syn maa staa i første Række. Imidlertid kan ogsaa Samfundshensynene efter mit Skøn forenes med en saadan Ordning.
    Naar der indføres tvungen Forsikring, bliver det for det første muligt at skaffe Erstatning efter Risikoreglen. Hvis der ikke var indført tvungen Trafikforsikring, vilde jeg ikke være stemt for saa streng en Ansvarsregel. I de fleste Lande er Ansvarsreglerne mildere, og efter min Mening kan almene Hensyn ikke føre til et almindeligt Risikoansvar.
    Men Forholdet forandrer sig, naar der indføres tvungen Forsikring. Saa betales Erstatningerne i de allerfleste Tilfælde af Forsikringsgiverne, og Bilejeren og Føreren gaar fri. Om Ansvaret er strengere eller mildere, betyder ikke stort andet for Bilejeren end en Forskel i Forsikringspræmien. Men naar det er Tilfældet, mener jeg, det er rimeligt at skabe den solide Sikkerhed, som en Risikoregel giver, selv om det medfører noget højere Præmier.
    Fra et Samfundssynspunkt er det uden Tvivl ønskeligt at sikre de skadelidende Erstatning, selv hvor Skaden er hidført ved en hændelig Ulykke. Og naar man først har en Trafikforsikring, er det den letteste Vej at udvide Forsikringen, saa den dækker alle Tilfælde. Den Risiko, det drejer sig om, er bragt ind i Samfærdslen ved Brugen af Biler. Derfor er det nærliggende at belaste Bilerne med de deraf følgende Udgifter. Det er ogsaa ønskeligt at faa en Oversigt over, hvor meget Bilerne koster Samfundet igennem Skader, og det faar man lettest ved at samle Skaderne i en omfattende Forsikringsordning.
    Iøvrigt vil Overgangen til en Risikoregel næppe forøge Præmierne meget.¹ De allerfleste Skadetilfælde dækkes allerede af de gældende Erstatningsregler i Finland, Sverige og Danmark. Det er forholdsvis faa Ulykker, der ikke skyldes Fejl af en eller anden Art, og endnu færre Tilfælde, hvor det kan bevises, at der intet kan lægges Bilens Ejer, Bruger eller Fører til Last.
    Hovedmotivet for Risikoreglen er altsaa at imødekomme det stærke Krav om Sikkerhed, som gør sig gældende paa Grund af Automobilulykkernes store Tal. Men Risikoreglen har ogsaa den Fordel, at den undgaar en Del af de Vanskeligheder, der opstaar ved Anvendelsen af snævrere Ansvarsregler. Risikoreglen er lettere at anvende i Praksis end vore nuværende Regler, fordi Af

 

    ¹ Efter Beregninger i den svenske Betænkning, der er nævnt ovenfor, skulde Forøgelsen dog andrage c:a 13 eller 15 %, se pag. 118 f. 

gørelsen ikke afhænger af, om der kan føres Bevis for Bilejerens eller Førerens Skyldfrihed. Med Risikoreglen vil man derfor antagelig kunne spare en Del Retssager eller besværlige Udredninger.
    Dette er dog kun den ene Side af Sagen. Den anden Side er, at det personlige Ansvar for Bilens Ejer begrœnses.
    I det praktiske Liv gaar det allerede nu saaledes, at Erstatningerne regelmæssigt betales af Trafikforsikringen, og at Automobilisten gaar fri. Derfor er det ikke noget langt Skridt at give den Regel, at Automobilisten overhovedet ikke skal kunne drages personlig til Ansvar, naar han har tegnet den paabudte Forsikring.
    Efter nugældende Ret har de skadelidende vel Ret til at søge Erstatning hos Automobilisten personlig, men det sker saa at sige aldrig, og der er ingen Betænkeligheder ved at fratage dem Retten, da Forsikringsselskaberne staar under Statens Tilsyn. Den eneste væsentlige Indvending, jeg kan tænke mig rejst, er at Reglen svækker Præventionen og derfor er farlig. For at afgøre dette maa det undersøges, hvorvidt præventive Hensyn kræver det personlige Erstatningsansvar fastholdt.
    Mit Svar herpaa er, at det personlige Ansvar maa fastholdes for de grovere Tilfælde, d. v. s. hvor Bilens Ejer eller Fører har forvoldt Skaden med Forsæt eller grov Uagtsomhed, men at Ansvaret kan undværes i de øvrige Tilfælde.
    I de grovere Tilfælde kræver præventive Hensyn, at Ansvaret reelt rammer den skyldige, med andre Ord at han kommer til at betale Erstatning af sin egen Formue. Der vil vistnok være Enighed om, at dette maa gælde, hvis han har hidført Skaden med Forsœt. I saa Fald maa Automobilisten ikke blot være personlig ansvarlig, men han kan ikke have Ret til at kræve Skaden dækket af Trafikforsikringen. Ganske vist skal Trafikforsikringen selv i dette Tilfælde være forpligtet til at betale Erstatningen til den skadelidende, men naar Trafikforsikringen har gjort det, maa den have Regresret, have Ret til at kræve Beløbet dækket af Skadevolderen, ja Trafikforsikreren maa være forpligtet til at gøre dette Regreskrav gœldende. Kun derved opnaar man Sikkerhed for, at Skaden falder paa Skadevolderen selv.
    En saadan Ordning er allerede gennemført i dansk Lovgivning, men i Danmark gælder samme Regler, hvor Forsikringstageren har udvist grov Uagtsomhed. Ogsaa her har Forsikreren

 

Pligt til at gøre Regres gældende mot Forsikringstageren. I Hovedsagen tror jeg, denne Regel er god, men den er dog vistnok strengere end nødvendigt. Dette er ialfald en udbredt Opfattelse i Danmark. Efter mit Skøn kan man uden Fare gennemføre lignende Grundsætninger, som § 18 i dansk og norsk Forsikringsaftalelov¹ opstiller for Forsikring i Almindelighed om Virkningen af Skadelidendes egen Skyld. Ved grov Uagtsomhed skal det altsaa bero paa Skyldgraden og de øvrige Omstændigheder, om Automobilisten kan kræve en Del af Skaden dækket af Forsikringsgiveren. Men den Del af Skaden, som han ikke kan kræve dækket af Trafikforsikringen, skal Trafikforsikringsgiveren omvendt kunne kræve dækket af Automobilisten.
    Hvis man ikke gennemfører den Regel, at Forsikringsgiveren er forpligtet til at gøre Regres gældende mod den ansvarlige Automobilist, kan det faa afgørende Betydning for det økonomiske Resultat, om Skadelidende kræver Betaling fra Skadevolderen eller fra Trafikforsikringen. Men dette vilde være uheldigt.
    Bortset fra Forsæt og grov Uagtsomhed mener jeg paa den anden Side, at man kan og bør lade det personlige Ansvar falde bort. Som jeg før sagde, er det jo allerede nu det regelmæssige, at Skadevolderen ikke betaler nogen Del af Erstatningen. Forsikringen virker som en Ansvarsforsikring for ham, og denne Tanke kan almene præventive Hensyn næppe føre til at kræve opgivet. Man kan opfatte det som en Favør, der gives Automobilisterne til Gengæld, fordi de maa bære Byrden ved Trafikforsikringen. Men selvfølgelig kan denne Favør kun gives, naar det ikke medfører en uheldig Svækkelse af Agtpaagivenheden. Det tror jeg imidlertid ikke, der er Fare for. For det første vil Automobilistens Ansvar for grov Uagtsomhed have en vis Evne ogsaa til at forebygge simpel Uagtsomhed, der jo ikke paa Forhaand klart kan adskilles fra grov Uagtsomhed. Dernæst vil al Mangel paa Agtpaagivenhed i vidt Omfang være hemmet ved andre Retsregler, navnlig de kraftige Strafferegler og Bestemmelserne om Tab af Kørekort. Endelig virker det ogsaa i høj Grad præventivt, at Mangel paa Agtpaagivenhed meget ofte vilde udsætte Automobilisten selv for Fare.
    Mange vil vel nok være ængstelige ved en saa radikal Nyordning. Den har heller ikke endnu vundet almindelig Tilslutning i

 

    ¹ Derimod ikke den svenske Lov.

 

Danmark. Men for Danske er det ikke ganske ukendt, at det personlige Erstatningsansvar delvis afskaffes under Hensyn til, at Skaden er dækket ved Forsikring. Dette er allerede Reglen efter dansk Forsikringsaftalelov § 25, Stk. 1 i Tilfælde, hvor en Skade er dækket ved Skadeforsikring. Den nærmere Udformning af denne Bestemmelse kan kritiseres, men selve Princippet, at Forsikringen medfører en Begrænsning af Skadevolderens Erstatningsansvar, anser jeg vedblivende som rigtigt. Erfaringerne fra 10 Aars Anvendelse af denne Lovbestemmelse har vistnok ogsaa fæstnet samme Overbevisning hos andre Danske.
    Godkender man selve Princippet, kan det selvfølgelig diskuteres, om der skal indføres en særlig Regel for Automobilister, eller om man skal nøjes med at anvende den almindelige Regel, Danmark har i Forsikringsaftalelovens § 25, Stk. 1, eller en forbedret § 25. Men netop fordi det drejer sig om en Forsikring, som Skadevolderen selv betaler, finder jeg det forsvarligt at fravige de almindelige Regler og fritage Automobilisten helt for personligt Ansvar, hvor han hverken har handlet med Forsæt eller grov Uagtsomhed.
    Paa dette Punkt gaar jeg videre end den svenske Komités Forslag, der har bibeholdt de almindelige Ansvarsregler for Automobilister. Til Gengæld er mit Forslag i en anden Retning mere konservativt end den svenske Komités og Emil Stangs.
    EMIL STANG vilde ordne Forsikringen som en Slags Ulykkesforsikring for de skadelidende, og Bilejeren skulde overhovedet ikke have Erstatningspligt i de normale Tilfælde. Den svenske Komités Forslag gik i samme Retning for alle de Tilfælde, hvor der ikke forelaa »vållande», men Forsikringen skulde som hidtil kaldes Trafikforsikring. Mit Forslag gaar derimod ud paa, at Bilejeren i Princippet skal vœre erstatningspligtig, men i de almindelige Tilfœlde kun skal hœfte med Trafikforsikringen.
    Rent umiddelbart vil de fleste vel nok finde denne Ordning kunstig og mindre tiltalende, men jeg tror, den har praktiske Fortrin i visse Retninger. Efter den svenske Komités Forslag kan Erstatningskravet rejses direkte overfor Trafikforsikringsgiveren. Der er imidlertid mange, der anser det for uheldigt, at Skadelidende kan rejse Krav direkte mod Forsikringsgiveren. Det er ganske vist Reglen i flere Lande, saaledes i Norge og Sverige Samt i Schweiz, og samme Regel var foreslaaet i det internationale Udkast. Derimod gælder den modsatte Regel i Danmark