För vilka förbrytare är ungdomsfängelset avsett? Vid Första Lagutskottets besök på Søbysøgaard Ungdomsfængsel på Fyen d. 29 april 1935 (se nedan s. 404) höll Rigsadvokat AUG. GOLL ett orienterande föredrag till belysande av frågan för vilka förbrytarkategorier den särbehandling som i danska strafflagen betecknas med termen Ungdomsfængsel vore avsedd. Föredraget, vilket Goll efteråt godhetsfullt nertecknat för SvJT:s räkning, var av i huvudsakföljande innehåll.
    Fængselsdirektør Kampmann udnævnte mig igaar ved Besøget paa Vridsløselille til en Slags Sceneinstruktør for Landets Dommere, idet Paatalemyndigheden, hvis Chef er Rigsadvokaten, til Brug ved Domstolenes Afgørelser af, hvilke af de i den ny Straffelov hjemlede Foranstaltninger, der i det enkelte Tilfælde skal bringes til Anvendelse paa de Personer, der skal dømmes for begaaede Forbrydelser, altid nedlægger er særlig, efter Sagens Oplysninger afpasset Paaslandherom.
    Selv om min Opgave paa dette Omraade er beskeden, og oftere har Præg af en Sufflørs end af en Instruktørs, saa skal jeg dog gerneblive i Billedet og kun bemærke, at det var den ny Straffelovs hele System, der paatvang mig denne Funktion, idet den ny Straffelov, samtidig med at den reducerede de egentlige Frihedsstraffe fra en broget Mangfoldighed til to — Fængsel og Hæfte — ved Siden af for en Række særskilte Forbryderkategorier indførte et stort Antal helt nye saakaldte Særforanstaltninger — hvoraf De igaar saa 2 Grupper: Psykopatfængsel og Psykopatforvaring, og i Dag skal se en tredie: Ungdomsfængsel, men hvoraf der endnu i Loven er hjemlet adskillig flere. Da disse Foranstaltninger i Forudsætninger og Formaal for en stor Del ved Straffelovens Ikrafttræden var ganske ukendte for Domstolene, var det nødvendigt, at disse ved Valget mellem dem fik en Slags Guide, en Fører, og det blev naturligt Paatalemyndigheden med Rigsadvokaten i Spidsen, hvem dette Hverv tilfaldt.
    Spørger vi saa om, for hvilken Forbryderkategori denne Særforanstaltning, Ungdomsfængslet, som vi i Øjeblikket befinder os i, er bestemt, saa maa jeg fortælle, at dette Spørgsmaal skarpt blev rettet til mig i et af de interessante Møder, hvori jeg ifjor efter Indbydelseaf Justitsminister Schlyter havde den Ære at deltage i Stockholm, og hvor bl. a. dette Emne var til Behandling.
    Jeg besvarede det stillede Spørgsmaal lige saa knapt og koncist, som Forespørgslen var formuleret, med de Ord: »Raske Drenge» — et Svar, som da voldte nogen Opmærksomhed blandt Tilhørerne, men som jeg paa en vis Maade simpelthen kan gentage her.
    For tilfulde at forstaa, hvad der ligger i dette Svar, maa jeg erindre om, at den moderne Videnskabsgren, Biologien, d. v. s. Læren

 

378 AUG. GOLL.om Livet, dets Betingelser og Udviklingsvilkaar, har vist, at et Menneskes hele Jeg, hans Udvikling, hans Tænkemaade, hans Karakterog Tilbøjeligheder beror paa to Grupper af Faktorer, nemlig hans medfødte Anlæg og de ydre Vilkaar (Forhold, Milieu), hvorunder han vokser op og lever. Medens de første er naturbestemte og udvikler sig efter bestemte fysiske og psykiske Love, paa hvilke andre Menneskers Virken kun i ringe Grad, om overhovedet, kan øve nogen Indflydelse, er de sidste, Kaarene, socialt bestemte og aabner derfor Mulighed for Ændringer, Paavirkning, Omdannelse af det enkelte Individ. Ethvert Menneskes Udvikling og dermed hans Skæbne iLivet, beror paa, hvorledes disse 2 Grupper af Faktorer forefindes og derefter former hans personlige Jeg, men hos nogle Mennesker er det medfødte Anlægspræg absolut det dominerende for denne Udviklingsproces, hos andre er det i overvejende Grad de ydre Kaar, der virker bestemmende.
    Det er denne sidste Gruppe, for hvem Ungdomsfængslet særlig erbestemt. Det er den Gruppe, der i Samfundet fremtræder som de sørgelige Resultater af de daarlige Hjem, de daarlige Kamerater, de daarlige Eksempler, den forsømte Skolegang, de slette Pladser, hvoride har været anbragt, Lediggangen, Driveriet, Manglen paa Uddannelse, paa Kundskaber, paa selv den mest elementære Viden om de Krav, Samfundet maa stille til de Individer, som det kan vise den Tillid at optage i sine Kredse, selv de mest beskedne af disse Kredse. Det er særlig de store Byer, der avler disse Væsner, som, da de ikkekan begaa sig indenfor Samfundet, før eller senere nødes til at stille sig udenfor Samfundet, d. v. s. slutte sig til Forbrydelsens altid aabne Kredse, hvor de hurtig glider længere og længere ned ad Skraaplanet, indtil de i fuldt udviklet Tilstand staar som de gamle, inkarnerede Vaneforbrydere, overfor hvem intet andet end Sikkerhedsforvaring er at stille op.
    Det er dem, det gælder om i Tide at faa fat paa og søge at redde for Samfundet. Og Opgaven er, naar der blot tages fat i Tide, ingenlunde haabløs. Enhver der har haft med Forbrydere at gore, kender godt disse unge Mennesker, der maaske har begaaet mangfoldige, ingenlunde ubetydelige Forbrydelser, f. Eks. omfattende Tyverier — derunder grove Indbrud — og paa hvem Samfundet maaske gennemsit Tvangs-Opdragelsessystem, sine Straffe, baade betingede og ubetingede, Formaninger, Tilsyn og Arbejdsanvisninger allerede harødslet Tid og Penge i rigt Maal, men paa hvem alt synes spildt, indtil man — maaske ved et rent Tilfælde — har Held til at bryde igennem den haarde Skal, hvor med de ynder at omgive sig, og saafinder, at de ganske vist er Forbrydere — maaske i ret stor Stil  endda — men ingenlunde Forbrydernaturer, idet de i Tænkemaadeog Interesser, — ja selv paa det moralske og religiøse Omraade —i et og alt er Børn af det Samfund, de tilhører, og som de selv paa Bunden af deres Sjæl ønsker at tilhøre, naar blot de kan faa anvist de Veje, der fører ind til det, men som deres forkvaklede Opdragelseog Forhold hidtil har holdt lukket for dem.

 

FÖR VILKA FÖRBRYTARE ÄR UNGDOMSFÄNGELSET AVSETT? 379    Men er det Opdragelsen og Forholdene — altsaa Kaarene — som har bragt dem bort fra eller hindret dem i at betræde Vejene tilSamfundet, saa maa Vejene atter kunne aabnes, naar disse Kaar totalt forvandles.
    Det er dette, der er Ungdomsfængslets Opgave, saaledes som det er udtrykt i Strfl.s § 43, 2' Stk., hvor det paalægges Ungdomsfængslets Ledelse at lægge særlig Vægt paa Fangens legemlige og aandelige Udvikling gennem Undervisning, Legemsøvelser og Udførelse afFritidsarbejde samt paa hans Uddannelse til et Erhverv, hvorved hanefter Løsladelsen kan ernære sig.
    Men ligesaa lovende og velsignelsesrigt et Arbejde paa dette Grundlag kan være, naar det sættes ind overfor den Gruppe unge Personer, jeg har beskrevet, ligesaa haabløst og forgæves vil det vise sig at være, hvis det forsøges overfor den anden Gruppe, hvis Kriminalitet beror paa deres medfødte Anlægspræg. Vil man ikke risikere, at det hele Arbejde indenfor Ungdomsfængsel er spildt og derfor hurtig kommer i Miskredit hos Myndigheder som hos Folket og betragtes som et forfejlet og misforstaaet System, der snarest mulig bør opgives, er det af yderste Vigtighed, saa energisk som muligt at forhindre, at slige Individer faar Indpas i Anstalten, end sige præger dens Befolkning.
    Jeg skal nævne nogle af de Grupper, der her er Tale om, og som altsaa bør holdes ude, men som uden en omhyggelig Vælgen og Vragen let slipper igennem, for di de af dem begaaede Forbrydelser, der bringer dem i Berøring med Myndighederne, ingenlunde behøver at have nogen anden Karakter end den Gruppes, for hvilken Anstalten er bestemt.
    Der er først den Gruppe Individer, som, om de end ikke er aandssvage i egentlig Forstand, dog staar aandelig saa lavt, at de befinder sig paa Aandssvaghedens Grænse: Undermaalerne, Sinkerne, de yderst svagt begavede Individer, der udgør en meget stor Procent af Forbrydelsens Udøvere, fordi deres ringe Aandsevner gør dem ude af Stand til at optage Konkurrencen i Livets Kamp. Hvis de ikke paaanden Maade støttes og hjælpes, vil de let og hurtig synke ned i Forbrydelsens Malstrøm. I Skolen er de de nederste, paa Arbejdspladsen de ringeste, i Livet hører de til de latterlige og oversete — overalt lades de tilbage, puffes ud, trænges til Side, bliver de smaa. Kun gennem Forbrydelser kan de for en Tid finde en Udvej til at tilfredsstille deres Fornødenheder. — At anbringe dem i et Ungdomsfængsel er meningsløst, for di de paa Forhaand maa betragtessom ude af Stand til at opnaa de Kundskaber, den Udvikling, den Uddannelse, som det efter Anstaltens Plan, som jeg netop nævnte, er dens Formaal at bibringe dem. De maa altsaa ubetinget holdes borte.
    En anden stor Gruppe, der igen omfatter en Mængde særskilte Undergrupper, er Psykopaterne. I Modsætning til den foregaaende Gruppe fejler de i og for sig ikke noget i Henseende til Aandsevner— det er ikke Forstanden, der er syg, det er snarere Karakteren,

 

380 AUG. GOLL.hele deres Følelsesliv, der er forkrøblet og abnormt, uden at det dog er i en saadan Grad, at de kan betegnes som sindssyge.
    Som nogle af de hyppigst forekommende Psykopater blandt de kriminelle skal jeg nævne de egentlige Vagabondnaturer, der aldrig finder blivende Sted, men som paa den ringeste Anledning, og ofte ganske uden en saadan, føler Jorden brænde under sig dèr, hvorde er, og begiver sig ud »paa Valsen» uden et Sted, hvortil de kan hælde deres Hoved og selvfølgelig med al den sociale og moralske Forkommenhed, der deraf bliver Følgen, naturligvis først og sidst Forbrydelser.
    Der er visse Sædelighedsforbrydere, hvis abnorme Kønsdrifter gør dem til Homoseksualister eller Efterstræbere af Smaapiger, under tiden til Voldtægtsforbrydere.
    Der er de saakaldte »fødte» Forbrydere: kolde Egocentrikere, for hvem andres Retsgoder intet betyder i Forhold til de Krav, de selvstiller til Livet, og de Behov, dette medfører, og som der for udenmindste Betænkning i Forvejen og uden mindste Anger bagefter begaar en hvilkensomhelst Forbrydelse, der er i Stand til i Øjeblikketat tilfredsstille deres Fornødenheder.
    Der er Enspændernaturerne, der undertiden trykkes til Jorden af deres Mindreværdskomplekser, der gør, at de føler sig ringere end alle andre, til andre Tider fyldes af en ganske uberettiget Overlegenhedsfølelse, i Kraft af hvilken de i deres indbildte Egenskaber af store Opfindere, som miskendte Genier, som Folkeledere og Talsmænd for mere eller mindre forrykte og overspændte Ideer menersig ophøjet over alle andre — i begge Tilfælde med det sørgelige Resultat, at de jævnlig drives ud i eller mener at kunne tillade sig Forbrydelser, mod hvilke Samfundet paa det kraftigste maa reagere.
    Der er de sygelig hidsige, uligevægtige Naturer, der ikke taaler den mindste Tilrettevisning eller Dadel, men eksploderer paa den mest ubeherskede Maade overfor enhver, der kritiserer dem — ofte med grove Voldshandlinger, Ildspaasættelser eller endog Drab til  Følge.
    Og jeg kan nævne de mere beherskede, men sygelig hadefuldeNaturer, der i Kraft af en eller anden virkelig eller formentlig Fornærmelse eller Forbigaaelse fyldes af det mest brændende Had til Ophavsmanden — et Had, de kan nære gennem lange Tider, indtilde skaffer sig Lindring gennem en Forbrydelse. Og jeg kan endelig nævne Kværulanternes store Gruppe, der foruden de sidst nævnte Individer ogsaa rummer disse ubehagelige, altid lamenterende forurettede, der gør Livet surt for deres Slægtninge, for Myndigheder eller Foresatte, hvem de lober paa Dørene med deres Klager ofte over rene Bagateller, som de puster op til det eventyrlige, og af hvem de fordrer, at man skal skaffe dem deres formentlige Ret —ogsaa ofte med det Resultat at de, naar de forgæves har udtømt alle Muligheder, finder paa et eller andet desperat Skridt, f. Eks. en stor Forbrydelse, om ikke for andet saa for at henlede Samfundets Op

 

FÖR VILKA FÖRBRYTARE ÄR UNGDOMSFÄNGELSET AVSETT? 381mærksomhed paa sig og derved mulig opnaa den Ret, der saa længe har været dem nægtet.
    Om alle disse Psykopatgrupper, der uden Vanskelighed kunde suppleres med adskillige andre, gælder det, at de med deres sygelig oppustede Jegdyrkelse, de store Krav de stiller til alle andre end sig selv, den evige Misfornøjelse, der besjæler dem, og deres derpaa beroende Utilbøjelighed til at underkaste sig nogensomhelst Disciplin, men i Stedet for, hvor de kommer hen, stifte Komplotter og Ufred blandt alle dem, der kommer under deres Indflydelse, er en Plage for deres Omgivelser, en Skræk for alle Opdragelsesanstalter, en stadig Urokilde i alle Fængsler — derfor har vi ogsaa skilt dem udi de særlige Psykopatfængsler, som De saa igaar — og er ganskeumulige at have i et Ungdomsfængsel, hvor blot Tilstedeværelse af nogle enkelte snart vilde vende op og ned paa al Ro og Orden.
    De maa derfor konsekvent holdes ude, men ikke desto mindre var det netop dem og Sinkerne, som Myndighederne, da Ungdomsfængslet blev oprettet, fremfor alt arbejdede paa at faa derind.
    Aarsagerne hertil ligger lige for. Da det hidtil indenfor Tvangsopdragelsesvæsenet benyttede Fordelingsprincip mellem de forskellige Anstalter indbyrdes i det væsentlige har beroet paa, hvorvidt den Person, der skulde anbringes, antoges at være mere eller mindre »forhærdet» — hvilket saa godt som udelukkende afgjordes efter Hensynet til, hvor store og grove Forbrydelser han havde begaaet— maatte man naturlig mene, at Ungdomsfængslet, der hjemler Foreningen af et Straffe- og Tvangsopdragelsessystem, skulde staa som det sidste og strengeste Led af dette sidste, og altsaa var bestemt for de aller værste og umedgørligste Forbrydere, overfor hvem alle andre Repressionsmidler maatte anses for haabløse — og hertil hørernetop, som jeg har paavist foran, i Kraft af selve deres Anlægspræg Sinkerne og Psykopaterne.
    Først lidt efter lidt er det lykkedes »Instruktøren» eller Sufflørenat faa den rigtige Anskuelse til at trænge igennem, at det ikke første Række er det kvantitative Hensyn til Forbrydelsernes Grovhedog Antal, der bør være afgørende for Spørgsmaalet om Anbringelseni Ungdomsfængslet, men det kvalitative Hensyn til Forbryderens Individualitet og Fremtoningspræg som et Resultat af ydre, milieubetingede Aarsager (»Kaarene») i Modsætning til de medfødte Naturaarsager (»Anlægspræget»), der bør være det bestemmende.
    Jeg kan derfor ikke tilbage holde den Bemærkning her, at det harværet en Lykke for Ungdomsfængslet, at det af Loven resolut som Repressionsforanstaltning er holdt ganske udenfor Tvangsopdragelsesværket. Og det bør efter min Overbevisning holdes bestemt udenfor dette, saa længe Tvangsopdragelsessystemet ikke i langt højere Grad end nu er gennemsyret af Principet om Udsondring og Adskillelseaf Alumnerne efter deres biologiske Kvaliteter, men i Stedet for vedblivende holder sig til de traditionelle, moralske Kriterier: Hensynet til Lovovertræderens formodede »Forhærdethed» og hans forbryderiske Kvantiteter.

 

382 AUG. GOLL.    Naar jeg sluttelig bemærker, at man udenfor Ungdomsfængselsanbringelse selvfølgelig ogsaa bør holde de rene »Forbryderbegyndere» for hvem Advarsel eller betinget Dom maa være Principet, og deegentlige Forbryderveteraner, de r — skant forholdsvis unge af Aar — er bleven rutinerede i Last og Forbrydelse gennem et ofte fra den aller tidligste Ungdom paabegyndt vildt og samfundsskadeligt Levned med mange og store Straffe som Følger, og at endelig devirkelige Storforbrydere som Mordere, Brandstiftere, Voldtægtsforbrydere o. 1. selvfølgelig falder udenfor Rammen, fordi deres Strafi Varighed langt vil overskride de 3 Aar, som er den normale Maximaltid for Anbringelse i Ungdomsfængsel — saa vil De forstaa, atder er Opgaver nok at løse i den Instruktørfunktion, jeg efter Fængselsdirektørens Ord har paataget mig.
    At denne min Virksomhed ikke har været ganske unyttig, derfor borger den Ensartethed, der nu som oftest præger Domstolenes Afgørelser paa dette Omraade, og som naturligvis beror paa, at Domstolene kun sjældent gaar imod eller udenfor den af Paatalemyndigheden (det vil for Ungdomsfængslets Vedkommende sige Rigsadvokaten) nedlagte Paastand, og at Antallet af disse Undtagelsestilfælde, naar de foreligger, yderligere begrænses, naar Sagen forelægges for Ankeinstanserne.
    Naturligvis hænger dette sammen med, at disse Paastande ikke formuleres efter Intuition, Øjeblikkets Indskydelser eller rent teoretiske Principer. De formuleres, som jeg begyndte med at sige, altid paa Grundlag af Sagens Oplysninger.
    Disse fremskaffes i alle Sager, hvor Ungdomsfængsel er indiceret, ved omfattende Undersøgelser ikke alene af den Tiltaltes egne Forhold, men ogsaa hans Omgivelsers. Gennem Politiafhøringer oplyses Forholdene i Tiltaltes Hjem, hans Forældres Stilling og Forhold, om muligt gennemgaas hele hans Stamtræ, det bringes paa det rene, hvorledes hans Forhold har været i Skolen, under Konfirmationen, i de Pladser, hvori han har været anbragt, hans Omgangskreds afhøres, Karakteren af det Selskab, han søger, belyses, alt, hvad der kan bidrage til Klarhed over hans mere fremtrædende Karaktertræk,Vaner, Tilbøjeligheder, hans legemlige eller sjælelige Abnormitetero. s. v. drages frem.
    Endvidere fremskaffes, hvis han tidligere har været paa Opdragelsesanstalt, alt, hvad man her har samlet sammen om ham — og det er i Reglen ikke saa lidt. Hvis han har været under et Værneselskabs Forsorg, giver dette Meddelelse om alle deres Erfaringer. Har han været straffet, fremskaffes Erklæringer fra de Fængsler, hvor han har hensiddet, om hans Forhold under Afsoningen af de tidligere Straffe, ligesom naturligvis hans Forakter studeres, og alle de Oplysninger, som heraf kan uddrages, baade om hans personlige og kriminelle Individualitet, uddrages deraf.
    Jeg kan give først og fremmest Kriminalpolitiet, men dernæst ogsaa alle de Myndigheder og Institutioner, hos hvem Oplysninger søges, det Skudsmaal, at de efterhaanden har erhvervet sig baade stor

 

FÖR VILKA FÖRBRYTARE ÄR UNGDOMSFÄNGELSET AVSETT? 383Øvelse og et skarpt Blik for, hvad det her kommer an paa, og vi er saaledes, naar Sagen kommer for Retten, saa godt som altid i Besiddelse ikke alene af et stort Antal Oplysninger, men ogsaa af særdeles fyldestgørende og dybtgaaende Oplysninger, paa Grundlag af hvilke Spørgsmaalets Afgørelse, Ungdomsfængsel eller andre repressive Foranstaltninger, i Reglen forholdsvis let og sikkert kan træffes.
    Og jeg vil derfor slutte med at sige, at naar Domstolene, der naturligvis ikke paa nogen Maade er forpligtet til at følge Paatalemyndighedens Paastand, men i saa Henseende staar fuldkommen frit, i de aller fleste Tilfælde følger denne Paastand, saa sker det selvfølgelig ikke i Kraft af nogen Slags ydre eller indre Pression, men simpelthen fordi Domstolene, idet de sætter sig ind i Sagen, selv naar til den Overbevisning, at den nedlagte Paastand er den rigtige og derfor bør følges.