DAGSBØDESYSTEMET I DANMARK.
AF
RIGSADVOKAT AUG. GOLL.
Den — endnu — gældende danske Straffelov af 1866 foreskriver (§ 30), at Bøder idømmes fra 2—4,000 Kr. og tilfalder Statskassen. Betales Bøden ikke fuldt ud, træder i Stedet en i Dommen fastsat efter den skyldiges personlige Forhold og Sagens øvrige Omstændigheder nærmere bestemt Straf af simpelt Fængsel, dog ikke over 30 Dages Fængsel for hver 200 Kr. — Og hertil føjes (§ 59): Ved Fastsættelsen af Bodens Størrelse bliver særligt at tage Hensyn til den skyldiges Formuesforfatning.
Disse Bestemmelser gælder dog kun de ifølge Strfl. idømte Bøder. Vedtages Bøden — for Retten eller ifølge Forelæg for Politiet — selv for Overtrædelse af Strfl's egne Bestemmelser gælder de ikke, og ej heller finder de Anvendelse ved hele den store Kreds af Lovovertrædelser, der omhandles i Speciallovgivningen, og for hvilke Bøder er Hovedstraffen. I disse Tilfælde, ligesom hvor Bøder ifølge særlig Hjemmel kan paalægges af Administrationen (Skattebøder, Stempelbøder o. l.), er der ikke hjemlet særlig Hensyntagen til den skyldiges Formuesforhold, og Afsoning sker da i Henhold til en ved Lov (af 16/2 66) hjemlet Skala (1 Dage for hver 4 Kr. indtil 40 Kr., derefter 6 Kr. pr. Dag indtil 60 Kr., derefter 10 Kr. pr. Dag.)
Saavel i som udenfor Strfl. gaves der tidligere Adgang til en yderligere Konvertering, idet Bødesafsonere havde Ret til at forlange Forvandlingsstraffen omsat fra simpelt Fængsel til Fængsel paa Vand og Brød i Forholdet 6 til 1, dog ikke under 2 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Følgen var, at Bøder fra 12 Kr. til 69 Kr. kunde afsones med dette Minimum, og at selv store Bøder kunde afsones med ganske faa Dage af den nævnte Fængselsart. Hele denne Konverterings-
form blev ophævet ved L. ¼ 1905, saaledes at nu kun simpelt Fængsel er Konverteringsstraffen i dansk Ret.
Der var indenfor den Kommission, der udarbeidede Forslaget til Strfl. 1866, fuld Enighed om Bestemmelsen i § 59, da — som det hedder i Betænkningen — en lige stor Bøde kan være af højst forskellig Følelighed, eftersom den paagældende er velhavende eller rig. Og det turde være en Overdrivelse, naar man i den senere fremkomne Kritik af Strfl's Bødesystem jævnlig ser anført, at den nævnte Forskrift i Praksis kun er et dødt Bogstav. Ifølge en i 1900 til Brug for Spørgsmaalets Behandling i Dansk Kriminalistforening udarbejdet Statistik oplyses det saaledes, at Bøder over 50 Kr. af Domstolene for Brud paa Strfl's Forskrifter anvendes: mod Arbejdsmænd i 45 % af de foreliggende Tilfælde, Kuske 50 %, Haandværkssvende 65 %, Beværtere 70 %, Detailhandlere 72 %, Fabrikanter og Mestere 72 % og Grosserere 82 %. Og da man naturligvis ikke kan forudsætte, at Forseelsens objektive Grovhed vokser op gennem Samfundsklasserne for at ende med, at Grossererne gennemsnitlig forser sig omtrent dobbelt saa grovt som Arbejdsmændene, er det vistnok berettiget i denne Klimaks at se et Udslag af § 59. — Og hvad de senere Aar angaar, tør man vel ogsaa uden Tallenes Støtte med Tidens stigende Demokratisering for Øje gaa ud fra, at denne Tendens snarere er vokset end aftaget indenfor Strfl. — ja ogsaa kan konstateres udenfor Strfl., navnlig efterat Motorloven har gentaget Strfl's § 59, forsaavidt angaar Bøder, der idømmes efter den nævnte Lov, og efter at det i den aller seneste Tid ved Justitsministeriets Cirkulære af 10/1 1929 er paalagt Anklagemyndighederne ogsaa udenfor Strfl. at »stræbe hen til, at Bøder overhovedet i alle egnede Tilfælde fastsættes under Hensyn til den skyldiges økonomiske Forhold», og til dette Øjemed i slige Tilfælde tilvejebringe og meddele Domstolene Oplysninger om den sigtedes »Formue, Indtægt, Underholdspligter og andre paa Betalingsevnen indvirkende Forhold» i større eller mindre Omfang alt efter Sagens Betydning og Overtrædelsens Grovhed. Ved Overtrædelser af Ordensforskrifter, saaledes som Regel Overtrædelser af Politi-, Sundheds-, Bygningsvedtægter o. l. vil dog Tilvejebringelse af saadanne Oplysninger kunne undlades.
Selv om det er vanskeligt at paavise direkte Følger af det
nævnte Cirkulære, tør det dog antages i nogen Grad at have haft Følger, og for Motorlovens vedk. har Højesteret i enkelte særlige Tilfælde vist god Vilje til at udmaale Bøderne under Hensyn til den skyldiges Formuesforhold — en Tendens, som derefter har kunnet spores ogsaa i de øvrige Domstoles. Praksis paa dette Omraade.
Om noget gennemført System er der imidlertid udenfor Strfl. ikke Tale, og selv indenfor Strfl. er der næppe Tale om andet eller mere end Tilløb. Ja — man kan paa en vis Maade sige, at Strfl. selv aldrig har tænkt sig Principet i § 59 ført ud i sine Konsekvenser. Dette følger nemlig af, paa den ene Side, at Maksimalbøden i Strfl. er sat til et bestemt saa forholdsvis lavt Beløb som 4,000 Kr. og paa den anden Side, at Strfl. stik imod Principet tvinger Domstolene til at fastsætte Forvandlingsstraffen i et bestemt Forhold til den idømte Bødes Størrelse.
Strfl's System: at Bøden fastsættes efter Formuesforholdene, Subsidiærstraffen efter den skyldiges personlige Forhold og, Sagens øvrige Omstændigheder, er jo nemlig, som Thyrén i den svenske Rigsdag med Føje har gjort opmærksom paa, et "fordækt Dagsbødesystem", idet Dagsbøden vel ikke udtales direkte i Dommen, men kan læses af den Indviede i samme, blot ved at dividere Bødebeløbet med det fastsatte Antal af Forvandlingsstraffedage. Der er nu efter Strfl. intet til hinder for at idømme en "Velhaver" en Bøde f. Ex. paa 600 Kr., subsidiært 30 Dages. Fængsel (ɔ: den forklædte Dagsbøde er da 20 Kr.), og den 3 Gange saa fattige Mand, der har gjort sig skyldig i ganske samme Lovovertrædelse, en Bøde paa f. Ex. 200 Kr., subsidiært 30 Dages Fængsel (ɔ: den forklædte Dagsbøde er da ca. 7 Kr.). Men Loven drager den Grænse for Domstolenes Skøn, at mindst 200 Kr. skal svare til 30 Dages simpelt Fængsel — et Forhold, der naturligvis maa iagttages ogsaa for andre Bøder. Formaalet med denne Bestemmelse har utvivlsomt været af human Art: man har villet sikre selv den fattigste, at han under Afsoningen kommer til at "tjene" et relativt højt Minimum af Boden pr. Dag. At Konsekvensen imidlertid kan bringe Bestemmelsen i Strid med Principet i § 59, har man ikke været opmærksom paa, men er dog aabenbart. Er Manden nemlig i det anførte Eksempel ikke 3 Gange, men 6 Gange fattigere end Velhaveren, kan
man ikke, som man burde, lade ham faa en Bøde paa 100 Kr., subsidiært 30 Dages Fængsel, men maa trods hans Armod — hvis man for Lovovertrædelsen mener at maatte fastholde de 30 Dages Fængsel — fastsætte Bøden ogsaa for ham til 200 Kr.
Hvilket altsaa vil sige, at efter Strfl. kan "Dagsbøden" ikke sættes lavere end til ca. 7 Kr., hvoraf Følgen er, at de fattiges og fattigstes Bøder forholdsvis maa sættes betydelig højere end de velhavendes, og at det hele System, naar man kommer tilstrækkelig langt ned paa den sociale Rangstige, slet ikke er beregnet paa en virkelig Gennemførelse af Principet i § 59.
Der kan da heller ikke være Tvivl om, at denne Ordning i Praksis har ført til, at Fattigfolk, fordi deres Bøder baade i og udenfor Strfl. i stort Omfang fastsættes højere, end deres Betalingsevne strækker, i højere Grad kommer til at afsone deres Bøder, end en mere adækvat Bødefastsættelse vilde have tvunget dem til. Dette fremgaar bl. a. af nogle Tal, hentet fra det nysnævnte Møde i 1900 — Tal, som sandsynligvis nu for Tiden absolut set ikke længere vilde vise sig at stemme, navnlig efterat Fængsel paa Vand og Brød er afskaffet som Afsoningsmiddel (jfr. foran), men hvis indbyrdes Forhold dog neppe er undergaaet Svingninger af større Betydning.
Af samtlige Bøder, der idømtes efter Strfl., afsonedes i 1900 25 %, af Bøder udenfor Strfl. 40 %. Og dog var af sidstnævnte Bøder 88 % under 20 Kr., af Straffelovsbøderne kun 12 %. En saa betydelig Forskel i Afsoningsprocenten skyldes nu ganske sikkert ikke, eller i hvert Fald kun i ringe Grad Bestemmelsen i Strfl's § 59, men navnlig den Omstændighed, at der mellem de 2 Grupper af Bødefældte er betydelige sociale Forskelligheder. Ikke faglærte Arbejdere, Fyrbødere, kronisk arbejdsløse Personer, ubestemmelige Eksistenser o. l. udgør nemlig indenfor Strfl. kun 18 % af samtlige Bødefældte, medens de udenfor Strfl. udgør ikke mindre end 65 %. Det ses nu, at af dem, der afsoner Bøder efter Strfl., hører saa godt som alle, der afsoner Bøder under 50 Kr., til de lige nævnte Befolkningslag, medens næsten alle de øvrige 82 % kun indlader sig paa at afsone, naar Bøderne overskrider dette Beløb. Allerede dette lader formode, at disse 82 % kun afsoner, naar Bøderne bliver saa høje, at de ikke kan betale dem, men dette bliver endnu klarere, naar man lægger Mærke
til, at de af disse 82 %, der afsoner, saa godt som udelukkende hører til Detailhandlernes, Beværternes, Haandværksmestrenes, Kommis'ernes og Budenes Kreds, altsaa er Folk, som gennemgaaende har det smaat, og som for deres Beskæftigelses Skyld meget daarlig kan være borte fra deres Virksomhed, hvorfor de maa forudsættes kun at indlade sig paa Afsoning, naar den haarde Nødvendighed tvinger dem dertil ɔ: naar Bøderne absolut overskrider deres Betalingsevne. — Og hvad der gælder disse 82 % af Straffelovsbøderne, maa antages i alt væsentligt ogsaa at gælde for de 35 %, der for Politibødernes vedkommende bestaar af Folk af tilsvarende Samfundslag.
Noget tvivlsommere stiller Forholdet sig med Hensyn til de henholdsvis 18 % og 65 %, der indenfor og udenfor Strfl. tilhører de mindst velstillede Samfundskredse. Indenfor Strfl.betaler imidlertid disse Mennesker ikke mindre end 92 % af Bøderne, forsaavidt disse ikke er over 20 Kr., og 74 % af de Bøder, der rangerer mellem 20 og 50 Kr. Udenfor Strfl. er de tilsvarende Procenter ganske vist adskillig lavere: henholdsvis 70 % og 30 %, men her maa det selvfølgelig tages i Betragtning, at det er indenfor Politibødernes Omraade, at man fortrinsvis vil møde de "kroniske" Afsonere — navnlig Drankerne i alle Afskygninger med alle de Politiovertrædelser, der direkte eller indirekte følger i Kølvandet paa deres uheldige Tilbøjeligheder, og den Sløvheds- og Ligegyldighedstilstand der præger dem, og som i Forbindelse med deres Forarmelse forhindrer dem fra at gøre sig nogensomhelst Anstrængelse for at faa Bøderne betalt. Trækkes denne utvivlsomt meget betydelige Procent fra, er der ingen Tvivl om, at Procenten af de betalte Bøder ogsaa udenfor Strfl. vilde blive relativt høj, i hvert Fald for de mindre Boders vedkommende.
Det synes herefter berettiget at forudsætte, at der saavel i som udenfor Strfl. hos Befolkningen i Almindelighed gør sig en vis "honnet Ambition" gældende i Retning af, inden fordet overkommeliges Omraade, at betale Bøderne hellere end at afsone dem, og at denne Ambition gaar overmaade langt ned i Befolkningen.
Tilbage bliver saa den ovennævnte Klasse Medborgere, hvem det i Virkeligheden er ret ligegyldigt, om Bøderne er store eller smaa, fordi Afsoning for dem i alle Tilfælde er den
eneste Udvej, der staar dem aaben. Her er intet andet at gøre end at aabne Domstolenes Adgang til i det enkelte Tilfælde at erstatte det nu brugelige Afsoningsmiddel med et kraftigere og føleligere, for derved muligvis at bevæge dem, der endnu ikke er kommet altfor uhjælpelig langt ud i Uføret, til at ryste deres Apati af sig og sætte nogen Energi ind paa hellere at betale Bøden end afsone den.
II.
Naar de ovennævnte Ufuldkommenheder og Mangler tages i Betragtning, kan det ikke undre, at man, da Straffelovsreformen i Begyndelsen af Aarhundredet toges op, ogsaa ansaa det for nødvendigt at søge Bødestraffen reformeret i Overensstemmelse med de efter Strfl's Emanation udviklede Principer.
Disse Principer, hvis Hovedformaal er at gøre Bødestraffen effektiv som Formuepræstation i Stedet for at gøre den til en forklædt Frihedsstraf, kan sammenfattes saaledes:
1. Bødesstraffen bør ramme Rig og Fattig saa vidt muligt i lige Forhold.
2. De idømte Bøder bør derfor udmaales saaledes, at de kan betales saa vidt muligt af alle, der vil betale, og der bør ved Straffens Fuldbyrdelse gennem et legalt hjemlet Henstands- og Afbetalingsystem ydes den Betalingsvillige saa megen Bistand som muligt.
3. Forvandlingsstraffen bør indenfor et rimeligt Minimum og Maksimum fastsættes af Retten uden Hensyn til Bødebeløbets Størrelse, efter Lovovertrædelsens objektive Grovhed og den skyldiges personlige Forhold.
4. Forvandlingsstraffen bør overfor ligegyldige og forsømmelige Bødefældte kunne indrettes saaledes, at den indeholder tilstrækkelige Incitamenter til i videst muligt Omfang at udrede Bødebeløbet, og den bør overfor modvillige Bødefældte først indtræde, naar Tvangsinddrivelse ved Udpantning har vist sig frugtesløs.
Disse Principer ligger allerede til Grund for det første Kommissionsforslag — det saakaldte Goos' Forslag — af 1912. I det hele følger dette Forslag Systemet fra Strfl. 1866, men det gør dette System anvendelig paa alle Bøder, der idømmes af eller vedtages for en Domstol, uanset om Skylden bedømmes efter Strfl.en eller Speciallovgivningen. Der gives endvidere
Lovhjemmel for Politiet til at indrømme afdragsvis Betaling af Bøderne, og hjemles paa den anden Side fakultativ Inddrivelse ved Udpantning af forfaldne, men ikke betalte Bøder. For Forvandlingsstraffens Fastsættelse bortfalder den i Strfl. indeholdte Begrænsning i Domstolenes Frihed, idet disse efter Forslaget ikke skal være bundne til, at noget Bødeminimum svarer til noget Afsoningsmaksimum. Forvandlingsstraffen kan af Domstolene under visse Betingelser for Recidivister fastsættes til Arbejdsfængsel. Forvandligsstraffens absolute Varighet fastsættes til mindst 2 Dage og højst 6 Maaneder — henholdsvis simpelt Fængsel eller Arbejdsfængsel. — Derimod raader Forslaget ikke Bod paa den i Strfl. indeholdte Ulempe, at Bødernes Maksimum er sat til et efter Nutidens Forhold altfor lavt Beløb, idet Maksimum kun foreslaas forhøjet til 5,000 Kr. (i Strfl. 4,000 Kr.). Minimum fastsættes til 4 Kr. (i Strfl. 2 Kr). — For Bøder, paalagte af administrative Myndigheder, fastholder Forslaget Skalasystemet, dog efter en noget mildere Skala end den i L. 16/2 1866 hjemlede, og saaledes, at de ovennævnte Grænser for Forvandlingsstraffens Varighed ikke maa overskrides. De urimelig lange Afsoningsstraffe, som efter L. 16/2 1866 kan indtræde ved visse af Administrationen paalagte Bøder (f. Eks. Skattebøder, der fastsættes til et Multiplum af det besvegne Beløb), er herved undgaaet.
I TORP'S Udkast til en ny Strfl. af 1917 kritiseres skarpt det nævnte Forslag, som Torp i ingen Henseende fandt tilstrækkelig gennemgribende. Han foreslog derfor Indførelse af et Dagsbødesystem, idet Bøden vel i hvert enkelt Tilfælde skulde fastsættes til et bestemt Beløb, men dog aldrig være mindre end den skyldiges antagne, regelmæssige Indtægt for 1 Dag og aldrig overskride Indtægten for 90 Dage. Ved Bødens Fastsættelse skulde tages Hensyn til alle Forhold, der har Indflydelse paa den skyldiges økonomiske Ydeevne (Indtægtens Oprindelse, Sikkerhed, bestaaende Forsørgelsespligter, Børneantal o. l.) Underholdes den skyldige helt eller væsentligt af andre, skulde i Dagsindtægtens Sted træde det Beløb, hvortil hans daglige Forbrug kan ansættes.
Forvandlingsstraffen skulde efter Forslaget bestaa i Arbejdsfængsel og af Domstolene fastsættes i det enkelte Tilfælde efter det Hensyn, at 1 Dags Arbejdsfængsel skulde svare til et mindre Beløb end den forudsatte Dagsindtægt, dog at den
ikke maatte sættes under Halvdelen af denne. Forvandlingsstraffens Maksimum og Minimum blev herefter henholdsvis 2 og 180 Dage som i Goos' Forslag.
Forslaget aabnede som sidstnævnte Forslag Adgang til Henstand og afdragsvis Betaling samt til Inddrivelse af Bøder, hvorhos det gav den Bødefældte Lejlighed til ved frivilligt Arbejde for Staten, Kommunen eller særlig autoriserede, velgørende Institutioner at aftjene Bøden.
De givne Regler skulde finde Anvendelse paa alle Bøder, der idømmes eller vedtages for Domstolene, alene med Undtagelse af Bøder for Overtrædelser af Politivedtægter, samt endvidere paa Bøder, der paalægges af Administrationen, saaledes at den paagældende administrative Myndighed skulde træffe de Afgørelser, som ellers træffes af Retten — dog med den væsentlige Begrænsning, at Forvandlingsstraffen altid vilde være at bestemme af Retten, for hvem Sagen i saa Fald skulde forelægges, og at Afsoningsmidlet i slige Sager kun maatte være simpelt Fængsel, der ikke maatte overskride det forananførte Maksimum.
Torps Forslag paakalder i flere Retninger stærk Kritik og blev heller ikke fulgt i det derefter følgende Kommissionsforslag af 1923. I dette var imidlertid Meningerne om, hvad der burde sættes i Stedet, stærkt delt, og der fremsættes derfor baade et Flertals- og et Mindretalsforslag.
Flertallet (Goll, Johansen, Olrik, Torp), foreslaar Tilslutning til den finske Lov af 21/5 1921 og Thyréns Straffelovsforslag af 1923 og ønsker saaledes Dagsbødesystemet gennemført, idet Bøden fastsættes til et efter Forseelsens Art og Grovhed udmaalt Antal af Dagsbøder, hvis Størrelse derimod bestemmes "under Hensyn til den Bødefældtes Formue, Indtægt, Underholdspligter og øvrige Forhold, der indvirker paa hans Betalingsevne." Antallet af Dagsbøder er mindst 1 og højst 90. Noget Minimum eller Maksimum for Dagsbødens Størrelse fastsættes ikke.
Dette System begrundes i Motiverne (p. 131—132) saaledes: "Opgaven maa være at fastsætte Bødens Størrelse saaledes, at den med god Vilje kan præsteres, hvilket formentligt lader sig opnaa ved for de mindre bemidlede at lægge deres daglige Arbejdsindtægt med Fradrag af de til Livsopholdet absolut nødvendige Beløb til Grund som Bødeenhed, og for de
mere velstillede efter en naturlig Progression gøre denne Enhed stadig større og Fradraget stadig mindre, indtil man naar det Punkt, hvor Fradraget kan sættes til 0. Paa den anden Side vil det daglige, omtrentlige Forbrug i mange Tilfælde kunne være vejledende ved Fastsættelsen af Dagsbødens Størrelse, navnlig i Tilfælde hvor den egentlige Indtægt i Forhold til den paagældendes uforholdsmæssige Forbrug i og for sig er ringe eller endog = 0. Praktisk talt til samme Resultat kan man vistnok naa ved at regne med en passende Normalenhed, fastsat efter hvor stor Gennemsnitsindtægten er enten blandt Samfundets Medlemmer i Alm. eller blandt dem, hvem den paagældende Forbrydelse eller Forseelse efter sin Beskaffenhed særlig vedkommer, og saa foretage Fradrag fra eller Tillæg til denne Enhed efter den enkelte Lovovertræders personlige Forhold.
Med Hensyn til Tilvejebringelsen af de fornødne Oplysninger gaar Flertallet ud fra, at det maa være Paatalemyndighedens Pligt at fremskaffe saadanne, i hvilken Henseende det maa antages, at bl. a. Oplysning om de Beløb, hvortil den paagældende er ansat i personlig Skat, vil være let at erhverve og udgøre et vigtigt Tilknytningspunkt for Bødeenhedens Fastsættelse — men at det iorigt bør overlades til Domstolens frie Skøn at udmaale Dagsbødens Størrelse, hvorfor der ikke er forsøgt givet nærmere Regler herom i Loven.
Flertallet tror, at man ad denne Vej, uden at berede den daglige Retspraksis større Vanskeligheder, vil naa et betydeligt Skridt videre end nu i Henseende til Straffens individuelle Tilpasning, uden at det naturligvis er Tanken, at en rent matematisk Nøjagtighed skulde være nødvendig eller kunne opnaas."
Forvandlingsstraffen skulde efter Flertallets Forslag være Hefte (simpelt Fængsel) eller Fængsel (med Arbejdstvang) efter Domstolens frie Skøn, men naturligvis saaledes, at den sidste Strafart særlig var tiltænkt forsømmelige og ligegyldige Personer, hvis Betalningsevne maatte antages at være tilstede, medens deres Betalingsvilje maatte anses for minimal. — Forvandlingstraffens Varighed foresloges til 2 Dages Hefte eller Fængsel for hver 1 Dagsbøde (Maksimum altsaa 180 Dage).
Flertalet udskød fra det foreslaaede System ikke blot Bøder, ikendte for Overtrædelse af Politivedtægt, men ogsaa Bøder for Overtrædelse af Bygningslove, Sundhedsvedtægter, Brandpolitilove m. fl., men foreskrev, at der ogsaa ved disses Fastsæt-
telse skulde tages særligt Hensyn til den skyldiges Betalingsevne, at Maksimum for disse Bøder forhøjedes betydeligt (til 10,000 Kr.), og at Forvandlingsstraffen ogsaa i disse Tilfælde skulde fastsættes af Domstolene i Henseende til Art og Varighed, idet dog Minimum og Maksimum ligesom for Dagsbøder fastsloges til 2 og 180 Dage.
I Henseende til de af Administrationen paalagte Bøder fulgte Flertallet Torp deri, at Dagsbødesystemet ogsaa her skulde finde Anvendelse, hvor Loven ikke positivt udelukkede det, saaledes, at vedk. Myndighed skulde træffe de Afgørelser, som ellers træffes af Retten. Derimod udskød Flertallet af Torps Forslag den besværlige Henvendelse til Retten for at faa Forvandlingsstraffen bestemt ved disse Bøder og overlod ogsaa her Afgørelsen til vedk. Myndighed selv. Som Forvandlingsstraf skulde dog her kun Hefte kunne anvendes, indenfor de oven angivne Rammer.
Med Hensyn til Adgang til Henstand, afdragsvis Betaling, Inddrivelse ved Udpantning og Adgang til Aftjening af Bøder ved frivilligt Arbejde sluttede hele Kommissionen sig i det væsentlige til Torp.
Mindretallet indenfor Kommissionen (Glarbo og Krabbe) kunde derimod ikke slutte sig til Flertallet i Henseende til Dagsbødesystemets Indførelse. Det stillede i Modsætning hertil et Forslag i væsentlig Tilknytning til den gældende Strfl. og Goos' Forslag — dog saaledes at ethvert Maksimum for Bødernes Størrelse afskaffedes. En nærmere Redegørelse for Mindretalsforslagets Indhold kan paa dette Sted udelades, idet det følgende vil give tilstrækkelige Oplysninger herom.
III.
I det af Justitsminister STEINCKE som Medlem af det daværende socialdemokratiske Ministerium d. 2 Decbr. 1924 for Folketinget indbragte Straffelovsforslag var det oven omtalte Flertalsforslag fulgt paa alle Punkter, alene med Undtagelse af, at Forvandligsstraffen var Hefte, med mindre den skyldige i Løbet af de sidste 5 Aar har udstaaet strengere Frihedsstraf end Hefte eller mere end en Gang har udstaaet Forvandlingsstraf, i hvilke Tilfælde Afsoningsmidlet er Fængsel. Steinckes Forslag sluttede sig paa dette Punkt til Goos' Forslag og det ovennævnte Mindretalsforslag.
Om det fremsatte Forslag hedder det i Motiverne:
»Uagtet denne Ordning (ɔ: den af Kommissionsflertallet foreslaaede) saaledes ikke er ganske klar og antagelig ogsaa vil frembyde Vanskeligheder ved Anvendelsen, ser man ikke rettere, end at den frembyder saa store Fordele fremfor det nu gældende Bødesystem, at den bør forsøges. Særlig skal man fremhæve, at Dagsbødesystemet i ganske anderledes Grad end det nu bestaaende og det af Mindretallet foreslaaede maa antages at ville faa Domstolene ind paa en individuel Tilpasning af Bødestraffen og derved fremme Gennemførelsen af det ogsaa for denne gældende Princip, at Straffen saavidt muligt bør ramme ligeligt. — Man har overvejet, om man skulde foreslaa fastsat et vist Minimum f. Ex. 4 Kr. for Dagsbøden, men har opgivet dette som værende i Strid med Principet i Systemet.»
Med Hensyn til Dagsbødesystemets Anvendelse udenfor Strfl. fulgte Steinckes Forslag ligeledes Flertalsforslaget indenfor Kommissionen — dog med den ikke uvæsentlige Mangel, at de i Speciallovgivningen foreskrevne ofte meget lave Maksima for Bødernes Størrelse ikke berørtes af Forslaget.
Steinckes Forslag naaede ikke at blive færdigbehandlet af det derom nedsatte Folketingsudvalg i Rigsdagssamlingen 1924—25 og blev derefter paany fremsat i Folketinget i uforandret Skikkelse saavel i Samlingen 1925—26 som i Samlingen 1926—27, uden dog at føre til noget Resultat, og da det socialdemokratiske Ministerium faldt i sidstnævnte Samling, blev det det paafølgende Venstreministerium, hvem det tilfaldt at føre Sagen videre. Dette skete ogsaa, idet Justitsminister RYTTER d. 16 Marts 1928 fremsatte et af ham paa Grundlag af Kommissionsbetænkningen udarbejdet nyt Forslag, der vel paa en Række Punkter sluttede sig nærmere til denne end Steinckes Forslag havde gjort, men som netop med Hensyn til Bødestraffens Ordning gik imod Kommissionsflertallet og sluttede sig til Mindretallets Forslag.
Dette Forslag, som den samme Minister atter fremsatte d. 9 Oktbr. 1928 i den paafølgende Rigsdagssamling, gik ud paa følgende.
Bødene fastsættes ligesom efter den gældende Ret til bestemte Beløb, hvis Minimum ikke maa gaa under 4 Kr., hvor intet andet er hjemlet, medens der intet Maksimumsbeløb foreskrives. Ved Bødens Udmaaling bliver der indenfor de Grænser, som Hensynet til Lovovertrædelsens Beskaffenhed og de almindelige Udmaalingshensyn tilsteder, at tage særligt Hensyn
til den skyldiges Betalingsevne. De fornødne Oplysninger til Bedømmelse af denne bliver i fornødent Omfang af Paatalemyndigheden at forelægge Retten, d. v. s. saaledes, at der i vigtigere Sager tilvejebringes fyldige Oplysninger om den sigtedes Formue, Indtægt, Underholdspligter og andre Forhold, der indvirker paa Betalingsevnen, medens man i mindre Sager vil kunne nøjes med mere almindelige Oplysninger herom, f. Eks. Oplysning om den Paagældendes Livsstilling.
Forvandlingsstraffen er Hefte eller Fængsel — det sidste dog kun i de ogsaa i Steinckes Forslag hjemlede Tilfælde. Om Forvandlingsstraffens Art og Varighed træffer Domstolene Bestemmelse samtidig med Bødens Fastsættelse. Forvandlingsstraffens Minimum og Maksimum er henholdsvis 2 Dage og 9 Maaneder.
Om Frister for Bødens Betaling, Adgang til afdragsvis Erlæggelse og fakultativ Inddrivelse af ikke betalte Bøder ved Udpantning giver Forslaget tilsvarende Forskrifter som i de foregaaende Forslag, medens Adgangen til frivillig Aftjening af Bøder ved Arbejde for det Offentlige stryges som værende uden praktisk Anvendighed.
Om Grunden til, at Dagsbødesystemet er udskudt af Forslaget, siges der i Motiverne:
"Om end man er enig i, at en Reorganisation af Bødestraffen er tiltrængt, saaledes at den ved i højere Grad, end det nu er Tilfældet, at afpasses efter den dømtes økonomiske Evne kan blive mere effektiv og i nogen Grad træde i Stedet for de ganske korte Frihedsstraffe, nærer man dog Tvivl om, at Dagsbødesystemet vil kunne gennemføres paa en praktisk tilfredsstillende Maade. Det kan heller ikke erkendes, at det nævnte Formaal ikke skulde kunne naas paa anden Maade end gennem Dagsbødesystemet. Naar det i Loven ikke blot bestemmes, at Bøder skal fastsættes under Hensyn til den skyldiges Betalingsevne, men tillige paalægges Paatalemyndigheden at forelægge Retten de til Bedømmelsen af denne fornødne Oplysninger, nærer man ingen Tvivl om, at Lovgivningsmagtens udtalte Vilje, at Bøden afpasses efter Betalingsevnen, gennem de overordnede Domstoles og de øverste Anklagemyndigheders Kontrol vil ske Fyldest. — For at give Plads for denne Individualisering af Bødestraffen følger man Kommissionsmindretallet i ikke at foreslaa noget Maksimum for Bødestraffen, idet et saadant for ikke at modvirke eller endog hindre Individualiseringen maatte sættes saa højt, at Grænsen blev uden praktisk Betydning. Den Frihed i Skønnet, der herved tillægges Domstolene, er kun en simpel Følge af Individualiseringstanken og vil næppe stille saa store Krav til deres Evne til at
skønne som Udmaalingen af Frihedsstraf indenfor Forslagets Strafferammer med Strafnedsættelses- og Strafforhojelsesgrunde".
De i Forslaget indeholdte Regler foreslaas givet umiddelbar Anvendelse ikke blot paa Bøder, idømte efter Strfl., men ogsaa paa Bøder, idømte efter Speciallovgivningen, deri indbefattet samtlige Politiforseelsesbøder baade i videre og snævrere Forstand; for saadanne Bøder gives den Forskrift, at de i Lovgivningen foreskrevne Maksimalbeløb for Bøder bortfalder i alle Tilfælde, hvor Lovovertrædelsens Paakendelse ved Dom ikke er udelukket.
Det hedder herom i Motiverne til denne Bestemmelse:
"Ligesom der ikke foreslaas fastsat noget Størstebeløb for Bøder, der paalægges i Henhold til Straffelovsforslagets Bestemmelser, foreslaas de i Særlovgivningen indeholdte Bødemaksima ophævet, idet ogsaa her Hensynet til Bødens Afpasning efter den skyldiges Betalingsevne tilsiger at give Domstolene det friest mulige Raaderum, hvad Særlovgivningens Bødemaksima, der ofte er ret tilfældige og tildels er ganske forældede, kun i meget ringe Grad giver Plads for. Nogen Fare for, at den forslaaede Ophævelse af Bødemaksima skulde føre til urimelige Resultater, mener man ikke der er, idet den Opgave ved Udmaalingen af en Bødestraf uden Vejledning i et lovbestemt Maksimum at finde det rette Leje for de paagældende Lovovertrædelser efter disses Grovhed, Farlighed og hele samfundsmæssige Betydning ikke vil stille større Fordringer til Domstolenes Evne til at skønne end mangfoldige andre Opgaver, der stilles dem saavel i Strafferetsplejen som i den borgerlige Retspleje."
— — —
"Det skal endnu bemærkes, at man ved at ophæve de lovbestemte Grænser for Bodestraffen opadtil vil kunne undgaa en ellers i høj Grad tiltrængt Revision af Lovbud, der indeholder Bødesatser, som paa Grund af Pengenes ringere Værdi ikke længere er tidssvarende, og at man derved vil komme ud over den Tilfældighed, der præger ogsaa den nyere Lovgivning med Hensyn til Bøderammernes Størrelse. Da de i Lovgivningen fastsatte Mindstebeløb for Bøder ikke berøres, vil Lovgivningsmagtens Ønske om en særlig kraftig Reaktion overfor visse Lovovertrædelser stadig ske Fyldest (f. Eks. ulovligt Værtshushold)."
Kun forsaavidt der i Lovgivningen er fastsat særlige Regler for Bødernes Beregning har det efter Forslaget sit Forblivende herved — saaledes de tidligere nævnte Lovbestemmelser hvor Bøden er sat til et Multiplum af den oppebaarne Fordel eller det besvegne Beløb (f. Eks. Skattebesvigelsesbøder), hvorhos det for Bøder paalagte af Administrationen foreslaas, at deres Afsoning skal foregaa efter et Skalasystem (1 Dag for hver 6
Kr. indtil 60 Kr., 1 Dag for hver 10 Kr. fra 60—400 Kr., 1 Dag for hver 50 Kr. fra 400-4,000 Kr., og derefter 1 Dag for hver 100 Kr.). Dog kan i intet Tilfælde Afsoningsstraffene overskride det foreslaaede Maksimum (9 Maaneder).
Det Rytterske Forslag blev meget grundigt behandlet i vedkommende Folketingsudvalg, men gennemførtes ikke, grundet paa Ministeriets pludselige Fald ved Samlingens Slutning og Folketingets derpaa følgende Opløsning. Udvalget offentliggjorde dog en Betænkning, hvoraf ses, at et betydeligt Mindretal indenfor Udvalget ønskede at føre Bestemmelserne om Bødestraffens Ordning tilbage til Steinckes Forslag, altsaa saaledes at Dagsbødesystemet indførtes.
Den 11/10 1929 forelagde endelig Justitsminister ZAHLE som Medlem af det nye socialdemokratisk-radikale Ministerium STAUNING et nyt Forslag til Strfl., der for de her omhandlade Punkters Vedkommende genoptog Steinckes Forslag og altsaa Indførelse af Dagsbødesystemet — men udfyldte det Hul i samme, som foran er paapeget, idet Zahles Forslag sluttede sig til Rytters ved at foreslaa, at alle i Lovgivningen hjemlede Bødemaksima skal bortfalde paa de Omraader, hvor Dagsbødesystemet ikke gennemføres. Desuden fulgte Forslaget Rytter deri, at det — stik imod Steinckes Forslag — holdt Bøder, paalagt af administrative Myndigheder, udenfor de givne Foreskrifter, og hjemlede deres Afsoning efter et Skalasystem, identisk med det af Rytter foreslaaede.
I det nedsatte Folketingsudvalg foreslog et Mindretal i det hele at føre Bestemmelserne tilbage til Rytters Forslag, men dette Forslag forkastedes af Folketinget ved Afstemningen, og det hele Lovforslag, indeholdende Dagsbødesystemet i dets i Zahles Forslag med nogle uvæsentlige Ændringer indeholdte Skikkelse, vedtoges sluttelig enstemmig af dette Ting og oversendtes til Landstinget.
I dette Ting kastedes Fjerbolden atter tilbage, men med modsat Resultat. Et Flertal indenfor Udvalget foreslog Bødebestemmelserne ført tilbage til det Rytterske Forslag, og dette vedtoges ved Landstingets 2den Behandling af Lovforslaget, som sluttelig i denne Skikkelse enstemmig vedtoges af dette Ting.
Forslaget gik herefter tilbage til Folketinget, der ved en eneste Behandling udviste den Resignation enstemmig at vedtage hele Forslaget i dets af Landstinget vedtagne Skikkelse.
Under 15 April d. A. fik det saaledes vedtagne Lovforslag Kongelig Stadfæstelse.
IV.
Dagsbødeforslaget endte altsaa med Stranding.
Spørger man om de reelle Grunde hertil, er det vanskeligt at give et fyldestgørende Svar. Under Forhandlingerne i Kamrerne var Systemet ofte Genstand for Omtale, men udover de almindelige Betragtninger, som er citerede foran som Uddrag af Motiverne, og som atter og atter varieres af de forskellige Talere, kan det ikke siges, at der i Debatterne førtes Argumenter af Betydning i Marken. Det er derfor lidet lønnende her at fordybe sig i dem. Naar man har fastslaaet, at Folketingsflertallet, der vedtog Systemet, bestod af Socialdemokrater og Radikale, der danner Flertallet i dette Ting, og at Landstingsflertallet, der forkastede Systemet, bestod af Venstre og Konservative, der danner Flertallet i dette Ting, har man vistnok Føje til at udtale, at det var Livsanskuelser, mere end Realiteter, der gjorde Udslaget.
Som Fremskridt maa Slutresultatet betragtes, forsaavidt som der nu er tilvejebragt et fælles System for Bøders Idømmelse og Vedtagelse for Retten i og udenfor Strfl. Paa dette Punkt led Dagsbødesystemet i dets hidtil fremførte Skikkelse ubestridelig af visse Svagheder, der sikkert har bidraget til dets Fald. Og som et Fremskridt maa det noteres, at dette fælles System hjemler, at Bødernes Udmaaling skal rette sig efter den skyldiges Betalingsevne, uden at være hemmet af kunstige Begrænsninger som den nu i Strfl's § 30 foreskrevne. Et yderligere Fremskridt er det, at Forvandlingsstraffen ved Skalasystemets Bortfald fremtidig ogsaa udenfor Strfl. kan fastsættes udelukkende efter Hensynet til Lovovertrædelsens Beskaffenhed og den skyldiges personlige Forhold, uanset at Bødebeløbet er udmaalt efter Hensynet til hans Betalingsevne. At disse Fremskridt skulde være købt ved nogen synderlig Besværliggørelse af Domstolenes Arbejde ved Bødernes Udregning, vil Fremtiden næppe komme til at bekræfte. Et Fremskridt er det ogsaa, at det nye System aabner Adgang til at anvende et strengere Afsoningsmiddel end Hefte (simpelt Fængsel) overfor visse præsumptivt forsømmelige eller genstridige Bødefældte — om end det maa erkendes, at Loven
hverken positivt eller negativt har været heldig i sin Angivelse af, hvem disse Personer er. At Bøder fremtidig skal kunne inddrives ved Udpantning, naar Omstændighederne indicerer, at en saadan kan føre til Bødernes Betaling, samt at der gives lovhjemlet Adgang til Henstand med og Ratebetaling af Bøder, er endelig Fremskridt, om hvis Betimelighed der fra ingen Side har hersket Tvivl under hele Arbejdet for en Reform af Bødestraffen. Og naar Adgangen til ved Arbejde for det Offentlige frivillig at aftjene Bøden er udgaaet af Loven ved dennes sidste Omredigering, er der næppe Anledning til at sørge herover — de praktiske Vanskeligheder ved Tankens Realisation er her vistnok uovervindelige.
Men naar alt dette er sagt, melder uvilkaarlig det Spørgsmaal sig, om det er stort mere end en lille Mus, det store Lovgivningsapparat her har sat i Verden. Er der Grund til at vente, at Systemet i Strfl. af 1930 vil vise sig synderlig forskelligt i Praksis fra Systemet af 1866? Er der navnlig Grund til at vente, at de velhavendes Bøder vil blive synderlig føleligere, de fattiges Bøder synderlig lempeligere end nu? Er der Grund til at vente sligt, navnlig naar man tager i Betragtning Domstolenes velkendte Tendens til saa længe som muligt og i saa stort Omfang som muligt at fastholde det tilvante?
Tiden vil give Svarene. Men hvad man i hvert Fald absolut ikke bør vente, er, at den Afskaffelse af Bødemaksima, som det nye System radikalt har gennemført, og som jo af Dagsbødesystemets Modstandere stadig har været fremhævet som Midlet til dette Systems Overflødiggørelse, vil vise sig at være i Stand hertil. I saa Henseende er det værd at notere, hvad daværende Justitsminister THYRÉN i den svenske Rigsdags 2'Kammer udtalte d. 14 Maj 1927 netop om dette Punkt, da Spørgsmaalet om en ny Bødelov, der af ham var forelagt Rigsdagen, var under Debat.
Thyrén betonede her, hvor forkasteligt det vilde være ved Frihedsstraffens Udmaaling, naar to havde begaaet en lige stor Forbrydelse, der normalt vilde medføre 2 Aars Strafarbejde, at give dem henholdsvis 2 Aars Strafarbejde og 2 Maaneders Fængsel, under Henvisning til, at den ene taaler Fængselsstraffen ulige bedre end den anden, og at altsaa
Summen af Lidelse for dem begge netop ved en saadan Udmaaling blev ganske adækvat.
»Jeg behøver ikke nærmere at paavise, hvorledes en saadan Fremgangsmaade vilde virke opløsende paa alt, hvad der hedder Straffelov, og hvilke Umuligheder, der vilde blive Resultatet, om vi indblandede i Strafudmaalingen Hensynet til, hvorledes Straffen kunde antages at ville virke paa Menneskene. Den almindelige Opinion vilde da blive ganske forvirret. Den, som fik 2 Maaneders Fængsel, vilde menes kun at have gjort en Bagatel, medens den anden, som fik 2 Aars Strafarbejde, bedømtes efter denne Straf, endskønt de i Virkeligheden havde begaaet ganske tilsvarende Lovovertrædelser — — —.
Hvad det gælder om ved Strafudmaalingen, er overfor Samfundet at give et klart Svar paa Spørgsmaalet: Hvor grovt er Retsbruddet? Hvad er Samfundets Dom om Gerningen? Hvor haardt skal den skyldige straffes?
Jeg tror nu, at enhver, som ser saaledes paa Sagen, maa indrømme, at det vilde være principielt aldeles forkasteligt, naar to, der skulde straffes med Bøder for en Lovovertrædelse af ganske ens Grovhed, blev straffet, den ene med en Bøde paa 2,000 Kr., den anden med en Bode af 20 Kr. Paa den Maade kan man ikke blande Kortene. I Straffedommen maa man kunne se, ogsaa naar den gaar ud paa Bøder, hvad Samfundet mener om den paagældende Gerning.
Hvorledes skal man da klare dette Dilemma? Hvorledes skal man paa den ene Side bibeholde den alvorlige Præcision i Strafudmaalingen, saa at det kan ses af Straffen, hvad Samfundet mener om Gerningen, og paa den anden Side undgaa Uretfærdigheden i, at den rige slipper billigere og lettere fra Straffen end den fattige?
Ja — hertil er Dagsbødesystemet netop Midlet."
Den danske Rigsdag har ved sin endelige Vedtagelse af den nye Strfl. vist, at den vel vilde Maalet, men ikke vilde Midlet. Resultatet kan da rent logisk kun blive, at heller ikke Maalet naas.