SAGKYNDIGE DOMMERE.

AF

RETSPRÆSIDENT L. N. HVIDT.

De efterfølgende Bemærkninger, som paa ingen Maade gør Fordring paa at være udtømmende, er baseret paa praktiske Erfaringer fra Sø- og Handelsretten i København. Bemærkningerne har kun Hensyn til de almindelige Domstole, derimod ikke til ekstraordinære Retter, saasom gejstlige Retter, Landvæsenskommissioner, Voldgiftsretter i Arbejdsstridigheder m. fl.
    Det er nødvendigt for Domstolene, ikke mindst under Nutidens komplicerede Livs- og Samfundsforhold, at Sagkundskaben medvirker under Retssagernes Behandling og Paakendelse og derved yder sin Hjælp til Opnaaelse af det bedst mulige Resultat. Denne Medvirken fra Sagkundskabens Side kan finde Sted paaforskellig Maade.
    Den Form, under hvilken Sagkundskaben hyppigst yder sit Bidrag til Oplysning og Afgørelse af en Retssag, er som Syn og Skøn. Denne Medvirken forudsætter, i hvert Fald som Regel, en Begæring fra den ene Parts eller fra begge Parters Side. Det erogsaa i første Række Parterne, der gennem deres Spørgsmaal til Skønsmændene saavel under selve Skønsforretningen som underdennes Afhjemling inden Retten har Indflydelse paa, i hvilken Grad Sagkundskaben faar Lejlighed til at yde sin Hjælp. Domstolen vil dog under Skønsforretningens Afhjemling kunne stille supplerende Spørgsmaal til Skønsmændene til Vejledning med Hensyn til Punkter i Sagen, som efter Domstolens Mening er afgørende. Domstolen vil endvidere kunne opfordre en Part tilat tilvejebringe Syn eller Skøn, naar Sagen ikke uden det kan bedømmes med tilstrækkelig Sikkerhed. Endelig vil der være Adgang for Domstolen til, efter at Sagen er optaget til Dom og har været Genstand for Raadslagning, at reassumere Sagen og i

 

et Retsmøde stille yderligere Spørgsmaal til Skønsmændene. Domstolen vil derimod ikke under nogen Form kunne forhandle med Skønsmændene, medmindre Sagens Parter er tilstede, eller i hvert Fald har været indkaldt til at komme tilstede, for at kunne varetage deres Interesser under Forhandlingerne. Under en Retsplejeordning med fri Bevisbedømmelse er Domstolen ikke bundet til at lægge Skønserklæringen til Grund ved Sagens Afgørelse. Om Dommerne desuagtet vil gøre dette, afhænger i første Række af, i hvilken Grad de, efter hvad der i øvrigt foreligger om vedkommende Forhold, og efter det Indtryk, de har faaet af Skønsmændenes Indsigt og Færdighed, mener at kunne gaa ur fra, at Erklæringen er rigtig.
    Der er Personer eller Myndigheder, f. Eks. Skibsbesigtigelsesmænd, Retslæger, Motorsagkyndige m. fl., der forud af det Offentlige er autoriseret til at foretage visse Syn og Skøn til Brug i Retssager. Domstolene vil ifølge Sagens Natur rent faktisk i større Grad føle sig bundet af de af saadanne Mænd og Myndigheder afgivne Erklæringer end af almindelige Skønserklæringer. Iøvrigt er der ikke nogen afgørende Forskel mellem Betydningen for Domstolene af de to Arter af Erklæringer.
    Det vil ogsaa kunne være private Institutioner, der til Brug i Retssager afgiver Erklæringer angaaende Forhold, vedkommende Institution har Kendskab til. Her i Landet har f. Eks. Grosserer Societetets Komité gennem en lang Aarrække til stor Nytte for Procesparter og Domstole afgivet Responsa om Handelsforhold, saasom om en Vares kontraktmæssige Beskaffenhed (Kvalitet og Kvantitet), Leveringstid og Betaling, derunder om hvad der er Kutyme vedrørende de nævnte Forhold. Heller ikke disse Erklæringer er bindende for Domstolene.
    Om al denne Medvirken fra Sagkundskabens Side gælder det, at den ydes i Overværelse af Procesparterne og, i hvert Fald som Hovedregel, efter deres Begæring og i det Omfang, som de ønsker. Endvidere gælder det, at denne Medvirken kun er et Bevismiddeli Sagen og derfor ikke har bindende Betydning for Dommerne vedderes Afgørelse af denne.
    Spørgsmaalet er imidlertid, om der ikke med Hensyn til visse Sager bør indrømmes Sagkundskaben en større Indflydelse, saaledes at den ikke nøjes med at virke som et Bevismiddel mellem flere andre til Brug for den rent juridisk sammensatte Domstol, men gøres til en Bestanddel af selve Domstolen.

    Dette kan ordnes saaledes, at den Sagkyndige ikke ligefrem er Medlem af Domstolen, men tilforordnes denne som Raadgiver (Konsulent) med Adgang til at overvære ikke blot Retsmøderne i Sagen, men ogsaa Dommernes derefter følgende Raadslagning og Votering, men uden Stemmeret under Voteringen. En saadan Ordning kendes her i Landet ved Landvæsenskommissioner til Paakendelse af Sager om Vands Afledning m. v. Disse Kommissioner har i Henhold til Lov 30. December 1858 § 13 Adgangtil efter Begæring af Parterne eller paa eget Initiativ at tilkalde en teknisk sagkyndig Mand til Bistand under Sagens Behandling.Under denne Ordning har Dommerne Adgang til fuldtud at udnytte Konsulentens Sagkundskab, men Ordningen frembyder den Betænkelighed, at Konsulenten uden at være Medlem af Domstolenog saaledes uden at have Medansvar for dennes Afgørelser i Kraftaf sin Sagkundskab faktisk bliver den bestemmende for Sagens Udfald.
    Skal Sagkundskaben knyttes til selve Domstolen, bør dette der forske derved, at de Sagkyndige optages som egentlige Medlemmer af denne.
    Som ovenfor anført kommer Sagkundskaben i Form af Udtalelser fra Skønsmænd eller særlig dertil autoriserede Personerog Myndigheder kun til Orde i selve Retssalen i Overværelse af Procesparterne og deres Sagførere. Disse har derved den fulde Adgang til gennem Spørgsmaal til de Sagkyndige at søge disses Bistand. Dommerne har vel ogsaa Adgang til at stille supplerende Spørgsmaal, men vil ganske naturligt udvise nogen Forsigtighed i saa Henseende og vil være betænkelige ved at indlade sig paaen egentlig Drøftelse af Sagen med Skønsmændene, bl. a. af Frygt for at deres Spørgsmaal skulde kunne opfattes som Udtryck for envis Opfattelse af det paa gældende Forhold. Optages de Sagkyndige derimod som Medlemmer af Domstolen, aabnes der derved den bedste Adgang for dem til at komme ind i alle Sagens Enkeltheder og for Domstolen til fuldtud at kunne drage Nytte af de Sagkyndiges særlige Kundskaber og Viden. Dommerne vil nu ikke blot kunne stille bestemte Spørgsmaal til de Sagkyndige, men vil kunne optage en egentlig Drøftelse af Sagen med disse uden Tanke paa, om de derved tilkendegiver en vis Opfattelse af Sagen. Et saadant Samvirke mellem Repræsentanter for Juraenog Sagkundskaben skaber gode Muligheder for ved Dommen atnaa et godt Resultat.

    Med Hensyn til Spørsmaal om Sagens faktiske Sammenhæng, som f. Eks. om en Vares Beskaffenhed og Kontraktmæssighed, vil Domstolene kunne nøjes med Sagkundskabens Hjælp i Formaf Syn og Skøn. Derimod vil de juridiske Dommere have Brug for sagkyndige Meddommere, naar der er Spørgsmaal om Anvendelse af Retsregler, hvis rette Forstaaelse forudsætter en vis Fagkundskab, f. Eks. naar det drejer sig om, hvorvidt en Skibsfører har forvoldt Søskade ved slet Sømandskab, jfr. Sølov Bekendtgørelse 1. Dec. 1937 § 293, om en Reklamation er afgivet uden ugrundet Ophold, jfr. Lov om Køb af 6. April 1906 §§ 26m. fl., om en Handling strider mod redelig Forretningsskik, jfr.Lov-Bekendtgørelse om uretmæssig Konkurrence og Varebetegnelse af 31. Marts 1937 § 15, 1' Stk., eller om der er Forvekslingsmulighed mellem to af forskellige Firmaer registrerede Varemærker, jfr. Varemærkelov 7. April 1936 § 4. Naar der foreligger saadanne Spørgsmaal, vil det kunne være af største Betydning, at derforinden Afgørelsen vil kunne ske en aaben og formløs Drøftelseinden for Domstolen mellem Repræsentanter for Sagkundskaben og Juraen, og de juridiske Dommere ikke blot være henvist til at nøjes med en af en sagkyndig Organisation eller Institution afgivet Erklæring. Det vil ogsaa ofte ved Fastsættelsen af en Erstatning, hvis Størrelse afhænger af Markedets Prisforhold m. v., være til største Hjælp for de juridiske Dommere at have sagkyndige Meddommere i Stedet for at maatte bestemme Erstatningen blot paa Grundlag af et mer eller mindre løst Skøn.
    For at en Domstol imidlertid skal have den fulde Nytte af sagkyndige Medlemmer, maa der stilles visse Krav til de om Medlemmernes Udvælgelse, Kvalifikationer og Deltagelse i Rettens Virksomhed gældende Regler.
    Det bør for det første tilstræbes, at Valget, ved hvilket sagkyndige Organisationer naturligt maa have en vis Indflydelse, sker ud fra rent saglige Hensyn og saavidt muligt saaledes, at de valgte ikke anser sig som Repræsentanter for bestemte Interesser. En Søret vil blandt sine sagkyndige Medlemmer i Almindelighed tællebaade Redere, Skibsførere og menige Søfolk, for at Retten kanfaa tilført speciel Sagkundskab indenfor de forskellige Omraader vedrørende Søfarten. Men det skal nødig være saaledes, at de paagældende anser det for deres Opgave indenfor Domstolen særlig at varetage deres Stands Interesser. Domstolen maa ikke

blive en Voldgiftsret, hvor hver af Sagens Parter er repræsenteret med et eller flere sagkyndige Medlemmer og Rettens juridiske Dommer (Formand) er Opmand mellem disse. I en Handelsretbør de forskellige Brancher, Korn, Træ, Kul, Kolonial, Manufaktur o. s. v. søges repræsenteret, saaledes at der er Adgang til ved Domstolens Behandling af en Sag angaaende en vis Vare som Dommer at anvende en Specialist netop i den Vare.
    Ordningen med Hensyn til Valg af sagkyndige Medlemmer og disses Deltagelse i Domstolens Arbejde maa dernæst være saaledes, at der paa den ene Side ikke stilles saadanne Krav til Medlemmernes Tid og Arbejdskraft, at det afholder virkelig indsigtsfulde Sagkyndige, som ofte sidder i en stor Virksomhed, men som Domstolen netop særlig har Brug for, fra at paatage sig Hvervet. Paa den anden Side maa Medlemmerne have Lejlighed til en helst mangeaarig og indenfor det enkelte Aar regelmæssig og hyppig Deltagelse i Domstolens Arbejde for derigennem at erhverve sig den Erfaring og Øvelse, som er fornøden ikke mindst for paa lige Fod at kunne samarbejde med egentlige Fagdommere. Manglen paa saadan Erfaring og Øvelse er sikkert en af Hovedaarsagerne til de Anker, der ofte rettes modde ikke-juridiske Meddommere (Domsmænd) i Straffesager.
    En juridisk Dommer bør naturligtvis som Retsformand lede Domstolens Behandling af den enkelte Sag. Der er ingen Betænkelighed ved at lade de sagkyndige Dommere være i Majoritet. Dette maa vel endog anses for det naturligste dels for ved Behandlingen af den enkelte Sag at muliggøre en saglig set saaalsidig sammensat Domstol som mulig, dels for at give Sagkundskaben fornøden Autoritet og Vægt i Samarbejdet med Juraen. De sagkyndige Dommere bør overvære Sagens Behandling bortset fra rent forberedende Retsmøder og bør under Sagens mundtlige Forelæggelse for Domstolen og Bevisførelsen have samme Adgang som de juridiske Dommere til at stille Spørgsmaal til Parter, Vidner samt Syns- og Skønsmænd. De vil hyppigt netop i Kraft af deres Sagkundskab have de bedste Betingelser for at kunne gøre det. Endvidere bør de sagkyndige Dommere deltage paa lige Fod med Domstolens juridiske Element i Raadslagningenog Voteringen om Sagen. Det vil saaledes kunne ske og sker ogsaa, at de sagkyndige Dommere i Kraft af deres Majoritet afgør Sagen mod deres juridiske Kollegas (Kollegers) Votering. Men Faren for, at dette skal ske, er ikke stor, naar det drejer sig om

rent juridiske Spørgsmaal, og forsaavidt angaar andre Spørgsmaal er der ingen Betænkelighed herved, idet det jo netop er den sagkyndige Domstols Opgave ved sine Afgørelser at give Udtryk for Sagkundskabens Syn paa Sagen.
    Spørgsmaalet er endelig, med Hensyn til hvilke Sager der særlig er Trang til Anvendelse af sagkyndige Dommere. Erfaringen viser, at saadan Trang først og fremmest har gjort sig gældende med Hensyn til Sager, i hvilke Fagkundskab til Søforhold og Handelsforhold er af Betydning. Dette skyldes ikke blot Søfartens og Handelens store Betydning overalt og til enhver Tid. Bestemmende for Oprettelsen af sagkyndige Domstole for Søforholdog Handelsforhold er formentlig ogsaa den for disse Forhold gældende Særlovgivning — Lovgivning taget i vid Betydning som omfattende ogsaa Sædvaner samt Skik og Brug — hvis Anvendelse i mange Henseender forudsætter ikke blot juridisk Videnog Kendskab til almindelige Livsforhold, men ogsaa Fagkundskab til de ommeldte særlige Forhold.
    Et andet Omraade, hvor tilsvarende Grunde til Oprettelsen af Særdomstole synes at gøre sig gældende, er Patentsager. Der vilher ikke blot blive Tale om Bedømmelse af rent tekniske Spørgsmaal, hvis Afgørelse i Realiteten maa overlades til Teknikere, ogmed Hensyn til hvilke Domstolen derfor i Almindelighed vil kunnenøjes med Sagkundskabens Bistand i Form af Syn og Skøn; men der vil i Patentsager paa samme Maade som i Søsager og Handelssager kunne forekomme Spørgsmaal af retlig Art — f. Eks. omhvorvidt en Opfindelse i Henhold til Patentlov-Bekendtgørelse 1. September 1936 § 1 er udelukket fra Adgang til Patent— Spørgsmaal hvis Afgørelse naturligt forudsætter et egentligt Samarbejde mellem de Sagkyndige og Domstolen, og hvor derfor de Sagkyndige bør have Sæde i selve denne, for at den kan faa den fulde Nytte af dem.
    Med Hensyn til Sager angaaende Forsikringsforhold vil der ogsaa af tilsvarende Grunde kunne være Spørgsmaal om Oprettelse afsærlige sagkyndige Domstole.
    Fra Ingeniørers og andre Teknikeres Side er der fremkommet Ønsker om Oprettelse af sagkyndige Domstole for Sager, i hvilke Fagkundskab til tekniske Forhold er af Betydning. Hertil kan for det første bemærkes, at en Del af disse Sager, f. Eks. Sager om en solgt Maskines eller Motorvogns Kontraktmæssighed, vil kunne betegnes som Handelssager og derfor vil kunne behandles ved en

Handelsret, i hvilken ogsaa den i saa Henseende fornødne Sagkundskab bør være repræsenteret. For tekniske Forhold gælder der dernæst i Almindelighed ikke en tilsvarende Særlovgivning som for Sø-, Handels- og Patentforhold, saaledes at der fortrinsvis kun bliver Spørgsmaal om Teknikens Bistand til Domstolens Bedømmelse af Sagens Fakta, en Bistand der, som ovenfor anført, vil kunne ydes i Form af Syn og Skøn. Der synes derforikke at være den fornødne Trang til Oprettelse af særlige tekniske Domstole. Indførelsen af saadanne Domstole vilde ogsaa gøre det vanskeligt at modsætte sig Oprettelsen af Særdomstole for andre Omraader af Erhvervslivet, f. Eks. Landbruget, eller Dele af Befolkningen, f. Eks. Læger og Automobilister, for hvilkesærlige Forhold gør sig gældende; men en saadan Udvidelse af Omraadet for Anvendelsen af sagkyndige Dommere vilde væremeget betænkelig, allerede af Hensyn til den store Betydning det har saa vidt muligt at bevare Retsplejens Eenhed.