Dansk lovgivning 1935—1936. I SvJT 1931 (s. 174) er der gjort udførlig rede for et i rigsdagssamlingen 1930/31 fremsat forslag indeholdende en række betydelige ændringer i retsplejeloven, og i SvJT 1932 (s. 577) findes omtalt lovforslagets skæbne. Det fremgaar af sidstnævnte artikel, at loven ikke — som forslaget — indeholder bestemmelser om indførelse af domsmandsinstitutionen i straffesager og i forbindelse hermed af umiddelbarhedsprincippet samt om indførelse af offentlig votering i højesteret. Ved lov af 7. april 1936, som træder i kraft 1. juli 1937, er der givet regler om nogle af de anførte punkter.
    Med hensyn til voteringen i højesteret bestemmes det, at dommene skal indeholde oplysning om de forskellige meninger under afstemningen, saavel vedrørende resultatet som vedrørende begrundelsen, men uden angivelse af dommernes navne. Bestemmelsen er fremkommet som et kompromis mellem regeringen, som ønskede en ordning som i Norge, og rigsdagen, hvor der rejstes spørgsmaal om at gennemføre en ordning lig den i Sverige gældende. Et flertal af højesterets dommere tiltraadte forslaget.
    Med hensyn til strafferetsplejens offentlighed afgav retsplejeudvalget

DANSK LOVGIVNING 1935—1936. 335i 1935 en indstilling om at søge gennemført en udvidet hjemmel til at lukke dørene dels i retshaandhævelsens tarv, da det maatte anses for en kendsgerning, at retsforfølgning i vidt omfang (navnlig i tilfælde af afpresning og forbrydelse med kønssædeligheden) ikke blev indledet, fordi vedkommende ikke vilde udsættes for retsmødets offentlighed, dels af hensyn til at skaane visse personer for fremmedes overværelse af retsforhandlingen. Denne indstilling resulterede i, at retsplejelovens bestemmelse (§ 29) om dørenes lukning i straffesager formuleredes saaledes, at retten kan beslutte, at dørene skal lukkes, naar sigtede (tiltalte) er under 18 aar, samt undtagelsesvis, naar særegne omstændigheder giver grund til at antage, at offentlig forhandling vilde tilføje nogen en ufornøden krænkelse. I første række skal dette hensyn tages til de ved forbrydelsen forurettede og vidnerne, men det skal ikke være aldeles udelukket, at bestemmelse i saa henseende træffes for at undgaa at tilføje sigtede (tiltalte) eller hans nærmeste en uforholdsmæssig stor lidelse; det er dog i sidstnævnte tilfælde en betingelse, atsigtede (tiltalte) selv begærer det. Endvidere kan retten undtagelsesvis beslutte, at dørene skal lukkes med hensyn til retshandlinger, som finder sted udenfor domsforhandling, naar særegne omstændigheder giver grund til at antage, at retsmødets offentlighed vil være til hinder for sagens oplysning. — Det bør dog iagttages, at dørene ikke lukkes itilfælde, hvor det skønnes tilstrækkeligt at forbyde offentlig gengivelse af forhandlingerne.
    Retsplejeudvalget havde desuden indstillet, at der søgtes gennemført en bestemmelse, hvorved diskussioner i dagspressen om mulighederne for tiltaltes skyld forhindredes; det syntes navnlig udvalget stødende, at nævningene gennem artikler i pressen blev undergivet en paavirkning, der kunde faa afgørende betydning for deres bedømmelse afsagen, samtidig med at de af retsformanden paamindedes om, at de, indtil deres endelige kendelse var afgivet, ikke angaaende sagen maatte have samtale eller forbindelse med nogen anden end retten gennem dens formand. Som følge af denne henvendelse blev det i loven fastsat, at offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal, hvorhos der fastsættes straf for den, der, saalænge endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremsætter udtalelser, der er egnet til paa uforsvarlig maade at paavirke dommerne, domsmændene eller nævningene med hensyn til sagens afgørelse. Endvidere er det forbudt den, som i embeds medfør er beskæftiget med en straffesag, at udtale sig udenfor retten til offentligheden angaaende skyldspørgsmaalet, saalænge sagen ikke er paadømt eller bortfaldet.
    Domsmandsinstitutionen i straffesager er indført i væsentlig overensstemmelse med forslaget, hvorfor henvises til SvJT 1931 s. 176Der er kun grund til at fremhæve, at i landsretssager skal i tilfælde af stemmelighed gælde det for tiltalte gunstigste resultat, forsaavidt angaar skyldspørgsmaalet og strafudmaalingen; ellers gør formandens stemme udslaget, f. eks. ved valget mellem p. d. e. s. almindeligt fængsel og p. d. a. s. ungdomsfængsel, psykopatfængsel, arbejdshus eller sikkerhedsforvaring.

336 JOHANNES FAURHOLT.    Endelig indeholder loven bestemmelser om nævningenes deltagelse i strafudmaalingen, om deres adgang til at stille spørgsmaal til rettens formand under deres raadslagning og om nævningenes afstemning om tilregnelighedspørgsmaal.
    Ved love af 7. april 1936 er der foretaget en række ændringer i lovgivningen om varemarker, fællesmærker, patent og monster og uretmæssig konkurrence og varebetegnelse. Ændringerne tager for en væsentlig del sigte paa at muliggøre Danmarks ratifikation af den reviderede pariserkonvention af 20. marts 1883 om beskyttelse af den industrielle ejendomsret, saaledes som denne foreligger efter de paa de internationale konferencer i Haag 1905 og i London 1934 vedtagne ændringer. Samtidig er der foretaget en fuldstændig revision af varemærkeloven for i det hele at bringe den i overensstemmelse med den i de forløbne aar stedfundne udvikling paa erhvervslivets og varemærkelovgivningens omraade. Den gamle varemærkelov var fra 1890 med ændringer fra 1898, 1904, 1915 og 1921. Loven af 1890 hvilede paa et nordisk samarbejde, og der har ved lovens revision foregaaet konferencer mellem cheferne for de nordiske landes patent- og varemærkeinstitutioner, og der er herunder lagt vægt paa at opnaa enighed om fælles retningslinier for de nordiske landes varemærkelovgivning, hvad ogsaa lykkedes for en række hovedpunkters vedkommende. Med hensyn til loven om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse tilføjes, at de foretagne ændringer ogsaa var foranlediget af den reviderede genferkonvention af 1906.
    I SvJT 1934 (s. 303) og 1935 (s. 178) er omtalt love, ved hvilke lovgivningsmagten greb ind i opstaaede konflikter mellem arbejdsgivere og arbejdere. Dette er sket igen ved lov af 29. marts 1936, som bestemte, at arbejdsstandsningerne skulde ophøre den følgende dag, og de mellem parterne værende uoverensstemmelser skulde søges bilagt af et særligt forligsnævn eller, saafremt enighed ikke kunde opnaas, forelægges en i dette øjemed nedsat voldgiftsret. Loven fandt yderligere anvendelse paa uoverensstemmelser, som maatte opstaa ved udløb af overenskomster i tiden indtil 1. juli 1936.
    Ved lov af 31. marts 1936 er der sket ændring i lov af 19. februar 1932 om efterforskning og udvinding af raastoffer i kongeriget Danmarks undergrund, jfr SvJT 1932 s. 489. Ændringerne gaar ud paa ,at bevillingshav eren kan begære indkaldelse af de grundejere, hvis ejendom ligger indenfor det omraade, for hvilket bevilling er meddelt, tilat gøre deres fortrinsret til opnaaelse af bevilling gældende. Den grundejer, som inden 2 maaneder efter indkaldelsen har afgivet erklæring om bevarelse af fortrinsretten, skal derpaa ansøge om eneretsbevilling og godtgøre, at de fornødne pengemidler er sikrede til gennemførelse af undersøgelser af grunden. Saafremt grundejeren ikke har meldt sig efter indkaldelsen, eller han ikke opfylder betingelserne for bevillings meddelelse, er hans fortrinsret til at opnaa bevilling bortfaldet.
    I 1933 nedsatte indenrigsministeriet en kommission med den hovedopgave at foretage en gennemgang af de for kreditforeninger gældende lovbestemmelser af almindelig og speciel karakter og undersøge, i hvilket omfang en å jour føring og sammendragning af de nævnte love

DANSK LOVGIVNING 1935—1936. 337vilde være ønskelig. Samtidig skulde spørgsmaalet om, hvorvidt og i hvilket omfang hypotekforeningerne paa lignende maade som kreditforeningerne burde være underkastet faste lovregler, optages. Resultatet af kommissionens arbejde er to betænkninger, som blev afgivet i januar 1936, og som danner grundlaget for to love af 7. april 1936 om kreditforeninger og købstadshypotekforeninger. Lovene indeholder udførlige bestemmelser om de nævnte foreningers organisation, udlaansgrænse og vurderinger af ejendommene, medlemsforholdets indhold og regnskabsaflæggelse m. m.
    Af samme dato som de sidstnævnte love er loven om Danmarks nationalbank, ved hvilken den private aktiekapital udløstes og nationalbanken blev en samfundsinstitution. Bankens opgave er at opretholde et sikkert pengevæsen i landet samt at lette og regulere pengeomsætning og kreditgivning. Bankens grundfond udgør 50 mill. kroner, som indskydes af staten i form af en grundfondsforskrivning. Ledelsen bestaar af et repræsentantskab, en bestyrelse og tre direktører. Forsædet i repræsentantskabet føres af den kgl. bankkommissær; denne fører tilsyn med, at banken opfylder sine forpligtelser ifølge loven og de i henhold til denne udfærdigede bestemmelser. Han har adgang til at deltage i bestyrelsens møder, i hvilke afgørelser af særlig vidtrækkende karakter ikke kan træffes, uden at han er til stede, medmindre han forud er underrettet om, at sagen skal behandles paa mødet. Bankkommissæren kan begære sig oplysninger meddelt om bankens forholdi det omfang, han ønsker det. Endvidere indeholder loven regler om seddeludstedelse og sedlernes fundering, indløsning af bankens sedler m. m. og om overtagelse af den tidligere nationalbank.
    Den i SvJT 1936 (s. 130) omtalte lov om forbud mod at bære uniform, jfr. SvJT 1934 s. 304, er afløst af lov af 31. marts 1936, som er i overensstemmelse med den tidligere lov; dog har medlemmer af frivillige korps faaet en videre adgang til at bære uniform end hidtil, og den justitsministeren tillagte beføjelse til at afgøre tvivlsspørgsmaal med hensyn til, hvad forbudet og undtagelserne fra dette omfatter, er henlagt til domstolene.
    Af andre love fra rigsdagssamlingen kan iøvrigt nævnes lov af 25. januar 1936 om fortrinsret i høsten for aaret 1936 for gæld, der er stiftet af ejere og brugere af landsbrugsejendomme til anskaffelse af saasæd, frø og kunstgødning, jfr. senest SvJT 1935 s. 128, lov af 7. april 1936 om en forordning og lov af 9. april 1936 om foranstaltninger vedrørende landbrugets gæld. I henhold til sidstnævnte lov kan der af statskassen ydes saneringslaan til ordning af landbrugeres gæld; der stilles indtil 100 mill. kr. til raadighed i det angivne øjemed. — Endvidere skal sluttelig nævnes lov af 31. marts 1936 angaaende vitaminreklame, som tilsigter at forebygge misbrug med hensyn til reklamering med varer, præparater eller stoffer indeholdende vitaminer, og lov af 6. marts 1936 om fremstilling af og handel med opium m. m., som er nødvendiggjort ved Danmarks ratifikation af Genéve-konventionen af 13. juli 1931 om begrænsning af og regulering af fordelingen af bedøvelsesmidler; loven afløser en lov af 1930, jfr. SvJT 1930 s. 592.

Johannes Faurholt.

 

22—Svensk Juristtidning 1937.