Den Danske Straffelovsreform. I Marts 1928 fremsatte den Venstrepartiet tilhørende Justitsminister Rytter i Folketinget Forslag til Borgerlig Straffelov samt Forslag til Lov om Ikrafttræden af denne Lov. Ligesom det af den daværende socialdemokratiske Justitsminister Steincke i December 1924 fremsatte Forslag til Almindelig borgerlig Straffelov (omtalt af Landsdommer L. N. Hvidt i Sv. J. T. 1925 S. 137 — 147) bygger det nu fremsatte Forslag i det væsentlige paa Kommissionsudkastet af 1923 (omtalt af Professor Thyrén i Sv. J. T. 1924 S. 40 — 48 og 143 — 150). Den Omstændighed, at saaledes 2 Regeringer, hver repræsenterende Rigsdagens største Partier, har fremsat Forslag, der ikke paa noget afgørende Punkt bryder med Kommissionsudkastets bærende Ideer, tyder paa, at det vil være muligt i en overskuelig Fremtid at gennemføre en tidssvarende Straffelovsreform.
    I det følgende skal der gøres Rede for de vigtigste den almindelige Del vedrørende Forskelligheder mellem Regeringsforslaget af 1928 og Regeringsforslaget af 1924, af hvilke det første ligger nærmere opad Kommissionsudkastet end det sidste.
    I. Medens der er Enighed om, at der kun bør være een mildere Frihedsstraf, Hæfte, har det været stærkt om debatteret, om der bør være een eller to Arter af strengere Frihedsstraf. Indenfor Kommissionen holdt et Flertal paa, at der kun burde være een saadan Straf, Fængsel, medens eet Medlem ønskede, at der blev to Arter, Strafarbejde og Fængsel, saaledes at Skellet mellem dem dannedes paa det Punkt, hvor Straffens Længde er tilstrækkelig stor (mindst 1 Aar), til at Udstaaelsen kan finde Sted efter det progressive System.
    Regeringsforslaget af 1924 fastsatte to Arter af strengere Friheds-

straf, Tugthus (fra 4 til normalt 15 Aar eller paa Livstid) og Fæengsel (fra 14 Dage til normalt 8 Aar), altsaa delvis parallelt løbende. Det erkendtes i Bemærkningerne til Forslaget, at det, naar den ene Straf ikke skulde blive for haard og den anden for mild, vilde være vanskeligt at udforme en saadan Forskel i Udstaaelsesmaaden for Tugthus og Fængsel, at disse Straffe kom til at fremtræde som to væsensforskellige Strafarter, og at Forskellen mellem dem derfor væsentlig vilde blive en Forskel i Benævnelse og Udstaaelsessted (Anstaltens Navn), men det mentes, at det navnlig i generalpræventiv Henseende vilde være af Værdi, at der reageres paa en særlig Maade overfor visse grove Forbrydelser, og at det ikke vilde stemme med den almindelige Bevidsthed, om den Straf, der anvendes for en mindre Forbrydelse, skulde være af samme Art eller blot benævnes paa samme Maade, som den Straf, der anvendes for de groveste Forbrydelser.
    Forslaget af 1928 har derimod kun een kvalificeret Frihedsstraf, Fæengsel, der idømmes fra 1 Maaned til normalt 16 Aar eller paa Livstid (§ 35). Der lægges herved Vægt dels paa den ovenfor anførte Vanskelighed ved at udforme som væsensforskellige to delvis parallelt løbende Arter af kvalificeret Frihedsstraf, dels paa Frygten for ved den i Forslaget af 1924 indeholdte Tugthusstraf at sætte et sort Stempel paa Fangerne og saaledes yderligere vanskeliggøre for dem efter Afsoningen at skaffe sig et lovligt Erhverv.
    Medens Kommissionsudkastet forsaavidt angaar Spørgsmaalet om Afsoning af Frihedsstraf i Stats- eller kommunale Anstalter foreslog, at Fængselsstraf (og Strafarbejde) udstaas i Statsanstalter, dog at Fængselsstraf som Forvandlingsstraf for Bøde kan udstaas i de kommunale Arresthuse, samt at Hæftestraf udstaas i Arresthuse, bestemte Regeringsforslaget af 1924, at al Frihedsstraf udstaas i Anstalter, der tilhører Staten eller staar under dens Styre, hvorhos det samtidig fremsatte Forslag til Lov om Arresthuse og Arbejdshuse efter norsk Mønster paabød Statens Overtagelse af Forvaltningen af de kommunale Arresthuse og Lønningen af Personalet ved disse moden nærmere fastsat Godtgørelse fra Kommunerne. Forslaget af 1928 opretholder derimod saavidt muligt det bestaaende Forhold mellem Stat og Kommuner med Hensyn til Afsoning af Frihedsstraf, idet det bestemmer, at Hæfte samt Fængsel indtil 6 Maaneder og Forvandlingsstraf af Fængsel udstaas i Arresthus, medens anden Fængselsstraf (herunder ogsaa Ungdomsfængsel) udstaas i Statsanstalter (§ 35). Denne Ændring i Forhold til Forslaget af 1924 skyldes dog ikke Underkendelse af de Fordele, som Statens Overtagelse af Fuldbyrdelsen af al Frihedsstraf vilde muliggøre i Retning af at gøre Fuldbyrdelsen mere rationel, men udelukkende det praktiske Hensyn, at det ikke i Øjeblikket kan overses, hvor megen Plads der vil kræves for de forskellige Arter af Frihedsberøvelse, som bringes i Forslag, og at det derfor anses for rettest at udskyde Spørgsmaalet om Statens Overtagelse af Arresthusene, indtil Lovforslagets Virkninger i den nævnte Henseende kan overses.

    De i Forslaget af 1924 givne Bestemmelser om Afsoning af Hæftestraf og af Tugthus- og Fæengselsstraf er i øvrigt i det væsentlige uforandrede overført til Forslaget af 1928. Dog henlægger dette i Tilslutning til Kommissionsudkastet til en særlig Fængselsret den ved Forslaget af 1924 Justitsministeren tillagte Beføjelse til at træffe Bestemmelse om Løsladelse paa Prøve fra Ungdomsfængsel, Genindsættelse i dette og Overførelse fra samme til almindeligt Fængsel (§§ 44-45).
    For saa vidt angaar Ordningen af Bødestraffen opgiver Forslaget af 1928 det af Forslaget af 1924 i Tilslutning til Kommissionsflertallet antagne Dagsbodssystem, i det der næres Tvivl om, at dette kan gennemføres paa en praktisk tilfredsstillende Maade. Forslaget af 1928 tilstræber dog ligesom Kommissionsmindretallet at gennemføre en Nyordning af Bødestraffen gennem dens Afpasning efter Tiltaltes Formueforhold dels ved at paalægge Paatalemyndigheden at forelægge Retten de fornødne Oplysninger til Bedømmelse af Tiltaltes Betalingsevne dels ved ikke at fastsætte noget Maximum for Bødestraffen og ved at ophæve Særlovgivningens Bodemaxima i alle Tilfælde, hvor Lovovertrædelsens Paakendelse ved Dom ikke er udelukket (§ 54 og Ikrafttrædelseslov § 6).
    II. Affattelsen af Lovforslagets Bestemmelser om Arbejdshus (§§65 — 67) er i det væsentlige ført tilbage til Kommissionsudkastets Affattelse. Medens saaledes Forslaget af 1924 som Betingelse for at dømme en Betler til Indsættelse i Arbejdshus kræver, at han foruden at være en erhvervs- eller vanemæssig Forbryder har udstaaet 3 Straffe for Betleri, og at det nye Betleri er begaaet inden 2 Aar efter den sidste Løsladelse fra saadan Straf eller Arbejdshus, samt helt udelader Løsgængeri som Grundlag for Indsættelse i Arbejdshus, stiller Forslaget af 1928 i denne Henseende Betleri og Løsgængeri i Klasse med Berigelsesforbrydelse, saaledes at der som Grundlag for Idømmelse af Arbejdshus for en af de nævnte Forbrydelser alene kræves, at Vedkommende har udstaaet 2 Fængselsstraffe eller været indsat i Arbejdshus for en af disse Forbrydelser, og at den nye Forbrydelse er begaaet inden 3 Aar efter sidste Løsladelse, forudsat at de begaaede Forbrydelser maa betragtes som Udslag af Hang til Lediggang og uordnet Levevis. Ligeledes genoptages Bestemmelsen om, at en Kvinde, som er straffet for under erhvervsmæssig Udøvelse af Utugt at udsætte andre for at blive smittet med Kønssygdom, kan dømmes til Indsættelse i Arbejdshus, dersom hun paany i Strid med et hende ved Dommen givet Paalæg søger Erhverv ved Utugt.
    Endvidere er Bestemmelserne om Sikkerhedsforvaring (§§ 68 — 70) i det væsentlige ført tilbage til Kommissionsudkastets Affattelse, saaledes at navnlig en Dom for en før det fyldte 18de Aar begaaet Forbrydelse aldrig kan komme i Betragtning som Grundlag for Indsættelse til Sikkerhedsforvaring, og at den korteste Varighed af Interneringen fastsættes til 5, i Gentagelsestilfælde 10 Aar, og den længste Varighed til 20 Aar (Forslaget af 1924: 4, 8 og 16 Aar).

Bibeholdt er dog den i Forslaget af 1924 indsatte Bestemmelse om, at en enkelt forudgaaende Fængselsstraf paa 2 Aar for en Sædelighedsforbrydelse er tilstrækkelig som Grundlag for Anvendelse af Sikkerhedsforvaring, dog med den Ændring, at Forbrydelsen skal være begaaet efter det fyldte 18de Aar.
    Ved den ændrede Affattelse af Reglerne om Arbejdshus og Sikkerhedsforvaring er tillige den ved Forslaget af 1924 Justitsministeren tillagte Beføjelse til at træffe Bestemmelse om Løsladelse paa Prøve fra og Genindsættelse i Arbejdshus og Forvaringsanstalt ligesom i Kommissionsudkastet henlagt till Fængselsretten.
    Ligeledes overlader Forslaget af 1928 i Overensstemmelse med Kommissionsudkastet til Domstolene at ændre eller ophæve de af disse trufne Afgørelser med Hensyn til Anvendelse af Straf eller Sikkerhedsforanstaltninger overfor de nedsat tilregnelige, naar Afgørelsen efter senere indvundne Erfaringer findes ikke at burde opretholdes (§§ 18 og 73), medens Forslaget af 1924 overlod til Justitsministeren at træffe Bestemmelse om Ændring i eller Ophævelse af den i Henhold til Retsafgørelse trufne Foranstaltning, hvad enten denne bestod i Straf eller i Sikkerhedsforanstaltninger.
    III. Den kriminelle Lavalder, som Kommissionen i Overensstemmelse med gaældende Ret foreslog fastsat til 14 Aar, men som Regeringsforslaget af 1924 forhøjede til 15 Aar, foreslaas paany sat til 14 Aar (§ 16). Dette skyldes navnlig Ønsket om ikke at være afskaaret fra at straffe 14aarige Personer for visse Politiforseelser.
    Med Hensyn til Lovovertræderens mentale Tilstand som Betingelse for Straf delte Kommissionen sig, som anført af Professor Thyrén i Sv. J. T. 1924 S. 145 — 146, i 3 Grupper, der hver stillede sit Forslag. Det ene lader det lægelige Skøn være afgørende for Spørgsmaalet om en Persons strafferetlige Tilregnelighed (den biologiske Methode), hvilket Forslag med uvæsentlige Ændringer var optaget i Regeringsforslaget af 1924 (jfr Landsdommer Hvidt i Sv. J. T. 1925 S. 145). De to andre Forslag lader Afgørelsen af Tilregnelighedsspørgsmaalet bero paa en selvstændig Prøvelse fra Domstolenes Side under Hensyn til lægelige og psychologiske Kriterier (den biologiskpsychologiske Methode). Af disse Forslag lægger det ene, for saa vidt angaar den psychologiske Bedømmelse, Vægt paa Personens Egnethed til Paavirkning gennem Straf, medens det andet ikke fremhæver noget bestemt psychologisk Moment som afgørende, idet det erklærer for straffri Handlinger, foretagne af Personer, der er utilregnelige paa Grund af Sindssygdom eller Tilstande, der maa ligestilles dermed, eller Aandssvaghed i højere Grad. Dette sidste Forslag, der altsaa forudsætter Tilregnelighedsbegrebet som et paa Forhaand fra Retslivet og Dagliglivet kendt og indøvet Begreb, er optaget i Regeringsforslaget af 1928.
    Medens efter Regeringsforslaget af 1924 en egentlig Retsvildfarelse, som findes ikke at kunne lægges den handlende til Last, kan medføre Straffrihed, men ikke Strafnedsættelse, kan efter Regeringsfor-

slaget af 1928 ligesom efter Kommissionsudkastet saadan Vildfarelse, naar den er undskyldelig, ogsaa føre til Strafnedsættelse (§ 84).
    IV. Med Hensyn til Spørgsmaalet om Forældelse af Strafansvar har Domstolenes Afgørelse af, i hvilket Omfang den nugældende Straffelovs Forældelsesregler er analogt anvendelige udenfor dens Omraade, været præget af nogen Usikkerhed. Forslagene søger at gøre op med dette Spørgsmaal. Medens efter Kommissionsudkastet og Regeringsforslaget af 1924 Bestemmelserne om Forældelse af Strafansvar — naar Betingelserne med Hensyn til Frister og Straffens Størrelse er til Stede — er anvendelige paa alle strafbare Handlinger uden anden Undtagelse end den, at de ikke gælder for Bødeansvar for Overtrædelse af Love om offentlige Skatter og Afgifter, paalægger Regeringsforslaget af 1928, foruden at det opretholder denne Undtagelse, yderligere ved Overtrædelser af andre Love end Straffeloven Retten, naar særlige Forældelsesregler ikke er givet, at træffe Afgørelse om, hvorvidt Straffelovens Forældelsesregler skal finde Anvendelse, "under Hensyntagen til, om Strafansvarets Forældelse vil medføre en Svækkelse af den paagældende Straffebestemmelses almindelige Virkninger" (§ 92). Denne Regel saavel som Bestemmelsen om Ikke-Forældelse af Ansvaret for Overtrædelse af Skattelove begrundes derved, at Hensynet til Straffens Størrelse ikke er eneafgørende for, om Strafansvar bør forældes, men at Hensyn ogsaa maa tages til det paagældende Straffebuds almindelige Virkninger (Generalpræventionen). Adskillige Lovovertrædelser kommer normalt først for Dagen efter nogen Tids Forløb, det gælder eksempelvis foruden Overtrædelser af Skattelove tillige talrige Overtrædelser af Bygnings- og Brandlovgivningen, Fredskovslovgivningen, Lovgivningen om Bogføring og om Aktieselskaber. I saadanne Tilfælde vilde en Forældelse af Strafansvaret betyde en alvorlig Svækkelse eller en fuldstændig Ophævelse af vedkommende Straffebuds Effektivitet, og Forslaget af 1928 giver derfor Domstolene Beføjelse til at skønne over, om dette Forhold kommer i Betragtning til Udelukkelse af Forældelse.

F. Lucas.