TRÆK AF DANSK

ADMINISTRATIV PRAKSIS

ANGÅENDE ÆGTESKABS 

OPLØSNING

 

AF FULDMÆGTIG JØRGEN LASSEN

 

A. FÆLLES REGLER FOR SEPARATION OG SKILSMISSE

 

Ifølge § 65 i lov nr. 276 af 30/6 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsning (æl.) kan ægtefæller, som er enige om ikke at få gennemført deres separation (modsvarende det svenske hemskillnad) eller skilsmisse ved domstolene, få forholdet ordnet ved bevilling, udfærdiget af vedkommende administrative myndighed — de såkaldte overøvrigheder — som for Københavns kommunes vedkommende er Overpræsidenten og udenfor Københavns kommune amtmanden (Danmark er inddelt i 22 amter: Københavns, Århus, Ålborgs o. s. v.), på Færøerne Rigsombudsmanden. Denne adgang benyttes i vidt omfang. Der kræves ikke enighed om vilkårene, blot ægtefællerne er enige om at lade overøvrighederne bestemme disse. Der kan faktisk være tvist om alle væsentlige punkter, nemlig hvem af ægtefællerne, der skal have børnene, lejligheden, telefonen, om der skal svares underholdningsbridrag fra nogen af parterne, hvor længe og med hvilket beløb. Visse forhold vil under alle omstændigheder kun kunne bestemmes af den administrative myndighed, således den såkaldte samkvemsret, dvs. om og hvor meget den ægtefælle, der ikke har fået forældremyndigheden over børnene, har ret til (mod den anden ægtefælles protest) at se børnene; enhver tvist herom er ved § 27 i lov nr. 277 af 30/6 1922 om umyndighed og værgemål henlagt til overøvrighedens afgørelse; denne er ifølge samme lovs § 32 ikke bundet af tidligere aftaler mellem ægtefællerne herom. En domstol vil ikke kunne træffe bestemmelse herom; skulle en aftale mellem ægtefællerne være indeholdt i et retsforlig, der er optaget i dommen, om vilkårene for separationen hhv. skilsmissen, kan den ganske frit tilsidesættes af overøvrigheden på en af parternes senere begæring.
    Disse afgørelser, der efter dansk lov således er henskudt til administrationen, er for så vidt judicielle, som de med exigibel virkning bestemmer udfaldet af en tvist mellem stridende parter. Blot kræves der en aftale mellem de stridende, for at tvisten kan indbringes for dette forum. Dog er der tvistigheder, som efter praksis afgøres af overøvrigheden, selvom parterne ikke er enige herom: I så godt som alle tilfælde, hvor ægteskabet er opløst ved dom og dommeren har fastsat vilkårene, herunder at f. eks. manden skal svare bidrag til hustruens underhold, vil dommeren henskyde afgørelsen af bidragets størrelse til overøvrigheden. (Jeg har endog set domme, hvor dommeren har henskudt afgørelsen af, om der skulle være bidragspligt, til overøvrigheden. Men dette er sjældent.) Og i de tilfælde (jeg har kun set eet), hvor dommeren har bestemt bidragets størrelse, kan det senere på en af parter-

 

nes begæring forhøjes, nedsættes eller indtil videre ophæves af overøvrigheden, såfremt omstændighederne taler for det, medmindre dommeren har bestemt, at bidraget endeligt skal have den fastsatte størrelse, hvad vist aldrig er set.
    Ligesom efter svensk lov skal der, forinden separation eller skilsmisse meddeles, foretages mægling. Dette gælder også ved skilsmisse efter forudgående separation. Mæglingen skal, hvis begge ægtefællerne tilhører samme trossamfund, og en af dem begærer det, foregå hos en præst. I andre tilfælde — og det er de hyppigste — foretages den af overøvrigheden, og viser den sig forgæves, gås der straks i samme møde over til vilkårsforhandlingen. Under mæglingen må kun ægtefællerne selv og således ikke deres evt. advokater være tilstede.
    Nytten af den administrative mægling har været diskuteret. Man går i reglen ud fra, at den vil vise sig at være forgæves, men den samvittighedsfulde embedsmand vil naturligvis, hvis han sporer en værdifuld mulighed for at få ægtefællerne — evt. er det kun den ene af dem, der har ønsket ægteskabets opløsning — til at forsætte ægteskabet, benytte både tid og evner til at opnå dette. Om præsterne i almindelighed opnår bedre resultater end administrationen, er statistisk umuligt at belyse, al den stund de andragender om separation eller skilsmisse der standses ved præstens mellemkomst ikke når videre.
    Har mæglingen vist sig forgæves, gås der over til vilkårsforhandlingen. Her kan nu advokaterne komme til stede, dog at den ægtefælle, der ikke er repræsenteret ved advokat, kan sætte sig imod at modpartens advokat kommer tilstede. Denne vil da efter mødet få oplæst protokollatet.
    Opgaven for amtets repræsentant, der kan kaldes »forhandlingslederen», er for det første at gennemgå de vilkår, der måtte findes, og gøre opmærksom på, om der er nogle af disse, der enten ifølge lovgivningen er utilstedelige eller som synes åbenbart urimelige over for den ene af ægtefælerne, og foreslå en løsning i overensstemmelse med loven eller billigheden. Dernæst skal han søge udfyldt, hvad der måtte mangle af vilkår, dels præceptive bestemmelser, dels deklaratoriske.
    Præceptive¹ er: Bestemmelse om hvorvidt der vil være at svare underholdsbidrag til ægtefælle og/eller børn, og om disse bidrag er undergivet overøvrighedens bestemmelse (jfr. herom nedenfor), (ægteskabslovens §§ 68 og 70), bestemmelse om forældremyndigheden overbørnene (lov om umyndighed og værgemål § 24 stk. 2), bestemmelse om hvem af ægtefællerne retten til lejligheden skal overgå til (lov nr. 54 af 22/2 1937 om leje § 66), tilsvarende bestemmelse om telefonen² og endelig bestemmelse om den fraskilte hustrus ret til enkepension; ifølge nyere lovgivning vil den fraskilte (den fraseparerede har det altid) hustru bevare sin ret til enkepension, efter manden, såfremt og sålænge hun oppebærer underholdsbidrag.

 

¹ Deres tilstedeværelse i bevillingen er dog ikke betingelse for dennes gyldighed.

² Dette er ikke lovhjemlet, men det antages i praksis, at ægtefæller kan henskyde afgorelsen heraf til overovrigheden, ligesom en bestemmelse herom, når ægtefællerne er enige om, hvem af dem, der skal have telefonen, må optages i bevillingen for at have gyldighed overfor telefonselskabet. Om afgorelsen, når ægtefællerne ikke har vedtaget at henskyde den til oø., kan træffes af denne, eller telefonen som et aktiv tilhorende fællesboet, kun kan tillægges den ene af parterne 

    Derimod kan det ikke henskydes til overøvrighedens afgørelse, hvorledes fællesboet skal deles. Dette spørgsmål henhører, såfremt enighed mellem ægtefællerne ikke er opnået, iflg. æl. § 66 under skifterettens afgørelse. Men ægtefællerne skal under vilkårsforhandlingen gøres bekendt med denne §, og der er intet i vejen for, at der i bevillingen refereres en eventuel vedtagelse mellem ægtefællerne om, hvorledes fællesboet vil være at dele. Her vil det ofte være muligt for forhandlingslederen at tilvejebringe en overenskomst mellem ægtefællerne, som træder i stedet for skifterettens behandling. I småboer, der kun består af indbogenstande og gangklæder, vil manden ofte, såfremt hustruen får børnene og lejligheden, være indforstået med, at hun overtager hele indboet. Hører der til fællesboet også formue, vil det ofte være nødvendigt at henvise ægtefællerne til skifteretten, men også her vil et resultat kunne opnås ved vilkårsforhandlingen.
    Deklaratoriske vilkår, hvorved her forstås sådanne, som kan optages i bevillingen, såfremt ægtefællerne er enige herom, og om hvis betydning og regulering iflg. lovgivning og praksis ægtefællerne ihvertfald bør vejledes, er navnlig bestemmelser om den ægtefælles ret til at være sammen med børnene, som ikke har forældremyndigheden over dem. Endvidere kan der, jfr. æl. § 74, når ægteskabet opløses (altså kun ved skilsmisse) på grund af forhold, for hvilket hustruen væsentlig bærer skylden (navnlig hor) optages en bestemmelse i bevillingen om, at hustruen ikke længere må bære mandens navn.

 

    Særlig om overøvrighedernes fastsættelse af underholdsbidrag.
    a. Først skal der nævnes visse ejendommeligheder, hvor ægtefællerne er skilt eller separeret ved dom.
    Ifølge æl. §§ 68—71 træffes der ved (bevillingen eller) dommen afgørelse om, hvorvidt den ene ægtefælle i tiden efter separationen eller skilsmissen skal svare bidrag til den andens underhold samt om fordelingen af underholdspligten overfor børnene og om bidragenes størrelse, såfremt disse spørgsmål ikke helt eller delvis henskydes til overøvrighedens senere afgørelse.
    I så godt som alle tilfælde træffes der ved dommen følgende bestemmelser: om underholdspligten og dens eventuelle tidsbegrænsning, men ikke om bidragenes størrelse. Dette punkt henskydes til overøvrighedens afgørelse.
    Vedkommende bidragsberettigede, i reglen hustruen, henvender sig efter dommens afsigelse med en domsudskrift til amtet og begærer at få fastsat bidragene. Sagens sendes til politiet til afhøring af begge parter om deres personlige og økonomiske forhold.
    Det må straks fremhæves, at selvom der i dommen står, at »manden vil have at svare bidrag til hustruens underhold efter overøvrighedens nærmere bestemmelse», er amtet ikke bundet til at fastsætte noget bidrag. Hvis amtet efter at have fået oplyst de økonomiske og personlige forhold hos ægtefællerne skønner, at der ikke for tiden er grundlag for

 

af skifteretten i medfør af æl. § 66, har været underkastet diskussion, men det rimeligste synes analogt fra lejelovens regel at være at lade overøvrigheden (hhv. de almindelige domstole, når afgørelsen ikke træffes ved bevilling) være kompetent. 

at fastsætte underholdsbidrag, kan amtet resolvere, at der ikke for tiden fastsættes bidrag.
    Vejledning for amtet — ligesom den i første instans har været det for dommeren — er her ordlyden i æl. § 68, jfr. §§ 69 og 70: »Ved afgørelsen tages der hensyn til i hvilket omfang den, der ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsforhold tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden part efter sine økonomiske kår, derunder sin erhvervsevne formår at udrede underholdsbidrag.» Der tages også i vidt omfang hensyn til ægteskabets varighed, ligesom skylden for ægteskabets ødelæggelse, således som den fremgår af dommen, kan have betydning.
    Det er utvivlsomt et hårdt slag for mange hustruer at blive stillet overfor det faktum, at en dom, der har statueret underholdspligt hos manden overfor hende, ved overøvrighedens skøn — i hvert fald for tiden — kan gøres til intet.
    Det er nu ikke den væsentligste anke mod denne praksis, da overøvrighedens skøn må formodes at være baseret på rimelige betragtninger over de økonomiske forhold, således som de for tiden ytrer sig.
    Derimod kan det formentlig indvendes med vægt, at denne praksis forflygtiger ansvaret hos dommeren og gør overøvrighederne til en slags overdommere.
    Når dommerne ved, at overøvrighederne skønner frit og kan sætte bidraget til O, vil de være fristet til altid at statuere bidragspligt, i hvert fald i et vist åremål. Der kan jo ikke ske noget forkert herved, da overøvrighederne, hvis forholdene — og det er ikke kun de økonomiske, men også de personlige, således som nævnt ægteskabets varighed og skylden, samt hustruens erhvervsevne (»hun må virkelig tage sig et arbejde!») — taler derfor, kan gøre bidragspligten lig nul.
    Og den dommer, der har begrundet sin dom i dybtgående overvejelser over det rimelige i, at der sikres hustruen en økonomisk støtte f. eks. fordi manden ganske har svigtet hjemmet og hustruen, selvom hun måske straks kan påtage sig noget arbejde uden for hjemmet, dog bør have en vis støtte i et bidrag fra manden, denne dom, der også som motiv har dommerens personlige indtryk af parterne og proceduren i retten, som overøvrigheden jo ganske mangler, bliver måske tilsidesat af en overøvrighed, der intet kender til parterne udover gennem en summarisk domsudskrift og do. politirapport.
    Hertil kommer, at overøvrighederne er ret tilbøjelige til efter en tids forløb — uanset om bidragspligten efter dommen vedvarer mange år endnu — at nedsætte bidraget eller lade det bortfalde. Omvendt kan det forhøjes senere, men det søges der langt sjældnere om, og det synes heller ikke at blive imødekommet så ofte som nedsættelserne.
    Det kan synes ejendommeligt, at domstolene ikke beskæftiger sig med fastsættelsen af bidragene. Loven forudsætter næppe som det normale, at dette spørgsmål henskydes til overøvrighederne. Det beror antagelig på en forestilling hos domstolene om, at overøvrigheden er et bedre egnet forum for denne sags afgørelse. Dette er muligvis også velbegrundet til en vis grad, idet overøvrigheden gennem sin behandlingsmåde, og den tid der medtages hertil, samt den skriftlige ekspeditionsform, hvorunder der ofte, inden afgørelsen træffes, brevveksles med skatte-

 

væsenet om parternes indtægtsforhold, bedre kan danne sig et fuldstændigt billede af de økonomiske forhold, derunder også disses eventuelle svingninger i de senere år, jfr. straks nedenfor under b.
    Men denne forestilling er p. d. a. s. utvivlsomt i mange tilfælde, hvor de økonomiske forhold ingenlunde er komplicerede, ganske fejlagtig. Domstolene kunne uden for enhver tvivl i 50 % af de tilfælde, hvor afgørelsen henskydes til overøvrigheden, selv fastsætte bidragene, der jo ved væsentligt ændrede forhold vil kunne ændres (af overøvrigheden), ved hjælp af mundtlige oplysninger indhentet i retsmødet.
    Den nuværende praksis medfører en urimelig forhaling af bidragsfastsættelsen i masser af sager til skade for domstolenes indsigt og ansvarsfølelse, til udgift for samfundet og til ulykke for ægtefællerne.
    b. Retningslinier for fastsættelsen af bidragene.
    Politiets opgave ved optagningen af rapporter er ikke at belyse forholdene under ægteskabet, og hvem af ægtefællerne, der må antages at bære skylden for dets ødelæggelse. Er ægteskabet opløst ved dom, må denne side af sagen anses tilstrækkeligt oplyst igennem den medfulgte domsudskrift. Er ægtefællerne separerede ved bevilling d. v. s. efter fælles overenskomst, angives som grund altid kun »dyb og varig uoverensstemmelse» jfr. formuleringen af æl. § 52, og det er herefter ikke overøvrighedens opgave at fordele skylden. Er de skilt ved bevilling, må der foreligge en særlig skilsmissegrund, f. eks. hor, og skylden må da anses tilstrækkelig oplyst til overøvrighedens brug, jfr. herom nedenfor under B.
    Af sagførere og ægtefæller, der står overfor at skulle separeres eller skilles, stilles man ofte overfor spørgsmål om, hvor stort et bidrag der kan forventes fastsat. Ofte vil dette være afgørende for, om den ene af ægtefællerne overhovedet vil gå med til en opløsning af ægteskabet. Den slags spørgsmål besvares i reglen ikke, men man kan dog uden at have sagt for meget, sige, at højere end en trediedel af den bidragspligtiges samlede indtægt vil man næppe gå, og dette kun når der bliver tale om bidrag til både hustru og børn. Man vil tilføje, at ved konstateringen af mandens indtægt, vil man ikke nøjes med den såkaldte skattepligtige, som kommer frem efter at man fra mandens årsindkomst har fradraget de særlige af skattevæsenet tilladte driftsudgifter, herunder afskrivninger over driften (der sommetider kan bringe en reel indtægt af betydelig størrelse ned på 0), samt fradraget sidste års betalte skatter og evt. underholdsbidrag m. v.
    Konstateringen af indtægterne vil i første række blive foretaget af den rapportoptagende betjent. Er der tale om en fastlønnet, vil det nemt kunne konstateres hos arbejdsgiveren, eller også ligger det så klart, at den anden part — hustruen — bevidner rigtigheden heraf. Ligeledes med hustruens eventuelle indtægt. Er spørgsmålet mere kompliceret, kan politiet — evt. amtet — indhente oplysninger hos skattevæsenet, derunder forlange en afskrift af den pågældendes selvangivelse.
    Dernæst bliver der spørgsmålet om at lade hustruens erhvervsevne få betydning for afgørelsen. Hvis hustruen allerede har en stilling og måske i flere år under ægteskabet har haft det, og det ikke af hende gøres gældende — dokumenteret ved lægeerklæring — at hendes helbred er vaklende, er sagen klar. Så kan man blot gå ud fra hendes nu-

 

værende indtægter, dog at muligheden for en truende arbejdsløshed kan tages i betragtning. — Lignende synspunkter må gøres gældende, f. s. v. angår bedømmelsen af mandens evne til at udrede bidraget. — Vanskeligere bliver sagen såfremt hustruen ikke har arbejde. Hensyn må tages til hendes alder, helbred, miljø, eventuelle uddannelse før eller under ægteskabet, muligheden for overhovedet at få arbejde, og ægteskabets varighed. Man vil ikke kunne forlange af en embedsmandshustru, der under hele ægteskabet kun har ofret sig for hjemmet, at hun skal tage stilling som opvaskerkone på en restaurant, selvom hun måske kunne få en sådan stilling. (Noget vil man jo i reglen kunne få at tjene sit brød ved.) Det vil heller ikke udelukke et underholdsbidrag fra manden, at hustruen ved et iøvrigt passende arbejde vil kunne forskaffe sig lige til det daglige brød; der vil såvidt muligt ikke skulle ske nogen reduktion af hendes livsforhold i al almindelighed (jfr. herved ordlyden af før citerede § 68) udover hvad der ville være sket under en fortsættelse af ægteskabet, således navnlig p. gr. af mandens svigtende indtægter. Den fraseparerede eller fraskilte hustru skal ikke nøjes med et eksistensminimum.
    Overvejelserne over hustruens evne til selv at skaffe sig et passende underhold er meget vanskelige og gøres let for summariske. Selvom der kan være noget rigtigt i den betragtning, der ofte føres frem, at et (kortvarigt) ægteskab ikke skal være nogen »livsforsikring» så må det dog ikke glemmes, at et ægteskab er ment at skulle være en livsvarig institution, og at det ikke tilkommer andre end dommeren eller ægtefællerne selv ved deres vedtagelse i så hensende, at tidsbegrænse bidraget, eller at pålægge hustruen at søge et arbejde, hvis hun f. eks. finder det mere på sin plads at blive hos børnene i stedet for at måtte sende dem i børnehave eller på fritidshjem eller på gaden.
    Bidrag, der fastsættes af overøvrigheden, vil senere på en af parternes begæring kunne forhøjes eller nedsættes, såfremt forholdene væsentlig har forandret sig. Grundlaget for en nedsættelse vil ofte blive fundet til stede, så fremt hustruen har forskaffet sig varigt arbejde. Dette er efter min mening ofte urimeligt. En hustru vil i de fleste tilfælde ikke kunne leve nogenlunde ordentligt for underholdsbidraget alene, skaffer hun sig arbejde, er det for at forbedre sine livsvilkår. Hvis man af den grund reducerer bidraget, er hun lige vidt.

 

    Særlig om underholdsbidrag til børn.
    Det kan anføres som en fast regel uden hensyn til den bidragspligtiges økonomiske forhold, at der til hvert barn altid fastsættes som minimum det såkaldte normalbidrag (der erholdes udbetalt af den, der har forældremyndigheden.) Normalbidragets størrelse reguleres af socialministeriet, i første række under hensyn til det almindelige prisniveau, og er forskelligt for tre grupper af landet: hovedstaden hvor det er størst, købstadskommuner, samt endelig landsdistrikter hvor det er mindst.
    Denne summariske fastsættelse af bidrag¹ hænger sammen med, at bidraget af den bidragsberettigede vil kunne forlanges udbetalt af hendes opholdskommune, der derefter vil søge det inddrevet hos den bidragspligtige. Man regner så vidt erindres, med en dækningsprocent

 

¹ End ikke disse bidrag vover domstolene at fastsætte!

 

for udlagte bidrag på ca. 45 for højden. I de øvrige tilfælde bærer det offentlige endeligt bidragene.
    Bidrag, højere end normalbidraget, vil blive pålagt, hvis mandens indtægter ligger over 900—1 000 kr. om måneden, og de samlede bidrag ikke derved kommer til at ligge over den før omtalte trediedel af hans indtægt.

 

    Særlig om overøvrighedernes afgørelse af tvistigheder om børnene, lejligheden, telefonen samt underholdspligten.
    Ved alle disse tvistigheder ledes overøvrighederne af de samme principper som domstolene. Dette er jo udtrykkelig forudsat i lovbestemmelserne.
    Udgangspunktet er forældremyndigheden over børnene. Af dette spørgsmåls afgørelse afhænger i reglen afgørelsen med hensyn til lejligheden og underholdspligten.
    § 24 i lov om umyndighed og værgemål foreskriver, at børnenes tarv skal være afgørende, at hvis begge forældre skønnes lige egnede og det er godtgjort, at den ene af forældrene væsentlig bærer skylden for ægteskabets ødelæggelse, skal den anden være nærmest til at få forældremyndigheden, men at børn under 2 år dog kun under ganske særlige omstændigheder bør fjernes fra moderen.
    Praksis vil hælde til at give moderen forældremyndigheden, uanset hendes eventuelle skyld, hvilket kommer af, at hun præsumptivt — trods alt — er den bedst egnede, og at manden derfor har en ret svær bevisbyrde, når han skal godtgøre, at han er bedre egnet.
    Praksis er utilbøjelig til at skille børnene ad. Man hører ikke børnene.¹
    Den, som får forældremyndigheden over (alle) børnene, vil i regelen også få lejligheden, og vil få bidrag til børnene. Er det undtagelsesvis således, at hver af forældrene har fået noget af børnene, vil den bedst stillede i regelen blive tilpligtet at svare bidrag til de børns underhold, der er undergivet den andens forældremyndighed. Men det vil ikke kunne ske at begge tilpligtes bidrag til den andens børn.
    Telefonen vil ikke med nødvendighed følge lejligheden. Det afgørende er her, om nogen af ægtefællerne har brug for den til sit erhverv. Derfor vil den ofte blive tilkendt manden.

 

B. SÆRREGLER FOR BEHANDLINGEN AF ANDRAGENDER OM SKILSMISSE.

    a. Skilsmisse uden forudgående separation.
    Der vil her så godt som altid være tale om skilsmisse p. gr. af hor, æl. § 59.
    Den skyldige ægtefælde vil blive afæsket erklæring til amtets protokol, om hvorvidt han har stået i kønsligt forhold til tredieperson, hvorefter denne ved et senere møde vil blive afæsket modsvarende erklæring.

 

¹ Dette gælder også ved tvistigheder om samkvemsret. Man kan ikke udsætte børnene for den belastning, det vil være at dømme mellem forældrene og kan formentlig heller ikke lægge synderlig vægt på deres udsagn, da de i reglen vil være i afhængighedsforhold til en af forældrene. 

    Mere bevis kræves ikke, og der vil sikkert ofte forekomme tilfælde af falsk forklaring. Opdages det, vil de pågældende kunne straffes, men det er vist sjældent, at sagerne forfølges af statsadvokaten. De sluttes vist i reglen med en advarsel.
    b. Skilsmisse efter forudgående separation.
    I modsætning til svensk ret skal der hengå 1 1/2 år efter separationens meddelelse, uden at samlivet har været fortsat eller genoptaget, forinden skilsmisse kan meddeleles, og såfremt den ene ægtefælle modsætter sig skilsmissen, skal der hengå 2 1/2 år (æl. § 54.)
    Der vil ikke så sjældent forekomme tilfælde, hvor samlivet har været fortsat eller er blevet genoptaget under separationstiden. Slige tilfælde vil af overøvrighederne blive forelagt justitsministeriet til afgørelse af, om separationen er brudt, og skilsmissebevilling derfor ikke kan meddeles. Resolverer ministeriet det sidste, vil udtalelsen blive afsluttet med: »men spørgsmålet henhører iøvrigt under domstolenes afgørelse», hvori ligger, at ægtefællerne kan få spørgsmålet prøvet ved domstolene; statueres det her, at separationen ikke er brudt, må overøvrigheden udfærdige bevillingen til skilsmisse.
    Der vil kunne forekomme utallige kombinationer af samlivs fortsættelse eller genoptagelse, lige fra at manden p. gr. af boglignøden nogle måneder fortsat har boet hjemme, men har haft eget værelse og egen husholdning og ikke har haft kønsligt samliv med hustruen (her er separationen ikke brudt) til et tilfælde, jeg erfarede fornylig, hvor det var hengået 2 1/2 år siden separationens meddelelse, men ægtefællerne i over 1 1/2 år havde fortsat med at bo og leve sammen netop for at prøve at få ægteskabet til at forsætte (her er separationen med sikkerhed bortfaldet.) Et væsentligt moment er ægtefællernes hensigt. Har hensigten været at genoplive ægteskabet skal der ikke så lang tids samliv til for at bryde separationen, som hvis genoptagelsen af samlivet — navnlig enkelte samlejer uden at ægtefællerne iøvrigt har boet sammen — har haft en tilfældig karakter uden andet formål end et »selskabeligt».

 

    I separationsvilkår, navnlig i domme, vil der ofte stå: »Manden svarer bidrag til hustruens underhold i separationstiden efter overøvrighedens bestemmelse.» Spørgsmålet bliver så ved skilsmissen, om manden fortsat skal svare bidrag. Det må her erindres, at skilsmisse på grundlag af forudgående separation kun kan meddeles ved bevilling, ikke ved dom. Tvisten vil derfor endeligt blive afgjort af administrationen. Hovedreglen er, at manden kommer til at fortsætte med bidraget efter skilsmissen (d. v. s. med bidragspligten, overøvrigheden kan jo som nævnt gøre den til intet ved at sætte bidraget till 0). Justitisministeriets resolution har i reglen følgende ordlyd: » — — — skilmissen kan kun meddeles på separationsvilkårene» (udh. af mig) — altså således at bidragspligten vedvarer. Da dette er konsekvent, må man få den opfattelse, at justitsministeriet føler sig bundet til at følge separationsvilkårene, når ægtefællerne ikke er enige om at fravige dem. — Det ligger i hvert fald ganske fast, at der ikke fra udtrykket i dommene: »i separationstiden» kan sluttes modsætningsvis til, at der ikke skal svares bidrag efter skilsmissen. Der ligger fra dommerens

 

side kun heri, at han ikke tager stilling til spørgsmålet. — Når separationen meddeles ved bevilling, er det ofte muligt gennem en vedtagelse under vilkårsforhandlingen at få løst spørgsmålet med henblik på den efterfølgende skilsmisse.
    Hvad angår lejligheden har justitsministeriet den faste praksis, som overøvrigheden må følge, at når lejligheden ved separationen er tillagt den ene af ægtefællerne, kan de ikke vedtage, at den ved skilmissen skal overgå til den anden. Denne praksis, der vistnok er en følge af en forståelse af lejeloven, hvorefter udlejeren ikke vil være bundet til at følge en sådan ændring, kan formentlig med føje kritiseres, da den afskærer ægtefællerne fra at få gennemført en fornuftig ordning i de mange tilfælde hvor udlejeren sikkert gerne ville respektere den, hvis den var optaget i skilsmissevilkårene.¹

 

C. ÆNDRINGER AF EEN GANG FASTSATTE UNDERHOLDSBIDRAG TIL ÆGTEFÆLLE OG BØRN.

    Herom siges det i æl. §71: »Bestemmelse om underholdsbidrag til børnene træffes kun indtil videre, og ny afgørelse kan senere træffes af overøvrigheden på en af ægtefællernes begæring, når børnenes tarv tilsiger det. Bestemmelse om underholdsbidrag til ægtefællen kan senere ændres af overøvrigheden på en af ægtefællernes begæring, når forholdene væsentligt har forandret sig, og omstændighederne iøvrigt taler derfor; dog kan det ved dommen eller bevillingen fastslås, at afgørelsen skal være endelig.» Og i æl. § 72, stk. 2: »Aftale mellem ægtefællerne om fordeling af deres underholdspligt overfor børnene skal derhos ikke være til hinder for, at der senere på begæring træffes anden afgørelse af overøvrigheden, når forholdene væsentligt har forandret sig, eller når aftalen strider mod børnenes tarv.»
    Herhen hører endelig også bestemmelsen i § 20, stk. 5 i lov nr. 131 af 7/5 1937 om børn uden for ægteskab, der iflg. § 7 i lov nr. 132 af samme dato om børn i ægteskab også finder anvendelse på børn af fraseparerede og fraskilte forældre: »Særligt bidrag kan .. . pålægges faderen til omkostninger ved barnets dåb, og konfirmation såvel som til skoleundervisning og faglig uddannelse . .. sygdom og begravelse ... (og) fortsat skoleundervisning eller faglig uddannelse efter barnets fyldte 18. år... dog ikke udover barnets fyldte 21. år...»
    Det er omtalt i det foregående, at praksis ændrer en gang fastsatte bidrag.
    Det afhænger af et skøn, hvormeget der skal kræves hertil. Det mest udsatte bidrag er bidraget til ægtefællens (hustruens) underhold. Praksis vil ofte reducere dette i det omfang, hustruen gennem selverhverv er blevet i stand til at klare sig selv. Der er i det foregående fremsat kritik heraf. En anden årsag kan være mandens svigtende indtægter.

 

¹ Efter at ovenstående foreligger i korrektur, har justitsministeriet i en mig bekendt sag forladt den foran kritiserede praksis og tilladt, at lejligheden ved skilsmissen overføres til den anden ægtefælle, dog at det forinden blev tilkendegivet ægtefællerne, at der dermed intet var afgjort om, hvorvidt deres aftale ville være bindende over for udlejeren og boliganvisningsmyndighederne. 

Derimod tages der principielt intet hensyn til, at mandens forsørgerbyrder gennem indgåelse af nyt ægteskab er blevet forøget. Her hersker opfattelsen: prior tempore potior jure. Ved hustruens indgåelse af nyt ægteskab bortfalder bidraget til hende, men ikke til børnene selvom den nye ægtefælle er velstillet, og ægteskabet bliver barnløst Derimod bortfalder bidragspligten til børnene, hvis den nye ægtefælleadopterer disse.
    En forhøjelse af hustrubidraget er praksis ret utilbøjelig til at bestemme som følge af mandens forøgede indtægter, derimod nok hvis der samtidig er sket en forøgelse af leveomkostningerne. Praksis indrømmer manden en vis margin til at forbedre sine egne forhold, uden at han samtidig skal af med større bidrag til hustruen af det nu ophørte ægteskab. Forhøjelse af børnebidragene vil lettere kunne ske.
    Børnebidragene bortfalder som hovedregel ved barnets fyldte 18. år, men kan bortfalde eller reduceres forinden, hvis barnet har egne indtægter af en vis størrelse. Man regner som regel med, at barnet skal tjene over 2 gange normalbidraget for at bidraget skal kunne reduceres, og da kun hvis faderen ikke er velstillet.
    I anledning af barnets konfirmation fastsættes (i modsætning til i Sverige) summarisk et normalbidrag (der også kan fås udbetalt på faderens vegne af det offentlige) på for tiden 180 kr.
    Om bidragene kan forlænges ud over barnets fyldte 18. år, kommer an på barnets indtægter og forældrenes økonomiske forhold. Fædre, der ikke har over en almindelig arbejderløn, vil i reglen ikke blive pålagt sådant bidrag. Disse bidrag kan ikke udbetales gennem det offentlige.