Folketingets ombudsmand. Ifølge § 55 i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 bestemmes ved lov, at folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning. Det tilsigtes hermed at indføre en ombudsmandsordning efter svensk forbillede.
    Ved en lov af 11. juni 1954 er der nu fastsat nærmere bestemmelser om folketingets ombudsmand. Han vælges efter hvert folketingsvalg og kan afskediges, når han ikke længere nyder folketingets tillid. Ombudsmanden skal være jurist. Hans virksomhed omfatter ministrene, statens tjenestemænd og alle andre, der virker i statens tjeneste, men dommernes embedsførelse falder i det hele uden for hans virksomhed. Han har indseende med, om tjenestemændene gør sig skyldige i fejl eller forsømmelse under udøvelsen af deres tjeneste, og kan pålægge anklagemyndigheden at rejse sag ved de almindelige domstole for forbrydelse i offentlig tjeneste eller hverv, ligesom han kan pålægge vedkommende styrelse at rejse disciplinærsag. Han afgiver til folketinget en årlig beretning, der offentliggøres. Hvis ombudsmanden bliver opmærksom på mangler ved gældende love eller administrative bestemmelser, skal han give folketinget og vedkommende minister meddelelse derom.
    Besættelsen af stillingen som folketingets første ombudsmand har givet anledning till langvarige overvejelser, men den 29. marts 1955 udnævnte folketinget enstemmigt professor, dr. juris Stephan Hurwitz til at overtage hvervet fra 1. april 1955. Professor Hurwitz, der er 53 år, har siden 1935 været professor ved Københavns Universitet, først i retspleje, dernæst i strafferet, og vil være kendt over hele norden gennem sit omfattende forfatterskab og sin deltagelse i internationalt arbejde vedrørende kriminalretlige og kriminologiske spørgsmål.

Hv.

 

    Administrativ frihedsberøvelse. Som en betydningsfuld nydannelse bestemmer Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953, at uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, hvem friheden er berøvet, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse.
    Nærmere bestemmelser herom er givet i en lov af 11. juni 1954 om ændringer i lov om rettens pleje, hvortil slutter sig en række love om ændringer af den gældende lovgivning om sindssyge og åndssvage, tvangsmæssig anbringelse på arbejdsanstalt o. 1., inddragelse af børn under børneforsorg og tvangsindlæggelse af personer, der lider af kønssygdomme. tuberkulose eller andre smitsomme sygdomme.
    Hvis lovligheden af frihedsberøvelsen ønskes prøvet af retten, skal den myndighed, der har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, inden 5 søgnedage forelægge den for underretten på det sted, hvor den pågældende har bopæl. Sagerne behandles som borgerlige sager. Den, hvem friheden er berøvet, skal normalt bringes tilstede i retten, hvis hans tilstand ikke er til hinder derfor, og der beskikkes ham en sagfører. Det er retten, der skal drage omsorg for sagens oplysning. Afgørelsen træffes ved dom, der kan ankes til landsretten.
    Adskillige sager af denne art har allerede været forelagt domstolene, men det kan endnu ikke bedømmes, hvor stort omfang sagerne vil få i det lange løb.

Hv.