Lægmænd i Retsplejen. Spørgsmaalet om Lægmænds Deltagelse i Retsplejen er ikke i Danmark blevet anset for definitivt løst ved Retsplejeloven af 1916.
    Allerede da denne Lov — der hjemler Nævningers Medvirken i Straffesager ang. alvorligere Forbrydelser — traadte i Kraft 1. Oktober 1919, og der i den Anledning holdtes en lille Festivitas i Højesteret, udtalte Rettens Præsident, Dr. jur. R. GRAM, der som bekendt besad en overordentlig Autoritet, Ønsket om en videre Udvikling af Lægmands-Deltagelsen i Retsplejen, men saaledes, at de læge Elementer kom til at virke som egentlige Meddomsmænd.
    Selvfogelig maatte det vare noget, inden Tanken for Alvor kunde tages op til praktisk Drøftelse. Det nye System maatte proves en

 

passende Tid. Men da den Politiker, som havde gennemført Retsplejeloven, og under hvis Ægide den var ført ud i Livet, C. Th. ZAHLE, i Foraaret 1929 paa ny var blevet Justitsminister, planlade han en Revision navnlig af Strafferetsplejen og nedsatte til Forberedelse heraf et Udvalg bestaaende af Repræsentanter for Domstolene, Anklagemyndigheden, Forsvarsadvokaterne og Videnskaben, hvorhos Ministeriet selv var representeret ved Departementschefen. Ministeren personlig overværede hyppigt Udvalgets Forhandlinger. Allerede paa Udvalgets første Møde fremsattes fra flere Sider Tanken om en betydelig Udvidelse af Lægmands-Deltagelsen i Strafferetsplejen gennem Indførelsen af læge Meddomsmænd eller Domsmænd, som man senere kaldte dem. Der var intet alvorligt Ønske om, at Domsmænd straks skulde afløse Nævningerne. Dels vilde det støde paa grundlovsmæssige Vanskeligheder, dels fandt man det rigtigt atlade de to Former for Lægmands-Deltagelse virke nogen Tid jævnsides i Praxis, inden man traf sit eventuelle Valg dem imellem.
    Domsmands-Institutionen skulde altsaa supplere Nævningeinstitutionen. I alle egentlige Straffesager (ikke Politisager), for hvilke derikke var foreskrevet Nævningebehandling, skulde Domsmænd medvirke. Udvalget udarbejdede sit Udkast saa hurtigt, at Ministeren kunde fremsætte et derpaa hvilende Lovforslag for Rigsdagen allerede 1930. Det modtoges med principiel Velvilje af alle Partier, men af — iøvrigt vistnok stærkt overdrevne — finansielle Betænkligheder blev det standset af den konservative Opposition, der jo har Flertal i Landstinget.
    I øvrigt mødte Forslaget udenfor Rigsdagen Kritik baade fradem, der principielt er Modstandere af Lægdommeres Deltagelsei Retsplejen, og fra dem, der netop holder paa denne Deltagelse, men som anser Nævningeinstitutionen for den bedste Form, hvilketStandpunkt navnlig grundes paa Frygten for, at Lægmanden skalkomme til Kort under Voteringen med den juridiske Fagdommer, hvorfor man foretrækker at lade Lægmændene votere for sig, saaledes som det netop sker ved Nævninge-Ordningen. Forslaget modtoges dog gennemgaaende gunstigt af Juristerne. Den Debat, det fremkaldte, indeholdt ikke væsentlig nye Synspunkter i selve Hovedspørgsmaalet: Lægmænd eller ikke. Indvendingerne mod Lægmændene var de gammelkendte: Deres manglende Fagkundskab og Træning og den deraf følgende Fare for, at de skal lade sig lede af Stemninger og Følelser. Argumenterne for Lægmændene var ligeledes velkendte: lkke blot Juristernes, ogsaa den læge Medborgers Skøn skal tages i Betragtning ved Afgørelsen af, om en Handling strider mod Loven. Lægmændene møder ofte med et Milieukendskab, som Jurister maa savne, men som kan være af afgørende Betydning, og deres Mangel paa Rutine er jævnlig at anse for en Fordel.
    Skal man vurdere Lægdommerinstitutionen i Strafferetsplejen ud fra de mere end 15 Aars Erfaringer, man i Danmark har indhøstet gennem Nævningernes Medvirken, vil den, der har arbejdet med i disse Sager, vist kunne sammenfatte sin Dom saaledes: Nævningerne

 

stiller gennemgaaende strengere Krav til Beviset end de juridiske Dommere lader sig nøje med, og kommer derfor ofte til Frifindelser, hvor Juristerne antagelig vilde have domfældt. Om man vil anse dette for et Gode eller et Onde afhænger af Ens hele Indstilling til Beviskravene. Men indrømmes bør det, at det kun er forekommet sjældent, at der er statueret helt urimelige Resultater. Betænkeligst har vel været de enkelte Tilfælde, hvor der er givet Frifindelse, trods Tilstaaelse af Gerningen. De er dog meget sjældne, og billigvis maa det erkendes, at det vistnok altid har drejet sig om Forhold, hvor et af positiv Lov og Praksis upaavirket Retsinstinkt forstaaeligt kunde vægre sig ved at finde Strafbarhed paakrævet. Ofte er de Veje, ad hvilke Nævningerne naar deres Resultat, besynderlige for den juridiske Tankegang, men del er kun sjældent, at selve Resultatet rent menneskeligt virker stødende. Det kan tvertimod ofte vidne om naturlig Retsfølelse og om sund Fornuft. Men gælder det ikke ogsaa mange juridiske Domme, Konklusionen er betydelig bedre end Præmisserne!
    Den, der interesserer sig for disse Spørgsmaal, vil med Udbytte læse en lille Piece af den originale og aandfulde Forfatter Landsdommer POUL SKADHAUGE: Et er Søkort at forstaa —. I Titlen er underforstaaet Fortsættelsen af det Holbergske Citat: Et andet Skib at føre! (Jfr ovan s. 464; red:s anm.).
    Skadhauge ridser Problemerne op, og selv den, der ikke kan værehelt enig i hans Resultater, har Fornøjelse af Læsningen. Skadhauge frygter, at Domsmanden skal blive overvældet af Fagdommerne — Erfaringerne andetsteds fra synes at tale derimod, men Forholdenekan naturligvis stille sig højst forskelligt. Man maa heller ikke glemme den tilsvarende Fare for, at en enkelt autoritativ Personlighed indenfor Nævningekollegiet dirigerer hele Forhandlingen og bestemmer Afgørelsen — dette er vel netop den største Invending mod denne Form for Lægmands-Medvirken. Domstolens Deling, som Tilfældet er ved Nævningeinstitutionen, er paa Forhaand hverken naturlig eller tiltalende. Den Bro, som Retsformandens saakaldte Retsbelæring skal bygge, er i manges Øjne Institutionens Hasardmoment og derfor svageste Punkt. Overfor uselvstændige Nævninger kan en Retsbelæring virke som et kategorisk Direktiv, overfor Nævninger af anden Støbning kan den tjene til at fremkalde Opposition og Trang til at gaa imod. At gøre denne Belæring helt neutral, som Lovens Forudsætning vel er, lykkes for nogle Retsformænd, men synes for andre at ligge over Evne.
    Hvad man end mener om Institutionen, saa vil den, der har set den arbejde i Praksis, ikke være i Tvivl om, at Lægfolk stille toverfor at dømme i en Straffesag tager paa denne Opgave langt alvorligere og forstandigere, end man skulde tro efter de ofte højst overfladiske og uforstandige Udtalelser, der fremkommer privat og offentligt, naar Straffesager debatteres.
    I Danmark har vi nylig oplevet en ejendomlig stemningsbevæget Debat. Anledningen var en afskyelig Voldtægtsforbrydelse, begaaet

 

i Jylland af en Flok unge Mennesker overfor en ung Pige, hvis aandelige Standpunkt var meget ringe. Efter at Sagen var fuldt opklaret ved det retslige Forhør, blev Gerningsmændene sat paa fri Fod indtil Domsforhandlingen, hvilket foranledigede en Præst til at udsende en flammende Protest mod baade Politimester og Dommer. Da Bevægelsen faldt sammen med Opklaringen af nogle andre alvorlige Voldtægts- og Drabsforbrydelser, lykkedes det Præsten og hans Meningsfæller at rejse en vældig Stemning for, at der skulde tages langt alvorligere fat paa disse Kategorier af Forbrydere, og Dødsstraffens Tilhængere, der længe ikke har ladet høre fra sig, optog Agitationen. Af de Udtalelser, der faldt, var det tydeligt, at de paagældende gik ud fra, at den nye danske Straffelov stiller sig langt lemfældigere end den gamle overfor Volds-, Drabs- og Sædelighedsforbrydelser. Det bremsede noget Agitationen, da det konservative Rigsdagsmedlem, Generalauditør Pürschel i flere sagligt og formelt fortrinlige Indlæg paaviste, at den nye danske Straffelov tvertimod byder Samfundet bedre Sikring end den gamle Lov, bl. a. fordi den langt mere effektivt tillader at skride ind mod den abnorme og den uforbederlige Lovovertræder.
    Sagen kom til at byde et interessant Eksempel paa Stemningsomslag. Da de fem Voldtægsforbrydere blev fremstillet for Nævningeretten i Aarhus, virkede de slet ikke som de Umennesker, man havde ventet at se, men tvertimod nærmest medynksvækkende, og da Dommen faldt ud til Fængselstraffe paa fra 2 til 5 Aar, var det tydeligt, at man Landet over fandt Afgørelsen meget streng. Den blev for øvrigt appeleret til Højesteret, der stadfæstede Dommen. Denne Sag er maaske først og fremmest lærerig, fordi den viser, hvilken Forskel der er i Bedømmelsen, naar man rent abstrakt drøfter, hvad der skal foretages ved Gerningsmændene til grove Forbrydelser, og den Stilling, man indtager, naar man konkret skal vurdere Gerningsmandens Adfærd. Ofte opdager man da, at Menneskene kan være ikke saa lidet bedre end de Gerninger, de begaar.
    Det skal endnu bemærkes, at den ovenfor nævnte Løsladelse har givet Anledning til en Ændring i Retsplejelovens Fængslingsregler.

Henrik Sachs.