FRITZ BAUER. Krigsförbrytarna inför domstol. Sthm 1944. Natur och kultur. 244 s. Kr. 8.00.

    I ovennævnte Bog har en tidligere tysk Kriminaldommer paa historisk Baggrund søgt plastisk at fremdrage Problemerne i Forbindelse med Krigsforbrydelser og Krigsforbrydere og delvis forsøgt en Løsning under Hensyn til de retlige og faktiske Muligheder, men tager selv Forbehold med Hensyn til Forslagenes Originalitet, idet Bogen betegnes snarere som en Reportage og Kommentar med en eksisterende Folkeret som Forudsætning.
    Bogens Udgangspunkt og Indledning er dels den af ni af de occuperede Lande i London den 13. Januar 1942 afgivne Erklæring med det den 20. Oktober 1943 fornyede Krav om at gøre Forbrydelser mod Haagerkonventionerne til Krigsmaal, dels Moskvakommunikéet af 1. November 1943 med Krav om Tilbagesendelse til de respektive Gerningssteder af tyske militære og politiske Krigsforbrydere for at underkaste dem Domfældelse og Straf i Overensstemmelse med disse Landes Love.
    Saafremt geografisk Fixering af Gerningsstedet ikke er mulig, beslutter de allierede Regeringer, hvor og hvorledes der skal straffes.
    Navnlig denne sidste Kategori lader adskillige Spørgsmaal aabne, saaledes bl. a. i personel Henseende (muligvis falder herunder de ledende Mænd, hvis Politik, Krigsførelse o. s. v. har inddraget adskillige Lande i Krigen), samt med Hensyn til Arten af Anklager, der kan rejses og hvilken Lovgivning, der skal anvendes.
    Selv med Hensyn til »de geografisk bestemte» Forbrydere forudser Forf. Muligheden af ny Rets Anvendelse.
    Om det tyske Folks Ansvar taler Kommunikéet ikke, men Forf. anser

BENNY LEVIN. 637dette for utvivlsomt under Henvisning til den gældende Folkerets Antagelse af et kollektivt Ansvar for Regeringens Handlinger (S. 100). Han kunde her have henvist til den tyske Retslærde Mommsen, som har erklæret, at et Folk, som alt for længe tolererer uretfærdige Handlinger, bliver meddelagtig i Forbrydelserne.
    Den retlige Form for Krigens Afslutning vil indvirke paa Krigsforbrydernes Behandling; saaledes skal f. Eks. Haagerkonventionens Occupationsregler anvendes, saafremt Krigen ender uden formelig Kapitulation.
    I Kap. I opridses i store Træk Antikens, Middelalderens, den nyere Tids (herunder »fallet Napoleon»), det 19. Aarh.'s, den forrige Verdenskrigs og den derefter følgende Tids Betragtninger af Spørgsmaalet om Ansvar for Krigs Iværksættelse og Forbrydelser begaaede i Krigen. Med Hensyn til det første Ansvar var Distinktionen mellem den »retfærdige» og den »uretfærdige» Krig af Vigtighed. Forskellige Tidsperioder lagde forskellige Betragtninger til Grund for Distinktionen.
    Det særlige Afsnit om »fallet Napoleon» anføres dels som Præjudikat paa Afstraffelse af et Statsoverhoved i nyere Tid, dels til Dokumentation af, hvorledes man forsætlig undgik Principet om Ansvar for Iværksættelse af en »uretfærdig» Krig og videre for — paa Baggrund af det 19. Aarhundredes Suverænitetsdogme og den fra da af herskende folkeretlige Opfattelse af Lovligheden af enhver af et lovligt Statsorgan paabegyndt Krig — at vise, hvorledes man undgik en almindelig Løsning af Problemet om Krigsforbrydere.
    Først med Briand-Kellogg Pagten af 27. August 1928 erklæres paany Angrebskrig for »uretfærdig», uden at der dog fastslaaes nogen Følge af Pagtens Overtrædelse bortset fra Udelukkelse fra Adgangen til at nyde dens Fordele (bl. a. Beskyttelse mod Angrebskrig fra anden Side).
    Af særlig Interesse er Redegørelsen (S. 47 ff.) for de i Realiteten farcemæssige Processer mod den forrige Verdenskrigs Krigsforbrydere; se den Sid. 49 opstillede Fortegnelse over Krigsforbrydelserne. Af 900f oreslaaede Forbrydere blev kun 45 anklagede og af disse kun et Mindretal dømte.
    I Kap. II: De allieredes Anklagelser, anføres nogle Betragtninger om Magt og Ret, allieret og nazistisk Folkeret, hvorunder paapeges, hvorledes Nazismen gjorde »Krigsretten», hvis Eksistens fornægtedes af Folkeretten efter forrige Verdenskrig, til Folkerettens Grundvold, og betragtede de allieredes »Fredsret» som et Instrument til Underkuelse af »Das Reich's» Førerkrav i Europa. Denne Betragtning tiltræder Forf. (S. 95), men Rigtigheden heraf er vel nok tvivlsom naar henses til de allieredes Haandhævelse af Versaillestraktaten og deres Politik iøvrigt mellem de to Verdenskrige.
    Det tyske Forsvar mod de allieredes Anklager underbygges med Henvisninger til en Række Folkeretsforfattere, der konkluderer i, at Selvbevarelsesret o. lign. har Prioritet fremfor indgaaede Forpligtelser, og at den, der føler sig krænket over en brudt Aftale, ved med hvem han har at gøre. At denne Viden først foreligger efter Brudet, lades ude af

638 BENNY LEVIN.Betragtning. Navnlig fastslaar tysk Folkeret, at »Krigsraison gaar forud for Krigsret», og at Haagerkonventionen, der hviler paa forældet Krigsføring, maa vige for moderne Krigsførelses Totalitet, der paa Grund af den af Modstanderen ofte forøvede Skændighed selv ofte maa anvende »uærlige Vaaben». Forf. gør her med Rette opmærksom paa, at Forestillingen om den totale Krig allerede var levende i Tyskland, da det tiltraadte Haagerkonventionerne, og den totale Krig kan saaledes ikke paaberaabes som »nye Forhold» til Støtte for paastaaet Forældelse. Henvisningen til »Krigsinteressens» Forrang er et Kunstgreb, der juridisk skal borteliminere Retsstridighederne, som Forf. herefter gennemgaar i Hovedtræk i Forbindelse med Omtale af »den lille Krig» (d. v. s. Frikorps og Civilbefolkningens Krigsdeltagelse), Gidsler, Repressalier, planløse Ødelæggelser, Excesser med Hensyn til Udskrivning til Tvangsarbejde, Deportation af Civilbefolkning m. m.
    I Kap. III: Krigsforbrydelsernes retlige Følger behandles Erstatningspligten og Strafansvaret. Haagerkonventionen fastsætter alene Erstatningspligt (i Art. 3), men hjemler ikke Straf, men ingen, ej heller Tyskland, har benyttet denne Tavshed til dermed at bestride Strafansvar for Krigsforbrydelser; se den Side 165 gengivne Instruktion for den tyske Soldat. Retten til ogsaa at straffe fjendtlige Tropper forudsættes paa Basis af Konventionens Art. 31.
    Suverænens Immunitet under og efter krig bestrides (S. 170). Hvorvidt Henvisning til »Handlen efter Ordre» eller paa Grund af Vildfarelse diskulperer, bør efter Forf.'s Mening afgøres konkret.
    Den særlige »Herrefolkets Tilregnelighed» (S. 180 ff.) er nærmere bestemt Handlen ud fra Forestillingen om en »guddommelig Mission», Arten af hele det System, under hvilket Tyskerne er opdraget og »de med overvældende Kraft virkende nationale Lidenskaber». Saadanne Tilfælde henviser Forf. til psykiatrisk Behandling.
    Udgangspunktet for Spørgsmaalet om den kompetente Straffelov er en Henvisning til Territorialitetsprincipet. Dette fører i occuperede Lande til dobbelt Jurisdiktion og kan iøvrigt ogsaa paa andre Maader føre til praktiske Vanskeligheder, saafremt hvert Land i Tilfælde af flere Gerningssteder for samme Gerningsmand vilde hævde Principet, eller nogen allieret Stat vil forfølge de i Tyskland begaaede Handlinger. De fleste moderne Straffelove har da ogsaa modereret Principet. Her opstaar Tanken om en international Domstol og Straffecodex til at raade Bod paa adskillige Kompetencevanskeligheder.
    Forf. nærer Betænkeligheder ved at tillægge nye (skærpende) Straffelove retroaktiv Virkning1 og anbefaler f. Eks. en international Domstol at anvende national Ret i givet Tilfælde. Dette strider imidlertid mod almindeligt antagne folkeretlige Principer, hvorefter kun Folkeret kan anvendes af internationale Domstole, selvom national Ret er til Hinder for, at vedkommende Stat kan opfylde sine folkeretlige Pligter (»Folkeret bryder Landets Ret»).2

 

1 Se for dansk Rets vedk. STEPHAN HURWITZ i SvJT 1944 S. 833 ff.
2 Jfr ALF ROSS: Folkeret S. 84.

ANM. AV FRITZ BAUER: KRIGSFÖRBRYTARNA INFÖR DOMSTOL. 639    Det er klart, at Opgivelse af Territorialitetsprincipet kan betyde Brud paa Principet »nulla poena sine lege» f. Eks. i Tilfælde, hvor en alene i Forbryderens Land strafbar Handling nu gøres strafbar tillige i den strafforfølgende Stat, men det er lige saa klart, at den almindelige Retsbevidsthed vil være mere krænket, om en Række almindeligt fordømte Handlinger ikke skulde kunne forfølges, end om en ny Lovhjemmel med retroaktiv Virkning tilvejebringes.
    Saafremt imidlertid uovervindelige Vanskeligheder i denne Henseende melder sig, eller Krigsforbryderne i betænkelig stor Udstrækning skulle erklæres for utilregnelige,1 henviser Forf. til en faktisk eksisterende international Politiret, der — uden Hensyn til doktrinære Betænkeligheder — som en social Nødværgeret hjemler Adgang til at internere samfundsfarlige Sindsyge.
    I Kap. IV behandles Quislingernes Ansvar, idet deres retlige Stilling nærmere fastslaaes med Norge og Danmark som Eksempler. Saafremt Quislingregeringen retligt set kun er et Organ for Occupationsmagten, følger heraf strafferetligt, at Landkrigsreglementet er Norm for Occupanterne, men »Quislingerne's» Medvirken til Occupationen kan involvere f. Eks. Landsforræderi og som saadant rammes af den nationale Straffelov. Der anføres (S. 203) den af Danmarks Frihedsraad foretagne Gruppering af »Quislingerne» og andre Krigsforbrydere, men det i visse Henseender relevante Spørgsmaal, hvorvidt Danmark maa antages at være i Krig med Tyskland og i bekræftende Fald, frah vilket Tidspunkt, berøres ikke.
    Som en anden Nødhjælp i Tilfælde, hvor Strafforfølgning af principielle Grunde skulde svigte, henviser Forf. til Forholdsregler som f. Eks.  Frakendelse af borgerlig Ære,2 Konfiskation af »Syndepengene», Pligt til Financiering af Krigsskader gennem en Sær-Skattelovgivning o. lign. Naar han imidlertid henviser til de under Occupationsmagtens Tryk skabte grundlovsstridige Straffelove som retfærdiggørende nye Straffelove med retroaktiv Virkning, turde det være klart, at man ikke ønskerat støtte sig til de Tilfælde, som man med Afsky og den største Modstand var tvunget ind i, som Paradigma paa og Retfærdiggørelse af en Lovgivning, der agtes benyttet til netop at imødegaa den foragtede Tilstand med. Her maa alene den almindelige Retsbevidsthed være normgivende.
    I V Kap. behandles de i Forbindelse med Krav om Udlevering opstaaende Problemer.3
    I VI og sidste Kapitel undersøges Formaalet med Forfølgelsen af Krigsforbryderne med selve Fredstraktaten i historisk Perspektiv som Udgangspunkt. Freden er for moderne Bevidsthed ikke kausal, men final og skal — ligesom Straffen bl. a. skal hindre nye Forbrydelser — forhindre ny Krig, og ligesom Straffens præventive Formaal bedst naaes ved at søge at udrydde Forbrydelsens dybere Aarsager, undersøger Forf. Aarsagerne til den nuværende Krig med det Resultat, at

 

1 Se TORGNY SEGERSTEDT: Krigsförbrytarna och människovärdet i Oktoberhæftet af »Samtid och Framtid» 1944.
2 Jfr SvJT 1944 S. 851.
3 Se herom RAGNAR BERGENDAL i SvJT 1945 S. 80 ff.

640 ANM. AV FRITZ BAUER: KRIGSFÖRBRYTARNA INFÖR DOMSTOL.disse for Tysklands Vedkommende hverken kan være Trangen til »Livsrum» eller økonomisk Nødvendighed, men alene Vilje til Magt, som har udviklet en paa Tradition grundet Militarisme. — Den øvrige Verden har sagt nej og vil kun have Ro og Tryghed.
    Processerne mod Krigsforbryderne skal give Tyskland en kraftigt paakrævet Klarlæggelse og Konfirmation af gældende Folkeret.
    I et Tillæg redegøres (bl. a. med en Række Billeder) for Massemordene i Maidenek paa Basis af Daily Express' Moskvakorrespondents publicerede Rapport.
    Om ikke andre Forbrydelser under denne Krig skulde kunne klarlægges tilstrækkeligt til Domfældelse, turde vi efter det i Maidenek fuldbyrdede ikke have flere Vidnesbyrd behov.
    Bogens Fortjeneste er navnlig at have fremdraget alle de mere betydende Problemer og behandlet dem paa en — i bedste Forstand — populær Maade, og at gøre Spørgsmaal som disse let tilgængelige for Almenheden har sin utvivlsomme Værdi, hvor det drejer sig om Forhold, i hvilke de i direkte Aktion trædende Fagfolk til sin Tid behøver vox populi i Ryggen; en Enstemmighed, der sikkert kræver den Sofisme en Gang for alle udryddet at »Krigsraison» gaar forud for Fredsret.

Benny Levin.