Dansk Lov om Forsikringsaftaler. D. 15/4 1930 stadfæstedes i Danmark Loven om Forsikringsaftaler. For denne Lovs Forhistorie som tilblevet ved Samarbejde mellem Kommissioner fra de fire nordiske Lande og for Hovedindholdet af den tilsvarende svenske Lov af 8/4 1927 er der gjort Rede af juslitierådet EKLUND i SvJT 1925 s. 292 ff. og 1927 s. 217 ff. Det er der bl. a. paapeget, hvorledes det er lykkedes Kommissionerne at skabe en formelt fuldkommen og materielt væsentlig Overensstemmelse mellem de fire Udkast. Den formelle Overensstemmelse er det heldigvis lykkedes at bevare mellem den svenske og den danske Lov:¹ De samme Emner behandles helt igennem i de samme §§. Om de ret faa materielle  Ændringer af nogen reel Betydning skal der i det følgende gøres nogle Bemærkninger tilligemed en kort Redegørelse for Lovens Tilblivelseshistorie for Tiden efter Udkastets Aflevering til Regeringen i April Maaned 1925.
    Paa Grundlag af Kommissionsudkastet forelagde Regeringen d. 10/10 1928 i Landstinget Forslag til Lov om Forsikringsaftaler. Forslaget var kun paa faa Punkter forskelligt fra Udkastet, og de fleste af Ændringerne var endda kun af redaktionel Natur. Af Ændringer af materiel Betydning kan nævnes, at man (i § 1) undtog den saakaldte sociale Ulykkesforsikring fra at omfattes af Loven. Paa dette Punkt stemmer Loven herefter med den svenske Lov, der ikke omfatter Aftaler, som sluttes i Henhold til Lov 17/6 1916. — Den almindelige Forældelsesfrist for Forsikringskrav 29) sattes op fra et til to Aar, hvorved man nærmede sig den svenske Lov, der har tre Aar. — Endelig indsatte man i Livsforsikringsafsnittet (§ 104 II) en Regel om, at Ægtefællen og Livsarvingerne kunde angribe en Indsættelse af begunstiget, naar dennes Ret ikke var gjort uigenkaldelig, og Dispositionen greb ind i deres Tvangsarveret eller Ægtefællens Ret til Boslod. Ogsaa denne Ændring betegner en Tilnærmelse til den svenske Tekst, hvor en tilsvarende Bestemmelse² findes.
    I Rigsdagssamlingen 1928/29 naaede Forslaget ikke at blive færdigbehandlet i Landstinget, og det forelagdes derefter paany i Landstinget d. 6/11 1929 i praktisk talt uforandret Skikkelse.
    Under Lovforslagets Behandling paa Rigsdagen undergik dette nogle Ændringer, hvoraf dog kun en enkelt var af større Betydning. Der indsattes nemlig i Soforsikringskapitlet (§ 75) en Bestemmelse, hvorefter Forsikringsværdien af et Skib er den Værdi, Skibet havde paa det Tidspunkt, da Selskabets Ansvar begyndte. Efter Lovens almindelige for al Skadesforsikring gældende Regel i § 37 er det den forsikrede Genstands Værdi umiddelbart før Forsikringsbegivenhedens Indtræden, der lægges til Grund for Erstatningens Beregning. Her lægges der derimod et tidligere Tidspunkt til Grund, hvilket medfører, at Kon-

 

¹ Derimod er denne — for Videnskabsmænd og praktiske Jurister lige vigtige — Ensartethed blevet brudt i den norske Lov af 6/6 1930, idet man har forandret Emnernes Rækkefølge i Afsnittet om urigtige Oplysninger (§§4 — 10).

²Om dennes nærmere Indhold og Rækkevidde kan henvises til en Artikel af PALME i SvJT 1929 s. 55.

junktursvingninger i Tiden mellem Ansvarets og Skadens Indtræden bliver uden Indflydelse paa Erstatningskravet. Selvom Skibets Værdi i det nævnte Tidsrum er sunket, kan den sikrede altsaa, naar der er indtruffet Totalskade, forlange hele Forsikringssummen udbetalt. — Denne Regel findes ikke i den svenske Lov, men den stemmer med den norske og med den hidtidige Praksis i de nordiske Lande. — Af andre Ændringer kan nævnes, at man ved en Tilføjelse til § 20 har aabnet Adgang for Selskaberne til, naar Forsikringsbegivenheden fremkaldes ved simpel¹ Uagtsomhed, da at afkorte indtil 5 % i Erstatningen. Endvidere har man foretaget en Ændring i Reglen om "Borteforsikring" i § 83. Ifolge Kommissionsudkastet dækkede Indboforsikringen med indtil 15 % af Forsikringssummen midlertidig bortflyttet Indbo. Denne Procentsats ændredes ved Regeringsforslaget til 50 %, men samtidig indforte man et Maksimumsansvar paa 3,000 Kroner. Derved kom man i fuldstændig Overensstemmelse med den svenske Lov (i svensk Udkast fandtes Bestemmelsen slet ikke). Men paa Rigsdagen satte man igen de 15 % ind, hvorimod man beholdt Maksimumsbeløbet. — Ændringerne i §§ 20 og 83 er nærmest sat ind af Hensyn til de gensidige Brandforsikringsselskaber. — Endelig blev der i Bestemmelsen i § 104 II dels gjort den Ændring, at Begunstigelsen kun kunde angribes af Forsikringstagerens Ægtefælle og Livsarvinger, naar den begunstigede ikke selv horte til denne Kreds, dels tilføjet nogle Bestemmelser, hvorved Selskaberne altid fik Ret til at udbetale en vis Del af Forsikringssummen til den begunstigede, ligesom Selskaberne sikredes mod at komme til at betale om igen, naar de i god Tro havde udbetalt Beløbet til den begunstigede. Bortset fra det førstnævnte Punkt har disse Ændringer til § 104 næppe stor reel Betydning.
    Af andre Forskelligheder mellem dansk og svensk Lov skal følgende nævnes som de vigtigste:
    Forsikringstagerens Undladelse af at give Oplysninger har efter dansk Lov § 7 kun Indflydelse paa Selskabets Ansvar, naar den kan tilregnes ham som grov, medens svensk Lov her medtager al Uagtsomhed. — Dette er den eneste Forskel af nogen Betydning i det vigtige Afsnit om urigtige Oplysninger.²
    Derimod er Forskellen mellem Lovenes Regler om Præmien adskilligt større. Af mindre Betydning er det vel, at svensk Lov i § 13 hjemler Selskabet Ret til Opsigelse af Aftalen med tre Dages Varsel i alle Tilfælde af Forsinkelse med Præmiens Betaling, medens dansk Lov for alle senere Præmier kun hjemler Ret til Opsigelse med en Uges Frist efter Paakrav. — En virkelig Principforskel er der derimod mellem Bestemmelserne i de to Loves § 14. Thi medens

 

¹ Er den fremkaldt ved grov Uagtsomhed, kan Selskaberne allerede ifølge Udkastet forbeholde sig fuld Ansvarsfrihed.

² Mellem Udkastene var Forskellen større; thi der medtoges Brandforsikring i svensk Tekst § 7 blandt de Brancher, for hvilke Kausalitetsreglen bragtes til Anvendelse i Stedet for pro rata-Reglen; men dette ændredes af Lagraadet til Overensstemmelse med det danske Forslag. At dansk Lov har nævnt Garantiforsikring blandt de nævnte Brancher turde have mindre Betydning.

dansk Lov lader Selskabets Ansvar — men ikke selve Aftalen — bortfalde i alle Tilfælde, hvor Premien ikke betales efter Paakrav (for senere Præmier inden en vis Tid efter Paakrav), knytter svensk Lov sine Regler om Paakrav til en udtrykkelig Aftale om Ansvarets Ophør som Følge af undladt Præmiebetaling, hvorhos Paakrav ikke fordres for Forsikringer med en mindre Præmieperiode end 2 Maaneder. Er ingen saadan Aftale truffet, indtræder der efter svensk Lov ingen Suspension af Aftalen; men Selskabets Ansvar vedbliver indtil Opsigelsesfristens Udlob. — I nær Sammenhæng hermed staar en anden vigtig Forskel mellem de to Love: Efter dansk Lov har Forsikringstageren, saalænge Aftalen ikke er endelig bortfaldet enten ved Opsigelsesfristens Udløb eller i Medfør af § 15, en ubetinget Ret til ved Betaling af Restancen at sætte Aftalen i fuld Kraft igen. Efter svensk Lov har han derimod ingen saadan Ret. — Det maa vistnok erkendes, at den danske Regel kan gaa Selskabernes Interesse betænkelig nær i de Tilfælde, hvor der i Mellemtiden er indtraadt en Fareforøgelse, hvorved maa erindres at Bestemmelsen i § 14 er tvingende, jfr § 16.— I § 15 gives der en Regel om, at Selskabet, naar dets Ansvar er bortfaldet paa Grund af manglende Præmiebetaling, for at bevare sin Ret til at indtale Præmien skal anlægge Sag inden tre Maaneder. Det bestemmes her i dansk Lov, at fra saadan Retsforfølgnings Begyndelse genindtræder Selskabets Ansvar, men denne Regel har svensk Lov ikke.
    Svensk Lov § 18 undtager alle ved den sikredes grove Uagtsomhed fremkaldte Forsikringsbegivenheder fra Selskabets Ansvar (undtagen for Livsforsikring). Dansk Lov tillægger her Domstolene en skønsmæssig Beføjelse til at afgøre, hvilken Erstatning der i disse Tilfælde skal betales. Men denne Bestemmelse er fravigelig. — I dansk Lov (§ 20) er Reglen om, at Selskaberne er ansvarlige for Forsikringsbegivenheder fremkaldte ved let Uagtsomhed,¹ tvingende, men i svensk Lov fravigelig.
    Ogsaa ved de vigtige Regler i § 25 om Selskabets Regres mod Tredjemand er der nogle ikke uvæsentlige Forskelle mellem Lovene. Svensk Lov udelukker Regres mod Tredjemand, der har fremkaldt Forsikringsbegivenheden ved simpel Uagtsomhed, medens dansk Lov her har en lignende skønsmæssig Regel som ved § 20. Svensk Lov er derhos i Modsætning til dansk Lov2 ikke tvingende. Fuldstændig at forbyde al Regres ved Summaforsikring er formentlig ogsaa at gaa vel vidt. Men paa den anden Side synes Reglerne om Begrænsning i Regressen, der dog for en stor Del bæres af Hensyn til den skaldevoldende Tredjemand, i nogen Grad at svæve i Luften, naar de kan fraviges ved Aftaler, hvori han ikke er Part.
    I § 29 har begge Landene en dobbelt Forældelsesfrist: kort udtrykt løber den ene fra det Tidspunkt, da den sikrede fik Kundskab om Kravet, den anden fra Forfaldstiden. Fristerne er i svensk Lov

 

¹ Om den under Lovens Behandling i Rigsdagen skete Modifikation heri se ovenfor.

² og svensk Udkast.

tre og ti Aar, i dansk to og fem. Navnlig ved Livsforsikring synes den svenske Ti-Aarsfrist absolut at burde foretrækkes.
    I § 45 kræves det ifølge dansk Lov, for at en relevant Fareforøgelse skal foreligge, at den paagældende Fareomstændighed skal være angivet i Policen, medens det efter svensk Lov er tilstrækkeligt, at Forholdet enten er nævnt i Policen eller angivet for Selskabet ved Aftalens Afslutning (altsaa normalt ved at være nævnt i Begæringen).
    Ved de øvrige Regler om Skadesforsikring i Almindelighed (§§ 35—58) er der. formentlig ingen Forskel af væsentlig Betydning imellem de to Lande.
    Det samme gælder Afsnittet om Søforsikring og anden Transportforsikring (§§ 59—78), bortset fra den ovenfor nævnte danske Særregel om Forsikringsværdien ved Kaskoforsikring.
    Indenfor Brandforsikringen (§§ 79—88) er det navnlig §§ 86 — 88, der udviser væsentlige Forskelligheder. Disse beror imidlertid for en stor Del paa Forskellen mellem de to Landes Lovgivning om begrænsede tinglige Rettigheder (navnlig Panterettigheder) i fast Ejendom og skal derfor ikke nærmere omtales her.
    Om Ansvarsforsikring handler §§ 91 — 96. Her har den svenske Lov i § 94 II en Aftalefriheden begrænsende Regel for det Tilfælde, at den sikrede tilsidesætter en Aftale om, at han under Retssagen mellem ham og skadelidte skal benytte en ham af Selskabet anvist Sagfører. En saadan Regel findes ikke i dansk Lov, hvor det altsaa staar Selskaberne frit for at betinge deres Ansvar af, at saadan Sagfører benyttes. I Danmark er en Vedtagelse herom formentlig ret almindelig. Det er jo ogsaa i Reglen Selskabets økonomiske Interesse, det drejer sig om, og det kan ikke undgaas, at den mellem Skadevolderen og skadelidte trufne Retsafgørelse virker i høj Grad præjudicerende paa Selskabets Retsstilling, selvom man noksaa meget fastslaar — hvad der vel i øvrigt allerede følger af almindelige Retsregler —, at den ikke har res judicata-Virkning for dette.
    Det vigtigste Punkt i Ansvarsforsikringen er vel Spørgsmaalet om skadelidtes Ret overfor Selskabet. Her hjemler dansk Lov § 95 kort og godt den skadelidte en Indtrædelsesret i den sikredes Krav mod Selskabet, naar hans Erstatningspligt er fastslaaet og Erstatningens Størrelse bestemt.¹ Omend den svenske tilsvarende Regel i sin ydre Form er højst forskellig fra den danske — den er bl. a. ca. otte Gange saa lang! — turde Realitetsforskellen ikke være saa overvættes stor. Thi den svenske Lov paalægger Selskabet et subsidiært Ansvar overfor skadelidte, hvis det uden dennes Samtykke har udbetalt Erstatningen til Skadevolderen, og sikrer skadelidtes Krav i Tilfælde af Skadevolderens Konkurs.
    Indenfor Livsforsikringen udgøres den væsentligste Forskel af de forskellige Regler om Forsikringskravets Beskyttelse mod Forsikrings-

 

¹ Herved hindres den skadelidte fra umiddelbart at rette Krav mod Selskabet eller paaføre dette Proces, førend han ved Dom eller anden for Selskabet bindende Afgørelse har faaet sit Krav anerkendt.

tagerens Kreditorer. Dansk Lov hjemler her i § 116 en praktiskt alt fuldstændig Fritagelse for al Retsforfølgning med en særlig Regel om Afkræftelse i Tilfælde af Konkurs, medens den svenske Lov kun hjemler Eksekutionsfrihed for Policer, hvor Præmiebetalingstiden er mindst ti Aar. For de eksekutionsfrie Policer findes der derhos en noget afvigende Afkræftelsesregel i Tilfælde af Konkurs.
    Loven træder i Kraft 1/1 1932.
    At Forsikringsloven, hvis Tilvejebringelse har kostet saa meget Tid og Arbejde (og Penge!), nu er genremført i tre af de nordiske Lande maa hilses med Glæde. Modstanden n od Loven har — ialtfald i Danmark — ikke været helt ringe. Men det vil antageligt gaa med denne Lov som med saa mange andre Reformlove, at naar de først er fort ud i Livet, forstummer Modstandernes Rost hurtigt.
    Der er her indenfor hvert enkelt Land skabt en virkelig Kodifikation af Retsregler, der hidtil i mange Tilfælde var saare vanskelige at udfinde, og der er gjort et alvorligt Forsøg paa at reformere Retstilstande, der trods alt det gode, der utvivlsomt kan siges om Forsikringsvæsenets Udvikling og nuværende Tilstand, dog paa adskillige Punkter lod meget tilbage at ønske. Og henimod den Retsenhed mellem de nordiske Lande, som der navnlig i den sidste Menneskealder ved det nordiske Samarbejde paa Civillovgivningens Omraade har været udfoldet saa værdifulde Bestræbelser for at hidføre, betegner de tre Forsikringsaftalelove et betydningsfuldt Skridt, som forhaabentlig ikke bliver det sidste.

A. Drachmann Bentzon.