Ugeskrift for Retsvœsen (h. 10—33): Prof. KNUD ILLUM har s. 70—75 anmält det s. k Juristudvalgets betänkande med förslag till ändring i Straffelovstillæget; jämför härtill uttalanden s. 86—87 av prof. OLUF KRABBE, som inom udvalget bildade en minoritet, och s. 87—88 av Illum. »Et stort erstatningsretligt Værk» av prof. HENRY USSING (s. 81—86) utgör en rec. av Lundstedts »Grundlinjer i skadeståndsrätten»: »Hans hovedformål er at prøve, om domme eller litterære udtalelser bæres af en moderne, videnskabelig metode eller hviler på en uvidenskabelig retsideologi, og derfor retter han søgelyset mod begrundelserne. Lundstedts undersøgelser giver det sørgelige resultat, at der intetsteds er brugt en videnskabelig metode, og at undersøgelserne er uden videnskabelig værdi, fordi begrundelserne hviler på en forældet retsideologi. Efter min mening er Lundstedts udførlige påvisning heraf et urimeligt spild af tid og kraft. — — — Jeg vilde imidlertid ønske, Lundstedt gav os en velordnet og behersket fremstilling af sin læres hovedindhold — uden at tynge og svække den ved overflødig eller forfejlet kritik». Vidare må nämnas »Rentes rente» av USSING (s. 97—100, jfr 176) och en anmälan av Ole Westerberg: Om administrativ besvärsrätt av prof. POUL ANDERSEN (s. 100—102). — Om h. 18, festskriften till Ussing (s. 105—150), se SvJT 1946 s. 465. — I h. 20 diskuteras under rubriken »Umiddelbarhed» av landsdommer HERLUF LUDVIGSEN (s. 158—161) och prof. ILLUM (s. 161—164) ett av den förre framfört förslag att införa en viss bevisomedelbarhet i Højesteret, som visserligen nu har möjlighet att höra vittnen inför sig (i brottmål är Højesteret dock appellinstans) men ej använder sig därav. Illum kritiserar förslaget under åberopande bl. a. av sina egna praktiska erfarenheter, som givit honom »det Indtryk, at Skildringen af Fordelene ved Bevisumiddelbarheden er stærkt overdrevet». Han menar generellt »at Afhøringens Gentagelse i Ankeinstansen ikke byder paa væsentlige Fordele ved en Procedure i Ankeinstansen for erfarne Dommere». Häftet innehåller i övrigt bl. a. »Retsformanden og Retten i Nævningesager» av landsdommer K. DIGEPETERSEN (s. 151—155) och »Arveret i følge adoption» av dommer NIELS HARBOU (S. 155—158). — Av innehållet i h. 25 må nämnas: »Om Ransagning af en ikke Sigtets Person» av statsadvokat JØRGEN TROLLE (S. 167—170), »Nogle Bemærkninger om Domsbegrundelsen» av prof. ILLUM (S. 170—172) samt ett tillägg av prof. USSING om Rentes rente (s. 176). — Højesteretssag-

622 NORDISKT OCH INTERNATIONELLT.fører KARSTEN MEYER ger (s. 179—180) under rubriken »Retssagen mod Lord Haw-Haw» en rec. av en engelsk bok om målet mot den bekante engelske (egentligen amerikanske) hallåmannen i tyska radion under kriget (J. W. Hall. The trial of William Joyce. Edinburgh 1946). Haw-Haw dömdes enligt en lag från 1351. Problemet om strafflags tillbakaverkande kraft förelåg alltså inte här men väl åtskilliga andra svårigheter. Meyer finner »et lille processuelt Forhold» förtjäna nämnas. »Den 18. December 1945 forkastede Overhuset Appellen, dog saaledes, at Begrundelsen lovedes senere. Den kom den 1. Februar 1946, men Joyce blev allerede hængt den 3. Januars. A. saa han fik aldrig at vide, med hvilken Begrundelse.»