DEN DANSKE STRAFFELOVS § 17 OG§ 70 OG DERES ANVENDELSE OVERFORPSYKISK ABNORME LOVOVERTRÆDERE.

 

AF

 

    PROFESSOR DR. MED. H. HELWEG.

 

Den ældre danske straffelov af 1866 fastsatte, omtrent paasamme maade som den nu gældende svenske straffelov, straffrihed for de udtalte sjælelige abnorm tilstande (§ 38) ognedsat straf for de noget lettere sjælelige abnormtilstande. I modsætning hertil har den nugældende danske straffelov af 15 April 1930 indført en ny betragtningsmaade. Egentlig sindssygdom oghøjere grad af aandssvaghed (i praksis vil det sige aandssvagemed en intelligentskvotient fra 0 till c:a 50) er straffri, for saavidt retten finder, at den sjælelige abnormitet medfører utilregnelighed (§ 16).1 De lettere sjælelige abnormiteter medfører derimod ikke som tidligere nedsat straf, men i hvert enkelt tilfælde skalretten efter indhentet lægeerklæring vurdere, om den sigtede eregnet til paavirkning gennem straf eller ikke (§ 17).2 Det forudsættes altsaa, at en del af de personer, der som følge af deres abnormitet maa henføres under § 17, kan korrigeres gennem strafbehandling, men med rette fremhæver KRABBE (Borgerlig Straffelov III udg. s. 140), at motiveringen for straffen her udelukkende

 

1 § 16. »Straffri er Handlinger foretagne af Personer, der er utilregnelige paa Grund af Sindssygdom eller Tilstande, der maa ligestilles dermed, eller Aandssvaghed i højere Grad.«

2 § 17. Stk. 1. »Befandt Gerningsmanden sig ved den strafbare Handlings Foretagelse i en ved mangelfuld Udvikling, Svækkelse eller Forstyrrelse af Sjælsevnerne, her under seksuel Abnormitet, betinget varigere Tilstand, der dog ikke eraf den i § 16 angivne Beskaffenhed, afgør Retten efter indhentet Lægeerklæringog samtlige i øvrigt foreliggende Omstændigheder, om han kan anses egnet til Paavirkning gennem Straf.»

DEN DANSKE STRAFFELOVS § 17 OG § 70. 203kan være dens formodede specialpræventive virkning, medens detalmen præventive hensyn maa lades ude af betragtning. En lovovertræder, der falder ind under § 17, bør altsaa ikke kunne straffes af almenpræventive hensyn, men kun saafremt der efterhans hele psykiske habitus og sagens øvrige omstændigheder ergrund til at tro, at straffen vil have den ønskede virkning paaham selv.
    De sjælelige abnormiteter, der vil være at henregne under § 17er beskrevne i ret stor almindelighed. Der tales om »en vedmangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af sjælsevnerne, herunder sexuel abnormitet, betinget varigere tilstand, der dogikke er af den i § 16 angivne beskaffenhed». Direkte nævnt eraltsaa kun de sexuelle abnormiteter, en heldig, ja nødvendig formulering, eftersom sexualabnormiteter kan forekomme hos personer, der i øvrigt viser fuld psykisk normalitet, og det kunde da,hvis de sexuelle abnormiteter ikke udtrykkelig var nævnt, blivedraget i tvivl, om de kunde henføres under mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrelse af sjælsevnerne. Med sin megetrummelige formulering omfatter § 17 altsaa, foruden de sexuelleabnormiteter, alle varigere sjælelige abnormtilstande, der ikke kan betegnes som sindssygdom eller aandssvaghed i højere grad. Hovedgrupperne er her de i lettere grad aandssvage og psykopatherne. Ved aandssvaghed i lettere grad forstaas efter nugældende dansk retspraksis tilfældene med en intelligenskvotient fra c:a 50 till c:a 75. Hvorvidt denne afgrænsning fra retspsykiatrisksynspunkt set er rigtig, er et problem, som det i denne artikel vilføre for vidt at komme ind paa. Meget kunde tale for ogsaa atlade en del sinker (intelligenskvotient over 75 men under 90)falde ind under § 17. Endvidere omfatter § 17 visse alkoholiskesvækkelsestilstande, der ikke har karakter af sindssygdom, analoge tilfælde af alderdomssvækkelse, en del epileptiske og traumatiske karakterforandringer og forskellige andre i numerisk henseende ret betydningsløse grupper.
    Til belysning af spørgsmaalet, om den tiltalte er egnet til strafpaavirkning kræves, som nævnt, en lægeerklæring, og selv omretten ikke skal og heller ikke altid kan følge lægeerklæringen,maa det dog siges, at denne i praksis spiller en meget stor rolleved rettens afgørelser. Disse retspsykiatriske undersøgelser udføres udenfor København i første instans af embedslægerne. Det

 

1 Sinke = udpræget svagt begavet.

204 H. HELWEG.kan siges og er ogsaa bleven sagt, at embedslægernes uddannelse i psykiatri ikke er saa grundig, at den giver mulighed for udøvelseaf en virkelig psykiatrisk diagnostik. Til at foretage en førstesortering af lovovertræderne har ordningen dog vist sig anvendelig, men man bør sikkert stræbe efter en ordning, hvorved landetinddeles i større distrikter, som betjenes af fuldt uddannede psykiatere. En saadan ordning er nu gennemført i København, hvor samtlige retspsykiatriske undersøgelser foretages af en fuldtkvalificeret overlæge, der til sin raadighed har specialuddannede assistenter. Hvis den første lægeundersøgelse skønnes utilstrækkelig eller tvivlspørgsmaal paa anden maade dukker op, vil sagensædvanlig blive forelagt for retslægeraadet. Dette raad, som eroprettet i 1909 som en af medicinalstyrelsen (sundhedsstyrelsen) ganske uafhængig institution, er regeringsmyndighedernes ogdomstolenes raadgiver i alle retsmedicinske spørgsmaal, der vedrører enkeltpersons retslige stilling. Raadet bestod oprindelig af 3 medlemmer, hvoraf een var psykiater, men da arbejdet voksede enormt, blev raadet i 1935 omorganiseret og udvidet. Det egentlige raad bestaar nu af 7 medlemmer, og dets formand erprofessoren i retsmedicin ved Københavns universitet. Raadet erdelt i to afdelinger, hver med sin næstformand. I den retsmedicinske afdeling er foruden den egentlige retsmedicin (formanden) tillige kirurgisk, intern medicinsk og obstetrisk sagkundskab repræsenteret. Den anden afdeling, den retspsykiatriske, bestaaraf tre medlemmer, hvoraf den ene skal have særlig indsigt i aandssvagevæsen. Ordentligvis skal universitetsprofessoren i psykiatri være medlem af raadet og er for tiden næstformand iden psykiatriske afdeling. Desuden er der til raadet knyttet enlang række konsulenter, specialister i forskellige discipliner (toxicologi, venerologi, neurologi, apothekervæsen o. s. v.), der tilkaldes i alle sager af mere speciel natur. Naturligvis kan raadetsto afdelinger arbejde i fællesskab i sager af mere blandet natur ogalt arbejde samles i formandens haand.
    Retslægeraadets psykiatriske afdeling, der fortrinsvis har interesse i forbindelse med de spørgsmaal, der behandles i denne artikel, afgiver altsaa overskøn i alle sager, hvor spørgsmaaletom en tiltalt persons mentale tilstand er tvivlsom, og selv omikke alle sager forelægges for raadet, tør det vistnok siges, atraadet faar lejlighed til at udtale sig om alle sager af betydning, specielt saadanne hvor den første undersøgelse ikke giver utvivl

DEN DANSKE STRAFFELOVS § 17 OG § 70. 205som klarhed. I saadanne tilfælde vil retslægeraadet ofte se signødsaget til at kræve en nærmere undersøgelse og tilraader daretten at lade foretage enten en ambulant undersøgelse hos enmere kompetent specialist eller en observation paa psykiatriskafdeling, sindssygehospital eller aandssvageanstalt. Efter en saadan specialistundersøgelse eller observation forelægges da sagen paa ny for retslægeraadet. Ved raadets omorganisation i 1935 indførtes den bestemmelse, at raadet ikke i sit endelige responsummaa gaa imod de læger, der har foretaget observationen (ambulant eller paa klinik og hospital) uden først at have optaget forhandling med disse. Den observerende læge risikerer altsaa ikke uden videre at blive desavoueret af retslægeraadet, men faargennem skriftlig eller mundtlig forhandling lejlighed til nærmereat plædere for sin opfattelse, og retslægeraadet er yderligere forpligtet til i saadanne tilfælde at motivere sit eventuelt afvigenderesponsum. Disse bestemmelser har bidraget meget til at sikreharmonisk samarbejde mellem retslægeraadet og den store stabaf læger, der foretager undersøgelser og observationer.
    Gennem dette maskineri er der givet en ret betydelig sikkerhedfor en god psykiatrisk vurdering af spørgsmaalet strafegnet ellerikke strafegnet. Dermed skal ikke være sagt, at domstolene altidfølger dette skøn, men herved maa erindres, at ogsaa andreretslige hensyn kan gøre sig gældende.
    Hovedinteressen knytter sig til de to store grupper, de aandssvage og psykopatherne. Et indtryk af fordelingen kan man faaved at se paa de i et enkelt aar af retslægeraadet behandlede tilfælde. I 1939 var der i alt forelagt retslægeraadet 333 sager, hvordet drejede sig om henførelse under § 16 eller § 17. Af disse 333 tilfælde henførtes de 42 til § 16 som sindssyge eller aandssvage i højere grad. 217 tilfælde henførtes af retslægeraadet til § 17, medens de resterende 74 ikke fandtes at frembyde saadan psykiske abnormitet, at den kunde betinge en retslig undtagelsesstilling. Af de 217, der henførtes til § 17, var de 62 aandssvage ilettere grad og af disse fandt retslægeraadet de 10 egnede til strafpaavirkning, medens de 52 fandtes uegnede til straf. De øvrige 155 var paa faa undtagelser nær psykopather, og af dissefandtes 124 egnede til paavirkning gennem straf, medens 25fandtes uegnede til straf. I 6 tilfælde maatte strafegnetheden betegnes som tvivlsom, hvilket standpunkt i praksis i reglen vil medføre, at straf endnu engang forsøges.

206 H. HELWEG.    Hvis straf findes anvendelig, har man efter § 17 valg imellemalmindelig fængselsstraf og en særlig strafform, der tager hensyntil den sjælelige abnormitet. Dette særlige fængsel, det saakaldtepsykopathfængsel, indtager stadig en noget usikker stilling. Skulde det virkelig opfylde sin mission, burde det være indrettet og ledetud fra medicinsk-pædagogiske synspunkter, saaledes at en opdragende paavirkning kunde gennemføres. Varigheden af opholdetburde som følge deraf ikke fastslaaes paa forhaand og burdenavnlig ikke være for kort. Med andre ord, principerne burdevære af lignende beskaffenhed som dem, der er gældende for ungdomsfængslet. Indrettet efter disse synspunkter kunde psykopathfængslet have givet sig ikast med og sikkert i et vist omfang løstden opgave at retlede de kriminelle psykopather, som overhovedet er tilgængelige for retledning. Som forholdene nu er, fungerer psykopathfængslet som en almindelig fængselsafdeling, der kun ieen henseende adskiller sig principielt fra almindeligt fængsel,nemlig derved at der er stadigt psykiatrisk tilsyn. Psykopathfængslet anvendes nu fortrinsvis til saadanne psykopather, der velikke er uegnede til straf, men som dog viser en saadan instabilitet, at de maa psykiatrisk overvaages. Denne strafform anvendes derfor ikke meget; retslægeraadet finder kun sjelden anledning til atanbefale den og endnu sjældnere følger domstolene anvisningen. I 1939 anbefalede retslægeraadet psykopathfængsel i 16 tilfælde; men kun i halvdelen af tilfældene fulgte domstolen anvisningen. Der har da ogsaa hævet sig røster for en afskaffelse af psykopathfængslet. Hermed maa man dog vist være forsigtig. Lovens bestemmelse om en særlig fængselsform giver muligheder, der ikke bør bortkastes, fordi man ikke i første omgang har fundet den retteform.
    Den egentlige opgave fremkommer dog overfor de psykisk abnorme, der enten findes straffri efter § 16 eller strafuegnede efter§ 17. Her giver straffelovens § 70 anvisning paa de midler, der kan bringes i anvendelse.1 Først nævnes sikkerhedsstillelse, der

 

1 § 70. Stk. 1. »Bliver en tiltalt frifundet for Straf i Henhold til § 16, ellerfindes Straf i Henhold til § 17 uanvendelig, men det af Hensyn til Retssikkerheden skønnes fornødent, at der anvendes andre Foranstaltninger overfor ham, træffer Retten Bestemmelse derom. Kan Sikkerhed ikke ventes opnaaet vedmindre indgribende Forholdsregler, saasom Sikkerhedsstillelse, Anvisning af eller Forbud imod Ophold paa et bestemt Sted, Paalæg af den i § 72 omhandlede Art, Beskikkelse af Tilsyn eller Umyndiggørelse, bliver den paagældende at anbringe i et Sindessygehospital, en Aandssvage- eller anden Kur- eller Plejeanstalt,

DEN DANSKE STRAFFELOVS § 17 OG § 70. 207dog kun er anvendt i ganske enkelte tilfælde, saaledes overfor en paranoisk person, der ud fra et sygeligt had stadig fortsatte medat ødelægge et gravsted og som man søgte at standse ved at ladeham stille en sikkerhed af 500 kroner. Vigtigere er forbud mod attage ophold paa bestemte steder; det kommer særlig til anvendelse overfor visse sædelighedsforbrydere, hvem det kan forbydesat opholde sig ved skoler, badestrande, i offentlige parker og lignede steder, hvor børn og unge færdes. Endvidere kan man anvende paabud om ikke at nyde spiritus, i analogi med det paabud,der efter straffelovens § 72 ogsaa kan anvendes i forbindelse medstraf. Endelig hører til de mere lempelige foranstaltninger umyndiggørelse og beskikkelse af tilsyn. Navnlig tilsyn anvendes ikkesjældent, naar det drejer sig om relativt ufarlige personer, f. eks. kvinder med kleptomane tilbøjeligheder, senile personer med tendens til lettere uterlighed og dslg.
    Hvor imidlertid den sjælelige abnormitet er af en mere alvorlignatur, saaledes at disse forholdsregler ikke kan antages at havetilstrækkelig virkning, eller hvor forbrydelsens art er saa alvorlig,at man ikke tør løbe den risiko, som naturligvis altid er forbunden med de lempelige foranstaltninger, maa man gribe til indlæggelse i en eller anden anstalt. Her nævnes først sindssygehospitaler, aandssvageanstalter og andre kur- eller plejeanstalter. Herunder falder altsaa ogsaa private kliniker og anstalter; det spillernavnlig en rolle overfor epileptikere, i det landets eneste epileptikerhospital er en privatinstitution. Endvidere kan man anvendedrankeranstalter, af hvilke der findes flere private og et par offentlige. Paa dette omraade maa det erkendes, at hjælpemidlerne ikke er tilfredsstillende, idet vi stadig savner en virkelig helbredelsesanstalt for alkoholister, tilrettelagt ud fra lægelige synspunkter og under lægelige ledelse. Som den sidste foranstaltningnævnes endelig en særlig forvaringsanstalt, den saakaldte psykopathforvaringsanstalt.
    Af de egentlige psykopather er det kun faa, der kommer paasindssygehospital, bl. a. af den grund, at sindssygehospitalerne istedse stigende grad vægrer sig ved at modtage kriminelle psykopather. Rent behandlingsmæssigt er det et spørgsmaal, om denne udvikling er heldig. Adskillige psykopathtyper vil utvivlsomt have

 

en Helbredelsesanstalt for Drankere eller i en særlig Forvaringsanstalt. Indenforde af Retten dragne Grænser træffer Øvrigheden de nærmere Bestemmelser, som Foranstaltningens Udførelse maatte udkræve.»

208 H. HELWEG.større mulighed for gunstig udvikling i et hospitalsmæssigt milieuend i en interneringsanstalt, og saalænge man savner rent lægeligt ledede og hospitalsmæssigt drevne behandlingsanstalter for psykopather i lighed med hvad man har for aandssvage og sindssyge, vilde det sikkert være heldigt, om man i nogen grad kundeholde sindssygehospitalernes porte aabne for visse grupper ogsaa af kriminelle psykopather. Større mulighed for gennemført lægelig behandling af psykopather vilde sikkert ogsaa føre til, at etnoget mindre antal af psykopatherne henvistes til strafbehandling. I mange tilfælde er straf overfor disse personer af meget tvivlsomværdi og en læge pædagogisk behandling vilde være at foretrække,men naar valget staar mellem straf og internering i forvaringsanstalt, vil man dog ofte, hvor den kriminelle prognose ikke med sikkerhed kan betegnes som daarlig, gribe til straf. Den videre udvikling af behandlingen af kriminelle psykopather vil forhaabentlig føre bort fra det utilfredsstillende alternativ straf og egentlig internering, og loven lægger ingen hindring ivejen for en saadan udvikling.
    Psykopathforvaringsanstalten er — ligesom psykopathfængslet— knyttet til statsfængslet i Vridsløse og henlagt under dettes administrative ledelse. Den egentlige behandling af de internerede erdog lagt i hænderne paa en psykiatrisk uddannet overlæge og tendensen har, efter en del initial usikkerhed, gaaet i retning af attildele overlægen større og større selvstændighed i behandlingen. For opholdet i forvaringsanstalten er naturligvis ved dommenaldrig fastsat nogen tidsfrist. Den forvarede skal blive i interneringen, indtil hans kriminelle farlighed maa skønnes at være svunden, om fornødent altsaa paa livstid. Da det drejer sig om personer, hvis kriminalitet beror paa et sygeligt anlæg og som altsaa ikke efter de almindelige retsprinciper kan gøres ansvarlige forderes handlinger (ikke er »tilregnelige») maa deraf udfra almindelige humane synspunkter følge, at interneringen ikke gøres strængere end hensynet til retssikkerheden kræver. Opholdet adskiller sig derfor ogsaa paa mange punkter fra det fængselsagtige og dergøres, saa vidt forholdene tillader det, et maalbevidst arbejde iretning af at retlede og paavirke de forvarede, saa de kan vendetilbage til det frie liv. Overfor sædelighedsforbryderne, der udgøret ret stort antal af de forvarede, spiller den legale kastration enstor rolle og har i mange tilfælde muliggjort en hurtig tilbagevenden til friheden.

DEN DANSKE STRAFFELOVS § 17 OG § 70. 209    Behandlingen af psykopatherne, saavel de kriminelle som de ikke kriminelle, har ganske sikkert i Danmark endnu ikke fundetsin endelige form; men i straffelovens § 17 og § 70 er dog mulighederne givet for en udformning efter lægelige principer og paagrundlag af de efterhaanden indvundne erfaringer.
    Ganske anderledes forholder det sig med de aandssvage. Da straffeloven traadte i kraft i 1933, mødte den en fuldt udbyggetog vel organiseret aandssvageforsorg, der var i stand til og villigtil at modtage de kriminelle aandssvage. Den raader over talrige anbringelsesmuligheder fra den helt frie familiepleje over denegentlige aandssvageanstalt og til det strengt lukkede asyl forsærlig farlige personer. Som det fremgaar af de for nævnte taler tilbøjeligheden til at anvise straf da ogsaa væsentlig mindre, naar det gælder de andssvage end naar det gælder psykopatherne. Dette beror naturligvis i nogen grad paa abnormiteternes art, menhænger sikkert ogsaa sammen med den omstændighed, at de behandlingsmæssige hjælpemidler overfor de aandssvage virkelig ersufficiente. De aandssvage, der dømmes efter § 17 og § 70vil da ogsaa i overmaade mange tilfælde ikke blive dømt tilanbringelse i denne eller hin anstalt, men det vil simpeltheni dommen blive fastsat, at de skal inddrages under aandssvageforsorg, og det bliver da overladt til forsorgens ledelse at anbringe dem paa den hensigtsmæssigste maade. Aandssvageforsorgen kan altsaa siges i nogen grad at være det forbillede, efter hvilket omsorgen for de psykisk abnorme lovovertrædere bør udformes, og maaske maa man forestille sig den endelige løsningsom en samlet og kombineret forsorg for personer med letteresjælelige abnormiteter, omfattende de i lettere grad aandssvage(debile), de udpræget svagt begavede (sinkerne) og hovedmassenaf psykopatherne. Til en saadan forsorg, fast organiseret med rigtuddifferentierede anbringelses muligheder skulde retsvæsnet dauden videre kunne henvise de personer, som efter § 17 fandtesuegnede til straf.

 

    Siden ovenstaaende blev skrevet er jeg bleven bekendt med dr. RYLANDERS anmeldelse i Svensk Juristtidning (1942 s. 28) af minbog: Den retslige psykiatri i kort omrids. Anmelderen paapegerheri det uheldige i, at jeg har fastholdt den engelske inddeling afde aandssvage, hvorefter imbecillitetens grænse sættes saa lavtsom ved intelligenskvotienten 55, medens man i Tyskland og an-

 

14 —427004. Svensk Juristtidning 1942.

210 H. HELWEG.detsteds sætter den ved 75. Hertil vil jeg blot bemærke, at spørgsmaalet om man vil kalde personer med en intelligenskvotientmellem 55 og 75 imbecille eller debile jo er et rent terminologiskspørgsmaal uden principiel betydning. Det retspsykiatriske problem er, hvor man vil lade den ubetingede straffrihed ophøre. Herhar, som det fremgaar baade af min bog og den foranstaaende artikel, dansk straffelov hverken anvendt engelsk eller tysk terminologi, men har sagt »aandssvag i højere grad», samt i hovedsagen overladt til psykiatrien at fortolke udtrykket. Den daværende professor i psykiatri, prof. A. WIMMER, behandledespørgsmaalet i en afhandling i Ugeskrift for læger, 1933, og gikind for en afgrænsning, der siden er bleven anvendt. Den danske strafferetspleje bygger altsaa paa en todeling af aandssvagheden,simpelthen betegnet som højere og lettere grad, og grænsen er,efter Wimmer, lagt omtrentlig der, hvor man i angelsachsiskelande lægger grænsen mellem imbecillitet og debilitet, d. v. s. veden intelligenskvotient paa 50—55. Kun den højere grad betingerstraffrihed efter § 16, men i praksis statueres yderst sjældentstrafegnethed (§ 17), før man kommer op over 65. Denne retspsykiatriske inddeling har altsaa i og for sig intet at gøre medden i Danmark anvendte kliniske inddeling, der ganske vist i hovedsagen følger den angelsachsiske.
    Herved maa dog bemærkes, at de forskellige intelligenskvotienter efter min og manges mening kun er at opfatte som vejledende støtte for afgrænsningen, ikke som absolute, afgørendemaaleværdier. Den tendens til at overvurdere betydningen af intelligenskvotienten, som fra visse sider indenfor det danske aandssvagevæsen bestandig har gjort sig gældende, har bl. a. retslægeraadet altid taget bestemt afstand fra.