NOGLE ERSTATNINGSRETLIGE SPØRGSMAAL, SÆRLIG OM BØRNS OG SINDSSYGES ANSVAR.

 

AF

 

PROFESSOR O. A. BORUM.

 

Naar jeg har taget disse Spørgsmaal op til Behandling har det dels sin Grund i at jeg vedrørende Børns og Sindssyges Ansvar mener at kunne fremdrage nogle Synspunkter, som maaske ogsaa kan have Interesse for svenske Jurister, men dels er det begrundet i at jeg — opmuntret af Justitierådet ALEXANDERSONS Foredrag om Skadeståndsansvar og Anmeldelse af HJALMAR KARLGRENS Bog om Skadeståndsläran — har følt Trang til at fremføre nogle Tanker, som længe har ligget mig paa Sinde, vedrørende det almindelige Spørgsmaal om Fastsættelsen af Erstatningens Størrelse og om Forholdet mellem Erstatning og Forsikring.
    Jeg vil gerne her have Lov til at indskyde den Bemærkning, at det er vigtigt stadig at holde sig for Øje, at det nordiske Samarbejde paa Lovgivningens Omraade ikke bør standse ved Tilvejebringelsen af saavidt muligt ensartede Love, men at man paa de Felter hvor saadan Lovgivning er gennemført, bør se tilat Retspraksis i de forskellige Lande ikke uden tvingende Grund udvikler sig i forskellig Retning, der i væsentlig Grad tilintetgør de gavnlige Virkninger af Samarbejdet. Teorien har her en vigtig Opgave. Det bliver nordisk Retsvidenskabs Opgave at holde sig à jour med Retsudviklingen i de andre Lande, drage Nytte af dens Erfaringer og holde igen overfor Afvigelser, der ikke er begrundet i særlige Forhold i det paagældende af Landene.
    I Forbindelse med det skandinaviske Samarbejde vedrørende Formynderskabsretten tog man ogsaa Spørgsmaalet op om Børns

 

Forelæsning den 19. Oktober 1944 efter Indbydelse af Svenska avdelningen för de nordiska juristmötena samt Juristföreningen i Stockholm.

NOGLE ERSTATNINGSRETLIGE SPØRGSMAAL. 435og Sindssyges Erstatningsansvar. I Norge blev man dog staaende ved Reglen i Straffeloven af 1902 §§ 22—23, hvorefter Børn under 14 Aar og sindssyge Personer principielt er ansvarsfri menkan paalægges Erstatning, hvis de (undtagelsesvis) har Formue. Disse Regler er fra norsk Side blevet betegnet som uheldige ogforældede, se NILS FINN SIMONSEN i T.f.R. 1936 S. 145. I Finland gælder stadig Reglen i Straffeloven af 1889 Kap. 9 § 5, hvorefter Børn under 15 og sindssyge (og andre utilregnelige Personer) er subsidiært ansvarlige for den Skade som de harforvoldt, nemlig forsaavidt Skaden ikke kan faas erstattet hos andre paa Grund af manglende Tilsyn eller andet uforsvarligt Forhold.
    De danske og de svenske Regler om Børns og Sindssyges Ansvar er derimod i alt væsentligt overensstemmende. For dansk Rets Vedkommende findes Bestemmelserne i Lov om Umyndighed og Værgemaal af 30. Juni 1922.

 

§ 63.
    Barn under 15 Aar er erstatningspligtigt for skadegørende Handlinger efter samme Regler som Personer over denne Alder; dog kan Erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, forsaavidt det findes billigt paa Grund af manglende Udvikling hos Barnet, Handlingens Beskaffenhed og Omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig Forholdetmellem den skadegørendes og den skadelidendes Evne til at bære Tabetog Udsigten til at faa Skaden godtgjort hos andre.

 

§ 64.
    En Person som paa Grund af Sindssygdom, Aandssvaghed, forbigaaende Sindsforvirring eller lignende Tilstand har manglet Evnen til at handle fornuftsmæssigt, er erstatningspligtig for skadegørende Handlinger efter samme Regler som sjælssunde Personer; dog kan Erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for saavidt det findes billigt under Hensyn til Personens Sindstilstand, Handlingens Beskaffenhed eller Omstændighederne iøvrigt, derunder navnlig Forholdet mellem denskadegørendes og den skadelidendes Evne til at bære Tabet og Udsigten til at Skaden kan faas godtgjort hos andre.
    Har den skadelidende ved Misbrug af Beruselsesmidler eller paa lignende Maade forbigaaende hensat sig i en Sindstilstand som ovenfornævnt er en Lempelse i Erstatningen udelukket.

 

    I svensk Ret er Reglerne om Ansvar for Børn under 15 Aar og sindssyge samlet i en enkelt Paragraf, nemlig Strafflagens 6. kap. 6 §:
    Är skada gjord av person under femton års ålder eller sådan, som i 5 kap. 5 § omtalas, vare han pliktig att ersätta skadan, om och i den

436 O. A. BORUM.mån det med hänsyn till hans sinnesart, gärningens beskaffenhet och omständigheterna i övrigt må anses skäligt. Vad han sålunda utgivit äge han söka åter av den, som genom underlåten vård om hans person vållat skadan.

 

    Forsaavidt angaar de Sindssyge henviser den svenske Ansvarsregel til Strafflagen 5. kap. 5 §. Denne angaar som bekendt den som er »avvita» eller som Forstandens Brug »genom sjukdom eller ålderdomssvaghet är berövat». Af Modsætningen til 6 §, derhandler om den som »saknat förståndets bruk, ehuru han ej kanför strafflös anses efter 5 §», fremgaar at Omraadet for den svenske Særregel om Sindssyges Ansvar er snævrere end den tilsvarende danske Regel, der omfatter alle Tilfælde af »rubbad själsverksamhet» paa samme Maade som den svenske Lag af 1924 om verkan av avtal som slutits under inflytande av rubbad själsverksamhet. Det er formentlig almindeligt erkendt at den svenske Ansvarsregels Afgrænsning ikke er rationel. Naar 5 § nu (Juni 1945) i Overensstemmelse med Strafflagberedningens Betänkande af 31. December 1942, jfr Första lagutskottets utlåtande nr. 36, ændres saaledes at Straffrihed indtræder for Gerninger, som er begaaet under Indflydelse at sinnessjukdom, sinnesslöhet eller annan själslig abnormitet, faar dette automatisk Virkning for Reglerne om unormale Personers Erstatningsansvar. Omraadet for den svenske Ansvarsregel vil da i Realiteten komme til at ligge nær ved den danske.
    De Momenter som den svenske Regel fremhæver som bestemmende for hvorvidt en Lempelse af Ansvaret skal ske: »hans sinnesart, gärningens beskaffenhet och omständigheterna i övrigt» svarer til de danske Regler med den Modifikation, at da de danske Regler er givet i to Paragraffer, har man ved de unge Personer kunnet fremhæve »den manglende Udvikling», medens man kun ved de unormale Personer taler om Sindstilstandens Betydning.
    Baade de danske og de svenske Regler fremhæver ved Ordene »Omstændighederne iøvrigt» at Domstolen der skal fastsætte Erstatningens Omfang kan tage Hensyn til samtlige i Betragtningkommende Momenter, som findes at være af Betydning for Vurderingen af Ansvaret. Men der er den ikke uvæsentlige Forskel i Formuleringen af Reglerne at de danske Bestemmelser udtrykkelig fremhæver to saadanne Momenter, nemlig 1) Forholdet mellem Skadevolderens og skadelidendes økonomiske Forhold 2) Udsigten til at Skaden kan faas erstattet af andre,

NOGLE ERSTATNINGSRETLIGE SPØRGSMAAL. 437hvilket dels berører Forældrenes Ansvar, dels Betydningen af Forsikring enten paa skadelidtes eller Skadevolderens Side.
    At der ogsaa efter den svenske Regel kan tages Hensyn til »olikheten i förmögenhetsförhållanden» siges klart i Lagberedningens Betænkning af 1921 (S. 546); men den udtrykkelige Fremhævelse af de to nævnte Momenter i de danske Bestemmelser har naturligvis paa en langt mere haandgribelig Maade tvunget dedanske Domstole til at tage Hensyn til disse Momenters Betydning for de unge og de unormale Personers Erstatningsansvar.
    Jeg gaar derefter over til at redegøre for hvorledes Udviklingen har formet sig i Danmark ved den praktiske Tilrettelæggelse af Reglerne om Børns Ansvar.
    Den gamle Regel i Chr. den V's Danske Lov 1—24—9 bestemte at »Barn, som er under sine femten Aar, bøder Skaden tilden, som han forsetligen haver forbrut sig imod. . .» Børn over 15 Aar var helt ansvarlige ligesom voksne. Børn under 15 Aar var ansvarlige for deres forsætlige Skadetilføjelser, men ansvarsfri for deres uagtsomme Handlinger. Myndighedslovens § 63 har fastholdt Grænsen 15 Aar. Børn over 15 Aar er ligesom efterældre Ret fuldt ansvarlige for deres Retsbrud. Forsaavidt angaar Børn under 15 Aar har Loven af 1922 derimod indført en helt ny Ordning, idet man har opgivet den principielt forskellige Behandling af Børns forsætlige og uagtsomme Handlinger.
    Naar det udtales i § 63 at Barn under 15 Aar er erstatningspligtigt for skadegørende Handlinger efter samme Regler som Personer over denne Alder, betyder dette, at de almindelige Erstatningsbetingelser skal være tilstede. Der skal foreligge Culpa, en uforsvarlig Handling, der kan tilregnes den paagældende som forsætlig eller uagtsom og som paa adækvat Maade har fora arsaget den indtrufne Skade. Det der volder Tvivl baade her og ved § 64 om abnorme Personers skadegørende Handlinger er de subjective Betingelser for Ansvaret. Skal Spørgsmaalet om Culpa foreligger bedømmes individuelt eller efter en Gennemsnitsmaalestok? Svaret er at der i alle Tilfælde anvendes en Gennemsnitsmaalestok, men ikke den samme i alle Tilfælde. Ved voksne Personer er stadig bonus-pater-familias Skønnet afgørende. Kun Normalvildfarelsen kommer i Betragtning. Skadevolderens Abnormitet og dermed følgende manglende Dømmekraft diskulperer ikke.
    Ved Børn under 15 Aar anvendes ogsaa en Gennemsnitsmaale-

438 O. A. BORUM.stok. Man bortser fra individuel Underlegenhed. Men man forlanger ikke, at Barnet skal have udvist samme Agtpaagivenhed overfor andres Retsgoder som en voksen, men kun at det har handlet som man med Føje kan forlange af et normalt udviklet Barn i den Alder. Dommene betoner stadig hvad man kan forlange af Barnet under Hensyn til dets Alder. Gaar Kravet ud herover, foreligger der ikke Culpa og Barnet frifindes for Ansvar.Ligeledes maa Barnet naturligvis frifindes, naar Aarsagsforholdet ikke er tilstrækkelig oplyst, og det derfor ikke er godtgjort at det har udvist noget til Erstatning forpligtende Forhold.

 

    Jeg skal her først nævne en dansk Dom fra 1943 (U.f.R. S. 380).
    Den 11-aarige Ove leger Rævejagt med to syvaarige Drenge Preben ogIb. Ove er Jæg er og har laant Ibs Luftbøsse. Som Projektil anvendes raa Kartoffelmasse af Størrelse som en Ært. Ib og Preben gemmer sig i et af Brædder bygget Hønsehus. For at skræmme dem bort fradette Sted, affyrer Ove Bøssen mod Hønsehuset i en Højde af 1,25 m. Noget af Kartoffelmassen trænger ind gennem en Revne i Brædderne paa 3/4 cm og rammer Preben i højre Øje, der beskadiges. Preben var kum een Meter høj, men havde stillet sig paa en Redekasse med Ansigtet mod Revnen for at se hvad Ove foretog sig. Landsrettens Dom lød paa Frifindelse, fordi der ikke var tilstrækkelige Holdepunkter for at Ove — da han affyrede Skudet — havde bemærket Revnen i Brædderne eller havde bemærket at Preben holdt Ansigtethen til Bræddevæggen; man fandt at han ikke ved som sket at skydeind mod denne havde gjort sig skyldig i et til Erstatning forpligtende Forhold.
    Jeg kan i denne Sammenhæng ogsaa nævne et tilsvarende svensk Retstilfælde, nemlig Dommen i N.J.A. 1940 S. 226. To niaarige Drenge, Björn og Åke, følges hjem fra Skole. Björn finder en fyrkantig Papskive paa ca. 25 cm, tager den op og kaster den mod Åke, idet hansiger: Här skall du få, Åke. Papskiven rammer Åkes Øje saa uheldigtat Synet gaar tabt. Åkes Fader kræver Erstatning, medens Björns Fader hævder at der foreligger en ren »olyckshändelse timad under lek». Häradsrätten tilkender Åke halv Erstatning, men Hovrätten og Högsta Domstolen frikender Björn helt med den Motivering at »skadan timat av våda och icke genom vållande för vilket Björn är ansvarig».

 

    M. L. § 63 handler som sagt om Børn under 15 Aar. Loven angiver ikke nogen Undergrænse. At en saadan findes er imidlertidgivet. Barnet i Vuggen kan der ikke paalægges noget Ansvar. Men hvor Grænsen skal sættes, kan under Lovens Tavshed være tvivlsomt. Tysk Ret sætter — i Lighed med Romerretten —Grænsen ved 7 Aar. Dette forekommer mig at svare til Livets Forhold. Danske Domstole er imidlertid gaaet længere ned, ogf. Eks. statueret Ansvar ved 6 Aar og 51/2 Aar.

NOGLE ERSTATNINGSRETLIGE SPØRGSMAAL. 439    Jeg skal nævne et Par danske Højesterets domme af særlig Interesse.
    H.R.D. i U.f.R. 1928 S. 243. Et 22 Maan eder gammelt Barn Egonblev paakørt af Toget og kom saa alvorligt til Skade at venstre Arm maatte amputeres. Barnet var lagt til at sove under Tilsyn af Naboens 9-aarige Datter. Uden at nogen havde opdaget det, var Barnet vaagne tog havde spaseret ud paa den 300 m. fra Hjemmet værende Banelinie.
    Landsretten frifandt Jernbaneselskabet. Det var ikke godtgjort, sagde man, at der fra Personalets Side forelaa Fejl eller Forsømmelser eller Overtrædelser af de gældende Forskrifter. Derimod maatte der gives Selskabet Medhold i at Ulykken var hidført ved det skadelidte Barns Uagtsomhed, og det kunde ikke udelukke Banens heraf følgende Frihed for Ansvar, at det var et lille Barn der havde udvist saadan Uagtsomhed.
    Højesteret dømde derimod Jernbanes elskabet til at betale fuld Erstatning med følgende Motivering:
    Under Hensyn til Barnets Alder kan dets Forhold ikke betegnes som uagtsomt. Vedrørende Spørgsmaalet om Forældrenes eventuelle Ansvar paa Grund af manglende Tilsyn med det lille Barn udtalte den danske Højesteret: Det kan ikke anses for godtgjort at der ikke har været behørigt Tilsyn med Barnet, som — medens Forældrene var paa Arbejde — blev passet af en 9-aarig Pige.
    Dette Præjudikat er senere blevet fulgt af Østre Landsret i Sagen U.f.R. 1944 S. 392. En lille Dreng, Kurt, paa 3 Aar 10 Maaneder løber ud paa Landevejen med sit Løbehjul. Han falder paa Cyclestien. Forat undgaa at køre ham over, maa en ældre Overlærer der kommer kørende paa Cycle, bremse brat op og dreje af. Overlæreren vælter og paadrager sig en Invaliditet paa 8 pCt; han anlægger Erstatningssagmod den lille Dreng og dennes Fader som han paastaar har tilsidesat sin Tilsynspligt. Resultatet blev, at Faderen blev anset ansvarlig, fordi han havde ladet en saa lille Dreng færdes paa den stærkt befærdede Landevej uden tilbørligt Opsyn. Den lille Kurt blev derimod pure frifundet med den Begrundelse at det efter hans Alder ikke kan antages, at han har haft Forstaaelsen af det uforsvarlige i hans Færdsel over Landevejen.
    Spørgsmaalet om Grænsen nedad tilspidsede sig under en anden Sag, som blev paadømt af Højesteret i 1941; U.f.R. 1941 S. 1054. Randysagen angaar en 4 1/2 Aar gammel Pige, Randy, der ved Stenkastmod en 6-aarig Legekammerat, Lilli, havde ødelagt dennes Øje. Denærmere Omstændigheder var følgende:
    Lilli siger til Randy, at hvis Randy ikke lod være at bande, vilde Lilli fortælle Randys Moder det. Herpaa kastede Randy en rød Sten, som hun havde i Haanden, efter Lilli, der stod kun faa Meter frahende, og ramte Lillis Briller, hvis Glas ud for højre Øje splintredes og nogle af Splinterne trængte ind i Øjet, der maatte fjernes. Lillis Fader kræver Erstatning: positive Udgifter 467 Kr.; for Øjet 10,000 Kr.
    Forsvaret lød paa at Randy efter sin Udviklingsgrad ikke har haft Mulighed for ud fra de for hende normale Motiver at overveje sin Handling og dennes Følger, og at der derfor ikke fra hendes Side kan

440 O. A. BORUM.siges at være udvist hvad der normalt forstaas ved Forsæt eller Uagtsomhed.
    Landsrettens Flertal frifinder Randy, idet man siger, at hun efter sin Alder ikke kunde gøres ansvarlig for Skaden. Hertil slutter et Mindretal (2 Dommere) i Højesteret sig. Men Flertallet kommer til det modsatte Resultat, i det man udtaler: Efter Randys Alder maa hun antages at have haft Forstaaelsen af, at det at rette et Stenkast modden i hendes umiddelbare Nærhed staaende Lilli var en Forseelse, som nemt kunde volde Lilli Skade.
    Erstatningen fastsættes herefter til 5,000 Kr. for Øjet plus de positive Udgifter 467 Kr. Højesteret drøfter særlig Spørgsmaalet om derikke er Grund til at nedsætte Erstatningen. Men udtaler herom: Under Hensyn til Handlingens Beskaffenhed og til at der er tegnet Ansvarsforsikring for Randy findes der ikke Anledning til at nedsætte Erstatningen i Medfør af M.L. § 63.
    Dommen vakte en betydelig Opsigt. Den almindelige Mening var vist nærmest at Landsretten havde Ret i at et Barn paa 41/2 ikke kangøres ansvarlig for en saadan Skade. — Saaledes som Dommen erformuleret, skal man imidlertid være forsigtig med at drage for vidtgaaende Konsekvenser af den. Præmisserne fremhæver stærkt det elementære i Handlingssituationen. Dommen udelukker derfor ikke at danske Domstole i andre Tilfælde vil statuere Ansvarsfrihed ved Handlinger foretaget af saadanne Smaabørn paa mere komplicerede Omraader, der ligger udenfor Barnets Fatteevne.
    Det er blevet sagt om Dommen at Højesteret vilde være kommet tilet andet Resultat hvis Randy ikke havde været dækket af Ansvarsforsikringen. Enkel te Dommeres private Udtalelser har kunnet give nogen Støtte for denne Opfattelse. Hvad man imidlertid end kan mene om Ansvarsforsikringens Betydning for Spørgsmaaalet om Lempelse af Ansvaret er det efter min Opfattelse ikke tilladeligt at statuere Ansvar, naar Ansvarsforsikring foreligger, men de almindelige Ansvarsbetingelser mangler.

 

    Findes Betingelserne for Ansvar at være tilstede, aabner § 63, andet Led Adgang til at nedsætte Erstatningen eller endog lade den helt bortfalde, forsaavidt det findes billigt paa Grund af manglende Udvikling hos Barnet, Handlingens Beskaffenhed og Omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig Forholdet mellemden skadegørendes og den skadelidendes Evne til at bære Tabet og Udsigten til, at Skaden kan faas godtgjort hos andre. Bestemmelsen giver Anvisning paa en Lempelse af Ansvaret efter Billighed, naar de fremhævede Omstændigheder foreligger. Der nævnes først manglende Udvikling hos Barnet. Er Barnet nær ved 15 Aarsgrænsen er der mindre Grund til at lempe Ansvaret, end naar detlige er kommet over den Undergrænse, hvor Ansvaret begynder. Er Barnet efter en individuel Bedømmelse mindre udviklet end

NOGLE ERSTATNINGSRETLIGE SPØRGSMAAL. 441andre Børn i den Alder, kan der ogsaa tages Hensyn hertil. Ved Handlingens Beskaffenhed sigtes først og fremmest til dens større eller mindre Farlighed. Men dernæst ogsaa til Barnets subjective Forhold til Handlingen, Skyldgraden, om der foreligger Forsæt, grov eller simpel Uagtsomhed. Navnlig ved Uagtsomhedens ringere Grader synes der at være god Grund til — selvom Skaden er betydelig — at lempe Ansvaret eller lade det helt bortfalde.
    Jeg skal her nævne en Dom fra 1941 S. 707. To Smaa piger, Gerdader er 91/4 Aar og Frida der er 63/4 Aar, leger sammen. Den lille Fridas Pandebaand glider ned om Halsen paa hende og man kan ikke faadet løs. Gerda vil klippe det over. Hun tager en ca. 20 cm lang spids Saks. Da hun skal til at klippe Baandet over, sker der efter Gerdas Forklaring det, at Frida bøjer sit Hoved fremad og nedad hvorved enaf Saksens Spidser, der holdtes foran Fridas Ansigt med Spidsen opad, kommer til at ramme Fridas venstre Øje. Landsretten og Højesterets Flertal tilkendte Frida en Erstatning paa 5,000 Kr. for Øjet, 500 Kr. for Svie og Smerte og 348 Kr. for positive Udgifter.
    I Højesteretsdommens Præmisser findes igen en Udtalelse om Ansvarsforsikring. Det siges nemlig, at det med Hensyn til Spørgsmaalet om en Lempelse af Erstatningen findes at maatte komme i Betragtning at der er tegnet Ansvarsforsikring for Gerda. Et Mindretal i Højesteret fremsætter derimod den om Kendskab til Børn vidnende Bemærkning, at Gerdas Handling — omend den maa betegnes som skødesløs —tillige i væsentlig Grad er præget af Kejtethed og Mangel paa Erfaring, hvorfor man finder at Erstatningen bør nedsættes med en Trediedel.

 

    Ved Siden af Barnets Udvikling og Handlingens Beskaffenhed nævner den danske Ansvarsregel — ligesom den svenske — Omstœndighederne i øvrigt. Der gives herved Domstolene et megetfrit Skøn. I Modsætning til den svenske Regel nævner den danske Regel udtrykkelig to Eksempler paa Omstændigheder som skalkomme i Betragtning.
    Først Forholdet mellem Skadevolderens og skadelidendes Evnetil at bœre Tabet. Der hjemles herved en Hensyntagen til Parternes økonomiske Forhold som ellers i Almindelighed ikke antagesat kunne komme i Betragtning. Der er større Grund til at paalægge fuld Erstatning, hvor Barnet har Formue hvor af Erstatningen kan udredes, end hvor det intet ejer; jfr Ø.L.D. af 28. November 1929, der fremhæver at Barnet havde en Formue i Overformynderiet paa ca. 90,000 Kr. Betyder Tabet paa den anden Side økonomisk set ikke noget for skadelidende, kan dette være et Motiv til at lempe Ansvaret for Barnet, hvem det vil ramme haardt.

442 O. A. BORUM.    Som en anden Omstændighed der kan bevirke Lempelse af Ansvaret fremhæver den danske Regel endelig Udsigten til at Skaden kan faas godtgjort hos andre. Der rejser sig herunder navnlig to Spørgsmaal, dels om Betydningen af Forsikring, dels om Betydningen for Barnets Ansvar at dets Forældre eller andre, der har Tilsyn med det, f.Eks. en Lærer eller Principal kan drages til Ansvar for den af Barnet begaaede skadegørende Handling. Reglen herom er i og for sig klar nok. Ansvar paahviler kun Forældrene og andre, naar de har ladet det mangle paa tilbørligt Tilsyn med Barnet. Betydningen heraf afhænger imidlertid i allerhøjeste Grad af hvorledes Bevisbyrden er ordnet, og hvilke Krav man stiller til Beviset for at Forældrene har opfyldt deres Tilsynspligt. Dommen i U.f.R. 1921 S. 58 opstiller den Sætning, at Forældrene har Bevisbyrden for at de har opfyldt deres Tilsynspligt overfor Barnet. USSING oplyser, at denne Regel er gennemført i Frankrig, Schweiz og Tyskland. Ussing hævder iøvrigt, at man ikke bør paalægge Forældrene Bevisbyrden, men de maa have en Oplysningspligt og i visse Tilfælde, f.Eks. hvor mindre Børn gør Skade med farligt Legetøj (Leksak) der er givet dem i Hjemmet, maa Forældrene antageliggøre, at der er vist fornødent Tilsyn med Brugen af dette Legetøj. Denne Fordeling af Bevisbyrden følges i Praksis og rammer vistnok i det hele rigtig. Derimod synes der nok at kunne stilles noget større Krav til Opfyldelsen af Tilsynspligten. Særlig gælder det i de almindelig forekommende Sager, hvor Børn har forvoldt alvorlig Skade ved Legmed Flitsbuer, Salonbøsser ol. Naar Forældrene selv har givet Barnet det farlige Legetøj eller iøvrigt er vidende om at det har dette, bør det efter min Formening ikke være nok til at fritage dem for Ansvar, at de har paalagt Barnet at være forsigtig og ikke sigte paa andre Personer, men man synes at burde krævedels at de efter Barnets Karakter og Opdragelse kan regne med at Paabudet vil blive fulgt, dels at de fører et virkeligt effektivt Tilsyn hermed.

 

    Jeg kan her nævne en interessant svensk Dom, der er egnet til at belyse mine Synspunkter. Den findes i N.J.A. 1941 S. 661. En femtenaarig Dreng Curt kommer sammen med sin trettenaarige Søster ind i Familiens Køkken, hvor et noget svagt begavet »hembiträde» paa 20 Aar, Märta, er i Færd med at forberede Lunchen. Curt raaber: »Märta, titta här.» Derefter affyrer han en Luftbøsse mod hende. Han tror at der kun var en Uldstump i Bøssen. Der var imidlertid ogsaa et lille Metalstykke, der rammer Pigen i Øjet, der maa fjernes. Om Drengens

NOGLE ERSTATNINGSRETLIGE SPØRGSMAAL. 443fulde Ansvar var der ingen Tvivl; han var lige fylde 15 Aar. Tvivlen drejede sig alene om Faderens Ansvar. Rådhusrätten, Hovrätten og to Justitieråd vilde paalægge Faderen Ansvar for Skaden, men Högsta Domstolens Flertal tog Afstand herfra. Hovrättens Motivering for at paalægge Faderen Ansvar for Sønnens Handling var, at man fandt at Faderen var ansvarlig fordi han ikke — før han overlod Curt Bøssen— nøje havde instrueret ham om Nødvendigheden af at han aldrig rettede Bøssen — i ladet eller u ladet Tilstand — mod noget Menneskeog for di han ikke havde forvisset sig om at Drengen ved Behandlingen af Bøssen iagttog en saadan Regel.
    Uden at tage noget Standpunkt til hvilken Afgørelse der var den rette af det konkrete Retstilfælde, hvis nærmere Omstændigheder jeg kun kender gennem det trykte Referat, vil jeg gerne have Lov at sige, at Hovrättens Betragtninger er en fortræffelig konkret Illustration af den teoretiske Opfattelse, som jeg er kommet til om hvorledes man bør stille sig til Forældrenes Ansvar, naar der sker Skade ved Barnets uforsigtige Brug af farligt Legetøj.
    Jeg kommer dernæst til det vigtige Spørgsmaal om Betydningen af Forsikring. Har den skadelidende forsikret mod det Tab han har lidt, kan dette være en Grund til at lade Barnets Ansvar bortfalde. Jeg tænker herved paa at den skadelidende har en Brandforsikring, eller en Glasforsikring eller en Ulykkesforsikring. At tage Hensyn hertil er i god Overensstemmelse med Reglen i Forsikringsaftalelovens § 25. Det Tilfælde som har voldt Tvivl erderimod det, hvor det Ansvar der maatte blive paalagt Barnet erdækket af en Ansvarsforsikring, normalt en af Barnets Forældretegnet Familieansvarsforsikring (Drulleförsäkring). Disse Forsikringer er i de senere Aar i Danmark blevet saa almindelige, at det efterhaanden snarest er Undtagelsen, at det ikke tilsidst er et Forsikringsselskab, der skal betale, hvis den unge Skadevolder bliver dømt. Den oprindelige Indstilling fra Teoriens Side varvist nok i det hele den, at da Ansvarsforsikringen kun skulde betale den Erstatning, som den forsikrede Skadevolder var retligforpligtet til at erlægge, kunde og burde der ikke tages Hensyn til Ansvarsforsikringen ved Afgørelsen af Spørgsmaalet om Nedsættelse eller Bortfald af Erstatningen efter § 63. Domstolene kom imidlertid allerede paa et tidligt Tidspunkt ind paa at tillægge Ansvarsforsikringen Betydning, i det man — naar Ansvarsforsikring var tegnet — saa bort fra en enhver Lempelse af Ansvaret. I Begyndelsen fandt dette ikke positivt Udtryk i Dommene. Den Diskussion der opstod om Ansvarsforsikringens Betydning for Anvendelsen af F. A. L. § 25, akcentuerede Problemet ogsaa for M. L. § 63's Vedkommende. Det kan nu betragtes som fast-

444 O. A. BORUM.slaaet, at der — naar Ansvarsforsikring er tegnet — i hvert Fald som Hovedregel ikke gives nogen Lempelse i Erstatningsansvaret. Begrundelsen for i det hele at tage Hensyn til Ansvarsforsikringen, og naar denne foreligger se bort fra en Lempelse af Ansvaret efter § 63, 2. Led maa søges deri, at Loven paalægger Domstolen i sit Skøn over om Ansvaret bør lempes efter Billighed at tage Hensyn til Skadevolderens økonomiske Forhold. Et væsentligt Motiv til Lempelsesreglen er at det fulde Ansvar vildevirke for haardt. Herom bliver der ikke Spørgsmaal, naar Erstatningen skal dækkes af et Forsikringsselskab. Man har fra Forsikringsside udtalt sig for, at Domstolene — selv om Ansvarsforsikring foreligger og Barnet saaledes er i Stand til at bære Erstatningen — alligevel skulde prøve om der ikke er anden Grund til Lempelse af Ansvaret, navnlig Barnets manglende Udvikling eller den udviste ringe Uagtsomhed; man har som Eksempel nævnt et Tilfælde som det, at Skaden er forvoldt ved en ringe Uforsigtighed udvist af en 12-aarig Dreng, der er noget tilbage i Udvikling. Selvom en Del kunde tale herfor, maa det dog erkendes, at Praksis mere generelle Løsning støttes af at Reglen i § 63, 2. Led fremtræder som een samlet Billighedsregel, hvis enkelte Bestanddele det er vanskeligt at udskille i Skønnet. Ansvarsforsikringen bør derimod, som jeg tidligere har nævnt,være uden Betydning for Afgørelsen af hvorvidt de almindelige Erstatningsbetingelser er tilstede.

 

    Forinden jeg forlader Spørgsmaalet om Forsikringens Betydning for Anvendelsen af Reglen om Lempelse af Børns Ansvar, skal jeg nævne en Højesterets dom fra 1944 (U.f.R. 1944 S. 430) der er egnet til yderligere at klargøre de danske Domstoles Stilling hertil. To 12-aarige Drenge, Børge og Orla, skyder til Maals med en Luftpistol. En 10-aarig Dreng, Vagn, staar og ser paa. Drengene gaar ind i et Værkstedsskur for at smøre Pistolen. Da det er sket, putter Orla en tilspidset Træpind i Pistolen. Han kommer til at trykke paa Aftrækkeren, Skuddet gaar af og Træpinden rammer Vagn i Øjet, hvilket medfører en Invaliditet paa 20. 0%. Det bemærkes udtrykkelig i Præmisserne at der ikkeer tegnet Ansvarsforsikring for Børge eller Skadesforsikring (Ulykkesforsikring) for Vagn og at begges Forældre er ubemidlede. Erstatningen for Beskadigelsen af Øjet fastsættes til 3,000 kr., hvortil kommer Svie og Smerte 500 Kr. og positive Udgifter 250 Kr., ialt 3,750 Kr. Landsretten finder ikke Anledning til at lempe Erstatningen. Men Højesteret nedsætter denne til halv Erstatning eller 1,875 Kr., dels under Hensyn til det i Dommen om Forsikringsforholdene og om Drengenes Forældres Formue forhold oplyste og dels under Hensyn til Handlingens Beskaffenhed som en under kammeratligt Samvær udvist Uagtsomhed

NOGLE ERSTATNINGSRETLIGE SPØRGSMAAL. 445af ikke videre grov Karakter. — Jeg tror at man — lidt skarpt — for dansk Rets Vedkommende herefter med nogenlunde Sikkerhed kan udtrykke Forholdet saaledes, at vore Domstole ikke anser Reglen om Nedsættelse eller Bortfald af Erstatning for Børn under 15 Aar for anvendelig, naar Barnets Ansvar er dækket af en Ansvarsforsikring; eller med andre Ord, naar Barnet er ansvarsforsikret, fastsættes Erstatningen ganske som om man stod overfor en voksen Skadevolder.

 

    Det er fra flere Sider i Danmark gjort gældende, at Domstolenes Praksis med Hensyn til Børns Ansvar er for streng. Bl. a. har Professor VIGGO BENTZON — der som bekendt var et meget virksomt Medlem af de nordiske Familieretskommissioner — retstærkt kritiseret Domstolene. For mit eget Vedkommende er jeg ogsaa af den Opfattelse, at der er god Grund til i flere Tilfælde—enddet hidtil er sket — at lempe Barnets Ansvar. At paalægge et Barn, der intet ejer, at udrede en Erstatning af adskillige Tusinde Kroner er betænkeligt, fordi der derved lægges for tung en Byrde paa Barnet, en Forpligtelse, som det først kan begynde at afdrage paa mange Aar efter, naar dets Indtægter gør det muligt. Hertilkommer at den skadelidende normalt ikke vil have nogen Fordelaf et saadant Krav mod det formueløse Barn. Den gamle Regel i D.L. 1—24—9 var for stiv, for saavidt som den kun gav Valgetmellem fuld Erstatning ved Forsæt og slet ingen Erstatning i Uagtsomhedstilfældene. Men den skarpe Fremhævelse af Forsættilfældene var alligevel Udtryk for en rigtig Tanke, der stadighar Værdi. Ved forsætlig Skadetilføjelse vil det i Almindelighed til Hævdelse af Retsordenens Autoritet være nødvendigt at paalægge Barnet det fulde Ansvar. Ved Uagtsomhed bør Ansvaretderimod lempes, saaledes at der ikke paalægges Barnet en Erstatning der gaar udover hvad det indenfor en overskuelig tid vil være i Stand til at udrede; jfr. herved Ø.L.D. i A.S.D. 1930 S. 161, derunder Hensyn til Graden af den udviste Uagtsomhed og til at hanintet ejede paalægger en 12-aarig Dreng en Erstatning af kun300 Kr. for et læderet Øje. Ved den helt ringe Uagtsomhed bør Ansvaret efter min Opfattelse bortfalde, hvis Barnet ikke har Midler, hvoraf den skadelidende straks kan fyldestgøres.
    Vedrørende sindssyge Personers Erstatningsansvar skal jeg kunsige nogle faa Ord. Som jeg har nævnt er Omraadet for den danske Regel betydeligt videre end den tilsvarende svenske Regel, der — i Modsætning til den danske — ikke omfatter alle Tilfældeaf »rubbad själsverksamhet». I Realiteten er Forskellen imidlertid ikke saa stor. De danske Domstole har nemlig i det hele vist

446 O. A. BORUM.sig utilbøjelige til at lempe Ansvaret for unormale Personer derhar begaaet skadegørende Handlinger. Dette gælder særlig ved Brandstiftelser der er foretaget af sindssyge Personer. Fuldt Erstatningsansvar er her paalagt. Som et ret enkeltstaaende Tilfælde hvor Lempelse har fundet Sted, kan jeg nævne en Sag fra 1935 S. 374. En alderdomssvækket Moder var kommet til at medvirke til sin Søns Bedrageri overfor et Forsikringsselskab ved atmed underskrive som Vitterlighedsvidne paa en falsk Laanebegæring. Dommen gaar ud fra at hun manglede Fornuftens Brug i Handlingsøjeblikket. Desuagtet var hun ansvarlig. Men manfandt Grund til at nedsætte Erstatningen til ca. Halvdelen af Tabet, bl. a. under Hensyn til at der forelaa nogen Uforsigtighed fra Forsikringsselskabets Side, idet dette muligt havde kunnet undgaa Tabet ved at fremsende Laanebeløbet i rekommanderet, og ikke som sket i almindeligt Brev.
    Inden jeg forlader Børnene og de sindssyge skal jeg nævne et Spørgsmaal som særlig har interesseret Forsikringsfolkene i Danmark. Har skadelidende selv ved uforsvarligt Forhold medvirket til den af et Barn eller en sindssyg forvoldte Skade, bør der naturligvis efter almindelige Regler ske en Fordeling af Tabet efter Forholdet mellem de paa hver Side begaaede Fejls Beskaffenhed. Er skadelidende derimod et Barn eller en sindssyg Person maadet antages, at Grundsætningen om Lempelse af Ansvaret fordisse Personer finder Anvendelse, saaledes at man, hvor det efter Omstændighederne findes billigt, kan undlade at tillægge egen Skyld hos Barnet eller den sindssyge skadelidende sædvanlig Betydning. Mod denne Opfattelse er det ganske vist fra Forsikringsside indvendt, at Lempelsesreglerne direkte kun hjemler Nedsættelse eller Bortfald af et Barns eller en sindssygs Ansvarog derfor ikke bør anvendes til en Forøgelse af Trediemands Ansvar. Hertil skal dog bemærkes, at Analogien er meget nærliggende og velbegrundet. Der er i begge Tilfælde Spørgsmaal om at beskytte Barnet og den sindssyge mod de retlige Følger af en uforsvarlig Handling, som vilde indtræde, hvis denne skulde bedømmes helt efter almindelige Regler. Ved egen Skyld er Trangen tilat beskytte Barnet mod for vidtgaaende Følger af dets uagtsomme Handling utvivlsom størst. Man kan forlange af den, derbenytter f. Eks. et Motorkøretøj eller en farlig Maskine, at hantager Hensyn til den Risiko der altid vil være for at et Barn kommer i Berøring med den. Men man kan langt vanskeligere paa

NOGLE ERSTATNINGSRETLIGE SPØRGSMAAL. 447lægge ham en lignende Hensyntagen til eventuelle sindssyge Personer. Der vil derfor oftere være Grund til at lempe Betydningen af egen Skyld, naar den skadelidende er et Barn end naar denneer en sindssyg Person.
    Spørgsmaalet har ogsaa været fremme for norske och svenske Domstole. Til Trods for at Barn under 14 Aar principielt er ansvarsfri efter norsk Ret, har den norske Højesteret i Domme af 1933 og 1935 antaget at 13 Aars Drenge, der var kommet til Skade ved Motorulykker og Uforsigtighed med Sprængstoffer (Norsk R.T. 1935 S. 1046 og 1933 S. 544), var medansvarige forde Skader som de selv havde lidt. GJELSVIK har i sin Personretudtrykt Forholdet saaledes at selvom Barn under 14 Aar ikke har Skyldevne, kan det godt have Selvskyldevne.
    For svensk Rets Vedkommende har Professor KARLGREN udtalt sig paa en Maade, der nøje svarer til det af mig hævdede Standpunkt. Karlgren siger først: Även små barns medverkan till skada kan föranleda jämkning. Men der efter tilføjes: Detta utesluter dock inte, att jämkningen enligt grunderna för 6:6 strafflagen må kunna begränsas på ett sätt, som icke vore riktigt för en fullvuxen individs vidkommande (Skadeståndsläran S. 157—158).
    Jeg har hermed afsluttet min Gennemgang af de særlige Reglerom Børns og Sindssyges Erstatningsansvar. Karakteristisk fordem er det fri Skøn som de giver Domstolene ved Bestemmelsen af Erstatningens Størrelse. Disse Regler bryder afgørende modden fra Romerretten som et Axiom nedarvede Sætning, at naar Betingelserne for Erstatningsansvar overhovedet foreligger, skal Skadevolderen altid dømmes til at erstatte den skadelidende hans fulde økonomiske Tab, ikke blot vera rei estimatio, men det individuelle Tab, quod interest. Nogen Adgang til Nedsættelse af Erstatningen anerkendes ikke. Der tages saaledes ikke Hensyn til Parternes økonomiske Forhold; om Skadevolderen bliver ruineret, eller om Skaden slet ikke spiller nogen økonomisk Rolle forden skadelidende, kommer ikke i Betragtning. Heller ikke Skyldgraden kommer i Betragtning. Hvad enten der foreligger simpel eller grov Uagtsomhed eller endog Forsæt er Ansvaret overaltdet samme, lig med Skadens Størrelse.
    Denne Opfattelse har længe staaet for mig som et Levn fra Fortiden, til Fordel for hvilken der i Virkeligheden ikke kan anføres afgørende Grunde. Det sædvanlige Argument, at den Tryghed som Erstatningsreglerne skal skabe, formindskes naar

448 O. A. BORUM.de skadelidte ikke kan være sikre paa altid at faa Tabet fuld uderstattet, kan der ikke tillægges større Vægt. I de fleste Tilfældeejer Skadevolderen ikke tilstrækkelige Midler til at dække en større Skade. Den Tryghed som den skadelidende opnaar ved en Dom der paalægger Skadevolderen at betale en Erstatningssum, som han er aldeles ude af Stand til at skaffe Dækning for, er ikke meget værd. Vil en Person opnaa virkelig Tryghed for sine Goder maa han forsikre dem.
    Den berømte Bestemmelse i F.A.L. § 25 viser at man har mentat Retslivet meget vel var i Stand til at bære en Regel, hvorefter Forsikringsbolagets Regresret lempes eller helt bortfalder, naar Skaden er fremkaldt ved en vårdslöshet som ikke kan betegnessaa som grov. Erfaringene siden Lovens Ikrafttrædene synes at have bekræftet Forventningerne herom. Efter den dansk-norske Opfattelse er det endda ikke blot Regresansvaret, men selve Erstatningsansvaret der modificeres ved culpa levis. Ansvaret bortfalder dog ikke uden videre som efter den svenske Regel, der tilGengæld ikke er præceptiv. Efter den dansk-norske Regel tilkommer det Domstolene i Tilfælde af culpa levis, naar Forsikring foreligger, nærmere at fastsætte Størrelsen af Ansvaret eller endog lade det helt bortfalde.
    Naar man i mange Aar indgaaende har beskæftiget sig med desærlige Erstatningsregler for Børn og Sindssyge, kan det vanskeligt undgaas at man har spurgt sig selv, om ikke den Frihed som disse Regler giver Domstolene ved Erstatningens Fastsættelse burde gælde ogsaa i andre Tilfælde.
    Som Vidnesbyrd om Udviklingens Retning kan her — foruden F.A.L. § 25 — nævnes Sømandslovens § 50 og Sølovens § 59, hvis danske, norske og svenske Affattelse er overensstemmende. Efter disse Regler er en Sømand eller Skibsfører forpligtet aterstatte den Skade som han forvolder ved Fejl eller Forsømmelse i Tjenesten. Men Erstatningen kan nedsættes under Hensyn tagentil den udviste Skyld, Skadens Størrelse og Omstændighederne iøvrigt.
    Man forstaar meget vel at Lagrådet ved Granskningen i 1922 af Sjömanslagens § 50 og 1924 års lag om skada av barn och sinnessjuka »förordade utredning, om ej den princip som här kommit till användning borde upphöjas till allmän regel». Det var ganskea abenbart inkonsekvent at aabne Adgang til Lempelse af Ansvaret for den menige Sømand, naar Kaptajnens Ansvar overfor Rederen

NOGLE ERSTATNINGSRETLIGE SPØRGSMAAL. 449var absolut. Og hvorfor skal der gælde en anden og strengere Regel om en Lods Ansvar, end den som gælder for en almindelig Sømand, spurgte et af Lagrådets Medlemmer.
    Efter min Opfattelse er Tiden nu inde til at tage Spørgsmaalet op om Indføreise af en almindelig Regel om at Erstatningen kan nedsættes under Hensyntagen til den udviste Skyld og Omstændighederne iøvrigt. Skadens Størrelse bør efter min Formeningikke — udenfor Søretten — anføres som et selvstændigt Moment, men indgaa under Omstændighederne iøvrigt. En saadan Regel vilde naturligvis faa sin største praktiske Betydning ved culpalevis. Men ved ikke udtrykkelig at nævne dette Begreb, undgaar man den altid vanskelige Sondring mellem culpa levis og culpa lata. Ved Fremhævelsen af Omstændighederne iøvrigt vilde der blive fuld Frihed til at tage Hensyn til Forholdet mellem Parternes økonomiske Bæreevne og til den Betydning som det maatte have at en af Parterne eller begge er dækket gennem Forsikring.
    Angaaende Begrundelsen for en Regel som den foreslaaede viljeg udover hvad jeg allerede har sagt gerne tilføje følgende:
    Livet i vor Tid er blevet saa kompliceret, at selv en ringe Uagtsomhed ikke sjældent kan forvolde en meget betydelig Skade, som Skadevolderen ikke vil være i Stand til at dække uden at hele hans Tilværelse slaas i Stykker.
    At præventive Grunde skulde kræve fuld Erstatning i saadanne Tilfælde maa bestrides. Overfor den simple Uagtsomhed, som den ene Dag udvises af mig, i Morgen af dig, virker Erstatningsreglensom aldeles overvejende Hovedregel ikke præventivt. Dette gælder saaledes den Skade der — uden grov Uagtsomhed — forvoldes, fordi Optagethed af andre Ting, Træthed o. 1. faar os til atglemme den Agt paagivenhed, som vi ellers udviser. Ethvert Menneske handler med en vis Fejlprocent og enhver Arbejdsgiver maaregne med Tab ved at Opmærksomheden, Agtpaagivenheden hos hans Arbejder paa et eller andet Tidspunkt kan svigte. Dette gælder ligesaavel Fabrikherren overfor de i Virksomheden ansatte Funktionærer og Arbejdere, som Husmoderen i Forhold til sin Husassistent. Vilde man i disse Forhold ved en haardhændet Gennemførelse af Erstatningstruselen fremtvinge en 100 % Anspændelse og dermed følgende yderste Forsigtighed, vilde det medføre en saadan Nedsættelse af Arbejdstempoet at det slet ikke vilde kunne betale sig for Arbejdsgiveren.
    At Erstatningens andet Hovedformaal: Skadens Oprettelse,

 

29—457004. Svensk Juristtidning 1945.

450 O. A. BORUM.Reparationen af den skete Skade ubetinget skulde kræve, at den økonomiske Skade i alle Tilfælde erstattes fuldt ud, kan ikke udenvidere erkendes. For mig staar Oprettelsen af Skaden som Erstatningens primœre og vigtigste Formaal. Erstatningen skal— saavidt gørligt — skabe Sikkerhed for Person og Ejendom. Ligesom Retssamfundet vender sig mod Kontraktsbrudet, reagerer det overfor det for andre skadelige Retsbrud. Erstatningsreglernes Formaal er, ligsom alle andre Retsregler: at skabe Roog Orden i Samfundet og den dermed følgende Tryghed for dets Borgere.
    Men det er ingenlunde selvindlysende at Erstatningens Størrelse skal være lig med den indtrufne økonomiske Skade. Herligesom ellers ved Løsningen af retlige Problemer maa Løsningens øges, ikke i en Deduktion ud fra abstrakte Principer, men veden Afvejelse af de kolliderende Interesser.
    Den erstatningsretlige Teori har i de senere Aar efter min Opfattelse været Genstand for altfor mange filosofiske Spekulationer,der har fordunklet Problemerne, i højere Grad end de har bragtvirkelig Klarhed over de i Betragtning kommende Hensyn, som ikke kan reduceres til nogle faa Principer, hvorfra alt kan deduceres.
    Man er — som Justitierådet ALEXANDERSON1 har sagt — efter den yderliggaaende Præventionsteori kommet saa langt, at den skadelidtes Interesse i at faa Skaden genoprettet savner Betydning fra Samfundets Synsvinkel. Han faar Erstatning, ikke fordi hans Skade bør flyttes over paa en anden som retfærdigvis ernærmere til at bære den, men kun fordi andre, som ikke harlidt nogen Skade, skal føle sig trygge for det Tilfælde at det i Fremtiden bliver deres Tur at rammes af en Skade.
    Overfor en saa ejendommelig Tankegang er der Grund til atraabe Vagt i Gevær.
    Erstatningsrettens Problemer maa fra Filosofiens Stratosfæresænkes ned i det virkelige Livs ofte forvirrende Mylder og løsesunder Hensynstagen til og Afvejelse af de mange forskelligartede Momenter og Interesser som karakteriserer Konfliktsituationerne, og paa alle andre Omraader — navnlig hele Kontraktsretten —er bestemmende for Løsningen af de retlige Spørgsmaal.
    Erstatningsrettens Hovedproblem i de Aar som kommer, bliver Forholdet til Forsikringsretten. Spørgsmaalet er senest paaudmærket Maade behandlet af den norske Strafferetslærer Dr.

 

1 Tidskrift, utg. av Juridiska föreningen i Finland, 1944 s. 111.

NOGLE ERSTATNINGSRETLIGE SPØRGSMAAL. 451JOHS. ANDENÆS i et Foredrag, som han holdt i Maj 1943 i Norsk Forsikringsjuridisk Forening og som bærer Titelen: Fortid og Fremtid i Erstatningsretten. 1 Jeg skal ikke her gaa ind paa Spørgsmaalet om hvorvidt og i hvilket Omfang Erstatningsretten kan tænkes afløst af Forsikringsretten. Men det staar for mig saaledes at Forsikringsvæsenets Udvikling maa faa betydelig Indflydelse paa Løsningen af en Del af de Spørgsmaal, som man hidtil har været tilbøjelig til at løse efter mere abstrakte Linier. Ved Spørgsmaalet om Ansvar for culpa levis maa man saaledes paa den ene Side tage Hensyn til den Adgang, der nu er til at forsikre sine Goder mod Skade, ogsaa den rent hændelige. Paa den anden Side maa Betydningen af at man gennem Ansvarsforsikring kan dække sig mod Ansvar for uagtsomme Handlingertages ' Betragtning.
    Om en Regel som den jeg her har forsvaret, der frigør Erstatningen fra den absolutte Afhængighed af Tabets Størrelse,vil kræve ny Lov eller kan tænkes indført uden ny Lov, alenegennem en ændret Praksis ved Domstolene er det vanskeligt at udtale sig om. Efter danske Juristers Syn paa Forholdet mellem skreven Lov og en friere Retsdannelse efter Forholdets Natur erjeg tilbøjelig til at mene at en Udvikling henimod den antydede Regel meget vel vil kunne ske uden ny Lov, under Forudsætning af at der bag Forslaget staar en communis opinio doctorum. Om dette ogsaa kunde tænkes at ske i Sverige vover jeg ikke at udtale nogen Mening om.
    Jeg er dog klar over at vi i Danmark er mere tilbøjelig til veden fri Skønsregel at overlade det til Domstolene nærmere at udforme den Praksis der skal følges vedrørende visse intrikate Spørgsmaal, som endnu ikke anses for tilstrækkelig afklarede. I Sverige derimod finder man — saa vidt jeg har forstaaet — en stærkere Tendens til at kræve, at Lagen mere præcist skal angive de Regler, hvorefter Domstolenes Afgørelse skal træffes. Jeg minder her blot om den forskellige Formulering af § 25 i den danske og den svenske Forsikringsaftalelov. Begge Synspunkter kan have deres Berettigelse og Fordele. Det er saadanne og andre lignende Differencer i Synspunkterne, der gør det nordiske Samarbejde paa Juridikens Omraade saa berigende og frugtbart.

 

1 Se SvJT 1944 s. 936.