RETSTILSTANDEN I DANMARK UNDER BESÆTTELSEN.

 

AF

 

HØJESTERETSSAGFØRER DR. JURIS BERNT HJEJLE.

 

Svensk Juristtidning har bedt mig om at skrive om Retstilstanden i Danmark under Besættelsen. Besættelsestiden er endnu sa nærinde paa Livet af én, at det kan være vanskeligt at skelne væsentligt fra uvæsentligt i denne mærkelige Epoke. Jeg skal dog gøre et Forsøg paa at fremdrage visse Hovedtræk af Retsudviklingen under Besættelsen.
    Naar man lader sine Tanker gaa tilbage til Besættelsens første Tidog derefter lader dem glide gennem Besættelsesaarene frem til Frihedens Dag, slaar det én, hvilken mærkelig Modsætning der har bestaaet mellem Retstilstanden i Landet og ens Følelser overfor denne: Hverttil syneladende Tilbageskridt i Retsordenens Funktioner udløste i vore Sind en lykkelig Følelse af at være paa den rette Vej.
    Fra 9. April 1940 og gennem Besættelsens første Aar fungerede Retsmaskineriet til syneladende normalt, og den »lovlydige» Borger nød tilsyneladende samme Retssikkerhed som altid; men éns Retsbevidsthed reagerede, i Begyndelsen instinktivt, senere stadig mere bevidst moden Linie, hvis skæbnesvangre Konsekvenser for Retsbevidstheden man efter det første bedøvende Slag følte og saa klarere og klarere, ikke mindst efter Vedtagelsen af »Kommunistloven» af 22. Aug. 1941. — Da den 29. August 1943 den lovgivende og den udøvende Magts øverste Autoriteter nægtede at fungere under Tvang, mistede Retsordenen to af de vigtigste Forudsætninger for dens Virke; men samtidig følte man en dyb Befrielse over endelig at være naaet frem til at indtage et klartog rigtigt Standpunkt, over at have faaet lagt Retsbevidsthedens Grundlag fast paa ny. — Da endelig d. 19 Sept. 1944 det danske Politi blev deporteret og hele Grundlaget for Landets Retssikkerhed dermed skredsammen og Anarkiets Sluser aabnedes, forstod vi, at vi nu var sat paaden afgørende Prøve som Rets - og Kulturfolk, men følte samtidig densikre Forvisning om, at vi skulde bestaa den.
    Men Udviklingen skulde og maatte have sin Tid. Saaledes som det hele kom — som en Tyv om Natten — uden at det ydre Bille deændrede sig væsentligt, kunde man ikke vente, at det rette Forholdstraks vilde staa klart. — Mærkeligt var det at se, hvor meget der i et

502 BERNT HJEJLE.moderne stærkt centraliseret Samfund hviler paa de ledende Personer i Samfundets Nøglestillinger. Den nedarvede Disciplin indenfor Samfundsmaskineriet, den loyale Efterlevelse af givne Paabud fra højere Myndigheder, medførte, at Besættelsesmagtens i Begyndelsen faste Grebom de øverste Instanser automatisk forplantede sig gennem det fint udformede Samfundslegeme til de fjerneste Forgreninger. Saa stærk var Traditionens Magt, at enkelte Organer endnu efter de øverste Autoriteters Fjernelse reagerede saa at sige refleksivt, saalænge de ikke havde faaet nye Ordrer fra de centrale Myndigheder. — Op til 29. Aug. 1943 straffedes saaledes illegal Flugt fra Landet strengt; de — og det var mange — der var med i Arbejdet med at hjælpe jødiske Medborgere til Sverige omkring 1. Oktober 1943, vil erindre, at man navnlig paa Landet endnu kunde træffe enkelte Politifolk, hvem det varsvært at overbevise om, at Tiderne var skiftet, og at det nu var ensam fundsnyttig Gerning at hjælpe med. Men det kom hurtigt; og Folkestrejkerne i 1944 viste, at i hvert Fald da var alle med.
    Der er Begivenheder, man nødig dvæler for længe ved. Lad dette da være min Undskyldning for, at jeg med let Fod gaar hen overde Love, der karakteriserede Retstilstanden i Besættelsens første Aar fra 9. April 1940 til 29. August 1943.
    Denne Periode karakteriseres først og fremmest af Straffelovstillægene i L. Nr. 388 af 22. Juli 1940 og L. Nr. 14 af 18. Januar 1941, jfr. de i L. Nr. 240 af 30. Maj 1941 indeholdte processuelle Ændringer i Retsplejeloven, af L. Nr. 219 af 1. Maj 1940 om Mørklægningsforbrydelser m. v. samt af Kommunistloven Nr. 349 af 22. Aug. 1941.
    HURWITZ har i Juristen 1942 p. 30203 karakteriseret disses Indhold saaledes:
    »Vi finder her, i en sum, følgende karaktermærker: de nye kriminelle gerningsindhold er gennemgaaende vagt og bredt formuleret, der er mere tale om opstilling af visse saakaldte »standardnormery i end om bestemt afgrænsede forbud; vi staar overfor stærkt skærpede straffe med tendens henimod krigsstrafferettens absolutte straffe; der lægges vægt paa et gerningsprincip i modsætning til straffelovens gerningsmandsprincip med afpasning af sanktionen efter den enkelte lovovertræders individualitet; der er ingen begunstigelse, men snarest en skærpelse for den politiske forbrydelse; de normale processuelle garantier er i vidt omfang afsvækket eller opgivet til fordel for en mere summarisk og enhedspræget behandling og paa dømmelse.»

 

    I Straffelovstillæget af 22. Juli 1940 fastsattes Straf for den, der ved trykt Skrift eller paa anden Maade offentligt giver Meddelelser, der er egnede til at skade Landets Interesser i Forhold til Udlandet. I Straffelovstillæget af 18. Januar 1941 fastsattes bl. a. i § 1 Straf for Udbredelse af Rygter, som er egnede til at skade Landets Interesser i Forhold til Udlandet, og i § 3 fastsattes Straf (paa Livstid, i mindre alvorlige Tilfælde Fængsel ikke under 1 Aar) for at træde i de Allieredes Krigstjeneste eller støtte disse, ødelægge, beskadige eller bort

RETSTILSTANDEN I DANMARK UNDER BESÆTTELSEN. 503skaffe Besættelsesmagtens Krigsmateriel eller Indretninger, samt »i øvrigt foretage Handlinger af lignende Karakter, som er egnede til alvorligt at skade Danmarks Interesser i Forhold til Udlandet». — Jeg ska likke her komme ind paa den Praksis, der udviklede sig, ikke mindstp. Grl. af den sidste, meget vide Bestemmelse. Jeg var selv en Tidbeskikket som Forsvarer i disse Sager, og jeg tør sige, at det er et af de Kapitler, jeg og vi alle helst vil glemme.
    Det samme gælder den mørkeste Plet i vor Lovgivning »Kommunistloven» Nr. 349 af 22. Aug. 1941, der indeholdt Bestemmelser om Opløsning af kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger samt forbød kommunistisk Virksomhed eller Agitation af enhver Art. Overtrædelse af Lovens Bestemmelser straffedes, og Straffen kunde gaaop til Fængsel i 8 Aar. Endvidere kunde Personer, »hvis Adfærd hargivet særlig Grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation» efter Justitsministerens Bemyndigelse eller Godkendelse tages i Forvaring, naar det skønnedes nødvendigt af Hensyn til Statens Sikkerhed eller dens Forhold til fremmede Magter.
    Endelig indeholdt Mørklægningsloven Nr. 219 af 1. Maj 1940 Best. om skærpet Straf, hvor en Forbrydelses Udførelse var blevet lettet eller dens Farlighed forøget ved Mørklægning eller under Luftangreb m. v.
    Samme Lov indeholdt endvidere en Bemyndigelse for Justitsministeren til for hele Landet i extraordinære Tilfælde at træffe saadanne Foranstaltninger vedr. Opretholdelse af Ro og Orden, som Politiet kunde træffe for den enkelte Politikreds. — Disse Bestemmelser fik senere en af Forholdenes Udvikling nødvendiggjort yderligere Udvidelse ved Bemyndigelsesloven Nr. 452 af 11. Novbr. 1942, hvorved Regeringen bemyndigedes til ved kgl. Anordning at udfærdige Forbud eller Paabud til Opretholdelse af Ro, Orden eller Sikkerhed i det Omfang, hvori det skønnedes nødvendigt for at modvirke Handlinger, der under de foreliggende alvorlige Forhold var egnede til at bringe Landets Interesser i Fare.
    Udover disse Love kan nævnes Vaabenloven Nr. 246 af 10. Maj 1940der indeholdt Forbud mod uden særlig Tilladelse at have Vaaben, Sprængstoffer m. v. — Endelig bevirkede den i Løbet af 1942 stærkt tiltagende Sabotagevirksomhed fra Modstandsbevægelsens Side, at Regeringen i L. Nr. 489 af 4. Decbr. 1942 paalagde samfundsvigtige Erhvervs virksomheder Pligt til efter Politiets Paalæg at træffe Sikkerhedsforanstaltninger mod Sabotage (Sabotagevagter m. v.).
    Af den Vrimmel af Bekendtgørelser, der fremkom i disse Aar, skal jeg kun nævne nogle enkelte i Medfør af Bemyndigelsen i L. 1. Maj
    1940 udstedte Bekendtgørelser: Bek. 12 Okt. 1940 indeholdende Begrænsninger i Friheden til Afholdelse af offentlige Moder, Bek. 9. Juni
    1941 om Forbud mod Demonstrationer i Ord eller Gerning, der er egnet til at skade Forholdet til Besættelsesmagten (foranlediget ved Demonstrationer ved Fodboldkampe o. 1.), Bek. 25. Sept. 1941 om Sejiads med mindre Fartøjer fra, til eller udfor visse Kyststrækninger

504 BERNT HJEJLE.m. v., Bek. 15. Aug. 1942 om Forbud mod uden Tilladelse at fabrikere eller indehave Radiosendere, samt en Række Bekendtgørelser om Fotograferingsforbud m. v. — Endelig kan nævnes det kuriøse Forbud imod en Række Former for Valgagitation i Bek. 28. April 1943.
    Begivenhederne 29. August 1943 danner som bekendt Vendepunktet. Kongen og Regeringen afslog at bøje sig for de tyske Krav om Medvirkning i Kampen mod Sabotage og Modstandsbevægelse og nedlagde som Protest mod den der paa følgende tyske Aktion mod dendanske Forsvarsmagt deres forfatningsmæssige Funktioner.
    I denne fuldstændig nye Situation maatte man søge at finde Vej til en Videreførelse af dansk Administration. Resultatet af de derom førte Drøftelser blev følgende. Administrationscheferne skulde hver indenfor sit Administrationsomraade udøve den øverste Myndighed. Efter en Forhandling mellem Administrationscheferne, Rigsdagens »9-Mands Udvalg» og Repræsentanter for Domstolene enedes man endvidere om, at der af Administrationscheferne kunde udfærdiges Regler af Lovgivningsindhold, saakaldte »Lovanordninger», der dog maatte opfylde følgende 2 Krav: a) Loven maatte være nødvendig af Hensyn til Samfundslivets uforstyrrede Fortsættelse og Opretholdelse af Ro og Orden, og b) Loven maatte ikke stride mod dansk Retsbevidsthed. — Der aftaltes nærmere Regler for Formen for Forlængelsen af tidsbegrænsede Love, Forholdet til andre Administrationsomraader m. v. Domstolene tilsagde at ville anerkende disse Lovanordninger. — Disse Aftaler og Retningslinier — hvis Begrundelse maatte søges i en »Nødrets» -Betragtning — meddeltes de tyske Myndigheder, som herefter erklærede selvat ville udsende de Forordninger, som de danske Administrationschefer ikke ønskede at medvirke til. I Praksis søgte Tyskerne dog Gang paa Gang at presse de danske Administrationschefer til at udsende Forordninger, som udfra et dansk Synspunkt var uønskværdige.
    Herudover kunde Administrationscheferne naturligvis i Henh. til Bemyndigelse i tidligere Love udsende Bekendtgørelser.
    Hvor det drejede sig om en Lovanordning, der forlængede en tidsbegrænset Lov, indlededes den normalt saaledes: »Da Lov Nr. ... af. . . udløber d. . . ., og da det maa anses for nødvendigt, at Loven forlænges . . .», medens helt nye Lovanordninger i Alm. indlededes med: »Da det maa anses for nødvendigt, at der tilvejebringes særlige Regler vedrørende... bestemmer... ministeriet herved følgende: »
    Af de i Tidsrummet 29. Aug. 1943—19. Sept. 1944 fremkomne ministerielle Kundgørelser kan der være Anledning til at opholde siglidt ved Justitsministeriets Cirkulære af 14. Jan. 1944, der angiverde ved Aftaler mellem danske og tyske Myndigheder fastlagte Retningslinier for det danske Politis Beføjelser overfor Medlemmer af den tyske Værnemagt samt Personer, der staar i dennes Tjeneste. De første betegnes som »Wehrmachtsangehörige», de sidste som »Wehrmachtsgefolge». Dette sidste Begreb, der havde skæbnesvangre Konsekvenser i Terrorperioden, bestemtes i Cirkulæret som Personer, der staar i fast Tjenesteforhold til den tyske Værnemagt, og som er udrustet med en

RETSTILSTANDEN I DANMARK UNDER BESÆTTELSEN. 505med Fotografi forsynet Legitimation, hvor i den paagældende udtrykkeligt betegnes som tilhørende »Wehrmachtsgefolge». Dette oprindelig i den tyske militære Straffelov definerede Begreb, udvidedes efter haanden til at omfatte Medlemmer af Organisation Todt, Marinevægtere, Marketendere, Entreprenører og Arbejdere paa Flyvepladser, ja vistesig endog i et Tilfælde at omfatte en Faarepasser paa en Flyveplads; endvidere udvidedes Begrebet til ogsaa at gælde paa en Række andre Omraader, f. Eks. m. H. t. Udførselsbestemmelser. — Disse to Grupper af Personer blev ved Cirkulæret unddraget dansk Politimyndighed. Det danske Politi kunde kun skride til »foreløbig Anholdelse», naar den paagældende blev taget paa fersk Gerning for en nærmere opregnet Række »Forbrydelser» eller for en ligeledes opregnet Række »Forseelser», i sidste Tilfælde dog kun, saafremt han ikke kunde legitimere sig ved »Soldbuch» e. 1. Som »Forbrydelser» betragtedes Mord, Manddrab, Røveri, Brandstiftelse m. m., som »Forseelser» uagtsomt Manddrab, simpelt Tyveri, Hæleri, grove Legemsfornærmelser m. m. Anholdelse maatte dog ikke ske, naar en tysk Officer, Feltgendarm eller militær Vagt var eller kunde komme tilstede. — Det bestemtes bl. a. videre, at naar et Medlem af de to nævnte Grupper p. Gr. af Beruselse var »fra Sans og Samling» og derved udsatte den offentlige Sikkerhed for Fare eller vakte offentlig Forargelse, kunde det danske Politi føre ham til et tysk Tjenestested, subsidiært til dansk Politistation. Naar Anholdelse fandt Sted, skulde dette dog ske »paa taktfuld Maade, saaledes at Værnemagtens Anseelse ikke forringes, og saaledes at det navnligt saavidt muligt undgaas, at Indgrebet vækker Opsigt». Politistav maatte ikke benyttes og kun i yderste Nødsfald, naar overhængende Fare forelaa, Vaaben; det danske Politis Transport af den paagældende maatte ikke ske offentligt.
    Naar man tænker tilbage paa Tiden 29. August 1943—19. Sept. 1944, staar det — bortset fra de store Begivenheder, der rystede Sindene og vakte Forstaaelsen: selve 29. August, Jødeforfølgelserne i Oktober 43, og de store Folkestrejker i Sommeren 44, der demonstrerede Folkets Stilling og fuldstændige Sammenhold under »Frihedsraadet»'s anonyme Ledelse — som en, hvad den interne Retssikkerhed angaar, tilsyneladen de rolig og ret »normal» Tid. Departementscheferne »regerede», Centraladministrationen saavel som den lokale Administration fungerede, og Politiet sørgede for Opretholdelsen af »Ro og Orden». Men under Overfladen sydede det. Først og fremmest rullede Drønene fra Sabotagen i dagligt stigende Antal over Landet, og Kampen mod Stikkere og andre Personer i tysk Sold steg i Intensitet. Tyskernes Deportationer og Henrettelser naaede nye Højder, medens Forbitrelsen i Landet bredte sig og »Undergrundens» Hær organiseredes og opbyggedes. Samtidigt steg Kriminaliteten alvorligt. I den nedenfor anførte Statistik vil man se, at Tyverier, herunder Ran og Røveri, pr. Dag i 1943 udgjorde 46, med ens de i de første 8 Maaneder af 1944 steg til 60 samtidigt med, at Tyveri forsikringsselskabernes daglige Skadesudgift næsten fordobledes fra 9.100 Kr. til 16.600 Kr.

506 BERNT HJEJLE.    Men det rigtig store Skel var d. 19. Sept. 1944. Tyskerne havde allerede flere Gange søgt at formaa Departementscheferne til at gennemføre forskellige Foranstaltninger ved at true med Politiets Fjernelse, men uden Resultat. Tyskerne var klare over, at Politiet i en evt. Opstand — som f. Eks. da Paris rejste sig — vilde kunne spille en Hovedrolle, og d. 19. Sept. slog de som bekendt til og deporterede de Polititjenestemænd, de fangede. Resten gik straks under Jorden.
    Det danske Samfund stod da overfor en helt ny Situation: Retten havde mistet sit Sværd — kun Vægtskaalen var tilbage. Hvorledes kunde Retten i denne Situation gennemføres?
    I et Cirkulœre af 11. Oktober 1944 til Københavns Magistrat og samtlige Kommunalbestyrelser ang. Oprettelse af kommunale »Vagtværn» paalagde Justitsministeriet Kommunerne at oprette Vagtværn til Opretholdelse af Sikkerhed, Ro og Orden og fastlagde samtidig Retningslinier herfor. I alle bymæssige Bebyggelser med over 2.000 Indbyggere skuld eder under Borgmesterens eller Kommunens Ledelse og Tilsyn i Tilknytning til Brandvæsen, Redningskorps eller andre Vagt organisationer oprettes faste Vagtværn. I andre Kommuner vilde det som Regelvære tilstrækkeligt, at der udpegedes Personer, der var villige til at rykke ud under en nærmere angiven Ledelse. Vagttjenesten kunde tilrettelægges dels som Patruljetjeneste, dels som Udrykningstjeneste. Vagtværnenes Opgave var at søge at hindre Begaaelsen af Forbrydelser samt at søge Gerningsmanden paagrebet; de havde Ret til at anholde Personer, som paagrebes paa fersk Gerning eller paa friske Spor. Vagtværnet skulde optage en kort Rapport over den paagældende, der indsendtes til Statsadvokaten. — Samtidig udsendte Justitsministeriet en Formular til Instruks for Vagtværnene.
    Det bør fremhæves, at sideordnet med Oprettelsen af kommunale Vagtværn oprettedes der, navnlig i de store Byers Periferi, hvor udstrakte Villakvarterer vanskeliggjorde de naturligvis altfor smaa Vagtværns Opgaver, private Vagtværn. Saa at sige enhver Villa vej organiserede en Sikkerhedstjeneste paa en eller anden Maade, f. Eks. saaledes at Beboerne om Natten skiftedes til at gaa Vagt, automatiske Alarmeringssystemer indlagdes fra Hus til Hus, Alarmering med Trillefløjter og Grydelaag indøvedes, og samlede Øvelser afholdtes. Med de gamle Ord fra Visen om Oberst Sinclair kunde man sige, at »Bavnen lyste og Budstikken løb — fra Grande til nærmeste Grande», saa snart derskete noget mistænkeligt — omend nu med en mærkelig Blanding af primitive Midler og den moderne Tekniks Fænomener. Men naar Hipo Korpset eller Tyskernes andre Haandlangere kom for at fuldbyrde deres Clearing - eller Terror-Mord, var der naturligvis intet at stille op; slap man ikke ud i Tide, var der kun ét at gøre: at sælge Livet saa dyrt som muligt. Forsvarsløs var man jo ogsaa, naar Gestapo kom paa Besøg — f. Eks. naar det »trak Vaad» i et Kvarter for at se, om der kom nogen i Nettet. Endnu sidder Skrækken i de fleste, naar en Bil om Aftenen standser udenfor paa Vejen, eller det ringer sent om Aftenen.

RETSTILSTANDEN I DANMARK UNDER BESÆTTELSEN. 507    Det er imidlertid klart, at selv alle disse kommunale og private Forholdsregler ikke kunde standse Forbrydelsernes Vækst. Man maa erindre, at medens private Personer tidligere havde afleveret deres Vaaben, og alle de nye Vaaben, der kom, gik til Modstandsbevægelsen, havde Forbryderne i Almindelighed Vaaben. Disse havde derfor let Spil, og i Tiden efter 19. Sept. forekom alle mulige Tilfælde af »hold up», ikke mindst paa Villaveje. Damer og Herrer maatte aflevere Pelse, Frakkerog Klædninger og gaa hjem i Undertøj; navnlig enlige Damer blev holdtop i Lejligheder og Villa er, medens Røverne fjernede alle Kostbarheder, Smykker, Sølvtøj, Pelsværk etc. Man lærte hurtigt at barrikadere sig saa godt som muligt, aldrig at lukke op, før man havde forvisset sig om lovligt Ærinde, og ikke at gaa ud efter Mørkets Frembrud.
    Som et Led i Bestræbelserne for at standse Kriminalitetens Vækstslog Domstolene ganske spontant ind paa overfor alle Forbrydelser, begaa et under disse særlige Forhold, at anvende de strengest mulige Straffe for de enkelte Forbrydelser, og disse Domme fik stor Publicity i Pressens Referater.
    Trods alle disse Bestræbelser sig er det sig selv, at Kriminaliteten steg voldsomt. I en af Dansk Tyveriforsikringsforening udarbejdet Statistikvedr. den samlede Tyveriforsikringsforretning, incl. Ran og Røveri (men excl. Cycletyveriforsikring), gives følgende Oplysninger:

 

Beregning pr. Dag (45 Selskaber)SkadeudgiftAntal Skader
aaret 19439.100.-46
1/1-18/9 194416.600.-60
19/9-30/9 »93.600.-142
oktober »58.800.-117
november »65.400.-103
december »52.700.-93
januar 194550.300.-84

 

    Samtidig med Oprettelsen af Vagtværnene fordeltes Politiets øvrige Opgaver.
    Statsadvokaturernes Funktioner udvidedes til at omfatte Politiets hidtidige Opgaver i Hens. til Efterforskning, Fremskaffelse af det til Sagernes Opklaring og Bedømmelse fornødne Materiale og Forelæggelse af Sagerne for Domstolene. Naturligvis kunde Statsadvokaturerne selv med Antagelse af en lang Række nye Medarbejdere ikke overkomme dette Arbejde. Man søgte da saavidt muligt at gennemføre de mere betydelige kriminelle Sager samt »Krisesager» af større Omfang, medens en lang Række Sager af mindre Betydning, saasom Overtrædelse af Politivedtægter og andre Vedtægter, mindre »Krisesager» o. 1., blev henlagt til senere Behandling. En Række andre Tilfælde kunde ikke fremmes, fordi en Del af Akterne beroede paa Politigaarden eller andre af Tyskerne besatte Steder. Last not least kunde en Række Personer ikke rammes, fordi de beskyttedes af Tyskerne, f. Eks. som »Wehrmachtsgefolge», i hvilken Forbindelse det bemærkes, at det hurtigt blev

508 BERNT HJEJLE.bekendt i Forbryderkredse, at naar blot man havde et »Schein», var man beskyttet og kunde foretage sig, hvad man vilde.
    Store Vanskeligheder voldte det herved, at Medlemmer af tyske Korpshyppigt mødte op i Arresten eller i Retssalen og under Trusel om Voldkrævede Forbrydere udleveret under Henvisning til, at de hørte til »Wehrmachtsgefolge», eller at Tyskerne selv havde Sigtelser mod dem, f.Eks. for illegal Virksomhed. Paa denne Maade — samt ved at møde op i Børneværnenes Optagelseshjem o. 1. og faa de derværende unge Mennesker til at gaa i Tjeneste — rekruteredes adskillige »Korps».
    Hvad Politiets resterende Opgaver angaar, ordnedes disse ved en Justitsministeriel Bekendtgørelse af 7. Novbr. 1944 om midlertidig Videreførelse af de til Politiet henlagte Forretninger af civil og administrativ Beskaffenhed. I København henlagdes disse til Københavns Magistrat med Undtagelse af visse særlige Forretninger, der henlagdes under Overpræsidenten i København. Udenfor København oprettedes der under Amterne Afdelinger af Amtskontoret under Navn af »Kredskontorer» i de Byer, hvor der hidtil havde været Politikontor eller Politi afdelingskontor. Til disse Kredskontorer henlagdes Politiets civile og administrative Opgaver med visse Undtagelser, der henlagdes til Borgmester, sociale Udvalg eller Underretsdommeren.
    Bekendtgørelsen suppleredes af et Justitsministerielt Cirkulære af s. D. til samtlige Amtmænd ang. Oprettelse af Kredskontorer, hvori der gavesnærmere Bestemmelser og Retningslinier for Videreførelsen af Politiets Forretninger paa det civile og administrative Omraade, f. Eks. Motorvæsenet, Indlæggelse af sindssyge og aandssvage Personer, Sager vedr. Brandpolitilovgivningen, Udfærdigelse af Næringsbreve, Strandingsvæsenet, Regnskabsvæsenet etc. etc. samt vedr. Kredskontorernes Indretning og Administration. — Saavidt vides fungerede denne Ordning af Politiets civile og administrative Opgaver tilfredsstillende, om end dernaturligvis var store Vanskeligheder ved at klare det overvældende Arbejde, der her lagdes paa nye og uprøvede Skuldre. F. Eks. bistaar Politiet gennem Rapportoptagning o. l. i meget vidt Omraade de administrative Myndigheders Arbejde, og det var selvsagt ugørligt aterstatte dette.
    Med Tyskernes Kapitulation til de Allierede d. 4 Maj 1945 afsluttedes denne mærkelige Epoke. Den havde vist, at det danske Kultursamfund kunde bestaa Prøven. At Kriminaliteten voksede stærkt, at Drab, Røveriog Tyveri florerede, kunde man paa Forhaand vide, ikke mindst da de af Tyskerne organiserede Terrorgrupper gjorde deres bedste for at fremme Lovløsheden. Og det bør fremhæves, at det ved de senere foretagne Undersøgelser er bekræftet, at de fleste Drab var organiseret af de af Tyskerne etablerede Terror-Grupper eller hidrørte fra Modstandsbevægelsens nødvendige »Stikkerlikvideringer», samt at en væsentlig Del af de større »hold up » -Tilfælde og Røverier udførtes af en enkelt dansk Forbryderorganisation, som efter haanden afsløredes og uskadeliggjordes ved Samarbejde mellem Statsadvokaturen og de kommunale Vagtværn.

RETSTILSTANDEN I DANMARK UNDER BESÆTTELSEN. 509    Men med disse særlige og uundgaaelige Undtagelser gik den samlede danske Befolkning ind i Kampen for Overholdelse af bestaaende Love, Forordninger og Vedtægter. Interessant var det at se, hvorledes Bybefolkningen i Dagene efter d. 19 Sept. tog Sagen i sin egen Haand og gennemførte Respekt for Færdselssignaler, Kørselsregler etc.; spontant og effektivt reagerede Folk overfor Sort børshandlende o. a., sommente, de havde frit Spil.
    Natten mellem d. 4. og 5. Maj samledes den danske Modstandshær, og om Morgenen d. 5 Maj stod de danske væbnede Styrker overalt paa deres Poster. Maskineriet fungerede igen. Hurtigt overtog den Del af Politiet, der havde været under Jorden, sine gamle Funktioner, og fra Sverige kom de Politistyrker, der havde overlevet Buchenwaldes og andre Koncentrationslejres umenneskelige Rædsler, efter haanden tilbage til deres Poster.
    I en Række foreløbige Love, kgl. Anordninger og Bekendtgørelser fra Justitsministeriet, bl. a. af 7. og 18. Maj 1945, ophævedes saavel Straffelovstillægene som de øvrige under Besættelsestiden givne Love og Bekendtgørelser, og i en Bekendtgørelse af 11. Maj 1945 om Ledelsen af de politimæssige Foranstaltninger til Opretholdelse af Ro og Orden —ved hvilken der bl. a. udnævntes 9 Politikommandører til at bistaa Rigspolitichefen med Gennemførelsen af de særlige Opgaver — fastlagdes Ordningen af Politistyrkerne.
    Danmark gik paany mod lovlige og ordnede Tilstande.