DANMARKS BEFRIELSE.

 

En jubel uden lige brød ud i Danmark hin uforglemmelige aften den 4. maj, da radioen fra London bragte os budskabet om befrielsen fra det tyske åg. Den eneste skår i glæden var, at Norge endnu ikke var kommet med. Men forvisningen om, at Norge snart vilde opleve samme underfulde frigørelse, blev ikke til skamme.
    Vi stod ikke mere under tysk herredømme, men var herrer i vort eget hus. Vi kunde igen frit give udtryk for vore tanker og følelser, og de mure, der skilte os fra omverdenen, begyndte at falde. Og vi blev fri for den stadige usikkerhed og frygt forslægt og venners skæbne. Trykket havde været tungt i den sidste tid. Men jo tungere det blev, des mere styrkedes modstandsviljen, og det var ikke svært at holde modet oppe, fordi det var klart, at befrielsen snart vilde komme.
    Med glæden fyldtes vore hjerter af dyb taknemlighed over befrielsen, og en særlig lykke var det, at befrielsen takket være de allieredes fuldkomne sejr i Tyskland kom så let til de fleste af os. — Bornholm blev dog ramt hårdt, og særlig smerteligt, fordi det skete, da vi allerede troede, at faren var overstået.
    Når vi nu for første gang får adgang til at tale frit til nordiske fagfæller, må vi begynde med at bringe vore norske og svenske brødre en tak for, hvad vi skylder dem igennem de fem onde år.
    Vi føler os i dyb gæld til Norge, fordi det tog kampen op og tro mod nordiske idealer ikke lod sig rokke fra rettens grund. Norges kamp fik fra første færd danske hjerter til at banke, og den norske hjemmefronts standhaftighed og mod viste vejen for dansk modstand.
    Og Sverige — ja, vi behøver blot at rejse det spørgsmål, hvorledes de fem år vilde være forløbet uden et trofast broderland hinsides Øresund. I den første tid bidrog svensk sympati og forståelse til at holde modet oppe hos os, og årene igennem var svensk radio og presse til stor opmuntring for os. Sverige var vinduet i vort fængsel. I de sidste år, da vor kamp blev skærpet,

HENRY USSING. 425fandt vi ikke blot politisk og moralsk støtte, men en storstilet hjælp i vore trængsler. Sverige blev det trygge tilflugtssted for alle de mange danske — jøder og andre — der måtte flygte for at undgå fængsling, deportation, pinsler eller død, og Sverige gav vore flygtninge de bedst mulige kår. Hjælpen kronedes ved greve Folke Bernadottes uforglemmelige bedrift. Dertil kom en efterhånden voksende støtte til selve kampen. For alt dette og meget andet bringer vi en dybtfølt tak til Sveriges folk, som i gerning har vist et sandt brodersind.
    Samtidig med befrielsen indlededes en pinlig, men nødvendig afregning med de danske, der svigtede i nodens stund. Der foretoges et stort antal interneringer. Derunder fik adskillige i de første dage en behandling, der var usømmelig. Men grovere udslag af had og hævnlyst blev i det store og hele undgået — hvad der tjener modstandshæren til ære i betragtning af, at de fleste interneringer blev iværksat af mænd, der ikke stod under egentlig militær kommando og ikke havde nogensomhelst uddannelse til polititjeneste, og at mange af de internerede var personer, som dækket af voldsmagten havde bragt død, pinsler og deportation over dem, der pågreb dem, eller disses nærmeste. Den endelige afregning vil nu ske ved domstolene i henhold til love, som omtales andetsteds.
    Spørger man, hvilken betydning krigsårene iøvrigt har for retslivet i Danmark, må svaret være, at det tyske voldsregimente har vakt en levende forståelse af, hvad lov og ret betyder for vort liv. Folk har fået en langt dybere følelse af værdien af en forsvarlig strafferetspleje udøvet af selvstændige domstole under offentlighedens kontrol, af vor grundlovs regler til værn for den personlige frihed og for åndslivets frie udfoldelse, og af vort folkestyre. Krigsårene har vel også lært os, at de retsidealer, vi har fælles med det øvrige norden, danner et sikrere grundlag for samhørighedsfølelse end fællesskab i materielle interesser.
    I det genopbygningsarbejde, der forestår, må vi ikke glemme disse erfaringer fra krigens år. Og vi må søge at gøre vore retstanker gældende også i internationale forhold.
    Det er mit håb, at vi kan bevare det faste broderskab, som er vokset frem mellem de skandinaviske lande i de onde år. Det vil muliggøre en udbygning af det nordiske samarbejde på rettens område. Jeg tænker herved ikke alene på samnordisk lovgivning — som nok i den første tid vil blive trængt noget tilbage af mere

426 DANMARKS BEFRIELSE.påtrængende opgaver — men på et fyldigere samarbejde mellem juristerne overhovedet, navnlig også på videnskabens og litteraturens felt.
    Vi bringer svenske jurister en særlig tak, fordi de gjorde, hvad der kunde gøres, for at vedligeholde forbindelsen med juridiske kredse i Danmark krigen igennem.

Henry Ussing.