ERSTATNINGSRETTENS UDVIKLING INUTIDEN, SÆRLIG SPØRGSMAALET, OMANSVARET BØR INDSKRÆNKES.
AV
PROFESSOR HENRY USSING.
I. Obligationsretten anses vistnok med Føje for at være den mest uforanderlige Del af Retten. Der er imidlertid Dele af Obligationsretten, der forandres meget, og vigtigst af dem er Erstatningsretten. Almindelige Erstatningsregler er først udviklet ret sent i de nordiske Lande, og de mest omfattende Regler er ikke blevet udformet i Lov. I det 19. Aarhundrede søgte Retsvidenskaben imidlertid at fastslaa en enkelt almindelig Grundsætning som den almindelige Erstatningsregel. Det var den saakaldte Culparegel, der allerede i Romerretten havde fundet meget vid Anvendelse. Det var vistnok det 19. Aarhundredes Tendens til at opstille almindelige Principer, der førte et Slægtled ind paa den Anskuelse, at Culpareglen burde gennemføres ganske almindeligt. Erstatningsansvaret kunde kun retfærdiggøres ved Skyld. De spredte afvigende Lovbud fra ældre Tid var Rester af en ufuldkommen Retstilstand og burde forsvinde.
Det var fristende at samle alt i en enkelt Grundsætning. Men i Virkeligheden var man gaaet for vidt. Snart føltes der Trang til at strække Ansvaret ud over Culpareglen. Det var navnlig Anvendelsen af de mange Opfindelser og den dermed sammenhængende Udvikling af Industri og Transportmidler, der fremkaldte Trangen. Rundt omkring i Landene er der da ogsaa blevet givet talrige Lovbestemmelser om Ansvar uden Culpa, f. Eks. for Jernbaner og Luftfart, hyppigt ogsaa for Automobiler. Men den ny Bevægelse har ogsaa gjort sig gældende i Retspraksis, særlig stærkt i Frankrig og Norge. Norsk Praksis udviklede en vidtrækkende Regel om Ansvar for farlig Bedrift uden Culpa. Saadanne Regler har jeg selv været med til at forsvare i min
Doktordisputats (Skyld og Skade 1914), og jeg mener vedblivende, at de hviler paa gode samfundsmæssige Grunde.1
Jeg tror ikke, Bevægelsen i Retning af Erstatningsansvar uden Culpa vil gaa væsentlig ud over det Standpunkt, som de mest fremskredne Lande indtager nu, og jeg tror navnlig ikke, at der er Udsigt til, at man helt vil opgive Kravet om Culpa. Det ersaa meget mindre sandsynligt, som der i den nyeste Tid spores en Tendens til at indskrænke Ansvaret i visse Tilfælde. Det er den, der skal omtales nu.
Tendensen har i Danmark navnlig vist sig paa to Punkter: dels overfor selve Culpareglen, dels overfor Reglen i Danske Lov 3—19—2 (der svarer til Norske Lov 3—21—2), der paalægger Husbonden at erstatte Skade, som Tjeneren volder ved Forseelser i Tjenesten. Det er disse Tilfælde, der omtales i det følgende.
II. VIRKNINGERNE AF ERSTATNINGSREGLERNE.
A. Først omtales Culpareglen.
Vil man vurdere den fra et Lovgiversynspunkt, maa man først skaffe sig Klarhed over, hvilke samfundsmæssige Virkninger Reglens Opretholdelse faktisk har. Det var ogsaa mit Udgangspunkt i sin Tid. Men mine Resultater var — ganske naturlig — meget ufuldkomne. Jeg var jo uerfaren, og Spørgsmaalet var kun behandlet lidt i Litteraturen. Mine Undersøgelser bidrog dog noget til at bringe det ind i Debatten.
Spørger vi da om de faktiske Virkninger af Culpareglens Opretholdelse, kan det næppe bestrides, at der ialfald er to fremtrædende Virkninger: 1) Genoprettelsen eller Fjernelsen af Tabet, 2) Præventionen eller Forebyggelsen, Modvirkningen af culpøs Adfærd. I begge Retninger virker Culpareglen dog usikkert. Genoprettelsen hindres ofte af Bevisvanskeligheder eller af Skadevolderens Formueløshed. De samme Omstændigheter svækker Præventionen. — Skadevolderen kan haabe at undgaa Opdagelse, og den formueløse har ofte ingen Frygt for Erstatningsansvar. — Præventionen kan ogsaa svækkes af andre Omstændigheder, f. Eks. Skadevolderens Rigdom eller Udsigten til at opnaa et større Gode.
Man kan spørge, hvorledes Culpareglen kommer til at virke præventivt. Det mest iøjnefaldende er, at den kan paavirke
Mennesker i det Øjeblik, da de skal træffe Beslutning om en farlig Handling eller Undladelse. Den kan da fremkalde Frygt for Erstatningsansvaret og derved paavirke Beslutningen. Det er, hvad man kan kalde den konkret prœventive Virkning. Den stod i Forgrunden for mig oprindelig, og mange tænker alene paa den, naar de taler om Præventionshensynet. Culpareglen kan imidlertid ogsaa virke præventivt mere indirekte, og dette er jeg kommet til at tillægge stigende Betydning. Erstatningsreglens Gennemførelse bidrager til at fastslaa en Grænse for Handlefriheden, i det der skabes en almindelig Følelse af Pligt til at undgaa Handlinger, der kan karakteriseres som Culpa. Erstatningsreglen bidrager til at danne en almindelig Indstilling og Opinion, ja til at skabe den Vane at vise almindelig Agt paagivenhed. Paa denne Maade kan Erstatningsreglens Opretholdelse virke forebyggende, selv om den handlende i det konkrete Tilfælde ikke tænker paa Muligheden af Erstatningsansvar. Hvor stor Betydning Erstatningsreglen har i denne Retning, er det imidlertid ikke let at fastslaa, som vi straks skal se.
Vil man paa Grundlag heraf vurdere Erstatningsreglens Betydning, kan man vel enes om, at Præventionen set fra Samfundets Synspunkt er det værdifuldeste. Det er imidlertid vanskeligt at afgøre, hvor stor Betydning Erstatningsreglen har som præventiv Faktor. Der er nemlig mange andre Faktorer, der virker i samme Retning. Jeg behøver blot at nævne Straffelovgivningen, Hensynet til, hvorledes andre Mennesker vil reagere, til ens egen Fremtid, den moralske Opfattelse o. s. v. Der er vistnok adskillige Tilfælde, hvor Erstatningsreglen næppe har væsentlig præventiv Betydning i det enkelte Handlingsøjeblik, men saadanne særlige Problemer maa jeg se bort fra. Jeg mener atkunne gaa ud fra, at Erstatningsreglen i Almindelighed har en vis prœventiv Betydning. Den Skildring, LUNDSTEDT giver af, hvorledes det vilde gaa, hvis Ansvaret efter Culpareglen blev afskaffet, (Grundlinjer i skadeståndsrätten S. 105 f) turde dog være meget overdreven.
Da der er stor Uenighed paa dette Punkt, er det naturligt at søge Omraader, hvor det er muligt at bedømme Erstatningsreglens præventive Virkning. Man kan navnlig søge Vejledning i Ansvarsforsikringens Erfaringer. For den, der har tegnet Ansvarsforsikring, falder Erstatningsreglens konkret præventive Virkning i Hovedsagen bort. Derfor kan man faa et Bidrag til
Bedømmelse af denne Virkning ved at undersøge, om Ansvarsforsikringen medfører en Forøgelse af Uagtsomheden. Derom er der imidlertid stor Uenighed.1 Nogle Forsikringsfolk hævder, at Ansvarsforsikringen i Almindelighed ikke forringer Agtpaagivenheden — men kun i ganske særlige Grupper af Tilfælde. —Andre hævder lige saa bestemt det modsatte. Der kan næppe siges at være tilvejebragt afgørende Oplysninger om Problemet. Udfra almene psykologiske Erfaringer er det imidlertid usandsynligt, at Slappelsen af Agtpaagivenheden kun skulde indtræde paa enkelte, særlige Omraader.2 Noget andet er, at der i mange Forhold vil foreligge andre Motiver til at undgaa Skade, og at de kan være stærke nok, saaledes at Ansvarsforsikringen ikke faar væsentlig Betydning. Som Hovedregel maa Formodningen imidlertid nærmest være for, at Ansvarsforsikringen medfører en vis Slappelse af Agtpaagivenheden. Og der er nogen Fare for, at Slappelsen vil blive større, jo mere Ansvarsforsikringenbreder sig. Det nuværende Slægtled har fra Tiden, da Ansvarsforsikring endnu var en Undtagelse, faaet den almindelige Indstilling at vise sædvanlig Agtpaagivenhed. Men naar Ansvarsforsikring bliver almindelig, vil denne Indstilling maaske blive mindre fast for et senere Slægtled. I denne Retning har ogsaa LUNDSTEDT udtalt sig (anførte Værk S. 126 f., hvor han gaar adskillig videre end jeg).
Selv med den videst gennemførte Ansvarsforsikring bliver der dog saa meget tilbage af Erstatningsreglens præventive Virkning, at det stadig ved Retsafgørelser konstateres, hvad der hører tilforsvarlig Handlemaade. Og Ansvarsforsikringen har jo andre gode Sider. Den fremmer Genoprettelse af Tabene ved at sikre Betalingen af Erstatningerne og gøre Skadevolderne mere tilbøjelige til at medvirke ved Kravenes Gennemførelse. Paa adskillige Omraader kan Ansvarsforsikringsselskaberne ogsaa bidrage til Formindskelse af Farerne ved at anvise de rette tekniske Veje dertil og gøre Forsikringstagerne interesserede i at følge dem.
Hvad dernæst angaar Genoprettelsen kan man endnu spørge, hvorfor den har Værdi. Naar man tænker paa almindelig Formueskade, ligger Genoprettelsens Betydning navnlig i, at den forøger Sikkerheden i Formuebesiddelsen. Denne Sikkerhed hviler paa een Gang paa de Faktorer, der virker præventivt, og paa
Genoprettelsen. Erstatningsreglerne bæres derfor af de Samfundshensyn, som overhovedet bærer Anerkendelsen af Ejendomsretten og andre private Formuerettigheder. Paa dette Punkt skylder jeg navnlig LUNDSTEDT et klarere Syn.
Men, kunde man sige, skaber Erstatningsreglen ikke en tilsvarende Usikkerhed ved at fremkalde Frygt for Ansvar? Svaret maa være Nej. Culpareglen skaber ikke en tilsvarende Usikkerhed, dels fordi Ansvar kun paalægges, hvor Faren for Skade var paaregnelig, dels fordi Usikkerheden kan undgaas ved at handle forsvarlig. Hos dem der er i Færd med at handle uforsvarlig, er det iøvrigt kun ønskeligt, at der skabes Frygt for Ansvar — nemlig af præventive Grunde. —
Dette er de Hovedbetragtninger, der i al Almindelighed kan anføres. Men i mange enkelte Tilfælde kan Erstatningsreglens Virkninger være uheldige ud fra andre Synspunkter. Erstatningsansvaret kan ofte lamme den ansvarlige i hans Erhvervsvirksomhed, ødelægge hans Fremtidschancer eller dog hæmme en ellers samfundsnyttig Virksomhed. Ogsaa dette Hensyn fortjener at tages i Betragtning, men det er tvivlsomt, om det bør ske udenfor særlige Grupper af Tilfælde som f. Eks., naar Ansvar paalægges Børn eller afsindige Personer.
B. Ansvar for Tjenere (Danske Lov 3—19—2, Norske Lov 3—21—2). Herrens Ansvar for Tjenerens Forseelser er i Hovedsagen baaret af de samme Hensyn som Culpareglen i Forbindelse med den Betragtning, at Culpareglen ikke vilde være tilstrækkelig effektiv paa disse Omraader, navnlig fordi det er vanskeligt at afgøre med Sikkerhed, om der foreligger Culpa fra Herrens Side. Hertil kommer en Række andre Omstændigheder, hvoraf kun skal fremhæves, at Erstatningsbyrden for Herren ialfald i større Virksomheder vil blive en nogenlunde regelmæssig Driftsudgift.
III. ER DER GRUND TIL AT INDSKRÆNKE DE GÆLDENDE ERSTATNINGSREGLER?
Dette Spørgsmaal skal jeg nu behandle i Lys af den foranstaaende Udvikling.
Der er formentlig i vidt Omfang Grund til at indskrænke Erstatningsansvaret, hvor Genoprettelse af Tabet sikres ad anden Vej. Det vigtigste Eksempel herpaa er det, at Tabet er dækket ved Forsikring.
A. De første Eksempler paa, at Lovgivningen har begrænset Erstatningsansvaret under Hensyn til, at Skadelidendes Tab vardækket ved Forsikring, findes vistnok i Lovgivningen om Ulykkesforsikring af Arbejdere. Jeg kan her henvise til den svenske Lov af 17 Juli 1916 § 12 i dennes oprindelige Affattelse og de norske Love af 24. Juni 1931.1 Den danske Lov — Lov Nr. 183af 20. Maj 1933 — gør ikke tilsvarende Begrænsninger, men vor Højesteret har fastslaaet, at Arbejdsgiveren overfor sine Arbejdere ikke ifalder Ansvar efter Danske Lov 3—19—2, naar han har tegnet den paabudte Ulykkesforsikring.
B. Ved Udarbejdelsen af de nordiske Love om Forsikringsaftaler blev Spørgsmaalet rejst igen, og en Begrænsning i Erstatningsansvaret blev gennemført i den danske FAL,2 men ikke i de andre. I de tre andre Love begrænses kun Forsikringsselskabernes Regresret.3 Der er ogsaa andre Forskelligheder mellem de fire Landes Love paa dette Punkt. Den norske Lov tillader ikke Lempelse af Regresretten, naar Skaden er voldt under Udøvelse af Næring eller Bedrift. Iøvrigt svarer den til den danske vedat tillade Lempelse af Regresansvaret efter Domstolens Skøn i to Tilfælde: dels hvor Ansvaret beror paa Skadevolderens egen Uagtsomhed, der ikke er grov, dels hvor Ansvaret beror alene paa den almindelige Regel om Husbondens Ansvar for sine Tjenere (Danske Lov 3—19—2, Norske Lov 3—21—2). Den svenske og finske Lov frakender derimod Selskaberne enhver Regres,
naar Skadevolderen kun har udvist simpel Uagtsomhed, eller rettere de hjemler kun Regresret, naar Skadevolderen har fremkaldt Skaden ved Forsæt eller grov Uagtsomhed eller han efter Lovens Regler er forpligtet til at betale Erstatning, hvad enten han er Skyld i Skaden eller ej.
Praktisk behøver Forskellen mellem Nægtelse af Erstatning og Nægtelse af Regres ikke at være stor. Derfor kunde man faa den Opfattelse, at den svenske og finske Lov betød det radikaleste Brud med ældre Ret og i videst Omfang afskar Erstatning.1 Dette vilde imidlertid være et Fejlsyn blandt andet2 af den Grund, at Reglen i den svenske og finske Lov kan fraviges ved Aftale. Og efter Oplysningerne paa den nylig afholdte Ulykkesforsikringskongres3 fraviges Reglerne faktisk i vidt Omfang, ved at Selskaberne betinger sig videregaaende Regres i Forsikringsbetingelserne eller skaffer sig Transport paa Skadelidendes Erstatningskrav ved en Klausul i Kvitteringsblanketterne.
Naar der skal vælges mellem de tre Systemer, maa jeg foretrække det danske System, hvorefter selve Erstatningsforpligtelsen kan lempes.
En fravigelig Regel af det Indhold, som den svenske og den finske har, kan vanskelig forsvares. Den virker nærmest som en pæn Henstilling til Selskaberne om at begrænse deres Appetit paa Regreskrav. Udfra almindelige Overvejelser om, hvad der gennemsnitlig tjener Forsikringstagernes Interesser, kunde man ikke naa til en saa omfattende Begrænsning af Regresretten. Og Reglen giver — fordi den kan fraviges ved Aftale — ingen Sikkerhed for, at Skadevolderen opnaar nogen Lempelse. Den kan derfor ikke siges at hvile paa den nyere Tendens til at begrænse Erstatningsansvaret.
Den norske Regel ligner den danske ved at være ufravigelig, men adskiller sig fra den ved kun at begrænse Regresretten. Reglen vil praktisk føre til omtrent samme Resultater som den dan-
ske. Men der bliver med den norske Regel en Fare for, at enkelte Skadelidende — af Onskabsfuldhed eller under Paavirkning af mindre fine Selskaber — foretrækker at kræve Erstatning hos Skadevolderen fremfor at holde sig til Forsikringsselskabet. Den Skadelidende har det i sin Magt at afgøre, om Skadevolderen skal gaa fri. Det kan derfor komme til at bero paa Tilfældigheder eller paa Skadelidendes Vilkaarlighed, hvem der skal bære Tabet. Dette er utiltalende og i Strid med de Grundsætninger, som i Nutiden har vundet Anerkendelse paa andre Retsomraader.1 Der bør altsaa opstilles en fast Regel om, hvem der i sidste Instans skal bære Tabet, Skadevolderen eller Forsikreren.
Hvad kan da anføres til Støtte for en Regel som den danske Lovs? For det første, at Genoprettelsen af Tabet sker igennem Forsikringen, og at Genoprettelseshensynet derfor falder bort. For det andet, at Præventionshensynet er foreneligt med visse Lempelser i Ansvaret.
Dette sidste maa aabenbart ogsaa være Baggrunden for de tre andre Landes Love. I det Omfang Regres udelukkes, vil der nemlig normalt ikke blive gjort Ansvar gældende mod Skadevolderen. Derfor maa disse Regler2 antages at svække Præventionen omtrent i samme Omfang som en Regel, der helt udelukker Erstatningsansvar, og dette maa de tre Loves Forfattere antages at have regnet med. Men det vanskeligste Spørgsmaal er, hvor vidt man kan gaa, uden at Agtpaagivenheden svækkes paa uheldig Maade.
Sammenligner man de fire Loves Regel, har den svensk-finske den Fordel, at den drager den skarpeste Grænse: der er aldrig Regres, naar Skadevolderens Ansvar kun beror paa simpel Uagtsomhed. Den danske Lov tillader derimod kun at nedsætte eller ophæve Ansvaret ved simpel Uagtsomhed. Det vilde formentlig ogsaa være betænkeligt at udelukke Erstatningsansvar helt ved simpel Uagtsomhed. Hvor det drejer sig om en varig Virksomhed og Uagtsomheden bestaar i, at der spares paa Sikkerhedsforanstaltninger eller foretages en uforsvarlig Indretning af
Virksomheden, bør Ansvaret næppe falde bort. Dette belyses nærmere i det følgende ved Gennemgangen af dansk Retspraksis.
Paa den anden Side er det blevet hævdet af nogle, at Ansvarog Regres kun bør begrænses i særlige Tilfælde, navnlig hvor det stemmer med Forsikringstagerens Interesser. Det vilde herefter først og fremmest blive, hvor Skadevolderen var Medlem af Skadelidendes Familie eller Husstand.
Denne Løsning har nogen Støtte i de danske Motiver for de Tilfælde, hvor Ansvaret beror paa simpel Uagtsomhed. Men den stemmer daarligt med Lovreglens almindelige Udtryk. Hvis den skulde gennemføres, havde det været naturligere at efterlignede tilsvarende Bestemmelser i udenlandske Forsikringslove. Den almindelig holdte Regel i den danske Lov giver Domstolene en Bemyndigelse til at prøve, i hvilket Omfang der er Trang til en Lempelse af Ansvaret. Og dansk Retspraksis er da ogsaa gaaet videre end den omtalte Opfattelse.
En Svaghed ved den danske Regel er den Usikkerhed, som følger af Domstolenes frie Skøn. Dansk Praksis viser da ogsaa et yderst broget Billede. I Løbet af c. 3 Aar er der afsagt henimod 40 Domme af de overordnede Retter, og indtil for nylig har der været stor Usikkerhed i Afgørelserne. I den allersidste Tid synes Praksis dog at være ved at fæstne sig.
De danske Domstole har gjort ret vid Anvendelse af Lempelsesreglen, først og fremmest for de Tilfælde, hvor Ansvaret hviler paa Danske Lov 3—19—2, men ogsaa i de øvrige Tilfælde.
Jeg tillægger det stor Vægt, at Praksis er kommet ind paa en vidtgaaende Begrænsning af Ansvaret. Det viser sig Gang paa Gang, at vore Domstole formaar at finde de praktisk heldigste Resultater, selv om det drejer sig om Problemer, hvor de praktiske Hensyn er vanskelige at udrede. Men selvfølgelig skal Domstolenes Afgørelser ikke accepteres uden Kritik, og ganske særlig klart er det, at de ikke skal accepteres i andre Lande. Inden jeg gaar nærmere ind paa de danske Retsafgørelser, skal jeg forsøge at opstille visse almindelige Retningslinier.
Den danske Lovs Regel betragtes af konservativt anlagte Jurister som noget meget radikalt og som forfejlet. Udtalelser i den Retning er bl. a. fremsat i det finske Referat til den nyligafholdte nordiske Ulykkesforsikringskongres. Dispaschör ARVO SIPILÄ henviser her navnlig til, at Forsikringsaftalen ikke i Al-
mindelighed inkluderer en Hensigt til at beskytte Trediemands Interesse. Den Retsfølge, der er angivet i »Haftungstatbestand», er der derfor ikke Grund til at indskrænke, og Trediemand vilde i Reglen faa en ufortjent Fordel derved.
Dette kan jeg ikke anse for en Realitetsdrøftelse af Problemet. Det første (om Hensigten med Forsikringsaftalen) er i og for sig rigtigt. Men den danske Regel begrundes heller ikke med Forsikringsaftalens Hensigt. Det afgørende Spørgsmaal er, om de Grunde, der i Almindelighed bærer Culpareglen, kræver den gennemført ogsaa i de Tilfælde, som falder ind under den danske Lovs Regel. Hvis den danske Lovs Regel er velbegrundet, faar Trediemand heller ikke nogen »ufortjent» Fordel.
Naar Tabet er dækket ved Forsikring, bortfalder, som allerede nævnt, Genoprettelsesformaalet. Derfor maa Præventionshensynets Betydning blive det, der i første Række er afgørende. Og her taler saavel de andre Landes Lovregler som dansk Praksis for, at en vis Lempelse af Erstatningspligten kan forsvares.
Tænker vi først paa de Tilfælde, hvor Ansvaret skulde begrundes paa Skadevolderens egen Uagtsomhed, maa der formentlig sondres efter Uagtsomhedens Art. Man kan i Almindelighed lade Ansvaret falde bort, hvor Skaden er hidført ved en af de lejlighedsvise Fejl, som de fleste Mennesker kan begaa paa Grund af øjeblikkelig Distraktion, Uopmærksomhed foraarsaget ved uventede Begivenheder el. lign. Derimod gaar det næppe anat fritage Skadevolderen for Ansvar, hvor Skaden hidføres ved, at der ved en varig farlig Indretning eller Virksomhed ikke træffes de foreskrevne eller iøvrigt nødvendige Forsigtighedsforholdsregler — enten paa Grund af Slendrian eller systematisk Sparsommelighed. Navnlig paa Omraader, hvor Domstolene anser det for vigtigt at indskærpe Nødvendigheden af at træffe visse Foranstaltninger til Afværgelse af Skade, maa man fastholde Ansvaret og ialfald paalægge en saadan Erstatning, at der er Mening i at rejse Sag mod Skadevolderen.1
Med Hensyn til de Tilfælde, hvor Ansvaret støttes paa Danske Lov 3—19—2, kan det formentlig forsvares at lade Ansvaret bortfalde i meget vidt Omfang. Der er dog Grund til at værevarsom hermed, dels hvor der kan næres Mistanke til Principalens egen Agtpaagivenhed, dels hvor Skadevolderen ikke er en underordnet Tjener, men en Person, der deltager i Ledelsen af
Bedriften. Og i store Bedrifter er der ikke synderlig Trang til at lempe Ansvaret.
At lade Ansvaret falde bort i dette Omfang, kan formentlig forsvares. Det kan vel tænkes at medføre nogen Slappelse af Agtpaagivenheden. Men det er vistnok en Slappelse, som det store Flertal af os gerne tager med i Købet. Til Gengæld opnaar vi nemlig at slippe for en ubehagelig Risiko. Det kan jo ske for de fleste af os, at vi kommer til at volde Skade ved en ringe Uagtsomhed, eller at vore Tjenere gør Skade. Og Risikoen for at ifalde Ansvar i saadanne Tilfælde skaber en Utryghed, som det er ønskeligt at faa fjernet. Som en Analogi kan man henvise til FAL's Bestemmelse om den Sikredes Fremkaldelse af Forsikringsbegivenheden. De liberale Regler i FAL § 18 gør maaske Forsikringen lidt dyrere i det lange Løb. Men det store Flertal vil foretrække at være sikre paa Dækning ogsaa ved egen ringe Uagtsomhed, selv om Præmien skulde blive lidt dyrere.
Man kan endnu spørge, om Begrænsningen af Ansvaret ikke vil medføre forhøjede Forsikringspræmier for alle de mange, der er udsat for Skade, og om dette ikke er en uheldig Virkning. Spørgsmaalet om Regresrettens Betydning for Præmieberegningen er selv Forsikringsteknikere ret uenige om. Der er formentlig visse Forsikringsbrancher, i hvilke Regressen har Betydning for Præmiernes Størrelse. Men det er ikke sandsynligt, at den Begrænsning af Regresretten, der er en Følge af den danske FAL § 25, 2. Pkt., vil faa nævneværdig Indflydelse paa Præmierne. Efter § 25 bevarer Selskaberne nemlig den fulde Regresret, hvor Skaden er voldt af en farlig Bedrift, der har Ansvar uden Culpa, eller af Automobiler, se herom nedenfor.
Naar ekstraordinære farlige Virksomheder ikke opnaar Lempelse i Ansvaret, vil Resultaterne formentlig i alle Tilfælde blive rimelige. Hvis almindelige Menneskers Præmie for egen Skadeforsikring bliver dyrere, vil de paa gældendes Ansvar til Gengæld i Længden blive mindre, og Ansvarsforsikringspræmierne maa derfor ventes at blive lige saa meget billigere.
C. Oversigt over dansk Retspraksis efter FAL.1
Det staar fast, at Erstatningsansvaret ikke kan lempes, hvor det beror paa de moderne Regler om Erstatningspligt uden Culpa, navnlig Reglerne om Ansvar for farlig Bedrift.
I Overensstemmelse med Udtalelser i Motiverne er det fremdeles antaget, at heller ikke Rederens Ansvar for Skippers og Mandskabs Fejl i Henhold til Solovens § 8 kan lempes.
Endvidere maa det efter min Mening antages, at man heller ikke kan lempe Ansvaret efter de nyere Love, der paalægger Driftsherren Erstatningspligt, medmindre han beviser, at Skaden ikke beror paa Fejl i Bedriften, hverken fra hans egen eller hans Personales Side. Det er den Regel, der findes i den danske Motorlov og Stærkstrømslov. Praksis stemmer i Resultatet hermed. Ansvaret ifølge Motorloven for Ejeren eller Brugeren af Motorkøretøjet lempes ikke. Men vore Domstole har ikke klart anerkendt, at Ansvaret i disse Tilfælde overhovedet ikke kan nedsættes.1
Paa den anden Side kan Ansvaret efter Lovens Ord lempes ito Grupper af Tilfælde:
1. Hvor Ansvaret beror paa den paagældende Persons egen Uagtsomhed, der ikke er grov.
a. Der foreligger mig bekendt ingen Domme om Tilfælde, hvor Skadevolderen er Skadelidendes nære Slægtning eller Medhjælper i hans private Husholdning. Det er disse Tilfælde, hvor vistnok alle vilde anerkende, at Ansvaret bør lempes i vidt Omfang.
b. Derimod foreligger der flere Domme om Tilfælde, hvor Skadevolderen var ansat i Skadelidendes Erhvervsvirksomhed og stod i fast Tjenesteforhold til hem. Ogsaa i disse Tilfældeer der efter min Mening god Grund til at gøre Brug af Retten til at lempe Erstatningen.
Vore Landsretter har undertiden været ret utilbøjelige til at fritage for Ansvar.
Saaledes Ø 6/7 34 i den Sag, der er refereret i U 1935. 288: En Chauffør havde forladt en Lastbil uden at have sat Haandbremsen tilstrækkelig fast, og Bilen satte sig i Bevægelse og ødelagde bl. a. en Rude. Chaufføren dømtes til at betale hele Skaden c. 500 Kr. — For Højesteret forelaa Spørgsmaalet om hans Ansvar ikke, da kun Ansvarsforsikringsselskabet appellerede. Dette er fremhævet i en Note i U1936.669. —
Fremdeles V 12/10 1935 (U 1936.122): En Forvalter blev idømt en Erstatning paa over 4,000 Kr. for uagtsom Forvoldelse af Brand paa Husbondens Ejendom. Erstatningen blev ganske vist paa Grund af Ejerens Medskyld nedsat til det halve af Skaden, der var paa over 8,000Kr., og Forvalterens Uagtsomhed betegnes som »betydelig». Men det maa vare forudsat, at den ikke har været grov. Derfor forekommer Dommen mig streng. Et væsentlig lavere Beløb kunde formentlig tilstrækkelig have indskærpet, at en saadan Adfærd ikke kan passere.
Flere andre Domme har dog fritaget Tjenere for Ansvar.
Saaledes V 17/10 35 (VLT 1935.345). En Styrmand havde voldt et Forlis med over 20,000 Kr.'s Tab ved en Forsømmelse, der var straffet med en Bøde paa 100 Kr.
Fremdeles V 3/3 36 (U 1936.587). En Chauffør havde ved Uagtsomhed foraarsaget Sammenstød med en anden Bil, der tilhørte samme Ejer. Skaden var c. 350 Kr. Han frifandtes, efter at Dommen havde konstateret bl. a. at den lovpligtige Ansvarsforsikring ikke dækkede Skaden, fordi de to Biler tilhørte samme Ejer.
c. Jeg gaar over til de mere almindelige Tilfælde, hvor derikke mellem Skadevolder og Skadelidende bestaar noget særligt Forhold, der kan begrunde Lempelse af Ansvaret. Paa dette Omraade har Dommene været noget vaklende.
Et Par af de ældste Landsretsdomme har nedsat Erstatningen til omkring Halvdelen af Tabet, se U 1935 B. 188 f. Senere Domme har foretrukket de rene Løsninger, fuld Erstatning eller hel Frifindelse. De nyeste Domme stemmer ret godt med de almindelige Retningslinier, jeg har angivet i det foregaaende.
Jeg kan saaledes billige, at Ansvar er blevet paalagt i følgende Tilfælde:
V 22/5 1935 og V 24/5 1935 (VLT 1935.198). Begge Domme angik Skade ved, at et Hus blev antændt ved Gnister, og i begge Tilfælde fandtes der Uagtsomhed, bl. a. fordi der ingen Gnistfanger var. Gnisterne hidrørte i det ene Tilfælde fra et Mergeltog, i det andet fra et Savværks Skorsten.
Fremdeles Ø 9/3 36 (U 1936.639): Under et Selskabs Arbejde med at udrydde Husbukke i en Villa ved Hjælp af stærkt opvarmet Luft, opstod der Ild, idet der under Opvarmningsarbejdet hverken var udvist fornøden Forsigtighed med Hensyn til Materiel, Tilsyn eller selve Udførelsen.
Paa den anden Side kan man vistnok ogsaa billige følgende Domme, der har fritaget helt for Ansvar:
V 17/8 34 (U 1934.1085): Under Reparation af en Lejlighed paa enførste Sal blev Brædder fra en paa Gaden holdende Bil stukket indgennem et Vindue. Da et Brædt faldt ned, knuste det en Butiksrude. Tømrermesteren fandtes at have handlet uagtsomt ved at tolerere Aflæsning paa den beskrevne Maade, men fritoges for Ansvar.
Ø 20/12 35: En Gaardejer, der red paa Landevejen. Hans Hest
sprang, da den passerede en Rutebil, til Siden og beskadigede Bilen. Gaardejeren antoges at have handlet uagtsomt, men frifandtes.
Ø 27/1 36: En Fodgænger traadte uagtsomt ud paa Kørebanen foranen Bil, der bremsede saa stærkt, at den skred ud og tørnede mod et Træ. Saavel Fodgængeren som Bilens Fører antoges at have handlet uagtsomt, men Fodgængeren frifandtes i Henhold til § 25.
For at belyse, hvor vanskeligt det kan være at drage Grænsen, skal endnu nævnes nogle Domme, hvis Resultater er tvivlsomme. De paalægger alle Erstatning.
V 12/2 34 (VLT 1934.87). En Hest for en Vogn løb løbsk, medens Kusken gik ved Siden af Vognen og holdt i Tømmen. Ejeren af Vognen blev dømt til at erstatte en ødelagt Butiksrude m. m., da han fandtes at have handlet uagtsomt ved ikke at instruere Kusken nærmere, skønt Hesten tidligere var løbet løbsk.
V 27/3 36: Medens A i skarpt Trav red over et Gadekryds, blev Hesten sky og sprang ind mod en Bil. A fandtes pligtig at erstatte Skaden, selv om hans Uagtsomhed ikke var grov.
V 13/2 35 (VLT 1935.75): En Bil, der førtes af Ejeren, vilde undgaa at paakøre en Cyklist, som i Strid med Færdselsreglerne kom ind i Bilens Bane, Bilen kørte derfor ind paa Fortavet og knuste en Rude. Bilejeren dømtes til at erstatte Tabet, selv om hans Uagtsomhed ikke var grov.
Ø 10/2 36: Sælgeren af et Centralvarmekomfur var tilkaldt for at undersøge dets Mangler. Ved Uforsigtighed foraarsagede han en mindre Ildebrand. Da han var fagkyndig, fandtes der ikke Anledning til at anvende § 25, 2. Pkt.
Det vil af denne Oversigt ses, at vore Domstole langtfra altid lader Erstatningen for simpel Uagtsomhed falde bort, men at de dog klart er gaaet ud over det Standpunkt, der er udtrykt i de danske Motiver, og at Ansvaret ogsaa er blevet ophævet i Tilfælde, hvor Skaden er voldt under Udøvelse af Næring, se U 1934. 1085.
2. Det andet Tilfælde, hvor Ansvaret kan lempes, er det, hvor Erstatningspligten udelukkende hviler paa Danske Lov 3—19—2. Her har Domstolene i Motivernes Udtalelser haft Støtte for at anvende Lempelsesreglen i vidt Omfang, og dette har de ogsaa gjort.
Østre Landsret har faktisk ladet Ansvaret falde bort i de allerfleste Tilfælde. Der er vistnok kun een Undtagelse, nemlig Husbukkesagen i U 1936.639 (der er omtalt ovfr. under Nr. 1) — hvis man overhovedet vil regne den herhen. — Vestre Landsret har været noget mere tilbageholdende. Men begge Landsretter har ladet Ansvaret falde helt bort i flere Tilfælde, hvor Skaden var voldt under Udøvelse af Næring eller Bedrift. Jeg kan nævne Ø 18/9 33 og 30/1 34 (U 1933.1133, 1934.420). Begge Domme angik Skade paa Biler, der var indsat til Reparation.
Fremdeles Ø 6/9 35 (U 1936.603): En Snedkersvend kom under Arbejdet i et Hus til at knuse en Butiksrude. Mesteren frifandtes. Endvidere Ø 18/10 35 (U 1936.605). En Snedkers Lærlinge, der trak en firhjulet Fladvogn gennem en Gade, kom til at knuse en Butiksrude. Snedkerfirmaet frifandtes. Endelig kan nævnes V 23/11 33 (VLT 1934.1) og 15/4 36, der angaar lignende Tilfælde som de to sidstnævnte Dommeaf Østre Landsret.
Den mere tilbageholdende Stilling fra Vestre Landsrets Side viser sig navnlig ved, at Vestre Landsret har været tilbøjelig til kun at lempe Husbondens Ansvar, naar Tjenerens Uagtsomhed ikke var grov. Denne Opfattelse kommer frem i den lige nævnte Dom av 15/4 36 og i en lignende Dom af 15/11 35. I begge Tilfælde fik Opfattelsen dog kun Udtryk i Præmisserne, da der antoges ikke at være udvist grov Uagtsomhed. Dommen af 15/11 35 er senere blevet indbragt for Højesteret, der fastslog en liberalere Opfattelse ved sin Dom af 12/5 36 (U1936.669). Et Cyklebud havde knust en Butiksrude, mens han cyklede i Aarhus i sin Principals Ærinde. Underretten dømte Principalen, idet Budet antoges at have gjort sig skyldig i grov Uagtsomhed. Vestre Landsret frifandt hende efter at have konstateret, at Budets Uagtsomhed ikke kunde betegnes som grov. Højesteret kom til samme Resultat, men gav nye Præmisser, der kun kan förstaas saaledes, at Retten tog Afstand fra den Opfattelse, at grov Uagtsomhed fra Tjenerens Sideudelukker at fritage Principalen for Ansvar. Højesteret nøjes med at konstatere, at Ansvaret udelukkende hviler paa Danske Lov 3-19-2,» hvorved bemærkes, at der ikke efter det oplyste er nogen Grund til at formode, at Indstævnte (d. v. s. Principalen) ved Udvælgelsen og Instruktionen af Budet skulde have ladet det mangle paa behørig Omhu. — Herefter findes hendes Erstatningspligt ... at burde bortfalde ...»
Dommen er i de interesserede Kredse blevet opfattet som afgørende for, at man, hvor Ansvaret skulde støttes paa 3-19-2, som overvejende Hovedregel vil fritage Principalen helt for Ansvar. Dommen selv antyder dog allerede en enkelt Undtagelse — Mistanke om Uagtsomhed hos Principalen. — Og der kan selvfølgelig ogsaa tænkes andre Undtagelser. Til Belysning heraf kan henvises til Husbukkesagen (U1936.639). At paalægge Erstatningsansvar i saadanne Tilfælde stemmer ganske med de almindelige Betragtninger, jeg har gjort gældende ovfr. under B.1 Det kan endnu nævnes, at enkelte Landsretsdomme tager det Forbehold, at forsikringstekniske Hensyn kan føre til at udelukke Lempelse af Ansvaret. Hidtil har saadanne Hensyn dog aldrig haft denne Virkning, og de vil næppe faa det i større Omfang.
3. Ved Anvendelsen af Reglen i dansk FAL § 25, 2. Pkt. er der endnu et Spørgsmaal, der har voldt megen Tvivl. Det er Spørgsmaalet, om Domstolene skal tage Hensyn til, at den ansvarlige har dækket sig ved Ansvarsforsikring. Flere Domme
har været inde paa denne Tanke i Præmisserne, men ialfald Østre Landsret synes nu at have sluttet sig til det Standpunkt, at Domstolene som Hovedregel ikke bor tage Hensyn dertil. Og de københavnske Sagførere synes at betragte dette Standpunkt som tilstrækkelig fastslaaet nu. Et Par af Østre Landsrets Domme herom fra 1935 var indanket for Højesteret, men Sagerne er blevet hævet senere.
Jeg kan ikke gaa nærmere ind paa Problemet i Dag. Jeg har drøftet det i U 1935 B. 192 ff. og 1936 B. 100 f. Efter de derom talte Domme har Østre Landsret afsagt endnu et Par Domme i samme Retning, nemlig Ø 13/1 36 (U 1936. 444) og 27/1 36 (Fodgængersag, omtalt ovfr.). Paa den anden Side nævner V 3/3 36 (Sammenstød mellem Biler tilhørende samme Ejer, omtalt ovfr.) endnu den Omstændighed, at Ansvarsforsikringen ikke dækkede Skaden, som en Grund til at ophæve Erstatningspligten.
Jeg tilføjer endnu, at jeg ikke vil bestride, at der bor tages Hensyn til Ansvarsforsikring i de særlige Tilfælde, hvor der ved Anvendelsen af de paagældende Erstatningsregler tages Hensyn til den ansvarliges Formueforhold, som det sker f. Eks., hvor Skadevolderen er Barn eller Afsindig.
D. Hermed skal jeg forlade den danske Retspraksis. Jeg haaber at have givet Dem et Indtryk af Rækkevidden af den danske Lovs Bestemmelse. Hvis den danske FAL § 25, 2. Pkt. gaar i den rigtige Retning, aabner der sig interessante Fremtidsperspektiver. Efterhaanden som Forsikring udbredes, vil Erstatningsreglerne tabe i Betydning. Jeg har selv flere Gange været inde paa Spørgsmaalet om Erstatningsrettens Udvikling i Sammenspil med Forsikringsretten1 og kan ikke gaa nærmere ind paa det ved denne Lejlighed.
IV. TILFÆLDE, HVOR TABET IKKE ER DÆKKET VED SKADEFORSIKRING.
A. Der er visse Tilfælde, der er beslægtede med de foran omtalte deri, at Tabet er dækket paa anden Maade.
Tabet kan saaledes være dækket ved en Summaf or sikring. Her udelukker dansk og norsk FAL § 25.2° i ret skarpe Udtryk at tage Hensyn til Forsikringen. Lovenes Ord kan dog ikke forhindre, at Forsikringens Eksistens faktisk paavirker Dommerens
Skøn om Erstatningens Størrelse. Og ved Erstatning for Tab af Forsørger vil Forsikringen kunne faa særlig Betydning, for saavidt Lovreglen om Erstatning af Tab af Forsørger er fakultativ, som dansk Rets Hovedregel herom, Ikrafttrædelseslov til Straffeloven § 15.2°.1
Den omtalte Bestemmelse i den danske og norske Lov er vistnok skarpere end ønskeligt. Men jeg anser det for rigtigt, at man har begrænset Forsikringsselskabernes Regresret til Skadeforsikring og i Principet anerkendt, at den sikrede ved Summaforsikring samtidig kan faa Forsikringsbeløbet og Erstatning hos Skadevolderen. Dette Spørgsmaal kan jeg dog ikke gaa ind paa her.
Fremdeles kan nævnes det Tilfælde, at flere Personer i Kraft af almindelige Erstatningsregler er ansvarlige for samme Skade. I saa Fald er der en Mulighed for at lempe enkeltes Ansvar uden at det medfører Tab for Skadelidende. Dette Synspunkt har hidtil ikke været sat under Debat. Men det ligger vistnok for en Del bag ved en Sætning, der er forsvaret fra flere Sider. Naar Skaden er voldt af en Person i en andens Tjeneste, bliver normalt begge ansvarlige. Men der kan være Grund til at lempe Tjenerens Ansvar. Lovgivningen har anerkendt dette for Sømænds Vedkommende, se Sømandslov § 50.2°. Men der er vistnok Grund til at gaa videre, ialfald naar Erstatning kan faas hos Principalen.
B. I en vis Tilknytning til Reglen i dansk FAL § 25 kan man rejse det Spørgsmaal, om det ikke maa gaa ud over Skadelidende selv, hvis han undlader at tegne sædvanlig Forsikring og Forsikringen vilde have medført en Lempelse af Skadevolderens Ansvar. Denne Tanke er blevet framsat fra flere Sider,2 men synes ikke at møde Sympati i Retspraksis. Spørgsmaalet ses dog ikke at være forelagt Domstolene direkte, ialtfald ikke efter FAL's Ikrafttræden.3 Tanken kunde kun gennemføres med stor Forsigtighed.
C. Jeg gaar nu over til Tilfælde, der ikke har en saadan Berøring med de Tilfælde, hvor der er tegnet Forsikring.
1. Tanken om at lempe Erstatningsansvaret ved ringe Uagtsomhed er langtfra ny. Den antog i ældre Tid den Form, at Erstatningen udfra en Retfærdighedsbetragtning bør staa i Forhold til Skyldens Grad. Denne Tanke blev allerede fremsat af JHERING i det Skrift, hvori han priste Culpareglen og fandt den begrundet i den evig sande Sætning: Intet Onde uden Skyld. Men Tanken har faaet Tilslutning fra adskillige Forfattere siden da. Paa en Maade har den ogsaa faaet Tilslutning fra N. H. BACHE i U 1935 B. 236 — skønt Bache er Modstander af at gøre Ansvaret betinget af Skyld i subjektiv Forstand og derfor vil erstatte Culpareglen med en objektiv Formulering.
Jherings Tanke har dog hidtil ikke faaet større Indflydelse i Lovgivning og Retspraksis. I Virkeligheden gaar den ogsaa paa Tværs af hele Erstatningsrettens nyere Udvikling til et selvstændigt civilretligt Retsmiddel. Den vilde atter nærme Erstatning til Straf. Dette er dog ikke noget realt Argument fra et Lovgiversynspunkt. Imod Tanken kan imidlertid anføres, at den vil forringe Sikkerheden. Den prisgiver Opretningshensynet og gør Erstatningsreglerne vanskeligere at anvende, hvilket kan foranledige endnu flere Processer. Der er ogsaa nogen Fare for, at Præventionen vilde blive svækket, hvis man satte Erstatningen til lignende Beløb som en Bøde, der svarede til Skylden. Erstatning paalægges jo kun, naar der er sket Skade, medens Straf i vidt Omfang paalægges, selv om ingen Skade er sket. Derfor vil Erstatningstruslens Vægt blive formindsket i Forhold til Chancen for at undgaa Skade. Hvis der f. Eks. i Handlingens Øjeblik er 90 % Chance for at undgaa Skade, vil Udsigten til at ifalde en ringe Erstatning ikke virke meget præventivt.
Dermed ønsker jeg dog ikke sagt, at der ikke kan være Tale om at nedsætte Erstatningen i visse Tilfælde. Præventionshensynet kræver langtfra altid fuld Erstatning, og det stemmer i og for sig godt med Præventionshensynet at tage Skyldens Grad i Betragtning. Og Opretningshensynet svækkes i visse Tilfælde.
Dette gælder bl. a., hvor Skadevolderen ikke er i Stand til at betale. Det vil være til liden Glæde for Skadelidende og meget uheldigt fra andre Synspunkter, om en Mand skulde slæbe entung Erstatningsbyrde ud i en fjern Fremtid blot i Anledning af en ringe Forseelse. Og selv hvor der er Mulighed for at inddrive
Erstatningen hos Skadevolderen, kan der være Grund til at tage Hensyn til, om Betaling af Erstatning ikke slaar for meget i Stykker. Det er Samfundets Interesse at opretholde Erhvervsmulighederne. Det kan omtvistes, hvor stor Betydning dette Hensyn skal have, men det bør ialfald tages i Betragtning i visse Grupper af Tilfælde, der skal omtales ndfr.
2. Lignende Betragtninger som dem, der taler imod at sætte Erstatningen i Forhold til Skyldens Grad, kan anføres imod den Tanke, at der ved Erstatningsspørgsmaalets Afgørelse i Almindelighed skal tages Hensyn til Parternes Formueforhold. Men i visse Grupper af Tilfælde bør det ske.
Jeg gaar dermed over til nogle Tilfælde, hvor der er særlig smaa Betænkeligheder ved at lempe Erstatningen.
3. I første Række er det nærliggende at lempe Tjeneres og andre Arbejderes Ansvar overfor Arbejdsgiveren og Tjenestemœnds Ansvar overfor det Offentlige. Dette er bl. a. gjort gældende af en ung dansk Jurist JØRGEN TROLLE,1 der med Føje henviser til, at man faktisk i de fleste Tilfælde ikke tænker paa at drage Tjenere til Ansvar for Skade, de paafører Principalerne ved Uagtsomhed. Der er ogsaa gennemgaaende en mindre Trang til Erstatning i disse Tilfælde. Principalens Skader vil ofte forme sig som en ret konstant Driftsudgift, og Principalen kan ialfald langt bedre end Tjeneren bære Risikoen. Han kan beregne den sikrere, og den er afhængig af hans økonomiske Forhold. Paa den anden Side er det en ganske upraktisk Tanke, at Tjeneren i sin Løn skulde sikre sig Dækning for sit eventuelle Ansvar.
Paa lignende Maade ligger Problemet, hvor en Embedsmand paafører Staten Skade.2
4. I Tilslutning til Jørgen Trolle kan jeg fremdeles nævne det Tilfælde, at en Virksomhed henvender sig til større Kredse og er udsat for særlige Farer fra Kundernes Side, f. Eks. et Musæum, Jernbaner og Sporveje. Der maa tænkes paa Farer, som hænger sammen med Virksomhedens ejendommelige Karakter og derfor er forskellige fra de Farer, Kunderne kommer ud for i deres daglige Liv.
Ogsaa her kan der anføres lignende Betragtninger for at lempe Ansvaret. Virksomheden kan bedre end Kunderne overse Risikoen og træffe Foranstaltninger imod den. I de fleste Tilfælde
vil Virksomheden alligevel ikke kunne opnaa Erstatning hos Skadevolderen. Virksomheden maa derfor, hvis den vil sikre sig, tegne Forsikring eller selv henlægge et Fond til Dækning af Skader. I Betragtning heraf er der ikke saa stor Trang til at fastholde Erstatningsansvaret i de sjældnere Tilfælde, hvor Skadevolderen er i Stand til at betale. Derfor bør man formentlig ogsaa her give Domstolene Adgang til at lempe Ansvaret.
5. Endelig kan nævnes Skader, der voldes under selskabelig Omgang eller anden Forbindelse mellem Venner. Her er der vistnok Grund til at lempe Ansvaret og til at tage Hensyn til Parternes Formueforhold. Dog vil det være betænkeligt at slappe Ansvaret væsentlig, hvor det drejer sig om Personskade.1
V. Jeg har nu givet en lille Oversigt over Tilfælde, hvor der kan være Grund til at lempe Ansvaret. De nævnte Tilfælde maa opfattes som Eksempler og ikke som en udtømmende Opregning.
De Resultater, jeg er naaet til, er temmelig usikre. Det hænger sammen med, at der er saa stor Uenighed om Erstatningsreglernes Virkning og navnlig om, i hvilken Grad de virker præventivt. Den seneste Tids Udvikling i dansk Ret har imidlertid bestyrket den Opfattelse hos mig, at de nedarvede Erstatningsregler trænger til betydelige Ændringer ikke mindst i den Retning, at Ansvaret indskrænkes. Og ganske særlig kan Forsikringstankens Fremtrængen medføre en stadig fortsat Afbygning af Erstatningsretten.