ER RETSLÆREN OG DEN POSITIVE RETSVIDENSKAB VIDENSKABER?

 

AF

 

PROFESSOR VINDING KRUSE.

 

I det jeg takker Professor BORUM for hans anerkendende og indgaaende Afhandling om min Bog i »Svensk Juristtidning» 1944, S. 375—399, og det store Arbejde, han har nedlagt heri, vil jeg gerne dertil knytte nogle Bemærkninger paa Punkter, hvor jeg ikke er helt enig med ham. Dette gælder ganske særlig et Hovedpunkt i hans Betragtninger, nemlig Problemet om, hvorvidt Retslærens de lege ferenda Undersøgelser kan opfattes som objektiv Videnskab eller ej. Professor Borums Opfattelse er her tildels beslægtet med den Opfattelse, som i Sverrig er fremsat af HÄGERSTRÖM, og som senere særlig er uddybet af Professor LUNDSTEDT og Professor OLIVECRONA.
    Forinden jeg gaar over til dette Grundproblem, vil jeg først i al Korthed fremsætte nogle Bemærkninger til enkelte mere specielle Punkter i Professor Borums Artikkel.
    I min Fremstilling af Retslærens almindelige Del har jeg bl. a. behandlet de menneskelige Viljeserklæringer og har her først behandlet de offentlige Viljeserklæringer, saasom Love, Anordninger, Domme o. l., og dernæst private Viljeserklæringer, Løfter, Kontrakter, Testamenter o. l. Professor Borum mener, at der ikke vindes noget ved at behandle de private og offentlige Viljeserklæringer under den fælles Synsvinkel: Viljeserklæringer (S. 381). Heri kan jeg ikke være enig. For det første er det altid systematisk rigtigt i Videnskaben at behandle de Grupper af Fænomener, der har fælles Kendemœrker, i samme Afsnit af den videnskaplige Fremstilling. Selvom der ikke kan opstilles fœlles Love og Regler for visse Grupper med fælles Kendemærker, giver det Klarhed at behandle dem i samme Afsnit, dersom disse Grupper rejser en Række fælles Spørgsmaal. I Botanikken behandles saaledes med Rette de Planter, der har Støvdragere og Kronblade

VINDING KRUSE. 743i samme Afsnit, selvom de forskellige Undergrupper har et meget varierende Antal af Støvdragere og Kronblade. Paa samme Maade rejser hele Gruppen af Viljeserklæringer, baade de offentlige og de private, en Række ganske ensartede Spørgsmaal, nemlig: fra hvilket Tidspunkt eller Stadium i Viljeserklæringens Tilblivelse faar Viljeserklæringen Retsvirkning? Hvilket er det retslig bindende i Viljeserklæringen, dennes Ord eller Viljen hos Erklæringens Afgiver eller Forventningen hos Erklæringens Modtager? o. fl. a. Men dernœst kan der endog findes ialtfald én fælles Lov for alle Viljeserklæringer, som man kan betegne som disses Grundlov, nemlig: det er Viljeserklæringens Ord, naturligt og objektivt forstaaet, der er retslig afgørende, og ikke Vilje og Forventning hos henholdsvis Viljeserklæringens Afgiver eller Modtager. Denne Grundlov gælder for alle Viljeserklæringer, baade for offentlige og private. Aarsagerne hertil er mange, men navnlig, at Hensynet til Trygheden i Retslivet paa alle Omraader kræver denne Grundlov gennemført som Hovedregel. Netop dette, at vidtrœkkende Erfaringer fra store forskellige Omraader peger i samme Retning, giver for alle Viljeserklæringer Hovedreglen en særlig Styrke.
    Professor Borum har iøvrigt ganske Ret i, at naar jeg ved Viljeserklæringens Problemer sondrer bl. a. mellem Stadier og Retsvirkninger, medtages de første naturligvis kun for, at man nøje skal gøre sig klart, til hvilket Stadium eller Tidspunkt man vil knytte den enkelte Retsvirkning.
    Angaaende Emnet: Retsbrudet vil jeg bemærke, at det er hensigtsmæssigt at sondre mellem Retsgodet og den retstridige Handling, idet man derved klart faar sondret mellem 2 forskellige reale Lovgiverhensyn. Fordi et Gode maa anerkendes som et Retsgode, er det ikke dermed givet, at det skal have Beskyttelse overfor alle Handlinger, der krænker Godet. Eksempelvis kan nævnes, at en Persons Erhverv, som jeg nærmere har paavist i Retslæren, sikkert maa anses for et Retsgode, idet det bl. a. er beskyttet imod illojale Konkurrencehandlinger, mod visse Arter af Boycothandlinger, og mod visse Udtalelser, der skader vedkommendes Erhverv. Men det er i Reglen ikke beskyttet mod andre skadende Handlinger f. Eks. en Konkurrence, der skader eller maaske endog helt ødelegger den paagældendes Erhverv.
    Sondringen mellem Integritetskrœnkelser og andre Krænkelser har kun Værdi, hvis den 1) er naturlig og 2) indebærer den

744 VINDING KRUSE.Forskel i Retsvirkningen, som man har paastaaet, nemlig, at Ansvarsreglernes Værn i adskillige Tilfælde rækker mindre vidt udenfor Integritetskrænkelser end ved Integritetskrænkelser. Ad 1). Sondringen er ikke naturlig, og Sammenligningsgrundlaget bliver skævt, naar man fra Integritetskrænkelser, ved Angreb paa en Persons Legeme og Ting, paa Forhaand udelukker Angreb ved ikke-fysiske Midler, men ved de andre Krænkelser — af Ære, Frihed, Erhverv o. l. — maa medtage de sidstnævnte Midler, ti i saa Fald er det klart, at der bliver et relativt færre Antal Handlinger, der rammes ved disse andre Krænkelser end ved Angreb paa Person og Ting. Hvis man derimod stiller baade Angreb paa Person og Ting og Angreb paa Ære, Frihed, Erhverv o. l. ganske lige i saa Henseende, vil det vise sig, at ved begge Grupper af Goder er det et svagt Vœrn efter den gældende Ret mod Angreb ved ikke-fysiske Midler. M. a. O. ad 2): Forskellen i Retsvirkningen eksisterer i Realiteten ikke. Et Eksempel vil bedst vise dette. Retsgodet: Livet er efter gældende Ret ikke beskyttet mod de Angreb, som f. Eks. Fabrikanterne under den industrielle Revolution gjorde paa Kvinders og Børns Liv og Helbred ved hensynsløs Udnyttelse af disses Arbejdskraft, og de Næringsdrivendes Erhverv er under den samme Retsorden ikke beskyttet mod, at et kapitalstærkt Foretagende hensynsløst konkurrerer dem ud i økonomisk Ruin. Der er altsaa ved begge Arter af Retsgoder den samme svage Retsbeskyttelse mod Angreb ved ikkefysiske Midler. Men under en Fremtidens Retsorden maa, som jeg i Retslæren har søgt at vise, Problemet ved begge disse Retsgoder tages op til samfundsmæssig Behandling.
    M. H. t. Skade, der voldes ved Konkurrence i Erhvervslivet, foreligger der en Misforstaaelse. Jeg fremhæver selv, at jeg ikke anser det for sandsynligt, at man under den gældende Retsordning kan naa til at beskytte de mindre Handlende mod et storkapitalistisk Foretagendes Ødelæggelse av disse gennem Konkurrence, men at man under den gældende Retsordning formentlig kun kan naa til at paalægge Erstatning i et saadant Tilfælde, hvis Stor-Forretningens Indehaver forsœtlig som Led i en personlig Forfølgelse ødelægger den andens Forretning, Retslæren S. 391—92. Det fremgaar dernæst af Afsnittet i min Bog om en ny Fremtidens Retsordning for Erhvervslivet, at baade Forholdet mellem Stor-Forretninger og mindre næringsdrivende, og idetheletaget mellem næringsdrivende indenfor bestemte lokale Om-

ER RETSLÆREN OG DEN POSITIVE RETSVIDENSKAB VIDENSKABER? 745raader maa nærmere reguleres af den centrale Erhvervsmyndighed, jeg foreslaar oprettet, idet den nuværende planløse Oprettelse af Butikker og den ødelæggende Konkurrence bør ophøre og afløses af en rationel planøkonomisk Ordning af Butikshandelen, og idetheletaget af Erhvervenes Fordeling i de lokale Distrikter.
    — Naar jeg tager til Orde for at udvide Erstatningsansvaret til at gælde, hvad jeg kalder for Promille-Tilfælde, men samtidig bemærker, at man jo kan tegne en Ansvarsforsikring, mener Professor Borum, at det da ikke ses, hvad man opnaar ved en Udvidelse af Ansvaret udover de bidtidige Grænser for dette. Dertil maa bemærkes, at Ansvarsforsikring jo aldrig gælder mod forsætlige Retsbrud, og at det netop ved forsætlige Retsbrud er gavnligt, at selve Ansvarsgrænsen, Forudseelighedsfeltet drages saa vidt som muligt, nemlig som omfattende alle de Skader, som et samvittighedsfuldt og for Næstens Vel omhyggeligt Menneske kunde forudse som Følger af Handlingen.
    Med denne Ansvarsgrundsætning som Ledesstjerne behøver man kun paa enkelte særlige Omraader, f. Eks. ved Automobilog Jernbanefærdsel og Luftfart, at give visse særlige Regler om Bevisbyrden. — Jeg er iøvrig enig med Professor Borum i, at Automobilisten og Fabrikherren, der uden bevist Skyld er kommen til at gøre Skade, ikke juridisk bør anbringes i samme Klasse som Voldsmanden og Æreskænderen. Men det gør de heller ikke, selvom man erklærer den Skade, de har voldt, for retstridig og som Følge deraf for erstatningspaadragende, ti i Modsætning til Voldsmanden og Æreskænderen bliver de jo ikke straffet.
    Min ældre Fremstilling af Arbejskonflikter, der delvis er optaget i Retslæren, har jeg i vidt Omfang ført à jour med nyere engelsk, fransk og tysk Retspraksis og Lovgivning og med nyere Litteratur idethele. Jeg har saaledes ogsaa fremhævet og taget Hensyn til RAGNAR BERGENDALS Betænkning af 1933 (jfr. Retslæren S. 1197—1199).
    Med Hensyn til Aktieselskabsforhold vil jeg blot bemærke, at jeg ikke har paastaaet, at de nuværende Bestyrelser i de store Aktieselskaber ikke tilfører disse nogen Art af Sagkundskab (S. 394). Jeg har kun sagt, at Bestyrelsesmedlemmer ofte ikke repræsenterer nogen Sagkundskab, og dette turde være ubestridligt. Men der findes naturligvis mange Medlemmer af de nuværen-

746 VINDING KRUSE.de Bestyrelser, der i høj Grad besidder Sagkundskab, baade teknisk, merkantil, forsikringsmæssig, juridisk, nationaløkonomisk Sagkundskab. Disse Bestyrelsesmedlemmer er vel egnede til at virke videre i Aktieselskabernes Bestyrelser under den af mig foreslaaede Erhvervsretsordning. Mine Erfaringer om, at kyndige og uafhængige Revisorer meget vel i de gamle indarbejdede Selskaber kan erstatte det Rudiment, der hedder Generalforsamlinger, og være en langt bedre Kontrol end disse, har jeg dels fra Forhold i Danmark og dels fra The Chartered Accountants i England, hvor jeg har opholdt mig i lang Tid. Disse Accountants nyder i England den største Anseelse, og deres velbegrundede aarlige Betænkning og saglig objektive Kritik af de større engelske Aktieselskaber har vist sig at være af den største Værdi, ikke blot for Selskabernes Kreditorer og Medkontrahenter, men ogsaa for selve Selskabernes Direktioner og Bestyrelser. Saadanne sagkyndige og uafhængige Revisorer er vi hos os ved at faa gennem den opvoksende Stab af dygtige yngre statsautoriserede Revisorer, hvis Uddannelse er meget grundig og indgaaende.
    — Hvad Appelsystemet i Straffesager angaar (S. 398), maa det tages i Betragtning, at jeg foreslaar, at Dommere og Fængselsdirektører skal være de samme Personer — ligesom Overlægerne ved Hospitalerne —, og at den kyndige Domstol i Straffesager, som jeg foreslaar sammensat af Jurister med Læger og erfarne Pædagoger som Meddommere, skal kunne ændre Behandlingen, derunder ogsaa forkorte Straffetiden paa eget Initiativ (men derimod ikke forlænge den), derunder ogsaa lade Straffen bortfalde, saafremt nye Beviser e. l. taler derfor.
    M. H. t. mit nye Forslag til en Statsforfatning kan jeg ikke være enig i, at den kun skulde være en Skitse (S. 396). Jeg har for det første givet en indgaaende Begrundelse af en ny Magtfordelingslære, Tomagts-Delingen istedetfor Montesquieu's Tremagts-Deling, og dernæst har jeg udførlig begrundet, at jeg ikke kan slutte mig til en korporativ Forfatning. Den Lovforsamling, jeg foreslaar, Rigsraadet for Lovgivningssagers Behandling, skal efter mit Forslag bestaa ikke blot af Repræsentanter for Erhversorganisationerne men tillige og navnlig af Repræsentanter for Rigets administrative Erfaring paa de forskellige Omraader og for den praktisk videnskabelige Tænkning. Til Motivering af, at mit Forfatningsforslag kaldes en Skitse, anfører Borum kun, at det intet nærmere indeholder om Kontrollen med Rigsforstanderen

ER RETSLÆREN OG DEN POSITIVE RETSVIDENSKAB VIDENSKABER? 747og om hans Ansvar. Dette er imidlertid fra min Side netop sket med velberaad Hu, ti det er min bestemte Opfattelse, at de højeste Statsorganer, baade Monarken og Præsidenten under de nuværende Forfatninger, og Rigsforstanderen under den kommende Forfatning, bør være hævet over ethvert retsligt Ansvar og kun staa til Ansvar overfor den offentlige Mening og deres egen Samvittighed. Der ligger en ældgammel og solid Erfaring for, at det vilde svække Statens Autoritet, om Statens Overhoved kunde drages retsligt til Ansvar.
    Borums særdeles kyndige og indgaaende Fremhævelse af min nye Indsats vedrørende Rettighedernes Systematik, en ny Rets, Erhvervsrettens Anerkendelse og Ligestilling med de nedarvede romerretlige, Personrettigheder og Ejendomsrettigheder, endvidere den sjælelige Ejendomsret og den aandelige Ejendomsret (S. 389—390), giver en instruktiv Redegørelse, som har glædet mig meget.
    Herefter vender jeg mig til det Grundproblem: om den Del af Retslæren, der giver de lege ferenda Undersögelser, maa anses for Videnskab eller ej.

    Her maa imidlertid først fremhæves, at den positive Retsvidenskab i Virkeligheden deler Skæbne med Retslærens de lege ferenda Undersøgelser, ti, som jeg nærmere har paavist i Retslærens Afsnit om Retskilderne, beror en meget stor Del af det, vi kalder positiv Retsvidenskab, udelukkende paa de lege ferenda Undersøgelser, nemlig: den nærmere Fortolkning af de mange udefinerede Ord i Lovteksterne, de mange Valg mellem Analogislutninger og Modsætningsslutninger fra Lovreglerne, Sagens Natur paa de ulovbestemte Omraader o. I.
    Om dette Grundproblem siger Professor Borum, at man ikke i Etikken og Retslæren kan naa til saadanne sikre Resultater som i de tekniske Videnskaber og i Lægevidenskaben, ti i Etikken og Retslæren staar ofte Mening mod Mening baade m. H. t. Maal og Midler. Denne Forskel mellem de tekniske Videnskaber og Lægevidenskaben paa den ene Side og Etikken og Retslæren paa den anden Side eksisterer i Virkeligheden efter min Mening ikke, hvis man gaar dybere tilbunds i det erkendelsesteoretiske Problem, som disse Videnskabers Metoder rummer. Ogsaa i de tekniske Videnskaber og i Lægevidenskaben staar meget ofte Mening skarpt imod Mening og kan vedblive at staa der saaledes i lange Tider. Man erindre blot eksempelvis den store Strid i tysk

748 VINDING KRUSE.Lægevidenskab mellem Virchow og Koch, og i dansk Lægevidenskab mellem Faber og Rovsing. Baade i de tekniske Videnskaber og i Lægevidenskaben er der meget ofte ligesaa divergerende Meninger som i Retsvidenskaben og Etikken om, hvilke Maal man skal sætte sig, og hvilke Midler man skal anvende. De generelle Maal i Lægevidenskaben er ligesaa ubestemte som i Retslæren — den menneskelige Sundhed og det menneskelige Samfunds Vel. Indenfor den eksperimentale Biologi kæmper som bekendt i Øjeblikket vidt forskellige Anskuelser med hinanden i de mest fundamentale Spørgsmaal. Omvendt findes der i Retslæren de lege ferenda ganske som i Lægevidenskaben og Biologien adskillige Omraader, hvor der efterhaanden praktisk talt er Enighed mellem alle sagkyndige. Mange af vore juridiske Lovbetænkninger kan m. H. t. nye Fremgangsmaader i Behandlingen af visse Samfundsspørgsmaal glæde sig ved samme Objektivitet og almindelige Tilslutning blandt de sagkyndige, som Specialundersøgelser ofte nyder paa Lægevidenskabens og Biologiens Omraade.
    Men dernæst maa fremhæves, hvad der erkendelsesteoretisk rammer Kernen i hele Sagen, at den videnskabelige Metode i den eksperimentale Biologi, i Lægevidenskaben og de tekniske Naturvidenskaber er nøjagtig den samme som i Retslæren og Etikken, som jeg nærmere har paavist i min Bog: Erkendelse og Vurdering, 1942. Den Eksperimental-Biolog, der i sit Laboratorium udtænker en forbedret Metode, hvorved han til Gavn for Landbruget kan faa en vis Planteart til at spire paa en særlig Maade, eller den Lægevidenskabsmand, der i sit Laboratorium udtænker en ny Behandling af Kræft, foretager begge erkendelsesteoretisk nøjagtig den samme Tankeproces som den Retsvidenskabsmand, der finder nye forbedrede Lovregler for Løsøreomsætningen, eller den Lovkommission, der udfinder forbedrede Metoder til Bekæmpelsen af Forbrydere o. s. v. Denne Tankeproces i alle de anvendte Videnskaber har jeg i min Erkendelsesteori karakteriseret som den eksperimentale vurderende Erfaringsmetode, og den bestaar i, at man ud fra Iagttagelsen af visse Lovmæssige Sammenhæng slutter til, at hvis man sætter visse Aarsager ind, saa følger de og de biologisk eller sociologisk eller teknisk heldige Virkninger. Denne eksperimentale Tankeproces kan i alle anvendte Videnskaber ikke udtrykkes ved Ordene »er» eller »var», men ved saadanne Ord som »skal», »maa» eller »bør være», og er ved disse Udtryk kun en speciel Art af det, de generelle Na-

ER RETSLÆREN OG DEN POSITIVE RETSVIDENSKAB VIDENSKABER? 749turlove udsiger, nemlig Udsagn om en Fremtidsvirkning, om, at noget »vil vœre», og der er ikke mere Mystik eller uvidenskabeligt i Udsagnet om, at man »maa», »skal» eller »bør» gribe ind i en Plantes Spiring for at opnaa et for Landbruget gavnligt Resultat eller om, at man »bør» anvende en vis Fremgangsmaade ved Behandling af Sukkersyge eller, at man ved en Lov bør regulere Løsøreomsætningen paa en vis Maade, eller behandle visse Forbrydere paa en vis Maade, end i Newtons, Ørsteds eller Ampères Love om, at Fænomenerne »vil» opføre sig paa de og de Maader.
    Professor LUNDSTEDT kommer i sit nye dybtgaaende og skarpsindige Værk: Grundlinjer i skadeståndsrätten ogsaa ind paa dette Problem. Han udtaler her, at »Værdidomme» — at man bør gøre saaledes eller saaledes — »er og bliver et Udtryk for Følelsen af en Værdi og er følgelig bestemt af enhvers Følelseindstilling, altsaa subjektivt. Den udsiger intet om Virkeligheden, kan altsaa aldrig være sandt, aldrig være objektivt, eftersom det sande, det objektive just karakteriseres af at kunne fastsættes uafhængig af enhver Følelsesindstilling», (Lundstedt anførte Værk S. 122). Andetsteds siger Lundstedt i samme Retning: »Værdidomme kan intet have med Virkeligheden at skaffe og følgelig hverken være sandt eller falsk»; og Lundstedt mener, at det eksperimentale vurderende Eksperiment »intet kan have med Videnskab i begrebsmæssig Mening at skaffe», ti ved dette Eksperiment sammenblandes Kundskab, Viden — altsaa Videnskab — med Formaal, Stræben, Lundstedt S. 123 Noten.
    Allerede HOBBES og LOCKE fremhævede, at al Diskussion er unyttig, hvis man ikke først definerer de Ord og Begreber, hvorom man diskuterer. Og den nyeste Retning i det 20 Aaarhundredes Filosofi, den logiske Empirisme, betoner ganske det samme. Spørgsmaalet er derfor det fundamentale og enkle: naar Hägerström og hans Skole fastslaar (i de ovenfor af mig fremhævede Ord), at Værdidomme ikke har noget med Virkeligheden at gøre og ikke er Videnskab, er da Hägerströms og hans Skoles Begreb om Virkelighed og Videnskab rigtigt?
    Idet jeg iøvrig maa henvise til min udførlige Analyse af Begreberne Virkelighed og Videnskab i min Bog: Erkendelse og Vurdering, skal jeg her blot fastslaa, at de Hägerströmske Begreber om Virkelighed og Videnskab er vilkaarlige og ikke stemmer med den moderne Naturvidenskabs Begreber om Virkelig-

750 VINDING KRUSE.hed og Videnskab. Naar en Eksperimentalbiolog i sit Laboratorium har udforsket, at hvis han i en Plantes Spiring 1) sætter Aarsag a ind, vil Virkning b indtræde, 2) til en mere gavnlig Udnyttelse af Planten i Landbrugets Tjeneste, vil Nutidens Naturvidenskab bestemt hævde, at denne Udforskning, 1) og 2), er en Udforskning af Virkeligheden og følgelig er Videnskab. Tankeprocessen 2) er Kernen i alle de anvendte Naturvidenskaber, derunder Lægevidenskaben. Den Kræftforsker, der naar til Erkendelse af, at naar 1) Aarsag a sættes ind overfor Kræftcellevævet, vil Virkning b indtræde, 2) til Bedring af de kræftsyges Tilstand, gennemgaar nøjagtig samme Tankeprocess som ovennævnte landbrugskyndige Eksperimentalbiolog.
    Ligger der nu bag denne Tankeproces en »Følelse», en subjektiv Vurdering, eller et Formaal? Og hvis dette er Tilfældet, mister Tankeprocessen saa derved Karakter af Videnskab?
    Hvis der ligger en »Følelse» bag nævnte eksperimentale Tankeproces, er det ihvertfald en Følelse af en meget abstrakt, affarvet Karakter. Hvis man sagde til nævnte Eksperimentalbiolog og Kræftforsker, at de ved deres Eksperimenter var behersket af en »subjektiv Følelse», en »subjektiv Vurdering», vilde de med Rette afvise en saadan Paastand. Vi staar her overfor abstrakte Følelser og Vurderinger om hele Menneskehedens Vel, som intet har at gøre med det, som vi i daglig Tale kalder subjektive, individuelle Følelser, saasom Had, Misundelse, Skadefryd, Kærlighed o. 1. Alle anvendte Naturvidenskaber hviler paa den almene Forudsætning, at Menneskehedens Vel skal fremmes, eller rettere: de udtaler, som jeg i min Analyse af deres Værdidomme gentagne Gange har fremhævet, ingen absolut, apriorisk Værdidom om, at Menneskehedens Vel skal fremmes, men kun, at hvis man vil fremme Menneskehedens Vel, maa man sætte de og de Aarsager ind paa de forskellige Omraader.
    Tilbage bliver altsaa denne Vurdering, dette Formaal. Dette Formaal med den eksperimentale Tankeproces har imidlertid aldrig betaget de anvendte Naturvidenskaber deres Karakter af Videnskaber.
    Men som jeg nærmere har paavist i min psykologiske Analyse i Erkendelseslæren, er det ganske den samme videnskabelige Tankeproces, der foregaar, naar jeg i etiske Undersøgelser har søgt at udforske, at hvis man vil opnaa den og den gavnlige Virkning i Menneskers Livsførelse, maa man sætte de og de Aarsa-

ER RETSLÆREN OG DEN POSITIVE RETSVIDENSKAB VIDENSKABER? 751ger ind, eller hvis man i de lege ferenda Retslæren vil opnaa den og den gavnlige Virkning for Samfundet, f. Eks. en effektiv Behandling af Forbrydere, en bedre Retsordning angaaende Omsætningen af Løsøre eller fast Ejendom, maa man sætte visse andre Aarsager ind. Den Lovkommission eller den Retsvidenskabsmand, der fremsætter Forslag i disse Retninger, er heller ikke i deres Forskning af disse Aarsager og Virkninger og deres Forslag til en gavnlig Ordning behersket af individuelle subjektive Følelser, som vi kender fra Menneskenes sædvanlige Liv, Had, Kærlighed o. 1., men af samme abstrakte, objektive Vurderinger af Menneskehedens Vel, som nævnte eksperimentelle Plantebiolog og Kræftforsker. Efter den moderne Naturvidenskabs Opfattelse falder alle de anvendte Videnskaber ind under Begrebet Videnskab. Det er derfor, jeg i min Erkendelseslære har søgt at give en saa indgaaende Analyse af den Metode, der behersker disse Videnskaber, som det har været mig muligt; og efter at det, saa vidt jeg kan se, er lykkedes mig at finde ind til og karakterisere Kernen i denne Metodes Tankeproces, som jeg har kaldt den eksperimentale vurderende Metode, og paavist, at det psykologisk og erkendelsesteoretisk er ganske den samme Metode, som maa beherske Etikken og Retslæren, har jeg formentlig Ret i min Paastand, at jeg med Paavisningen af denne vurderende Eksperimentalmetode har grundlagt Etikken og Retslæren som Videnskaber. Som jeg kort har udtrykt det: Hvis den eksperimentelle Plantepatologi og Planteøkonomi og Lægevidenskaben er Videnskaber, er Etikken og Retslæren det ogsaa.
    Og hvorfor falder de her nævnte Forskninger med Rette ind under Begrebet: Videnskab?
    Mit Svar er: 1) fordi den Livssammenhæng, de udforsker, falder ind under Begrebet: Virkelighed. Det, vi kalder: Virkelighed, bestaar ikke blot i Nutid og Fortid, i at noget er eller var, men ogsaa i Fremtid, i at noget efter de samme lovmæssige Sammenhæng, som behersker Nutid og Fortid, ogsaa i Fremtid vil være, som Naturlovene udsiger. Virkeligheden kan af den sande Videnskab ikke vilkaarlig begrænses til to Udsnit af den evig strømmende Tid, hvor Naturforskeren i samme Øjeblik udforsker baade Fortid, Nutid og Fremtid. Virkeligheden er tidmæssig ikke bivalent, men trivalent; og Naturvidenskaben vil og kan derfor ikke begrænse sin Udsagn til det indskrænkede bivalente: at noget er sandt eller falsk, men vil medtage det tredje Udsagn: at

752 VINDING KRUSE.noget efter de lovmæssige Sammenhœng vil vœre. Og de vurderende Eksperimentalvidenskabers, de tekniske Naturvidenskabers, Lægevidenskabens, Etikkens og Retslærens Udsagn er intet andet end særlige Anvendelser af denne af Naturlovene omfattede fremtidige Sammenhæng. Ligesom mit Begreb: Videnskab, som paavist — i Modsætning til Hägerströms Begreb herom — er i Overensstemmelse med den moderne Naturvidenskabs Begreb om Videnskab, saaledes er mit Begreb: Virkelighed — ogsaa i Modsætning til Hägerströms Begreb herom — ligeledes i Overensstemmelse med Naturvidenskabens Begreb desangaaende. Den Plantebiolog eller den Kræftforsker, der i dette Nu sætter en Aarsag a ind i Livsprocessen for at fremkalde den for denne Proces gavnelige Virkning b, for ham er i dette Sekund, 1, Iagttagelse a allerede delvis Fortid og delvis Nutid; i næste Sekund, 2, er Iagttagelse b, der i forrige Sekund var Fremtid, Nutid, og i Sekund 3 Fortid. M. a. O. i Videnskaben er Virkeligheden en Sammenhæng, hvor Begrebet Tid er bortelimineret saa langt, som Lovmœssigheden i Sammenhœngen rœkker. Eller som jeg i mine Upsalaforelæsninger har udtrykt det: Videnskabens Paastande gælder ogsaa Virkeligheden i Fremtiden, forsaavidt som denne kan forudberegnes af de ved Naturlovene bestemte lovmæssige Sammenhæng (Videnskabens Begrundelse Side 40—41). Andetsteds udtrykker jeg det samme saaledes: Der er en meget stor Del af Fremtiden, vi ingen Viden har om, nemlig alt det, der mulig, maaske vil indtræde, men hvorom vi netop siger, at vi intet »ved». Kun den Del af Fremtiden hører med til Viden, hører under Videnskaben og dens Virkelighed, som vi med Sikkerhed eller stor Sandsynlighed kan forudberegne; men dette vil sige: alt det, der vil ske ifølge de videnskabelig konstaterede lovmœssige Sammenhœng. Herpaa beror da Naturlovene, og herpaa beror altsaa ogsaa alle anvendte eller vurderende Eksperimentalvidenskabers videnskabelige Karakter. Med den Begrænsning kan vi altsaa fastslaa, at Virkelighed, Erfaring, Viden ogsaa omfatter Fremtiden». (Erkendelse og Vurdering S. 299.) De anvendte Videnskaber skaber en ny Virkelighed.
    Men dernæst er mit Svar: 2) Selvom man vil mene, at de anvendte Videnskaber ved at gaa ud over at iagttage og beskrive Virkelighedssammanhængen, ved at gribe aktivt ind i dennes Aarsager og Virkninger og derved skabe en ny Virkelighed til Gavn for Menneskeheden, gaar ud over Virkeligheds-Skildring eller Forsk-

ER RETSLÆREN CG DEN POSITIVE RETSVIDENSKAB VIDENSKABER? 753ning i snevrere Forstand, saa ophører disse Videnskaber jo ikke derved at være Videnskab. Det er et ganske vilkaarligt Postulat, at Begrebet Videnskab alene skal omfatte Iagttagelse og Beskrivelse af Virkelighedssammenhæng, og ikke maa omfatte den planmæssige og systematiske Udnyttelse af de lovmæssige Virkelighedssammenhæng, disses Aarsager og Virkninger. De anvendte tekniske Naturvidenskaber og Lægevidenskaben er jo forlængst almindelig anerkendt at falde ind under Begrebet Videnskab, men disse Videnskabers hele Opgave bestaar jo netop i den systematiske, planmæssige, eksperimentale Udnyttelse af de lovmæssige Virkelighedssammenhæng til Gavn for Menneskeheden.
    Med ovenstaaende er da formentlig godtgjort, at baade Hägerströms Virkeligheds-Begreb og Begreb Videnskab er for snævert og forlængst tilsidesat af den moderne Naturvidenskab. Videnskabens Domme er altsaa ikke alene, 1) at noget er sandt eller falsk, men tillige, 2) at noget sandsynligvis efter de lovmæssige Sammenhæng vil vise sig sandt eller falsk, og 3) at noget, nemlig en Indgriben i de lovmæssige Sammenhæng, sandsynligvis vil vise sig rigtig, hensigtsmæssig til Gavn for Menneskeheden.
    Mine Anskuelser om Begreberne Virkelighed — Videnskab og Etikken og Retslæren kan da i kort Sammenfatning udtrykkes i følgende Paastande: Gennem min Paavisning af, hvad jeg har kaldt Grundlags-Illusionen i den hidtidige Erkendelseslære, er det blevet muligt at naa til en objektiv, almengyldig Bestemmelse af Begrebet Virkelighed nemlig som: alle Sanseiagttagelser og Selviagttagelser i lovmæssige Sammenhæng i indbyrdes Korrelation, og af Begrebet Videnskab, nemlig som: den menneskelige psykiske Proces, der behandler denne Virkelighed. Disse lovmæssige Sammenhæng er baade fortidige, nutidige og fremtidige, i een Strøm; og de kan baade være rent naturmæssige eller saadanne, hvor Mennesker ved Redskaber, Maskiner, Apparater eller psykiske Indgreb sætter visse Aarsager ind for at fremkalde visse Virkninger, være sig i eksperimentale konstaterende Øjemed eller i eksperimentale vurderende Øjemed. De sidstnævnte lovmæssige Sammenhæng, som bestemmes af den vurderende Eksperimentalmetode, er den Virkelighed, alle anvendte Naturvidenskaber, derunder Lægevidenskaben, beskæftiger sig med: og da det ogsaa er den Virkelighed, Etikken og Retslæren beskæftiger sig med, og da de anvendte Naturvidenskaber almindelig og med Føje anses for Videnskaber, skønt de eksperimentalt griber ind i de

 

48-447004. Svensk Juristtidning 1944.

754 VINDING KRUSE.lovmæssige Sammenhæng med det Formaal at fremkalde gavnlige Virkninger, maa det samme gælde Etikken og Retslæren; og jeg har da formentlig Ret i min Paastand, at jeg efter Afdækningen af Grundlags-illusionen i den hidtidige Erkendelseslære og efter Analysen af de anvendte Naturvidenskabers vurderende Eksperimentalmetode og dennes Overførelse til Etikken og Retslæren, har grundlagt de to sidstnævnte som virkelige Videnskaber; og jeg har samtidig hermed gjort et første Forsøg til en klinisk Etik, ligesom jeg har søgt at basere Retslæren paa en saa udstrakt samfundsmæssig Eksperimentalforskning som mulig.
    Hele denne Tankegang er ganske vist revolutioner for alle nedarvede og tilvante Forestillinger; men jeg er fuldkommen overbevist om, at mine Tanker efterhanden vil vinde Anerkendelse, og al Mystik om de etiske og retslige Værdidomme vil da forsvinde. Det vil da indses, at der ikke er mere uforklarligt eller uvidenskabeligt i en etisk Forandring af en Livsførelse eller en retslig Forbedring af en Samfundsindretning end i Lægevidenskabens kirurgiske Indgreb eller Landbrugsbiologiens Forædling af Kornsorter. Disse Videnskaber bygger nemlig alle paa Naturens lovmæssige Sammenhæng; og de lovmæssige Sammenhæng er det stærkeste Kriterium paa Virkeligheden.1

 

1 I Slutningen af det ovenfor anførte Værk kommer LUNDSTEDT ind paa noget, han kalder konstruktiv Retsvidenskap. Han forstaar herved Retsvidenskaben eller Retslæren de lege ferenda, og mener at kunne bygge denne på Samfundsnytten, anf. V. S 549 ff. Lundstedt ser imidlertid klart, at han med Samfundsnytten er inde i Vurderingen, Værdidommen. Men han hævder, at det, han kalder Samfundsnytten, ikke har noget etisk Anstrøg. Han vil nemlig ikke tage nogensomhelst Stilling til, hvad Mennesker bør stræbe efter, men holder sig alene til, at Menneskene faktisk i deres Helhed tilstrœber det samfundsnyttige (og han vil derfor ikke have sin Anskuelse forvekslet med den engelske Utilitarismes), anf. V.S 558 ff. Jeg kan ikke være enig med Lundstedt i, at dette er et holdbart Grundlag for en konstruktiv Retsvidenskab eller en Retslære de lege ferenda, ti ingen Videnskab kan bygge paa et Grundlag, som den ikke selv kritisk har prøvet. I den engelske Utilitarisme laa der en væsenlig Uklarhed i, at den, ialtfald hos flere af dens Tilhængere, forvekslede det, der faktisk tilstræbes, med det, der bør tilstræbes, se min Fremstilling i: Erkendelse og Vurdering S 55 ff, 59-60. Lundstedt har ganske Ret i, at hans Anskuelse ikke maa forveksles med den engelske Utilitarisme, ti han begaar ikke som denne nævnte Uklarhed, men holder sig klart til den Samfundsnytte, der faktisk tilstræbes. Men jeg kan ikke se, at man derved kan slippe for en Begrundelse af, hvorfor man vil følge den faktisk tilstræbte Samfundsnytte. Hvis man nu efter erfaringsmæssige Undersøgelser kommer til det Resultat, at den af Flertallet faktisk tilstræbte Samfundsnytte er urigtig, hvad saa? M. a. O. Grundlaget for den konstruktive Retsvidenskab eller Retslæren maa