OM BEVISBYRDEREGLERNES FORHOLD TIL DEN MATERIELLE RET OG OM OPFORDRINGEN TIL BEVISSIKRING.
AV
HJÆLPEDOMMER O. AUGDAHL, DRØBAK.
I.
I skrifterne »En teori om bevisbördan» og »Bevisskyldigheten och den materiella rätten» har docent, dr. jur. KARL OLIVEcRONA optat til drøftelse spørsmaalet om forholdet mellem bevisbyrdereglerne og de materielle retsregler — og derunder saavel spørsmaalet om hvilke hensyn der bør være bestemmende ved opstillelsen av bevisbyrderegler, som spørsmaalet om hvilke hensyn der faktisk har været de bestemmende ved opkomsten av de bevisbyrderegler der nu gjælder.
Efter Olivecronas mening er alle de bevisbyrdeteorier der harværet opstillet, i den grad forfeilede at de end ikke formaar at forklare de aller enkleste bevisbyrderegler.1 Dette er ikke blot tilfældet med f. eks. den teori at hver av de procederende parter skal ha bevisbyrden for de faktiske forutsætninger for de retsregler han kræver bragt til anvendelse, og den teori at saksøkeren skal ha bevisbyrden for de retsstiftende fakta, saksøkte derimot for de retshindrende og de retsophævende fakta. Nei, og saa »sandsynlighetsteorien» er i like høi grad forfeilet. — Grunden til denne bedrøvelige tilstand er — ifølge Olivecrona — den, at bevisbyrdeteorierne alle bygger paa et svigtende grundlag, nemlig paa den forestilling at processens — og bevisbyrdereglernes — formaal er at realisere den materielle ret — at gi den part ret der efter de materielle retsregler har ret —, en forestilling der angivelig hænger sammen med at de civilretslige lover er tænkt og formulert som regler om rettigheter og forpligtelser, mens dèt alle retsregler i virkeligheten er, er regler for hvordan dommeren og de eksekutive myndigheter har at handle.
Ihvorvel ogsaa sandsynlighetsteorien, som netop nævnt, lider av den nævnte angivelige grundfeil, har det dog sin interesse at konstatere at Olivecrona aapent synes at medgi at hvis grundlaget (at processens — og bevisbyrdereglernes — formaal er at gi den part ret der efter de materielretslige regler har ret) hadde været rigtig, da vilde sandsynlighetsteorien ha været den rigtige teori.1 — Da undertegnede ikke blot er en av dem for hvem det er »någonting alldeles självklart, att den ledande tanken vid fördelningen av bevisbördan måste vara den, att det materiellt rätta skall segra i så många processer som möjligt»,2 men tillike netop den der har fremsat »sannolikhetsprincipen i dess renhet», 3 4 turde maaske en kort redegjørelse for de hovedindvendinger jeg har at gjore mot Olivecronas grundsyn, være av interesse.
II.
A. Ifølge Olivecronas opfatning er som nævnt alle retsregler i virkeligheten regler der foreskriver hvordan dommerne (og dernæst de eksekutive myndigheter) skal handle i de forskjellige processuelle situationer. »Vill man komma till sakens kärna, kan man ej stanna vid lagtextens formulering och det populära föreställningssättet. Man måste fråga om icke en ordning för rättigheter och skyldigheter är någonting som blott existerar iföreställningen. Att en sådan ordning verkligen skulle existera på annat sätt kan icke hävdas, om man icke gör det godtyckliga antagandet att rättsfakta i kraft av lagen framkalla verkningar som falla utanför sinnevärlden.5 De reella verkningarna av rättsfakta äro allenast de följder som inträda på grund därav, att det i samhället finnes en organisation, som under bestämda förutsättningar exekverar vissa påföljder vid kontraktsbrott, ska-
degörelser etc. Rättsreglerna äro i realiteten reglerna för denna organisations verksamhet, alltså handlingsregler för domaren och de exekutiva myndigheterna.1 (För enkelhetens skull kan det vara nog att här tala om reglerna för domarens handlande.) Det som har betydelse är vad domaren bestämmer, ej de rättigheter som existera på papperet. Alla juridiska frågor gälla därför ytterst: hur skall domaren handla i den eller den situationen?» 1 2 — Dommerens opgave er »att styra det statliga exekutionsmaskineriet enligt bestämda regler. Han skall avgöra huruvida exekutivt tvång skall komma till användning på begäran av en person mot en annan. Detta kan han faktiskt mycket väl avgöra utan att taga ståndpunkt till någon fråga om rättigheter och skyldigheter. — Det är sålunda icke i princip nödvändigt, att rättsmaskineriet står i förbindelse med några föreställningar om rättigheter och skyldigheter. Maskineriet kan tänkas fungera ändå. Historiska förhållanden ha emellertid gjort att begreppen rättighet och skyldighet kommit att spela en eminent roll i vårt rättsliv och vårt juridiska tänkande.»3 Realiteten bak forestillingerne om rettigheter og forpligtelser er imidlertid, som nævnt, kun at der findes et retsmaskineri og at » tack vare detta en allmän ordning faktiskt råder i samhället».4 — Nu er det imidlertid ikke slik — utvikler Olivecrona videre — at retsreglerne i almindelighet direkte foreskriver hvordan dommeren har at forholde sig i den eller den processuelle situation — en saadan ordning vilde ikke være tænkelig. »Vare sig lagen tänkes såsom en ordning för rättigheter och skyldigheter eller den utformas på något annat sätt, måste den abstrahera från de komplicerade processuella situationerna.1 En fråga måste vara hur ett avtal och därpå följande kontraktsbrott skall bedömas under bortseende från alla bevisningssvårigheter. En annan fråga blir reglerna om bevisningen rörande alla de in abstracto sett relevanta förhållandena. En tredje fråga blir anordningen av förfarandet inför domstolen o. s. v. Det ligger i öppen dag, att lagstiftningen alltid måste så att säga sönderdela de handlingsregler, som man vill ha genomförda, i dessa olika element. Domaren får sedan till uppgift att med användande av gängse utläggningsme-
toder sammanfoga de olika elementen till handlingsregler, vilka stå i överensstämmelse med lagstiftarens intentioner och de intressen som ligga bakom lagen.»1
B. Idet nu lovgivningens (retsordenens) opgave er at realisere visse sociale formaal, og idet de virkemidler lovgivningen har dertil, netop er de forskjellige opdelte handlingsregler som det er dommerens opgave atter at sammenføie, er der — efter Olivecronas mening — ingen grund til at opstille realiserendet av det ene sæt av delreglerne (de »materielretslige» regler) som formaalet for det andet stæt (bevisbyrdereglerne). Bevisbyrdereglerne er likefuldt som de materielretslige regler bestanddele av handlingsreglerne (for dommeren), og det »är orimligt att säga att det ena ledet i systemet skulle vara till för det andras skull.Verkliga förhållandet är att systemet i dess helhet anordnats för vissa ändamåls skull. Systemet får sin utformning med hänsyn till vad dessa ändamål kräva. För lagstiftaren måste därför alltid frågan bli den, huru man genom en lämplig samverkan mellan bevisbörderegler och materiella regler skall nå ett visst resultat.»2 »Det är ju lagstiftaren som fastställer de materiella reglerna. Men varför skulle han, då han bestämmer sig för enviss materiell regel, därmed på något sätt binda sig själv med avseende å tillhörande bevisbörderegler? Det är omöjligt att förstå, varför detta skulle ske.3 Endast om man utgår ifrån att lagstiftningens uppgift är realiserandet av en i och för sig bestående högre rätt, får det någon mening att den materiella rättens förverkligande skulle vara ändamål för lagstiftaren. Man identifierar då den materiella rätten med denna högre rätt.»4
III.
Til den (under II) utviklede betragtningsmaate vil jeg bemerke:
A. At alle retsregler — ogsaa de materielle — i den forstand er bestanddele av handlingsregler for dommeren, at det netop er retsreglerne han har at dømme efter, er selvsagt. Men at de materielle retsregler først og fremst — eller endog utelukkende
— er saadanne bestanddele, og at det er regler der fremkommer ved at lovgiveren abstraherer fra komplicerte processuelle situationer, er formentlig helt urigtig. — De materielle regler er principielt ikke regler for hvordan dommeren skal bære sig ad, men for hvordan retssamfundets medlemmer skal bære sig ad. De er med andre ord principielt ikke handlingsregler for dommeren, men handlingsregler for retssamfundets medlemmer. Saaledes er f. eks. budet: Du skal betale din gjæld, noget ganske andet og mere end en del av en norm for hvordan dommeren skal bære sig ad i en viss processuel situation; det er først og fremst en rettesnor for publikum. Og det er utvilsomt ogsaa som en saadan rettesnor — og ikke ved abstraktion fra disse eller hine mere eller mindre komplicerte processuelle situationer — at budet er fremkommet. — Et system uten materielle retsregler, men istedet kun med direkte handlingsregler for dommeren, vilde være ensbetydende med et system uten direkte handlingsregler for publikum.
B. At saavel de materielle retsregler som bevisbyrdereglerne er sociale virkemidler for lovgiveren — midler hvorved lovgiveren realiserer sociale formaal —, er klart nok. Naar lovgiveren agter at avstedkomme en viss social effekt, og han i den anledning overveier hvilken materiel regel og hvilken bevisbyrderegel han bør opstille, staar der imidlertid kun to veie aapne for ham: Enten maa han opstille 1) en materiel regel der klart angir hvilken social effekt der ønskes og hvordan publikum bør forholde sig for at effekten skal avstedkommes, og i forbindelse dermed 2) en bevisbyrderegel der tar sigte paa at eksekutiv tvang — om fornødent — skal bli at anvende mot dem der ikke retter sig efter den materielle regel. Eller saa maa han opstille 1) en materiel regel der falskelig uttaler at en viss anden — kraftigere eller svakere — effekt ønskes end den der virkelig ønskes, og if orbindelse dermed 2) en bevisbyrderegel der tar sigte paa at nøitralisere virkningen av den materielretslige regel, saaledes at resultatet dog saavidt mulig blir opnaaelsen av den sociale effekt som lovgiveren virkelig ønsker. I min bok »Om bevisbyrden i tvistemål» har jeg uttrykt det her utviklede saaledes: »Når — lovgivningen normerer en viss art av rettsforhold, vil den kun gjøre halvt arbeide ved å opstille de almindelige — materiellrettslige — regler for vedkommende forhold. Disse regler forut-
setter bevisbyrderegler som supplemang, og først når også dette supplemang foreligger, lar det sig avgjøre hvordan normeringen vil virke i det praktiske liv. En i og for sig god materiellrettslig regel vil derfor kunne mere eller mindre forfeile sitt øiemed hvis den blir supplert med en uheldig bevisbyrderegel. Og omvendt vil de uheldige virkninger av en i sig selv irrasjonell materiellrettslig regel i større eller mindre grad kunne avverges ved dertil skikkede bevisbyrderegler. Således vil en i sig selv urimelig streng ansvarsregel kunne nøitraliseres ved en bevisbyrderegel der pålegger saksøkeren en unaturlig stor bevisrisiko. De to urimeligheter ophever så å si hverandre.»1 — Hvilken av de to veie lovgiveren normalt bør vælge, og hvilken av dem lovgiverne i de aller fleste tilfælde har valgt, synes jeg der vanskelig kan tvistes om. I min ovennævnte bok lyder fortsættelsen saaledes:2 » Det sier dog sig selv at lovgiveren såvidt mulig bor undgå å gi materiellrettslige regler der trenger sådanne unaturlige bevisbyrderegler som supplemang. Og i hvert fall i de aller fleste tilfeller vil lovgiveren like godt — og bedre — kunne nå det tilsiktede resultat ved en hensiktsmessig utformning av selve den materielle rettsforskrift.» Hvor lovgiveren ikke vælger den sidstnævnte vei (at la selve den materielle retsforskrift tilkjendegi den forønskede effekt), vil den opstillede handlingsregel for publikum (den materielretslige regel) ikke veilede publikum, men tvertimot vildlede det. Og de domme der avsiges under en saadan ordning, vil i høi grad svække publikums tillid til domstolene.
Hvis man nu indrømmer at den første av de to nævnte veie er den der i almindelighet bør vælges, er det dermed ogsaa indrømmet at lovgiveren — i almindelighet — netop bør fole sig bundet naar han fastsætter bevisbyrdereglerne: han bor saavidt mulig vælge de bevisbyrderegler der maa antages at føre til at eksekutiv tvang — naar saa ønskes — virkelig blir anvendt mot flest mulig av dem (og kun mot dem) der ikke retter sig efter de materielle (til publikum rettede) retsregler — med andre ord: de bevisbyrderegler der hviler paa sandsynlighetsprincipet. Og grunden dertil er altsaa netop den foran angivne, at de materielretslige regler først og fremst er handlingsregler for publikum og derfor bør veilede publikum og ikke vildlede det, eller med andre ord:
at de materielretslige regler er noget ganske andet og mere end dele av handlingsnormer for dommeren. — Nærmere paavisning av at de forfattere, der antar at bevisbyrdereglernes formaal er saavidt mulig at gi de parter ret der efter de materielretslige regler har ret, ikke behøver at operere med »en i og for sig bestaaende høiere ret», skulde efter det ovenfor utviklede være unødvendig.
C. Regelen om saksøktes bevisbyrde for betaling begrundes av Olivecrona med at den er nødvendig for at tvangen til at betale gjæld skal bli effektiv.1 »Om man hade den motsatta regeln, skulle borgenären kunna räkna på att få exekution endast om han kunde styrka att betalning icke ägt rum. Men det är naturligen omöjligt för en borgenär att försäkra sig om sådan bevisning.»2 Olivecrona har ogsaa uttrykt tanken saaledes:3 »Vad bleve det väl av 'plikten' att betala, om ej gäldenären vore bevisskyldig vid invändning om betalning? Den bleve praktiskt taget ett tomt ord, ingenting annat, eftersom borgenären skulle ha ytterst ringa möjligheter att fullgöra bevisning om att skulden icke betalts.» — At betalingspligten — som Olivecrona utvikler — faktisk vilde ophøre saafremt kreditor (i almindelighet) paalagdes bevisbyrden (og at man derfor [i almindelighet] maa paalægge debitor bevisbyrden), kan nok siges. Men man maa jo dog spørge: Hvorfor vilde betalingspligten i saa tilfælde ophøre? Svaret er: Paa grund av de procederende parters ulike bevismuligheter (partsanførslernes sandhet forutsat) vilde hvis kreditorene paalagdes bevisrisikoen, en mængde debitorer der ikke hadde betalt sin gjæld, dog bli frifundet for at betale. Der vilde med andre ord avstedkommes en mængde materielt urigtige domme. Og naar disse urigtige domme kom til publikums kundskap — ja, tildels allerede naar de kunde foutsees —, vilde stadig flere debitorer mot sandheten si sig at ha betalt. Forholdet med hensyn til den her drøftede bevisbyrderegel er altsaa intet andet end det helt sedvanlige, at retsordenen 1) ønsker en viss social effekt, nemlig den at gjæld skal betales (avtaler holdes), at den 2) opstiller en materielretslig regel der direkte tilkjendegir hvad der ønskes og forlanges, og at den 3) opstiller den be-
visbyrderegel der maa antages at føre til flest mulig materielt rigtige domme. —
Det lar sig ikke godt anføre at retsordenens formaal ikke er at A eller X, paa hvem lovgiveren ikke specielt har tænkt, skal tvinges til at betale sin gjæld, og at retsordenens formaal derfor ikke sker fyldest naar A eller X dømmes til at betale sin gjæld 1 — likelitt som det kan siges at formaalet med en kanal ikke fyldestgjøres naar denne eller hin bestemte baat som den der har anlagt kanalen, ikke specielt har tænkt paa, gjennem kanalen naar frem til sit bestemmelsessted. Naar i èt konkret tilfælde A tvinges til at betale sin gjæld, er retsordenens formaal realisert i det tilfælde. Og naar i et andet konkret tilfælde X tvinges til at betale sin gjæld, er retsordenens formaal realisert i det tilfælde. (Likeledes: Naar B lojalt og helt uten tanke paa retslig tvang i èt konkret tilfælde betaler sin gjæld, da er retsordenens formaal realisert i det tilfælde. Og endvidere: Naar Y i et andet konkret tilfælde betaler sin gjæld for at undgaa proces og eksekution, da er retsordenens formaal realisert i det tilfælde.) Den av retsordenen tilstræbede og opnaaede sociale effekt er intet andet end indbegrepet av effekten i de enkelte konkrete tilfælde. Ganske paa samme maate er den ved kanalens anlæg paatænkte og senere opnaaede trafik intet andet end indbegrepet av de enkelte skibs passering gjennem kanalen. —
Den store forskjel mellem de procederende parters bevismuligheter (anførslernes sandhet forutsat) foreligger ikke i alle tilfælde hvor der tvistes om hvorvidt betaling er skedd eller ei. Den foreligger f. eks. i de tilfælde hvor det er paa det rene at den ene part engang har ydet den anden part et pengelaan eller solgt ham en gjenstand paa kredit; her vil den der siger sig ikke senere at ha mottat betalingen, normalt være uten bevismulighet. Forskjellen foreligger derimot ikke f. eks. i de tilfælde hvor
det er paa det rene at en mand har kjøpt en gjenstand i en forretning hvor han aldrig tidligere har handlet, og at salgsgjenstanden straks blev overlevert ham, mens det der tvistes om, er hvorvidt ogsaa betaling samtidig fandt sted, eller ei. Her gjælder tvisten kun hvad der skedde eller ikke skedde ved en bestemt tid- og stedbundet begivenhet, og det er ikke mere umulig at bevise hvad der da ikke skedde, end hvad der skedde. De som har været tilstede ved anledningen, kan likesaa godt si hvad der ikke foregik som hvad der foregik; de kan ikke blot forklare at de ikke bemerket at en viss omstændighet foregik, men endog forsikre at den ikke foregik.1 Og med nøiagtig samme grad av ret som det kan siges at debitor kunde ha forlangt kvittering, kan det siges at kreditor kunde ha forlangt debitors skriftlige erkjendelse av at være blit kreditor penge skyldig. Det skulde da ogsaa synes klart at det ikke i alle tilfælde er forskjellen i bevismuligheter der danner bevisbyrdereglernes grundlag, og at regelen om debitors bevisbyrde for betaling intet andet er end en grov hovedregel — det er ialfald sikkert at retspraksis ikke aner kjender den som andet.2
IV.
A. Den naturlige maate at bære sig ad paa for lovgiveren er, som foran nævnt, ved de materielle (til publikum rettede) regler at tilkjendegi hvilken social effekt der ønskes, m. a. o.: hvordan han vil at publikum skal forholde sig. Og fastholder man dette, kan man, som foran utviklet, ikke komme bort fra at lovgiveren allerede bør føle sig bundet naar han skal fastsætte bevisbyrdereglerne — det han først og fremst bør søke, er de regler der maa antages at føre til at de fleste processer faar materielt rigtige løsninger.3 — Gjælder det f. eks. at opstille en regel for hvem
bevisbyrden med hensyn til punktet: betaling — ikke-betaling normalt bør paalægges, blir spørsmaalet for lovgiveren: Blir der størst sandsynlighet for at faa flest mulig rigtige domme naar bevisbyrden paalægges kreditor, eller blir der støorst sandsynlighet derfor naar bevisbyrden paalægges debitor? Dette spørsmaal maa utvilsomt besvares derhen at sandsynligheten for at faa flest mulig rigtige domme blir størst naar bevisbyrden normalt paalægges debitor, og det er ogsaa dette der er regelens umiddelbare grundlag. At regelens grundlag er den omstændighet, at regelen er nødvendig for at betalingspligten ikke skal ophøre, er kun forsaavidt rigtig som det jo selvsagt i bred almindelighet kan siges at alle bevisbyrderegler der hviler paa sandsynlighetsprincipet, er begrundet i den omstændighet at de er nødvendige for at den effekt som ved vedkommende materiel retslige regel er tilkjendegit som ønskelig, ikke skal utebli. Forholdet er med andre ord det helt selvfølgelige at netop tanken paa den sociale effekt utpeker sandsynlighetsprincipet som det almindelige princip for bevisbyrderegler.
B. Spørsmaalet blir saa videre: Hvilke momenter er det man maa se hen til ved spørsmaalet om hvilken av de for hver gruppe av tilfælde tænkelige bevisbyrderegler det er sandsynlighetsprincipet tilsiger? Og paa samme maate: Hvilke momenter er det der ved opstillelsen av de nu gjældende bevisbyrderegler faktisk blev set hen til? — Det der her kan gi veiledning, og det der har git veiledning, er selvsagt utelukkende en iagttagelse av hvilke momenter det er der i de konkrete processer av vedkommende gruppe gjør den ene parts anførsel sandsynlig eller usandsynlig, og av hvilke momenter det er der gjør den anden parts anførsel sandsynlig eller usandsynlig. Ved en saadan iagttagelse viser det sig at visse (men ogsaa kun visse) av de momenter hvorpaa den konkrete sandsynlighet beror, gaar igjen — og det med en konstant bevisvegt — i hele gruppen. Paa saadanne momenter av konstant bevisvegt lar der sig opbygge, og er der opbygget, sandsynlighetsregler — eller om man vil: præsumtionsregler.1 Et
saadant moment av konstant bevisvegt er den indbyrdes forskjel mellem parternes bevissikringsadgang og — hvad der staar i uløselig forbindelse dermed — bevissikringsopfordring.
C. Ifølge Olivecrona gjør sandsynlighetsprincipets tilhængere sig skyldige i en paatagelig ringslutning. De overser nemlig (angivelig) at de faktiske samfundsforhold hvorfra sandsynlighetsslutninger drages, netop er faktiske forhold, altsaa forhold hvor bestemte retsregler — og deriblandt bevisbyrderegler — gjælder og allerede har øvet en avgjørende indvirkning paa folks handlemaate. Saaledes er det (angivelig) ringslutning naar man paa grundlag av den omstendighet at debitor (i motsætning til kreditor) har adgang og opfordring til at sikre sig bevis, vil opstille en sandsynlighetsbevisbyrderegel til gunst for kreditor; man tænker nemlig da — paastaaes det — kun paa den tilstand som raader i et samfund hvor regelen om debitors bevisbyrde for betaling allerede har sat sine merker. Aarsaken til debitors opfordring til at ta kvittering, er nemlig — ifølge Olivecrona — at søke utelukkende i den omstændighet at debitor allerede er paalagt bevisbyrden for betaling. »Sannolikheten för att gäldenären skall kunna styrka betalningen, om den verkligen ägt rum, beror alltså på bevisbörderegeln. Då kan icke bevisbörderegeln grundas på sannolikheten.»1 2
For det første sees det let at dette Olivecronas angrep paa sansynlighetsprincipet overhovedet ikke engang rammer sandsynlighetsprincipet som saadant — altsaa det princip at det bevisbyrdereglerne saavidt mulig bør ta sigte paa, er størst mulig sandsynlighet for at faa materielt rigtige domsresultater. Selvom opfordringen til at ta kvittering historisk var fremkommet som en refleksvirkning av en paa forhaand opstillet regel om at debitorene skulde ha bevisbyrden for betaling, vilde det staa like urokket at regelens formaal dog var at søke opnaadd at flest mulig processer av den her omhandlede art blev rigtig løst.
For det andet er at merke at angrepet overhovedet heller ikke rammer selve den metode hvorved sandsynlighetsprincipets tilhængere mener sig at kunne utlede sandsynlighetsregler, nemlig den metode at man opbygger regler paa grundlag av visse konkrete sandsynlighetsmomenter — nemlig de der har konstant bevisvegt. Hvis man uttrykte sig saaledes: Ved spørsmaalet om
hvilken bevisbyrderegel der bør opstilles, har man ikke at se hen til de sandsynlighetsmomenter (av konstant vegt) der foreligger i de paa opstillelsestiden verserende processer, men til de sandsynlighetsmomenter der kan forutsættes at ville foreligge i processer der opstaar efterat denne eller hin av de for tilfældet tænkelige bevisbyrderegler blir gjennemført, da gik man klar av hele indvendingen. — Imidlertid er det saavel unødvendig som— historisk betragtet — direkte misvisende at uttrykke sig saa tungvint som netop antydet, undtagen for et eneste tilfaældes vedkommende, nemlig akkurat hvor en uheldig bevisbyrderegel allerede maatte ha sat sine merker i det praktiske liv. Ved opstillelsen av bevisbyrdereglerne har man nemlig ellers faktisk set hen til de allerede paa opstillelsestiden foreliggende sandsynlighetsmomenter — blandt andet til det av bevisbyrderegler uberoende sandsynlighetsmoment der hviler paa den indbyrdes forskjel mellem parternes bevissikringsadgang og -opfordring. At bevissikringsopfordringen kun er en refleksvirkning av allerede opstillede bevisbyrderegler, er formentlig en saa urigtig paastand som vel mulig. — Det virker lite overbevisende naar Olivecrona uttaler at »försåvitt den ena parten i en transaktion1 framför den andre har en särskild anledning att säkra bevisning i ett visst avseende, så är orsaken därtill den att han är bevisskyldig i detta avseende.» 2 Vistnok kunde det hvor der tvistedes om f. eks. kontraktsvilkaar, med en viss vegt siges at hvis den ene part har hat en større opfordring end den anden til at bevissikre sig, da maa dette (men ikke opfordringerne i og for sig) bero paa at vedkommende part allerede var paalagt bevisbyrden. Men naar man i en proces har at gjøre med f. eks. 1) en mand (A) der avkræver en anden mand (B) penger og siger sig ikke tidligere at ha faat betalingen, og 2) den nævnte B, der siger sig tidligere at ha betalt A pengerne, da har man ikke i relation til det omtvistede punkt at gjøre med to parter i en transaktion. Man har at gjøre med to parter, hvorav den ene (B) siger at noget er foregaat, og den anden (A) at noget ikke er foregaat. Hvis A taler sandt, er der for ham overhovedet ikke foregaat nogetsomhelst; naar A i løpet av et visst tidsrum ikke mottar betaling, da er der jo for ham ikke skedd nogetsomhelst der har bragt muligheten av en retstvist — eller endog blot en
uoverensstemmelse — frem i hans bevidsthet. Hvis derimot B taler sandt, da er der for ham foregaat noget; naar B betaler, da sker der derved en for ham vigtig begivenhet, som han — selvom han intet kjendskap overhovedet har til bevisbyrderegler, ja, selvom ingen bevisbyrderegler overhovedet maatte ha fæstnet sig — vil ha al opfordring til at bevissikre — blandt andet for tilfælde av at der senere skulde bli uoverensstemmelse eller endog proces. Et er nemlig sikkert: Skaffer han sig bevis, da kan han være trygg. Skaffer han sig det ikke, vet han ikke hvordan det kan gaa. Dette uvisshetsmoment alene gir en tilstrækkelig opfordring til bevissikring. En opfordring forutsætter ikke en allerede utformet retsregel der paalægger vedkommende bevisbyrden. — Det er av interesse at konstatere at Olivecrona medgir at en almindelig opfatning i forretningslivet om at regelen om debitors bevisbyrde for betaling er nødvendig, er »prius i förhållande till regeln själv».1 »Så snart kreditavtal börjat komma i bruk i större omfattning, måste behovet av en sådan regel ha gjort sig gällande med ofrånkomlig styrka. En allmän uppfattning om behovet av en viss regel leder nu vanligen till att denna regel blir genomförd. Men», heter det videre, »detta är något helt annat än att 'Opfordringen' skulle föreligga oberoende avbevisbördereglerna». — Paa den ene side er det altsaa — ifølge Olivecrona — netop blandt det praktiske livs mænd — kreditorene og debitorene — at bevisbyrderegelens nødvendighet forst blev indset og at regelen vokset frem. Paa den anden side var det først efterat regelens nødvendighet var blit indset og regelen vokset frem, at debitorene begyndte at sikre sig bevis; før den tid har de jo — ifølge Olivecrona — ingensomhelst opfordring hat til at gjøre det 2 — og har da selvfølgelig heller ikke gjort det. Sammenholder man Olivecronas anførsler, faar man altsaa følgende fremstilling av bevisbyrderegelens og bevisopfordringens historiske fremkomst: Da betalende debitorer begyndte at sikre sig bevis, ræsonnerte de saaledes: 1) De debitorer der mot kreditorenes benegtelse derav siger sig at ha betalt, bør paalægges bevisbyrden. 2) I tilfælde av at der senere skulde opstaa uopklarte processer mellem vore kreditorer og os, bør altsaa domstolene la os tape — de bør dømme os til at betale nok engang. 3) Fordi
domstolene eventuelt bør dømme os saaledes, bør vi nu sikre os bevis (kvittering). —
Det maa vel dog vaære klart at vedkommende debitorer ikke har ræsonnert saaledes som anført. Ræsonnementet har sikkerlig været et langt enklere, nemlig følgende: Skaffer vi os nu bevis, er vi paa den sikre side saafremt der senere maatte opstaa uoverensstemmelse. Gjør vi det ikke, er det ikke godt at vite hvordan det kan gaa. —
Jeg vil til belysning av det drøftede trække ind et andet tilfælde, om det end ikke er helt tilsvarende; tilfældet er særlig av den grund interessant at dets historiske utviklingsgang foreligger opklart. Det er den korte praæskription. Den er som bekjendt vokset frem i Frankrike, og fristen bevirker ikke fordringens ophør, men kun en »præsumtion» for at fordringen er betalt. Hvilket ræsonnement dette præskriptionsinstitut historisk skylder sin oprindelse, er som sagt helt paa det rene. Alle de ældre begrundelser kan sammenfattes saaledes: Ved fordringer som i regelen (faktisk) avgjøres hurtig og som oftest uten at kvittering tages eller gjemmes længe, vil der naar der er hengaat nogen tid uten at kravet er gjort gjældende for domstolene, i almindelighet (faktisk) være en stor (konkret) sandsynlighet for at fordringen — saafremt der da overhovedet er stiftet nogen saadan — nu er ophørt selvom debitor ikke kan bevise det. Dette sandsynlighetsmoment (av konstant bevisvegt) bør der opbygges en bevisbyrderegel (eller om man vil: præsumtionsregel) paa. Eksemplet viser at det tiltrods for at loven hadde git debitorene al »opfordring» til baade at sikre sig bevismidler og at bevare disse (debitorene var jo paalagt bevisbyrden for betaling, og i hele 30 aar kunde denne deres bevisbyrde bli aktuel), dog blev nødvendig for loven at rette sig efter hvordan folk paa trods av »opfordringen» faktisk indrettet sig i livet — med andre ord: at søke avbøtet at for mange folk blev dømt til at betale sin gjæld to ganger. Det var først da den franske rets præskriptionsregler (særlig) i løpet av forrige aarhundrede blev optat og efterlignet i andre europæiske land, at man i enkelte av disse lot præskriptionsfristens utløp bevirke fordringens ophør — idet man da skjøt andre legislative betragtninger ind under institutet end den der historisk hadde avfødt det, navnlig da ønsket om at motvirke kreditgivning paa længere tid. — Den korte præskriptions historie viser imidlertid enkelt og greit hvordan præsumtionsregler faktisk opstaar. —
Hvad jeg — og aapenbart ogsaa TYBJERG og MUNCH-PETERSEN — sigter til med »bevisopfordring», er en saadan naturlig bevisopfordring som foran nævnt. Det kan jo siges at man endog særdeles hyppig har bevissikringsadgang. Men før der indtræffer noget der bringer tanken om mulig uoverensstemmelse angaaende netop dette eller hint bestemte punkt frem i ens bevidsthet, er der i almindelighet — psykologisk betragtet — ingen opfordring for en til at benytte den bevissikringsadgang som faktisk maatte foreligge. Uanset hvilke bevisbyrderegler der maatte gjælde, vilde f. eks. intet menneske blot med tanke paa mulig indtrædende (for hans retsstilling) betydningsfulde »fakta» eller »non-fakta» til stadighet la sig omgi av to vidner. Derfor maa det fremhæves at det som det kommer an paa, slet ikke er bevissikringsadgangen i og for sig, men bevissikringsadgangen i forbindelse med den i situationen liggende bevissikringsopfordring. Det er f. eks. faafængt for bevisbyrdereglene at søke skapt »opfordring» hvor den — psykologisk betragtet — naturlige bevissikringsopfordring mangler.
En anden sak er at bevisbyrdereglerne saavel kan forsterke den foreliggende opfordring i høi grad (jfr hovedregelen om debitors, bevisbyrde for betaling) som avsvække den.1