Reform af Forfatter- og- Kunstnerretten. I en Afhandling i Tidsskrift for Rettsvidenskap, 1934, 211 ff, har jeg forsøgt at optrække nogle nye Linjer for Beskyttelsen af Forfatter- og Kunstnerretten paa Grundlag af visse praktiske Erfaringer, saaledes som jeg opfatter disse. Disse nye Hovedlinjer gaar ud paa at give Retten til Forfatter- og Kunstværker samme omfattende Karakter som Ejendomsretten til de ydre materielle Genstande, altsaa gøre den til en Ret, ikke blot som den nu i Landene raadende Forfatter- og Kunstnerret, til en enkelt særlig Raadenover Værket, nemlig til Offenliggørelse eller Mangfoldiggørelse, men til en Ret til en Raaden over Værket i enhver Retning, hvor der ikke af samfundsmœssige Grunde er gjort sœrlige Indskrœnkninger i Retten. En Sammenfatning af alle de mange enkelte Beføjelser, de talrige forskellige Retsvirkninger, kan efter min Opfattelse ikke ske paa en klarere og mere centralt rammende Maade end ved at gaa over til at karakterisere Forfatter- og Kunstnerretten som en Ejendomsret til Værket. Jeg er ganske uenig med RAGNAR KNOPH, naar han mener, at denne Karakterisering som Ejendomsret kan virke misvisende og uheldig, se Ragnar Knoph: Aandsretten, bl. a. S. 615—23. Alle de praktiske Erfaringer i den senere Tid og de reelle Behov paa Aandsvirksomhedens Omraade viser efter min Opfattelse tværtimod bestemt og afgørende henimod Ejendomsretsopfattelsen som den bærende Opfattelse, der netop klarer og forklarer en Mængde Enkeltløsninger, som Retsudviklingen

fører op til i den seneste Tid. Men herpaa skal jeg senere, paa et andet Sted komme nærmere ind.
    Ud fra nævnte Grundopfattelse af Forfatter- og Kunstnerretten som en Ejendomsret og de derpaa opbyggede Hovedlinjer foreslog jeg i samme Afhandling et Udkast til en ny Forfatter- og Kunstnerlov, til en Lov om Ejendomsretten til Aandsvœrker, Tidsskr. f. Rettsvidenskap 1934, 220—24. Dette Lovudkast er senere, i en nærmere Udformning, der nu foreligger trykt (med Motiver),¹ blevet tiltraadt af praktisk talt alle

 

    ¹ Forslag til Lov om Ejendomsretten til Aandsværker med Motiver. Udarbeidet paa Grundlag af Professor Dr. Juris VINDING KRUSES Lovudkast med Tilslutning af Repræsentanter for en Række Forfatter- og Kunstnerorganisationer. Udgivet af danske Aandsarbejderes Forbund. København 1936. Schultz. 38 S.

§ 1.

    Ejendomsretten til et nyt og selvstændigt Aandsværk tilkommer alene dettes Ophavsmand. Denne har saaledes overalt, hvor der ikke i denne eller anden Lov er gjort Indskrænkninger, alene

1) Ret til at bestemme om Værkets Anvendelse og Benyttelse i enhver Retning, saasom

a) dets Gengivelse, Mangfoldiggørelse, Overførelse paa Instrumenter, der tjener til Gengivelse ad mekanisk Vej, dets Benyttelse som Forbillede eller Model for en Bygning eller en anden Genstand og i det hele taget enhver Art af Fiksering, uanset om denne forudsætter en mellemkommende litterær eller kunstnerisk Virksomhed, eller den sker ad rent mekanisk eller kemisk Vej og uden Hensyn til, om den foretages ilitterært eller kunstnerisk Øjemed eller i industrielt Øjemed eller forat tjene til praktisk Brug;

b) dets dramatiske eller mimiske Opførelse, dets Udførelse (for Musikværkers Vedkommende), dets Opførelse ved Film (Stumfilm saa velsom Tone- eller Lydfilm), dets Fremførelse ved Hjælp af mekaniske Instrumenter, Radio og Fjernsyn, dets Oplæsning, Fremsigelse eller anden lignende ved Sprogets Hjælp foretagen Fremførelse, dets offentlige Udstilling;

c) Forandring eller Ødelæggelse i Kunstnerens Levetid af et Kunstværk, hvorved i denne Sammenhæng forstaas et Verk, der kun foreligger i eet Eksemplar;

d) dets Udleje eller Udlaan.

   Reglen under a. og b. gælder uanset, om Gengivelsen, Fikseringen,Udførelsen, Fremførelsen o. s. v. sker i uforandret Skikkelse eller i omarbejdet Skikkelse, herunder i anden Størrelse, andre Materialer eller paa andet Sprog.

2) Ret til at overdrage Ejendomsretten eller Dele af den, derunder Offentliggørelsesretten, til andre, være sig ved Salg, Pantsætning, Overdragelse til Brug e. 1.

   Pantsætning kræver Tinglysning efter Reglerne i Tinglysningslovens Kap. 7. Der indrettes en særlig Afdeling af Personbogen til disse Pantsætninger.

Organisationer af Forfattere og Kunstnere, ogsaa de udøvende Kunstnere, i Danmark. Enkelte Spørgsmaal i Lovudkastet har været nærmere drøftet i Udvalg, nedsatte af Sammenslutningen af disse Organisationer. Lovforslagets § 11 og § 13 (om Citatretten og den øvrige Rettil Laan af Dele af et Værk eller Benyttelse af hele Værket, i Skoleøjemed, folkeoplysende Øjemed) er blevet nærmere drøftet og affattet af et Udvalg med Sekretær i Undervisningsministeriet TORBEN LUNDsom Formand. Lovforslagets § 23 (om et Slags Kulturfond til Støtte af Forfatterne og Kunstnerne, hvori jo navnlig skal indgaa Afgifterne for Benyttelse af Værker, hvor den aandelige Ejendomsret er ophørt, jfr § 22) er udarbejdet af et Udvalg med Højesteretssagfører, Dr. juris HARTVIG JACOBSEN som Formand, og § 24 (om en Auktionsafgift ved Kunstværker, droit de suite) er udarbejdet af et Udvalg, hvis Formand har været Højesteretssagfører BONDO SVANE.
    Ved dette Lovforslag maa Forfatternes og Kunstnernes Retsstilling idethele siges at blive forbedret paa en Række væsenlige Punkter, hvoraf her i Korthed navnlig skal fremhæves følgende:
    1. Den omfattende Beskyttelse, der ovenfor er omtalt, sikrer Forfatterne og Kunstnerne, ikke blot imod enhver Mangfoldiggørelse og Offenliggørelse, men ogsaa imod enhver anden Udnyttelse eller Benyttelse, økonomisk og paa anden Maade. Da Offenliggørelsesbegrebet ikke længere er noget Grænsebegreb, falder de tvivlsomme Spørgsmaal om Benyttelse af Aandsarbejder indenfor Foreninger bort. Kun en Benyttelse i Familiekresen og den snevre private selskabelige Kres o. 1. er tilladt, jfr Lovforslagets §§ 1 og 9.
    2. Heller ikke Biblioteker vil fremtidig frit kunne udnytte Forfattervœrker, blot fordi de køber et Eksemplar af det offenliggjorte Værk. Der skal fremtidig svares en Afgift, ikke for hver Benyttelse af en Bog, men, ligesom ved Radioen, som en aarlig Kontingent-Afgift for hver enkelt Person, der benytter Biblioteket. Summen af disse Afgifter fordeles mellem Forfatterne med Fradrag af 1/3, der indgaar i nævnte Fond til mere almene kulturelle Formaal, jfr Lovforslagets §§ 10 og 23.
    3. Ved hvert Auktionssalg af et Kunstvœrk svares der en Afgift ikke af Værdistigningen siden sidste Salg — men en Afgift av 2 1/2 % af Salgssummen (dog kun ved Købesummer paa 100 Kr. og derover), se § 24.
    4. Kunstneren er ogsaa efter Afhændelsen af sit Kunstværk raadig over Forandring eller Ødelœggelse af dette, med visse Begrænsninger, se § 1 c og § 14. Ligeledes er han ogsaa efter Afhændelsen, med visse Begrænsninger, raadig over, hvorvidt Kunstværket offenlig skal udstilles, se § 1 b og § 13, 4 Stk.

 

3) Ret til at behæfte denne Ejendom sammen med al sin anden Ejendom med almindelige Gældsforpligtelser.

4) Ret til at bestemme over, hvem Ejendomsretten til Værket skal tilkomme efter hans Død, og hvorledes der iøvrigt efter denne skal forholdes med Værket.

    5. Den omtalte Laaneret i §§ 11 og 13 er, baade ved Forfattervœrker og ved Kunstvœrker, blevet noget mere begrænset end efter den gældende Lov og er blevet skarpere præciseret.
    6. Naar Forfatterretten eller Kunstnerretten er ophørt for Forfatteren og Kunstneren og hans Arvinger (50 Aar efter hans Død) kan enhver frit offenliggøre, benytte og udnytte Aandsværkerne, men kun mod Betaling af en vis mindre Afgift til ovennævnte Fond, jfr §§ 22 og 23.
    7. Som et meget vigtigt Punkt maa endelig fremhæves, at de udøvende Kunstneres Ydelser fremtidig beskyttes, i § 3.
    Efter Lovudkastets Fremkomst er der for nylig sket det betydningsfulde, at det nordiske Forfatterraad paa sit Møde i Stockholm har vedtaget at arbejde for en fœlles nordisk Forfatter- og Kunstnerretslovgivning efter de Hovedlinjer, som jeg har forsøgt at angive i Lovudkastet og at begrunde i den nævnte Afhandling (i Tidsskrift for Rettsvidenskap 1934), der følger med Lovudkastet som Motiver.

 

    Naar der i Anledning af Biblioteksafgiften undertiden i svenske og danske Dagblade har været Tale om en »Kulturtrusel» eller Kulturfare, turde Betragtninger herover bero paa en Misforstaaelse. Saaledes som Afgiften er formuleret i ovennævnte Lovforslags § 10, er det ganske udelukket, at Afgiften kan rumme nogensomhelst Trusel mod Kulturen hos den store Befolkning. Ti Afgiften bliver herefter kun et minimalt aarligt Foreningskontingent for ethvert Medlem af et Lejebibliotek eller en Biblioteksforening, f. Eks. 1 eller 2 Kr. aarlig. Og dette minimale Aarskontingent kan ligesaalidt betyde nogen Kulturfare som Radioafgiften, som mange Hundrede Tusinder af Lyttere hvert Aar med Glæde betaler for de litterære og kunstneriske Nydelser, de faar Aaret igennem ved Radioen. I Anledning af Radioafgiften har man aldrig hørt Tale om nogen Kulturtrusel; og den udgør dog f. Eks. i Danmark 10 Kr. aarlig. 1 à 2 Kr. for Glæden ved saa mange Bøger, som man kan læsei et helt Aar, maa da anses for et højst beskedent Vederlag, som selv de mindre bemidlede kan yde. Man tænke blot paa, hvor mange Kronera arlig de samme Befolkningslag ofrer Biografteatrene! At tale om Kulturfare eller Kulturtrusel i denne Forbindelse turde da savne enhver Grund.
 

Vinding Kruse.