OM STRAFFENS UDMAALING.

 

AV

 

PROFESSOR OLUF H. KRABBE.

 

Som et Led i den sukcessive Reform af den svenske Straffelovgivning foreligger et af et sagkyndigt Udvalg udarbejdet Forslag af 31. Decbr. 1935 til visse Ændringer i Strfl. specielle Del med det Formaal at søge de legale Strafferammer for forskellige Forbrydelser bedre tilpassede efter Nutidens Vurdering af de paagældende Forbrydelsers Grovhed og Farlighed. Det fremhæves i Udvalgets Betænkning, at det udarbejdede Forslag af Hensyn til den forestaande almindelige Straffelovsrevision maa betragtes som til en vis Grad provisorisk. Man har indskrænket sig til saadanne jævnligt forekommende Forbrydelser, hvor den praktiske Trang til Ændringer er særlig følelig, og man har som Regel indskrænket sig til at foreslaa visse stærkt tiltrængte Ændringer i Strafferammernes Minima og Maxima og kun undtagelsesvis rørt ved Udmaalingsreglerne indenfor de givne Rammer. Ogsaa Hensynet til, at der for Tiden overvejes partielle Reformer m. H. t. visse Forbrydelser og Ændringer af visse Afsnit af Strfl. alm. Del har motiveret en Tilbageholdenhed i Udvalgets Reformforslag.
    En Ændring i Forbrydelsesbegreberne og dermed en Omlægning af det strafbare Omraades Grænser har principielt ligget udenfor Udvalgets Opgave, men den nøje Sammenhæng mellem den samfundsmæssige Vurdering af Strafskylden og af selve Strafbarhedsgrundlaget har dog ført Udvalget til at foreslaa visse Ændringer i dette sidste navnlig indenfor Sædelighedsforbrydelserne. Saaledes foreslaas Strafbarheden af Hor ophævet, hvorved svensk Ret vil komme i Overensstemmelse med, hvad der har været gældende Ret i Norge efter Loven af 4. Juli 1927 og i Danmark, siden Strfl. 15.

April 1930 traadte i Kraft den 1. Januar 1933.¹ Ogsaa sv. Strfl. 18. Kap. 10 § om Straf for homoseksuel Omgængelse og Utugt med Dyr foreslaas ophævet og erstattet med en Straffebestemmelse, der alene rammer Utugt mellem Personer af samme Køn, naar den udøves med mindreaarige eller under Misbrug af overlegen Stilling. Forslaget stemmer her i Principet overens med den Bedømmelse af disse Forhold, som har fundet Udtryk i dansk Straffelov 1930 § 228, medens norsk Strfl. 1902 § 213 fremdeles indeholder en til sv. Strfl. 18 Kap. 10 § svarende Bestemmelse, dog at Paatale kunsker, naar det paakræves af almene Hensyn.
    De foreslaaede Ændringer af Strafferammerne angaar 1) Dokumentfalskforbrydelser, 2) Mened, 3) uagtsomt Drab, Legemsangreb mod Paarørende, 4) Kønsfrihedsforbrydelser, 5) Blodskam og Sædelighedsforbrydelser mod mindreaarige eller ved Misbrug af overordnet Stilling, 6) Tyveri, 7) Bedrageri, Underslæb (Förskingring), Mandatsvig (Trolöshet), 8) Konkursbedragerier.
    Om de her nævnte Forbrydelser gælder det, at Strafferammerne efter sv. Strfl. 1864 er snævrere end de var efter d. Strfl. 1866. For de flestes Vedkommende, laa Minimumssatserne betydeligt højere end de danske; en Undtagelse herfra dannede dog navnlig Tyveriforbrydelsen, hvor d. Strfl. 1866 baade havde højere Maximum og navnlig langt strængere Minimum for groft og oftere gentaget Tyveri end svensk Strfl.
    Det foreliggende Lovforslag betegner i det hele — dog med Undtagelse af visse Sædelighedsforbrydelser — en Udvidelse af de hidtil gældende Strafferammer, som Regel ved en Sænkning af Minimum. Ved enkelte Forbrydelser: uagtsomt Drab og Bedrageri, Underslæb o. desl. er Maximum forhøjet. Trangen til strængere Behandling netop af disse Forbrydelser, der vistnok er international, har ogsaa givet sig Udslag i den nye danske Strfl., hvis Maximalsatser her ligger endog betydeligt over de nu foreslaaede svenske Satser.
    Udviklingen i Retning af en Udvidelse af Strafferammerne og dermed større Frihed for Domstolene til at individualisere Straf-

 

¹ Af den i Udvalgsbetænkningen meddelte Statistik fremgaar, at der i de 20 Aar 1913—32 i Sverige er domfældt 192 Mænd og 144 Kvinder for Hor. Af disse 336 domte Personer har 118 været gifte, 218 ugifte. — Ifølge den danske Kriminalstatistik blev der i de 20 Aar 1906—25 i Danmark kun domfældt ialt 3 Mænd og 8 Kvinder for Hor, hvorved bemærkes, at den danske Strfl. af 10. Febr. 1866 § 159 kun straffede den gifte Person.

fen, navnlig ved Nedsættelse af Minimum, falder godt i Traad med den tilsvarende Udvikling i Norge og i Danmark. Den norske Strfl. 1902 gik i sidstnævnte Henseende meget vidt. En Reaktion fandt Sted ved Loven af 4. Juli 1927, der væsentligt forhøjede Minimalsatserne for visse Sædelighedsforbrydelser, Forhøjelser, som senere er mødt med Kritik.¹ Den danske Strfl. 1930 gaar imidlertid endnu videre end den norske Strfl. 1902, idet den kun ved et Faatal Forbrydelser forskriver højere Minimum end det for den normerede Strafart foreskrevne legale Minimum.² Dette betyder, at Minimumsstraffen for alle de hyppigst forekommende Forbrydelser, og navnlig for alle Berigelsesforbrydelser med Undtagelse af Røveri, vil falde sammen med Fængselsstraffens Minimum: 30 Dage. Ingen af de nordiske Straffelove er dog gaaet saa vidt som den hollandske Straffelov af 1881, der selv for de alvorligste Forbrydelser som Mord og kvalificeret Brandstiftelse ikke foreskriver anden Mindstesats end Fængselsstraffens legale Minimum. Ved Vurderingen af den danske Strfl.s lave Minima og dermed følgende udstrakte Adgang til Idømmelse af kortvarige Frihedsstraffe maa det dog erindres, dels at Ungdomsfængsel uden Hensyn til Strafferammerne for de enkelte Forbrydelser kan idømmes for en ubestemt Tid af 1—3 Aar, dels at et overmaade stort Antal Forbryderbegyndere vil faa betinget Dom, og at disse, hvis de paany gør sig skyldige til Fængselsstraf, vil komme til at udstaa den betingelsesvis idømte Straf i absolut Kumulation med den nye Straf, hvorved den samlede Straf, der bliver at udstaa, ikke vil blive mindre end 60 Dage.
    Det foreliggende svenske Reformforslag synes præget af megen Forsigtighed, og de foreslaaede nye Minimumssatser ligger i flere Tilfælde ikke saa lidt højere end de nugældende danske Satser for-

 

¹ Fængselsdirektør HARTVIG NISSEN i Forhandlingerne ved den norske Kriminalistforenings 11. Møde, Oslo 1936, S. 35 ff., men herimod atter tildels Rigsadvokat SUND, sammested S. 56 ff.

² Bortset fra de i Lovens Kap. 12 og 13 omhandlede Statsforbrydelser er der kun for følgende Forbrydelser fastsat højere Minimum end Fængsel i 30 Dage, nemlig: § 146 (Dommeruretfærdighed, der har medført Velfærds Fortabelse for nogen: 3 Aar), § 158 (beediget eller ubeediget falsk Forklaring for Retten: 3 Mdr.), § 164 (falsk Anklage, der har medført Velfærds Fortabelse: 2 Aar), §§ 180, 181, 183 (kvalificeret Brandstiftelse m. m.: 4 Aar, ukvalificeret: 6 Mdr.), § 210 (Ascendenters Blodskam: 6 Mdr.), § 216 (Voldtægt: 1 Aar), § 217 (Samleje med sindssyg, aandssvag eller bevidstløs Kvinde: 3 Mdr.), § 237 (forsætligt Drab: 5 Aar), § 246 (grov Legemsbeskadigelse: 1 Aar), § 288 (Røveri: 6 Mdr.).

tilsvarende Forbrydelser. En Sammenligning i Enkeltheder er iøvrigt vanskelig, dels fordi Strafarterne hverken kvalitativt eller kvantitativt er de samme i de to Lande, dels fordi almindelige Udmaalingshensyn som Gentagelse og Sammenstød af flere Forbrydelser ikke virker paa ensartet Maade, ligesom Domstolenes almindelige Indstilling til Valget af Straffegraden indenfor Rammen, Anvendelse af betinget Dom m. m. kan være forskellig og vanskelig at konstatere. En Sammenligning i Enkeltheder skal derfor ikke forsøges, hvorimod der til almindelig Belysning af Emnet skal gives en Oversigt over den nye danske Strfls. Stilling til dette.

    Som alt berørt præges den nye danske Straffelov af 15. April1930 stærkt af en Tendens til at give Domstolene en meget udstrakt Adgang til at individualisere Straffen indenfor rummelige Strafferammer. Denne Tendens fremtræder baade i Lovens almindelige og i dens specielle Del.    Indenfor den almindelige Del skal først fremhæves, at alle baade indenfor selve Straffeloven og i Speciallovgivningen hidtil gældende Maximumssatser for Bødestraf er ophævede i alle Tilfælde, hvor Lovovertrædelsens Paakendelse ved Dom ikke er udelukket, jfr. Strfl. § 51 og Ikrafttrædelseslovens § 6. Særlige Minimumssatser for Bødestraf forekommer ikke ved de i Straffeloven omhandlede Lovovertrædelser, men jævnligt i Speciallovgivningen og er her opretholdte. Det var under Forarbejderne til Straffeloven under alvorlig Overvejelse at indføre et Dagsbodssystem som det nu i Sverige gældende, men Tanken herom blev sluttelig opgivet, bl. a. fordi man mente, at Systemet med dets snævre Hensyntagen til den skyldiges Formues- og Indtægtsforhold paa Domfældelsens Tid ikke var tilstrækkelig smidigt og ikke tilstrækkelig effektivt til at neutralisere de Motiver af økonomisk Art — Ønske om at skaffe sig Fordel eller Besparelse o. dsl. — der jævnligt, undertiden ligefrem typisk, ligger til Grund for mange af de Forseelser, for hvilke Loven foreskriver Bødestraf.¹ Man indskrænkede sig derfor til i Strfl. § 51 at indskærpe Domstole og Paatalemyndigheder, at der indenfor de Grænser, som Hensynet til Lovovertrædelsens Be-

 

¹ Jfr. herved tysk Strfl. § 27, c: »Die Geldstrafe soll das Entgelt, das der Täterfür die Tat empfangen, und den Gewinn, den er aus der Tat gezogen hat, übersteigen», Novelle af 27. April 1923, i det væsentlige opretholdt ved senere tyske Straffelovsudkast.

 

skaffenhed og de i Lovens § 80 nævnte Hensyn (bl. a. netop Bevæggrundene til Handlingen) tilsteder, skal tages særligt Hensyn til den skyldiges Betalingsevne. De fra anden Side fremsatte Betænkeligheder ved at ophæve Maksimumssatserne, nemlig at den skyldige herefter vilde miste den Rets-Garanti mod vilkaarlig eller uforholdsmæssig haard Behandling, som Maksimalsatserne skulde frembyde, fandtes at være af mere teoretisk end praktisk Betydning, særlig ogsaa i Betragtning af de overordentlig vide Strafferammer, hvormed Loven i det hele, ogsaa for Frihedsstraffenes Vedkommende, opererer. Exempelvis kan nævnes, at Strafferammen ved Falskmøntneri baade for Falskmøntneren selv og forden blotte Udgiver af de falske Penge strækker sig fra Fængsel i 30 Dage til 12 Aar, og for Udgiverens Vedkommende kan gaa ned til Hæfte eller Bøde, naar han ved Pengenes Modtagelse var i god Tro. Den i Maksimalsatsen (12 Aar) liggende Garanti er kun effektiv i de allermest exorbitante Tilfælde: Falskmøntnere af internationalt Format o. desl. Praktisk talt maa Garantien mod for haardhændet Behandling søges i Domstolenes forstandige og ansvarsbevidste Retsudøvelse.

    En almindelig Forhøjelse af Strafferammerne i Forhold til Strfl. 1866 har fundet Sted ved Straffen for Forsøg. Iflg. Strfl. 1930 § 21 kan den for den fuldbyrdede Forbrydelse bestemte Straf i Tilfælde af Forsøg nedsættes, medens den efter Strfl. 1866 § 46 skulde nedsættes til mindst ¾ af Straffen for fuldbyrdet Forbrydelse. Ændringen er Udtryk for, at der specialpræventivt kan være Trang til samme Straf, hvad enten Forbrydelsen fuldbyrdes eller ej. For Strafnedsættelsen er der — ligesom efter norsk Strfl.— ingen Begrænsning, et Udtryk for, at de generalpræventive Hensyn, som begrunder Minimalsatser for fuldbyrdet Forbrydelse, ikke gør sig gældende med samme Styrke ved Forsøg.¹

    Efter at Strfl. § 80 har givet alm. Regler om Straffens Udmaaling indenfor Rammen, gives der i §§ 81, 82, 84, 85, 88, 89 Bestemmelser om almindelige Strafforhøjelses- og Strafnedsættelsesgrunde. Disse virker altid kun fakultativt til Forhøjelse af Maksimum eller Nedsættelse af Minimum, eventuelt fakultativt Strafbortfald. Da Strafferammerne paa Forhaand har høje Maxima, er Straffor-

 

¹ Jfr. nærmere mine Bemærkninger om Forsøgets Strafbarhed efter svensk og dansk Ret i Sv. Juristtidning 1931 S. 221 ff.

højelsesgrundene uden praktisk Betydning, og da kun faa Straffebestemmelser har højere Mindstesats end Fængselsstraffens Minimum, vil den praktiske Betydning af Strafnedsættelsesgrundene væsentligt vise sig i Adgangen til at anvende en mildere Strafart og til under særlig formildende Omstændigheder helt at lade Straf bortfalde.
    I § 81 gives generelle Bestemmelser om Betingelserne for Gentagelsesvirkning. Hvilke Forbrydelser, der skal have Gentagelsesvirkning, afgøres derimod i Lovens specielle Del. En Betragtning af denne viser, at den nye Strfl. hjemler forhøjet Straf i Gentagelsestilfælde ved adskilligt flere Lovovertrædelser end Strfl. 1866, men de anførte Forhold: høj Maximalsats allerede for første Gang begaaet Forbrydelse og den kun fakultative Adgang til Strafforhøjelse vil sikkert bevirke, at Gentagelsesinstitutet i det hele indenfor Strfls. Omraade bliver uden selvstændig praktisk Værdi, og at Gentagelse faktisk kun vil faa Betydning som en skærpende Omstændighed indenfor den normale Strafferamme; dette følger imidlertid allerede af Strfl. § 80, hvorefter der ved Straffens Udmaalingbl. a. skal tages Hensyn til Gerningsmandens »foregaaende Vandel». Særlig skal fremhæves, at Gentagelsesinstitutet er ganske uden Betydning ved Tyveri (og andre Berigelsesforbrydelser). Efter § 285 er Straffen for almindeligt (simpelt) Tyveri Fængsel (fra 30 Dage) indtil 2 Aar, i Gentagelsestilfælde indtil 3 Aar. Ved Siden heraf foreskriver § 286, at Straffen for Tyveri af særlig grov Beskaffenhed, eller naar Tyverier er begaaede i større Antal, kan stige til Fængsel i 6 Aar, og for disse kvalificerede Tilfælde er der ikke foreskrevet Gentagelsesstraf. Da Grænsen mellem det simple og det kvalificerede Tyveri i Virkeligheden er ganske flydende, og der vanskeligt kan tænkes Anvendelse for strængere Straf end 2 Aar, med mindre Forholdet er af særlig grov Beskaffenhed, bliver den nævnte Gentagelsesbestemmelse sikkert kun en Bestemmelse paa Papiret. — Effektiv Betydning vil Gentagelsesprincipet derimod faa ved adskillige Straffebestemmelser i Speciallovgivningen, navnlig Bødebestemmelser, der foreskriver obligatorisk Forhøjelse af Straffesatsens Minimum i Gentagelsestilfælde.— For de alvorligere Forbrydelser har Iterationen i Betydning af strafforhøjende Omstændighed i teknisk Forstand udspillet sin Rolle. Det er i mindre Grad Recidivet som saadant end Professionismen, Erhvervsmæssigheden og Vanemæssigheden, der paakal-

der effektivere Repression, og dette ikke gennem skærpet Straf, men gennem Internering og andre Sikkerhedsforanstaltninger.
    Bestemmelserne i §§ 88 og 89 om Straffens Fastsættelse i Tilfælde af Sammenstød (Konkurrence) af Forbrydelser afviger fra Strfl. 1866 ved at ophæve Forskellen mellem Ideal- og Realkonkurrence og ved at give Domstolene fuld Frihed til at udmaale Straffen »indenfor den strængeste i Betragtning kommende Strafferamme». Strfl. 1866 foreskrev som det normale, at alle de sammenstødende Forbrydelser skulde »medvirke til at bestemme Straffens Størrelse». Kun i Undtagelsestilfælde tillodes Anvendelse af den strængeste Strafferammes Minimum. Retspraksis havde imidlertid faktisk tiltaget sig fuld Frihed til at udmaale Straffen indenfor den strængeste Ramme, og dette er altsaa nu ogsaa formelt lovfæstet. Bevaret i den nye Strfl. — og udvidet til ogsaa at angaa Idealkonkurrence — er Adgangen til under særdeles skærpende Omstændigheder at forhøje den strængeste Strafferammes Maximum med det halve, men i Retspraksis er der under den gamle Strfl. saavidt vides aldrig gjort Brug heraf, og Bestemmelsen herom kunde forsaavidt gærne have været udeladt i den nye Strfl., hvorved dennes Sammenstødsregler vilde være blevet overensstemmende med, hvad der er foreslaaet i det svenske Kommissionsudkast af 1923, 11 Kap. 1. §. Hensynet til, at alle Strafferammer indenfor Strfl. specielle Del normalt skal omfatte ogsaa Tilfælde af ligeartet Realkonkurrence, har ført til, at Maximalsatserne har maattet ansættes saa højt, at en yderligere Forhøjelse under skærpende Omstændigheder ikke er tiltrængt. For Bødeforseelsers Vedkommende er Grundlaget for en Strafforhøjelse bortfaldet, allerede fordi Bødesatsernes Maxima som nævnt er ophævede.
    Ligesom Tilfældet er ved Gentagelsesinstitutet, gør Hensynet til Professionisme og Vanemæssighed sig ogsaa gældende ved Vurderingen af Sammenstødssituationen. Illustrerende er i saa Henseende den historiske Udvikling. For at komme Professionismen til Livs og modarbejde Domstolenes Tendens til at taxere Strafskylden efter Gerningsprincipet blev det ved den midl. Strfl. af 1.April 1905 § 18 (gentaget ved L. 1. April 1911 § 18) bestemt, at det ved Berigelses- og Falskforbrydelser, Betleri og Løsgængeri (indenfor de gældende Strafferammer) skulde tages i Betragtning som en meget skærpende Omstændighed, at den skyldige er en

 

22 — Svensk Juristtidning 1936.

Person, om hvem det maa antages, at han helt eller delvis ernærer sig ved Lovovertrædelser af den nævnte Art. Strfl. 1930 er gaaet et Skridt videre, nemlig til i § 82 at hjemle en Forhøjelse af den normale Strafferamme med det halve, i Gentagelsestilfælde til det dobbelte, naar nogen findes at have udøvet en eller flere Forbrydelser erhvervs- eller vanemæssigt. Det maa imidlertid erkendes, at Tiden allerede er løbet fra en Bestemmelse som denne, og at Bestemmelsen i hvert Fald for de Forbrydelser, paa hvilke den fortrinsvis er tænkt anvendelig: Tyveri, Sædelighedsforbrydelser, Betleri og Løsgængeri, kun er blevet og bør blive en Bestemmelse paa Papiret for at give Plads for Lovens System af Sikringsforanstaltninger. Straffesatserne for Tyveri, Betleri og Løsgængeri blev ved den nye Strfl. væsentligt nedsatte netop for at give Domstolene Anvisning paa at anvende Sikringsmidler (Arbejdshus, Sikkerhedsforvaring) i Stedet for Straf, og det vilde da være stridende mod dette Formaal at bringe Strafforhøjelsen efter § 82 i Anvendelse.
    De efter Strfls. Ikrafttræden indvundne Erfaringer m. H. t. Domstolenes Anvendelse af Arbejdshus og Sikkerhedsforvaring i Stedet for Straf overfor Professionister og Vaneforbrydere er fuldt ud tilfredsstillende.
    Medens de i den nye danske Strfls. almindelige Del omhandlede Strafforhøjelsesgrunde i Retspraksis næppe vil virke anderledes end som skærpende Omstændigheder indenfor den normale Strafferamme, vil de ved Loven hjemlede, tildels nye Strafnedsættelsesgrunde — bl. a. i Kraft af Domstolenes Tilbøjelighed til gennemgaaende at udvise Mildhed — finde større Anvendelse, uagtet ogsaa disse kun har en fakultativ Karakter.
    Almindelige Strafnedsættelsesgrunde omtales i Lovens §§ 84 og 85.
    Ifølge § 84 kan den foreskrevne Straf nedsættes i Tilfælde af Overskridelse af Nødværgerettens og Nødrettens Grænser, Gerningsmandens unge Alder (under 18 Aar), undskyldelig Retsvildfarelse, Gerningsmandens ved Provokation fremkaldte oprørte Sindsstemning, Forbrydelsens Begaaelse under Indflydelse af Afhængighedsforhold eller Trusel om betydelig Skade, samt i Tilfælde af, at Gerningsmanden frivilligt har afværget den af hans Handling flydende Fare. For Strafnedsættelsens Grad er der ikke fastsat nogen Grænse, og under iøvrigt formildende Omstændigheder kan Straffen helt bortfalde. Hvad der i disse Tilfælde kan

gøre den lemfældige Behandling forsvarlig, er ikke alene Forholdets subjektivt undskyldelige Karakter, men i de fleste Tilfælde (Nødværge, Nødret, Retsvildfarelse, Provokation, Afhængighed, Tvang) tillige den Omstændighed, at Gerningsmanden ved Forbrydelsens Begaaelse har befundet sig i en særlig, mere eller mindre tilfældig, objektiv eller subjektiv Situation, som han ikke har fremkaldt eller har kunnet fremkalde med Forbrydelsens Begaaelse for Øje. Gerningen er ikke Udslag af nogen aktiv forbryderisk Tilbøjelighed, og Hensynet til Generalpræventionen af liden Betydning. Beslægtede Betragtninger har ogsaa indenfor Lovens specielle Del afsat sig Spor ved Behandlingen af visse Forbrydelser, der har en udpræget Karakter af at være bestemte ved en særlig, tilfældig Situation. Nævnes kan f. Eks., at ulovlig Omgang med Hittegods ifølge Strfl. § 287 under formildende Omstændigheder kan lades straffri; Straffen for Udgivelse af falske Penge kan efter § 168 under formildende Omstændigheder bortfalde, naar Udgiveren i god Tro har modtaget de falske Penge som ægte; Moderens Forsøg paa at dræbe sit nyfødte Barn og hendes uforsvarlige Omgang med sin Barnefødsel kan ifølge §§ 238 og 251 lades straffri, naar Barnet overlever Behandlingen uden at have taget Skade. — M. H. t. Strafnedsættelse, eventuelt Strafbortfald for Forbrydelser begaaede af Personer under 18 Aar er de sidst fremhævede Betragtninger naturligvis uanvendelige, men Straffens Bortfald lader sig her begrunde ved Hensynet til, at Opdragelsesforanstaltninger haves til Raadighed.
    Foruden de anførte Omstændigheder, der eventuelt kan medføre, at Straffen helt bortfalder, hjemler § 84 endvidere Adgang til (ubegrænset) Strafnedsættelse, men ikke til helt Bortfald af den forskyldte Straf, i Tilfælde, hvor Gerningsmanden fuldt ud har genoprettet den ved Gerningen forvoldte Skade eller frivilligt har bestræbt sig for at forebygge Fuldbyrdelsen eller genoprette den forvoldte Skade, samt naar han frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig Tilstaaelse.
    Endelig indeholder § 85 Hjemmel til (ubegrænset) Strafnedsættelse og, hvis Straffen ikke kan overstige Hæfte, til Straffens fuldstændige Bortfald, naar en strafbar Handling er begaaet under Indflydelse af stærk Sindsbevægelse, anden sjælelig Uligevægtighed eller andre særlige Omstændigheder, der i saa betydelig Grad forringer den Strafværdighed, som Handlinger af den paagældende

Art regelmæssig vidner om, at Anvendelse af den foreskrevne Strafvilde være uforholdsmæssig haard. — Som et typisk Eksempel kan nævnes det saakaldte »udvidede Selvmord», hvor en Mand under ulykkelige Omstændigheder vil tage Livet af sig selv i Forening med sin Hustru eller sine Børn.
    I de Tilfælde, hvor et Forhold ifølge Bestemmelser i Lovens almindelige Del eller med særlig Hjemmel i den specielle Del fakultativt lades straffrit under formildende Omstændigheder, bør Dommen formentlig ikke lyde paa »Frifindelse», men paa at »den forskyldte Straf bortfalder», idet Lovens Standpunkt vistnok er det, at Strafskyld i og for sig er til Stede, men at Strafs Idømmelse under de angivne særlige Omstændigheder kan frafaldes. Ved Siden af 1) de ubetingede Domfældelser og 2) de betingede Straffedomme kan derfor systematisk opstilles som en tredje Gruppe: Domme, der helt frafalder Strafs Idømmelse uden dog at frifinde. Praktisk Betydning faar dette bl. a. i den Henseende, at den dømteikke fritages for at betale Sagens Omkostninger, hvorhos en saadan Dom vistnok ogsaa maa have Gentagelsesvirkning, idet Strfl. § 81 tillægger enhver Dom, ved hvilken Gerningsmanden er »fundet skyldig», Gentagelsesvirkning paa senere begaaede Forbrydelser uden at stille Krav om, at der ved den første Dom skal være idømt Straf.
    De i den danske Strfl. §§ 84 og 85 anførte Strafnedsættelsesgrunde svarer i det væsentlige til de i den norske Strfl. Kap. 5 omhandlede. Hverken den norske eller den danske Strfl. sætter nogen Grænse for Strafnedsættelsen i Tilfælde, hvor Straf idømmes. Derimod gaar den danske Strfl. videre end den norske ved i flere Tilfælde end denne at tillade Straffens fuldstændige Bortfald. Det svenske Kommissionsudkast af 1923 har i 9. Kap. 6 og 7 §§, jfr. ogsaa 3. Kap. 1 § og 4. Kap. 5 §. taget Stilling til de forannævnte i dansk og norsk Strfl. omhandlede Strafnedsættelsesgrunde, men tillægger dem som Hovedregel kun Betydning som formildende Omstændigheder indenfor den normale Strafferamme, dog at Forbehold tages om, at det ved særlige Lovforskrifter kan være bestemt, at Straf i visse Tilfælde under særligt formildende Omstændigheder kan bortfalde.

    Angaaende Strafferammerne for de enkelte Forbrydelser indenfor den danske Straffelovs specielle Del skal først fremhæves, at

mange Bestemmelser foreskriver en — altid fakultativ — Udvidelse af den normale Strafferamme opad eller nedad under skærpende eller formildende Omstændigheder, men at Loven her har fulgt det ogsaa i den norske Strfl. 1902 gennemførte tekniske Princip kun at fremhæve formildende eller skærpende Omstændigheders Indflydelse paa Strafudmaalingen i Tilfælde, hvor Strafferammen udvides henholdsvis nedad eller opad til en mildere eller strængere Strafart end den normalt foreskrevne — eller opad fra tidsbestemt Fængsel til Fængsel paa Livstid. Saaledes f. Eks. § 178: Fængsel indtil 2 Aar eller under formildende Omstændigheder Hæfte; § 241: Hæfte eller Bøde, under skærpende Omstændigheder Fængsel indtil 4 Aar; § 216: Fængsel fra 1 til 16 Aar, under særdeles skærpende Omstændigheder paa Livstid.
    Det svenske sagkyndige Udvalgs Forslag af 1935 adskiller sig herfra ved i en Række Tilfælde at nedsætte eller forhøje Straffegraden indenfor samme Strafart, naar formildende eller skærpende Omstændigheder foreligger. Dette skal ikke være fremhævet som en Kritik af det svenske System, der kan forsvares som en pædagogisk Anvisning til Domstolene om at udmaale Straffen indenfor den normale Strafferamme, naar ikke særlige Omstændigheder foreligger, og navnlig ikke uden ganske særlige Grunde at gaa under det normale Minimum. Et andet Spørgsmaal er, om dette vil lykkes, naar der kun er Tale om en skønsmæssig Udmaaling i Grad indenfor samme Strafart, og der ikke angives specielle Omstændigheder, der skal kunne begrunde en Nedsættelse eller Forhøjelse.
    Med Hensyn til Valget af Straf art for de forskellige Forbrydelser skal fremhæves, at den danske Strfl. har fulgt det Princip, at Bødestraf udelukkes som Led i en normal Strafferamme ved alle Forbrydelser, hvor der efter Forbrydelsens Karakter maa gaas ud fra, at Gerningsmanden ikke ejer eller selv kan fremskaffe Midler til Bødens Betaling, og hvor en Bødestraf derfor ikke vil kunne komme til at virke som en Pengestraf, men maa forvandles till Frihedsstraf. Dette gælder naturligtvis først og fremmest for Betleri, men dernæst ogsaa om alle de egentlige Berigelsesforbrydelser med Undtagelse af Aager og ulovlig Omgang med Hittegods. Det forekommer mig derfor ikke uden Betænkelighed, at det svenske sagkyndige Udvalg i sine Forslag vedrørende sv. Strfl. 22 Kap., 1 og 11 §§ har opretholdt Bødestraf som Led i de normale

Strafferammer for Bedrageri og Underslæb (Förskingring), for Bedrageriets vedkommende ganske vist kun under særlig formildende Omstændigheder. Dette synes at maatte kunne friste Domstolene til at anvende Bødestraf i alt for mange Tilfælde, der ikke egner sig for denne Strafart.¹ Om enhver, der forgriber sig paa betroede Penge eller Gods, kan der med Sikkerhed gaas ud fra, at han i Gerningens Øjeblik selv er uden Midler og i det højeste nærer et — som Regel forfængeligt — Haab om senere at kunne skaffe Dækning. Idømmes en saadan Mand Bødestraf, maa Bødebeløbet, hvis Forvandlingsstraf skal undgaas, enten betales af hans uskyldige Paarørende, eller han vil — i Kraft af sin Tilbøjelighed —fristes til at søge Udveje til at fremskaffe Beløbet gennem fortsatte Ulovligheder. Bødeansættelse efter Dagbodssystemet synes heller ikke formaalstjenlig ved Underslæbsforbrydelsen, hvor Gerningsmanden efter Forbrydelsens Opklaring vil være gældbetynget og ofte subsistensløs. Dagsbøderne maatte da sættes til saa lave Beløb, at de sammenlagte som Regel langt fra vilde naa oppaa Højde med den Vinding, som Forbrydelsen har inbragt Gerningsmanden, hvorved Straffens præventive Effektivitet vilde svækkes. I ganske særlig Grad vilde denne Svækkelse foreligge, dersom de smaa Dagsbøder betales af andre end den skyldige selv. Under formildende Omstændigheder bør efter min Mening en betinget Domfældelse til Frihedsstraf her foretrækkes for Idømmelseaf Bøde.
    Hvad angaar Strafferammerne for de enkelte Forbrydelser, maa disses Vidde naturligvis i høj Grad afhænge af vedkommende Forbrydelses typiske Karakter. Skal en Strafferamme som f. Eks. vedde fleste Berigelsesforbrydelser omfatte hele Skalaen fra et enkeltlidet betydeligt Forhold til real Konkurrence af talrige grove Forbrydelser af »begrebsmæssigt» samme Art, og skal der desuden regnes med Gerningsmandens ligesaa variable subjektive Indstilling, hans Alder og foregaaende Vandel m. m., maa Strafferammen nødvendigvis blive af en overordentlig Vidde, hvilket kun vil kunne afhjælpes ved en Udstykning af Forbrydelsens Begreb i flere Underarter paa objektivt eller subjektivt Grundlag. Snævrere

 

¹ Af den i Forhandlingerne ved den svenske Kriminalistforenings Aarsmøde i Stockholm 1928, S. 115—117, optagne Statistik fremgaar, at en Tredjedel af samtlige i Aarene 1921—27 i Sverige paadømte Sager for förskingring og trolöshet faldt ud til Bødestraf.

kan Strafferammen være for Forbrydelser, der kvantitativt er lidet varierende, hvor Realkonkurrence og Professionisme er uden synderlig Betydning, eller hvor Gerningsmandens subjektive Forhold er typisk ensartet. Som Eksempler paa Forbrydelser, hvor et eller flere af disse Momenter gør sig gældende, kan nævnes Mened og falsk Forklaring, Bigami, Moderens Fordrivelse af sit Foster, hendes Drab af det nyfødte Barn og uforsvarlig Omgang med Barnefødsel, Hjælp til Selvmord og Drab efter den dræbtes Begæring, Hittegodsforbrydelsen og adskillige Undladelsesdelikter.
    I det store og hele maa det sikkert erkendes, at Strafferammerne indenfor den danske Strfls. specielle Del ikke er udformede efter velovervejede, ledende Principer, og der vilde ganske sikkert overfor deres Vidde og inbyrdes Forhold kunne rejses en lignende Kritik, som den, der i den norske Revisionskomités Indstilling af 1925 er kommet til Orde overfor Strafferammerne i den norske Strfl. af 1902. Man har vistnok i Hovedsagen — ligesom Tilfældet nu har været med de af det svenske sagkyndige Udvalg udarbejdede Forslag — inskrænket sig til at indføre Ændringer i hidtidige Satser, hvor dette har været følt som praktisk paakrævet, hyppigst derfor ved Nedsættelse af Minima, sjældnere ved væsentlige Ændringer i Maksima. Ofte er tidligere Maksimumssatser blevet staaende, uagtet de betydeligt overstiger, hvad der i Nutiden kan antages at ville blive praktiseret.¹ Tildels afgiver dette en Forklaring paa Strafferammens betydelige Vidde. En anden Grund hertil er Lovens Tendens til at bestemme Forbrydelsebegreberne mere rummeligt end efter Strfl. 1866 ved Afskaffelse af tidligere Underbegreber. Indenfor Tyveriforbrydelsen er saaledes den tidligere skarpe Sondring mellem simpelt og groft Tyveri og den skarpe Adskillelse mellem første Gang begaaet, gentaget og oftere gentaget henholdsvis simpelt og groft Tyveri bortfaldet og praktisk talt afløst af et enkelt Tyveribegreb med en enkelt Strafferamme paa Fængsel indtil 6 Aar. For vidtgaaende er den nævnte Enhedstendens sikkert ved Falskmøntneriforbrydelsen, hvor den gl. Straffelovs realt begrundede Sond-

 

¹ Eksempelvis kan nævnes, at Straffen for med (simpel) Vold eller Trusel herom at overfalde en Tjenestemand i Funktion er Hæfte, Fængsel indtil 6 Aar, under formildende Omstændigheder Bøde. I Praksis anvendes i alvorligere Tilfælde Fængsel i 4 å 6 Mdr. Straffen for falsk Forklaring for Retten er ifølge § 158 Fængsel fra 3 Mdr. indtil 4 Aar — i Praksis Fængsel i 3 å 4 Mdr.

ring mellem Eftergørelse og Forfalskning og forskellige Vurdering af Udgiverens Forhold, eftersom han har deltaget i selve Falskneriet eller ikke, er bortfaldet.
    Hvad særlig Berigelsesforbrydelserne angaar, er det allerede nævnet, at Maksimumsstraffen for Tyveri, der for oftere gentaget groft Tyveri ifølge Strfl. 1866 under særdeles skærpende Omstændigheder kunde stige endog til Tugthusarbejde paa Livstid,¹ er nedsat til Fængsel i 6 Aar, og at det hermed har været tilsigtet at give Domstolene Anvisning paa at anvende Arbejdshus eller Sikkerhedsforvaring overfor Professionister. Det maa herved bemærkes, at Forstraffebetingelserne for Idømmelse af Sikkerhedsforvaring ifølge d. Strfl. § 65 er betydeligt lempeligere end de yderst strænge Betingelser, der opstilles i den svenske Lov af 22. April 1927.
    Hvad derimod angaar Bedrageri, Underslæb og dermed beslægtede Forbrydelser, har den nye danske Strfl. forhøjet det hidtidige Maksimum fra 6 til 8 Aar. Denne Forhøjelse beror ikke blot paaen ændret samfundsmæssig Vurdering af disse sidste Forbrydelser i Forhold til Tyveriet, men særlig ogsaa paa, at de supplerende Bestemmelser om Internering i Arbejdshus (§ 62) og Sikkerhedsforvaringsanstalt (§ 65) af de henholdsvis ufarlige og farlige Vaneforbrydere, ikke er egnede for Forbrydere af den Type, der begaar de storstilede Bedragerier og Underslæb. For disse Forbrydelser maa en alvorlig Straf i klassisk Forstand antages at være af betydelig generalpræventiv Værdi og — vel at mærke — enfølelig Straf allerede for den første Gang begaaede Forbrydelse. Professionisme og Recidiv spiller her en uvæsentlig Rolle, idet den første Straf normalt vil virke prohibitivt. Disse Bemærkninger fremsættes overfor de Betænkeligheder, som i det svenske sagkyndige Udvalgs Motiver S. 90 er kommet til Orde mod en Forhøjelse af Straffen for Bedrageri og Underslæb udover Maksimum for Tyveristraffen.
    Overhovedet er der — navnlig ogsaa med Henblik paa den danske Straffelovs noget vel skematisk ensartede Behandling af Berigelsesforbrydelserne — Grund til at advare imod at tillægge det

 

¹ I den sidste Menneskealders Retspraksis er der vistnok aldrig anvendt strængere Straf end Tugthusarbejde i 8 Aar, og dette kun i et ganske enkelt Tilfælde. Iøvrigt har 6 Aar været Maksimum, en Sats, som ikke sjældent er anvendt overfor professionelle Indbrudstyve.

for alle disse Forbrydelsers juridiske Konstruktion fælles Begrebsmoment: Berigelseshensigten en altfor dominerende Indflydelse i Retning af en ensartet strafferetlig Reaktion. Man bør ikke overse den kriminalistiske Betydning af disse Forbrydelsers vidt forskellige Fremtrædelsesform og Iværksættelsesmaade eller tabe af Syne de kriminalistisk relevante Forskelligheder i Forbrydertyper som Tyven, Pengeafpresseren, Kassebedrøveren, Aagerkarlen og Hæleren. TORPS Udkast af 1917 var i sin Behandling af Berigelsesforbrydelserne ganske sikkert for abstrakt ensrettet, idet alle disse Forbrydelser, med Undtagelse af Røveri, samledes under enfælles normal Strafferamme, hvorfra der kun tillodes faa Afvigelser. Ved den senere Kommissionsbehandling og ved Loven, som den blev vedtaget, indførtes den foran omtalte Forskel i Strafferammerne for Tyveri og Bedrageri m. v. Endvidere udsondredes Aagerforbrydelsen og Hittegodsforbrydelsen med selvstændige Strafferammer. Men det kan endnu kritiseres, at den i Nutiden specifikt ondartede Afpresningsforbrydelse er stillet i Klasse med Tyveri og Hæleri og derved har opnaaet en betydelig lempeligere Behandling end efter Strfl. 1866 § 245.
    Paa den anden Side kan den Opfattelse ikke tiltrædes, der i Strafferammerne ser en samfundsmæssig Vurdering af en vis Forbrydelsestype i den Forstand, at Strafferammens omtrentlige Midte skulde afgive en Slags Normalmaalestok ved Bedømmelsen af de enkelte til Bedømmelse foreliggende Forhold. At Strafferammerne for Tyveri i den nye danske Strfl. er nedsatte baade for Minimums og for Maksimums Vedkommende, maa ikke opfattes som et Udtryk for en generelt mildere Vurdering af alle til Paadømmelse foreliggende konkrete Tyverier. Forhøjelsen af Bedrageristraffens Maksimum fra 6 til 8 Aar har alene til Formaal at aabne Adgang til en strængere Behandling af de groveste Tilfælde, som hidtil skulde finde Plads indenfor den lavere Strafferamme.
    Det Spørgsmaal melder sig naturligvis, om ikke den nye danske Strfls. Nedsættelse eller Ophævelse af hidtidige Minimalsatser vil svække Generalpræventionen. Vurderingen af et Forholds Strafværdighed er i endnu højere Grad end hidtil overflyttet fra Loventil Domstolene, og Spørgsmaalets Besvarelse maa derfor bero dels paa, hvorledes Domstolene vil benytte deres større Frihed til at udmaale Straffen, dels paa, hvilken generalpræventiv Betydning,

der overhovedet kan antages forbundet med de idømte Straffes Strænghed; det første lader sig let konstatere, det sidste vil formentlig altid henstaa som usikkert. Jeg vilde antage, at Valget af Strafart: Bøde, Hæfte eller Fængsel normalt vil betyde forholdsvis mere end Udmaalingen af Straffegraden indenfor samme Artaf Frihedsstraf, og at Straffens generalpræventive Effektivitet i høj Grad er afhængig af Forbrydelsernes forskellige Art og Fremtrædelsesform.
    Ikke uden Betænkelighed er maaske den overordentlig udstrakte Anvendelse af betinget Domfældelse, som i de senere Aar praktiseres af de danske Domstole. Recidivprocenten for de betinget domfældte er beklagelig stor: efter den sidst afsluttede Statistik for 1916—25 ca. 26.5 % for mandlige Forbryderbegyndere mod 29.5 % efter ubetinget Dom. Muligvis et Udtryk for, at der ikke finder en tilstrækkelig kritisk Udvælgelse Sted ved Sagernes Paadømmelse, og at Straffens Fuldbyrdelse paa Begyndere ikke er saa unyttig eller skadelig, som man i Almindelighed regner med.

    I det foregaaende er paa forskellige Punkter draget Sammenligninger mellem Udmaalingsreglerne i dansk, norsk og svensk Straffelovgivning. Udviklingen indenfor de tre Lande gaar i samme Retning, omend i forskelligt Tempo. Den social-etiske Vurdering af de grovere Forbrydelser er i alt væsentligt den samme.¹ Men en egentlig Unificering af de nordiske Straffelove ligger udenfor de praktiske Muligheder og er naturligvis langtfra saa tiltrængt som Enhed indenfor Civilretten. Det er derfor nærmest som Curiosa,

 

¹ Et isoleret Tilfælde af væsentlig Forskel mellem svensk, norsk og dansk Straffelovgivning frembyder Behandlingen af falsk Forklaring for Retten. Svensk Straffelov kriminaliserer alene den beedigede falske Forklaring, og Straffen for Mened er Strafarbejde fra 2 til 6 Aar, hvilket af Udvalget foreslaas nedsat til Strafarbejde fra 6 Mdr. til 6 Aar. Norsk Straffelov § 163 straffer Mened med Fængsel fra 6 Mdr. til 8 Aar, medens ubeediget falsk Forklaring efter § 166 straffes med Bøde eller Fængsel indtil 2 Aar. Den danske Strfl. 1866 straffede i § 145 Mened med Strafarbejde fra 2 til 10 Aar, i § 146 ubeediget falsk Forklaring med Fængsel eller med Forbedringshusarbejde (indtil 6 Aar). Strfl. 1930 § 158 stiller principielt den ubeedigede og den beedigede falske Forklaring under samme Straf med et Minimum af 3 Maaneders Fængsel, som for den ubeedigede Forklaring kan stige til 4 Aar, men for den beedigede Forklaring til 8 Aar. Grunden til denne principielt ensartede Behandling er den, at Vidneforklaringer i Danmark kun yderst sjældent beediges, og at man derfor har villet betone, at Sandhedspligten principielt er densamme, hvad enten Forklaringen beediges eller ej. Det højere Maksimum for Mened maa betragtes som en Reminiscens af det religiøse Synspunkt.

at jeg til Slutning nævner et Par Tilfælde, hvor jeg som Dommer i Københavns Kriminalret (1911—19) har været ude for Berøringer mellem dansk og svensk Straffelovgivning og Straffepraksis.
    Under en Sag mod en i København hjemmehørende ofte tidligere straffet professionel Indbrudstyv tilstod den paagældende at have begaaet en Række Indbrudstyverier i Malmø, og udelukkende i Malmø. Om Grunden hertil forklarede han, at de ham for de tidligere danske Tyverier overgaaede Domme efter hans Formening ikke vilde have Gentagelsesvirkning ved Paadømmelsen af de af ham i Sverige begaaede Tyverier, en Formening, som var urigtig, naar de sidstnævnte Tyverier skulde paadømmes i Danmark, hvortil Hjemmelen fandtes i Strfl. 1866 § 6. Ifølge samme Strfl. § 61 havde derimod Straffedomme afsagte i Udlandet ikke Gentagelsesvirkning ved senere Domfældelse i Danmark, en Begrænsning i Gentagelseprincipet, som nu er ophævet ved Strfl. 1930 § 81. — En anden professionel Indbrudstyv, der havde større Erfaring i dansk og svensk Strafferetspleje, idet han var domfældt i begge Lande, forklarede, at efter hans Opfattelse, som deltes af hans Omgangskreds, var det ganske vist lettere at opnaa Frifindelse paa Benægtelse i Sverige end i Danmark, idet de svenske Domstole stillede strængere Krav til et fældende Indiciebevis end de danske; men til Gengæld risikeredes haardere Straf ved Domfældelse i Sverige. Hvis dette sidste er rigtigt, hvad det maaske aldeles ikkeer, kan det ikke bero paa strængere svenske Strafferammer for Tyveri, men maa skyldes en strængere Strafudmaaling, maaske som Følge af de strængere svenske Konkurrenceregler.
    Sagerne giver iøvrigt Anledning til at fremhæve en ved Strfl. 1930 § 7 indført Ændring i Paatalen af Forbrydelser begaaede af Indlændinge i Udlandet. Medens Paatale i saadanne Tilfælde ifølge Strfl. 1866 § 6 kun kunde ske efter Justitsministeriets Bestemmelse, hvilket navnlig ved Forbrydelser begaaede af her boende Indlændinge under Udflugter til Nabolande føltes som et urimeligt Besvær, er Paatalen nu overladt til de almindelige Paatalemyndigheder. Ifølge den gældende svenske Straffelov kræves derimod i saadanne Tilfælde kgl. Resolution for, at Paatale skal finde Sted, og denne Bestemmelse er principielt opretholdt ved den svenske Kommissionsbetænkning af 1923. En Revision burde maaske tages under Overvejelse, dersom den projekterede Bro mellem Sjælland og Skaane bliver til Virkelighed.