ALMÉNS LÆRE OM KØBERENS INSOLVENS.

 

AV

 

PROFESSOR HENRY USSING.

 

I Svensk Juristtidning 1942 s. 289 ff har Advokaten GUNNAR BOMGREN rejst Spørgsinaalet, om Køberens Insolvens udgøranteciperet Mora. Hovedindholdet af den lille Artikel er en Kritikaf ALMÉNS Fremstilling i Kommentaren til Loven om Køb, en Kritik, der søges gennemført med Skarpsindighed.
    Advokat Bomgren tager navnlig Afstand fra den Opfattelse, at Køberens Insolvens som en Form af anteciperet Mora medfører umiddelbar Ret for Sælgeren til at hæve Købet i Medfør af Lovom Køb § 28, selv om de Betingelser, § 39 opstiller, ikke er til Stede. Denne Opfattelse har Almén imidlertid aldrig haft, hvis jegforstaar ham rigtigt.
    Almén har intetsteds opstillet den nævnte Sætning, og hans Fremstilling om § 39 viser efter min Mening tydeligt, at han ikke anerkender Sætningen, men tværtimod gaar ud fra, at Spørgsmaalet,om Sælgeren kan hæve Købet paa Grund af Køberens Insolvens, maa afgøres efter § 39.
    Det fremgaar direkte af Note 171 til § 39, at de almindelige Retsgrundsætninger om anteciperet Mora kun vilde medføre Ret til athæve Købet i visse Undtagelsestilfælde. Og Henvisningen til § 28 ved Note 25—29 viser, at der sigtes til de Tilfælde, hvor Køberenselv har tilkendegivet den bestemte Hensigt ikke godvillig at opfylde sin Betalingspligt. Som et Eksempel herpaa nævner Almén, at Køberen selv har erklæret sig ude af Stand til at opfylde sin Betalingspligt. Dette er et godt Eksempel, hvis der tænkes paa en bestemt Erklæring, der rettes til Sælgeren og tilkendegiver ham,at netop den paagældende Købesum ikke vil blive betalt. Eftermin Mening faar Sælgeren derimod ikke Ret at hæve Købet udenvidere, blot fordi Køberen giver ham Meddelelse om, at han harøkonomiske Vanskeligheder, f. Eks. at han har indstillet sine Betalinger. Alméns Udtalelse § 39 ved Note 5 kan imidlertid tyde

510 HENRY USSING.paa, at almindelige Regler efter hans Opfattelse fører noget videre. Dette kan jeg ikke gaa med til. Hvad man end vilde antage, hvis § 39 ikke fandtes, bør man nu, da vi har § 39, af praktiske Grunde antage, at en blot Meddelelse om, at der er indtraadt etaf de Insolvenstilfælde, § 39 nævner, kun har de Virkninger, som § 39 hjemler, og ikke medfører Ret til at hæve Købet efter almindelige Regler om anteciperet Mora.
    I de Undtagelsestilfælde, hvor Køberen har afgivet en Erklæring, der bestemt viser, at Købesummen ikke vil blive betalt, kan Sælgeren altsaa hæve Købet efter Analogien af § 28. Hvis Sælgeren i et saadant Tilfælde ikke reklamerer uden ugrundet Ophold, maa han formentlig miste Retten til at kræve Købet opfyldt, jfr. Almén § 31 ved Note 8—13. De heraf følgende Retsvirkninger kan Sælgeren efter min Mening ikke undgaa ved at paaberaabe sig § 39. Selvfølgelig kan der ikke indvendes noget imod, at han alligevel tilbyder at opfylde Købet og opfordrer Køberen til at stille Sikkerhed for Betalingen. Men hvis han derefter erklærer Købetfor hævet og kræver Erstatning, kan han ikke kræve den beregnetefter de lavere Priser, der gælder paa det senere Tidspunkt, daSælgeren »hæver» ifølge § 39. I saadanne Tilfælde bliver der altsaa ikke Tale om, at Sælgeren kan vælge at gaa frem efter § 39, hvad Advokat Bomgren s. 296 Note 2 mener, Sælgeren kan efter den af ham bekæmpede Teori.
    Bortset fra, at Almén maaske strækker det omtalte Eksempellidt for vidt, giver hans Udtalelser ikke Anledning til Kritik. Det har dog vist sig mindre heldigt, at Almén kalder Køberens Insolvens en »typisk» Form for anteciperet Mora. Jeg foretrækkerialfald Udtryksmaaden i § 28 Note 25, hvorefter Insolvens kan betragtes som et »specialfall» deraf. Jeg har selv brugt Udtrykkene »et særligt Tilfælde» og »et særegent Tilfælde».
    I Hovedsagen forekommer Kritikken af Almén mig derfor ubeføjet. Hvis Advokat Bomgren havde gjort sig bekendt med, hvad jeg har skrevet om Spørgsmaalet i »Køb» § 13 og i Dansk Obligationsret, Alm. Del, 2. Udg. s. 113, vilde han have set, at andreopfatter Almén anderledes, end han har gjort. Min Fremstilling viser klart, at Sælgerens Beføjelser ved Køberens Insolvens erudformet noget anderledes end ved anteciperet Mora i Almindelighed, og dog siger jeg, at Alméns Fremstilling gaar »i samme Retning».
    Ved Redegørelsen for Indholdet af § 39 udtaler Advokat Bom-

ALMÉNS LÆRE OM KØBERENS INSOLVENS. 511gren s. 295 ved Note 2, under Henvisning til NJA 1920 s. 45, at Praksis har »ansett, att en säljare, som utan att först begära och avvakta säkerhet underlåter att leverera, själv gör sig skyldigtill kontraktsbrott». Saa vidt jeg ser, er dette urigtigt. 1 den paagældende Sag antoges Sælgeren at have hævet Købet ved sin Erklæring om, at Købet var faldet bort paa Grund af Køberens Insolvens. Og Dommen fastslaar kun, at en Sælger ikke kan hæve Købet efter § 39, før han forgæves har krævet Sikkerhed. Derimod kan Sælgeren uden Tvivl, selv om han ikke har begæret Sikkerhed, undlade at levere, uden at han derved begaar Kontraktbrud, forudsat at han ikke allerede da har betryggende Sikkerhed. Retten ophører, naar der stilles Sikkerhed, men Sælgeren behøver ikke at begære Sikkerhed, før han holder Godset tilbage eller standser det under Vejs. Her kan henvises til Almén § 39 ved Noterne 98 a, 100, 103 a og 174.
    I øvrigt har Advokat Bomgren Ret i, at der er væsentlige Forskelligheder mellem § 28 og § 39. Men dette er ikke en ny Opdagelse, og det giver ikke tilstrækkelig Grund til at forkaste den Opfattelse, at Skyldnerens manglende Betalingsevne er et (særegent) Tilfælde af anteciperet Mora. Det er ganske vist et Tilfælde, som er undergivet Regler, der afviger noget fra de almindelige Regler. Men Afvigelserne skyldes selvfølgelig praktiske Hensyn, der hænger sammen med Tilfældets Særegenheder, og defaar ikke nogen bedre Begrundelse, for di man giver Tilfældet enanden Betegnelse. At Forholdet kaldes en Slags anteciperet Mora, udelukker imidlertid ikke, at § 39 tillige betragtes som et Komplement til §§ 14—16.
    Her maa dog tilføjes, at Advokat Bomgren overdriver Forskellenpaa § 28 og § 39. S. 293 synes han at gaa ud fra, at Sælgerenved anteciperet Mora ikke kan have andre af de i § 39 nævnte Beføjelser end Retten til at hæve Købet. Dette er næppe rigtigt. Trods Tavsheden i § 28 kan Sælgeren formentlig ogsaa ved almindelig anteciperet Mora fra Køberens Side holde Salgsgenstanden tilbage. I denne Retning har jeg udtalt mig i Dansk Obligationsret, Alm. Del s. 99. Det kan faa Betydning, saalænge Sælgeren ikke har mistet Retten til at fastholde Købet (kræve det fuldbyrdet). Og naar Salget er sket paa det Vilkaar, at der mod Konnossement skal gives Vekselakcept af Køberen eller af en Bank (ved Bankremburs), faar Sælgeren en egentlig Standsningsret, naar Vekselakcept nægtes.