Straffen for »Rattfylleri». Foran i Svensk Juristtidning p. 217 har Hovrättsassessor Ragnar Adde gjort sig til talsmand for, at man i sager angående spirituspåvirket motorkørsel skulde indføre en mere nuanceret straffeskala end den i Sverige og Danmark fast anvendte frihedsstraf, navnlig således at man i et vist antal tilfælde skulde anvende bødestraf. Herved skulde man navnlig lægge vægt på lægeudtalelsen efter den kliniske prove om den tiltaltes påvirkethed i modsætning til nuværende praxis, hvor alkoholpromillen i blodet — ligesom i Danmark — spiller den afgørende rolle ved bedømmelsen af om en sigtet kan anses som spirituspåvirket. Ræsonnementet er det, at den ubetingede anvendelse af frihedsstraf ikke synes at have båret frugt, idet antallet af spirituspåvirkede motorførere i Sverige er steget, hvorfor straffen ikke forekommer forfatteren at have haft den moraldannende virkning, som man kunde have håbet.
    Det rejste spørgsmål har også interesse for Danmark, hvor forholdene meget ligner dem i Sverige. Det er — i hvert fald i København — fast praxis og har været det i mange år, at den der har ført eller forsøgt at føre motorkøretøj i påvirket tilstand, straffes med hæfte; straffetidens længde var før krigen i almindelighed 10—14 dage og svinger nu mellem 14 og 20 dage, sjældnere 30 dage. Derhos frakendes førerretten i almindelighed i et tidsrum af 1—2 år, sjældnere for et halvt år — hvad der var almindeligt før krigen — eller for mere end 2 år ved førstegangsforseelse. Som påvirket anses efter domspraxis den, der har en alkoholkoncentration i blodet på 1 %o eller derover; er promillen mindre, rejses der ikke tiltale. Reglerne synes altså nærmest lidt mildere end de svenske. Men trods deres relative strenghed og den ubetingethed, hvormed sagerne forfølges og pådømmes, har vi ligesom i Sverige efter krigen haft en meget stærk stigning i antallet af disse lovovertrædelser. Før krigen pågreb Københavns politi således gennemsnitlig ca. 20 spirituspåvirkede motorførere om måneden, men dette tal ligger nu — trods mindsket motorkørsel på omkring 40, altså omtrent det dobbelte.¹ Det er denne stigning, som — mulig i forbindelse med en skarpere kurs overfor speciallovsovertrædelser, som er en følge af krigen — har bevirket den nu

 

¹ Om nu den gennem tallene konstaterede stigning er helt ægte, kan måske betvivles. Antallet af pågrebne påvirkede motorføre afhænger sikkert i en ikke uvæsentlig grad af den iver, hvormed politiet forfølger disse forseelser og den grad, hvori den almindelige Politimand har sin opmærksomhed henvendt på muligheden af, at en forseelse af denne art er begået. Når de tre skandinaviske hovedstæder således, ifølge en af Københavns politi udsendt oversigt synes at have et langt større antal påvirkede motorførere end alle andre større byer i verden — sammen med Glasgow — beror dette formentlig mer på større energi hos politiet og strenge anskuelser om, hvad der er »påvirket» end på overvældende drikfældighed.

værende lidt strengere praxis. Stemningen blandt jurister er formentlig her snarere for at skærpe straffene yderligere end for at gå den af Assessor Adde foreslåede vej og anvende mildere straf.
    For mit eget vedkommende har jeg egentlig været imod den skærpelse af gennemsnitsstraffen fra 10 til 20 dages hæfte, som har fundet sted, idet min mening er den, at det, som virker præventivt overfor flertallet af de personer, som forser sig på denne specielle måde, mere er det, at de idømmes og skal udstå en frihedsstraf end dens længde. I så henseende er det lærerigt for os, at man i Sverige, hvor frihedsstraffen er længere end hos os, også konstaterer stigning i antallet af berusede motorførere. Det kan vel i Danmark for nogle spille en rolle, at straffen ikke bliver længere end 14 dage, hvilket muliggør, at afsoning kan ske i sommerferien, men for en mere almindelig betragtning er dette moment næppe af større betydning. Det kunde snarere virke præventivt, såfremt man forlængede den tid, i hvilken man frakendte førerbeviset.
    Selvom jeg altså ikke er for en skærpelse af frihedsstraffen, tror jeg på den anden side ikke, at det vil være rigtigt at gå over til anveldelse af bøde i et vist antal tilfælde. Det vil efter min anskuelse være fejlagtigt, såfremt man fra det øgede antal forseelser drager den slutning, at den ubetingede anvendelse af frihedsstraf ved en alkoholpromille på over 1, ikke virker generalpræventivt. Det er efter fra en række sager, og efter hvad man som almindelig borger ser, i hvert fald mit bestemte indtryk, at det, som får en motorfører til at drikke beskedent, når han er ude, eller til ikke at tage rattet, når han har drukket lidt mere end beskedent, er visheden om, at en blodprøve vil indbringe ham en frihedsstraf. Menneskene er jo optimister — og navnlig, når de har fået noget at drikke. Hvis det bliver bekendt, at ikke blodprøven, men den kliniske prøve er afgørende — og at der tilmed er mulighed for at klare sig med en bøde, vil sikkert mange nære det lyse håb, at de nok enten skal bestå den kliniske prøves mangeartede skærsild, eller at de i værste fald, hvis de kører forsigtigt, skal kunne slippe med bøde — og en stor stigning i tallet af mere eller mindre påvirkede førere vil sikkert blive følgen.
    Det øgede antal påvirkede motorkørere har antagelig mange andre årsager i tiden og forholdene, og jeg tror, at der må hengå væsentlig længere tid for samfundets fordømmelse gennem frihedsstraffen af ratfylderiet kan virke; antagelig vil der gå en generation, før spirituspåvirket motorkørsel ganske almindeligt vil blive betraktet som noget uværdigt og uhæderligt. Det vil vist derfor være tilrådeligt, at bibeholde den ubetingede anvendelse af frihedsstraf på basis af blodprøven — selvom jeg altså i og for sig ikke tror, at en større eller mindre langvarighed af sådan frihedsstraf spiller større rolle.

Jørgen Trolle.