Dansk lovgivning 1949—50. Af de mange love, som gennemførtes i rigsdagssamlingen, bør omtales det kompleks af 8 love (stadfæstede 27. maj 1950), der giver retningslinierne for Grønlands fremtidige udvikling i økonomisk, politisk, social og kulturel henseende. Loven om Grønlands landsråd og kommunalbestyrelser m. v. lader kommunalbestyrelser for større områder afløse de mange små kommuneråd og udvider beføjelserne for de nye institutioner i forhold til tidligere. I stedet for to landsråd indføres eet, og den øverste danske embedsmand, landshøvdingen, er formand for landsrådet. Der nedsættes et udvalg for de grønlandske anliggender, bestående af 8 af rigsdagen valgte medlemmer, hvorhos Grønlands landsråd udpeger 2 tilforordnede. — Endvidere er der love om skolevæsenet og om kirken samt om sundhedsvæsenet. — Ved loven om Den kgl. grønlandske Handel ophæves statens hidtidige handelsmonopol på den måde, at statshandelen indskrænkes i samme takt, som det private initiativ kan begynde at påtage sig opgaver med henblik på den grønlandske befolknings forsyning med forbrugsvarer eller med henblik på forædling og afsætning af den grønlandske produktion. Samtidig er deri en lov om udøvelse af erhverv i Grønland givet retningslinierne herfor: med de i loven indeholdte begrænsninger er der fri adgang for privat dansk initiativ og kapital til at udøve erhverv i Grønland. Oprettelse og drift af exportvirksomhed er forbeholdt danske statsborgere, der løser næringsbrev efter de herom fastsatte regler. For at fremme privat dansk deltagelse i det grønlandske erhvervsliv ved siden af den statsvirksomhed, som formentlig endnu nogen tid fremover må drives af Den kgl. grønlandske Handel, er der oprettet en grønlandsk erhvervslånefond. — Den sidste af de grønlandske lovegiver regler om forvaltningen af midlerne i de offentlige kasser (landkassen og kommunekasserne).
    En lov af 16. maj 1950 ophæver dansk-islandsk forbundslov af 30. november 1918 og danner afslutningen på det forhold som skabtes ved, at Islands alting 16. juli 1944 besluttede at erklære den dansk islandske forbundslov for bortfaldet, og ved, at den islandske republiks forfatnings ikrafttræden proklameredes d. 17. juli 1944; ved disse foranstaltninger sattes regering og rigsdag i Danmark ud af funktion.
    Som et resultat af forhandlinger mellem Danmark, Norge og Sverige fremtræder loven af 27. maj om dansk indfødsret (jfr SvJT 1949 s. 770 samt 1950 s. 996 o. 998). Den slutter sig nøje til de vedtagelser, der blev truffet af de udpegede delegationer. I forhold til den tidligere indføds retslov af 1925 er der særlig grund til at fremhæve, at den

 

nye lov medfører, at en fremmed kvinde, der gifter sig med en dansk statsborger, ikke derved erhverver dansk statsborgerret, men kun i henhold til lovens almindelige — for begge køn gældende — bestemmelser, evt. ved naturalisation. Endvidere vil den omstændighet, at en dansk kvinde indgår ægteskab med en udlænding, ikke længere kunne medføre, at hun mister sin danske indfødsret, selv om hunved ægteskabet erhverver statsborgerret i mandens hjemland og flytter ud af riget. Til fortabelse kræves, at kvinden udtrykkelig samtykker i, at hun får en fremmed statsborgerret. Loven giver desuden adgang til at afslutte overenskomst med Finland, Island, Norge og Sverige om statsborgerlige rettigheder for statsborgere i aftalelandene; disse bestemmelser er det første skridt i retning af at tilvejebringe et nordisk fællesskab på det statsborgerlige område, som går udover tilvejebringelse af ensartet lovgivning om erhvervelse og fortabelse af statsborgerret.
    En lov om overformynderiet (27. maj 1950) afløser en lov af 1868. Den omhandler overformynderiets virkeområde samt nogle spørgsmål vedrørende dets organisation. Overformynderiets hovedformål erat bestyre midler, tilhørende umyndige, med visse nærmere angivne undtagelser, midler tilhørende borteblevne og fraværende personer, samt midler, der båndlægges i henhold til gyldig bestemmelse af en arvelader eller giver. Endvidere er der adgang til at modtage midler efter tilladelse af justitsministeriet eller andre offentlige myndigheder samt legatmidler. Medens overformynderiet tidligere skulle udbetale midler, tilhørende umyndige, når kontohaveren fyldte 21 år, kan sådanne midler nu efter kontohaverens begæring forblive under overformynderiets bestyrelse på bestemt tid eller på opsigelse med et af overformynderiet fastsat varsel — dog således at der, når særlige forhold taler derfor, kan ske udbetaling af midlerne også inden udløbet af den fastsatte frist. De hidtidige principper, hvorefter de under overformynderiet hørende midler bestyres, er opretholdt, men er på flere punkter undergået en modernisering og forenkling.
    Lovgivningen om ligbrænding er blevet revideret ved lov af 18. april 1950, der har udvidet adgangen til at træffe bestemmelse om ligbrænding. Det bestemmes bl. a., at den afdødes nærmeste, f. ex. ægtefællen, kan træffe bestemmelse om ligbrænding, selv om afdøde ikke selv personlig har udtalt ønske om at få sit lig brændt; afdøde må kun ikke have tilkendegivet et ønske i modsat retning, ligesom ligbrænding er udelukket, hvis det vides, at den ville være i strid med hans religiøse overbevisning.
    Lov om hegn af 27. maj 1950 afhjælper de mangler, som den hidtidige lov fra 1869 i årenes løb var kommet til at lide af.
    Loven af 8. maj 1950 om efterforskning og indvinding af råstoffer i Danmarks undergrund er resultatet af en revision af en tidligere lovgivning, som er omtalt i SvJT 1932 s. 489 og 1937 s. 336. Loven fastslår statens eneret til efterforskning og indvinding af råstoffer, som ikke før 23. februar 1932 har været undergivet privatøkonomisk

 

udnyttelse, og giver regeringen adgang til, efter at sagen har været forelagt et rigsdagsudvalg, for indtil 50 år ad gangen at meddele bevilling til med eneret at efterforske og indvinde råstoffer af de nævnte arter. Loven indeholder desuden de almindelige betingelser for bevillingens meddelelse og opretholdelse. Loven er i modsætning til den tidligere lov ikke tidsbegrænset.
    Reglerne om værn for dyr er blevet ført àjour ved en lov af 27. maj 1950, ved hvilken straffebestemmelserne er blevet ændret i skærpende retning.
    I SvJT 1950 s. 222 er omtalt ændringen i retsplejeloven om en midlertidig udvidelse af højesteret.

Johannes Faurholt.