IVAR AGGE. Studier över det straffrättsliga reaktionssystemet. I. Stockholm 1939. Nordiska bokhandeln i distr. XVI + 216 s. Kr. 8.50.

 

    Det har længe været klart, at en Epoke i nyere nordisk Strafferetsvidenskab er ved at være til Ende. Den kampglade Reformbevægelse, der i første Række førtes frem af GETZ, TORP og THYRÈN, har efterhaanden mistet sin élan. For en Del skyldes dette naturligvis, at Bevægelsen har set sine Programpunkter sejrrigt gennemført i Lovgivning og Retsanvendelse. Men tillige gør et andet Forhold sig gældende. Her som overalt, hvor der er Tale om en aandelig Bevægelse med et bestemt reformatorisk Program, afløses Bevægelsens positive Fase af en kritisk Indstilling, der munder ud i en eklektisk Teori eller et nyt Program. I de senere Aar har en saadan kritisk Indstilling givet nordisk Strafferetsvidenskab et Præg af nøgtern Realisme med Hovedvægten lagt paapraktisk Kriminalpolitik. Med Docent IVAR AGGE'S Studier over det strafferetlige Reaktionssystem, som her skal anmeldes, markeres det indtraadte Tidehverv. De strafferetlige Grundbegreber tages nu paa nyop til kritisk Analyse paa Grundlag af de Erfaringer, der er vundet i Kampen mellem de under historisk Synsvinkel betragtede »Skoler»,og hvad der er af Værdi i disses mod hinanden stillede Synspunktersøges uddraget og teoretisk sammenfattet og forsonet.
    I den Undersøgelse af de strafferetlige Reaktioners juridiske Naturog »social-etiske Motivering», der indeholdes i det nævnte Værk, har Dr. Agge i særlig Grad fæstet Opmærksomheden ved den Rolle, Generalpræventionen spiller i Reaktionssystemet. Ikke fordi han mener, at Strafferetten i første Række kan eller bor opbygges paa generalpræventive Synspunkter. Tværtimod fremhæves det stærkt, at man som Hovedprincip for Reaktionssystemet maa vælge individualpræventive Grundsætninger, og der anføres som Grunde herfor, at den kriminologiske Videnskabs Erfaringer alene vedrører individuelle Tilfælde, at der —som fremhævet bl. a. af Graf GLEISPACH — kun haves et meget spinkelt Bevismateriale for Realiseringen af almenpræventive Funktioner, og atde Reaktioner, der sættes i Værk i Anledning af strafbare Handlinger, i hvert Fald altid maa knyttes til konkrete, individuelle Tilfælde. NaarForf. dog gør Almenpræventionen, men ikke Individualpræventionen til Genstand for en indgaaende Undersøgelse (S. 22—178), beror dettepaa, at der efter Forfatterens Opfattelse alene er Trang til en saadan Undersøgelse for Almenpræventionens Vedkommende, da der kun iRelation til denne hersker en vis Uklarhed. Grunden til denne Uklarhed

er først og fremmest, at den almenpræventive Funktion forudsætter Hensyntagen fra Lovgiverens Side til visse Forestillinger og Vurderinger, der hører hjemme i Gengældelsesstrafferettens Tankeverden (S. 20).Undersøgelsen maa derfor omfatte en Analyse ogsaa af disse Forestillinger, for saa vidt de er af Betydning for den almenpræventive Virkning.
    I den nærmere Undersøgelse af Generalpræventionsteoriernes Udvikling opridser Forfatteren først Afskrækkelsesteoriernes Historie. Det fremhæves som det centrale i disse Teorier, at de regner med at bibringe den potentielle Forbryder bevidst opfattede Modforestillinger,oprindelig navnlig gennem Straffens Strenghed og den offentlige Eksekution, men siden FEUERBACH navnlig gennem den i Straffeloven indeholdte Trusel. Med dette begrænsede Indhold kan Almenpræventionen imidlertid ikke benyttes som Hjælpeprincip for Strafferetssystemet ved Siden af Individualpræventionen, fra hvilken den i saa Fald ikke væsentlig adskiller sig. Da Afskrækkelsesprincippet endvidere ikke fører tilnogen Grænse opad for den strafferetlige Reaktion, kan det ikke begrunde dennes Proportionering efter det konkrete Retsbrud. Naar Afskrækkelsesteorierne dog opstiller en saadan Proportionering, sker dette efter et Værdisynspunkt, der ikke er konsekvent i Forhold til Udgangspunktet.
    Forfatteren kommer derefter ind paa Gengældelsesteorierne, hvis Kendemærke netop er, at de fordrer en vis Proportion mellem Gerningog Reaktion støttet paa Gengældelses- eller Retfærdighedsforestillinger. Det omtales, hvorledes disse Teoriers metafysiske Grund undergraves og rationaliseres gennem Oplysningstidens Filosofi og gennem Lærenom Samfundskontrakten. I den klassiske Strafferetsskole er Retfærdighedsforestillingernes absolutte Karakter ikke længere eneraadende. Sammenhængen mellem Forbrydelsens og Straffens Kvantitet bliver efter haanden et Rudiment af ældre absolutte Teorier om Straffens Natur, eller den begrundes i nyere Doktrin gennem en Henvisning til Nødvendigheden af Hensyntagen til gængs Opfattelse af Moral og Retfærdighed.
    I et Afsnit betitlet »De moderne Generalpræventionsteorier» undersøges Doktrinens Stilling, efter at Kampen mellem Gengældelsesteorierne og den moderne Skole er resulteret i, at den retfærdige Gengældelsehar »mistet sin Karakter som hovedsagelig og tilstrækkelig Grund for Straffen og i Stedet er blevet en lovgivningspolitisk Maksime, der dragervisse Grænser for de rene Præventionsprincipper i Strafferetten», samtidig med at man har maattet erkende, at Individualpræventionen ikke alene kan danne Basis for et Reaktionssystem med »bibeholden Balance» (S. 43). Det hævdes, at Doktrinen her har brudt nye Baner og frembragt særlig frugtbare Tankegange gennem en Udvikling, hvis Udgangspunkt er Anvendelsen af empiriske Metoder, hvor ved Individernes og Samfundets Livsvilkaar analyseres som rent naturlige Foreteelser. Navnlig fremhæves Undersøgelser af de tyske Forskere RICHARDSCHMIDT og ADOLF MERKEL, efter hvem Sone- og Skyldidéen maa betragtes som en social Grundanskuelse, der virker som Middel til Styrkelse

af Retssamfundet. Forfatteren kunde i denne Forbindelse ogsaa have nævnet den franske sociologiske Skole, særlig DURKHEIM ogFAUCONNET, med dens Betoning af Straffen som Middel til Hævdelse af den i Samfundet raadende Retsbevidsthed, jfr. de interessante Bemærkninger i den nylig udkomne Bog af HERMANN MANNHEIM, The Dilemmaof Penal Reform, S. 213 ff., angaaende Striden mellem Durkheim og SOROKIN om, hvorvidt et fasttømret Samfund med en enhedspræget Retsopfattelse tenderer mod en strengere Strafferet end et liberalt Samfund med heterogen Livanskuelse, et Spørgsmaal, der efter Mannheim maa henstaa aabent. Blandt de af Dr. Agge nævnte Forfattere er ogsaa NAGLER, der anser Gengældelsen som et egenartet og selvstændigt Strafformaal med absolut Grund i Menneskets Driftsliv. En særlig Omtalehelliger Forfatteren Nationalsocialismen, der opstiller Gengældelseskravet som Strafferettens ledende Princip, omend ikke som Selvformaal. I den nyeste tyske Litteratur drages Gengældelsesprincippet ind i den nustærkt betonede Sammenhæng mellem Ret og Moral. Udviklingen erogsaa i en vis Sammenhæng med den Dragning mod Irrationalisme ogIntuition, som har gjort sig gældende i nyere tysk Retsvidenskab. Men Dr. Agge gør tillige opmærksom paa den Sammenhæng mellem dennævnte Betoning af Gengældelsesforestillingerne og Generalpræventionen, som særlig kommer til Orde hos HELLMUTH MAYER, efter hvemkun den retfærdige Gengældelsesstraf i Længden kan have generalpræventiv Virkning, da kun denne skaber den sædelige Patos eller den Tabuforestilling, som kan gøre Straffen til virkningsfuld »Propagandader Tat». — Efter en kortfattet Omtale af Straffeteoriernes Afspejlingi Lovgivningerne, navnlig de italienske og russiske nyere Lovarbejder, uddrager Forf. som Konklusion af det her omtalte Afsnit af Bogen den Opfattelse, at der ikke behøver at bestaa nogen absolut Modsætningmellem Retfærdighedssynspunktet og et rent teleologisk Synspunkt vedrørende Straffens Funktion. Til denne Analyse knyttes en Redegørelsefor de generalpræventive Idéer i svensk Doktrin fra GRUBBE og BOSTRÖM till THYRÉN, KALLENBERG, WETTER, LUNDSTEDT, STJERNBERGog HÄGERSTRÖM.
    Paa Baggrund af den her refererede Gennemgang af ældre og nyere Teori foretager Dr. Agge i et følgende Kapitel en mere selvstændig Undersøgelse af, hvad han betegner som den generalpræventive Funktion i Strafferetten og dens Forhold til den individualpræventive Funktion. Analysen, der tilsigter at give Vejledning med Hensyn til, hvor vidtde generalpræventive Hensyn bør modificere de individualpræventive Idéer i Lovgivningen, foretages særskilt for hvert af de vigtigste Led iden strafferetlige Retshaandhævelse, nemlig Straffeloven, Straffeprocessen, Straffedommen og Straffens Fuldbyrdelse. Denne saakaldte »distributive» Metode, hvorved de strafferetlige Funktioner søges bestemt ikkesom en Enhedsfunktion paa Grundlag af Straffeloven, men som en Række Funktioner i ulige Fordeling paa de forskellige Stadier af det strafferetlige »Konkretiseringsforløb», hidrører i sine Grundtræk fra dentyske Forfatter M. E. MAYER. I nordisk Teori betegner Dr. Agge's

Anvendelse og videre Udformning af denne Metode en systematisk Nydannelse, hvorved den materielle Strafferet og Straffeprocesretten opnaar en intimere Sammenknytning end i de hidtidige særskilte Bearbejdelser af hver af disse Discipliner. For den principielle Rigtighed af ensaadan nærmere Sammenknytning har i dansk Teori i de senere AarProfessor ALF Ross og nærværende Anmelder udtalt sig.
    Hvad nu først angaar Straffelovens Funktion sondrer Dr. Agge i Overensstemmelse med nyere Forskning mellem Lovgivningens moraldannende og afskrækkende Virkning. Den positive Moraldannelse eller Moralforstærkelse, som Forf. mener at kunne tilskrive Straffeloven, særlig ved dens Indvirkning paa det ubevidste Sjæleliv, antages i stor Udstrækning at hænge sammen med gængse Retfærdigheds- og Gengældelsesidéer baade med Hensyn til det kriminaliserede Omraade og Reaktionernes Omfang. Den almindelige Opfattelse kan søges paavirketaf Lovgiveren, men der maa regnes med betydelige Hindringer for enensartet Moraldannelse. Hvad særlig angaar Kriminalisering af nye Gerningstyper, maa Muligheden af nogenlunde eksakt at kunne beregneen almen Moraldannelse betvivles, bl. a. fordi Gennemsnitsindividet næppe er i Stand til at danne sig faste Værdidomme om abstrakte Handlingstyper. Forfatteren vil dog ikke helt bortse fra de almene Moralsynspunkter. De sætter i hvert Fald en yderste Grænse for de individualpræventive Synspunkters Herredømme i Kriminalpolitikken (»Moraldannelsesteorien som Grænsenorm»). — Ogsaa Afskrækkelsessynspunktetvirker som Grænsenorm i Forhold til Individualpræventionen, men som en Begrænsning nedad mod for stor Mildhed i Reaktionen. Forf. anser Generalpræventionens Afskrækkelsesfunktion for at være af Betydningved en meget stor Gruppe af Lovbud, hvor den almindelige Moralopfattelse stiller sig indifferent, navnlig blotte Politiovertrædelser. Ved andre Gerningstyper er den af Betydning for et relativt lille Antal Personer, hos hvem Moraldannelsen er udeblevet eller er afsvækket. Herved maa imidlertid regnes ikke blot med Reaktionens Strenghed og Opdagelsesmuligheden, men ogsaa med Omgivelsernes Misbilligelse (den »sociale Sanktion»). Yderligere spiller Gengældelsesforestillingerne ind i den Forstand, at der i hvert Fald ikke maa være en meget stor Afvigelsemellem Lovgivningen og Værdibegreberne hos den sociale Gruppe, derberøres deraf.
    Som Konsekvens af de udviklede Teorier med Henblik paa Forbudsnormernes Udformning og Sanktionernes Bestemmelse fremhæver Forf. Nødvendigheden af faste Normer under principiel Anerkendelse afGrundsætningen nullum crimen sine lege, idet dog Moraldannelsessynspunktet fører til, at Forbrydelsesbeskrivelserne gøres saa letfattelige ogalmene i deres Form som muligt, og idet ogsaa Afskrækkelsesfunktionentaler i mod at lade Legalitetskravet udarte til Formalisme. Hvad angaar Reaktionens Omfang, bør denne vel angives med en vis Bestemthed. Menud fra Moraldannelsessynspunktet kan der dog ikke lægges stor Vægtpaa Detailudformning af Straffesatser for de enkelte Gerningstyper, idet

den moralske Virkning kun knytter sig til Lovens Hovedtræk. Set fra Afskrækkelsesynspunktet er en vis Ubestemthed i Straffemaalet enstyrkende Faktor. For vide Strafferammer er dog uheldige paa Grundaf Domstolenes Tilbøjelighed til at udmaale Normalstraffen i Straffeskalaens Underkant. Under Betoning af Moraldannelsessynspunktet vil Forf. foretrække Regler om betinget Dom og almindelige Strafnedsættelsesgrunde.
    I Gennemgangen af Straffeprocessens generalpræventive Funktionkommer Dr. Agge særlig ind paa Divergensen mellem den virkelige ogden paa talte Kriminalitet og tager i Striden mellem Legalitets- og Opportunitetsprincippet Stilling til Fordel for det førstnævnte af disse Principper. Undtagelser fra den absolutte Paatalepligt kan dog efter Forf. anerkendes i Tilfælde, hvor specialpræventive Synspunkter i særlig Gradgør sig gældende (navnlig ved Ungdomskriminalitet), og hvor der træffesandre Forholdsregler end Straf. Derimod tager Dr. Agge principielt Stilling imod Paatalefrafald i Bagatelsager, jfr. nærmere S. 109 ff.
    Iøvrigt fremhæver Forf. hele Straffeprocesrettens Betydning for Straffelovens Opretholdelse. Med Hensyn til Processens Offentlighed ogde sociale Sanktioner, der udløses gennem denne, særlig ved PressensMellemkomst, tager Forf. bestemt Afstand fra en bevidst Udnyttelse afProcessens Offentlighed som selvstændig generalpræventiv Faktor oggør sig ud fra dette Standpunkt til Talsmand for en Begrænsning af Kriminalreportagens Frihed, helst gennem en Ordning ad Frivillighedens Vej (S. 116 ff.).
    Selve Straffedommen virker generalpræventivt, idet den befæster Straffelovens afskrækkende og moraldannende Sanktioner, og idet denudløser en Række sociale og konventionelle Sanktioner gennem den offentligt udtrykte Misbilligelse. At disse sidstnævnte Sanktioner sættes i Kraft allerede gennem Fastslaaelsen af Gerningsmandens Skyld, selv omder ikke hertil knyttes nogen Straffølge, fremhæves som et Forhold afvæsentlig Betydning for Anvendelsen af Instituttet betinget Domfældelse. Dette Instituts nærmere Udformning de lege ferenda gør Forf. til Genstand for en interessant Undersøgelse (S. 136 ff.) under Jævnførelse af detkontinentale og det angelsachsiske System. Forf. mener, at det kontinentale System bør opløses i to adskilte Institutter, hvoraf det ene — særlig med Hensyn til unge Forbrydere — udformes som en »Beskyttelsesopsigt», uden at Straf behøver at fastsættes i Dommen, medens det andet Institut bestaar i en betinget Idømmelse af Straf uden Anordning afpositive Forholdsregler af sikrende Art, men dog eventuelt i Forbindelsemed et rent støttende Tilsyn.
    Forf. kommer i denne Forbindelse ogsaa ind paa Domstolenes Adgangtil at lade Straf bortfalde (S. 149 ff.) og giver her sin Tilslutning til en Regel som den danske Straffelovs § 84, medens en almindelig Frihedfor Domstolene til at statuere Strafbortfald vilde være uforenelig med Generalpræventionens Krav paa Regelmæssighed i Strafanvendelsen.

Forf. omtaler endvidere en Række Spørgsmaal indenfor Strafudmaalingen og kommer særlig ind paa Spørgsmaalet om Anvendelse af ubestemte Straffedomme. I Princippet stiller han sig afvisende overfor dette Strafinstitut, der strider mod den almindelige Retsbevidstheds Krav paavisse Grænser for Straffens Varighed. De Fordele, der er knyttet til Instituttet, kan efter Forf. bedre realiseres gennem Systemet betinget Løsladelse forenet med et vist Tilsyn.
    Hvad endelig angaar Straffuldbyrdelsen (S. 167 ff.), fremhæver Forf. ogsaa dennes generalpræventive Funktion. Han tager dog, saa vidt ses, Afstand fra at bestemme det Maal af Lidelse, som maa være forbundetmed Strafudstaaelsen, efter et generalpræventivt Synspunkt, idet hansynes at mene, at ingen anden Lidelse bevidst maa tilføjes end den,som følger af den for Straffens Fuldbyrdelse fornødne Tvang (S. 169). Ved Bestemmelsen af Principperne for Straffens Fuldbyrdelse maa derregnes med de gennemsnitlige Forhold, og Forf. tager saaledes Afstandfra, at der gives den fuldbyrdende Myndighed Kompetence til at lempe Fuldbyrdelsen efter hver enkelt Delinkvents psykiske Beskaffenhed. —Ligesom hvor Talen var om Straffeprocessen og Dommen ønsker Forf. saa vidt muligt de skadelige Bivirkninger neutraliseret, som ledsager deaf Strafforfølgningen udløste sociale Reaktioner. Efter Straffen skal vedkommende være fuldværdigt Samfundsmedlem. En Del kan her udrettesgennem den sociale Lovgivning. Derimod anser Dr. Agge Rehabilitations Systemet for at være uden større Værdi som positiv Støtte for denforhen Straffede. Undersøgelsen kunde her have været ført videre med Henblik paa det vanskelige Spørgsmaal om Adgangen til at fremskaffe Oplysninger om en Persons Forstraffe dels til Brug under Retssager, hvor den paagældende møder som Sigtet eller som Vidne, dels til Brugfor Personer eller Firmaer, hos hvem den paagældende søger Ansættelse. I den før omtalte Bog af Professor MANNHEIM gør denne sig til Talsmand for et legalt Forbud mod Fremskaffelse af Oplysninger paa sidstnævnte Omraade; et saadant Forbud skulde kombineres med en offentlig Ansvarsforsikring for løsladte Fanger.
    Værkets afsluttende Kapitel giver under Overskriften »Det strafferetlige Reaktionssystems Struktur» (S. 179 ff.) en Analyse af en Række Grundbegreber, som Forf. har ment mest hensigtsmæssigt at kunne foretage med den foregaaende almindelige Undersøgelse som Baggrund.
    Det søges her først fastslaaet, at Forbrydelsesbegrebet (brottsbegreppet) afhænger af Strafbegrebet, idet Forbrydelsen (brottet) kun adskiller sig fra andre Arter af normstridig Handlemaade gennem Beskaffenheden af vedkommende Sanktion. I Overensstemmelse hermed anses Sanktionens Art for det eneste brugelige Kriterium for Sondringen mellem Civilret og Strafferet. Inden for Strafferetten kan der ikke opstillesnogen begrebsmæssig Ulighed mellem Politiforseelser og egentlige Forbrydelser. Ej heller kan der i Virkeligheden gennemføres nogen skarp Sondring mellem Straf og Sikkerhedsforholdsregler. Undersøgelsens Objekt kan derfor ikke begrænses til Straf som en efter sit Væsen særegen Reaktion, men maa omfatte alle Forholdsregler, der gør Indgreb i

ellers retsbeskyttede Interesser, og som motiveres af vedkommende Retssubjekts uønskede Handlemaade (S. 187).
    I det følgende gaar Forf. nærmere ind paa Forholdet mellem Begreberne Straf og Sikkerhedsforholdsregel (skyddsåtgärd) (S. 188 ff.).Nogen Væsensforskel kan ikke findes i Straffens Egenskab af Lidelse, da ogsaa saavel de forbedrende som uskadeliggørende Sikkerhedsforholdsregler indeholder et betydeligt Maal af Lidelse. Ej heller kan der— i Modsætning til, hvad der antages f. Eks. af EXNER — findes nogetSkelnemærke i Formaalet. Det samme gælder endelig Metoderne, idetsaa godt som alle de heterogene Momenter, der ligger i Straffen, genfindes i de typiske Sikkerhedsforanstaltninger. Forskellen er derfor alenerelativ (kvantitativ). Dette gælder i første Række med Hensyn til Sikkerhedsforanstaltninger i Anledning af en begaaet Lovovertrædelse. Men Forf. hævder den samme Tesis ogsaa med Henblik paa forvaltningsretlige Tvangsforholdsregler, om hvilke det fremhæves, at de indeholderen ikke ringe generalpræventiv Effekt, og at de, i Modsætning til, hvadder ofte antages, ingenlunde er etisk indifferente. Forf. fremsætter idenne Forbindelse en velmotiveret Kritik af den nyere Sociallovgivning, for saa vidt dens Principper for Frihedsberøvelse i for høj Grad fjernersig fra almindelige strafferetlige og straffeprocessuelle Principper.
    Trods den angivne principielle Opfattelse, hvorefter der ingen Væsensforskel kan opstilles mellem Straf og Sikkerhedsforholdsregler, vil Dr.Agge dog ikke opgive Bibeholdelsen af disse Begreber og den dermedangivne Sondring, der har lovtekniske Fordele, som nærmere belyses iden følgende Udvikling. En konsekvent Gennemførelse af Enhedstanken, hvorved Straffeloven skulde forvandles til en Lov om »brottsprofylax»,vilde baade være for farlig for den individuelle Retssikkerhed og væreteknisk uoverkommelig. I Stedet foreslaas en Gruppeinddeling med Udgangspunkt i de Reaktioner, der efter et praktisk-systematisk Synspunktbør betegnes som Straf.
    Ved Gennemførelsen af denne Gruppeinddeling gør Dr. Agge en Hovedsondring mellem saakaldte »postdeliktuelle» og »predeliktuelle» Reaktioner (S. 205 ff.).
    Til den førstnævnte af disse Grupper hører alle de Reaktioner, for hvilke en begaaet Lovovertrædelse udgør den dominerende Indikation. For saa vidt nu Reaktionen indenfor denne Gruppe formes som en Reaktion mod en vis Gerningstype, altsaa med et overvejende objektivt Tilknytningspunkt, hører den ind under Begrebet Straf. Men Straffelovens Kamp mod visse Gerningstyper har Karakteren af en generalpræventivt betonet Nødforanstaltning og maa gaa Haand i Haand med Anvendelsen af sikrende Forholdsregler bestemt efter visse Mennesketyper. Disse Forholdsregler, hvis Tilknytningspunkt i Modsætning til Straffen er mere subjektivt end objektivt, er, for saa vidt de indiceresaf en begaaet Lovovertrædelse, postdeliktuelle skyddsåtgärder. Det følger af den angivne Sondring, at kun de Gerningstyper bør komme i Betragtning som Indikation for Straf, der efter deres Art kan begaasogsaa af Gennemsnitsborgeren og derfor kan medføre ordinær Straf,

hvorimod Gerninger, der betinges af patologiske eller exceptionelle sociale Forudsætninger bør udsondres fra Strafindikationerne.
    Med de her nævnte postdeliktuelle Reaktioner er efter Dr. Agge Reaktionssystemets strafferetlige Omraade udtømt. Tilbage staar de ovenfor omtalte prædeliktuelle Reaktioner, hvorunder sammenfattesforskellige Arter af Indgriben, der direkte tager Sigte paa Typer afmisanpassede Individer, uden at nogen Lovovertrædelse kræves som Indicium for deres Anvendelse. Disse Reaktioner er for indbyrdes forskellige til at kunne reguleres i en fælles Lovgivning, omend der bestaaren principiel Samhørighed mellem dem baade indbyrdes og i Forholdtil de af Strafferetten omfattede postdeliktuelle Reaktioner.
    Den i det foregaaende givne Redegørelse for det foreliggende interessante Arbejde har overvejende været af refererende Art. En Vurderingaf Værket bør udsættes, indtil det er ført til Ende gennem den i Indledningen bebudede Fortsættelse, hvori Forf. yderligere vil optrække Retningslinierne for en Forening af de individual- og generalpræventive Principper for derefter at behandle visse aktuelle Emner indenforsvensk Strafferet og Lovgivningspolitik. Det kan dog allerede nu siges, at Dr. Agge's Studier over det strafferetlige Reaktionssystem alene i Kraft af Problemstillingen og de omfattende litterære Kundskaber ,hvorpaa Forfatterens indgaaende og fordomsfri Analyse er støttet, maavære af betydelig Interesse for alle videnskabeligt orienterede Kriminalister i de nordiske Lande. Om den teoretiske Analyse trods de hypotetiske Størrelser, der helt igennem arbejdes med — og maa arbejdesmed — ved Bestemmelsen af den generalpræventive Funktion, virkeligvil kunne tjene til Vejledning for den praktiske Lovgivningspolitik somtilsigtet af Forfatteren, er et andet Spørgsmaal, som først vil kunne besvares, naar Værket foreligger afsluttet.

Stephan Hurwitz.