NOGLE BEMÆRKNINGER OM FORSØGETS STRAFBARHED, SÆRLIG I DANSK RET.

 

AF

 

PROFESSOR OLUF H. KRABBE, KØBENHAVN.

 

Med Hensyn til den strafferetlige Behandling af Forsøg paa Forbrydelser indtager den svenske Straffelov af 16 Febr. 1864 og den danske Straffelov af 10 Febr. 1866 indbyrdes paafaldende forskellige, næsten diametralt modsatte Standpunkter.
    1. Dette gælder allerede om den lovtekniske Opstilling af Retsreglerne. Den danske Strfl. indeholder ligesom de fleste andre nyere Straffelove i sin almindelige Del (§§ 44—46) udtømmende fælles Bestemmelser om Strafbarhedsbetingelserne og Straffens Fastsættelse ved ethvert forekommende Forsøg, medens Lovens specielle Del udelukkende beskæftiger sig med de fuldbyrdede Forbrydelser. Den svenske Straffelov har ikke saaledes sat Forsøogsreglerne »udenfor Parentes» som en fælles Faktor i Forhold til de specielle Straffebud; Loven straffer kun Forsøget under de Betingelser og med den Straf, der særskilt foreskrives ved de enkelte Forbrydelser, hvor Forsøgets Strafbarhed er hjemlet. Det maa herved i højere Grad end efter den danske Strfl. undertiden kunne stille sig tvivlsomt, om der i de paagældende Bestemmelser i den svenske Lov er Tale om Forbrydelse med fremrykket Fuldbyrdelsesmoment eller om egentligt Forsøg i teknisk Forstand.
    2. Forskellen mellem dansk og svensk Strfl. træder dernæst frem med Hensyn til Omraadet for Forsøgets Strafbarhed. Efter den danske Strfl. §§ 44—46 straffes Forsøg ved alle i Loven omhandlede Forbrydelser uden Hensyn til deres Art og Grovhed, altsaa lige fra Ærefornærmelser og Selvtægt til Mord, Voldtægt og Brandstiftelse. Efter svensk Strfl. er Omraadet begrænset til et Faatal af grovere Forbrydelser.
    3. Med Hensyn til Strafbarhedsbetingelserne for det enkelte Forsøg er det subjektive Grundlag — i hvert Fald i Hovedsagen

222 OLUF H. KRABBE.— ens efter de to Love. Der kræves Forsæt, og Forsættet skal ved Forsøg have samme Rækkevidde som ved fuldbyrdet Forbrydelse. Derimod er Fordringerne til det objektive Grundlag yderst forskellige, idet svensk Strfl., overensstemmende med den naturlige sproglige Forstaaelse af Ordet »Forsøg», kræver, at selve Forbrydelsens Iværksættelse i det mindste skal være paabegyndt, hvorimod den danske Straffelov under Begrebet Forsøg i strafferetlig Forstand medtager alle Forberedelseshandlinger uden nogen Begrænsning. Hvad de saakaldte utjenligeIværksættelseshandlinger angaar, anses disse i svensk Ret i adskillige Tilfælde for straffri, medens de efter dansk Ret er strafbare uden Begrænsning.
    4. Straffen for Forsøg er ved den danske Strfl. ensartet bestemt i alle Tilfælde til højst 3/4 af det for den fuldbyrdede Forbrydelse foreskrevne Maksimum. Noget Minimum er ikke foreskrevet; Forsøgsstraffen kan derfor ved et hvilketsomhelst Forsøg, være sig et fuldendt Forsøg eller en Forberedelseshandling, gaa ned til Lovens laveste Straf: en Bøde paa 2 Kr. — Svensk Strfl. fastsætter derimod for hvert enkelt Forsøgstilfælde en særskilt lavere Strafferamme ved Siden af Straffen for den fuldbyrdede Forbrydelse.
    I Forhold til kontinental europæisk Ret iøvrigt er Forsøget efter den danske Strfl. strafbart i enestaaende vidt, efter den svenske Strfl. i enestaaende snævert Omfang.
    Ene mellem de europæiske Retsforfatninger staar den danske Strfl. med sin Kriminalisering af selv de fjærneste Forberedelseshandlinger.

 

    Til Forklaring af Forsøgets udstrakte Strafbarhed efter dansk Ret maa der ses hen til det Grundlag for den danske Straffelovgivnings videre Udvikling, som skabtes af Anders Sandøe Ørsted, dels gennem hans Forfattervirksomhed dels gennem hans praktiske Indflydelse paa Lovgivningen. I en Mangfoldighed af større og mindre Afhandlinger (jfr. særlig Eunomia II, Kbhvn, 1817, S. 1—431: »Over de første Grundregler for Straffe-Lovgivningen», Arkiv for Retsvidenskaben III, Kbhvn, 1826, S. 1—246: »Indledning til den Danske og Norske Criminalret») har Ørsted drøftet alle Strafferettens almindelige Problemer, og i mange af disse Arbejder beskæftiger han sig, snart i Forbigaaende snart mere indgaaende, ogsaa med Forholdet mellem Forsøget og den

NOGLE BEMÆRKNINGER OM FORSØGETS STRAFBARHED. 223fuldbyrdede Forbrydelse og med de almindelige Betingelser for Forsøgets Strafbarhed.
    Ørsteds Udviklinger herom er i høj Grad præeget af hans almindelige Syn paa Straffens Formaal:
    »Den offentlige Freds og Sikkerheds Vedligeholdelse er Straffelovgivningens Hovedformaal og indeholder Grundmaalestokken for Straffens Størrelse.» »Straffeloven skal overveje de fredsforstyrrende Tilbøjeligheder.» »Kraften, som Lovgiveren sætter mod hine Tilbøjeligheder, maa udmaales efter, hvad der behøves til at besejre dem.» — Men dette Formaal maa ikke forfølges til ensidig Overdrivelse: »En efter Humanitetens Fordringer afpasset forholdsmæssig Straffelovgivning har større Virksomhed til at afholde Borgerne fra Forbrydelser end den, der er lagt an paa den yderste Strenghed.» Staten har desuden andre Opgaver end den at afværge Forbrydelser. Sikkerhedsprincipet begrænses ved en højere »Retfærdighedslov», som Staten er underordnet, og som bl. a. kræver, at der foreligger en virkelig Skyld hos den, der skal straffes, selv om Sikkerheden undertiden kunde være tjent med et Strafansvar uden konstateret Skyld. — Derimod bekæmper Ørsted Gang paa Gang og med den største Energi den Opfattelse, at Strafbarheden nogensinde skulde kunne positivt begrundes ved en Gengældelsesbetragtning eller en af Præventionen uafhængig Retfærdighedsbetragtning, ligesom han afviser den Tanke, at Straffen skulde tilsigte en ideel Opretning ved Tilvejebringelse af Ligevægt i den gennem Forbrydelsen rystede Agtelse for Loven eller desl.; kun som begrænsende Præventionen faar den retfærdige Gengældelse sekundær Betydning.
    Disse almindelige Betragtninger om Straffens Begrundelse og Formaal anlægger Ørsted ogsaa paa Spørgsmaalet om Forsøgets Strafbarhed.
    En Konsekvens af Ørsteds almindelige Synspunkt er det saaledes, at han ikke tillægger Retsbrudsvirkningens Indtræden nogen principiel Betydning for et Forholds Strafbarhed. Det er ganske vist af Hensyn til den deraf befrygtede Følge, at det er en Forbrydelse at bibringe nogen Gift, at jage Dolken i en andens Bryst o. s. v., men Straffelovgivningen kan kun virke præventivt afholdende paa den forbryderske Virksomhed; paa Virkningen har den ingen Indflydelse: »Efter rigtige Retsgrundsætninger burde uden Tvivl den hele Straf falde paa den fuldendte

224 OLUF H. KRABBE.forbryderske Virksomhed, skønt denne bliver uden Følge.» »Om Forsynet veldædigen afværveger Følgen, bliver Misgerningen ikke formindsket.» »Kun som Kundskabsgrund, hvorfra man kan slutte til Handlingens egen Beskaffenhed, bør Følgerne tages i Betragtning.» — Det fuldendte Forsøg (delictum perfectum) bør derfor i Strafbarhed ligestilles med den fuldbyrdede Forbrydelse (delictum consummatum), og til det fuldendte Forsøg henregner Ørsted i denne Forbindelse ogsaa utjenlige Iværksættelseshandlinger, hvad enten det er Midlet eller Objektet, der har været utjenligt; en objektivt farlig, retsstridig Handling kan ikke forlanges: »Straffetruslens Genstand er den i Daad udbrydende onde Vilje. Det skønnes ikke, hvorfor en udvortes Handling, der har en Lovovertrædelse til Genstand, skulde tabe sin Strafbarhed derved, at den af en Gerningsmanden ubekendt Aarsag er uskikket til at gøre sin Virkning. Denne har dog ligefuldt ladet den Attraa, som Straffeloven gik ud paa at kvælebryde ud i Handling.»
    Ogsaa Spørgsmaalet om de forberedende Handlingers Strafbarhed besvarer Ørsted ud fra sit præventive Grundsynspunkt bekræftende: »Det er klart, at enhver Bestræbelse paa at frembringe den Følge, Straffeloven gaar ud paa at forebygge, selv er en Overtrædelse af Straffeloven.» » Strafløsheden vilde bevirke, at den ildesindede i al Rolighed kunde arbejde paa at udføre sine onde Hensigter . . . den vilde baade oprøre Borgernes Følelser og opmuntre til Forbryderhaandværket.» »Den almindelige Sikkerhed er mere befæstet, naar den paagældende løber Fare for Straf ved hvert Skridt, han foretager paa Vejen til Forbrydelsen, end om han intet havde at befrygte af den Opdagelse, som maatte finde Sted under de forberedende Handlinger.»
    Overensstemmende med Ørsteds Synspunkt er det fremdeles, at han ikke tillægger Tilbagetræden fra Forsøg den principielle Betydning som Straffrihedsgrund, der maatte være en naturlig Konsekvens af en objektiv Forsøgsteori, men »Klogskabshensyn» kan føre til en fakultativ Beføjelse for Domstolene til at nedsætte Straffen eller lade den bortfalde, idet »Bevæggrundene til at træde tilbage vilde formindskes, hvis man desuagtet var udsat for Straf».
    Endelig stemmer det med Ørsteds almindelige Præventionssynspunkt, at den begyndte Forbrydelse ikke bør straffes ligemed den fuldbyrdede, » thi i saa Fald blev de senere Skridt

NOGLE BEMÆRKNINGER OM FORSØGETS STRAFBARHED. 225ustraffede, og den, der en Gang er begyndt, vilde intet vove ved at fortsætte og fuldende». Ogsaa subjektive Grunde taler iøvrigt for Forberedelseshandlingens ringere Strafbarhed: »Det blotte Forsøg beviser i Almindelighed ikke en saa fast og vedvarende ond Vilje som Fuldbyrdelsen.»
    Ørsteds Standpunkt, at ogsaa den forberedende Handling er »i Strid med Straffeloven», d. v. s. med det under Straf udstedte Forbud, var vistnok paa den Tid, da Ørsted fremsatte sine Betragtninger, ret udbredt. Det hyldedes af Feuerbach og var godkendt ved den af ham forfattede bayerske Straffelov af 1813. Senere er Udviklingen i europæisk Straffelovgivning gaaet i Retning af at kræve »Begyndelsen af Udførelsen» som det strafbare Forsøgs Begyndelsespunkt.
    Kun dansk Straffelovgivning fastholdt Ørsteds Opfattelse ved Strfl. 1866, og nogen principiel Ændring heri er ikke indført ved Strfl. 15 April 1930.

 

    I den første Kommission, der forberedte Strfl. 1866, var det foreslaaet, at Forsøg forst skulde straffes, naar det var udført Gerninger, som indeholdt »en Paabegyndelse af Forbrydelsens Udførelse». Men den anden Kommission, hvis Forslag blev til Lov, kunde »efter moden Overvejelse» ikke slutte sig til denne Opfattelse, der hverken i juridisk eller i praktisk Henseende vilde være heldig. Man fandt, at en saadan Begrænsning baade vilde stride mod den naturlige Retsbevidsthed og vilde udsætte Retssikkerheden for Fare, idet det da vilde være muligt at forberede og modne Forbrydelsens Udførelse lige til det sidste i Ly af Straffrihed. »Det væsentligste Moment er dog det, at hin Opfattelse af Begrebet om det strafbare Forsøg synes at hvile paa en Miskendelse af det, der netop gør Forsøget paa en Forbrydelse strafbart, og maaske paa en uklar Forvexling af Begreberne om en almindelig, ubestemt forbryderisk Tanke og om et bestemt forbryderisk Forsæt. Ganske vist kan den ikke straffes, der idet han ruger over en forbryderisk Tanke, som han har givet Rum i sit Sind, samler allehaande Redskaber og Midler, som han, naar han maatte beslutte sig til en Forbrydelse, kunde have Brug for ved sammes Udførelse; men dette er da begrundet deri, at han endnu ikke har fattet noget Forsæt om en Forbrydelse, som hine almindelige Forberedelser skulde kunne siges at sigte til at fremme eller bringe til Udførelse. Naar det derimod

226 OLUF H. KRABBE.virkelig er kommet til en Beslutning om Udførelsen af en bestemt Forbrydelse, maa ogsaa enhver til Iværksættelsen af det saaledes fattede forbryderiske Forsæt sigtende Handling være i Strid med den Lov, som forbyder Forbrydelsen, uden Hensyn til om Handlingen staar i nærmere eller fjernere Forhold til selve Udførelsen af Forbrydelsen. Dette kan vel have Indflydelse paa Handlingens større eller mindre Strafbarhed, men at ville skelne mellem nogle af disse til Iværksættelsen af det forbryderiske Forsæt sigtende Handlinger som strafbare, fordi de indeholder en Paabegyndelse af Forbrydelsens Udførelse, og andre som ikke strafbare, fordi de blot forberede denne, er aldeles vilkaarligt.»
    Som man ser: Helt igennem Ørsteds Tankegang.
    Den samme ligger ogsaa til Grund, naar Kommissionen uden Begrænsning foreslaar utjenlige Iværksættelseshandlinger inddraget under det strafbare Forsøg, et Spørgsmaal, som i Teorien har givet Anledning til »forskellige spidsfindige Undersøgelser».
    Med Hensyn til Omraadet og Betingelserne for Forsøgets Strafbarhed hviler den danske Strfl. 1866 saaledes fuldt ud paa Ørsteds Standpunkt. Det samme gælder med Hensyn til Straffens Fastsættelse, forsaavidt denne ifølge Lovens § 46 skal bestemmes efter det Hensyn, om Forsøget »mere eller mindre nærmer sig til Forbrydelsens Fuldbyrdelse». Derimod blev Ørsteds Opfattelse ikke tiltraadt, forsaavidt han vilde have det fuldendte Forsøg ligestillet i Strafbarhed med den fuldbyrdede Forbrydelse. Straffen for Forsøget skal ifølge § 46 altid nedsættes og maa aldrig overstige 3/4 af den for den fuldbyrdede Forbrydelse foreskrevne højeste Straf, altsaa selv om kun Forsynet »veldædigen har afværget» den tilsigtede Følge.
    Ørsteds Hævdelse af, at ogsaa de forberedende Handlinger er i Strid med det af Loven under Straf forkyndte Forbud, er i dansk Retslitteratur tiltraadt af Goos, der i sine Undersøgelser om Handlefrihedens Grænser (jfr. særlig Alm. Retslære I, S. 348 ff) opstiller 1) den principale Lov: at disse Grænser overskrides ved de i Forhold til de retsbeskyttede Goder farlige og uforsvarlige Handlinger, og ved Siden heraf 2) den sekundære Lov: at de i sig selv, objektivt bedømt, retmæssige Handlinger ikke maa foretages til Realisation af et forbryderisk Forsæt, en Betragtning, der altsaa netop rammer de forberedende Forsøgshandlinger. — Og Ørsteds Betragtninger om, at det fuldendte Forsøg

NOGLE BEMÆRKNINGER OM FORSØGETS STRAFBARHED. 227bør ligestilles i Strafbarhed med den fuldbyrdede Forbrydelse, er tiltraadt af TORP (jfr. særlig Strafferettens Alm. Del, S. 554—555).

 

    Medens der i Sverige for Tiden paatænkes en Udvidelse af Forsøgets Strafbarhed, hvis nuværende begrænsede Omfang ikke findes fyldestgørende, er der ved Gennemførelsen af den nye danske Strfl. af 15. April 1930 ikke fra nogen Side rejst Spørgsmaal om en Begrænsning af Forsøgets Strafbarhed ved Udelukkelse af Forberedelseshandlinger eller utjenlige Iværksættelseshandlinger. Heller ikke en af JUL. LASSEN: Betingelserne for Forsøgets Strafbarhed, Kbhvn. 1879, S. 54 ff. fremsat og af TORP i Strafferettens Alm. Del, S. 512 tiltraadt Tanke om at betinge Forsøgets Strafbarhed af, at den til Realisationen af Forsættet foretagne Handling skal være fremtraadt med en »objektivt mistænkelig» Karakter, vandt Tilslutning. En saadan Begrænsning, der skulde gælde baade for utjenlige Iværksættelseshandlinger og for forberedende Handlinger, vilde være vanskelig at fiksere — skal den objektivt mistænkelige Karakter bedømmes ex ante eller ex post? —, og den vilde navnlig ikke være noget Udtryk for Forholdets materielle Strafværdighed; netop den snedigste og farligste Forbryder vil gøre alt, hvad der staar i hans Magt for, at hans forberedende og iværksættende Virksomhed skal blive mindst muligt egnet til objektivt at vække Mistanke. Det erkendtes fra alle Sider, at den hidtidige Straffelov havde gjort god Fyldest, uden at Hensynet til Forbryderen var traadt for nær, og man fandt under disse Omstændigheder ingen Anledning til at indføre en Afgrænsning mellem Udførelse og Forberedelse, som kunde fremkalde »spidsfindige Undersøgelser». En Tilnmærmelse til Ørsteds Standpunkt var sket ved Kommissionsudkastet af 1912, der i § 58 obligatorisk fastslog Ligestilling mellem fuldbyrdet Forbrydelse og (tjenlig eller utjenlig) Iværksættelse, men i de senere Udkast og i Loven indførtes kun en fakultativ Ligestilling, idet Lovens § 21, Stk. 2 bestemmer, at »den for Lovovertrædelsen foreskrevne Straf kan ved Forsøg nedsættes». Denne Bestemmelse, der ogsaa omfatter Forberedelseshandlinger, fastsætter altsaa formelt samme Strafmaksimum for et hvilketsomheldst Forsøg og for den tilsvarende fuldbyrdede Forbrydelse. Med Hensyn til Minimum

228 OLUF H. KRABBE.har den nye Strfl. bevaret Reglen i Strfl. 1866 om ubegrænset Strafnedsættelse.
    En Ligestilling mellem Forsøg og fuldbyrdet Forbrydelse er indført ved Strfl. 1930 § 81, der — med fuld Føje — tillægger et begaaet Forsøg Gentagelsesvirkning lige med en fuldbyrdet Forbrydelse, medens Gentagelsesvirkning for Forsøget anses udelukket ved Strfl. 1866 § 61. Obligatorisk Straffrihed ved frivillig Tilbagetræden, der var hjemlet ved Strfl. 1866 § 45, er opretholdt ved Strfl. 1930 § 22.
    Med Hensyn til Omraadet for det strafbare Forsøg har Strfl. 1930 § 21 Stk. 3 indført den Begrænsning, at Forsøg kun straffes, naar der for Lovovertrædelsen er foreskrevet højere Straf end Hæfte, men denne Reform er indenfor Strfls. Omraade uden reel Betydning. I de 20 Aar 1906—1925 er Forsøgsbestemmelserne i Strfl. 1866 anvendt i 5,254 Tilfælde, hvoraf 14 Tilfælde angik Forbrydelser, for hvilke Straffen efter Strfl. 1866 ikke kunde overstige Hæfte; men intet af disse Tilfælde vilde nyde godt af den indførte Begrænsning, idet alle de paagældende 14 Forhold nu vilde falde ind under Bestemmelser i Strfl. 1930, der foreskriver højere Maksimum end Hæfte. — Indenfor den specielle Del i Strfl. 1930 indeholder § 242 den særlige Bestemmelse, at Forsøg paa Fosterfordrivelse med utjenlige Midler ikke straffes. Straffriheden gælder baade forberedende Handlinger og Iværksættelseshandlinger, men kun for Kvinden selv, ikke forhendes Medhjælper.

 

    Ved Vurderingen af den strafferetlige Reaktion overfor den ufyldbyrdede Forbrydelse maa man efter min Mening med Ørsted i første Række se hen til, hvad en saadan Reaktion præventivt betyder. Maa det erkendes, at Straffen for et saadant Forhold baade generalpræventivt og specialpræventivt betragtet er uden Værd, bør Forholdet lades straffrit. Løsningen af dette Problem staar naturligvis i Sammenhæng med, paa hvilket Punkt Loven fastsætter Forbrydelsens Fuldbyrdelsesmoment, og afhænger iøvrigt af de enkelte Forbrydelsers typiske Beskaffenhed.
    Enhver Straffelov vil præventivt værne visse Interesser. Materielt betragtet bestaar den »fuldbyrdede» Forbrydelse i en Krænkelse af disse Interesser, og Retsordenen har ingen selvstændig Interesse i at forbyde Handlinger, der ikke medfører

NOGLE BEMÆRKNINGER OM FORSØGETS STRAFBARHED. 229saadanne fuldbyrdede Krænkelser, altsaa f. Eks. Handlinger, der alene forbereder Krænkelsen, eller som forfejler Maalet. At Loven, som Ørsted siger, kun præventivt kan ramme Handlingen og ikke har Indflydelse paa Virkningen, er naturligvis rigtigt, men beviser ikke med logisk Nødvendighed, at der er den samme samfundsmæssige Trang til at straffe de vellykkede og de mislykkede Iværksættelseshandlinger. Maa det erkendes, at denne Trang gennemgaaende er ringere for det fuldendte Forsøg end for den fuldbyrdede Forbrydelse, saa følger heraf, at der ikke er Nødvendighed for en fuld Ligestilling i Strafbarheden. Og saaledes ligger Forholdet efter min Mening netop ved adskillige af de Forbrydelser, til hvis Fuldbyrdelse Loven kræver en vis Virknings Indtræden. Da det er i Virkningens Indtræden, at Forbryderen f. Eks. ved Drab, Legemsbeskadigelse, Tyveri, Bedrageri, søger sin Tilfredsstillelse eller sætter sit Maal, vil en Straffelov, der knytter Straffen til denne Virknings Indtræden, ogsaa præventivt rette sig imod alle de Handlinger, der udføres for at naa dette Maal, hvad enten dette saa lykkes eller ej, medens naturligvis en Straf alene for Forsøget vilde være højst ufuldkommen til at forebygge den fuldbyrdede Krænkelse. Forsøgsvirksomheden er for saa vidt, med Goos' Betegnelse, et akcessoriskt eller sekundært Straffegrundlag. En betydningsfuld almen Vinding for Retssikkerheden vilde kun opnaas ved Forsøgsstraffen, saafremt saadan Straf kunde antages at afholde flere Folk fra at begaa fuldbyrdede Forbrydelser end Straffen for den fuldbyrdede Forbrydelse alene; dette synes at være Ørsteds Opfattelse, naar han paaberaaber sig Retssikkerhedens Krav som Støtte for at straffe Forsøg i videste Omfang; men denne Opfattelse er næppe i sin Almindelighed rigtig. Hvad der afholder Folk fra at beslutte sig til at begaa Forbrydelser, vil i Almindelighed være Tanken om, at den fuldbyrdede Forbrydelse, i hvis Udførelse de kan have Interesse, er strafbar, hvorimod den særlige Tanke om, at ogsaa Forsøgsvirksomheden er strafbar, kun undtagelsesvis vil kunne have motiverende Betydning.
    Efter det anførte 1 mener jeg, at det er rigtigt, i hvert Fald

 

1 Den ovenfor og i det folgende udviklede Hovedbetragtning for Forsøgets Strafbarhed har jeg allerede fremsat i et Foredrag i Dansk Kriminalistforening 1913, jfr. Foreningens Forhandlinger X Aarsmøde, S. 1 ff.; men Synspunktet er dér noget for absolut gennemfort.

230 OLUF H. KRABBE.som Hovedregel, at saætte det principielle Skel i den strafferetlige Bedømmelse mellem Virkningens Indtraæden og dens Ikke-Indtræden. Dette Resultat grundes, som det fremgaar af foranstaaende, ikke paa en antikveret Opfattelse af, at den objektivt skete Skades Indtræden som saadan i særlig Grad oprører Retsfølelsen og paakalder Hævn eller Gengældelse, men derimod paa den Betragtning, at Virkningens Udeblivelse fra et præventivt Synspunkt, principielt betragtet, gør Trangen til strafferetlig Reaktion mindre paakrævet. Men Resultatet falder ganske vist sammen med, hvad hin antikverede Opfattelse fører til. Det viser sig ikke sjældent, at en fortidig Retsopfattelse instinktivt og følelsesmæssigt er kommet til Resultater, som Nutiden ud fra andre Betragtninger end Fortidens kan godkende. Et kraftigt Gengældelsesinstinkt falder ofte sammen med en stærk generalpræventiv Trang — er maaske et ubevidst Udslag af samme samfundsmæssige Selvopholdelsesdrift.
    En saadan »negativ» Begrundelse for et Forholds mildere Bedømmelse, eventuelt Straffrihed, er ejheller ukendt paa andre Omraader af Strafferetten, saaledes i de mange Tilfælde, hvor Loven betinger en fuldbyrdet Forbrydelses Strafbarhed af en udenfor det tilregnelige Retsbrud liggende Kendsgernings Indtræden, jfr. Strfl. 1866 §§ 109, 194, 195, 199 m. fl. Naar Loven opstiller saadanne særlige Strafbarhedsbetingelser udenfor det tilregnelige Retsbrud, er dette ikke blinde Tilfældigheder, men forsvarlig begrundet ved, at den generalpræventive Straffetrang er svagere, naar Begivenheden udebliver. Nævnes kan i denne Forbindelse ogsaa det strafferetlige Præskriptionsinstitut. Den sikreste rationelle Begrundelse for dette er vistnok den kriminalstatistiske Betragtning, at der af gamle Forbrydelser i Almindelighed forholdsvis opklares saa faa, at Hensynet til Præskriptionens Mulighed ikke kan have nogen motiverende Indflydelse paa Borgernes Tilbøjelighed til at begaa Forbrydelser. Samtidig med denne Afsvækkelse af Præventionskravet indtræder en Svækkelse af Gengældelsesinstinktet. Naar ved Forsøg det »veldædige Forsyn» hindrer en tilsigtet Virknings Indtræden, skønnes det ikke at være uforsvarligt, at ogsaa den menneskelige Dommer i Pagt med dette Forsyn faar Lejlighed til at udvise Liberalitet ved Gerningens Bedømmelse, naar dette kan ske uden Forringelse af den almindelige Retssikkerhed.
    Naar Forsøgets Strafbarhed saaledes, i hvert Fald i Alminde-

NOGLE BEMÆRKNINGER OM FORSØGETS STRAFBARHED. 231lighed, ikke principielt kan grundes paa generalpræventive Betragtninger, og naar det dog utvivlsomt ikke gaar an generelt taget at lade ethvert Forsøg straffrit, saa maa Begrundelsen for Strafbarheden efter min Mening væsentlig søges i specialpræventive Hensyn: Trangen til at ramme det enkelte for Retsordenen farlige Individ, der har udøvet Forsøgsvirksomheden og derved har overtraadt Lovens Forbud. Forsøgets Strafbarhed er i langt stærkere Grad end Strafbarheden af den fuldbyrdede Forbrydelse subjektivt begrundet.

 

    ØRSTED og Goos har uden Tvivl Ret, naar de betragter enhver Forsøgshandling, ogsaa den forberedende, som stridende mod det i Straffeloven indeholdte Forbud. Strafbarheden for Forsøget bør ikke begrundes ved nogen legal Præsumtion om, at den enkelte paabegyndte Forbrydelse antages at ville blive fortsat til Enden, men paa den nævnte selvstændige Betragtning. Heraf følger ikke, at det er nødvendigt eller vilde være rigtigt at kriminalisere alle disse Handlinger ved alle mulige Forbrydelser. Men noget mod Straffelovgivningens fundamentale Grundsætninger, f. Eks. mod Sætningen cogitationis poenam nemo patitur stridende foreligger naturligvis ikke ved en saadan Kriminalisering. Ingen Lovgivning afholder sig fra, naar Omstændighederne gør det særlig paakrævet, at kriminalisere Handlinger, der forbereder materielle Interessekrænkelser, enten saaledes at disse Handlinger gøres til selvstændige (fuldbyrdede) Forbrydelsestyper, eller saaledes at de inddrages under det strafbare Forsøgs Omraade; og næppe nogen Lovgivning, der begrænser det strafbare Forsøg til »Begyndelsen af Iværksættelsen» undlader at medtage under det strafbares 5 Omraade visse Forberedelseshandlinger. Grænsen drages i Virkeligheden mellem de nærmeste og de fjærnere Forberedelseshandlinger.
    Naar Hovedgrundlaget for Forsøgets Strafbarhed maa søges i Specialpræventionen, saa følger heraf, at Forsøgets Strafferamme kan gøres videre end for den fuldbyrdede Forbrydelse. Naar Lovgivningen for mange betydeligere Forbrydelser foreskriver visse Minimalsatser, er det aabenbart begrundet i den generalpræventive Betragtning, at det skal staa Befolkningen klart, at disse alvorlige Forbrydelser takseres til en vis mindste Straf, og Lovgiveren vil sikre sig, at dette gennemføres af Domstolene. For at bruge ØRSTEDS Udtryk: Lovgiveren vil betrygge

232 OLUF H. KRABBE.Samfundet imod en Slaphed, der under veltænkende Dommere kunde indsnige sig, naar Loven ingen Grænse sætter for Lemfældigheden. Men disse generalpræventive Hensyn gør sig som næevnt normalt ikke gældende ved Forsøget, og det er derfor forsvarligt her at opgive det af Generalpræventionen dikterede Strafminimum. Paa den anden Side er det ogsaa rigtigt, at Strafferammens Maksimum ved Forsøget ikke obligatorisk nedsættes til en lavere Straffesats end for den fuldbyrdede Forbrydelse. Den personlige Farlighed giver sig intet sikkert Udtryk i den Omstændighed, om en Forbrydelse fuldbyrdes eller ej. Navnlig er der næppe heller Grund til at opstille en Sondring mellem absolut utjenlige Forsog i Modsætning til andre. De Skoleeksempler, der i saa Henseende undertiden anføres: at en Person anser Mælk eller Sukker for Giftstoffer, er temmelig livsfjærne. Nærmere ved Virkeligheden er det f. Eks., at en Person søger at forgive et Menneske med svovlsur Baryt, idet han anser dette for et farligt Giftstof, medens det i Virkeligheden er uskadeligt, hvorimod den kulsure Baryt er en farlig Gift (jfr. herved en Dom i U. f. R. 1925 A 499, hvor en Apotekermedhjælper blev dømt for uagtsomt Manddrab for at have foranlediget to Patienters Død, idet han ved Udleveringen havde forvekslet de to Stoffer). At en ufuldbyrdet Forbrydelse af specialpræventive Grunde skulde gøre den strengeste Straf for den fuldbyrdede Forbrydelse paakrævet, vil naturligvis høre til Undtagelserne; men at det kan være paakrævet, fremgaar af følgende i København for nylig indtrufne Tilfælde: En Mand, der før sit fyldte 18. Aar var straffet for Mordbrand med 8 Aars Tugthus, den strengeste Straf, der kunde idømmes, lader sig en Nat kore i Automobil ud paa en afsides Vej, hvor han efter en overlagt Plan bagfra skyder Chaufføren med en Revolver for at dræbe ham og derefter udplyndre ham. Skudet, der ramte Chaufføren i Hovedet, blev ikke dødbringende, men vilde være blevet det, hvis det havde ramt en Centimeter til Siden. Specialpræventionen vilde her sikkert kræve Uskadeliggørelse paa Livstid, men den foreskrevne obligatoriske Strafnedsættelse for Forsøg fører til et Maksimum paa 18 Aar. Havde det ikke drejet sig om et Rovmord paa en uskyldig Mand, men f. Eks. om et planlagt Mord paa en Aagerkarl, der havde udpint Gerningsmanden, kunde Specialpræventionen have nøjedes med en ringere Straf end Minimum for fuldbyrdet forsetligt Drab (8 Aar Tugthus), og

NOGLE BEMÆRKNINGER OM FORSØGETS STRAFBARHED. 233ved Virkningens Udeblivelse vilde Generalpræventionens Krav paa et saadant Minimum være blevet afsvækket.
    Man vil maaske finde den danske Straffelovgivnings uhyre vide Strafferammer for Forsøgsvirksomheden, navnlig efter at den nye Strfl. har ophævet den obligatoriske Nedsættelse af Maksimum, paafaldende og urimelig: En fjærn Forberedelseshandling kan straffes med den strengeste Straf for fuldbyrdet Forbrydelse, en Iværksættelseshandling kan ved en hvilkensomhelst Forbrydelse straffes med Lovens mindste Bøde. En saadan Kritik vilde efter min Mening være ubegrundet. Allerede Strfl. 1866 afgiver ved sine rummelige Strafferammer for de fuldbyrdede Forbrydelser den videste Tumleplads for Vilkaarligheden: et enkelt ubetydeligt Indbrydstyveri, begaaet af en hidtil ustraffet Person, vurderes indenfor en Strafferamme fra 8 Maaneder til 8 Aar, og Loven kender enkelte Strafnedsættelser for fuldbyrdede Forbrydelser uden Grænse nedad. Den nye Strfl. tenderer, som andre moderne Straffelove, mod yderligere Udvidelser og ubegrænsede Strafnedsættelser. Der maa nødvendigvis stoles paa Domstolenes rimelige og fornuftige Anvendelse af Loven; nogen principiel Forskel gør det i denne Henseende ikke, om det er en fuldbyrdet eller forsøgt Forbrydelse, der foreligger til Vurdering. Vilde man i det foreskrevne Strafmaksimum særlig søge en Garanti for den Tiltalte, maa det erindres, at Maksimalsatserne kun for de mest exorbitant grove Tilfælde, f. Eks. farlig Professionisme, afgiver en virkelig Garanti, medens denne i alle andre Tilfælde reelt maa søges i Domstolenes ansvarsbevidste Udmaaling af Straffen indenfor Rammerne.

 

    Der er i det foregaaende gentagne Gange taget et vist Forbehold med Hensyn til Generalpræventionens svagere Betydning, naar Forbrydelsen ikke fuldbyrdes. Sætningen er kun i Almindelighed rigtig; der gælder Undtagelser, hvis Udstrækning i nogen Grad beror paa, hvorledes Loven bestemmer Forbrydelsens Fuldbyrdelsesmoment. Sætningen er som nævnt rigtig, fordi Straffetruselen for den fuldbyrdede Forbrydelse ikke forstærkes væsentligt ved, at Forsøget medtages som strafbart efter samme Maalestok som den fuldbyrdede Forbrydelse, men Forholdet kan være anderledes. Opdagelsesrisikoen ved Forberedelsen og Iværksættelsen af en Forbrydelse kan være saa betydelig, og

 

16 — Svensk Jurisltidning 1931.

234 OLUF H. KRABBE.omvendt ved den fuldbyrdede Forbrydelse saa ringe, at Strafbarhedens Tyngdepunkt af generalpræventive Grunde maa lægges paa »Forsøget».
    Mest illustrerende i saa Henseende er vistnok Forholdet ved Overtrædelser af Ind- og Udførselslovgivningen. Statens Interesser gaar naturligvis ud paa, at disse Overtrædelser ikke fuldføres, saa at Staten f. Eks. ikke bedrages for Toldafgifter. Forsøg paa Smugleri er ikke direkte materielt interessekrænkende, men da det fuldbyrdede Smugleri i Almindelighed unddrager sig Opdagelse, maa » Forsøget» her kriminaliseres, rigtigst paa den Maade, at Fuldbyrdelsesmomentet rykkes frem, saaledes at Forbrydelsen er fuldbyrdet med »Forsøget». Da Opdagelsen beror paa Toldvæsenets Aarvaagenhed, kan Sagen under Forudsætning af en idealt effektiv Kontrol næsten stilles saaledes paa Spidsen, at Staten uden væsentlig Risiko for sine Interesser vilde kunne indskrænke sig til at kriminalisere det forsøgte og give Afkald paa Strafansvar for det fuldbyrdede Smugleri. Noget tilsvarende gælder indenfor Straffelovens Omraade for Pengeafpresningsforbrydelsen. Naar Forbrydelsen er fuldbyrdet ved, at Offeret har givet efter for Truselen, vil han selvfølgelig ikke anmelde Forbrydelsen. Det vil praktisk talt altid være »Forsøget» paa Afpresning, der anmeldes. Straffen for den fuldbyrdede Forbrydelse har ingen større Interesse for Samfundet. Ogsaa her bør Fuldbyrdelsesmomentet derfor rykkes frem som sket ved Strfl. 1866 § 245, Strfl. 1930 § 281. Denne Betragtning er med Urette underkendt af TORP i hans Straffelovsudkast § 250, og i Udkast 1917 Mot. S. 372—373, jfr. ogsaa Komm. Udk. 1912 § 300.
    Ogsaa indenfor Forbrydelsesgrupper, hvor der ikke bliver Spørgsmaal om en almindelig Fremrykkelse af Fuldbyrdelsesmomentet, kan der forekomme typiske Fremtrædelsesformer, hvor Forholdet mellem Forsøget og den fuldbyrdede Forbrydelse stiller sig paa lignende Maade, saaledes ved Lommetyveriet, der i Almindelighed kun opklares, naar Tyven gribes paa fersk Gerning under Forsøget.
    Overhovedet vil en særlig betydelig Risiko for Paagribelse paa fersk Gerning være et Moment, der giver Forsøgsstraffen Værd, navnlig overfor professionelle Forbrydere. Efterser man Strafferegistrene for de dygtigste københavnske professionelle Indbrudstyve, er det paafaldende, saa tit man finder Forsøgsbe-

NOGLE BEMÆRKNINGER OM FORSØGETS STRAFBARHED. 235stemmelserne citeret. Grunden hertil er vistnok den, at de, navnlig naar de indskrænker sig til at stjæle rede Penge, vil have lettere ved at unddrage sig Ansvaret for den fuldbyrdede Forbrydelse end ved at undgaa under Forbrydelsens Udførelse at blive overraskede af et aarvaagent Politi.
    Vilde man i Stedet for den danske Straffelovs generelle og omfattende Forsøgsregler foretrække i Tilslutning til svensk Ret at begrænse det strafbare Forsøgs Omraade til visse bestemte Forbrydelser, maatte det efter min Mening i Henhold til det foran udviklede ske ved, bortset fra de Tilfælde, hvor den generalpræventive Trang til at straffe Forsøgsvirksomheden er særlig stærk, at udsondre de Forbrydelser, hvis Strafbarhed i det væsentlige alene er, om jeg saa maa sige, »generalpræventivt begrundet», fra de Forbrydelser, hvor tillige det specialpræventive Hensyn, Trangen til at ramme den personlige, navnlig den professionelle, Farlighed gør sig særlig stærkt gældende, og lade Forsøget være straffrit i den første Gruppe, ikke i den sidste. Til den første Gruppe hører af alvorligere Forbrydelser f. Eks. Barnemord, hvor det fremhævede Synspunkt har fundet Udtryk i Strfl. 1930 § 278 Stk. 2, der hjemler Straffens fakultative Bortfald, naar Forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, og Barnet ikke har taget Skade; det samme gælder § 251 om uforsvarlig Omgang ved Barnefødsel, der efter Strfl. 1866 §§ 194, 195 var obligatorisk straffrit, naar Barnets Død ikke indtraadte, en Bestemmelse, der sikkert uden Skade for Retssikkerheden kunde have været opretholdt. Ogsaa ved Forbrydelser som Drab efter Begæring og Hjælp til Selvmord, Strfl. 1930 §§ 239, 240 burde Forsøget være straffrit; og uden samfundsmæssig Betydning er Forsøgsstraffen ligeledes ved tilfældige Situationsforbrydelser som ulovlig Omgang med Hittegods.

 

    Sluttelig skal til Oplysning om, hvorledes den danske Straffelovs vidtrækkende Forsøgsregler er kommet til Anvendelse, hidsættes nogle Tal fra den danske Kriminalstatistik 1906—1925.
    Ved de i de nævnte 20 Aar i egentlige kriminelle Sager stedfundne Domfældelser blev Straffelovens enkelte specielle Straffe-Paragraffer anvendt 113,146 Gange; blandt disse blev Forsøgsparagrafferne citerede i Forbindelse med den specielle Paragraf i 5,254 Tilfælde.
    Man kunde herefter opstille som » Forsøgsprocent» Brøken

236 OLUF H. KRABBE.5254/113146 men da hver enkelt Domfældelse kan omfatte mange efter samme Straffeparagraf paadømte Forbrydelser, f. Eks. mange Tyverier begaaede af samme Person, og da der blandt disse utvivlsomt vil findes forholdsvis langt flere Tilfælde af fuldbyrdet Forbrydelse end af Forsøg, giver Brøken ikke Udtryk for det virkelige Forhold mellem Antallet af paadømte Forsøgstilfælde og paadømte fuldbyrdede Forbrydelser, men skal være betydelig mindre. For hver enkelt Forbrydelse vil Afvigelsen mellem Statistikens og den »virkelige» Forsøgsprocent være varierende efter Forbrydelsens Art; størst vil Afvigelsen være ved Forbrydelser, der kan udføres professionelt, som f. Eks. Tyveri, mindst ved Forbrydelser som Vold, Legemsbeskadigelse, Voldtægt, Befrielse af en Fange fra Øvrighedens Magt, hvor en enkelt Domfældelse i Almindelighed kun omfatter et enkelt paadømt Forhold. — Paa den anden Side er det absolute Tal for de paadømte Forsøgstilfælde utvivlsomt for lavt; efter Statistiken indbefatter det samlede Antal Domfældelser nemlig 4,733 Tilfælde af Meddelagtighed (Strfl. 1866 §§ 47—56), uden at der mellem disse er sondret mellem fuldbyrdet og forsøgt Meddelagtighed (mislykket Anstiftelse o. desl.).
    Med de anførte Forbehold in mente udviser Statistiken iøvrigt, som venteligt, en meget varierende » Forsøgsprocent» for de forskellige Forbrydelser. Størst er Procenten, hvor Forbrydelsen i sin fuldbyrdede Skikkelse til sit Begreb kræver Overvindelse af Modstand eller desl., saaledes ved Strfl. 1866 § 108 (Befrielse af en Fange ud af Øvrighedens Magt): 100/215, § 168 (Voldtægt): 184/417 § 210 (ulovlig Tvang): 100/457, § 243 (Røveri): 84/471; derimod ved den med ulovlig Tvang beslægtede Afpresningsforbrydelse, Strfl. § 245, kun 10/206, hvilket beror paa, at Loven her har rykket Fuldbyrdelsesmomentet frem til Truselens Fremsættelse. Ved 1. Gang begaaet simpelt Tyveri (Strfl. § 228): 735/33197, men derimod ved 1. Gang begaaet groft Tyveri (Strfl. § 229): 1329/7724, formentlig fordi groft Tyveri frembyder en særlig Risiko for Paagribelse paa fersk Gerning under Forsøgets Udførelse. For gentaget Tyveri (Strfl. §§ 230—232) er Forholdstallet 1082/18962; Statistiken sondrer her ikke mellem, om det gentagne Tyveri er groft eller simpelt. For Bedrageri og Falsk (Strfl. §§ 251—253, 268—275) er Forholdet kun 486/16086, antagelig fordi disse Forbrydelser i Almindelighed kun paadømmes efter forudgaaende Anmeldelse, som normalt kun vil blive indgivet af den forurettede, naar Ska-

NOGLE BEMÆRKNINGER OM FORSØGETS STRAFBARHED. 237de er sket. Af samme Grund er Brøken lille: 92/5058 ved simpel Vold og mindre betydelig Legemsbeskadigelse; derimod ved Drab (§§ 186—191): 53/139. Ved Barnemord er Forholdet 19/128; Forsøgstilfældene omfatter her antagelig Tilfælde, hvor Aarsagssammenhæng mellem Drabshandlingen og Barnets Død ikke har kunnet bevises. Den samme Bevisvanskelighed gør sig vistnok tildels gældende ved Fosterfordrivelse, hvor Forsøgsprocenten er høj: 72/193, men den væsentligste Grund hertil er dog vistnok de mange her forekommende mislykkede Forsøg.
    Hvorledes de paadømte Forsøgstilfælde fordeler sig mellem fuldendte Forsøg og Forberedelseshandlinger, oplyses ikke gennem Statistiken.
    Forsøgsprocenten har i de tre første Femaar indenfor den 20 Aars Periode holdt sig nogenlunde konstant, uafhængig af Bevægelserne i den samlede Kriminalitet. Men med det sidste Femaar indtræder et pludseligt og voldsomt Fald. I Perioden 1916—1920 var det samlede Forholdstal 1683/32447, Perioden 1921—1925 derimod kun 847/30027. Faldet gælder i alt væsentligt de grove Tyverier. Forklaringen kan maaske tildels søges i den nye Retsplejelov, som traadte i Kraft i Oktober 1919, men maa vistnok hovedsagelig bero paa en Ændring i Polititjenesten i København, hvorved Patrouilleringen af Gadebetjentene, der under deres Patrouilletjeneste havde særlig Lejlighed til at paagribe natlige Indbrudstyve paa fersk Gerning, ophørte.