BETRAGTNINGER OM ALMINDELIGRETSLÆRE.

 

AV

 

PROFESSOR O. A. BORUM.

 

Hos mange Jurister, der har en stærk Interesse for deres Fag, vil man finde en Følelse af at dette ikke er udtømt med Fremstillinger af den positivt gældende Ret. Ved Siden af de mange Haandbøger og Lærebøger i Civilret og offentlig Ret, føler man Trang til en indgaaende Undersøgelse af Retten som den bør være, frigjort for alle de Ufuldkommenheder, som til enhver Tid vil klæbe ved et Lands positive Retsordning. Alle alvorligt arbejdende Jurister — hvad enten de virker som Dommere, Sagførere, administrative Embedsmænd eller som Videnskabsmænd, vil — naar de et Øjeblik frigør sig for det daglige Rutinearbejde — være klar over at deres Opgave ikke alene er at anvende de gældende Love, i den Aand hvori de er givne og til Bedste for det Samfund som de skal tjene. Vi har alle mer eller mindre vage Forestillinger om at Opgaven rækker videre. Det er Ret og Retfærdighed der skal skabes. Det er Rettens Idé — om man tør bruge denne Metafor — der skal realiseres gennem vor Virksomhed. Særlig de helt unge, Studenterne, vil ofte føle Paragraffernes Labyrint som en Ørkenvandring, der ikke svarer til de ideale Krav, som de mødte med da de valgte at studere Jura. Naturretten var et Forsøg paa at fremstille Retten saaledes som den bør være efter Retsideens Krav. Dens væsentligste Fejl var at den søgte at sætte den enkelte Retsforskers uforgribelige Mening om hvad der er Ret i Stedet for Landets gældende Lovgivning.
    For Nutidens Opfattelse staar det fast at den gældende Retsorden — hvor ufuldkommen den end maatte være — maa respekteres indtil den er ændret paa lovlig Maade. Den ideale Ret — saaledes som den fremstilles af en enkelt Retsforsker eller af den herskende Doktrin — møder ikke med Krav paa øjeblikke-

lig Gyldighed. Den er et Maal hvor henimod der bør arbejdes, en Retningslinie for den Udvikling der skal tilstræbes, men heller ikke mere.
    Ved Siden af Retsteorien der fremstiller den positivt gældende Ret, kan man — i Overensstemmelse med andre Videnskabers Sprogbrug — tale om Retspolitiken, hvis Opgave det er kritisk at vurdere den positive Retsorden og angive de Reformer som bør tilstræbes.
    Vor Tids nordiske Retsforskere har næsten uden Undtagelse været klare over denne Dobbelthed i den Opgave, som deres Videnskab stiller dem overfor. I de almindelige Fremstillinger af den gældende Ret finder man da ogsaa overalt sammenfattende Vurderinger og Betragtninger de lege ferenda, ligesom fremmed Ret — særlig nordisk Ret — i betydeligt Omfang indgaar i en sammenlignende Behandling af Retsspørgsmaalene. Men i Almindelighed holder hver Retsforsker sig til sit særlige Fagomraade. I Danmark er der imidlertid med ca. 50 Aars Mellemrum kommet to store Fremstillinger af den almindelige Retslære, d. v. s. en enkelt Retsforskers Forsøg paa at sammenfatte og kritisk vurdere hele det mægtige Retsstof.
    I Aarene 1885—92 udgav CARL GOOS sine Forelæsninger over den almindelige Retslære, et mægtigt Værk paa 1200 Sider, baaret af etisk Patos og dyb Respekt for Rettens inderste Væsen. Efter Goos er den almindelige Retslæres Opgave at bestemme den positive Rets Forhold til den sædelige Idé (den etiske Norm), og af den herom givne Bestemmelse at udlede de etiske Følgesætninger for Rettens Omraade og Indhold. FRANTZ DAHL, der selv som Student havde Lejlighed til at høre Goos' Forelæsninger, vidner om hans overvældende Betydning som Lærer og Forfatter, og karakteriserer nærmere hans Retslære saaledes, at den vel formelt er en Fremstilling af den ideale Ret, den der bør være, men reelt er en begrebsmæssig Undersøgelse af den i hvert Tidsrum gældende Ret, den positive Retsfilosofi, grundet paa og fæstet til et omfattende og dybtgaaende Virkelighedsstudium af de menneskelige Livsforhold.
    Spørger man om hvilken Betydning Goos' Retslære fik for Retsudviklingen i Danmark, særlig paa det politiske Omraade, maa man imidlertid efter min Formening indrømme at Betydningen kun var ringe. Reformlovgivningen efter Systemskiftet i 1901 gik helt andre Veje, og den lige og almindelig Valgret, som Goos

gik imod, indførtes ved Grundlovsændringen i 1915. For os, der studerede ved Københavns Universitet i Aarene efter 1912, stod Goos' Retslære som haabløs forældet. Vi beundrede derimod hans enestaaende Evner som Systematiker og Eksegetiker i Fremstillingen af Strafferettens specielle Del, og vi blev efterhaanden klar over den store og varige Indsats han paa forskellige Omraader havde ydet i Retsforskningen, saaledes navnlig: Læren om det objective Retsbrud, Principet om Tro og Love i Kontraktsretten, Tanken om at fastholde ægteskabeligt Formuefællesskab men forbinde det med Særraaden for hver af Ægtefællerne, d. v. s. det Princip der ligger til Grund for de nye nordiske Loves Ordning af Formueforholdet mellem Ægtefæller.
    Naar enhver mere omfattende Fremstilling af den almindelige Retslære forholdsvis hurtigt forældes og i det hele kun faar begrænset Betydning, beror dette efter min Formening paa følgende Forhold. Naar den i Religionen grundede absolutte Morallære opgives, kan der ikke paavises nogen objectiv videnskabelig Maalestok (Vurderingsfaktor), hvorefter den positive Ret kan vurderes. Forsøger man at opstille et enkelt øverste Princip eller nogle faa almindelige Sætninger, kan der enten ikke opnaas almindelig Enighed om Udgangspunktet eller ogsaa bliver dette ganske tomt og indholdsløst. Fra Pyramidens Top kan man ikke komme ned igen. Af de opstillede øverste Principer kan i Virkeligheden intet udledes angaaende den rette Løsning af de utallige Enkeltproblemer, som Retsvidenskaben stilles overfor, baade naar den arbejder de lege lata og de lege ferenda. Retslærens Udviklinger kommer derfor i langt højere Grad til at staa som Udtryk for Forfatterens Livsanskuelse og hans sociale og politiske Meninger end som videnskabeligt sikre Resultater.
    Goos er selv inde paa denne Fare for den almindelige Retslære. Vendt imod sin nærmeste Forgænger BORNEMANN, udtaler Goos (I S. 55) at naar den almindelige Retslære i lange Tider har været ufrugtbar og betydningsløs for det virkelige Retsliv, beror dette paa, at man fejlagtig har troet at hele Retslæren blot er en logisk Udfoldelse af Retsidéens Begreb. Goos' eget Standpunkt er, at Retsidéen kun er et Udgangspunkt for den følgende nærmere Undersøgelse af Problemerne. Den sædelige Norm maa slutte sig nøje til Livets virkelige Vilkaar. Han opstiller derfor en Formel for Retsidéen, der er langt smidigere formuleret end Forgængerens. Men den rammes til Gengæld af den Ind-

vending at den er saa vag og ubestemt, at den ikke siger noget. Goos' Formel lyder: »Idéen om en udvortes betrygget Ordning af visse menneskelige Livsforhold, overensstemmende med den Betydning, ethvert især efter sin Ejendommelighed har som Bestanddel af den ydre Tilstand, der er det uundværlige Grundlag for Fremgang mod det sædelige Frihedslivs Maal.» — Denne Retsidé er imidlertid praktisk taget forenelig med en hvilken som helst Ordning af Samfunds- og Retsforholdene. Alt kommer til at bero paa Metoden, og særlig paa i hvilket Omfang Forfatteren formaar at trænge sine egne personlige Meninger og Anskuelser i Baggrunden.
    Det er da ogsaa paa dette Punkt — selve Retslærens Begrundelse — at VINDING KRUSE sætter ind. Efter Afslutningen af sit store Værk i 5 Bind om Ejendomsretten (1929—33), der er udkommet baade i tysk og engelsk Oversættelse, tog Vinding Kruse fat paa en universel Fremstilling af hele vor Erkendelse. Først kom i 1941 Erkendelseslæren og Naturvidenskabens Grundbegreber. Dernæst i 1942 Erkendelse og Vurdering og endelig i Oktober 1943 Retslæren i to Bind omfattende ialt 1254 Sider. I April 1943 holdt Vinding Kruse en Række, senere udgivne Forelæsninger ved Upsala Universitet om Videnskabens Begrundelse, der toner ud i den dristige Slutningsakkord: »Hermed har jeg da grundlagt Etikken og Retslæren som Videnskaber, som eksperimentelle, vurderende Erfaringsvidenskaber.»
    I en omfattende og indtrængende Analys af hvad Viden og Videnskab virkelig er, hævder Vinding Kruse, at der ikke er nogen Væsensforskel, men en gradvis Overgang mellem de deskriptive Videnskaber, saasom Fysik, Kemi, Matematik, Botanik og Zoologi, Anatomi, Fysiologi og Psykologi, Sociologi, positiv Retsvidenskab og Økonomi, og de anvendte eller eksperimentale Videnskaber, navnlig de tekniske Videnskaber, Lægevidenskaben, Etikken og Retslæren. Til syvende og sidst beror de alle paa og kan kun begrundes ved det vurderende Eksperiment. Dersom de tekniske Naturvidenskaber og Lægevidenskaben er Videnskaber, er Etikken og Retslæren det ogsaa. Hvis ingen af disse Videnskaber er Videnskaber, er Konsekvensen den, at saa er Fysikken og Kemien, al teoretisk Naturvidenskab det heller ikke, thi de udtaler sig i Naturlovene ogsaa generelt om Fremtiden, og de vurderende Eksperimentalvidenskaber, baade de tekniske Naturvidenskaber, Lægevidenskaben, Etikken og Retslæren, er overho-

vedet kun særlige Anvendelser af de generelle Naturlove gennem den Viljebeslutning, der hedder det videnskabelige Eksperiment. Der er kun en gradvis Overgang mellem alle disse Videnskaber derved, at de lovmæssige Sammenhæng er enklere paa den ydre Naturs Omraade, altsaa i Fysik og Kemi og de tekniske Naturvidenskaber, end i Fysiologi og Lægevidenskab, og mest sammensat paa det psykologiske og samfundspsykologiske Omraade (Retslæren I S. 84—85).
    Det videnskabelige Eksperiment kan ikke standse ved Menneskets Legeme, men gaar gennem gradvise Overgange ind paa Sjælens Omraade og derfra ind i den større Sammenhæng, den større sjælelige Organisation, vi kalder Samfundet. Ogsaa paa disse Omraader kan der opstilles visse eksperimentale Naturlove, navnlig to: Karakterloven eller Beherskelsens Lov, som behandles i den individuelle Etik, og Samfundsloven, Loven mod at Mennesker skader hinanden. Samfundsloven og dermed beslægtede Love behandles i den sociale Etik og Retslæren og tildels i Socialøkonomien (Videnskabens Begrundelse S. 55—56).
    Etikkens og Retslærens Metode bliver den erfaringsmæssige Eksperimentalforskning. Den kan ikke opstille absolutte Bud, men kun sige til Mennesker, hvis I vil opnaa de og de gavnlige Resultater: et stærkt Helbred, stor Arbejdsevne og Erhvervsdygtighed, betryggende Samfundsforhold, da maa I sætte de og de Forandringer, Aarsager, ind, altsaa praktisk følge den og den Opførsel (s. a. S. 51).
    Den erkendelsesteoretiske Side af Sagen vover Forfatteren af denne Afhandling ikke at indgaa nærmere paa. Forsaavidt angaar den sociale Etik og Retslæren maa jeg indskrænke mig til at pege paa følgende Forhold. I de tekniske Videnskaber er Maalet paa Forhaand givet, hvad enten der er Tale om at bygge en Bro eller et Hus eller gennemføre en Produktion med det størst mulige Udbytte. Ligeledes for Lægevidenskaben, hvis paa Forhaand givne Opgave det er at finde Midler til Bekæmpelse og Behandling af Sygdom. Herom vil der ikke være nogen Meningsforskel. Maalsætningen er et Problem, som disse Videnskaber i deres daglige Arbejde slet ikke behøver at beskæftige sig med. Helt anderledes ligger Sagen, naar vi kommer til den sociale Etik og Retslæren. Her staar Mening mod Mening, baade om Maal og Midler. Hvad er »betryggende Samfundsforhold», og hvorledes skal vi opnaa dem? Hvis man ikke udgaar fra et paa

Forhaand givet, absolut Autoritetsprincip, kan ingen eksperimenterende Erfaringsvidenskab efter min Formening her give en Løsning, der kan gøre Krav paa videnskabelig Gyldighed paa blot nogenlunde lige Fod med de virkelige Videnskaber, f. Eks. Fysikkens, Kemiens og Lægevidenskabens Læresætninger. Etikkens Formaal kommer altid til at staa som et Postulat, hvis Rigtighed ingen tidligere Erfaring kan afgøre.
    Den Opfattelse der her er gjort gældende udelukker naturligvis ikke, at en socialt interesseret Videnskabsmand kan give en værdifuld Fremstilling af Etikkens og Retslærens Problemer, saaledes som han nu ser dem, og mener at de bedst kan løses. Værdien af en saglig og objectiv Fremstilling af Samfundsproblemerne kan ikke overvurderes. Men forsaavidt Forfatteren stiller positive Forslag til Reform af Samfundsforholdene, maa det fastholdes at dette ikke er Videnskab i den Forstand, hvorom der ellers tales herom. Videnskabsmanden maa finde sig i at kæmpe for sine Idéer paa lige Fod med andre interesserede Samfundsborgere, der kan have en ligesaa velbegrundet Mening om Problemerne.
    Disse Synspunkter skal nu nærmere belyses ved en Gennemgang af Vinding Kruses Retslære.
    Ved Siden af den positive Retsvidenskab, der er bundet af Loven og Domspraksis, tiltrænges der efter V.K.s Opfattelse en Retsvidenskab, der uafhængig af enhver positiv Retsorden, altsaa metodisk lige saa frit som Lægevidenskaben — og de tekniske Naturvidenskaber — kan søge frem til de Regler, vi i Juraen kalder Sagens Natur eller den naturlige Ret.
    Retslæren faar to Opgaver: 1). At behandle de for al Ret fælles centrale Emner, Retsordenens Grundbegreber og Grundspørgsmaal. Herhen hører Spørgsmaalene om Rettens Opstaaen og Formaal, Begreberne Ret og Pligt, Systematikken, Grundbegreberne: Personret, Ejendomsret og Erhvervsret; privat og offentlig Ret. Dernæst saadanne almindelige Emner som Retskilderne og de retsstiftende Kendsgerninger, navnlig Viljeserklæringen og den retsstridige Handling. 2). At angive Retningslinierne for hvorledes Hovedordningen i Samfundet bor være, d. v. s. de ledende Grundsætninger for den personlige Ret, Ejendomsretten, Erhvervsretten, Retshaandhævelsen og Statsretten, Retslæren I S. 87—88; jfr. Erkendelse og Vurdering S. II kritisk at undersøge dennedarvede (Moral og) Ret.

    Af de utallige Spørgsmaal der behandles i Vinding Kruses store Værk kan kun visse Hovedspørgsmaal her optages til nærmere Drøftelse. Som det er naturligt har Vinding Kruse ved Værkets Tilblivelse i betydeligt Omfang kunnet udnytte mange af sine tidligere Publikationer. Det gælder saaledes Afsnittene om Retskilderne, Viljeserklæringerne, Erstatningsretten og den historiske Fremstilling af Erhvervsretten.
    Retskilderne behandles S. 105—71 helt i Overensstemmelse med de i dansk Ret siden Ørsteds Dage hævdvundne Synspunkter, saaledes som de senest er gengivet i Viggo Bentzons inciterende og stærkt personlige Fremstilling: Retskilderne 1905, jfr hans Afhandling »Skøn og Regel» i Universitetsprogrammet 1914, der har haft den største Betydning for danske Juristers metodiske Indstilling.
    Det centrale Afsnit i Retslærens I Del er Fremstillingen af de retslige Kendsgerninger, Viljeserklæringerne og de retsstridige Handlinger (S. 174—458). Medens tidligere Fremstillinger af Viljeserklæringerne som retsstiftende Kendsgerninger har indskrænket sig til at behandle de private Viljeserklæringer i videste Forstand, Løfter og Paabud, Testamenter, familieretlige Aftaler m. m., har Vinding Kruse i bevidst Afstandtagen herfra (I S. 193) givet en fælles Undersøgelse af Hovedproblemerne vedrørende baade de offentlige og private Viljeserklæringer. De offentlige Viljeserklæringer er Love og administrative Bekendtgørelser, Domme og Afgørelser af Forvaltningsmyndigheder. Der tales i den Sammenhæng om at der ikke blot findes en Ligheds-Systematik, men ogsaa Spørgsmaal-Systematik (S. 196).
    Den nærmere Undersøgelse viser imidlertid efter min Formening, at der ikke vindes noget ved at behandle saa heterogene Ting som paa den ene Side Kontrakter og Testamenter og paa den anden Side Love og Domme under den fælles Synsvinkel: Viljeserklæringer. De staar efter min Opfattelse slet ikke paa lige Fod. Loven er den Retsnorm der gør Aftalen til retsstiftende Kendsgerning, og rejser helt andre Problemer end dem som behandles i den almindelige Lære om Aftaler. Dette kommer klart frem ved Gennemgangen af de 6 spørgsmaal, som rejses baade ved de private og de offentlige Viljeserklæringer: 1) Hvilke personlige Egenskaber skal Afgiveren af en Viljeserklæring have. 2) Hvilken Betydning har Formen. 3) Fra hvilket Tidspunkt indtræder Retsvirkningen. 4) Betydningen af Uoverensstemmelse

mellem Ord og Vilje. 5) Betydningen af Tvang, Svig og urigtige eller bristende Forudsætninger. 6) Modstrid mellem over- og underordnede Viljeserklæringer. — Besvarelsen af disse Spørgsmaal falder helt forskellig ud og rejser helt forskellige Problemer ved de private og de saakaldte offentlige Viljeserklæringer. Den væsentligste Lighed finder Vinding Kruse (S. 274) ved Spørgsmaal 4) og 5), thi her gælder der den fælles ledende Grundsætning, at i Konflikter mellem Ord og Vilje maa som Hovedregel Ordene sejre. Men, tilføjes det, ved de private Viljeserklæringer har dog Viljesmanglens Kendelighed for Modtageren en Betydning, som den ikke har ved de offentlige Viljeserklæringer.
    Selvom man saaledes maa stille sig tvivlende overfor Værdien af en samlet Behandling under eet af de private og de offentlige Viljeserklæringer, ligger der dog i denne et Advis om at en moderne, mere indgaaende Fremstilling af Fortolkningslæren — som i høj Grad tiltrænges i nordisk Retsvidenskab — bør inddrage under sit Omraade saavel Kontrakts- og Testamentsfortolkningen som den egentlige Lovfortolkning, idet vigtige Paraleller kan drages og den rette Differentiering er af største Betydning.
    Under Henvisning til Erfaringerne vedrørende Forordningen af 5. Januar 1813 under den store Pengekrise vender V.K. sig (S. 203) mod den ifølge Grundloven gældende ubetingede Regel om at Loven skal kundgøres, idet han udtaler at det ikke kan nægtes, at der undtagelsesvis vil kunne indtræde Tilfælde, hvor det kan være hensigtsmæssigt og undertiden nødvendigt for Samfundet at hemmeligholde en Lov eller Anordning for Flertallet, og kun meddele den til de Myndigheder, der skal arbejde under den. Heri kan jeg ikke være enig. Lovens Kundgørelse er efter min Formening et Krav, hvorfra ingen Undtagelse kan taales i en Retsstat; der være saa nok saa mange Hensigtsmæssighedsgrunde der i det enkelte Tilfælde tilsyneladende kunde tale for en anden Ordning.
    Vedrørende Forbudet mod at give Love tilbagevirkende Kraft har V.K. derimod formentlig Ret i, at man har været tilbøjelig til at generalisere for stærkt fra Sætningen om at der ikke maa gives skærpende Straffelove tilbagevirkende Kraft, til andre Retsomraader hvor et absolut Forbud mod Tilbagevirkning vil kunne komme til at danne en Hindring mod en gennemgribende Reformlovgivning. Afgørelsen af hvorvidt en Tilbagevirkning i det en-

kelte Tilfælde skal anses for tilladelig eller utilladelig, fordi den krænker individuelle Interesser, hører imidlertid til de vanskeligste Spørgsmaal, som Domstolene kommer ud for. Der er i nordisk Teori, navnlig af norske Forfattere, ydet værdifulde Bidrag til dets Løsning. Men en samlet Undersøgelse af dette Spørgsmaal — ubundet af den norske Grundlovs § 97 — hører til dem, som den juridiske Læseverden stadig har til Gode.
    Det centrale i Afsnittet om Viljeserklæringerne er dog naturligvis de private Viljeserklæringer. Retslæren kan her ved en samlet Behandling af de mange forskellige Retshandler — dispositiones inter vivos og mortis causa, Aftaler inden- og udenfor Formuerettens Omraade — yde væsentlige Bidrag til den almindelige Lære om Aftaler. Ganske særlig gælder det Spørgsmaalet om fra hvilket Tidspunkt Retshandlen faar Gyldighed eller som V.K. udtrykker det: Hvilket Stadium i Viljeserklæringen, i dennes Vej fra Erklæringens Afgiver til dens Modtager, bør Retsordenen knytte Retsvirkning til. Den sammenfattende Behandling af alle Viljeserklæringer under eet er utvivlsomt af stor Værdi for bedre Oversigt og dybere Indtrængen i dette vigtige Spørgsmaal.
    V.K. hævder dér at fornøden Klarhed først naas ved her at sondre mellem tre forskellige Fænomener: 1). Forskellige Viljeserklæringer, 2). Forskellige Stadier, og 3). Forskellige Retsvirkninger, nemlig a) hvilket Tidspunkt er afgørende for Erklæringsgiverens Umyndighed og Død, Tvang og Svig overfor ham, Virkningen af urigtige eller bristende Forudsætninger, b) fra hvilket Tidspunkt er Erklæringsgiveren afskaaret fra at tilbagekalde sit Løfte, c) fra hvilket Tidspunkt skaber et Paabud en Pligt for den til hvem det er rettet, d) fra hvilket Tidspunkt opstaar der ved Trediemandsretshandler Beskyttelse i Forhold til andre end Testator eller Forsikringstageren, e) fra hvilket Tidspunkt faar Viljeserklæringen Retsvirkning for Trediemand.
    Man undrer sig straks lidt over at »forskellige Stadier» nævnes paa Linie med forskellige Viljeserklæringer og Retsvirkninger, da Undersøgelsen jo netop er rettet paa at udfinde, hvilket Stadium (Tidspunkt) der er afgørende for de forskellige Retsvirkninger. Men saavidt jeg kan se betyder Fremhævelsen af forskellige Stadier ikke andet, end at man nøje bør gøre sig klart hvilket Tidspunkt man knytter den enkelte Retsvirkning til: Fremsættelsen, Afgivelsen, Ankomsten, Modtagererens Kundskab, Akcepten.

    Af særlig Værdi er den samlede Undersøgelse af Reglerne om de mange forskelligartede Paabud: Akcepten, Opsigelsen, Modregningsbegæringen, Reklamationen, Eftertryksforbudet, Indsættelsen af Arving i Testamente eller af begunstiget i Livsforsikringskontrakt. Der er herved paa flere Punkter skabt større Klarhed end tidligere. Vedrørende Livsforsikring er der her Grund til at erindre om den af V.K. første Gang i 1919 fremsatte Opfattelse, hvorefter den begunstigede — saalænge han ikke har faaet bindende Meddelelse om Begunstigelsen — vel ikke har nogen Ret overfor Forsikringstageren, der til enhver Tid kan tilbagekalde Begunstigelsen, men desuagtet nyder Beskyttelse overfor andre, navnlig Forsikringstagerens Kreditorer og Arvinger med de af Forsikringsaftaleloven følgende begrænsede Undtagelser. Ligeledes bliver den begunstigedes Ret endelig i Tilfælde af at Forsikringstageren paa Grund af Inhabilitet afskæres fra Tilbagekaldelse. Det er vanskeligt klart at give Udtryk for den Retsstilling som tilkommer den begunstigede. V.K. har tidligere anvendt det tyske Retsbegreb Anwartschaft, der synes mig at give et ganske godt Billede af Forholdet.
    I Afsnittet om de retsstridige Handlinger har V.K. givet en samlet Fremstilling af sine Synspunkter vedrørende Erstatning. Medens HENRY USSING i sin Erstatningsret 1937, bl. a. under Hensyn til den af Lundstedt og Ross rejste Kritik, har søgt at fremstille Erstatningsbetingelserne uden at gøre Brug af GoosGetz Retsstridighedslære, anser V.K. Retsstridighedsbegrebet for centralt indenfor Erstatningsretten. Han kritiserer den ekstreme Interesseafvejningslære — der vel nærmest repræsenteres af TORP — som ganske generelt vil lade en Handlings Retsstridighed bero paa en Afvejelse af Faren ctr. Nytten. Under en Gennemgang afde Grupper af Tilfælde: det daglige Livs Handlinger og Nødretstilfældene, hvor Interesseafvejningen er paa sin Plads og som Retsstridighedslæren særlig har beskæftiget sig med, søges det godtgjort, at man udenfor disse Tilfælde i første Række maa rette Undersøgelsen paa hvorledes Interessekollisionerne er opstaaet og af hvilken Art de modstridende Interesser er. Der maa saaledes lægges væsentlig Vægt paa om »Angriberen» er i god eller ond Tro og om det drejer sig om et Angreb paa blot økonomiske Værdier eller om sjælelige (uerstattelige) Værdier staar paa Spil. Det er efter V.K.s Mening ganske misvisende her at tale om en Interesseafvejning. Afgørelsen af hvad der er tilladt og hvad

der er forbudt en Trafikant, en Næringsdrivende, en Kritiker o. s. v. er en Lovgivningsopgave, der maa søges løst ved en dybtgaaende Realitetsundersøgelse af de enkelte Retsomraaders særlige Behov.
    Vinding Kruse gør videre gældene overfor Henry Ussing at hvis man helt gaar udenom Retsstridighedsbegrebet, kommer man ikke ind paa Sondringen mellem Retsgodet og den retsstridige Handling. Selvom man maa være enig i, at det er naturligt i Begrebet Retsstridighed at samle de objective Bestanddele i Ansvarsgrundlaget — i det Culpabegrebet sprænges, hvis man i det søger at koncentrere samtlige de Betingelser, der kræves ved Ansvar til Straf eller Erstatning eller som Grundlag for Nødværge — kan jeg ikke se at dette mere formelle Opstillingsproblem i og for sig har nogen Betydning for Sondringen mellem Retsgodet og den retsstridige (culpøse) Handling. Heller ikke kan jeg indse at der er nogen Grund til at opgive den gamle og praktiske Sondring mellem Integritetskrænkelser og andre Krænkelser, der kan danne Grundlag for Erstatningskrav.
    Det som Drøftelsen i Realiteten angaar, er Spørgsmaalet om i hvilket Omfang der bør gives Beskyttelse mod Skade paa sjælelige Goder og mod Skade foraarsaget ad sjælelig Vej? V. K. gaar her med Styrke ind for en kolossal Udvidelse af Ansvaret. Han vil som principiel Hovedregel paalægge Ansvar baade for Skade foraarsaget ad sjælelig Vej og for Skade paa sjælelige Goder. Det skal saaledes være uden Betydning for Erstatningsansvaret, om Skaden tilføjes ved ydre legemlige Midler, eller om den tilføjes ad rent sjælelig Vej (Rystelser, Lidelser o. l.). Han vil saaledes paalægge en Storforretning der udkonkurrerer mindre Næringsdrivende at give disse Erstatning, og han vilde ikke finde det urimeligt om der fra Retsordenens Side kunde gribes ind overfor en Forretningsmand, der — uden at der er noget samfundsmæssigt Behov herfor — aabner en Butik i en Gade, hvor der i Forvejen er en Forretning i samme Branche, hvis Indtægt nu halveres. Hvis en Person ved en Trafikulykke kommer til at dræbe en anden, skal han ikke blot erstatte de nærmestes materielle Tab, derunder ogsaa den ved Rystelsen fremkaldte Helbredsødelæggelse, men han skal ogsaa betale Bod for sjælelig Lidelse til de nærmeste eller en offentlig Fond. Naar det S. 392 tilføjes, at »Boden maa forhøjes væsentlig ved forsætlig og hensynsløst uagtsomt Forhold», undrer man sig over om Meningen virkelig

 

25—447004. Svensk Juristtidning 1944.

kan være at paalægge saadan Bod, hvor det udviste Forhold ikke er forsætligt eller hensynsløst uagtsomt.
    Tilføjelse af sjælelige Lidelser og deraf følgende økonomiske Tab i personlige Livsforhold skal kunne rammes. Der nævnes det Tilfælde at en Mand ved et forbryderisk Liv ødelægger sin Hustrus eller sine Forældres Helbred; disse kommer senere i Nød, medens Manden i Tiden derefter pludselig bliver Ejer af en Formue; her — hævdes det — vilde Erstatning og Bod ingenlunde kunne anses for urimelig. Videre nævnes endvidere det Tilfælde at et lille Barn i et ubevogtet Øjeblik styrter ud af Vinduet og slaar sig ihjel mod Stenbroen eller lemlæstes ved Ulykken. Har Moderen noget retligt Ansvar herfor? Ja, siges der, hvis Moderen, der ved sin manglende Samvittighedsfuldhed er Skyld i Ulykken, bliver skilt fra Faderen og adskillige Aar efter erhverver en stor Formue, vilde en Erstatning i Form af en Livrente for Barnet være paa sin Plads.
    I begge de sidstnævnte Tilfælde forekommer det mig, at Spørgsmaalet om det fornødne Ansvarsgrundlag er til Stede maa afgøres aldeles uafhængigt af den handlendes senere Erhvervelse af en (stor) Formue.
    Tilføjelse af sjælelig Lidelse skal principielt rammes, idet de ropstilles bestemt begrænsede Undtagelser, nemlig dels naar Lidelsen er begrundet i Opdragelsens, Helbredelsens eller Retshaandhævelsens Øjemed, dels i den Enkeltes fri Valg af personlige eller økonomiske Forbindelser, i saglig beføjet og ridderlig Kritik, i et Kapvirke indenfor rimelige Grænser eller i andet samfundsmæssigt berettiget Formaal. Mod den sidste Del af Undtagelsesbestemmelsen synes jeg at man kan anføre at dens Ubestemthed rejser Tvivl om Hovedreglens Rigtighed, med andre Ord om det ikke er rigtigere at blive staaende ved den nuværende Ordning, hvorefter sjælelig Skade kun erstattes, hvor dette særlig er hjemlet; noget andet er at man meget vel kan diskutere om ikke Grænsen i Dag er draget noget for snævert; jfr. KARLGREN, Skadeståndsläran S. 85, 140 og ILLUM, Alm. Formueret S. 325.
    Endelig fører ogsaa V.K.s Synspunkter vedrørende Skadens Forudberegnelighed (Adækvansen) til en Udvidelse af Ansvaret. Ikke blot den Skade der kunde forudses som en Sandsynlighed, men ogsaa den der kunde forudses som en Mulighed skal man være ansvarlig for. Det fremhæves at afgørende er, hvad det for sin Næstes Vel omhyggelige Menneske kunde forudse,

hvorfor baade det fjernere Forudseelighedsfelt, groft sagt Promilletilfældene, og det nærmere Felt falder ind under Ansvaret.
    Overfor den mægtige Udvidelse af Ansvaret som V.K. gaar ind for, kan man rejse en Række forskellige Spørgsmaal: Bliver Livet overhovedet til at leve? Hvor bliver den Handlefrihed af, som Goos og Jul. Lassen kæmpede for, som Modvægt mod hvad den videstgaaende Hensyntagen til Retssikkerheden krævede? Er det virkeligt ønskeligt eller nødvendigt at udvide Ansvaret saaledes?
    For mit eget Vedkommende maa Svaret paa disse Spørgsmaal blive negativt. Jeg ser saaledes paa det, at danske Domstole i Begyndelsen af dette Aarhundrede er gaaet til den yderste Grænse af hvad der overhovedet kan være Tale om at paalægge Erstatningsansvar for. Den Opfattelse syntes at brede sig mere og mere — ikke blot hos Lægmænd men ogsaa hos mange Jurister — at enhver der har lidt en Skade maa kunne kræve Erstatning hos en eller anden, der staar i nærmere eller fjernere Aarsagsforhold til Skaden. I de senere Aar kan der dog maaske spores en Tendens i Retning af en noget mere Tilbageholdenhed, jfr. ogsaa N. H. BACHES stadige Kritik af Praksis. For at sætte Erstatningsansvaret saa højt som Vinding Kruse vil, anfører han dels Oprettelseshensynet, dels Præventionshensynet. At det førstnævnte Hensyn alene ikke kan bære Reglen er klart, forsaavidt som en Overflytning af Tabet fra en Person til en anden ikke er en Opgave for Retsordenen, medmindre den virker til forøget Prævention, saavel specielt som generelt. Men gør det strenge Ansvar det? Svaret kan man efter min Mening finde hos Vinding Kruse S. 408—09.
    Det fremhæves her at en streng Ansvarsregel ikke i Nutiden betyder nogen særlig Haardhed, idet enhver jo ved den i nyeste Tid mer og mer brugte Ansvarsforsikring kan sikre sig mod alle særlig haarde Følger af den strenge almene. Og det siges ligeud: i vore Dage tegner jo praktisk talt ethvert fornuftigt Menneske, der overhovedet ejer noget, en Ansvarsforsikring, der omfatter alle Skader han forvolder. Naar dette er Tilfældet — hvad det for Danmarks Vedkommende utvivlsomt er — bliver det for mig uforstaaeligt hvad man opnaar ved en Udvidelse af Ansvaret udover de hidtidige Grænser for dette.
    Naar Erstatningsansvaret skal omfatte alle de Skader, som et samvittighedsfuldt og for Næstens Vel omhyggeligt Menneske

kunde forudse som Følger af Handlingen (d. v. s. baade Procentog Promilletilfældene), er det klart at alle Særregler om et udvidet Ansvar i disse Tilfælde, saaledes navnlig for Dyr og for farlige Handlinger (farlig Bedrift) bliver overflødige. Mod den bl. a. af Stang og Ussing opstillede Grundsætning om Erstatning for Skade ved ekstraordinære Handlinger der fremkalder en usædvanlig Fare, rejses Kritik paa to Punkter. Det gøres for det første gældende, at selve Kriteriet ikke lader sig fastholde efter den mægtige tekniske Udvikling der har fundet Sted i det tyvende Aarhundrede. Færdsel med Automobiler. Jernbane og Luftfartøjer kan ikke længere anses som ekstraordinær, og det samme gælder Anvendelsen af Maskiner indenfor Industri og Haandværk; heller ikke Faren kan anses som usædvanlig; at køre med Hest og Vogn frembyder sikkert relativt mindst lige saa stor Fare (ved Løbskkørsel) som at køre Automobil. Dette er efter min Mening rigtigt, men viser kun at man ikke i Længden kan lade Ansvaret for Jernbanedrift, Automobilkørsel, Brug af Maskiner bestemme efter den ovennævnte almindelige Grundsætning, men maa udforme det i bestemte Lovregler, der staar uafhængige af denne. Den almindelige Grundsætning faar kun Betydning som en foreløbig Vejledning for Teori og Domstole overfor nye forekommende Tilfælde af usædvanlig Fare ved ekstraordinær Virksomhed.
    Det andet Punkt som Kritiken rettes mod, er Betegnelsen af disse Handlinger som retsmæssige. Det kan ikke erkendes, hedder det S. 405, at den enkelte Automobil- eller Jernbanekørsel eller den enkelte industrielle Handling, der paadrager Erstatningsansvar, er retsmæssig, paa samme Maade som den enkelte Nødrets- og Ekspropriationshandling. Det er hele Automobilfærdselen, hele Jernbanetrafiken, hele Maskinindustrien, der er retsmæssig. Men naar der ved den enkelte Automobil- eller Jernbanekørsel eller den enkelte Fabriks Maskinanlæg sker en Skade, paalægger Samfundet den handlende Erstatningsansvar for Skaden ud fra samme præventive Formaal, som Samfundet forfølger ved at paalægge Erstatningsansvar ved alle retsstridige Handlinger. Det fremhæves hvorledes Vanskeligheden for Udenforstaaende ved at komme til Bunds i indviklede tekniske Spørgsmaal, kan føre langt i Retning af at paalægge Ansvar uden Bevis for Skyld. Men selvom det undtagelsesvis skulde lykkes Teknikerne at skaffe fuld Klarhed over alle enkelte Led i Ansvarskæden og godtgøre at de paa alle Punkter har truffet alle nu almindelig brugte

tekniske Foranstaltninger til Afværgelse af Skaden, skal de alligevel ikke slippe; de har som særlig kyndige ganske særlige Pligter, der gaar langt udover den daglige Rutine, til nye tekniske Forbedringer til Formindskelse af den Risiko Bedriften medfører.
    Heri kan jeg ikke være enig. Det gaar efter min Opfattelse ikke an at tale om Skyld og retsstridig Handling, hvor Ansvar paalægges i saadanne Tilfælde. Automobilisten og Fabrikherren, der uden paaviselig Skyld er kommet til at gøre Skade, kan ikke — juridisk, begrebsmæssigt — puttes i samme Sæk som Voldsmanden og Æresskænderen. Udvides Skyldbegrebet saa langt som af V.K. ønsket, bliver det efter min Opfattelse uegnet som Kriterium for hvilke Handlinger der skal medføre Ansvar, og hvilke der bør være ansvarsfri selvom Skade er sket. Vil man skærpe Præventionen, har man den langt mere effektive Vej, at indføre en udvidet Kontrollovgivning, saaledes som vi allerede nu har det i de f.Eks. om Bygninger, Automobiler og Maskiner gældende Sikkerhedsforskrifter, jfr JOHS. ANDENÆS: Fortid og Fremtid i Erstatningsretten (Norsk Forsikringsjuridisk Forenings Publikationer 1943). I Forbindelse hermed kan det saa videre overvejes, om man ikke paa bestemte Omraader hvor der har vist sig Trang hertil, bør sikre Erstatningen for den Skade, som skyldes virkelige retsstridige Handlinger ved ad modum Motorlovgivningen at indføre tvungen Ansvarsforsikring, jfr. Vinding Kruse S. 453.
    I sidste Kapitel om Erstatning og Forsikring berører V.K. bl. a. Spørgsmaalet om Erstatningens Omfang. Det er ogsaa efter min Opfattelse højst tvivlsomt om man bør fastholde den fra Romerretten nedarvede Regel, hvorefter Skadevolderen — naar Betingelserne for Ansvar overhovedet findes at være til Stede — altid skal erstatte den skadelidende dennes fulde økonomiske Tab. Ganske uanset hvorledes Forholdet mellem Erstatning og Forsikring løses i Fremtidens Ret, maa jeg anse det for meget paakrævet at der ved simpel Uagtsomhed aabnes en generel Adgang til at modificere Skadevolderens Ansvar under Hensyn til Skyldgraden og Parternes økonomiske Bæreevne, d. v. s. en Regel der viderefører de Tanker, der ligger til Grund for Reglerne i de nordiske Love om Børns og Sindssyges Erstatningsansvar og Forsikringsaftalelovens § 25.
    Af de Emner som behandles i Retslærens specielle Del skal særlig Erhvervsretten omtales (II 575—856). Spørgsmaalet om

den rette Inddeling af Privatretten horer til dem, som Vinding Kruse har beskæftiget sig indgaaende med lige fra hans første Afhandling i Tidsskrift for Retsvidenskab 1907. V.K.s Undersøgelser paa dette vigtige Omraade har været af grundlæggende Betydning. Om Opfattelsen af Aandsrettighederne, særlig Forfatter- og Kunstnerretten som Ejendomsrettigheder ved Siden af Ejendomsretten til de materielle Ting staar der stadig Strid; men hans af glødende Begejstring baarne Fremstilling har været en Løftestang for Anerkendelsen af Aandsarbejdernes Ret til Beskyttelse for det fulde Udbytte af deres Værker, og V.K.s teoretiske Synspunkter har faaet Tilslutning fra mange Sider. Ogsaa Vinding Kruses Begreb: sjælelig Ejendomsret betegner en Landvinding for Juraen, en Paavisning af de mange Imponderabilier af sjælelig Karakter, som maa bestemme Retsreglerne og Retsafgørelserne, hvis virkelig Retfærdighed skal naas.
    Ved Siden af Hovedinddelingen af Privatretten i de personlige Rettigheder og Ejendomsrettigheder opstiller Vinding Kruse nu som ny Gruppe: Erhvervsrettighederne, der nærmere bestemmes som en retsbeskyttet Adgang til gennem Arbejde at opnaa økonomiske Værdier. Der gives Borgerne Beskyttelse mod Handlinger fra andres Side, der vel ikke krænker deres Frihed eller Ære men som skader deres Adgang til Erhverv, først og fremmest illoyal Konkurrence og Boycot. Overfor KNOPH fremhæver V.K. — som det synes med rette — at det er urigtig at behandle disse Spørgsmaal i en Konkurrenceret, idet Handlinger der krænker en Erhvervsret slet ikke behøver at være begaaet af Konkurrenter eller overhovedet at have noget med Konkurrence at gøre. Under Synspunktet Erhvervsret vil V.K. imidlertid ogsaa behandle Retten i de moderne Erhvervssammenslutninger, Fagforeninger, Arbejdsgiverforeninger, Karteller, Truster og de mellem Sammenslutningerne indgaaede kollektive Aftaler. Om dem alle gælder at de er Forsøg paa at regulere Erhvervsrettighederne paa store Omraader af Erhvervslivet og derfor naturligt hører hjemme i Erhvervsretten (I S. 41, jfr. S. 475).
    Erhvervsretten behandles nærmere i Retslærens særlige Del (II S. 575—856). Første Hovedafsnit om Retsudviklingen i Erhvervslivet (577—735) er i det væsentlige en Gentagelse af Fremstillingen i Vinding Kruses Disputats om Arbejdets og Kapitalens Organisationer, 1913, som man gerne havde set à jourført i videre Omfang end sket. For Sveriges Vedkommende indeholdes saaledes

et betydningsfuldt Materiale i RAGNAR BERGENDALS Utredning 1933 angaaende Trediemands Ret til Neutralitet i Arbejdskonflikter og dermed sammenhængende Spørgsmaal, samt i den Betænkning som i 1934 blev afgivet af det saakaldte Trettenmandsudvalg med ARTHUR LINDHAGEN som Formand. Arbejdet resulterede i et højst interessant Lovudkast, der søgte at regulere hele Boycotproblemet. Det blev vel ikke gennemført, men væsentlige Punkter fandt Anerkendelse gennem Overenskomst mellem Fagforeningerne og Arbejdsgiverforeningen.
    Anerkendelsen af en særlig Erhvervsrettighed for den enkelte Borger, der sikrer hans Ret til Arbejde og en menneskeværdig Eksistens, er efter min Opfattelse i Pagt med de Tanker, der har fundet Udtryk i de nordiske Landes sociale Lovgivning, Beveridge Planen og den nye Frihedsret »freedom from want and fear», som efter alt at dømme vil komme til at præge Efterkrigstids-Lovgivningen i alle Lande. Det er derfor en betydningsfuld Indsats, som Vinding Kruse har gjort ved i sin Retslære saa stærkt og med saa megen Varme at gaa i Brechen for den fulde Anerkendelse af et helt nyt Sæt af Rettigheder paa dette vigtige Omraade. Om man kan tiltræde hans Forslag i Enkeltheder er derimod af mindre Betydning. Selve Tanken om Erhvervsrettigheder paa fuldt lige Fod med de fra gammel Tid af anerkendte personlige Rettigheder og Ejendomsrettigheder betegner et vigtigt Fremskridt i den sociale og retlige Udvikling.
    I Erhvervsrettens andet Hovedafsnit (S. 737—856) med Titlen: En ny Retsorden i Erhvervslivet, fremsætter Vinding Kruse sine meget revolutionerende Tanker om hvorledes Erhvervslivet bør ordnes i Fremtidens Samfund. Synspunkterne sammenfattes S. 831—38 i 12 Hovedpunkter. Under Liberalismen, hævdes det, forsømte Samfundet sin Opgave: at skabe en ny Retsorden, der kunde give Erhvervslivet en fast Ledelse og Plan. Efter at Lavsvæsenet var bortfaldet opstod der som Følge heraf Kaos og Nød. De nye Erhvervsorganisationer: Fagforeninger, Arbejdsgiverforeninger, Karteller og Truster søgte gennem deres private Retsforfølgning, Boycot i videre Forstand (ogsaa omfattende Strejke og Lockout) at gennemtrumfe de af dem vedtagne Regler for Erhvervenes Udøvelse. De store Værdier, der gaar tabt for Samfundet under Arbejdskampen og Trusternes Kamp for Magten, betegner imidlertid et alvorligt Minus, og det er afgjort uheldigt, at Samfundets (Forbrugernes) Interesse ikke er repræsenteret. Saaledes som Forhol-

dene har udviklet sig, har Samfundsmagten overfor Organisationerne kun Valget mellem ét af to Standpunkter: Enten helt at forbyde dem alle, eller tillade Organisationerne at leve og virke, men samtidig stille dem under Statsmagtens Kontrol, saaledes at deres Regler og Aftaler kun faar Gyldighed, naar de efter kritisk Bedømmelse stadfæstes af en Statsmyndighed.
    Vinding Kruse gaar ind for at hele Magten paa Erhvervslivets Omraade samles hos en fælles central Retsmyndighed, der faar Beføjelse til at fastsætte saavel Arbejdsløn som Varepriser og som afgør alle Spørgsmaal angaaende samtlige Erhvervsorganisationers Retsstilling, deres Forhold til Medlemmer og udenforstaaende. Naar Arbejdslønninger og Varepriser definitivt fastsættes af Erhvervsretten bliver alle Strejker, Lockouter og Boycothandlinger overflødige og maa i Fremtiden forbydes. Kun gennem en fast Planøkonomi kan der skabes Ro og Orden i Borgernes Arbejde.
    Den centrale Retsmyndighed, Erhvervsretten, skal efter V.K.s Tanke — for at undgaa den Splittelse af nøje sammenhængende Opgaver, som karakteriserer den nuværende Ordning — udstyres med baade administrativ, dømmende og tildels lovgivende Myndighed. Den øverste Statsmagt skal give den almene Erhvervslov, der opretter og sammensætter Erhvervsretten, skaber de faste Rammer for dens Virksomhed og definerer dens Beføjelser, men bør iøvrigt give den fri Hænder til i Enkeltheder at behandle Erhvervsorganisationernes Retsforhold, deres Vedtægter og kollektive Aftaler, administrativt, lovmæssigt og domsmæssigt (II S. 786).
    Overfor Montesquieus Lære om at Magtfordelning mellem den lovgivende, dømmende og administrative Myndighed er nødvendig i en Kulturstat som Garanti for Borgernes Retssikkerhed, gøres det gældende at Garantien meget vel kan søges i noget andetend Magtens Deling, nemlig i vedkommende Myndigheds rette sagkyndige Sammensætning.
    Hvad man end maatte mene om Ønskeligheden og Hensigtsmæssigheden af en saa yderliggaaende Planøkonomi, som den der her tages til Orde for, bør man efter min Opfattelse bestemt fastholde at de administrative, lovgivende og dømmende Funktioner som Samfundets Regulering af Erhvervslivet medfører, bør henlægges til forskellige Myndigheder. Anden Garanti for Borgernes Retssikkerhed gives der nu en Gang ikke efter hidtidig menneskelig Erfaring.

    Af de forskellige Emner som behandles i Afsnittet om Erhvervsretten, skal iøvrigt kun V.K.s Tanker om Fremtidens Aktieselskabsret gøres til Genstand for nærmere Omtale.
    Aktieselskabsformen har, siges det, vist sig vel egnet til at skjule en Række grove Misbrug fra Kapitalens Side, en Rovdrift af Industriselskaberne, en Udsugning af disse, der har været i lige Grad til Skade for Arbejderne som for Selskabernes egen sande Interesse. Det hævdes at Aktieselskaberne ikke blot under og i Aarene umiddelbart efter Krigen 1914—18 har ført en uforsvarlig Udbytte- og Udvidelsespolitik, men ogsaa under normale Perioder i Erhvervslivet har vi haft mange Eksempler paa urimeligt store Gevinster til Aktionærerne ved Udvandling og ved for højt Aktieudbytte. »Saadanne høje Udbytter maa naturligvis synes særlig urimelige, naar de ses paa Baggrund af, hvor lidt Aktieselskaberne i Reglen giver til Fond til Fordel for deres Arbejdere og Funktionærer» (II S. 814).
    Vinding Kruses Tanke er at der bør gennemføres en Sondring mellem nystiftede Aktieselskaber og gamle forlængst indarbejdede. For at faa Kapitalen til at tegne Aktier i nye Foretagender, skal nye Selskaber have Ret til i f.Eks. 30 Aar at udbetale høje Dividender. I de gamle Selskaber, der er en Menneskealder eller mere gamle, har de fleste af de oprindelige Aktionærer forlængst skilt sig af med deres Aktier til høje Kurser; de nye Aktionærer har kun en Pengeanbringelses- eller Spekulationsinteresse i Selskabet; de har ingen personlig Føling med Selskabet eller nogen saglig Indsigt i dets Forhold. »Der er ingensomhelst Mening i at give disse Aktionærer Stemmeret paa Selskabernes Generalforsamlinger.» Hvor der ikke er Mulighed for at afpresse højere Dividende, Fri-Aktier eller -Obligationer, møder der i Reglen ingen paa Generalforsamlingerne, der saaledes i mange Tilfælde kun er en ren Formalitet uden anden Virkning end Tidsspilde. Generalforsamlingerne bør derfor i Fremtidens Aktielovgivning ophæves i disse ældre Selskaber, der bør indløse Aktierne med Obligationer til fast Rente (saaledes som den danske Nationalbank gjorde i 1936). »Naar Generalforsamlingerne afskaffes, afskaffes hermed ogsaa de af disse Forsamlinger valgte store Bestyrelser, der ofte ikke tilfører Selskabet nogen Art af Sagkundskab.» Bestyrelsen bør bestaa af 3 à 5 Medlemmer med den administrerende Direktør som Formand. Et Medlem af Bestyrelsen skal vælges af Arbejderne og et af Funktionærerne; (i Handels- og

Forsikringsselskaber o.l., hvor der i Selskabet ikke findes Arbejdere i egentlig Forstand, vælger Funktionærerne to Medlemmer af Bestyrelsen). Endvidere kan der vælges to særlig sagkyndige, som Selskabets Ledelse anser det for ønskeligt at knytte til sig. Men, fremhæves det, Bestyrelsen bør i alle Tilfælde kun være raadgivende.
    Overfor disse Tanker staar jeg stærkt tvivlende. Det er muligt at der kan være Grund til at behandle visse, gamle og meget store Selskaber anderledes end andre Selskaber. Begrundelsen herfor maa da være at disse Selskabers Virksomhed er af saa indgribende Betydning for Samfundets Trivsel, at den ikke tør overlades til et privat Selskab. Disse Selskaber maa da stilles under Tilsyn af Staten, saaledes at Aktionærernes Indflydelse paa Selskabernes Politik m. H. t. Priser, Lønninger og Udbytte begrænses efter Samfundets Behov.
    Hvad angaar Reglerne om Aktieselskabers Organisation og Ledelse er det vel rigtigt, at Generalforsamlingen kan være en Formalitet. Men Bevidstheden om at der for en offentlig Generalforsamling skal aflægges Beretning og Regnskab for Aktionærerne, som det staar frit for at tage Ordet og kritisere Ledelsen, spiller dog en meget betydelig Rolle. Den bidrager i høj Grad til at sikre rigtig og forsvarlig Ledelse af Selskaberne.
    Dernæst er det efter min Opfattelse ikke rigtigt, at Bestyrelserne i de store Selskaber ikke tilfører disse nogen Art af Sagkundskab. Bestyrelserne repræsenterer tværtimod i mange Tilfælde en meget betydelig Sagkundskab, der i højeste Grad bidrager til Selskabernes Trivsel. Dette at Direktionen — der ikke har den private Forretningsmands personlige økonomiske Interesse i Virksomheden — skal aflægge Regnskab for og have sine Dispositioner godkendt af et af den daglige Ledelse uafhængigt Organ, Bestyrelsen, er ikke blot nyttigt men ligefrem nødvendigt, hvis man overhovedet vil opretholde noget af Aktieselskabsformen. At lade Revisorerne overtage Bestyrelsens kontrollerende Funktioner gaar slet ikke an, selv om de tænkes udpeget af en uafhængig Statsmyndighed. Revisorerne er fortræffelige til den regnskabsmæssige Kontrol og Paaseen af at Love og Vedtægter er overholdt. At overlade dem ogsaa den forretningsmæssige Kontrol med Selskabets Ledelse vilde derimod være forfejlet. Det ligger helt udenfor den Opgave som de efter deres Uddannelse og Forudsætninger kan paatage sig.

    Hvad endelig angaar Spørgsmaalet om Arbejder- og Funktionærrepræsentanter i Bestyrelsen, er dette efter min Opfattelse et rent politisk Spørgsmaal. Nogen saglig Motivering for som generel Regel at indføre en saadan Ordning kan jeg ikke finde. Den samvittighedsfulde Direktør vil naturligvis overfor sin Bestyrelse gøre Rede for sine Medarbejderes Standpunkt, hvor dette maatte divergere mod hans eget.
    De følgende Afsnit af Retslærens særlige Dele (S. 857—1167) handler helt om den offentlige Ret: Statsretten, Forholdet mellem Staterne og Retshaandhævelsen. Da disse Amraader ligger mig som »Civilist» fjernt skal kun nogle faa Hovedpunkter kort omtales.
    Vinding Kruse mener, at Tiden nu er inde til en nøgtern Vurdering af Folkestyre eller Enevælde, en retfærdig Dom der upartisk afvejer begge Systemers Fortrin og Mangler mod hinanden. Det Spørgsmaal rejser sig, siges det, om der kan findes en tredje Form for Statsstyre, der forener baade Folkestyrets og Enevældens gode Sider og undgaar begge Svagheder (S. 861—62).
    Kritiken af Folkestyret er meget haard. »Saa vidt jeg formaar at se, lider Demokratiet, saa paradoksalt det end lyder, af samme Grundskade som den gamle Enevælde og Adelsvælde: at give Magten til Mennesker uden disses Fortjeneste, alene i Kraft af Fødsel.» Der sigtes herved til Borgernes Deltagelse i Statens Styrelse gennem den lige og almindelige Valgret. Baade Demokratiet og den arvelige Enevælde vil i Reglen, hævdes det, være et Styre ved middelbegavede eller Undermaalere. Begge Styreformer vil efter kortere eller længere Tid strande, fordi de strider mod Livets fundamentale Lov, Udvælgelsens Lov.
    Om dansk Forfatningsrets Udvikling kan nu henvises till POUL ANDERSEN: Dansk Statsforfatningsret I, 1944. Der skal i øvrigt ikke her gaas ind paa Kritiken af Demokratiet. Den indeholder efter min Mening intet nyt og er ikke tilstrækkeligt begrundet i det fremdragne Materiale. Paa Demokratiets Kreditside maa — efter hvad der stærkt fremhæves S. 1009 — skrives at »der aldrig i nogen tidligere Periode af Menneskehedens Historie har raadet en saa stor personlig Frihed og Ytringsfrihed og saa stærk en Retsbeskyttelse hos uafhængige Domstole som i Demokratiets Periode i det 19. Aarhundrede. Ogsaa i Sammenligning med Nutidens Diktaturer har Demokratiet afgørende Fordele i disse vigtige Henseender». (S. 1009).

    Ja, men saa er Spørgsmaalet: Demokrati eller Diktatur jo paa Forhaand afgjort, vil vel de fleste af os svare. Vinding Kruse søger imidlertid at finde frem til en Form for Statsstyre, der giver samme Garanti for den personlige Frihed og Ytringsfrihed som Demokratiet, men som ikke lider af de Mangler, som han finder ved dette. Dette skal først og fremmest ske ved at Domstolenes Uafhængighed af Regeringsmagten i en kommende Forfatning skal værnes langt stærkere end det sædvanlig sker i de demokratiske Forfatninger. Iøvrigt tænker V.K. sig noget i Retning af en paa Livstid valgt Rigsforstander, der selv udpeger sin Efterfølger og som ved sin Side har en raadgivende Forsamling af Landets bedste sagkyndige Kræfter. Dette Rigsraad skulde fremgaa af tre Grupper af særlig sagkyndige, nemlig dels de højere stedlige Myndigheder og Rigsforbund af særlig faglig uddannede, dels Erhvervsorganisationernes førende Mænd og dels Repræsentanter for de højere Læreanstalter. Rigsforstanderen vælges af Rigsraadet, der maa bestræbe sig for at finde den bedste organisatoriske Begavelse, det betydeligste Lovgivertalent. Forslaget staar, siges det i skarp Modsætning til de hidtil kendte Forfatningsformer: »ved sit stærke saglige Styre i Modsætning til Demokratiets splittede, svage og ukyndige Styre og i Modsætning til Diktaturet ved sin stærke Hævdelse af Borgernes personlige og aandelige Frihed. Kortest kan det her foreslaaede nye Styre karakteriseres ved Ordene: Sagligt Enevælde og borgerlig Frihed».
    Hele Udkastet til en tredie Form for Statsstyre fremtræder som en løst henkastet Skitse. Det indeholder bl. a. intet nærmere om Kontrollen med Rigsforstanderen og om hans Ansvar. Det tager Sigte paa en Fremtidsstat uden Relation til noget bestemt Land, jfr. Bemærkningen til sidst i en Note (S. 1069) om at Forslaget kan anvendes, hvad enten der tillige er et repræsentativt Overhoved — Monark, Præsident — eller ej. Forslaget ligger paa den Linie, der repræsenteres af Thomas Mores Utopia. Kun Fremtiden kan afgøre hvilken Bærekraft de deri nedlagte Tanker har.
    I Tilslutning til Afsnittet om Forholdet mellem Staterne underkaster Vinding Kruse Jødespørgsmaalet en smuk og forstaaende Undersøgelse, under Synsvinkelen »et vanskeligt MindretalsProblem» (S. 1228—32). I Danmark udgør det jødiske Element knap 2 Promille af Befolkningen. De fleste tilhører Familier, der har boet i Danmark i 100—200 Aar, og som derfor har assimileret sig stærkt med det øvrige Folk, i Vaner, i Naturel og i Kærlighed

til det fælles Fædreland, hvortil ikke mindst deres Ligestilling i retslig Henseende med de andre Borgere i høj Grad har bidraget.
    Under Behandlingen af Retshaandhævelsens Problemer vender V.K. sig mod den overdrevne Specialisering, der præger Nutidens Videnskab. Strafferetten, d. v. s. Læren om Forbrydelserne og Straffene, holdes skarpt adskilt fra Læren om Domsbehandlingen af Straffesagerne og Fængselsvidenskaben. Der kommer derved, siges der, en Mangel paa Livsnærhed over Behandlingen, medens man i Fremtiden maa søge at naa frem til en Behandling, der lige saa uformelt som Lægens, straks, direkte og fortsat koncentrerer sig om den enkelte Mennesketype og Menneskeskæbne og efter omfattende individuel Undersøgelse naar frem til den rette Behandling af Lovovertræderen, være sig med Straf eller andre Midler, naar den blot fører til Maalet, Lovovertrædelsernes Aftagen (II S. 1101).
    Ogsaa mod Civilprocessen, saaledes som den former sig efter den danske Retsplejelov, rettes den Kritik at den ikke er præget af tilstrækkelig Livsnærhed, men fremtræder som et indviklet og splittet System, en Behandling af samme Sag ved forskellige Domstole, til stort Spild af Tid og Kraft for Borgerne og Myndighederne.
    Den stadig stigende Brug i Nutiden af private Voldgiftsdomstole, derunder de talrige Foreningsvoldgiftsdomstole, viser at Civilprocessen er kommet ud af Kontakt med det levende Liv. Grunden hertil menes dels at være, at man er gaaet for langt i Gennemførelsen af Principerne om Offentlighed og Mundtlighed, men først og fremmest i det praktiske Livs Krav om en hurtig og endelig Afgørelse. Nutidens Mennesker har i langt højere Grad end Fortidens en levende Følelse af Tidens Kostbarhed. »Nutiden har dannet et Ord, som ikke kendtes før, nemlig: Tidsøkonomi. Denne gør sig gældende paa mange Maader og præger allerede Lovgivningen paa andre Omraader. Alt, hvad der hedder Tidsfrister i Retsforhold, forkortes i Nutiden mere og mere.»
    V.K. vender sig derfor mod Appelsystemet og vil saavel i borgerlige ligesom i Straffesager principielt kun have een Instans. Til Gengæld skal denne enkelte Instans besættes med de kyndigste og mest erfarne Dommere. Den Rekrutering af Dommerstanden man har i England, nemlig fra de ældre erfarne og ansete Advokaters Kreds, betegnes som helt rigtig (II S. 1105).
    Som Eksempel paa de Lidelser, der forvoldes Mennesker ved

Appelsystemet i Straffesager, fremdrages (S. 1122—23) et Tilfælde, hvor en Forretningsmand ved Underretten blev idømt 6 Maaneders Fængsel for Bedrageri, ved Landsretten fik Straffen nedsat til 3 Maaneder og blev frikendt af Højesteret, efter at Sagen havde varet i 11/2 Aar. »Hvis vi Jurister blot vilde prøve at frigøre os for vor tekniske Rutines afstumpende Indflydelse og en enkelt Gang forsøge levende at sætte os ind i disse Menneskeskæbner, der kræves som Ofre af dette forfærdende System, da vilde vi ikke hvile, før dette System, Appellen i Straffsesager, en Gang for alle, for al Fremtid er afskaffet...» »De ældre, erfarne Dommere i Højesteret, der frikendte Manden, skulde netop have siddet i første Instans.»
    Denne Tankegang er jeg for mit Vedkommende ude af Stand til at forstaa. Naturligvis er det ønskeligt, at den rigtige Dom saa vidt muligt afsiges i første Instans, ligesom man bør gøre hvad der staar i menneskelig Magt for at naa frem til den bedst mulige Uddannelse og Rekruttering af Dommerstanden. Men netop det fremdragne Retstilfælde viser jo til Evidens, hvilken Værdi Appelsystemet har. Uden dette havde Manden jo faaet 6 Maaneders Fængsel. Dette kan man efter min Mening ikke raade Bod paa ved at sætte de ældre, erfarne Dommere i første Instans. Erfaringen fra alle Tider og alle Lande viser ubestrideligt at man forøger Sikkerheden for at naa frem til den mest retfærdige Afgørelse af Retssagerne ved at give Adgang til fornyet Prøvelse for andre Dommere. Denne Opfattelse har man da ogsaa i England, hvor første Instans, High Court of Justice, netop er besat med Dommere af den Type, som Vinding Kruse anser for den bedste, men hvorfra der ikke desto mindre er Adgang til Appel til Court af Appeal og videre til House of Lords.
    Hvad særlig angaar de borgerlige Sager og Tanken om at forme Behandlingen af Tvistemaal ad modum Voldgiftssagerne, er Manglen af formelle Regler angaaende disse Sagers Behandling og navnlig den manglende Adgang til Appel efter min Opfattelse netop en væsentlig Anstødssten, der i mange Tilfælde gør Voldgiftsvejen betænkelig. Naar Forretningslivet desuagtet i et vist Omfang foretrækker Voldgift for Retssag, beror det i Reglen paa de ogsaa af V.K. fremdragne Momenter, dels at man ønsker at undgaa den med en Domstolebehandling følgende Offentlighed, og dels at man ønsker bestemte Dommere, enten Sagkyndige eller særlig udvalge Jurister.

    Vedrørende selve Retsplejeloven af 1916, nu Lovbekendtgørelse af 1. Oktober 1936 med senere Ændringer og Tilføjelser, er jeg iøvrigt enig med Vinding Kruse i at den — med sine næsten 1100 Paragraffer — er altfor indviklet, detailleret og doktrinær. De stadige Ændringer bevirker at Retslivet ikke naar at falde til Ro og indleve sig i Reglerne. Det gælder her, ligesom vedrørende mange af de nye store privatretlige Love, at Retslivet, naar det overlades til sig selv, gennem den forholdsvis frie Retsdannelse, som karakteriserer dansk Retspraksis og Retsvidenskab, bedst formaar at føre Retsudviklingen i den Retning, som svarer til det danske Samfunds Behov.
    Vinding Kruses Retslære er skrevet i samme friske og kraftige Stil som hans andre juridiske Arbejder. Af sproglige Nydannelser bemærker man Brugen af Ordet »Kapvirke» for Konkurrence, »Rettergang» for Retspleje, om hvilket det siges at det er et svagt og slapt Ord, dannet i nyere Tid i Analogi med Ord som Sygepleje o.l. Værket vil sikkert møde megen Modsigelse og Kritik. Vinding Kruse gaar paa mange Punkter haardt op mod Strømmen. Men netop derved er Bogen egnet til at sætte Tanken i Bevægelse og tvinge til fornyet Overvejelse af Spørgsmaalene. Den bæres overalt af Forfatterens Idealisme og brændende Tro paa at Videnskaben kan løse alle Problemer.
    Spørges der tilsidst om hvilken Plads Retslæren udfylder i Nutidens Retsvidenskab, maa Svaret efter min Formening blive dette: Forsaavidt Retslæren behandler visse centrale Spørgsmaal, som er fælles for større Retsomraader, navnlig Rettens Grundbegreber, Retskilderne og de retsstiftende Kendsgerninger, danner den et naturligt Supplement til den positive Retsvidenskabs Særdiscipliner. Forsaavidt Retslæren derimod gaar videre og søger at opstille Retningslinier for den fremtidige Rets- og Samfundsudvikling støder den an mod den Vanskelighed, som ligger i at nogen almindelig anerkendt Vurderingsfaktor ikke lader sig paavise. De hævdede Synspunkter kommer derfor til helt at staa som Udtryk for Forfatterens personlige Meninger og politiske Anskuelser og falder forsaavidt udenfor den videnskabelige Drøftelse. Men naar man blot en Gang for alle har gjort sig dette klart, behøver det jo ingenlunde at forringe Værdien af at ogsaa de videnskabeligt arbejdende Jurister deltager i Debatten om de sociale Fremtidsproblemer.