne Almenbegreber, er et andet Spørgsmaal. I Afhandlingerne af 1916 og 1917 stillede han sig den Opgave at undersøge Mulig
heden for den Anskuelse, at gældende Ret i et vist Samfund er det tilkendegivne Indhold af en i Samfundet virksom magthavende Vilje. Han gennemgaar först Rækken af Formuleringer af denne Viljeteori og forkaster dem alle, som det fremgaar af den Sammenfatning, hvormed han slutter den første af Afhandlingerne: "Om viljeteorien med avseende å gällande rätt betraktar den som ett system av imperativer eller viljeförklaringar av den rättsliga makten, inträder cirkel. Om en "Gemeinwille" lägges till grund, kommer teorien i strid mot faktum, om denna vilja = allas vilja, ellerleder den till orimligheter, om viljan fattas som överindividuell. Om viljan hos innehavaren eller innehavarna av den faktiska makten i ett samhälle lägge still grund, framträder den svårigheten, att rätten själv begrundar och begränsar den faktiska makten. Om slutligen rättens realisationskraft, "statsviljan", tages till utgångspunkt, framträder omöjligheten att här genomföra tanken på en verklig vilja. Därmed torde emellertid de möjliga formerna av teorien vara behandlade."
Den anden, større Afhandling fortsætter ud fra samme Tankegang om Viljeteoriens manglende Sandhed, men Opgaven stilles dog her ikke helt negativt. Først fortsættes Kritiken af Teorien med Paa visning af dens Vanskeligheder dels ved Anvendelsen paa ældre Retsordninger, hvor Tilkendegivelsen af Lovens Vilje kan foreligge paa en saa uklar Maade, dels overfor nyere Ret, hvor man behøver Domstolenes Supplering af Loven men har vanskeligt ved at begrunde denne. Det fremhæves dernæst, at det mangler psykologisk Virkelighed at regne med en under hele Normens Gyldighetstid bestaaende uforanderlig Vilje. Men derpaa gaas der, efter en udførlig Udredning af Begreberne Befaling og Pligt, over til at give en Forklaring paa Viljeteoriens Opkomst. Paa Borgerne virker det, der reelt er "ett konglomerat af krafter, som inom en viss människogrupp samverka till rättsordningens upprätthållande", som om gældende Ret indeholdt Befalinger eller Deklarationer fra en overmægtig og konsekvent virksom Vilje. Og idet de i deres Retsbevidsthed erkender at burde følge disse Befalingers eller Deklarationers Indhold, forveksler de dem med pligtmæssige Paabud af moralsk Karakter. Begrebet om Rettigheder og Pligter for private kommer frem, idet Statsviljen antages at grunde sine Bud paa visse Ønsker hos private overfor andre private. Det er egentlig en Inkonsekvens fra Viljeteoriens Standpunkt at indblande disse fremmede Elementer, men det maa dog foretrækkes at se Teorien fremstillet i denne Skikkelse, der i hvert Fald giver Teorien den Værdi at belyse de ulogiske Ideer, som er virksomme i det faktiske Retsliv.
I Afhandlingen af 1920 vender Hägerström sig mod Naturrettens
— Svensk Juristtidning 1929.
Begreber, der karakteriseres som beroende paa Antagelsen af en metafysisk Magt, der holder dem oppe selv uden Støtte i positiv Lov. Han undersøger, om en saadan Synsmaade gør sig gældende ved Teorierne om Statens Ret til at straffe og Grunden hertil. Forsaavidt denne Ret som hos BINDING ses som Udslag af Statens Herskerret, der afføder en Lydighedspligt og i Tilfælde af Overtrædelse forvandles til en Ret til Tvang, er dette ifølge Hägerström ren Mystik. Og saaledes overhovedet, naar der med Henvisning til Retsbevidstheden tales om Skyld ved Overtrædelse af Pligt eller om retstridig Handling som Overtrædelse af Retsordenens eller Samfundsviljens Bud. I det romerretlige Værk er det paa lignende Maade de primitive Retsforestillingers mystiske Karakter, der belyses bl. a. ad sproglig Vej.
I sin ovennævnte Afhandling bemærker OLIVECRONA, at Hägerströms (og Lundstedts) Begrebskritik kun har naaet ringe Tilslutning i nordisk Retsvidenskab og han tilskriver dette dels, at denne Videnskab kan anses at have holdt sig fri for "Begrebsjurisprudens", dels at de traditionelle Begreber, omend maaske ufilosofiske, ikke praktisk kan undværes. Begge disse Betragtninger maa tiltrædes, og jeg ser ikke rettere end, at der mangler Motiver til at afholde sig fra Anvendelsen af Begreberne Ret og Pligt, saaledes som Begrebskritiken forlanger det af Frygt for derved klæbende Mystik, medens den i Stedet derfor søger Principet for sine Afgørelser i "Samfundsnytten». Det bemærkes træffende i UNDÉNS Afhandling, at naar Retsbegrebet ikke opfattes som Substansbegreb (sigtende til en Ting) men som Funktionsbegreb (sigtende til Forhold), faar Begrebet subjektiv Ret ikke nogen naturretlig Karakter og rammes ikke af den Indvending, at "Rettigheder ikke eksisterer." Det henviser da ikke til reale Kræfter, som antages at eksistere i den naturlige Virkelighed eller i en overnaturlig Sfære, men er et konstrueret Begreb, der tilsigter at angive et vist Forhold. Der skal ikke spørges om Begrebets Sandhedsværdi men om dets Hensigtsmæssighed. Nogen Grund til i Stedet for Rettigheder at tale om en Persons "lovmæssig beskyttede Stilling", ses derfor ikke at foreligge.
Saa tankevækkende Begrebskritiken kan have været og endnu er, maa der tages Forbehold, naar den kræver vort juridiske Værktøj kasseret.
Det vil fremgaa af det meddelte Grundrids af Hägerströms Retsfilosofi, at han navnlig er Kritikeren, der afslører Konstruktionernes logiske Fejl, om han end har lagt Vægt paa ogsaa at meddele en positiv retspsykologisk Forklaring paa Viljeteorien. En enkelt Sætning i Afhandlingen af 1917 synes dog ligesom at pege længere ud. Ved Omtalen af Pligtfølelse som virkende Faktor hedder det S. 118: "Det är klart, att den sociala grupp, i hvilken sådana makter blifva verksamma, vinner i konsistens och därvid också i själfbevarelseförmåga". Er ikke Gruppens Drift til Sammenhold den Vilje, som i Virkeligheden foresvæver ved Formuleringen af Viljeteorien, altsaa saaledes at den ved Realisationen af denne biologisk bestemte Drift
opnaaelige Styrkeforøgelse er Maalet og Retten det hertil nødvendige Middel? Retsreglerne er i sig selv ikke Befalinger for Borgerne i højere Grad end Spillereglerne er Befalinger for dem, der vil nyde Spillets Glæder. De er fornuftsmæssige Vilkaar for et af Deltagerne attraaet Samliv. Energimomentet ligger i denne Attraa, og det træder frem, naar Normernes Bestaaen er i Fare, fordi Forfaldet her betyder skadelig Degeneration af Gruppens Konsistens. Hvis der er noget ulogisk i at knytte Regrebet Vilje til Midlet — Retsreglen — i Stedet for til Maalet — Samfundets Opretholdelse — betyder dette vel kun, at man har taget Loven som Symbol paa det sammenholdende Samfund.
Troels G. Jørgensen.