Nogle Reflexioner vedrørende Vidnebeviset. En dansk Advokat kan berette følgende Oplevelse, som han havde, da han for ca. 35 Aar siden for første Gang gav Møde ved en Vidneførsel i en københavnsk Domstol.
    Hans Chef havde betroet ham at føre en lille Sag om Erstatning for en forulykket Hest. Klienten havde opgivet to Mænd, som skulde kunne oplyse de nærmere Omstændigheder ved Hestens Endeligt, og de blev

396 HENRIK SACHS.følgelig indkaldt som Vidner. I Retten erklærede de begge, at de intet havde iagttaget om, hvorledes Ulykken passerede, hvorefter Dommeren vendte sig til den skuffede debuterende Advokat med det Spørgsmaal,om han da ikke paa Forhaand havde examineret de to formentlige Vidner, og da dette Spørgsmaal blev besvaret benægtende, fremkom der fra Dommerens Side en kraftig Reprimande for dette Spild af baade Rettens og Medborgeres Tid. Det hjalp ikke den unge Jurist, at han fremkom med den Forklaring, at han havde anset det for ukorrekt at tale med Vidnerne før deres Møde i Retten — dette indbragte ham kun Dommerens forbavsede Hovedrysten.1
    Hjemme paa Advokatkontoret blev Debutanten derefter af de mere rutinerede Kolleger belært om, hvorledes man bar sig ad: Man kaldte Vidnerne op til sig, spurgte dem ud og udarbejdede derefter en Erklæring, som man skulde se at faa Vidnerne til at underskrive — saa laa Forklaringen fast, og man havde følgelig et sikkert Grundlag at arbejde videre paa.
    Saaledes var Praxis dengang, og det var tilsyneladende kun unge Teoretikere, der havde læst og hørt noget om Vidnepsykologi, hvem det kunde falde ind, at der ved denne Fremgangsmaade var Fare for, at Vidnet vilde blive utilbørligt paavirket til at give Forklaring i den af den paagældende Advokat ønskede Retning.
    Ved Rettergangsreformen i 1919 forlod man i Danmark den tidligere Praxis, hvorefter Vidneafhøringerne i vidt Omfang foregik paa den Maade, at en af Vidnet paa Forhaand afgivet — som Regel af den paagældende Advokat konciperet — skriftlig Erklæring blev oplæst for eller af Vidnet og dette derefter forespurgt, om det kunde bekræfte Erklæringens Indhold under Vidneansvar.
    Det forekommer dog ogsaa efter Retsplejereformen, at man benytter skriftlige Vidne-Erklæringer, men dette sker da hovedsagelig i de Tilfælde, hvor den Part, der producerer Erklæringen, har den Opfattelse, at en saadan Erklæring kan træde i Stedet for en indenretslig Afhøring af det paagældende Vidne. Dette vil navnlig forekomme, hvor man fra Personer, hvis Troværdighed ikke kan ventes draget i Tvivl, ønsker at faa Oplysninger, som kan gives med Sikkerhed ved Eftersyn af Optegnelser, Bogføring og lignende. Drejer det sig derimod om, at den paagældende skal oplyse, hvad han har iagttaget, og hvad han erindrer heraf, er det kun yderst sjældent, at man kan paaregne, at Modparten vil acceptere en udenretslig skriftlig Erklæring som lige saa gyldig som en Vidneforklaring. I saadanne Tilfælde betragtes det almindeligt som uheldigt saaledes paa Forhaand gennem en skriftlig Erklæring at fixere Vidnets Forklaring, og den kyndige Advokat vil undgaa denne Form, der efter Omstændighederne endog vil kunne svække Betydningen at

 

1 I øvrigt kan der i visse Tilfælde, selv om et Vidne udenretsligt benægter at have set noget, dog være Grund til at indkalde det for Retten — Paastanden kan jo være urigtig, og det kan da haabes, at den ikke vil blive opretholdt under Vidneansvar.

NOGLE REFLEXIONER VEDRØRENDE VIDNEBEVISET 397Vidneforklaringen i Dommernes Øjne, jfr. Bemærkningerne herom nedenfor.
    Man kan rejse det Spørgsmaal, om de udenretslige Erklæringer ikke medfører en væsentlig Tidsbesparelse for Retten, selv om det maatte blive krævet, at Vidnet skal møde i Retten for under Vidneansvar at vedstaa sin Erklærings Indhold.
    Det er naturligvis ubestrideligt, at i de Tilfælde, hvor der i Retten ikke sker andet end at Erklæringen læses op og bekræftes af Vidnet, kan Vidneførslen med tilhørende Protokollation expederes væsentlig hurtigere end hvor der foregaar en Udspørgen af Vidnet med Protokollation af stillede Spørgsmaal og givne Svar. I Danmark var det dog før Rettergangsreformen kun forholdsvis sjældent, at man i civile Sager kom saa nemt fra Afhøringen af et Vidne, der havde afgivet en skriftlig udenretslig Erklæring. Modparten fandt næsten altid Anledning til at begære Udsagnet underkastet en Prøvelse og Analyse ved Fremsættelsen af Spørgsmaal, og under saadanne Omstændigheder kunde det næppe fastslaas som det gennemsnitlige, at Systemet krævede mindre af Rettens Tid end det efter Rettergangsreformen praktiserede nye System. De Tilfælde, hvor den gamle Fremgangsmaade sparede Tid, kunde formentlig opvejes af dem, hvor den tværtimod krævede mere Tid end den, der vilde være medgaaet, om man havde sparet Oplæsningen af Erklæringen og var gaaet direkte til en Udspørgen af Vidnet. Dertil kan endnu føjes, at de skriftlige Erklæringer — ligesom forøvrigt Politirapporterne — har vist en Tendens til at medtage mange uvæsentlige Detailler, hvilket jo forøger Tidsspilden ved Oplæsningen.
    Der hersker formentlig ingen Tvivl om, at den værdifuldeste Forklaring faar man af det Vidne, der udtaler sig i Retten, uden at Vidnets Erindringsbilleder er blevet udsat for Paavirkning med deraf følgende Forstyrrelse ved Samtaler, Læsning af Pressens Omtale af Sagen etc. Man kan derfor rejse det Spørgsmaal, om det ikke burde være Parterne og deres Advokater forment paa Forhaand at tale med Vidnerne om Sagen. Et saadant almindeligt og kategorisk Forbud vilde dog kollidere med et andet vigtigt praktisk Hensyn, nemlig at det for at undgaa, at en Part indlader sig i en haabløs Proces, kan være nødvendigt, at han eller hans Advokat orienterer sig med Hensyn til, hvilke Vidnesudsagn Parten kan paaregne til Støtte for sin Sagsfremstilling.
    Dette sidstnævnte Hensyn har man hidtil anset for saa vigtigt, at det maa opveje Betænkelighederne ved Samtaler med Vidnerne. Iøvrigt er det indlysende, at et Forbud vanskeligt vilde kunne praktiseres over for andre end Advokaterne. Over for Parterne, endsige over for udenforstaaende Trediemænd, synes det ikke at være gennemførligt.
    Derimod maa man af Parterne og specielt af deres Advokater med Rimelighed kunne forlange, at deres Samtaler med Vidnerne ikke gaar videre end og antager en Karakter udover, hvad der retfærdiggøres ved det omtalte praktiske Hensyn, at Samtalerne med andre Ord begrænser sig til, hvad der kræves for at opnaa en Orientering, og undgaar alt,

398 HENRIK SACHS.hvad der maa antages at kunne virke som en Instruktion af Vidnet. At Grænsen kan være svær at drage, og at Faren for dens Overskridelse er nærliggende, synes ubestrideligt, men om Retningslinierne vil der næppe herske Tvivl.
    Man vil kunne mode følgende Betragtning: Den Advokat, der saaledes ved Samtale med Vidnet paa fuld loyal Vis har faaet Vidnets Fremstilling, maa være berettiget til at skrive den ned, og der synes heller ikke at kunne gøres nogen rimelig Indvending mod, at han læser sit Referat op for Vidnet for at forvisse sig om, at der ikke er indløbet Misforstaaelser. Men, spørger man da videre, hvad kan der da anføres mod, at Advokaten beder Vidnet underskrive Referatet som en Bekræftelse paa, at Gengivelsen af Vidnets Forklaring er korrekt? Med andre Ord: Naar man ikke vil eller kan forbyde Advokaterne paa Forhaand at tage Rede paa, hvad Vidnet kan forklare Sagen vedrørende, hvad kan man da indvende mod, at Vidnet afgiver en skriftlig Erklæring, indeholdende den Forklaring, som det har afgivet over for Advokaten? Og hvad kan der da videre indvendes mod, at denne skriftligeErklæring fremlægges i Retten som Basis for Vidnets Afhøring?
    Hertil er der det ene at svare, at en saadan i en eller anden Form skriftligt fixeret og med Underskrift bekræftet Forhaands-Forklaring meget let faar Karakteren af et Forsøg paa at holde Vidnet fast ved netop denne Fremstilling, altsaa et Forsøg paa at gardere sig mod en eventuel afvigende Fremstilling under Afhøringen i Retten. Folk føler sig nu en Gang særligt bundne ved det, de har »skrevet under paa».
    Et saadant Forsøg bør normalt være egnet til at vække Misstemning hos Domstolen. Dommerne maa have den Indstilling, at Forhøret i Retten er et bedre Middel til at faa Sandheden frem end Advokatens ensidige private Afhøring af Vidnet. Advokatens Forsøg paa at holde Vidnet fast ved den over for ham afgivne Forklaring løber derfor den Risiko at blive opfattet som noget, der modarbejder Sandheden i Stedet for at fremme den.
    Nu maa det erkendes, at der kan foreligge Tilfælde, hvor Advokaten ved den private Afhøring kun med Besvær har faaet en Forklaring ud af et modvilligt Vidne, og hvor Advokaten derfor har Grund til at frygte, at Vidnet i Retten vil gentage sine Bestræbelser for at huske og sige mindst muligt om de afgørende Punkter. I saadanne Tilfælde synes det baade forklarligt og forsvarligt, at Advokaten søger at sikre Beviset ved — om muligt — at faa Vidnet til med sin Underskrift at bekræfte Referatet. Hvor Advokaten kan fremkomme med en saadan Forklaring paa, hvorfor han har taget skriftlig Bekræftelse af Vidnet, og specielt, hvor Advokatens Forklaring herom bestyrkes ved Vidnets Optræden i Retten, vil Domstolen ikke have nogen rimelig Grund til at føle Misstemning over den af Advokaten benyttede Fremgangsmaade. Men det vil formentligt kun være forholdsvis sjældent, at den her beskrevne Situation foreligger. Advokaten vil kun i et Faatal af Tilfælde faa Lejlighed til privat at udspørge et modvilligt Vidne. Den paagældende vil simpelt hen

NOGLE REFLEXIONER VEDRØRENDE VIDNEBEVISET. 399ignorere Advokatens Kaldelse og benytte sig af sin gode Ret til at reservere sit Udsagn til Retssalen.
    Hovedreglen vil sikkert være den, at de Vidner, der følger Advokatens Opfordring til at indfinde sig til en privat Konference, er dem, der af en eller anden Grund gerne vil støtte den paagældende Part og derfor er villige nok til ogsaa privat at fremføre de Omstændigheder, der er til Gunst for Advokatens Standpunkt. Faren ved den Slags Vidner er den, at de i deres velmente Iver for at hjælpe Parten til hans formentlige Ret gaar for vidt i deres Forklaringer og i første Omgang beretter mere som iagttaget og erindret, end de kan fastholde, naar de bliver gaaet nærmere paa Klingen gennem Modpartens og Dommerens Spørgsmaal. Det vil, hvor det drejer sig om saadanne Vidner, være vanskeligt for Advokaten at bibringe Domstolen den Opfattelse, at der har været nogen loyal Interesse forbundet med et Forsøg paa at holde Vidnet fast ved det Udsagn, der fremkom under dettes private Konference med Advokaten. Og det skulde kunne være egnet til at vække Uvilje hos Domstolen, i Fald Forsøget lykkes for saa vidt, som Vidnet under Presset af, hvad det en Gang har sagt og skrevet under paa, fastholder det oprindelige Udsagn, skønt Retten faar det Indtryk, at det ikke stemmer med Sandheden og med det, som Vidnet vilde have forklaret, ifald det havde følt sig frit stillet.
    Konklusionen af de her fremførte Betragtninger er da den, at Advokaten bør være meget varsom ved sin Forhaandsudspørgen af Vidner, saaledes at han undgaar alt, hvad der er egnet til at vække Frygt for, at Vidnet derved er blevet paavirket med Hensyn til sit Udsagns Indhold, og at Advokaten ganske særligt bør være tilbageholdende med atfixere Vidnets Forhaandsudsagn i en af dette underskrevet Erklæring og med at paaberaabe sig denne Erklæring senere under Vidneførsel i Retten. Dertil kan føjes, at der bør udvises speciel Varsomhed med at konferere med Vidner, som Modparten har tilkendegivet, at han vil føre; her vil Mistanke om utilbørlig Paavirkning eller Forsøg derpaa naturligvis særligt let opstaa.
    Baade Retten og Modparten har en naturlig og fuldt loyal Interesse i at kontrollere, om de af en Part førte Vidner har været Genstand for tilsigtet eller utilsigtet Paavirkning. Det maa derfor anses for tilladeligt og efter Omstændighederne endog paakrævet gennem Spørgsmaal til Vidnet at faa oplyst, om Parten, dennes Advokat eller andre har talt med Vidnet om Sagen, og under hvilke Former dette er sket. Den Part (Advokat), der har ren Samvittighed, bør ikke føle sig krænket over, at denne Kontrol udøves; den kan tværtimod efter Omstændighederne styrke Tilliden til Vidneudsagnet. Og den Part (Advokat), der har baaret sig mindre korrekt ad i sin Omgang med Vidnet, kan ikke med Føje beklage sig over, at hans uheldige Adfærd bliver belyst.
    De foranstaande Bemærkninger har referet sig til civile Sager. I det store og hele har det anførte ogsaa Gyldighed for den Advokat, der optræder som Forsvarer i Straffesager.

400 NOGLE REFLEXIONER VEDRØRENDE VIDNEBEVISET.    For Anklagersidens Vedkommende maa man derimod anerkende en vis Modifikation. Trangen til og Betydningen af en Forhaands-Orientering gennem Udspørgen af Vidner er særlig stor for Anklagerens Vedkommende. Denne Udspørgen vil jo ofte være nødvendig for Afgørelsen af, om der kan rejses nogen Sigtelse og da mod hvem. Og da denne Afgørelse i sin endelige Form som Regel træffes af en Embedsmand, der er overordnet den eller dem, der har foretaget Afhøringerne, er det en praktisk Selvfølgelighed, at Referater af Afhøringerne nedskrives. At den, der foretager Afhøringerne, efter disses Afslutning gør de afhørte bekendte med Referaterne for at give Lejlighed til eventuelle Berigtigelser og for derefter at opnaa Godkendelse af Referaterne, vil som Hovedregel falde ganske naturligt.
    Yderligere kan Betænklighederne ved en Politimands Afhøringer muligvis hævdes at være mindre end dem, der knytter sig til Privates Afhøring af Vidner. Politiet har jo en embedsmæssig Pligt til fuldkommen Objektivitet og skal være interesset i, at alle Momenter, ogsaa de, der er i den Sigtedes Favør, oplyses saa tydeligt og saa fuldstændigt som muligt. Men indrømmes maa det, at Praxis ikke kan ventes altid at svare til Idealet.
    Vigtigt er det, at de politimæssige Afhøringer ikke gaar videre, end hvad Formaalet, nemlig en Stillingtagen til Tiltalespørgsmaalet, maatte kræve. Selv den mest loyale og forstaaende politimæssige Afhøring medfører Risikoen for at øve en vis Paavirkning paa det Udsagn, der senere afgives over for Domstolen. Derfor bør Politiets Afhøringer indskrænkes til det for Orienteringen fornødne. Og ligesaa lidt som i civile Sager bør Vidnets Forhaandsudtalelser — Politirapporten — forelægges det som Basis for Afhøringen. Kun hvor væsentlige Afvigelser fra Rapporten fremkommer under Afhøringen i Retten, kan det — ligesom til en vis Grad i civile Sager — være nødvendigt eller dog opportunt at foreholde Vidnet dets udenretslige Udsagn.

Henrik Sachs.