Ændringer i den danske Retsplejelov. Efter flere Aars Forberedelser er det nu lykkedes ved Lov Nr 209 af 23. Juli 1932 at faa gennemført en lang Række tildels meget vigtige Ændringer i den danske Retsplejelov af 11 April 1916. Ændringerne træder i Kraft samtidig med den nye Straffelov af 15. April 1930, nemlig d. 1. Januar 1933.
    Det var dog ikke alle Regeringslovforslagets Bestemmelser, som det lykkedes at faa gennemført. Særlig paa 2 vigtige Punkter maatte Regeringen opgive sine Forslag — i hvert Fald indtil videre — nemlig med Hensyn til Indførelse af Domsmandsinstitutionen i Straffesager og i Forbindelse hermed af Umiddelbarhedsprincipet samt med Hensyn til Indførelse af offentlig Votering i Højesteret og denne Rets Deling i 2 Afdelinger. Begge disse Sæt af Ændringer blev vel vedtaget i Folketinget, men blev derefter udstemt i Landstinget og saaledes ikke gennemført. Om Domsmandsinstitutionen udtales det dog i Landtingsudvalgets Betænkning, at der fra alle Partiers Side er Stemning for at søge Institutionen indført, og Grunden til, at Gennemførelsen ikke lykkedes, var dels de vanskelige økonomiske Forhold, dels Uenighed om forskellige nærmere Enkeltheder ved Ord-

 

ningen. Det er dog Regeringens Agt allerede i indeværende Rigsdagssamling paany at fremsætte Lovforslaget om Indførelse af Domsmandsinstitutionen og af offentlig Votering i Højesteret.
    Skønt saaledes to af Lovforslagets vigtigste Bestemmelser ikke blev gennemført, indeholder Loven af 1932 dog adskillige betydningsfulde Ændringer i Retsplejeloven, særlig med Hensyn til Strafferetsplejen, og disse Reglers Ikrafttræden samtidig med den nye Straffelov vil bevirke, at den straffende Retshaandhævelse fra d. 1ste Januar 1933 paa mange Punkter vil forme sig væsentlig anderledes end hidtil i Danmark og stille Myndighederne overfor mange nye Opgaver.
    1. Af Ændringerne i Retsplejelovens første Bog (Domsmagten m. m.) skal nævnes Bestemmelserne i § 6, hvorefter Landsretterne i Sø- og Handelssager i første Instans kan bestemme, at Retten skal tiltræ des av 2 sø- eller handelskyndige Dommere.
    Med Hensyn til Retsplejens Offentlighed var der Forslag fremme om at søge gennemført en væsentlig Udvidelse af Rettens Adgang til at lukke Dørene, men disse Forslag blev ikke gennemført. I Stedet derfor blev der gennemført en Ændring i § 31 gaaende ud paa, at offentlig Gengivelse af Forhandlingen i Straffesager kan forbydes, saafremt Sigtede er under 18 Aar, og det begæres af Værgen eller en Repræsentant for Værgeraadet; endvidere kan offentlig Gengivelse af, hvad der i Straffesager forhandles i offentlige Retsmøder, af Retten undtagelsesvis helt eller delvis forbydes, naar særegne Omstændigheder giver Grund til at antage, at saadan Gengivelse vil tilføje en Person, der ikke er sigtet under Sagen, ufornøden Krænkelse, eller naar det begæres af en Sigtet, og Retten skønner, at offentlig Gengivelse vil forvolde ham eller hans nærmeste en uforholdsmæssig stor Lidelse. Disse nye Bestemmelser hviler paa den Betragtning, at de Ulemper, som Retsplejens Offentlighed undertiden utvivlsomt har forvoldt, ikke bør søges afhjulpne ved en udvidet Adgang til at lukke Dørene, hvilket vilde komme i Strid med de almindelige Hensyn til Retsplejens Offentlighed, men derved, at man vel bevarer Retsmødernes Offentlighed, men giver Adgang til undtagelsesvis at forbyde offentlig Referat af Retsforhandlingen.
    En anden Ændring i § 31 gaar ud paa, at det er forbudt at fotografere eller tegne i Retssalen under et Retsmøde, medmindre Dommeren i det enkelte Tilfælde — altsaa undtagelsesvis — giver Tilladelse dertil; offentlig Gengivelse i Billeder af et Retsmøde kan Retten paa ethvert Punkt af Sagen forbyde.
    Ved den nye § 41 a bemyndiges Justitsministeren til at autorisere Stenografer til Optagelse af stenografisk Gengivelse af Retsforhandlinger og til at fastsætte Regler om Vederlag for saadan Virksomhed. Ifølge § 312 skal i borgerlige Sager den tabende Part erstatte Modparten hans Udgift til Stenografer, naar Anvendelsen af disse efter Rettens Skon har været velbegrundet.
    Reglerne om Sagførervæsenet er ændret paa adskillige Punkter. Højesteretssagførerbeskikkelsen er vel opretholdt som Betingelse for almindelig Mødeberettigelse for Højesteret, men der gives i § 127 en

 

ny vigtig Bestemmelse om Mødeberettigelse for Højesteret i »egne Sager«. Reglen gaar ud paa, at Landsretssagførere (og Overretssagførere) efter at have haft Beskikkelse i 8 Aar, er berettigede til at give Møde for Højesteret i borgerlige Sager og Straffesager, som de personlig eller ved autoriseret Fuldmægtig har udført i foregaaende Instans, naar de bortset fra Eksamenskravet opfylder Betingelserne for efter bestaaet Prøve at kunne faa Beskikkelse som Højesteretssagfører og erhverver en Erklaæring fra Landsretten om, at de er øvede i Procedure. Denne Møderet i egne Sager kan dog fratages vedkommende af Højesteret, naar Retten skønner, at han efter gentagen Procedure eller paa anden Maade har vist sig uegnet til Højesteretsprocedure.
    Der var Forslag fremme om at søge gennemført en tvungen Fællesbetegnelse for alle Sagførere (»Advokat« eller »Sagfører«), men dette Forslag blev ikke gennemført.
    Om Fortabelsen af Retten til at udøve Sagførervirksomhed og om Sagførerraadets Virksomhed er forskellige Ændringer blevet gennemført i §§ 137, 138, 138 a, 140 og 144—147.
    2. Blandt Ændringerne i Retsplejelovens anden Bog (fælles Bestemmelser for borgerlige Sager og Straffesager) skal nævnes, at der ved §§ 163 a—163 d er skabt Hjemmel for, at Forkyndelser i borgerlige Sager efter Partens Valg kan ske gennem Postvæsenet i Stedet for ved Stævningsmand.
    Om Vidnepligten i Straffesager er der i § 170, 2det Stykke, blevet optaget en ny Bestemmelse om, at den med en sigtet eller tiltalt Person samlevende Ægtefædlle ikke mod sit Ønske bør afkræves Forklaring, medmindre det maa antages at være af afgørende Betydning for Sagens forsvarlige Oplysning.
    En Ændring i § 170, 3die Stykke, begrænser Vidnets Pligt til at besvare Spørgsmaalet, om der er overgaaet det en Straffedom, til at oplyse, om Vidnet i de sidste 10 Aar er blevet idømt eller har udstaaet Straf, eller om det er under Tiltale for eller nogensinde er fundet skyldigt i falsk Forklaring for Retten. Saadant Spørgsmaal skal stilles og besvares skriftligt, og kun Retten og Parterne maa gøres bekendt med Svaret, ligesom dette ikke uden tvingende Grunde maa benyttes af Parterne under Retsforhandlingerne.
    3. Af Ændringerne i Retsplejeloven s tredie Bog (den borgerlige Retspleje) skal nævnes Bestemmelsen i § 268, Nr. 8, hvorefter Forligsmægling kan undværes, naar Parterne efter Stævningens Udtagelse, men inden Sagens første Tægtedag skriftlig frafalder Forligsmægling, samt Bestemmelsen i § 269, 3die Stykke, om, at det ved kongelig Anordning efter Indstilling fra vedkommende Kommunalbestyrelser kan bestemmes, at Forligskommissionerne i en Underretskreds bortfalder, saaledes af Forligsmæglingen henlægges til Underretten.
    En ny Bestemmelse i § 478 fastsætter, at Retten til umiddelbart Udlæg paa Grundlag af tinglyste Pantebreve skal tilkomme ikke blot Kreditor efter Pantebrevet, men ogsaa den, der har Pantebrevet i

 

Haandpant, samt at saadant umiddelbart Udlæg ogsaa skal kunne ske paa Grundlag af tinglyste Skadesløsbreve, hvorved der gives Pant i faste Ejendomme, naar Gældens Størrelse og Forfaldstidens Indtræden er erkendt af Skyldneren. Denne sidste Regel tilsigter at skabe Mulighed for en mere udstrakt Anvendelse at Skadesløsbreve i Stedet for Akkomodationsobligationer.
    Den gældende Regel om, at Eksekution og Udpantning i Købstæder og Handelspladser kan foretages af Politimesteren i Stedet for af Fogden er blevet ophævet paa Grund af de mangfoldige Opgaver, som den nyere Lovgivning har tillagt Politimestrene.
    I § 533, 3die Stykke, er der givet den nye Regel, at Udlægshaveren i Løsøre taber enhver af Udlæget flydende Sikkerhedsret, dersom han ikke drager Omsorg for inden et Aar efter Udlægsforretningens Slutning at faa Tvangsauktion afholdt, medmindre han ved Anke eller Kære eller Trediemands Ret har været hindret i at fremme Tvangssalget.
    I §§ 555 m. fl. bestemmes det, at Tvistemaal om Fordeling af Tvangsauktionsprovenuet skal afgøres af Fogden, medens disse Tvistemaal hidtil siden Retsplejelovens Ikrafttræden har skullet henvises til almindelig Rettergang. Denne sidste Ordning opretholdes dog, naar Tvisten drejer sig om Fordeling af Auktionsbeløb for Salg af et Skib, for at søkyndige Dommere kan komme til at medvirke.
    4. Af Ændringerne i Retsplejelovens fjerde Bog (Strafferetsplejen) skal først nævnes de vigtige Bestemmelser i §§ 687 og 688 om Fordelingen af Straffesager mellem de forskellige Domstole. De nugældende Regler, hvorefter Sager i første Instans snart behandles ved Landsret med Nævninger, snart ved Landsret uden Nævninger, snart endelig ved Underret, og hvorefter der i mange Tilfælde tilkommer Sigtede en Valgfrihed, simplificeres betydeligt. Ved Landsretterne skal fremtidig i første Instans kun behandles Nævningesager, medens alle andre Sager henlægges til Underret. Nævningesager bliver — foruden de talmæssig set betydningsløse Sager om politiske Lovovertrædelser og om Undsigelse (Straffelov 1930 § 75) — dels Sager om Overtrædelse af Straffelov af 1930 § 238 (Barnedrab) og § 242 (Fosterdrab), dels Sager, som angaar en Forbrydelse, for hvilken Loven hjemler Livsstraf (hvilket nu kun har Betydning ved den militære Straffelovgivning) eller, uden at saadant er betinget af erhvervs- eller vanemæssig Udøvelse af Forbrydelsen eller af Gentagelse, Fængsel i 8 Aar eller derover, dog med Undtagelse af Sager om Overtrædelse af Straffelovens § 286, Stk. 2 (Bedrageri af særlig grov Beskaffenhed og Bedragerier begaaet i større Antal); Nævningers Medvirken bortfalder dog, naar Betingelserne for Sagens Behandling efter § 925 er til Stede. Hertil kræves, at der foreligger en uforbeholden Tilstaaelse, hvis Rigtighed bestyrkes ved de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger, at Sigtede og Politimesteren samtykker i saadan Behandling, at ogsaa Dommeren finder saadan Behandling ubetaækelig, og at der ikke er Spørgsmaal om Anvendelse af Straffelovens § 65 (Sikkerhedsforvaring overfor visse

 

erhvervs- eller vanemæssige Forbrydere), §§ 70 og 71 (Sikkerhedsforanstaltninger overfor utilregnelige m. v.) eller § 73 (Anbringelse i Drankeranstalt).
    Ved denne Afgrænsning af Nævningesagernes Omraade vil deres aarlige Antal næppe blive væsentlig større end nu, saaledes at Nævninger fremdeles i Danmark kun vil komme til at medvirke i en yderst ringe Del — 1 à 2 % — af samtlige Straffesager.
    Hvad særlig angaar Sagerne om Barnedrab og Fosterdrab, var der megen Diskussion om, hvorvidt de stadig burde paakendes under Nævningers Medvirken, og det fremgaar af Rigsdagsforhandlingerne, at naar man gik med hertil, var det især i Betragtning af, at den nye Straffelov aabner Mulighed for en meget mild Bedømmelse af disse Lovovertrædelser, og at Nævningerne — jfr. nedenfor — faar Adgang til at udtale sig om, hvorvidt der foreligger formildende Omstændigheder. Man haaber herved at undgaa Nævningefrifindelser i Strid med Loven i disse Sager. Spørgsmaalet om Fosterdrabs Strafbarhed er imidlertid saa stærkt fremme i den offentlige Diskussion i Danmark, at det sikkert ikke lader sig løse ad denne rent processuelle Vej, og Justitsministeriet har da ogsaa til Hensigt at nedsætte en alsidig sammensat Kommision med den Opgave dels at undersøge, om Afbrydelse af Svangerskab efter de i Danmark og i Udlandet indvundne Erfaringer under Hensyntagen til lægelige, juridiske og sociale Synspunkter bør være tilladt, og i bekræftende Fald i hvilket Omfang, dels at overveje Spørgsmaalet om, hvorvidt det er ønskeligt, at Staten støtter eller foranstalter et lægeligt Oplysningsarbejde med det Formaal at hindre, at Svangerskab indtræder mod vedkommende Kvindes Vilje.
    Om Udspørgning af Sigtede (Tiltalte) og Afhøring af Vidner er nye vigtige Bestemmelser gennemført.
    Hvad først angaar Politiets udenretslige Udspørgning af Sigtede — om hvilket Emne der hidtil har manglet udtrykkelige Regler — bestemmer § 780, at naar Sigtede er fængslet eller hans Anholdelse er opretholdt af Retten, maa Udspørgning af ham angaaende Sigtelsen kun ske i Retten, medmindre han inden Retten har afgivet en uforbeholden Tilstaaelse, eller det drejer sig om visse Recidivister, eller endelig Dommeren i det enkelte Tilfælde giver Tilladelse, og Sigtede i Forvejen har udtalt Ønske om at afgive Forklaring. Endvidere skal Politiet ifølge § 807, 3die Stk., forinden det foretager udenretslig Udspørgning af en Sigtet — hvad enten han er paa fri Fod eller ikke — altid udtrykkelig gøre ham opmærksom paa, at han ikke er forpligtet til at svare.
    Om Udspørgning af Sigtede under Forundersøgelsen i Retten bestemmer § 765, at den ikke mere som Regel skal foretages af Dommeren, men af Parterne, af hvilke Paatalemyndigheden skal begynde Udspørgningen. Dommeren skal forinden udtrykkelig gøre Sigtede opmærksom paa, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. Vidner skal under Forundersøgelsen afhøres af den, der har begæret dem indkaldt.

 

    Lignende Regler er fastsat med Hensyn til Udspørgning af Tiltalte og Afhøringen af Vidner under Domsforhandlingen. Hermed bortfalder altsaa den nugældende Regel om, at Retsformanden i Nævningesager skal give Tiltalte Lejlighed til at forklare sig — hvilket hyppigt har betydet, at han har foretaget en egentlig Afhøring af Tiltalte —, og dette vil sikkert være til Gavn for Nævningeinstitutionen, idet Retsformandens Retsbelæring da vil kunne falde med større Vægt.
    Om Nævningeproceduren bemæerkes, at Udskydningsretten i § 860 indskrænkes saaledes, at der fra hver Side kun kan udskydes 2 Nævninger, dog at Adgangen til fra hver Side at udskyde 4 Nævninger opretholdes i politiske Sager. Nævningernes Ed erstattes ifølge § 866 i alle Tilfælde af en Erklæring paa Ære og Samvittighed.
    Om Nævningernes Kompetence i den enkelte Sag er nye vigtige Bestemmelser givet i §§ 885, 886 og 886 a, der staar i Forbindelse med den nye Straffelov. Ifølge disse Regler skal Omstændigheder, der udelukker Straf, (f. Eks. Nødværge, Nødret eller Utilregnelighed) vedblivende falde ind under Nævningernes Kompetence. Endvidere tilkommer det Nævningerne at afgøre, om Straffen skal forhøjes eller nedsættes udenfor den almindelige Strafferamme eller bortfalde, alt paa Grund af Omstændigheder, som ifølge Loven skal eller kan have saadan Virkning; dette gælder ogsaa hvor Loven alene kræver Tilstedeværelsen af skærpende eller formildende Omstændigheder, der ikke eller kun ved vejledende Eksempler er nærmere betegnede i Loven. Hvad endelig Straffens Udmaaling indenfor Lovens Ramme angaar, skal den vel vedblivende falde udenfor Nævningernes Kompetence, men hertil er dog føjet den nye og overordentlig vigtige Bestemmelse, der har en Parallel i norsk Ret, at en af Parterne, Retten eller en Nævning kan forlange, at Nævningerne spørges om, hvorvidt der foreligger formildende eller skærpende Omstændigheder.
    Om Spørgsmaalsstillingen bestemmer §§ 889 og 890, at de nuværende Begrænsninger i Adgangen til at forlange Tillægsspørgsmaal stillet, ophæves. Nævningerne skal fremtidig kun ved Besvarelse af et dertil sigtende Tillægsspørgsmaal kunne udtale sig for Frifindelse i Medfør af Straffelovens § 15 (Alder under 15 Aar), § 16 (Utilregnelighed) eller § 18 (Bevidstløshed som Følge af Beruselse). Med Hensyn til de andre Strafudelukkelsesgrunde og med Hensyn til de øvrige ovenfor nævnte Bestemmelser, som er inddraget under Nævningernes Kompetence, kan Tillægsspørgsmaal altid stilles og maa aldrig nægtes stillet, naar en af Parterne eller en af Nævningerne forlanger det. Naar der stilles Spørgsmaal om en Strafudelukkelsesgrund, skal Nævningerne ved Besvarelsen af Hovedspørgsmaalet bortse fra Spørgsmaalet om Tilstedeværelsen af de i Tillægsspørgsmaalet omhandlede Omstændigheder, og der skal derfor i Hovedspørgsmaalets Tekst tages Forbehold med Hensyn til Tillægsspørgsmaalet.
    Reglerne om Erstatning i Anledning af strafferetlig Forfølgning er blevet samlet i et nyt Kapitel 93 a og ændret paa flere Punkter.

 

Bestemmelsen om, at Retten til Erstatning for Varetægtsfængsel bortfalder, naar de fremkomne Oplysninger giver begrundet Formodning for, at vedkommende er skyldig i den Forbrydelse, for hvilken han var fængslet, er vel blevet opretholdt. Men for noget at afbøde denne Regels uheldige og ofte kritiserede Følger, foreskrives det i § 1018 h, at naar Erstatning nægtes af den nævnte Grund, skal Dommens Præmisser indskrænke sig til at angive, at Lovens Betingelser for Erstatning efter de i Sagen tilvejebragte Bevisligheder ikke skønnes at foreligge, en Ordning, der minder noget om den i Nederlandene gældende.
    Ved en ny Regel i § 1018 c er der skabt en tiltrængt Hjemmel for, at Retten rent fakultativt kan tilkende Erstatning for Formueskade som Følge af andre strafferetlige Forfølgningsskridt end Varetægtsfængsel, Anholdelse eller Strafudstaaelse, f. Eks. hvor Sigtede i Medfør af § 785 har faaet Forbud om ikke at forlade Landet under Sagen.
    De processuelle Regler er blevet ændret, saaledes at det som Hovedregel kræves, at Erstatningskravet skal fremsættes i Retten under den Sag, i Anledning af hvilken Fængslingen m. v. er sket, saa at Kravet da kan paakendes under denne Sag og en ny Bevisførelse derved undgaas.

Victor Hansen.