DANSK PROCESRET EFTER RETSPLEJELOVEN AF 1916.

 

AF

 

PROFESSOR STEPHAN HURWITZ.

 

Som Frugt af 70 Aars Forarbejder blev Retsplejeloven af 11. April 1916 gældende Ret i Danmark den 1. Oktober 1919. De Principper, som allerede Grundloven af 1849 havde forpligtet Lovgivningsmagten til at gennemføre, først og fremmest Retsplejens Adskillelse fra Forvaltningen, Offentlighed, Mundtlighed, Nævningers Medvirken i Strafferetsplejen, var efter talløse Debatter ført ud i Praksis.
    Bag de skiftende Regeringers mere eller mindre kompromisbestemte Forslag, bag de parlamentariske Udvalgs Betænkningerog Lovtekstens evindelige Forskydninger var som fast Grundlag stadig bevaret de paa Grundlovens Principper opbyggede Kommissionsudkast fra forrige Aarhundrede. I disse Udkast, blandt hvis Hovedforfattere var MOURIER og HOTHER HAGE, NYHOLM og de store Navne indenfor vor Procesvidenskab: NELLEMANN, GOOS og DEUNTZER, var nedfældet al den processuelle Sagkundskab, hvorover Danmark raadede i den paagældende Periode. Den Linie, som Udkastene havde fulgt, en Linie, der prægedes af den liberale Retsstats Procesgrundsætninger, som de bares frem af Reformbevægelserne paa det europæiske Kontinent efter den franske Revolution, var dernæst i dette Aarhundrede med stor Kraft blevet ført videre af H. MUNCH-PETERSEN, der i Tale og Skrift kæmpede for de nye Procesprincipper og øvede en ikke ringe Indflydelse paa Lovens Forankring i disse Principper.
    Man kunde maaske have troet, at en saa grundigt og med saa megen Sagkundskab forberedt Lov, hvis Grundsætninger stemte ikke blot med den ældre, men ogsaa med den nyere danske Procesteoris en temmige Reformkrav, vilde betyde en Fastlæggelse for mange Aar fremover af den danske Retspleje uden nye væsentlige Lovændringer. Men dette er ikke blevet Tilfældet. I

de snart 20 Aar, i hvilke Retsplejeloven har virket, har den bestandig været Genstand for Ændringer i stort og smaat. Kun faaaf dens godt 1 000 Paragraffer er gaaet urørt ud af disse Aarsmangfoldige Ændringslove. Først i den seneste Tid ser det ud, som om Lovgivningsarbejdet paa dette Omraade er ved at falde til Ro. Loven er efter gennemgribende Ændringer i 1932 og 1936 blevet optrykt som Lovbekendtgørelse af 1. Oktober 1936. Men selv denne er dog allerede paa vigtige Punkter forældet, nemlig med Hensyn til Kapitlet om Politimyndigheden og Kapitlet om Faderskabssager. Og endnu arbejder et Udvalg med Højesterets Præsident, Dr. TROELS G. JØRGENSEN, som Formand paa en Revision af Sagførervæsenet m. v.
    Det maa straks fremhæves, at den Udvikling, der har fundet Sted i de sidste 20 Aar, i det store og hele ikke betyder noget Brud med de Principper, som Reformbevægelsen i dette og forrige Aarhundrede bar frem. De Forandringer, der er sket, beror tværtimod for en væsentlig Del paa, at man ved en Række Tillægslove har ført disse Principper videre og konsekventere igennem, end det politisk og økonomisk var muligt ved selve Retsplejeloven af 1916. Dette gælder navnlig med Hensyn til Umiddelbarhedsprincippet og Lægdommeres Medvirken i Strafferetsplejen. Men ved Siden af de Lovændringer, der maa ses som Opfyldelse af Reformkrav, rejst af Reformbevægelsen før Retsplejeloven, er Udviklingen i de sidste Tiaarpræget af de praktiske Erfaringers tiltagende Betydning for Proceslovgivningen. Medens den oprindelige Retsplejelov paa mange Punkter bærer Præg af den noget abstrakte Procesdogmatik, der danner Reformbevægelsens teoretiske Grundlag, er en Række vigtige Lovændringer efter Lovens Ikrafttræden udsprunget af det praktiske Retslivs Behov. Tendensen har for disse Lovændringers Vedkommende — som vel i Almindelighed efter en systematisk Kodifikation baseret paa en bestemt Ideologi — været en realistisk Tendens uafhængig af eller paa Trods af Principperne. Særlig klart har dette vist sig ved de senere Aars Indskrænkninger i Offentlighedsprincippet.
    Den skitserede Dobbeltudvikling — paa den ene Side en Gennemførelse ofte til de yderste Konsekvenser af Retsplejelovens oprindelige Grundprincipper, paa den anden Side en Lovgivning, der realistisk forfølger en Række praktiske Formaal uden at være principielt betonet hverken i den ene eller den anden Retning —

skal i det følgende belyses noget nærmere ved en Oversigt over Hovedpunkter i den danske Procesrets Udvikling i den sidste Snes Aar. En Gennemgang og Fortolkning af Enkeltheder i denne falder ganske udenfor Oversigtens Rammer.
    Retsplejeloven — i det følgende forkortet som Rpl. — samler i sin første Bog alle Regler om Retsplejens Organisation, herunder Domstolenes, Anklage- og Politimyndighedens og Sagførervæsenets Ordning. I disse Regler er der siden 1916 sket indgribende Ændringer.
    Som den vigtigste Nydannelse maa fremhæves Indførelsen af Domsmandsretter i 1936. Lægdommerelementet er hermed for første Gang i nyere dansk Retspleje anerkendt som normal Bestanddel af Domsmagten i Straffesager. Nævningeinstitutionen, der som et af Reformbevægelsens Hovedpunkter gennemførtes i 1916, har fra først af kun omfattet en talmæssig ringe Del af Straffesagerne. Og dette Tal er paa forskellig Maade — ved Omlægning af Kompetenceregler, Tiltalebegrænsninger m. v. — blevet yderligere reduceret. Det udgør nu kun ca. 1 Procent af alle Straffesager (bortset fra Politisager). At Udviklingen i Danmark efter 20 Aars praktiske Erfaringer ikke er gaaet i Retningaf en Udvidelse af Nævningeinstitutionen, men er resulteret ien Indskrænkning af denne, samtidig med, at Domsmandsinstitutionen er indført paa bredt Grundlag, er i god Overensstemmelse med Udviklingen i adskillige andre Retsforfatninger i de senere Aar. Den Erkendelse, der ligger til Grund for denne Udvikling: at den skarpe Funktionsdeling mellem Fag- og Lægdommere fører til praktisk uheldige Resultater, har dernæst ogsaa i Danmark som andetsteds, navnlig i Frankrig, ført til Lovregler, der modificerer de hidtil gœldende Principregler angaaende Forholdet mellem Dommere og Nœvninger. Efter Loven af 1936 deltager saaledes Nævningerne i Strafudmaalingen paa lige Fod med de juridiske Dommere. Omvendt kan Retsformanden tilkaldes til Nævningernes Forsamlingsværelse under deres Raadslagning for at besvare Spørgsmaal fra Nævningerne. Gennem disse Regler er der bygget saadanne Broer over den hidtil bestaaende Kløft, at Nævningeretterne har mistet, hvad man i ældre Procesteori fremhævede som deres egentlige Særmærke. Vejen fra de modificerede Nævningeretter med deres Opdeling af Skyld- og Strafspørgsmaal til rene Domsmandsretter er nærliggende. En Opretholdelse af det besværlige og bekostelige

Nævningesystem for det yderst ringe Antal af Sager, i hvilke det nu kommer til Anvendelse, synes i hvert Fald irrationelt efter Domsmandsinstitutionens Indførelse. Paa det Punkt, hvor Spørgsmaalet har haft størst praktisk Interesse, nemlig med Hensyn til Paadømmelsen af Fosterdrabssager, hvor Nævningerne i adskillige Sager har frikendt i Strid med juridisk Opfattelse, er Overflytningen til Domsmandsretterne allerede sket ved Svangerskabsloven af 1937.
    Sammenfattende kan Udviklingen paa det her nævnte Omraade karakteriseres saaledes: Man har fulgt Reformbevægelsens Krav om Lægmænds Deltagelse i Strafferetsplejen og har gennemført det i langt videre Omfang end ved Rpl. 1916. Men Formen for Lægmændenes Medvirken er efter praktiske Erfaringer omdannet fra det rene, klassiske Nævningesystem til Mellemformer eller et Domsmandssystem, der er mindre teoretisk, men mere realistisk begrundet.
    Ogsaa Anklage- og Politimyndighedens Organisation er blevet revideret. Indenfor Anklagemyndigheden er navnlig Politiadvokat-Institutionen i København kommet til at spille en fremtrædende Rolle, efterhaanden som Underretterne (i København Byretten) gennem ændrede Kompetenceregler er blevet første Instans for alle Straffesager undtagen Nævningesagerne. Hvad Politimyndigheden angaar, har nu Lov 18. Maj 1937 gennemført det længe debatterede »Enhedspoliti», hvorved det hidtidige i Stats- og kommunalt Politi delte Politikorps bliver statsansat under en fælles Ledelse (Rigspolitichefen). Af det samlede Politikorps udtages et Antal Mænd til efter en særlig Uddannelse navnlig at udføre Opdagelsespolitiets Opgaver. Hele Ordningen vil formentlig sikre en effektiv politimæssig Forfølgning af Forbrydelser. Den gamle Politikredsinddeling, der i Princippet bliver bestaaende, vil efter de nye Regler ikke danne nogen Hæmskofor en Forfølgning, der strækker sig over en Flerhed af Kredse. Og under den nye Centralledelse vil et særlig uddannet Opdagerkorps være rede til Efterforskning over hele Landet. Udviklingen følger her en Linie, som allerede de første Kommissionsudkast fremhævede som nødvendig, idet man var klar over, at Gennemførelsen af en akkusatorisk Proces, der placerede Undersøgelsen udenfor Undersøgelsesdommerens Forhørsvirksomhed, først og fremmest maatte kræve en stærk, effektivt organiseret Politimyndighed.

    Sagførervœsenets Organisering er, som foran berørt, ikke endnu endelig afsluttet. Den nuværende Ordning, der opretholder tre Hovedgrupper af Sagførere: Højesterets-, Landsrets- og Underretssagførere (sidstnævnte blot betegnede som »Sagførere»), men som i et vist Omfang giver Landsretssagførere Adgang til at procedere for Højesteret og Underretssagførere for Landsret, er ret kompliceret og upraktisk med Hensyn til en Række Enkeltheder. Om man skal gaa over til en Enhedsordning, der ophæver de nuværende Skel, eller om Trindelingen principielt skal bevares, men med visse Ændringer med Hensyn til den praktiske Udformning, navnlig de foreskrevne Prøver, er for Tiden Genstand for indgaaende Overvejelser. Bortset fra Sagførernes Gruppedeling og de i Forbindelse hermed staaende Sagførerprøver har Lovgivningen vedrørende Sagførervæsenet i Aarene efter Rpl. navnlig beskæftiget sig med en Udbygning af Sagførernes faglige Organer (Sagførerraad, Sagførernævn) og deres Kompetence. Denne er udvidet i disciplinær Henseende. Samtidig er Reglerne om Fradømmelse af Bestalling paa Grund af strafbart Forhold blevet skærpede.
    I Rpl.'s anden Bog, der indeholder fælles Bestemmelser for borgerlige Sager og Straffesager, er Novationerne mindre indgribende. Idet Lovens Orden følges, skal fremhæves følgende:
    Der er i borgerlige Sager indført nye simplificerede Forkyndelsesregler, saaledes at Forkyndelse (efter de nærmere Regleri Rpl. §§ 163 a—d) kan ske gennem Postvæsenet ved Brev i Stedet for ved Stævningsmand. — Vidnereglerne er i flere Henseender ændrede. Saaledes er Vidne fritagelsesreglerne bl. a. blevet udvidet med en Bestemmelse om, at Spørgsmaal til et Vidne om, hvorvidt dette har været straffet, kun kan kræves besvaret for de sidste 10 Aars Vedkommende, hvorhos det skal stilles og besvares skriftligt, og ikke maa gøres bekendt for andre end Retten og Parterne. De tidligere noget stive Afstandsbegrænsninger med Hensyn til Vidners Mødepligt er blevet gjort bøjeligere, saaledes at det i alle Sager kan paalægges Vidner at give Møde for den dømmende Ret, naar det skønnes ønskeligt af Hensyn til Sagens Oplysning. Reglerne om Vidnebekræftelse er omdannet, saa at Edsaflæggelse eller anden Bekræftelse kun skal finde Sted, naar nogen af Parterne forlanger det, og Retten finder det paakrævet. I Praksis har dette fort til en Udvikling, der har gjort Vidne-Ed til en sjælden Begivenhed baade i borgerlige

og kriminelle Sager. I den seneste Tid kan der maaske spores en svag Reaktion herimod. At Vidneførslen i mange Tilfælde har faaet et noget for uformelt Præg er vistnok ved at blive den almindelige Opfattelse.
    Endelig skal gøres et Par Bemærkninger om de i Rpl.'s 2. Bog indeholdte Regler vedrørende Retternes Raadslagninger og Afgørelser. Det har i en længere Aarrække været debatteret, hvorvidt man i Danmark skulde gaa over til en offentlig Votering i Højesteret navnlig efter norsk Forbillede. Forslag herom har været fremsat fra forskellig Side, men er strandet bl. a. paa Højesterets Modstand. Ved Loven af 1936 er nu gennemført en Kompromisordning. Den mundtlige Votering vedbliver at foregaa for lukkede Døre i Højesteret som i de øvrige Retter. Men Højesteretsdomme skal fremtidig indeholde Oplysning om de forskellige Meninger under Afstemningen, saavel vedrørende Resultatet som vedrørende Begrundelsen, med Oplysning om Stemmetal, men uden Angivelse af Dommernes Navne (§ 218). — Hvad angaar Afstemningsreglerne, er der for Domsmandsretters Vedkommende indført den Afvigelse fra den almindelige Regelom, at Retsformandens Stemme gør Udslaget ved lige Stemmetal, at dette dog ikke skal gælde med Hensyn til Skyldspørgsmaalet og Strafudmaalingen, idet her ved lige Stemmetal det for Tiltalte gunstigste Resultat skal gælde. Bestemmelsen giver i flere Henseender Anledning til Tvivl, navnlig med Henblik paa Retsfølger, der vel ikke formelt er Straf, men som dog reelt kan stilles i Klasse med egentlige Straffølger.
    Den borgerlige Retspleje, som omhandles i Rpl.'s tredie Bog, er trods talrige Detailændringer gaaet uskadt i sine Hovedtræk ud af de 20 Aars praktiske Prøve. Mundtlighedssystemet med den begrænsede skriftlige Forberedelse af de noget større Sager (Landsretssagerne) har svaret til de Forventninger, som var stillet dertil. Behandlingen er gennemgaaende hurtig og levende. Bevisførelsen for den dømmende Ret skaber en aktiv Forbindelse mellem Dommere og Parter. Navnlig Partsafhøringerne bidrager til at klargøre Sagens sande Sammenhæng. Den mundtlige, umiddelbare Forhandling har ogsaa vist sig at være en værdifuld Forligsfaktor. Der hersker da ogsaa i det hele og store Tilfredshed i Praksis med den mundtlige, umiddelbare Retspleje, saa vidt den er gennemført. Paa den anden Side er man sikkert i Praksis klar over Hensigtsmæssig-

heden eller Nødvendigheden af de væsentlige Undtagelser, Loven har maattet gøre fra Umiddelbarhedsprincippet. Hvor Sagsøgte bor udenfor den Underretskreds, hvori Landsretten har sit Sæde, skal Sagen principielt forberedes ved Sagsøgtes Hjemting. Her finder hele Bevisførelsen Sted, og Domsforhandlingen foregaar for Landsretten paa Grundlag af Underrettens Protokollater. Ligeledes dømmer Ankeinstansen i vidt Omfang paa Grundlagaf Akterne fra 1. Instans. Bliver ny Bevisførelse nødvendig under Appel til Højesteret, sker Bevisoptagelsen i Praksis altid ved Underret, idet Højesteret ikke benytter sig af sin Adgang til at lade Bevisførelse ske umiddelbart for Højesteret selv. Landsretterne er ligeledes utilbøjelige til i de før nævnte Tilfælde, hvor Sagen forberedes ved Underret, at supplere denne Bevisoptagelse med Bevisførelse for Landsretten selv under Domsforhandlingen, skønt Loven giver Adgang hertil. Denne Holding fra Domstolenes Side er blevet kritiseret stærkt fra teoretisk Side (H. MUNCH-PETERSEN), men ikke af Praktikere hverken inden- eller udenfor Skranken. Set under eet er formentlig den nu gældende Ordning med dens udogmatiske, men praktiske Sondring mellem Tilfælde, hvor Bevisumiddelbarheden er værdifuld, og andre Tilfælde, hvor særlige Omstændigheder kræver eller berettiger en Surrogatordning, netop saa smidig og stemmende med de virkelige Livsforhold, som en god Processordning bør være. Som en Svaghed, der maatte kunne afhjælpes, skal dog fremhæves, at den nuværende Praksis, hvorefter Protokollation af Bevisførelse for den dømmende Ret kun finder Sted i ringe Omfang, ofte viser sig uheldig med Henblik paa Sagens Behandling i Appelinstansen.
    Hovedtrækkene i den borgerlige Retspleje er som sagt bevaret. Paa adskillige Punkter har dog en Udvikling af Betydning fundet Sted. Saaledes er der sket en væsentlig Forskydning i Kompetenceforholdet mellem Landsret og Underret til Fordel for sidstnævnte. Værdigrænsen for Underretssager er nu sat op til 2,000 Kr. under Forudsætning af, at Sagsøgte ikke gør Indsigelse mod, at Sagen er anlagt ved Underret. Uden Hensyn til Sagsøgtes Protest er Grænsen 1,000 Kr. Procesmaaden er dernæst paa et andet Punkt simplificeret væsentligt, nemlig med Hensyn til Forligsmæglingen. Medens denne tidligere som Hovedregel var obligatorisk, erklæres Forligsprøve nu for ufornøden, naar Parterne

frafalder den (efter Stævningens Udtagelse, men inden Sagens første Tægtedag).
    Af de mange Detailændringer i 3. Bog skal her blot fremhæves en enkelt, nemlig Ophævelsen af de særlige Værnetingsregler i Rpl. § 248 for svenske Undersaatter, jfr. Mellemrigsloven af 1861. Ophævelsen er naturligvis en Følge af den nordiske Domskonvention af 1932.
    De foregaaende Bemærkninger om den borgerlige Retspleje har taget Sigte paa Retsplejen i almindelige Sager. Rpl.'s Regler om visse særlige Sager, Ægteskabs- og Umyndiggørelsessager og Faderskabssager, har ligget mindre fast. Og paa et særligt Omraade er der maaske Grund til at tro, at en kommende Lovgivning vil indføre Reformer, nemlig med Hensyn til Injuriesagerne, der efter gældende Ret ikke er udsondret til særskilt processuel Behandling. Med dansk Rets Adgang for Injurianten til at føre Sandhedsbevis har de gældende Procesregler kunnet benyttes til en Trækken Sagen i Langdrag og en Optrævling af periferiske Spørgsmaal, der er lidet stemmende med det Beskyttelsesformaal, Injurielovgivningen forfølger.
    Medens Rpl. af 1916 skabte en borgerlig Retspleje, som har vundet almindeligt Bifald i dansk Teori og Praksis, blev Strafferetsplejen, som den var fastlagt ved Rpl.'s 4. Bog, straks fra Rpl.'s Ikrafttræden kritiseret som en Ordning, der kun delvis gennemførte de Reformkrav, som den nye Procesordning skulde opfylde. Det Maal, man havde sat sig fra Reformbevægelsens Side, var en Anklageproces. Men Ordningen af 1916 bar i flere Henseender tydelige Spor af den tidligere inkvisitoriske Ordning, der endnu var lagt til Grund ved den i 1909 vedtagne, men ikke i Kraft traadte Retsplejelov. At fjerne disse Spor og skabe Forudsætninger for, at de med Anklageprocessen forbundne Principper kunde føres ud i Praksis, blev da Programmet for de kommende Aars Reformer indenfor Straffeprocessen. Dette Program er nu gennemført, navnlig ved de vigtige Reformlove af 1932 og 1936.
    Ovenfor er allerede omtalt Lægdommerelementets Anerkendelse gennem Domsmandsinstitutionen. Anklageprocessens Sejr er iøvrigt markeret ved følgende Lovændringer: en betydelig Udvidelse af Adgangen til Beskikkelse af Forsvarer, øgede Rettigheder for Forsvaret med Hensyn til Aktindsigt og Modtagelse af Rapporter og Udskrifter; nye Afhøringsregler, hvorved Af-

høringens Foretagelse flyttes fra Dommeren over til Anklager og Forsvarer; Gennemførelse af Bevisumiddelbarhed baade i 1. Instans og ved Sagens Behandling for højere Ret; i Forbindelse hermed Tilbagetrængning af Efterforsknings- og Forundersøgelsesstadiernes Betydning for Bevisoptagelsen; denne henlægges principielt til Domsforhandlingen, og Sagsforberedelsen faar i det hele i Almindelighed en udenretslig Karakter, omend Afholdelse af enkelte Retsmøder er nødvendig, bl. a. fordi Fængsling efter dansk Ret kun kan ske ifølge Retskendelse.
    De her omtalte Regler er delvis af saa ny Dato — Hovedpartender af er først traadt i Kraft den 1. Juli 1937 — at det endnu erfor tidligt at udtale sig om deres Virkemaade i Praksis.
    Ved Siden af disse Regler, hvis principielle Karakter er aabenbar, har Lovgivningen navnlig paa to Omraader skabt Nydannelser, der er direkte udsprunget af Dagens Krav, og som til Dels gaar imod de almindelige Grundsætninger, der har behersket Kriminalprocessens Revision. Disse Nydannelser angaar dels Fængslings-, dels Offentlighedsreglerne.
    Ifølge Rpl. 1916 var Adgangen til Fœngsling betinget af Sikrings-, Uskadeliggørelses- eller Præventionsformaal eller af Hensyn til at modvirke Kollusion, altsaa af de i Lovgivningerne i Almindelighed anerkendte Fængslingsgrunde. I 1935 forefaldt en Sædelighedsforbrydelse, der vakte ualmindelig Opsigt og Forargelse. En del unge, hidtil ustraffede Landmænd øvede i Forening Voldtægt mod en ung Pige. Da Skyldspørgsmaalet efter Tilstaaelse forelaa klart, og da de skyldige var fast bosiddende unge Mænd, der ikke kunde antages at ville forsøge at flygte fra Ansvaret, blev de efter den første Anholdelse sat paa fri Fod, medens Sagen forberedtes til Domsafsigelse, hvilket vakte en Storm af Harme over hele Landet. Der gennemførtes da ved privat Lovforslag en Tilføjelse til de gældende Fængslingsregler, hvorefter Fængsling kan besluttes, naar der foreligger Forhold, der i væsentlig Grad bestyrker Sigtelsen, og Forbrydelsens Grovhed samt Arten eller Omfanget af de strafferetlige Foranstaltninger der kan blive Spørgsmaal om at anvende, skønnes at kræve, at Sigtede af Hensyn til Retshaandhœvelsen ikke bør være paa fri Fod. Bag disse Ord ligger i Virkeligheden en Anerkendelse af, at Varetægtsfængslingen efter Omstændighederne kan og bør benyttes ikke som Sikrings-, men som en repressiv Foranstaltning, der skubber Straffuldbyrdelsen helt hen til den for-

bryderiske Handling, hvor ingen Tvivl om denne og Gerningsmanden bestaar.
    De Indskrænkninger, der er sket i Offentlighedsreglerne, og som for øvrigt ikke blot angaar Strafferetsplejen, men til Dels ogsaa den borgerlige Retspleje, har et lignende kasuistisk Udspring. Saaledes er visse Bestemmelser om Dørlukning og Referatforbud til Undgaaelse af, at der ved Offentligheden tilføjes nogen en ufornøden Krænkelse, motiveret ved Erfaringer om, at de hidtil gældende Regler kunde fremme Afpresningsforbrydelser i Ly af Ofrets Frygt for Retsplejens Offentlighed. Og den i 1936 gennemførte Bestemmelse om, at Personer, der i Embeds Medfør er beskæftiget med en Straffesag, ikke maa udtale sig offentligt om Skyldspørgsmaalet, er direkte foranlediget af en Politimesters Forhold under Efterforskningen i Anledning af en Kvindes Død ved Stryknin. Vedkommende Politimester havde til Pressen udtalt, at der ikke var nogen Tvivl om, at Kvinden var blevet forgivet af sin Mand. Efter at dette var blevet slaaet stærkt op i alle Landets Blade, maatte Tiltale overfor den paagældende Mand frafaldes paa Grund af Bevisets Utilstrækkelighed. Sagen fik tillige Indflydelse paa Affattelsen af den ligeledes i 1936 gennemførte, mod Pressen vendte Lovregel om Strafansvar for Udtalelser, der er egnet til paa uforsvarlig Maade at paavirke Domstolene med Hensyn til en Straffesags Afgørelse, en Regel, der iøvrigt var foranlediget af visse andre Erfaringer fra de sidste Aars Pressebehandling af Retssager.
    Udviklingen paa Offentlighedsomraadet siden Rpl.'s Vedtagelse i 1916 er forøvrigt ikke blot karakteriseret ved de nu omtalte Begrænsninger. Samtidig med, at disse har medført praktisk vigtige Modifikationer, er Offentlighedsprincippet som Princip blevet ført videre end efter Lovens oprindelige Ordning, idet Retsmøderne under en Straffesags Efterforskning, der oprindelig skulde foregaa for lukkede Døre, ifølge en Tillægslov af 1919 blev gjort offentlige, saasnart Efterforskningen rettes mod en bestemt Person som sigtet, og idet samme Tillægslov ophævede et i Rpl. indeholdt Forbud mod Referat af Forundersøgelsens Retsmøder (uden særlig Tilladelse fra Rettens Side).
    Set under eet viser saaledes ogsaa Offentlighedsreglernes Udvikling det samme typiske Dobbelttræk som fremhævet ovenfor med Hensyn til andre Punkter af Udviklingen: Reformbevægelsens Princip er ført frem til videst mulig Anerkendelse i Lovgiv-

ningen, men samtidig har det praktiske Retsliv udogmatisk, men effektivt formet og tilpasset Loven.

 

    Ovenfor er forsøgt i en kort Skitse at give et Billede af dansk Procesrets Udvikling fra Retsplejeloven til i Dag. Saa vidt man kan skønne, tenderer denne Udvikling fremover mod en stadig mere praktisk betonet og mindre dogmatisk Løsning af Procesrettens Problemer. Denne Udvikling maa navnlig for Strafferetsplejens Vedkommende antages at ville blive begunstiget af Tidens almindelige Tendens til kritisk Revision af Liberalismens Idéer.
    I denne Situation staar den procesretlige Videnskab overfor en klart tegnet Opgave. En kasuistisk Lovgivning, der reviderer Retsplejeloven fra Sag til Sag, kan vel medføre enkelte praktiske Forbedringer, men vil hurtigt skabe Inkonsekvenser og vil ende i Kaos. Det Revisionsarbejde, som en Retsplejeordning lige saa vel som den materielle Retsorden bestandig vil udfordre, maa støtte sig paa en Teori, der behersker Loven i dens Sammenhæng og historiske Forudsætninger. Men skal denne Teori kunne blive til Gavn for Praksis, maa den selv gaa iSpidsen for en kommende Revision. Den maa forberede denne ved at underkaste Lovens Grundprincipper en kritisk Analyse, der søger at skabe Klarhed over disse Princippers Bæreevne maalt med de Krav, Processen i Virkeligheden stiller.