VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED.

 

AV

 

PROFESSOR FR. VINDING KRUSE.

 

Det store onde i denne forgjorte verden er mistilliden mellem menneskene. Det er mistilliden, den stadig lurende mistro til hinandens hensigter, der forhindrer det gode samarbejde mellem folkene og klasserne.
    Mellem folkene er denne mistillid skyld i staternes sindsyge rustningskapløb, der koster menneskeheden hvert år mange milliarder, der burde være anvendt til forbedring af menneskenes livsvilkår. Men det er også mistilliden, der indenfor det enkelte folk hindrer det rette samarbejde og den gode fælles ånd mellem klasserne. Til de ydre krige mellem folkene, der stadig raser i forskellige dele af denne jord — trods to ødelæggende verdenskrige — svarer de kraft- og tidødelæggende sociale kampe mellem klasserne indenfor det enkelte folk. Til at modvirke og afskaffe krigene kan et lille folk ikke gøre synderligt; her er det stormagterne, der er de afgørende.
    Hvad hvert enkelt lille folk selv, uafhængig af andre, nu kan gøre, indenfor sit eget lands grænser, er: at søge at bringe de indre sociale kampe til ophør. Hvem ved: måske går også vejen til fred mellem folkene gennem de sociale kampes ophør indenfor de enkelte folk, hver for sig.
    Mistilliden mellem klasserne indenfor det enkelte samfund er i første række arbejderklassens mistillid til arbejdsgiverne, særlig til de store industrielle virksomheder, og dermed til det såkaldte kapitalistiske samfund idethele. Enhver, der kender de jævne arbejdere på nærmere hold, ved, at der blandt dem findes en sådan dyb mistillid til det samfund, de lever i. Arbejderklassen som helhed har nu en gang fået den opfattelse, at arbejderne gennem de store industrielle virksomheder, der gennem aktiesystemet er i kapitalens hænder, er genstand for den såkaldte kapitalistiske udbytning. Aktier er upersonlige væsener. Flertallet af aktionærerne har ingen personlig, menneskelig interesse i selve virksomheden, men kun i dens udbytte. Aktierne, som er virksomhedens kapitalgrundlag, har disse mennesker

 

39—527004. Svensk Juristtidning 1952.

 

610 VINDING KRUSE.i reglen kun interesse i som pengeanbringelse eller spekulationsobjekt; og dette upersonlige understreges yderligere ved, at aktierne, skønt de er virksomhedens faste grundlag, omsættes på børsen, koldt og beregningsmæssigt, uden hensyn til virksomhedens interesser. Når visse mindre dele af arbejderklassen stadig vedbliver at være tilhængere af kommunismen og derfor at se hen til Sovjetrusland som det forjættede land — trods dette samfunds øvrige, uheldige sider, — skyldes det, at de mener, at i dette samfund er den kapitalistiske udbytning afskaffet, idet alle de store industrielle bedrifters, derunder statstrusternes aktier, ejes af samfundet, staten.
    Når denne påstand ikke objektivt undersøges af samfundsvidenskaben, er det forståeligt, at kommunismen har en vis tilslutning også i en del af den akademiske ungdom. Det er efter min opfattelse uklogt på forhånd at afvise denne påstand om, at den nuværende samfundsordning giver muligheder for kapitalistisk udbytning af arbejdere og funktionærer. Man gør tværtimod klogt i fordomsfrit at tage denne påstand op til objektiv undersøgelse, og finde årsagen til den påståede udbytning og midlerne derimod.
    Det største sociale problem i Vestens lande er derfor, så vidt jeg kan se: hvorledes kan man udrydde denne dybe mistillid hos arbejderklassen til det såkaldte kapitalistiske system og dets formentlige udbytning af arbejderne og dog samtidig bevare det frie initiativ, den enkeltes værdifulde indsats, det frie erhvervslivs store leder- og organisatorbegavelser, og derved undgå statsdriftens mange uheldige sider, som også er almindelig indrømmet i Rusland selv: statsdriftens altfor store og kostbare embedsstab, dens tunge og initiativløse embedsadministration, dens bureaukratisme, langsomhed og træghed, og den af alt dette følgende ringere produktion, både kvalitativt og kvantitativt?
    Vejen til løsning af dette største sociale problem er, efter min formening, en dobbelt.

 

I. DEN GENERELLE UDBYTNING. ARBEJDSLØNNINGERS OG VAREPRISERS AFHÆNGIGHED.

 

    For det første må fremhæves: alle forsøg på en løsning af konflikten mellem arbejdere og arbejdsgivere må anses for overfladiske, sålænge man ikke først søger at fjerne den årsag til

 

VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED. 611den fundamentale mistillid, som arbejderne med rette nærer til hele den nuværende ordning, og som ligger i: den dybe afhængighed mellem arbejdslønninger og varepriser.
    Såsnart der ved de store periodiske forlig mellem arbejder- og arbejdsgiverorganisationerne sker en forhøjelse af arbejdslønnen, vil denne forhøjelse før eller senere give sig udslag også i en forhøjelse af varepriserne. Denne forhøjelse af prisniveauet er uundgåelig. Hvis man vil søge at standse denne prisudvikling ved henvendelse til priskontrolmyndigheden, kan denne selvfølgelig kun afgøre, hvorvidt priserne under hensyntagen til produktionsomkostningerne er urimelige. Men når det her dokumenteres, at produktions-omkostningerne, navnlig arbejdslønningerne, er væsenlig forhøjet — og man erindre her, at arbejdslønnen i mange produktioner udgør ca. 70 pct af vareprisen — vil man forstå, at priskontrol-myndigheden ingen hjemmel har i den gældende lovgivning til effektivt at bremse for denne udvikling. Men når prisniveauet således i den kommende tid atter væsentlig forhøjes, må ved næste lønforhandlinger for forligsmanden arbejdslønningerne atter forhøjes, og følgen bliver inflation, en væsenlig forringelse af landets mønt, hvad der særlig går ud over de mange sparere og småkapitalister. Man forstår godt, at arbejderne modsætter sig tvungen voldgift. Ti når de ingen garanti har for, at højere lønninger ikke efterfølges af højere priser, er en tvungen fastsættelse af arbejdslønnen saglig uforsvarlig. Ti hvad hjælper deres højere lønninger, når de i den der efter følgende tid skal betale højere priser? Og hvilket spild af værdi, tid og kraft for arbejderne og arbejdsgiverne såvel som for det øvrige samfund, er ikke de endeløse forhandlinger, der kun har til resultat at sætte den onde cirkel mellem arbejdslønninger og varepriser i virksomhed, til en for alle ødelæggende inflation.
    Hvori ligger nu den dybeste årsag til denne samfundsmæssig skadelige udvikling? Efter min opfattelse ligger den ikke i det økonomiske liv, men i en forkert retsorden. Den nævnte svikmølle af priser og lønninger kan overhovedet ikke standses under den nuværende retsorden.
    Da de gamle lavsorganisationer faldt for den moderne tekniske udvikling med fabrikssystemets indførelse og skabelsen af storindustrierne, opstod der i den første del af det 19. århundrede — i England allerede i det 18. århundredes slutning

 

612 VINDING KRUSE.— en fuldstændig uhemmet fri konkurrence, hvor fabrikanter stadig underbød hinanden i priser, og arbejdslønningerne sank katastrofalt, med dårlige kår for arbejderklassen til følge. Som værn mod denne hensynsløse, frie konkurrence til skade for både de selvstændige erhvervsdrivende og arbejderne, opstod da som bekendt navnlig i den sidste halvdel af det 19. århundrede og endnu stærkere i det 20. århundrede de moderne erhvervsorganisationer, karteller og truster til en vis regulering af varepriserne, og fagforeninger og arbejdsgiverforeninger til regulering af arbejdslønningerne.
    Så længe der råder fri konkurrence i erhvervslivet, er der ingen grund for samfundet til at gribe ind i erhvervslivet; der råder f. eks. i store dele af en gros-handlen og rederierhvervet fri konkurrence; og overalt, hvor dette endnu selv i nutiden er tilfældet, må staten afholde sig fra al regulering. Men så snart erhvervslivet selv begynder at ophæve den frie konkurrence og gennem karteller, truster, fagforeninger, arbejdsgiverforeninger at indføre restriktioner og at regulere varepriser og arbejdslønninger, kan samfundet ikke længer se passivt til, men må indføre en vis medvirken eller kontrol. En sådan statlig medvirken og kontrol er da også efterhånden blevet indført i de fleste lande, også i dette land.
    Denne statens indgriben overfor organisationernes regulering af varepriser og arbejdslønninger er imidlertid hidtil sket på en højst uheldig stykkevis og splittet måde, uden en fast plan eller en samlet ledelse. Statens opgave er splittet mellem en række forskellige myndigheder, der tilmed intet rationelt samarbejde har med hinanden. I dansk ret er således arbejdernes og arbejdsgivernes organisationer og dermed spørgsmålet om arbejdsløn, arbejdstid o. l. undergivet særlige myndigheder dels en voldsgiftsret (der dømmer i sager om de mellem disse organisationer indgåede kollektive aftaler, om disse aftalers rette fortolkning o. s. v.), dels et forligsnævn, der formidler nye overenskommelser og forlig om arbejdslønnen o. l., se lov 4. oktober 1919 og lov 21. december 1945. Men karteller og truster og de af dem fastsatte varepriser er behandlet efter en helt anden lov, nemlig lov om prisaftaler 18. maj 1937, jfr lov 14. nov. 1949, og er ved denne lov henlagt under en helt anden myndighed, priskontrolrådet; og priserne på landbrugets varer fastsættes af en tredje myndighed, nemlig af landbrugsministeriet og rigsdagen efter forhandling med landbrugets organisationer (gennem de såkaldte kornordninger o. 1.). Noget rationelt samarbejde mellem alle disse løn- og pris-fastsættende myndigheder findes ikke; der mangler følgelig det overblik over alle løn- og prisforhold og den nøje afstemte, alsidige vurdering af de forskellige erhvervs og befolkningsklassers arbejdsydelser, der alene kan give retfærdigere lønninger og priser. En lignende splittet retstilstand træffer vi i andre lande.

 

VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED. 613    Følgen af hele denne splittelse er da, at arbejdslønninger, der fastsættes under medvirken af forligsinstitutionen, i nyere tid stadig har været stigende, og varepriserne, der skulle kontrolleres af priskontrolmyndigheden, ligeledes stiger, da denne sidste myndighed som nævnt må bøje sig for de stigende produktionsomkostninger, navnlig arbejdslønningernes indkalkulering i varepriserne.
    Denne splittelse af pris- og lønspørgsmål mellem vidt forskellige myndigheder medfører dernæst en svækkelse af ansvaret for hver enkelt af disse isolerede, hver for sig arbejdende myndigheder, idet på den ene side forligsmyndigheden med føje kan hævde, at den ganske vist er klar over, at de arbejdslønninger, den fastsætter, får virkninger på et helt andet område, nemlig på varepriserne, men at den intet overblik, ingen dybere indsigt og ingen myndighed har over disse priser, og at den derfor til syvende og sidst intet ansvar kan have for disse, medens på den anden side priskontrolrådet med samme føje kan hævde, at det kun kan befatte sig med priserne og søge at regulere disse efter et vist skøn over det »rimelige» og »utilbørlige» men at det ingen pligt kan have til tilbunds at undersøge arbejdslønnens indflydelse på varepriserne i de enkelte forhold, da det dog ingen indflydelse har på arbejdslønnen, som hører under en helt anden myndighed, og at det derfor i sidste instans heller ikke kan have noget ansvar i denne henseende. Men foruden denne splittelse af myndigheden og ansvaret medfører denne retstilstand for det andet en mængde spildt arbejde, idet disse, hver for sig arbejdende myndigheder ustanselig kommer til at fastsætte nye arbejdslønninger og priser, som der i virkeligheden samfundsmæssig i det hele og store intet behov er for. Da størstedelen af vareprisen, som nævnt, i virkeligheden bestemmes af arbejdslønningerne i den række fag, hvis samlede produkt er en bestemt vare, betyder en forhøjelse af arbejdslønnen i alle eller i en mængde fag for arbejderne ofte blot det, at samfundet giver dem med den ene hånd — i form af arbejdsløn — men tager med den anden hånd — i form af højere varepriser, som jo også arbejderne må betale. På denne måde bedrager man altså arbejderne; og disses mistillid til den nuværende retsordning er således berettiget.
    Regeringerne føler ofte instinktivt, at der er noget galt ved dette herskende system og nedsætter nu og da kommissioner til undersøgelse af spørgsmålene; men også dette bliver kun spredt og derfor i reglen unyttigt arbejde. Således er det utilstrækkeligt, at regeringen nedsætter kommissioner alene til undersøgelse af truster og karteller; ti dette er en irrationelt begrænset isoleret opgave. Der har i de fleste lande, således både i England, Amerika og Tyskland, i nyere tid været nedsat adskillige sådanne trustkommissioner; og der er gennem disse fremkommet et overordentlig alsidigt materiale til belysning af trusternes og kartellernes virksomhed; og disses samfundsøkonomisk uheldige og heldige sider er blevet særdeles grundig belyst. Det er derfor ikke dette undersøgelsesarbejde med diskussion,

 

614 VINDING KRUSE.der tiltrænges, men derimod en praktisk gennemførelse af en helt ny, samlet retslig organisation, en ny retsorden.
    Ingen af de erhvervende, hverken arbejderne, fabrikanter, mestre, landbrugere e. a., er i og for sig interesseret i stadig højere lønninger eller varepriser, da de øjeblikkelige fordele herved stadig igen forsvinder som følge af den nævnte bestandige overvæltning af den højere arbejdsløn på priserne og af disses stigning igen på arbejdslønnen. De er derfor tværtimod alle interesseret i stabile lønninger og priser, hvorved enhver får anstændige livsvilkår og i det hele et vederlag for sit arbejde, der er retfærdigt i forhold til de vederlag, der ydes andre erhvervende, være sig i beslægtede eller forskellige erhverv. Men sådanne stabile og retfærdige lønninger og priser nås kun, når en og samme centrale retsmyndighed får samtlige løn- og prisforhold og samtlige erhvervsorganisationer henlagt under sig til endelig vurdering og afgørelse. Der bør derfor snarest oprettes en sådan central retsmyndighed — som man kan kalde erhvervsretten — og den må omfatte både truster, karteller, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger.
    Hvis alle de herhen hørende forskellige myndigheder under den nuværende retstilstand: forligsnævn, kartel-, trust- og priskontrolråd o. l., ophæves og afløses af en fælles central retsmyndighed til kontrol både med varepriser og lønninger, ville denne forenkling medføre, 1) at kontrolarbejdet blev rigtigt udført, med en tilbundsgående undersøgelse af alle spørgsmålets sider, og 2) at når arbejdet således var gjort, grundigt og alsidigt, kunne der ofte i fremtiden spares meget arbejde, som nu spildes ved de gentagne, isolerede behandlinger hos forskellige myndigheder af samme spørgsmåls forskellige sider. Når en central retsmyndighed, erhvervsretten, således havde til behandling spørgsmålet om en forhøjelse af arbejdslønnen i et bestemt fag, skulle den samtidig tage under overvejelse, efter høring af vedkommende fagforening, kartel eller trust, om en sådan forhøjelse af arbejdslønnen nødvendig måtte medføre en forhøjelse af kartellets eller trustens varepriser. Dette måtte atter medføre en undersøgelse af kartellets eller trustens pris- og produktionsforhold, af deres kapitalforhold (spørgsmål om overkapitalisering o. 1.), udbyttet af kapitalen i forhold til arbejdslønnen o. 1. Og omvendt måtte denne centrale myndighed, hvis den skulle behandle et kartels eller en trusts forslag om forhøjelse af vareprisen, samtidig undersøge spørgsmålet dels, om arbejdslønnen for karteldeltagernes eller trustens arbejdere i forvejen var rimelig eller, hvis ikke, den da kunne forbedres gennem prisforhøjelsen, dels, om denne prisforhøjelse ville betyde nogen nævneværdig fordyrelse af leveomkostningerne for den jævne befolkning, deriblandt arbejderne.

    De nuværende erhvervsorganisationer, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, er gennem flere menneskealdre bygget op som kamporganisationer. I arbejdernes og mestrenes daglige liv

 

VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED. 615udfører disse organisationers tillidsmænd ofte et såre nyttigt arbejde, navnlig som formidlende og udjævnende mange lokale opgør og gnidninger, fjernende misforståelser o. 1. Men ved de store periodiske konflikter om nye løntariffer, arbejdstid o. l. må de ofte måneder igennem udføre et mægtigt, trættende og tidspildende arbejde, der i virkeligheden samfundsmæssig er uhensigtsmæssigt og skadeligt med inflation til følge. Jeg skulle tro, at organisationernes egne mænd, både fagforeningernes og arbejdsgiverforeningernes ledere og deres stab af funktionærer, inderst inde selv er lede og kede af dette tidspildende og ufrugtbare arbejde, der er den mindst tilfredsstillende del av deres virksomhed.
    Hvis der derimod oprettes en central retsmyndighed, som den ovenfor foreslåede erhvervsret, til endelig afgørelse af alle lønog prisspørgsmål, vil fagforeningernes og arbejdsgiverforeningernes arbejde lægges om i frugtbar retning. Disse organisationers, deres formænds og funktionærers arbejde vil ikke blive mindre, men langt mere værdifuldt for samfundet, idet deres arbejde fremtidig vil komme til at bestå i på en saglig grundig og alsidig måde at tilrettelægge behandlingen af spørgsmålene om arbjedslønninger og varepriser for erhvervsretten, således at denne bliver fuldt orienteret og oplyst om sagerne set fra begge sider, således at den sættes istand til at træffe fuldt retfærdige afgørelser, med hensyntagen til arbejdernes, arbejdsgivernes og det øvrige samfunds, forbrugernes, interesser. Og når erhvervsretten besættes med personer, der er helt uafhængige af kapitalmagten og andre magtfaktorer, og helt uafhængige af organisationerne, både arbejdernes og arbejdsgivernes, vil også arbejderklassen kunne møde rettens afgørelser med fuld tillid. Men erhvervsretten skal forøvrig ikke blot tage hensyn til arbejdernes og arbejdsgivernes interesser, men også og i høj grad til forbrugernes, hele det øvrige samfunds interesser. Det er netop en af svaghederne ved den nuværende fastsættelse af arbejdslønningerne, at ved forhandlingerne for forligsmanden herom er kun disse 2 parter, arbejderne og arbejdsgiverne, repræsenteret; men den tredje part, der er mindst lige så vigtig, forbrugerne, hele det øvrige samfund er overhovedet ikke repræsenteret. Ved forhandlingen for den nye centrale retsmyndighed, erhvervsretten, bør da også forbrugernes organisationer have lejlighed til

 

616 VINDING KRUSE.at blive hørt. — Selvfølgelig må også landbrugets lønninger og priser fastsættes af den upartiske erhvervsret, da fødevarernes pris i høj grad er bestemmende for den store befolknings økonomi. Den nuværende ordning, hvorefter landbrugets priser og lønninger fastsættes af organisationerne i forbindelse med de politiske magtfaktorer er lidet betryggende for forbrugerne.
    Med denne nye ordning vil da også på dette moderne samfundsområde retsordenen sejre; organisationernes magtanvendelse (strejker, lockouter og boycotting) vil blive afløst af samfundets retshåndhævelse (ligesom forhåbentlig også mellem staterne). Med den centrale retsmyndighed vil klassekampen ophøre og afløses af rent saglige forhandlinger mellem de to parter for domstolen med et eneste formål: retfærdighed til alle sider.
    Gennem denne nye retsordning og retsmyndighed vil da denne årsag til arbejderklassens mistillid være fjernet.
    Men hermed er ikke al årsag til mistillid i det nuværende samfund fjernet. Nedenfor skal jeg søge at behandle spørgsmålet om den anden fundamentale årsag til mistilliden og undersøge mulighederne for også dennes fjernelse.

 

II. PROBLEMET OM UDBYTNINGEN INDENFOR DEN ENKELTE BEDRIFT.

 

    Det turde være klart, at hvis den nye retsordning for erhvervslivet, som jeg har foreslået, indføres, nemlig at både varepriser og arbejdslønninger fastsættes af en uafhængig, upartisk retsmyndighed, erhvervsretten, og at truster og karteller derved kommer under en effektiv samfundskontrol, vil, som jeg fremhævede, en væsentlig årsag til arbejderklassens mistillid til samfundsordningen og frygt for udbytning være fjernet. Herved er der faktiskt også indført en ny samfundsordning på et stort område. Men der er alligevel endnu tilbage en vigtig årsag til mistillid. Den foreslåede ny retsordning må formentlig suppleres med en anden ny retsordning, der yderligere vil omforme det nuværende samfund. Ti selvom den nye retsmyndighed fastsætter varepriser og lønninger i organisk sammenhæng, vil der alligevel indenfor de enkelte virksomheder, navnlig under aktieselskabsformens mægtige udbredelse, ikke være nogen effektiv ga-

 

VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED. 617ranti for arbejderne og funktionærer mod en vis, omend af erhvervsretten begrænset mulighed for udbytning.
    Nu må de sædvanlige påstande om grov udbytning og rovdrift fra aktionærernes side for en nærmere betragtning siges at være stærkt overdrevne. For en objektiv, videnskabelig undersøgelse af hele dette forhold viser det sig, at udbytningen erfaringsmæssig kun har fundet sted i et relativt begrænset omfang, nemlig dels i perioder, navnlig under store krige, hvor der ved voldsom efterspørgsel kunne afpresses situationen mægtige kapitalgevinster (særlig indenfor visse industrier, handel og rederier), og dels, under normale perioder, af foretagender og truster, der har fået en vis monopolstilling. Således vakte de mægtige aktieudbytter i Danmark under verdenskrigen 1914—18 med rette stor forargelse og fordømmelse. Det er altid visse kapitalisters ubeherskede rovdrift under udnyttelse af nævnte ekstraordinære situationer, der sætter ondt blod i den jævne befolkning, skaber mistænksomhed hos denne og derved skader aktionærstanden som helhed og lægger det borgerlige samfund for had. Ser man imidlertid retfærdigt på spørgsmålet og derfor tager det gennemsnitlige aktieudbytte gennem større perioder i dets helhed, må det objektivt erkendes, at dette udbytte af kapitalen ikke er overdrevent stort. Således kan oplyses, at i de normale år før nævnte verdenskrig, nemlig i årene 1904—1913 var den gennemsnitlige dividende for samtlige danske aktieselskaber kun 6,77 pct. Kun i krigsårene 1915—18 udgjorde den gennemsnitlige dividende 14,80 pct. Men netop disse abnorme krigsår og deres eftervirkninger viser, at for enhver usund opskruning af værdier sætter livet selv en vis grænse. Hvor meget er der nu tilbage af det papirbjerg af aktier, der skabtes den gang, efter at aktienedskrivningernes og likvidationernes uvejr i de følgende år er gået hen over dem! Allerede i årene 1920—1924 var gennemsnitsdividenden sunket til 7,36.
    Siden de grove kapitalmisbrug i årene 1914—1920 er der imidlertid gennem den senere aktieselskabs- og banklovgivning — netop p. gr af erfaringerne i hin abnorme tid — sat væsenlige grænser for sådanne kapitalmisbrug; og dernæst har den, også siden den tid, gennemførte skattelovgivning med mægtig stigende indtægt- og formueskatter sat en yderligere bremse for en udbytning som den, der fandt sted i 1914—1920. Af Danmarks

 

618 VINDING KRUSE.samlede nationalindtægt, 22 milliarder kr., udgjorde aktionærernes dividende i 1949 kun 208 millioner kr., altså mindre end 1 procent af denne indtægt, medens arbejdslønninger af enhver art udgjorde 10 milliarder 600 millioner, altså 44 procent av nationalindtægten. De 208 millioner svarer til en rente af kun knap 4 procent af egenkapitalen; og af disse 208 millioner tager staten dernæst en mægtig inkomstskat (foruden, at staten ved dobbeltbeskatningen for aktieselskaber tager en betydelig indkomstskat af selve aktieselskabet, inden der overhovedet utbetales udbytte til aktionærerne).
    Det må således objektivt erkendes, at muligheden for udbytning fra aktionærernes side i dette land under den nuværende lovgivning er ret begrænset. Alligevel skal det ikke bestrides, at der selv hos os i normale perioder er visse arter af aktieselskaber, hvor der ydes meget store dividender, og hvor tilfældige aktionærgrupper og spekulanter nu og da afpresser selskaberne altfor store fordele, ikke blot i form af dividende, men også i form af friaktier o. l. Endvidere må det heller ikke overses, at store udbytter ikke altid giver sig udslag i dividender, men i meget store henlæggelser til reserver, lignende kapitaler, derunder hemmelige reserver o. l. Man må imidlertid ikke generelt skære alle selskaber over en kam, men sondre mellem forskellige grupper af disse. Det er navnlig i de store, stærkt konsoliderede aktieselskaber, der har et vist faktisk monopol eller ialtfald en meget stærk stilling på markedet, at der kan opstå farer for en vis udbytning og visse misbrug.
    Det er således ikke aktieselskaberne i almindelighed, men særlige grupper af disse, der med rette giver anledning til mistro hos den øvrige befolkning, særlig hos arbejderne, og sætter ondt blod.
    Man har hidtil forsøgt ad forskellige veje at komme denne arbejdernes mistillid til de store aktieselskaber tillivs, navnlig ved at gøre arbejderne selv interesserede i aktieselskabernes udbytte, undertiden også ved at gøre arbejderne til aktionærer. Enkelte store industrivirksomheder, både i England, Amerika og herhjemme, har gennemført dette under den form, at de giver arbejderne og funktionærer andel i udbyttet, enten således, at de bliver aktionærer eller, at en vis del af nettooverskudet direkte udbetales dem hvert år. Denne ordning er imidlertid hidtil kun gennemført i et ret ringe antal virksomheder; og i

 

VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED. 619visse af disse har man senere, efter at have eksperimenteret med denne ordning i en årrække, atter opgivet den.
    Forholdet er imidlertid vistnok dette, at en sådan ordning kan være praktisk i visse arter af virksomheder, men at den næppe egner sig til en generel ordning. Dertil kommer, at der kan opstå tvivl blandt virksomhedens arbejdere og funktionærer, om den af dem af ledelsen tildelte andel nu også er den rigtige. Denne svaghed er fjernet i den vel gennemtænkte ordning, som ingeniør Zimsen har taget til orde for, idet han foreslår, at arbejderne og funktionærerne som generel ordning skulle eje mindst 51 pct af aktiekapitalen, der må skaffes tilveje ved en kreditforeningsordning. Det ville være ønskeligt, om også denne ordning blev praktiskt prøvet i industrielle virksomheder. I mange virksomheder i U.S.A. har man indført ganske små aktier, f. eks. på 5 og 10 dollars, for at arbejderne ved opsparing kan erhverve disse; og i adskillige af de største aktieselskaber er meget betydelige aktieposter derved kommet på arbejdernes hænder. I U.S.A. har man også i en række fabrikker gennemført den såkaldte Scanlon plan, opkaldt efter dens ophavsmand, Joseph Scanlon, der oprindelig var kontorfunktionær i en virksomhed og senere blev fagforeningsformand. Det lykkedes ham at vinde både arbejdsgivernes og arbejdernes tillid og fik gennemført et system, hvorefter han fik arbejderne til at arbejde mere effektivt og planmæssigt og spare på materialer o. l. mod, at de til gengæld hver måned fik udbetalt et overskud, der svarer til den sum, fabrikken har sparet i arbejdsløn og materialer i den forløbne måned. Man blev klar over, at de sædvanlige tariffer i de kollektive lønaftaler var altfor skematiske. Der måtte findes retningslinjer for et mere effektivt samarbejde og større produktivitet. Planen viste sig i nogle fabrikker at fordoble fabrikkens udbytte; og klager over sløseri og dårligt arbejde gik betydeligt ned. Systemet synes at forudsætte en særlig mentalitet både hos arbejdere, funktionærer og arbejdsgivere, en mentalitet, som en arbejder gav udtryk for i denne vending: »Før arbejdede enhver af os bare for sig selv. Nu arbejder vi allesammen for hinanden.» Scanlon-planen siges at være lykkedes i et vist antal fabriksvirksomheder, større eller mindre, men er heller ikke trængt igennem som generel ordning i U.S.A. Den fordrer, som sagt, en særlig åndelig indstilling, både hos direktionen og fagforeningen.

 

620 VINDING KRUSE.    Når erfaringen således, både her og i andre lande, viser, at udbytte-andelsordninger under alle former ialtfald kun har kunnet gennemføres i et meget begrænset antal virksomheder, skyldes det formentlig to svagheder ved disse ordninger. For det første giver udbytteandelen vel tilfredshed hos arbejderne i de år, hvor der er udbytte at dele, men omvendt skuffelse, når virksomheden i nogle år ikke kan give udbytte. Arbejderne indstiller sig på at få udbytte hvert år. Men dernæst viser erfaringen, at udbytteandels-ordningen ingenlunde altid medfører mere intensive arbejdspræstationer. Idetheletaget giver udbytteordningen i og for sig ikke særlige betingelser for at belønne de individuelle udmærkede arbejdspræstationer. Men denne individuelle belønning er netop det allervigtigste motiv til en forøget produktion i industri og håndværk. Akkordlønnen er et vigtigt middel hertil. Højere løn for faglærte arbejdere er et andet middel. Men disse midler bør suppleres med andre, hvorefter den gode individuelle arbejdspræstation særlig udmærkes og belønnes. I Sovjetrusland gennemføres med hård hånd, ved siden af akkordsystemet og højere løn for de faglærte, idethele en stærk differentiering af lønningerne, idet de særlig energiske og dygtige arbejdere både bliver hædret med en særlig ærespris og langt højere løn end det jævne gennemsnit af arbejderne kan opnå (Stachanov-arbejderne). Således kan nævnes, at medens de fleste arbejdere i sværindustrien tjener c. 300 rubler om måneden, tjener de særlig energiske, c. 10 pct af arbejderne i de samme fabrikker, c. 1 200 rubler om måneden; og den jernhårde disciplin bevirker, at ingen arbejdere blandt de middelgode vover at lægge de særlig energiske arbejderne hindringer i vejen for de større arbejdspræstationer.
    En så skarp adskillelse mellem arbejderne med de jævnt gode arbejdspræstationer og de særlig energiske arbejdere, som Sovjetrusland gennemfører, skal vi ikke efterligne i Norden. Selvom man med rette belønner de særlig dygtige og energiske arbejdere med højere løn, bør vore fælles tariftimelønninger fuldtud opretholdes for alle andre arbejdere.
    Men herved må det ikke overses, at med belønningen af de kvalitativt eller kvantitativt særlig gode arbejdspræstationer står vi ved et af de mest fundamentale sociale momenter i produktionen: her, som på alle andre områder i livet, er det kvali-

 

VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED. 621teten af mennesker, der må ses hen til og differentieres efter, i løn og belønning.
    I det lille mindretal af de særlig fremragende begavelser må lønnen for den betydelige indsats naturligvis være særlig høj. Det gælder både de store organisatoriske begavelser, de fremragende lederevner i erhvervslivet og talenterne i teknik, kunst og videnskab. I Sovjetrusland gives der både de sidstnævnte og de store fabriksvirksomheders direktører særdeles høje lønninger.
    Indenfor arbejderbefolkningen må lønnen differentieres efter karakteregenskaber, flid, energi, udholdenhed og ædruelighed. En vis belønning for disse karakteregenskaber sker allerede i et vist omfang under de nuværende forhold, idet adskillige større aktieselskaber har oprettet særlige fond for gode boliger og pensioner for ældre, veltjente arbejdere.
    Spørgsmålet er her, om man kan nå yderligere frem ad denne vej, som akkordlønsystemet, særlige lønninger for de faglærte arbejdere, særlige bolig- og pensionsforhold o. l., allerede har indledet til belønning af de gode karakteregenskaber og faglig kunnen. Kan man finde frem til en ny retsordning, der dels giver yderligere muligheder for at belønne den værdifulde individuelle arbejdsindsats og dels fjerner den sidste mistro til udbytning, og dog samtidig bevare det frie private initiativ og ledelsens fulde dispositionsfrihed?
    Man må her først og fremmest, som jeg ovenfor fremhævede, undgå de for stive, generelle ordninger. Man må her, som ofte ved retsordninger, gennemføre praktiske sondringer. Der må, efter min opfattelse, særlig sondres mellem de nye aktieselskaber der arbejder sig frem i stadig vækst under ledelse av fremragende organisatoriske, nyskabende begavelser, og de gamle, forlængst indarbejdede aktieselskaber, med stor magtstilling, samt de mange, yngre og ældre selskaber, der kæmper med hård konkurrence og andre vanskeligheder og derfor ikke kan give større udbytte.
    1. De unge selskaber under vækst. For at få kapitalen til at tegne aktier i nye foretagender i industri, handel og skibsfart o. a., der er nødvendig for erhvervslivets udvikling, er det rigtigt at give de nye selskaber ret til frit at udbetale høje dividender — undertiden også begrundet i nye patenter — i en række

 

622 VINDING KRUSE.år. Uden denne opmuntring til kapitalen vil man simpelthen ikke kunne bevæge denne til at støtte nye foretagender. Men foruden denne indsats, der samfundsmæssig må belønnes, må selve lederindsatsen på alle måder opmuntres. Mange af vore største aktieselskaber er af en ganske enkelt fremragende leder skabt og ført frem fra en ringe begyndelse til en mægtig virksomhed. Nogle af de største danske industriforetagender er begyndt småt, f. eks. i en kælder i en baggård med ganske få arbejdere, men er af en fremragende industriel organisatorbegavelse ført frem gennem en menneskealder eller mere til en virksomhed af største format, der nu beskæftiger tusender af arbejdere. En handelsvirksomhed er begyndt i en lille butik for 50 år siden og er ved en enkelt fremragende merkantil begavelse ført frem til et foretagende af de største dimensioner, med mange filialer, og mange hundreder funktionærer. En dansk rederivirksomhed er i dette århundredes begyndelse startet med et eller to skibe, og er nu blandt de største skibsrederier i verden, en udvikling, der er skabt ved en enkelt fremragende leders mægtige indsats af initiativ, forudseenhed og energi. Her maa nævnes en af dansk erhvervslivs største skikkelser, skibsreder A. P. Møller.
    Det er givet, at disse mægtige virksomheder aldrig kunne væreskabt af en statsvirksomhed, dets kontorchefer og øvrige embedsapparat, men er kun skabt ved den enkeltes vidtskuende frie initiativ og dygtighed. Det er først og fremmest i arbejdernes og funktionærernes interesse, at sådanne store virksomheder opstår og skaber arbejde til tusender. Men det er også af den mest vitale betydning for hele samfundet, at erhvervslivet stadig er i fremdrift og ikke stagnerer, og at samfundet og dets retsorden giver disse store lederevner fuldstændig dispositionsfrihed, ti de har jo i gerning vist, at der ikke findes nogen, hverken privat eller staten, der bedre kan lede et sådant foretagende, og man vil ved smålige indskrænkninger og regler kun betage disse ledere lysten til fremstød. Her skal staten i samfundets egen velforståelse interesse afstå fra enhver indblanding, i ledelse såvelsom i udbytte.
    2. De ældre selskaber. Men når disse store ledere dør, er det for det første ikke så ofte, at de efterlader sig børn af samme fremragende begavelse; men dernæst glider kapitalinteressen over til at blive en familiearvinteresse og efterhånden en ordinær aktionærinteresse. Dette er tilfældet med vore store, stærkt

 

VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED. 623konsoliderede aktieselskaber, der er flere menneskealdre gamle. Her har de fleste af de oprindelige aktionærer forlængst skilt sig af med deres aktier til høje kurser; de nye aktionærer, der har købt aktierne, har kun en pengeanbringelses- eller spekulationsinteresse i disse, har ingen personlig føling med selskabet eller nogen saglig indsigt i dettes forhold; og de sælger ofte deres aktier efter kort tids forløb. De nye aktionærer gør sjældent brug af deres stemmeret på generalforsamlinger; og når de gør det, er det ofte kun for at afpresse dividende, fri-aktier eller obligationer, uden nogensomhelst interesse for selskabets sande trivsel, for dettes arbejdere og funktionærer.
    Herefter er det i virkeligheden fremtidig kun direktionen, funktionærerne og arbejderne, der bærer virksomheden og på hvis arbejdsomhed og dygtighed hele selskabets trivsel beror. Men selv når dette stadium er indtrådt, vil en statsovertagelse eller nationalisering af virksomhederne være samfundsmæssig uheldig. Det vil tværtimod også nu være af vital betydning for samfundet stadig at opmuntre de individuelle kvalitative karakteregenskaber, flid, dygtighed og initiativ, og her efterhånden give de arbejdende kræfter, der nu bærer selskabet, altså direktionen, funktionærer og arbejdere, ejendomsretten og dispositionsretten over selskabet. Dette kan ske, uden at koste samfundet eller arbejderne noget, uden finansieringsvanskeligheder og uden ekspropriation, nemlig blot ved at lade aktierne afløse af obligationer, der giver de tidligere aktionærer et fast årligt udbyte, som kan fikseres f. eks. til gennemsnittet af de sidste 5 års aktieudbytte. Men naturligvis må disse obligationer gøres værdifaste, idet altså renten må stige med pristallet, da mange mennesker netop ofte anbringer deres penge i aktier, fordi disse i de velkonsoliderede selskaber er langt mere værdifaste end offenlige obligationer. Endelig bemærkes, at disse obligationer af selskabet skal kunne indløses efterhånden og således måske tilsidst helt forsvinde. Men det må betones, at allerede mens obligationerne endnu består, er enhver kapitalistisk udbytning ophævet.
    Ved hele denne ordning varetages aktionærernes interesse på en retfærdig måde, og der går ikke nogetsomhelst tabt for selskabet af initiativ eller dygtighed; det er kun passive kapitalnydere, der glider ud. Men samtidig opnås det samfundsmæssig store gode, at selskabet nu bliver en social selvejende institu-

 

624 VINDING KRUSE.tion, hvis hele udbytte, efter fradrag af nævnte obligationsrenter, udelukkende kan anvendes til gavn for arbejdere, funktionærer og direktion, altså til, efter henlæggelse til reserve-, fornyelses- og dispositionsfond, at udbetale lønninger og navnlig derunder altid give særlige belønninger (udover de tarifmæssige) til den individuelle, værdifulde arbejdsindsats, fremtidig i væsentlig højere grad end nu, hvor en samling tilfældige aktionærer kan afpresse selskabet stigende dividender, friaktier og lignende arbejdsfrie kapitalgevinster. Ved denne ordning er den sidste grund til mistillid fra arbejdernes side helt fjernet, ti den kapitalistiske udbytning er ved denne retsordning afskaffet. Det er således opnået ganske det samme som ved en statsovertagelse, men uden dennes store svagheder, ti den private foretagsomhed, initiativ, den store indsats af flid og dygtighed kan stadig frit udfolde sig til gavn for arbejderne og ledelsen, uden smålig inblanding fra et statskontor med dets bureaukratisme, omsvøb og formalismer.
    3. Selskaber, ældre og yngre, under vanskelige kår og uden større udbytte. Adskillige aktieselskaber har en hård konkurrence og andre vanskeligheder at kæmpe med. De giver derfor ofte flere år igennem intet udbytte til aktionærerne eller kun et beskedent udbytte. Her er der intet naturligt grundlag for en ordning som den ovenfor under 2. anførte. Arbejderne får jo også i disse selskaber deres tarifmæssige lønninger.
    Naturligvis kan det nu og da være vanskeligt at drage grænserne mellem de 2 sidstnævnte grupper af selskaber. Men hvilke selskaber der falder ind under gruppe 2 og derfor kan opnå den for dem ovenfor skitserede ordning, må afgøres ved forhandling mellem hovedorganisationerne og, såfremt enighed herved ikke kan nås, i sidste instans af erhvervsretten.
    Den nuværende klassekamp er en kamp, hvor den enkelte også økonomisk er ensom, ofte med næringssorger uden egen skyld. Dertil kommer, at den nuværende sociale kamp er en rent materialistisk kamp, hvor alle, både arbejdere, bedrifternes ejere, aktionærerne o. l. kun er indstillet på isoleret at presse, på enhver måde, de flest mulige penge ud af enhver situation. Arbejderne søger gennem strejker og lønforhandlinger at presse den højst mulige arbejdsløn igennem; industriledere søger, idet de lægger udgifterne til højere lønninger over på varepriserne, at fremtvinge den størst mulige gevinst til sig selv og aktionæ-

 

VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED. 625rerne. Erhvervslivet er således i virkeligheden, både fra arbejdernes, bedriftsledernes og aktionærernes side, i reglen en kamp om rent materielle fordele, om på enhver måde at tilrane sig det mest mulige; og ulykken er, at alle disse befolkningsgrupper kæmper isoleret, uden forbindelse eller samarbejde med hinanden.
    En reform af retsordningen, som den foreslåede, vil i første række modvirke hele denne isolerede, kortsynede og egoistiske kamp fra alle befolkningsklassers side og vil i væsentlig grad kunne frembringe et sindelag, hvorefter økonomisk fortjeneste i første række skal være en belønning for arbejde, kvantitativt og kvalitativt, for betydelige evner, indsats og udholdenhed. Dernæst er det vigtigt, at det udbytte, der bliver tilovers, når de almindelige arbejdslønninger og de særlige lønninger for de større individuelle arbejdsindsatser er betalt, ikke forsvinder i arbejdernes og funktionærernes daglige materielle forbrug af forbigående goder. Derimod bør netto-udbyttet af virksomheden — efter henlæggelser til reserve-, fornyelses- og dispositionsfond — anvendes til anskaffelse af varige goder for arbejdere og funktionærer, navnlig sunde og smukke boliger for disse, pensionsordninger, der giver mere end aldersrenten, o. l. Også ved tildelingen af disse varige goder må de værdifulde karakteregenskaber særlig belønnes. De ældre veltjente arbejdere må således naturligvis have et vist fortrin ved pensions- og boligordningen. I selskabets, arbejdernes og idethele i samfundets interesse er det naturligvis, at de store leder- og organisatorevner også i de ældre selskaber under den foreslåede ordning lønnes uden smålighed. Store direktørlønninger spiller økonomisk ingen rolle for selskaberne og samfundet, i sammenligning med de mægtige millionbeløb, der går til arbejder- og funktionærlønninger.
    Naturligvis er der mange enkeltheder i de ovenfor foreslåede retsordninger, der nærmere lovteknisk må udformes og gennemarbejdes i en ny lov. I selskabernes bestyrelse må også funktionærerne og arbejderne have repræsentanter; herved får disse en indsigt i virksomhedens regnskaber og økonomi, hvad forøvrig allerede i nuværende samarbejdsudvalg i et vist omfang har gennemført. Samtidig må der i bestyrelsen være repræsentanter for sagkundskaben på vedkommende selskabs område. Bestyrelsen må kun være rådgivende. Direktionen må have be-

 

40—527004. Svensk Juristtidning 1952.

 

626 VINDING KRUSE.stemmelsesretten. Det illusoriske tilsyn, som generalforsamlingerne i reglen repræsenterer, må erstattes af den centrale retsmyndighed, erhvervsretten, og de af den udnævnte og derfor helt uafhængige autoriserede revisorer.
    De sagkyndige medlemmer af bestyrelsen, være sig teknikere, økonomer, jurister e. a., må vælges af direktionen og funktionærernes og arbejdernes repræsentanter i bestyrelsen, under en vis kontrol fra erhvervsrettens side.
    Når bestyrelsen er konstitueret og således alsidig sammensat, vil fremtidig, når en direktør afgår, valg af en ny direktør kunne foretages af bestyrelsen i samråd med den resterende direktion.
    Af andre enkeltheder i ordningen må nævnes, at selv de store, stærkt konsoliderede virksomheder i enkelte tilfælde kan komme ud for vanskeligheder, men at obligationsejerne naturligvis alligevel må sikres deres rente. Da dette imidlertid netop ved disse selskaber kun vil hænde i et relativt lille antal tilfælde, vil denne risiko kunne imødegås af selskaberne ved en forsikringsmæssig betrygget ordning af rentebetalingen i sådanne tilfælde. Forøvrigt vil den sukcessive amortering af obligationerne efterhånden gøre denne risiko mindre og mindre.

 

 

    Hvis begge de her foreslåede ordninger gennemføres, ophører enhver grund til stridigheder mellem arbejdere og arbejdsgivere; og der bliver derfor ikke længer brug for strejker, lockouter eller boycotting. Disse tvangsmidler afløses af samfundets retshåndhævelse. Et obligatorisk medlemskab er da ønskeligt; og der er ingen fare for de enkelte herved, ti enhver konflikt mellem organisationerne og den enkelte afgøres da ikke af organisationernes private voldgiftsdomstole, men af den af begge parter uafhængige retsmyndighed, erhvervsretten.
    Det ville naturligvis være ønskeligt, om arbejderne og arbejdsgiverne kunne finde hinanden i et storstilet forlig om at gennemføre en generel retsordning som den ovenfor foreslåede og således en gang for alle gøre ende på den golde, værdiødelæggende strid om arbejdslønninger hvert andet år med al deraf følgende uro og spild af tid, nye prisforhøjelser, inflation o. l.
    Hvis også arbejdslønninger og priser fastsættes af en uafhængig retsmyndighed, vil arbejderne og funktionærerne fra

 

VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED. 627begge sider være således beskyttet, at de har en absolut garanti mod at blive udbyttet af kapitalen.
    Hvis ordningerne ikke kan gennemføres på rent frivillig basis, ved en ny stor forligsmæssig overenskomst, kan de gennemføres ved en lov med et sæt præceptive regler. Men dette må naturligvis ikke gennemføres mod organisationernes ønske.
    Hvad enten de nævnte ordninger gennemføres ved en ny stor overenskomst mellem fagforeningerne og arbejdsgiverforeningen, eller ved en lov med disse organisationers samtykke og medvirken, skal der altså udarbejdes et rationelt samlende system af retsregler, der, som ovenfor vist, — istedenfor de nuværende splittede nævn og myndigheder — forligsnævn, voldgiftsret og priskontrolråd — 1) opretter en retsmyndighed, erhvervsretten, der dels skal fastsætte arbejdslønninger og priser — for de sidstes vedkommende dog kun, hvor det frie erhverv er indskrænket ved private kollektive prisaftaler, karteller og truster, — dels øve kontrol med fagforeningers, arbejdsgiverforeningers, kartellers og trusters vedtægter, dømme i sager om disse og idethele kollektive aftalers anvendelse og forståelse, og i sager mellem det enkelte medlem og organisationen, fastsætte obligatorisk medlemskab, hvor dette er samfundsmæssig forsvarligt og gavnligt. Samtidigt forbydes strejke, lockout og boycot. Disse kampe og kampmidler afløses af forhandling for og afgørelse af erhvervsretten og dermed retsforfølgning, sanktioneret af denne domstol.
    Men dernæst gennemføres, efter forhandling mellem hovedorganisationerne, 2) den retsordning, at velkonsoliderede selskaber af en nærmere angiven varighed og størrelse med et gennem en vis årrække fast udbytte omdannes til selvejende institutioner, hvis aktier ombyttes med papirer til en værdifast rente, og hvis udbytte derefter fremtidig anvendes alene i selskabets, funktionærernes og arbejdernes interesse, til lønninger, almindelige og særlige, til konsolidering, teknisk fornyelse, fond til oprettelse af arbejderboliger, pensionering o. l.
    Herefter bliver al statsovertagelse af virksomhederne overflødig, ti de fordele for arbejderbefolkningen, der skulle kunne opnås gennem statens overtagelse af virksomhederne: tryghed mod kapitalistisk udbytning og retfærdig andel i de sociale goder, opnås fuldtud gennem de foreslåede to retsordninger; men samtidig undgås de skader og ulæmper for samfundet, som stats-

 

628 VINDING KRUSE.driften erfaringsmæssig medfører, for det første kæmpemæssige erstatninger til de private virksomheder for deres afståelser til staten, og dernæst, efter overtagelsen, kostbar administration, bureaukratisme o. l. Samtidig bevares ved den foreslåede ordning alle fordelene ved privatdrift: det private initiativ, fremdriften, friheden i dispositionerne, den intense udvikling af teknikken o. 1.
    De foreslåede to praktiske ordninger vil næppe støde på ideologiske vanskeligheder, ti disse ordninger forsoner i virkeligheden på en praktisk måde de ellers stridende ideologier. Det danske socialdemokrati og den danske fagforeningsbevægelse har altid været og er stadig ledet af praktisk anlagte folk og har derfor aldrig været hildet i den dogmatiske Marxistiske socialisme med dens ganske generelle statsovertagelse som mål. Den danske arbejderbevægelse har, nøgternt indstillet som den er, i virkeligheden kun taget til orde for en statsovertagelse ved et begrænset antal virksomheder, men derimod interesseret sig mere for en social omdannelse af industriselskaberne, hvorved udbytning af arbejderne og forbrugerne hindredes. Men planerne herom har været af en vis ubestemthed. Man har ikke rigtig vidst, hvorledes man skulle gribe sagen an. Den ovenfor under gruppe 2 foreslåede retsordning vil netop i bestemte og klare regler give en konkret løsning, der effektivt hindrer denne udbytning i de selskaber, hvor der er særlig fare herfor. Men samtidig tilfredstiller den foreslåede retsordning den borgerlige samfundsanskuelsens krav om bevaring af det private initiativ og privat ejendomsret og giver idethele en langt bedre ordning end nogen statsovertagelse kan give.
    De to retsordninger, jeg ovenfor har foreslået til nærmere drøftelse, er netop kun forslag og forslag i hovedtræk. Det bedste må heller ikke her være det godes fjende. Det er muligt, at det på det nærværende tidspunkt kun er muligt at gennemføre dele af de nævnte forslag og, at de kun kan gennemføres sukcessivt, i flere stadier. Men dette bør ikke hindre, at man allerede nu begynder at arbejde på og søge forhandling om at løse denne samfundsmæssig fundamentale opgave.

 

    For c. 150 år siden gennemførtes den største sociale revolution, der hidtil er gennemført i Danmark, idet den private storkapitalisme i landets den gang største erhverv, landbruget, afskaffedes. Godsejersystemet, hvorefter 3/4 af Danmarks jord i det 18. århundrede var i

 

VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED. 629storgodsbesiddelse, og bøndernes flertal var stavnsbundne fæstere under godsejerne og disses herredømme undergivne, blev ved de store landboreformlove 1787—1799 efterhånden opløst, således at allerede i 1818 var forholdet blevet det omvendte: 2/3 af jorden var nu i frie selvejerbønders hænder; og alle kyndige er i nutiden enige om, at denne omstyrten af storkapitalismen i landbruget og dennes afløsning af et mægtigt antal mindre, frie, uafhængige bønderbedrifter er grundlaget for det danske landbrugs senere mægtige produktionsudvikling og dets førende tekniske stilling i verden. Det besynderlige er, at denne mægtige sociale revolution ikke blot gennemførtes forud for alle andre lande og ad fredelig vej (i modsætning til den franske revolution), men ved et magtbud fra oven, fra den enevældige danske regering, af enkelte storgodsejere selv, der var regeringens ledere, nemlig lensgreverne Reventlow og Bernstorff, fremfor alt af den store godsbesidder, lensgrev Chr. Ditlev Reventlow, og Danmarks største lovgiverjurist i det 18. århundrede, Chr. Colbjørnsen. Disse to fremragende lovgivere kan Danmark takke for sin største og mest velsignelsesrige sociale revolution. Som jeg andetsteds har påvist, er den hidtidige opfattelse, hvorefter den danske landboreformlovgivning alene bestod i en frigørelse af bønderne for stavnsbånd og hoveri og deres underkastelse under godsejernes politimyndighed, ensidig, idet den mindst ligeså vigtige side af den sociale revolution var de reventlowske og colbjørnsenske loves gennemførelse af præceptive regler — d. v. s. tvingende regler, som ikke kan tilsidesættes af kontrakterne (her mellem bønder og godsejere) — der ophævede den kapitalistiske udbytning i fæsteforholdet af bønderne fra godsejernes side, hvorefter disse mistede interessen i fæsteforholdet og efterhånden måtte sælge bønderne jorden til selveje.
    Vore statsmænd gennemførte ved landboreformlovene ikke en socialisering af Danmarks jord; tværtimod opretholdt de fuldtud den private ejendomsret, men alligevel afskaffede de ved disse loves præceptive tvangssystem den kapitalistiske udbytning, og ejendomsretten til Danmarks jord gik derved over fra et mindretal af godsejere til hundredtusender af Danmarks bønder, der netop i kraft af deres private selvejendomsret i den følgende tid i det 19. århundrede viste et initiativ, flid, en nøjsomhed og organisationsevne, der bragte det danske landbrug op til det højeste stade, med rette beundret af andre nationer.

 

    Men ganske en tilsvarende samfundsomdannelse, revolutionær kraft til at styrke de svage i samfundet og afskaffe den kapitalistiske udbytning, som de præceptive lovreglers system skabte i landbrugserhvervet, vil, såvidt jeg kan se, de præceptive lovregler ved de her foreslåede to nye retsordninger om forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere kunne få, til afskaffelse af den kapitalistiske udbytning også i dette forhold. Der kræves altså hertil heller ikke på dette område socialisering af industrien;

 

630 VINDING KRUSE.man skal tværtimod også her bevare den private ejendomsret og det private initiativ med alle deres fordele. Men ved de ovenfor foreslåede præceptive retsordninger og deres nærmere lovregler skal man afskaffe den kapitalistiske udbytning, navnlig fra spekulantgruppers side. Og medens socialiseringen vil koste staten kolossale erstatningssummer — som den engelske stats overtagelse af stålindustrien viser — koster retsystemet af præceptive lovregler ikke staten en øre. Socialisering er idethele, bortset fra særlige grupper af virksomheder, upraktisk, også fra denne side set, som fra alle andre sider set, og kun abstrakt socialøkonomisk, d. v. s. marxistisk teori. Men det præceptive retsystem er et gennem erfaringer prøvet praktisk, effektivt, socialt retsystem. Lad os altså først og fremmest være praktiske folk, når vi i den kommende tid skal til at omforme vort samfund, så at mistilliden hos arbejderne og funktionærerne og dermed den stadige uro i erhvervslivet kan ophøre, idet alle samfundsklasser kan opnå det højeste, et samfund kan nå: retfærdighed for alle.
    Det enestående ved lensgreverne Reventlows og Bernstorffs optræden her som statsministre og førende i denne sociale revolution er deres uselviskhed. Denne er som bekendt en såre sjælden egenskab; men den er en betingelse for de helt store sociale reformer. Bernstorfferne og Reventlowerne viste den uselviskhed, at de, skønt de selv var storgodsejere, gik i spidsen for afskaffelsen af det storkapitalistiske godssystem, først på deres egne godser og senere i statens styrelse ved tvingende regler for alle landets godser.
    Man må i landets interesse ønske, at der i vort samfund i nutiden findes storindustriledere af denne uselviske, vidtskuende type, der modigt ville virke for afskaffelsen af den kapitalistiske spekulations-udbytning i industrien, som Bernstorfferne og Reventlowerne virkede i landbruget, og følgelig indføre de i det foregående foreslåede reformer, enten sukcessivt eller samlet. Men disse store sociale reformer kræver i industrien i vore dage tillige vidtskuende fagforeningsledere, der i arbejderklassens velforståede interesse på langt sigt, uden smålighed, med afkald på den øjeblikkelige profit, der kan afpresses under arbejdskampe, vil gå ind i et forstående, uselvisk samarbejde med arbejdsgiverne om disse sociale reformer, ovenfor skitseret underI og II, istedenfor at føre storkampe eller lange, golde forhand-

 

VEJEN TIL DEN SOCIALE FRED. 631linger om lønskruens og dermed prisskruens fortsatte ødelæggelse af erhvervsliv og opsparingsøkonomi. Hvis disse socialere former gennemføres vil Norden kunne blive et foregangsland på industriens område i det 20. århundrede, som Danmark i det 18. og 19. århundrede blev det førende på landbrugets område, til velsignelse ikke blot for vort land, men for de mange andre lande, som senere fulgte Danmarks eksempel, og som sikkert også, før eller senere, vil følge Norden, hvis det gennemfører de nu foreslåede sociale reformer. Sikkert er det, at kun ved disse reformer vil vejen til den store sociale fred være fundet. Og samtidig vil det fundamentale samfundsgode, tilliden til landets pengevæsen, derved blive sikret.