Kort Bemærkning. I Septemberhæftet af nærværende Tidsskrift S. 432 f. har Hr. ANDERS WEDBERG vist mig den Ære at anmelde min Bog om den praktiske Erkendelses Kritik. Det er ganske vist ikke Skik og Brug, at en Forfatter tager til Genmæle overfor en Anmeldelse. Dog føler jeg mig i dette Tilfælde berettiget til at gøre en Undtagelse fra Reglen. Hr. Wedberg har i sin Anmeldelse gentagne Gange fremhævet, at jeg i de centrale, analytiske Dele af mit Arbejde omgiver mig med en Atmosphære af Originalitet, medens Sandheden skal være den, at min Fremstilling paa væsentlige Punkter ikke er Frugten af egen Forskning, men blot paa uoriginal Maade og uden at gøre opmærksom herpaa gengiver Teorier, der tidligere er fremsat af HÄGERSTRÖM. Naturligvis er denne Anmærkning, dersom den er sand, i høj Grad graverende. Den rammer ikke blot min Evne til selvstændig videnskabelig Forskning, men ogsaa min videnskabelige Vederhæftighed. Rent ud sagt gaar den ud paa en Beskyldning for Plagiat, det er den Forbrydelse, der giver en Videnskabsmand den sorte Kokarde. Heroverfor føler jeg mig tvunget til, omend højst ugerne, at fremkomme med en kort Bemærkning.
    Jeg skal ikke selv omtale mit Værk og forsøge paa at godtgøre dets Originalitet. Afgørelsen af dette Spørgsmaal overlader jeg trygt til enhver, der vil

læse min Bog. Jeg skal udelukkende holde mig til de Synspunkter, Hr. Wedberg har fremført til Støtte for sin Paastand.
    Tilfældet er unægtelig ret ejendommeligt: jeg beskyldes for Plagiat i Forhold til den Forsker, hvem jeg har tilegnet min Bog, og til hvem jeg i Forordet udtrykker min dybe Taknemmelighed. Men hvad, der kunde jo her foreligge, enten som Hr. Wedberg synes at antage, en enestaaende Naivitet fra min Side, eller maaske snarere en rafineret Udspekulerthed. Enhver retsindig Mand vil nu sikkert give mig Ret i, at det maa forventes, at der bag Anmelderens grove Insinuation maa staa stærke Beviser. Sandheden er imidlertid den, at paa det eneste Punkt, hvor Anmelderen har gjort Forsøg paa at præstere noget i Retning af et Sandhedsbevis, dokumenterer han blot sin egen eklatante Mangel paa Evne til at trænge til Bunds i mine Teorier. Næsten komisk virker det, at just det Centralgebet, hvor Anmelderen mener, at jeg har »glemt» at henvise til Hägerström, og stille tilegnet mig hans Arbejdes Frugter (a. St. S. 436), er det Punkt, hvor jeg siger mig løs fra denne Forfatter og forsøger efter bedste Evne at bryde Vej for nye Synspunkter. Det drejer sig om den psykologiske Analyse af Pligtbevidsthedens (og Værdibevidsthedens) Natur. Det springende Punkt i min Fremstilling ligger netop der, hvor jeg søger at vise, at selv den fasteste Association mellem Impulsfølelse og Handlingsforestilling ikke er i Stand til at forklare, at Følelsen bliver Følelse ved noget, faar »Objektsintention». Her standser Hägerström, og her forsøger jeg at fortsætte Analysen med Teorien om den behaviouristiske Erfarings Injektion i Introspektret. Dette er det centrale, og jeg tror jeg tør sige helt originale, Punkt i min Fremstilling, men det forbigaas fuldstændigt af Anmelderen, der øjensynlig ikke har fattet dets Betydning. Det fremstilles udførligt i Omtalen af Værdibevidstheden (Kritik der sogenannten praktischen Erkenntnis, S. 53—74), men gentages udtrykkeligt ved Analysen af Pligtbevidstheden (S. 284).
    Hvad jeg mener at maatte bebrejde Hr. Wedberg er ikke hans manglende Forstaaelse af mit Arbejde. Ingen er i Stand til at se længere, end hans Øjne tillader ham det. Men derimod, at han paa saa løst et Grundlag har ment sig berettiget til at udslynge den difamerende Sigtelse for Plagiat.

Alf Ross.