Eyvind Olrik †. Højesteretsdommer Eyvind Olrik er den 21 Decbr. 1934 afgaaet ved Døden efter en aarelang haabløs Sygdom.
    Olrik blev født den 2 Oktober 1866, Søn af den betydelige Kunstner Henrik Olrik og Hustru Hermine Valentiner, blev juridisk Kandidat i 1888 og gennemgik derefter den sædvanlige juridiske Løbebane gennem Justitsministeriet, indtil han i 1905 blev Kriminalretsassessor, 1913 Assessor i den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret, 1917 Højesteretsdommer.
    Olrik var Medarbejder ved Tidsskrift for Retsvidenskab, fra 1913 Medredaktør af Nordisk Tidsskrift for Strafferet, fra 1915 Censor ved de juridiske Eksaminer og 1917—23 Medlem af den sidste Straffelovskommission, hvis Arbejde har dannet Grundlaget for den nu gældende danske Straffelov. Han var en flittig og skarpsindig juridisk Forfatter, der meget tidlig syslede med strafferetlige Problemer, saaledes fremkom allerede i 1893 i Tidsskrift for Retsvidenskab en fortrinlig Afhandling fra hans Haand om »Sondringer indenfor Forbrydere med særligt Hensyn til Modsætningen mellem Lejligheds- og Vaneforbrydere» og i 1897 et større Værk »Studier over Tilregnelighedsspørgsmaalet i Strafferetten». Desuden har han navnlig i Tidsskrift for Strafferetskrevet en Række Afhandlinger, Meddelelser om Domme, Nekrologer m. v. samt i forskellige Fagtidsskrifter en Del processuelle og statsretlige Afhandlinger, hvoraf han har samlet en Del i sin Bog »Dommerbetragtninger», der udkom 1929. Han har endelig udgivet en fortrinlig kommenteret Udgave afden gamle Straffelov og dens Tillæg af 1905 samt flere stærkt benyttede Domssamlinger i kriminelle Sager.
    Olrik var en fin og retlinet Karakter, en ypperlig Skribent med et formfuldendt Sprog og et klart, vidtspændende Blik ikke alene for den formelle Jura, men ogsaa for dennes Forhold til Livets Realiteter. Skønt konservativ af Tænkemaade saa han frit og uhildet paa mange af de Livsspørgsmaal, hvortil det praktiske Retsliv nøder sine Dyrkere til at tage Stilling. I strafferetlige Spørgsmaal delte han i alt væsentligt den moderne Kriminologis Synspunkter, men var ingen Bannerfører for dens Ideer; dertil var han for konservativ i sine Anskuelser, for kritisk i sin altid redebonne Søgen efter den fulde objektive Sandhed. Han hørte, som en af hans Biografer skriver, ikke til dem, der »sluttede en Periode, ej heller til dem, der begyndte en ny». Men som han var, var han en Kraft indenfor de Idekredse, han havde gjort til sine, en loyal Medarbejder, i Besiddelse af en solid Kundskabsfylde, som hans skarpe Aand gennemtrængte og prægede til de mindste Enkeltheder, og som han forstod at forme i Overensstemmelse med hans ærlige Overbevisningog trofaste Natur. Aug. Goll.

 

    Otto Lenel †. En av de siste av den moderna romerska rättsforskningens stora tyska män, Otto Lenel, har gått bort. Han dog den 7 februari 1935 i Freiburg-i.-B. Men han var född redan år 1849 och var därför även en av

 

410 NOTISER.de förste, som togo ledningen på det område, som under det sista halvseklet förnyat den romerska rätten, nämligen interpolationsforskningen. En grundval för alla framsteg här ha två av Lenels verk blivit, nämligen hans Edictum perpetuum, som utkom år 1883 och numera föreligger i sin tredje, grundligt omarbetade upplaga, samt hans Palingenesia iuris civilis, utgiven år 1889. När en gång det slutliga resultatet av interpolationsforskningen kan överblickas, komma dessa båda verk alltid att stå såsom två grundpelare. En ständig ström av andra forskningsresultat kom från den store Lenel, och ingen var mera belåten än han att frånfalla en tidigare åsikt, om han fann sanningen annorstädes.
    Lenels utomordentliga kritiska skarpsinne har naturligtvis satt sin prägel också på hans arbeten inom den borgerliga rätten. Det är ganska sällsynt att finna stora tyska romanister såsom framstående forskare även på det området. Men det är som romanist Lenel tillhör de få verkligt stora. Han yttrade själv: »Mein wissenschaftliches Hauptarbeitsfeld ist immer das römische Recht geblieben». I »Die Rechtswissenschaft der Gegenwart in Selbstdarstellungen», utgiven av HANS PLANITZ (1924) har Lenel givit en kort skildring av sitt liv till år 1923.
    Det är bittert att Lenel — en av de största vetenskapsmän Tyskland ägt —under sina sista år på grund av sin judiska börd utsattes för smälek och lidanden. Hans verk skall dock alltid förbliva en ära för Tyskland.

M. F.