Straffrättslig inflation. I en Artikel i SvJT 1948 p. 448 betitlet »Straffrättslig inflation», indbyder Redaktionen på Foranledning af Expeditionschef Kurt Holmgren til Drøftelse af Spørgsmålet om, hvad der kan gøres for at råde Bod på den almindelige Svækkelse i Lovlydigheden med Hensyn til Krisebestemmelser, som er en Følge af Krigen og de af den nødvendiggjorte mange Restriktioner.
    I den Anledning tillader jeg mig at fremkomme med nogle Betragtninger om Forholdene i Danmark, hvor Kriselovgivningen vel nok har været mere vidtgående end i Sverige, og hvor Leden eller Trætheden ved Straffebestemmelserne derfor antagelig er væsentlig mere mærkbar.
    Jeg skal ikke her give en nærmere Skildring af denne Tilstand, som dener i Danmark. De vigtigste Træk er opregnet i den citerede Artikel i SvJT og er den voxende Flodbølge af Straffesager og det store Antal Forbudsbestemmelser, som Myndighederne ikke altid kræver respekteret i fuldt Omfang. Det er, som om man bevidst lukker Øjnene for et væsentligt Antal — navnlig mindre — Lovovertrædelser. Endvidere at det i det hele er noget vanskeligt at finde Sangbund i den offentlige Mening for Forbudsbestemmelserne og de dertil knyttede Straffetrusler.
    Det, som interesserer og bør interessere Juristerne idag, er, om der kan gøres noget overfor denne foruroligende Foreteelse, og hvad der i så Fald kan gøres. Expeditionschef Holmgren taler i denne Forbindelse dels om en Genopvækkelse af Krigstidens Beredsskabsånd i Forbindelse med strengere Kontrol, kraftigere Strafforfølgning og hårdere Straffe, men han nævner også Spørgsmålet, om Kriselovsovertrædelserne bør udskilles til særlig Behandling forskellig fra de almindelige Straffesager.
    Jeg skal først bemærke, at Virkningen af, at Straf er blevet anvendt i et enormt øget Omfang og på mange Personer i Kredse af Befolkningen, som ellers kun sjældent droges for Retten, efter mit Skøn er blevet en Afstumpethed i Fornemmelsen overfor Straf, dels således at den enkelte i mindre Grad føler Skam ved eller Frygt for at blive straffet, og dels således at han tilsvarende ser med større Ligegyldighed på, om andre bliver straffet. Dette giver sig to paa en vis Måde modstridende Udslag. På den ene Side synes man ikke, at det er så alvorligt eller så flovt som i tidligere Tider, hvis man selv eller en anden bliver straffet. Og man finder heller ikke, at det er så moralsk forkasteligt at overtræde Loven som tidligere. Men uanset at Lovovertrædelser således vækker mindre Forargelse, er Publikum samtidig meget villigt til at finde strenge Straffe rimelige. F. Ex. har — og navnlig havde — man i Danmark vænnet sig til, at Hæftestraf var en rimelig Reaktion for en Række mindre Forseelser — og dette uagtet Hæfte udenfor Straffelovens Område før Krigen kun anvendtes for meget alvorlige Forseelser. Dette hænger delvis sammen med det dårlige Humør og den større Irritabilitet, som Krigstiden og dens Slid paa Nerverne har afsat. Men det bunder også ligesom det første Fænomen i en Træthed ved Straffesystemet og i en mindre Evne til at reagere på, at man selv eller andre straffes.
    Det, som er Problemet idag, er, hvad der er at gøre ved denne Forringelse — denne Depreciering i Vurderingen af Straffen. Og her må

 

jeg strax sige som min Mening, at jeg ikke tror, at der i og for sig kan gøres noget, som i Løbet af kortere Tid effektivt kan bidrage til at bekæmpe Ondet. Vi står overfor et Træthedsfænomen, og det tager ligesom ved en Reconvalescens Tid at få det overvundet. Der kræves længere Tid under bedrede økonomiske Forhold og en sparsommere Anvendelse af Straffebestemmelserne, før man genvinder den tidligere Følsomhed overfor Strafsystemet, så at Samfundet påny let kan dirigeres med milde Straffebud ligesom en følsom Hest for en let Berøring af Tøjlerne.
    Det, som kan gøres — og som først kan ventes at virke på længere Sigt — er derfor fortrinsvis det negative, at det størst mulige Antal Forbuds- og Straffebestemmelser afskaffes, og at man anvender de existerende så moderat, som deres Formål tillader. Man bør først og fremmest søge at forebygge, at Lovovertrædelserne sker ved, at man gør det så vanskeligt som muligt at begå dem; og ikke som det hidtil ofte ersket, lade sig nøje med en Straffetrusel, uden noget virkeligt effektivt Kontrolsystem. I det hele er det god Politik, at man ikke uden tvingende Nødvendighed forbyder, hvad man ikke kan hindre. Tiltale bør ikke rejses, uden at det er nødvendigt, og Småforseelser bør saavidt muligt lades upåtalte eller klares med en Advarsel. Navnlig Sager, hvorunder private uden Forbindelse med deres Erhvervvirksomhed har begået mindre Overtrædelser, bør man undgå at rejse. I de Sager, som rejses, bør man vise Mådehold ved Fastsættelsen af Straffene. Frihedsstraf bør kun idømmes ved sådanne Forbrydelser, hvor det er nødvendigt f. Ex. hvor der er Tale om professionelle Sortbørsfolk, eller hvor en meget betydelig Fortjeneste er indvundet. Forholdet er jo det, at man antagelig endnu over et Tidsrum vil have Brug for en Række regulerende Forskrifter, og at der stadig vil kunne tjenes store Penge af den, som vil overtræde dem. De strenge Straffebestemmelser og de relativt strenge Straffe bør derfor reserveres overfor de Tilfælde, som er virkelig vigtige.
    Hvis der gås aktivt ind for en vis Mildnelse af Kursen og der vækkes en Interesse og Forståelse herfor, vil det i sig selv medføre en Tendens til en mere fintmærkende Reaktion på idømte Straffe. Indstiller man sig på, at Straffene er og bør være moderate, gør de enkelte strengere Straffe et dybere Indtryk.
    Jeg tror ikke på Muligheden af, som det nævnes af Ekspeditionschef Holmgren, at genopvække Krigstidens Beredskabsånd i større Almindelighed, når Talen er om Kriselovsovertrædelser, og jeg tror ikke meget paa Værdien af hurtigere Forfølgning og hårdere Straf, når nye vigtige Forbud gives.
    Skal der gives nye vigtige Forbud, bør der ganske vist gøres Propaganda for dem, for at Folk kan forstå deres Betydning og Hensigt, og det kan vel endnu virke noget. Og efter Omstændighederne bliver man vel nødt til at give relativt hårde Straffe; men hvert nyt Forbud og hver ny hård Straf bringer os kun mere fra Asken ud i Ilden og modvirker kun Genopbygningen af den fornødne »Strafsensibilitet». Det virker kun som stimulerende Indsprøjtninger paa en syg. De kan klare en Situation, men de helbreder ikke. En sådan Fremgangsmåde bør derfor

 

ikke benyttes alene. Men den bør gå Hånd i Hånd med en almindelig Bestræbelse for på så mange Områder som muligt at spare på Straf både i den Forstand, at man søger at begrænse Antallet af Tilfælde, hvor Straf anvendes, og således at man søger at gøre dem mindre.
    Men det vil tage Tid, før sådanne Bestræbelser virker, og Forudsætningen er en Bedring i Forsyningssituationen og de økonomiske Kår.

Jørgen Trolle.