OM AFTALER MELLEM ÆGTEFÆLLER VEDRØRENDE DERES FORMUERETLIGE FORHOLD (UDENFOR ÆGTEPAGTERNES OMRAADE).

 

AF

 

PROFESSOR  O. A. BORUM.

 

Det Emne, som jeg har valgt for min Forelæsning, falder indenfor den Del af Civillovgivningen, hvor det gennem nordisk Samarbejde er lykkedes at tilvejebringe ensartede Regler i dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk. Lovgivning. Reglerne om Formueforholdet mellem Ægtefæller er ensartede i den Forstand, at Lovgivningen i de fem nordiske Lande bygger paa de samme Principer og følger hinanden, saalangt dette har kunnet ske, uden at gøre Brud paa traditionel national Særopfattelse vedrørende Enkeltspørgsmaal. Jeg tror, at det har været gavnligt for Samarbejdet, at man har afstaaet fra den absolutte Kongruens, som kun vilde kunne være opnaaet ved Opgivelse af værdifulde nationale Synspunkter. Netop fordi der — tiltrods for det principielt ensartede Udgangspunkt — stadig er Forskelligheder mellem Reglerne, aabnes der Mulighed for en befrugtende Vekselvirkning. En Forudsætning herfor maa det dog være, at Samarbejdet ikke hører op med Gennemførelsen af de i de nordiske Lovkomitéer udarbejdede ensartede Lovforslag. Det er efter min Opfattelse af største Værdi, at man holder sig à jour med Retsudviklingen i de andre Lande. Kun herved kan man opnaa, at Retsligheden ikke bliver af ydre formel Art, men at det levende Retsliv i hvert af Landene former sig paa en saadan Maade, at man kan tale om et virkeligt Retsfællesskab mellem de nordiske Lande.
    Min Forelæsning skulde være et Bidrag hertil.

 

OM AFTALER MELLEM ÆGTEFÆLLER. 639    Da man i 1915 indenfor de nordiske Familieretskommissioner tog Arbejdet op paa en Reform af Reglerne om Formueforholdet mellem Ægtefæller, var der visse Retningslinier, som stod fast. Man vilde som den legale Ordning, der indtræder, naar Parterne ikke har aftalt noget om Formueforholdet, bevare Fællesejet, forsaavidt som det fører til, at Ægtefællernes Formue, naar Ægteskabet opløses ved den ene Ægtefælles Død eller ved Skilsmisse, skal deles lige mellem Ægtefællerne. Den samme Regel skulde gælde ved Separation og Bosondring. Det er gennemsnitlig den bedste Regel, at Formuen, naar Ægteskabet opløses, deles lige mellem Ægtefællerne, der normalt begge har været medvirkende til Opsamlingen af Formuen. Enhver anden Ordning vil i for høj Grad tilsidesætte den Ægtefælles Interesser, der skal passe Hjemmet. Dette vil normalt være Hustruen, der derfor allerede af denne Grund ikke kan drive Erhverv udadtil og derved er afskaaret fra at opspare en Formue, der kan sikre hendes Eksistens ved Ægteskabets Opløsning. Ligedelingen ved Død er utvivlsomt den bedste Løsning og den Ordning, som Ægtefællerne selv vil ønske i henved 100 pCt. af Tilfældene. Men ogsaa ved Opløsning af Ægteskabet ved Skilsmisse er Ligedeling sikkert som overvejende Hovedregel den rigtige Løsning. Den norske Lovs § 54 fraviger dog Ligedelingen i visse Tilfælde af Skilsmisse. Har den ene Ægtefælle Ret til Skilsmisse paa Grund af den andens Utroskab, kan den, hvis den skyldige har faaet et arveberettiget Barn, kræve Fællesejet delt efter Reglerne for Omstødelse, d. v. s. saaledes at hver af Ægtefællerne med visse Undtagelser udtager, hvad han eller hun har indført i Fællesboet. Vigtigere er imidlertid den følgende Regel om, at Retten ogsaa ellers ved Skilsmisse og Separation efter en Ægtefælles Begæring kan bestemme, at Fællesejets Deling skal ske paa denne Maade. Jeg tror imidlertid ikke, at den norske Regel er anbefalelsesværdig. Den indfører i for høj Grad et pønalt Moment ved Skilsmissedelingen og overlader iøvrigt Afgørelsen ganske til Domstolenes Skøn uden at angive de i Betragtning kommende Retshensyn. Derimod kunde jeg tænke mig, at man kunde have imødekommet dem, der vel anser Ligedeling for velbegrundet ved Døden, men mindre heldig ved Skilsmisse, paa en anden Maade. Efter de nordiske Ægteskabslove kan Ligedeling kun undgaas ved Oprettelse af Ægtepagt om Særeje, der udelukker Ligedeling baade ved Død og ved Skilsmisse. Det er muligt, at man burde have aabnet

 

640 O. A. BORUM.Adgang til Oprettelse af Ægtepagt om Ligedeling ved Død, men saaledes at hvert Ægtefælle i Tilfælde af Skilsmisse udtager, hvad han eller hun har indført. En Ændring af den norske Lov om ektefellers formueforhold, som skete i 1937, hviler paa en beslægtet Tanke. Ifølge den norske Lovs § 26 kan det nemlig ved Ægtepagt bestemmes, at naar den ene Ægtefælle er død, skal der med Hensyn til Arv og Skifte gælde samme Regler, som om Særeje ikke havde været oprettet. Forskellen er imidlertid betydningsfuld. Den norske Regel fremtræder som en Modifikation af Særeje ifølge Ægtepagt, medens mit Forslag bevarer Fællesejet, men giver Ægtefællerne Adgang til ved Ægtepagt at fravige Ligedelingsnormen vid Separation og Skilsmisse.
    Naar Vægten lægges paa Ligedelingsnormen, gennemfører de nordiske Ægteskabslove en legal Formueordning af den Type, som i den internationale Retslitteratur betegnes som Communauté légale eller Gütergemeinschaft. I den ydre Fremtrædelsesform er der dog den væsentlige Forskel, at medens dansk of norsk Ret har bevaret det nedarvede Begreb Fælleseje, har svensk, finsk og islandsk Ret opgivet Begrebet »egendomsgemenskap».
    Efter Reglerne i Giftermålsbalken er Forholdet det, at hver Ægtefælle ejer, hvad han eller hun har indført i Ægteskabet, dog med den Begrænsning, som følger af de Rettigheder, først og fremmest Ligedelingsnormen, som tilkommer den anden Ægtefælle. En Ægtefælles Ejendom, hvorover Gifteret (»giftorätt») haves, kaldes hans Gifteeje (»giftorättsgods»), i Modsætning til hans Særeje (»enskild egendom»). Den finske Lov er i sin Sprogbrug gaaet endnu et Skridt videre i Retning af at ligestille Ægtefællers og ugifte Personers Ejendom, idet den ganske har opgivet Begrebet Særeje og kun taler om Ejendom med eller uden Gifteret. Det skal imidlertid betones, at Forskellen i det væsentlige vedrører Terminologi og Konstruktion, men at de centrale Regler er de samme.
    Medens der paa den ene Side var Enighed om, at det gamle Formuefællesskab skulde bevares som Norm for Deling af Ægtefællers Formue ved Død og Skilsmisse, var man paa den anden Side ogsaa klar over, at Formuefællesskabets hidtidige Organisation med Manden som legal Forretningsbestyrer, ogsaa af de af Hustruen i Ægteskabet indførte Midler — alene bortset fra hendes Selverhverv — ikke længere lod sig opretholde. Denne Ordning var absolut uforenelig med den Frigørelse af Kvinder-

 

OM AFTALER MELLEM ÆGTEFÆLLER. 641ne, som havde fundet Sted i Løbet af det 19. Aarhundrede og den sociale og politiske Selvstændighed, som de gifte Kvinder havde opnaaet i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Mandens Eneraadighed over Fællesboet, hans »målmanskap» maatte derfor bortfalde.
    Loven fastslaar da, at hver Ægtefælle raader over sin Ejendom og svarer for sin Gæld med sin Ejendom, hvad enten den er Fælleseje eller Særeje. I Forhold til Trediemand staar hver Ægtefælle i alt væsentligt som en ugift Person. Hver Ægtefælle kontraherer med Trediemand og kan med visse Undtagelser vedrørende fast Ejendom og Bohave overdrage og pantsætte sin løse eller faste Ejendom til Trediemand og kontrahere med Trediemand uden at behøve Samtykke hertil fra den anden Ægtefælle.
    Men gælder den Aftalefrihed, som saaledes tilkommer hver Ægtefælle i Forhold til Trediemand, ogsaa i det retlige Forhold mellem Ægtefællerne indbyrdes? Kan de kontrahere med hinanden, kan de overdrage eller pantsætte til hinanden, ganske som hvis de ikke var gifte? Man har undertiden været tillbøjelig til at betragte Ægtefællers Evne til at indgaa Aftaler med hinanden om deres formueretlige Forhold som en logisk Konsekvens af den Beføjelse til at raade i Forhold til Trediemand, som der var Enighed om burde tilkomme hver Ægtefælle med Hensyn til de Formueværdier, som han eller hun havde indført i Ægteskabet.
    Hertil er nu for det første at bemærke, at man altid indenfor »Juridiken» skal være yderst varsom med at drage saakaldte logiske Konsekvenser af de Almensætninger, som man mener at kunne opstille for Løsningen af visse retlige Problemer. Eventuelle Modgrunde og Særhensyn maa altid prøves nøje, før man bøjer sig for de Resultater, som en opstillet generel Regel synes at føre til udenfor det Omraade, som den direkte tager Sigte paa. Nu lyder det jo meget bestikkende, at Ægtefæller, der med fuld Virkning udadtil kan disponere over deres Gods, ogsaa maa kunne gøre det ved Aftaler vedrørende deres indbyrdes Forhold.
    Men dette Ræsonnement holder alligevel ikke Stik. Medens hver Ægtefælle meget vel kan være i Stand til at varetage sine Interesser i Forhold til Trediemand, svigter den Kontrol og Garanti for rigtige og hensigtsmæssige Dispositioner, som ligger i den naturlige Egeninteresse, i høj Grad, naar der er Tale om Aftaler mellem Ægtefæller. Lagberedningens Motiver til Forslag til Giftermålsbalken 1918 lægger megen Vægt paa, at »egendoms-

 

   41-417004. Svensk Juristtidning 1941.

 

642 O. A. BORUM.gemenskapen», eller som vi siger, Fællesejet bortfalder ved den nye Formueordning mellem Ægtefæller. Dette er jo imidlertid kun tilsyneladende. Realiteten i det gamle nordiske Formuefællesskab er bevaret gennem Ligedelingen og Gifteretten. At Formueordningen ved den indførte Særraaden og Særhæften er organiseret paa en anden Maade end tidligere, berører ikke den økonomiske Solidaritet mellem Ægtefæller. Det mellem Ægtefæller bestaaende Livs- og Interessefællesskab bevirker, at de overfor hinanden kan foretage Dispositioner, som de paa Grund af den naturlige Egoisme, som ellers bestemmer Personers Optræden overfor hinanden i private økonomiske Forhold, aldrig vilde finde paa at indgaa med en udenfor Ægteskabet staaende Trediemand. Saadanne Aftaler mellem Ægtefæller vil ofte have et Præg af Uvirkelighed. Paa Papiret ser de tilforladelige ud. Men i Forholdet mellem Ægtefællerne betyder de intet eller dog meget lidt. (Jfr. VIGGO BENTZON: Familieretten II 1926 s. 152.) Aftalefrihed mellem Ægtefæller kan derfor medføre en Fristelse til, at de overfor hinanden foretager Dispositioner, Overdragelser, Pantsættelser, Laanetransaktioner og andre Kontrakter, som de ikke noget Øjeblik kunde tænke sig at indgaa med Fremmede. Naar Forholdet Kontrahenterne imellem bliver praktiskt taget uændret, ligger der en ikke ringe Fare for, at saadanne Retshandler i Virkeligheden kun er beregnet paa at have Virkning udadtil og influere paa Ægtefællernes Forhold til Trediemand paa en Maade, der afviger fra den Ordning, som Loven har ment burde gælde.
    Aftalefriheden Ægtefæller imellem er udtrykkelig udtalt i den danske Lovs § 29, men fremgaar for de øvrige nordiske Loves Vedkommende klart af disses Bestemmelser. I en særlig Klasse staar Gaver mellem Ægtefæller. Man har til alle Tider været klar over, at der var en særlig Fare for, at en Ægtefælles Kreditorer kunde besviges ved, at Debitor ved en Gavedisposition overførte sine Formueværdier til Ægtefællen og derved gjorde sig insolvent. Den finske Ægteskabslovs § 45 har her taget det Standpunkt helt at forbyde Gaver mellem Ægtefæller, idet Undtagelse herfra kun gælder for sædvanlige Gaver, hvis Værdi ikke staar i Misforhold til Giverens Kaar.
    Den danske, norske og svenske Lov tillader derimod Gaver under Ægteskabet, men kræver, med visse Undtagelser, Ægtepagtsform, hvorved Gavedispositionens Publicitet er sikret. End-

 

OM AFTALER MELLEM ÆGTEFÆLLER. 643videre har man søgt at sikre Giverens Kreditorer ved Regler, der paalægger Gavemodtageren et særligt Ansvar, hvis Giveren ved Gaven var eller har gjort sig insolvent.
    Andre Aftaler, gensidige bebyrdende Kontrakter og Overdragelser mod Vederlag, kræver derimod ikke Ægtepagtsform og den dermed følgende Publicitet. Man har ment, at Trediemand ikke havde nogen berettiget Interesse i at faa Kendskab til Aftaler mellem Ægtefæller, der ikke indeholder noget Gavemoment. Af Hensyn til Faren for Omgaaelse har Lovene dog optaget en Regel, der paalægger Ægtefællerne Bevisbyrden for, at en Overdragelse af Ejendele fra den ene af dem til den anden, ikke kræver Ægtepagt. D. v. s. Ægtefællerne har Bevisbyrden for, at der ikke foreligger en Gaveaftale.
    Med denne Begrænsning kan Ægtefæller handle med hinanden, som om de ikke var gifte. De kan overdrage til hinanden, de kan sælge eller bytte. De kan pantsætte til hinanden og erhverve Retentionsret efter almindelige Regler, Ægtefæller kan kontrahere med hinanden paa samme Maade som med fremmede. De kan indgaa Laane- og Lejekontrakter. De kan yde hinanden Forstrækninger i Penge og udstede Gældsbrev (skuldebrev) til hinanden. Ægtefæller kan indgaa Arbejdskontrakter med hinanden. Den ene Ægtefælle kan benytte den anden som Fuldmægtig eller Kommissionær. Ægtefæller kan drive Erhvervsvirksomhed for fælles (gemensam) Regning, hvorved der opstaar et Interessentskab (bolagsförhållande). Endelig kan Ægtefæller — uden nogen Begrænsning — indgaa Kaution (borgen) for hinanden.
    Forinden jeg gaar over til nærmere at belyse Aftalefriheden mellem Ægtefæller ved en Række Eksempler og praktiske Retstilfælde, skal jeg forsøge at gøre rede for de Grunde, som bevirker, at man i Retspraksis maa se med særlig Skepsis paa saadanne Retshandler, og som ogsaa flere Steder har ført til, at man ved Særregler har truffet særlige Sikkerhedsforanstaltninger overfor Ægtefællers Aftaler.
    At Aftalefriheden skulde være i Strid med Ægteskabets Væsen kan ikke erkendes. Naar man anerkender Mand og Hustru som fuldt ligeberettigede og selvstændige Personer, kan man ikke afskære dem fra at træffe Aftaler om deres Forhold. En Række specielle Aftaler er da ogsaa udtrykkelig anerkendte, idet Loven samtidig nærmere har reguleret deres Gyldighed og Retsvirkninger. Saaledes Aftaler om Underholdet, om Forældremyndig-

 

644 O. A. BORUM.hed, Aftaler om Ophævelse af det ægteskabelige Samliv, Aftaler om Separation og Skilsmisse og om Vilkaarene herfor.
    Nogle vil maaske finde det stodende, at Ægtefæller handler og købslaar med hinanden, tvistes om mit og dit, eventuelt endog fører Process mod hinanden. Dette mere følelsesbestemte Synspunkt kan dog ikke være afgørende. Det maa utvivlsomt erkendes, at der kan forekomme Tilfælde, hvor det er en naturlig Sag, at Ægtefæller træffer Aftale angaaende deres økonomiske Forhold og mere undtagelsesvis ogsaa, at de eventuelt søger deres Tvistigheder afgjort ved Domstolene. Nogen Grund til at tro, at Aftalefriheden skulde have en uheldig Indflydelse paa de Ægteskaber, hvor den benyttes, er der næppe. Hellerikke synes der at være nogen virkelig Fare for, at den ene Ægtefælle skal misbruge sin Indflydelse paa den anden til at bevæge den til at indgaa ufordelagtige Retshandler. Erfaringen har vist, at de gifte Kvinders Dømmekraft og Selvstændighed nu er saa stor, at man uden Betænkelighed har kunnet undvære den Regel, som man tidligere havde i dansk og norsk Ret, hvorefter en Hustru ikke kunde kautionere for Mandens Gæld uden med en offentlig Myndigheds Samtykke.
    Hverken Hensynet til Ægteskabet eller til Ægtefællerne kan saaledes føre til Indgreb i Aftalefriheden. Skal denne alligevel begrænses, maa det være af Hensyn til Trediemand, hvis Ret gaas for nær, hvis man uden nogen Begrænsning eller Forbehold tillader Ægtefæller indbyrdes at indgaa Retshandler med samme Retsvirkning, som hvis den ene Ægtefælle havde kontraheret med en fremmed.
    Ved Drøftelsen af de Hensyn til Trediemand, som der bør tages ved Udformningen af Reglerne om Aftaler mellem Ægtefæller, har man i Almindelighed særlig fæstnet sig ved Kreditorernes Interesse. En Ægtefælles Kreditorer kan paa flere Maader lide Tab ved Aftaler mellem Mand og Hustru. Skal Kreditor ved Udlæg og Konkurs paa lige Fod konkurrere med kontraktmæssige Fordringer, som tilkommer Debitors Ægtefælle, kan hans Udsigt til Dækning forringes væsentlig herved. En gift Debitor kan endvidere ved at overføre sine Formueværdier til sin Ægtefælle forhindre eller vanskeliggøre Kreditors Adgang til Fyldestgørelse. I det sidstnævnte Tilfælde opstaar det særlige Spørgsmaal, under hvilke Betingelser Kreditor skal respektere en Overførsel eller Pantsætning til Debitors Ægtefælle.

 

OM AFTALER MELLEM ÆGTEFÆLLER. 645    Et lignende Prioritetsproblem kan imidlertid ogsaa opstaa overfor Omsætningserhververe. Den, der køber en Ting af en gift Person, mødes med den Indsigelse, at Sælgeren tidligere har overdraget eller pantsat den samme Ting til sin Ægtefælle.
    Aftalefriheden kan endelig ogsaa benyttes til Transaktioner, der er rettet mod den ene Ægtefælles Arvinger, særlig dens Børn af tidligere Ægteskab. Ved Overførsler i levende Live til den anden Ægtefælles Særeje søger man at formindske den Formuemasse, hvoraf Børnenes Arv skal beregnes. Det er af særlig Betydning at fremdrage dette Hensyn til Arvingerne, fordi de Regler, som Loven indeholder til Beskyttelse for Kreditorerne, er uden Betydning for Arvingerne. Dette gælder saaledes baade Reglerne i den svenske Konkurslag §§ 33-34 og den finske Ægteskabslovs § 57, som jeg senere kommer tilbage til.
    Jeg skal nu fremdrage nogle Eksempler paa Retshandler mellem Ægtefæller, hvorved Trediemands Interesse eventuel udsættes for Fare.
    Ægtefællerne sælger til hinanden: en fast Ejendom eller en Løsøreting. Jeg tænker mig, at det er Manden, der sælger til Hustruen. Men samme Regler maa gælde i det omvendte Tilfælde.
    Manden sælger sin faste Ejendom til Hustruen. Skødet skal tinglyses (sökas lagfart på köpebrevet). Skal Ejendommen være Hustruens Særeje, maa Særejeforholdet nærmere dokumenteres. Men skal Ejendommen ogsaa efter Overdragelsen forblive indenfor Fællesejet, idet Gifteretten bevares baade med Hensyn til selve den faste Ejendom og Købesummen, kræves i Almindelighed intet udover hvad der ellers forlanges ved Tinglysning af en Ejendomsoverdragelse. Kun hvis det fremgaar af Dokumenterne, at Overdragelsen er en Gave fra Manden til Hustruen, maa Tinglysningsdommeren, forinden Gave-Skødet kan tinglyses, forlange forevist en særlig Gaveægtepagt. Iøvrigt skal Tinglysningsdommeren ikke efterforske, hvorfra Købesummen stammer, eller hvorvidt Hustruen virkelig har et Gifteeje eller Særeje, hvoraf Købesummen kan udredes. Jfr. VINDING KRUSE: Ejendomsretten III S. 1091). Der er intet til Hinder for, at Købet kan ordnes paa den Maade, at Hustruen intet betaler kontant, men dels overtager de i Ejendommen indestaaende Prioriteter, dels udsteder Pantebrev til Manden for Resten af Købesummen. Selvom dette Pantebrev er lavt forrentet (4 pCt. eller derunder) og er uopsige-

 

646 O. A. BORUM.ligt, f. Eks. saalænge Hustruen lever, foreligger der alligevel ikke nogen Gave. Det vil endvidere i Almindelighed unddrage sig retlig Erkendelse, om Manden virkelig har faaet Renter af sit Pantebrev i den Ejendom, som han har overdraget til Hustruen. En Paastand fra Ægtefællernes Side om, at Renterne er betalt, men forbrugt i Husholdningen, vil vanskelig kunne modbevises.
    Med Hensyn til Købesummens Fastsættelse er Ægtefællerne temmelig frit stillet. Er Købesummen sat lig med Ejendomsskylden (det genom allmän fastighetstaxering åsatta taxeringsvärdet), vil der ikke foreligge en Gave, selvom den virkelige Handelsværdi maa antages ligge betydelig højere, jfr. UfR 1931 S. 942.
    Der er naturligvis intet til Hinder for, at et Salg fra Manden til Hustruen kan være en velbegrundet og fuldt loyal Disposition. Men de Momenter, som jeg har fremdraget, viser, at det ogsaa kan være en Transaktion, hvorved et værdifuldt Aktiv unddrages Mandens Kreditorer, uden at der behøver oprettes nogen Gaveægtepagt mellem Ægtefællerne.
    Prioritetsvirkningen, Tidspunktet for Ejendomsrettens Overgang i Forhold til Sælgerens, d. v. s. Mandens Kreditorer og Successorer, volder ikke Vanskelighed ved Overdragelse af fast Ejendom. Det afgørende Tidspunkt for Køberens, d. v. s. Hustruens, Erhvervelse er her altid Tinglysningen, Registreringen.
    De Betragtninger, som jeg har anført angaaende Salg af fast Ejendom fra den ene Ægtefælle til den anden, gælder ogsaa ved Bytte.
    Ved et Mageskifte mellem en Manden tilhørende fast Ejendom med en af Hustruen i Ægteskabet indført Ejendom vil et let realisabelt Aktiv kunne ombyttes med en praktisk taget usælgelig Ejendom. Og ved en for lav Værdiansættelse af den ene Ejendom og for høj Vurdering af den anden Ejendom kan betydelige Værdier bringes i Sikkerhed.
    Ved Salg af Løsøre og Værdipapirer fra den ene Ægtefælle til den anden opstaar lignende Problemer som ved Salg af fast Ejendom vedrørende Aktivernes Vurdering og Købesummens Effektivitet. Særlig ved Overdragelse til Ægtefællen af Aktier i et privat Selskab (Ejendomsselskab o. 1.), hvis indre Værdi ofte vil være langt højere end deres Paalydende, vil en betydelig Overførsel kunne finde Sted uden Gaveægtepagt. Naar det blot kan sandsynliggøres, at Hustruen har været i Stand til at erlægge et Vederlag for de til hende overdragne Aktiver, vil det

 

OM AFTALER MELLEM ÆGTEFÆLLER. 647næsten være umuligt senere at konstatere, hvor et saadant Vederlag er blevet af, idet det altid kan være medgaaet i den fælles Husholdning.
    Ved Overdragelse af Løsøre til den anden Ægtefælle volder Prioritetsvirkningen særlig Vanskelighed. Fra hvilket Tidspunkt har Hustruen, der har købt Mandens Løsøre, Beskyttelse mod Mandens Kreditorer og Successorer? Aftalen som saadan kan ikke være nok. Købesummens Betaling kan heller ikke være afgørende. Jeg tror, at man som Betingelse for Ejendomsrettens Overgang i de nævnte Relationer maa forlange, at Besiddelsen er overgaaet til Hustruen paa en saadan Maade, at Manden faktisk er afskaaret fra at raade over de til Hustruen overdragne Aktiver. Ved Transport af simpelt Gældsbrev maa forlanges Underretning til Debitor. Ved Transport fra den ene Ægtefælle til den anden af Omsætningsgældsbrev (löpande skuldebrev), bør man sikkert altid kræve Overlevering som Betingelse for Erhververens Beskyttelse baade mod Overdragerens Successorer og Kreditorer - uanset at den danske Gældsbrevslov § 22 i Modsætning til den svenske Skuldebrevslag i Almindelighed kun kræver Overlevering ved Pantsætning og ikke ved Transport.
    Ligesom Ægtefæller kan sælge til hinanden, kan de ogsaa pantsætte til hinanden. Ved Underpant i fast Ejendom er Tinglysningen (inteckningen) afgørende. Underpant i Løsøre, der efter danske Regler kan stiftes ved tinglyst Pantebrev, spiller næppe nogen praktisk Rolle. Ved en Haandpantsætning fra den ene Ægtefælle til den anden, maa Kravet til Besiddelsens Overgang til Panthaveren være strengt. Paa Grund af det faktiske Besiddelsesfællesskab mellem Ægtefællerne, maa man her strengt fastholde Kravet om effektiv Besiddelsesovergang som Betingelse for Pantsætningens Virksomhed i Forhold til Pantsætterens Kreditorer. Dette er nødvendigt for at afskære Ægtefællerne fra Manipulationer, hvorved deres Ejendele paa svigagtig Maade bringes i Ly for Kreditorerne. (Jfr. Ross: Ejendomsret og Ejendoms Overgang S. 170.)
    Ægtefæller kan, som jeg flere Gange har berørt, indgaa Kontrakter med hinanden og derved erhverve Fordringer mod hinanden. Den finske Ægteskabslov af 1929 har klarest erkendt, at denne Aftalefrihed kan benyttes af Ægtefællerne til fingerede Laane- og andre Transaktioner til Skade for deres Kreditorer. Anerkender man, at den ene Ægtefælles Fordringer mod den an-

 

648 O. A. BORUM.den Ægtefælle er lige saa gode som Trediemands Fordringe rmod en Ægtefælle og derfor bør fyldestgøres paa lige Fod med disse, aabner man Ægtefæller Adgang til Transaktioner, som er højst betænkelige for de øvrige Kreditorer og for den almindelige Omsætnings Sikkerhed. En Ægtefælles Kreditorer vil i Almindelighed ikke have nogen Mulighed for en virkelig effektiv Kontrol med de Fordringer, der fremsættes af Debitors Ægtefælle. Paa Grund af det mellem Ægtefæller bestaaende Interesseog Forbrugsfællesskab vil Spørgsmaalet om en Gældsforpligtelse, som den ene har haft overfor den anden, er afviklet eller ej, meget ofte unddrage sig udenforstaaendes Erkendelse.
    Den finske Lovs § 57 har her skaaret igennem ved en Regel om, at den ene Ægtefælles Fordringer mod den anden som Hovedregel maa staa tilbage for enhver anden Kreditors Fordring. Og dette gælder ikke blot ved Konkurs, men ogsaa ved Udlæg (utmätning). Yderligere bestemmer den finske Lov, at den ene Ægtefælle ikke kan erhverve Panteret eller lign. Sikkerhedsret i den anden Ægtefælles Ejendom. Jeg har stor Sympati for den finske Regel og er tilbøjelig til at mene, at man burde have indført en tilsvarende Regel i de andre nordiske Love.
    Man staar imidlertid ikke helt uden Retsværn mod Transaktioner mellem Ægtefæller, der tilsigter i deres fælles Interesse at faa den ene anerkendt som Kreditor hos den anden i Konkurrence med dennes øvrige Kreditorer. Dette skal jeg søge at vise ved nogle Retstilfælde fra danske Domstoles Praksis.
    UfR 1930 S. 519. I Mandens Konkursbo anmeldte Fallentens Hustru en Fordring paa 8,000 Kr., som hun for en Aarrække siden havde ydet Manden af sit Særeje. Hendes Paastand gik ud paa, at de 8,000 Kr. var ydet som et Laan, der skulde tilbagebetales. Hun var imidlertid ikke i Besiddelse af noget Gældsbevis for de 8,000 Kr., og der var ikke i Mandens Handelsbøger noteret noget om de 8,000 Kr. Under disse Omstændigheder kom Dommen til det Resultat, at Forstrækningen af de 8,000 Kr. maatte opfattes ikke som Laan, men som et Indskud i Mandens Virksomhed, der var indgaaet som Driftskapital i Forretningen. Fallentens Hustru kunde derfor ikke forlange Forstrækningen tilbagebetalt, forinden Fallentens Kreditorer var fyldestgjort. Dommen forekommer mig helt rigtig, ganske uanset hvilket Resultat man maatte være kommet til, hvis Forstrækningen af de 8,000 Kr. var ydet af en uden forstaaende Trediemand. Hustruen,

 

OM AFTALER MELLEM ÆGTEFÆLLER. 649der gennem Aarene har nydt godt af Mandens Forretning gennem Underhold og det fælles Forbrug af Indtægten, bør ikke, naar det gaar galt, i Konkurrence med de øvrige Kreditorer, kunne møde med en Fordring paa den Forretning, af hvilken hun og Manden i Forening har levet.
    UfR 1930 S. 1. Efter at Manden var gaaet fallit, stiftedes i Marts—April 1926 et Aktieselskab til Fortsættelse af hans Forretning. Af Aktiekapitalen 20,000 Kr. indskød Hustruen 19,400 Kr., der hidrørte fra en hende som Særeje tilfalden Arv, medens Manden, der samtidig antoges som Selskabets Forretningsfører, overtog 500 Kr. og en Sagfører 100 Kr. Selskabets Bestyrelse bestod af Manden, Hustruen og Sagføreren. Ved Kontrakt af 15. April 1926 blev Hustruen af Bestyrelsen antaget som Ekspeditrice i Forretningen med en maanedlig Løn af 250 Kr. og med et Opsigelsesvarsel fra begge Sider af 6 Maaneder til en 1. Januar. Efter at Selskabet den 14. Juli 1928 var erklæret fallit, anmeldte Hustruen i Konkursboet som priviligeret Krav en Fordring paa noget over 3,000 Kr., nemlig den hende tilkommende Løn for Tiden siden 1. Juli 1927, fra hvilket Tidspunkt hun ikke havde hævet Løn som Følge af, at der ingen kontante Midler havde været. Konkursboet erkendte, at det havde været nødvendigt for Selskabet at have en Ekspeditrice, og at Hustruen havde udfyldt denne Stilling i enhver Henseende tilfredsstillende, men bestred alligevel hendes Krav under Henvisning til hendes Stilling som Hovedaktionær i Selskabet. Saavel Underret som Landsret gav Hustruen Medhold. Højesteret afviste derimod pure hendes Krav. Det oplyses først, at Omsætningen i 1927 havde været 42,700 Kr. med en Bruttofortjeneste af ca. 14,000 Kr., medens Udgifterne til Løn af Manden og Hustruen udgjorde 9,000 Kr. og Huslejen 5,000 Kr., og saaledes helt opslugte Fortjenesten. Dommen konkluderer dernæst i følgende Betragtning: »Efter den Stilling, Hustruen havde i Selskabet, findes hun ikke til Skade for Selskabets Kreditorer at kunne paaberaabe sig den af Aktieselskabet med hende indgaaede Kontrakt eller overhovedet kræve det paastaaede Vederlag for sit Arbejde i Selskabets Tjeneste, der udelukkende udførtes i egen Interesse.»
    Dommen maa antages at hvile paa følgende Betragtninger. Det maa være uden Betydning, at Ægtefællerne, for at undgaa at Mandens Kreditorer holdt sig til Forretningens Aktiver, havde valgt at drive Forretning under Aktieselskabsform.

 

650 O. A. BORUM.Forholdet maa bedømmes som om Manden havde drevet Forretning i eget Navn og Hustruen havde anmeldt en Lønfordring i hans personlige Konkursbo. Naar Indehaveren af et Enkeltmandsfirma gaar fallit, kan han ikke i sit eget Konkursbo anmelde en Fordring paa Løn for det Arbejde, som han har udført i egen Interesse. Det samme maa gælde Fallentens Hustru, der har faaet sit Underhold af Forretningens Indtægter. Ogsaa hun har arbejdet i egen Interesse og kan derfor ikke pludselig, naar det gaar galt, blive Kreditor paa lige Fod med Forretningens andre Kreditorer. Dette er klarest, naar Kapitalen er Hustruens Særeje, men ogsaa naar Kapitalen er Fælleseje arbejder Hustruen i egen Interesse, naar hun bistaar Manden i Forretningen. Medfører Hustruens Arbejde i Forretningen, at der holdes Hushjælp i Hjemmet, som ellers vilde kunne spares og som nu maa betales af Forretningens Indtægter, vilde det ogsaa være lidet rimeligt, at Hustruen i Mandens Konkursbo skulde kunne møde op med et særligt Lønkrav. Det samme gælder, hvis Hustruens Virksomhed i Mandens Forretning medfører forøgede Husholdningsudgifter, ved at Familien maa bo i Pensionat. Hendes Bistand i Forretningen vilde herved blive dyrere for denne end en fremmed Ekspeditricis.
    Dommen angaar direkte kun Spørgsmaalet om Hustruen i Mandens Konkursbo kan anmelde en Lønfordring, som vilde tilkomme en udenforstaaende, der har ydet et tilsvarende Arbejde i Mandens Forretning. Men naar man nægter Hustruen Vederlag for udført Arbejde, fordi det er udført i egen Interesse, forekommer det mig, at denne Betragtning maa have videregaaende Konsekvenser. Naar det ikke er Arbejde, som Hustruen har indskudt i Mandens Forretning, men Penge, synes gode Grunde at tale for at behandle hendes Fordring paa samme Maade, d. v. s. lade hende gaa bag ved de øvrige Kreditorer. Den tidligere nævnte Dom i UfR 1930 S. 519 viser, at der er en stærk Formodning for Indskud i Modsætning til Laan. Dette er efter min Formening fuldt berettiget. Hustruen er forpligtet til af sine Særmidler — ikke blot Renten, men ogsaa Kapitalen — at bidrage til Familiens Underhold. Om hun gør det ved Kapitaltilskud til Husholdningen eller til Mandens Forretning, der saa til Gengæld afholder Husholdningsudgifterne, bør i Almindelighed ikke gøre Forskel i den Retsstilling, som tilkommer hende i Mandens Konkursbo. De anførte Betragtninger kan dog vistnok ikke føre til

 

OM AFTALER MELLEM ÆGTEFÆLLER. 651at nægte Hustruen Anmeldelsesret i Mandens Konkursbo, naar hun har forstrakt Manden med Penge til hans Forretning og det ved skriftlig Kontrakt klart er fastslaaet, at hun ikke skal deltage i Forretningens Gevinst og Tab, men have en fast Rente af sine Penge. Hvis en saadan Kontrakt ikke kan tilsidesættes som pro forma, maa den vistnok respekteres, saalænge man ikke vil indføre en Lovregel som den finske Lovs § 57.

 

    Jeg skal hermed slutte. Min Opgave har været at yde et Bidrag til Belysningen af de særlige Problemer, som Aftaler mellem Ægtefæller giver Anledning til. Er Aftalen loyal og rimeligt begrundet i Ægtefællernes økonomiske Forhold, bør den naturligvis respekteres. Men det maa ved Bedømmelsen af ÆgtefællersAftaler erindres, at Ægtefæller, der kontraherer med hinanden, ofte ikke staar som Modparter overfor hinanden, saaledes som en Debitor og Kreditor, der hver varetager deres egne Interesser. Den normale Solidaritet mellem Ægtefæller vil ikke sjældent bevirke, at en Aftale, som de indgaar vedrørende deres formueretlige Forhold, ikke saa meget tager Sigte paa deres indbyrdes Mellemværende som paa Forholdet til Omverdenen, særlig Kreditorer og Arvinger. Det bliver derfor en vigtig Opgave for Domstolene i hvert enkelt af Landene at søge at forhindre Misbrug af den Aftalefrihed, som de nyere nordiske Ægteskabslove har givet Ægtefæller. En virksom Udnyttelse af Erfaringerne fra det praktiske Retsliv i de andre Lande vil efter min Opfattelse kunne bidrage væsentlig til en heldig Løsning af disse vanskelige Problemer og samtidig føre til, at Retsudviklingen kommer til at foregaa efter de samme Retningslinier.