Dansk lovgivning 1953—54. 1
    I det første år under eetkammersystemet var der travlhed i folketinget. Efter vedtagelsen af Danmarks nye forfatning ved afslutningen af den foregående samling stod der tilbage at løse en række statsretlige opgaver, der af grundloven var henskudt til afgørelse ved almindelig lov, og der blev desuden fremsat en række betydelige lovforslag af civilretlig karakter. Mod slutningen af folketingsåret kom folketinget til at tage stilling til en del lovforslag affødt af landets vanskelige valutasituation.
    Lov af 31. marts 1954 om rigsretten. Loven afløser en lov af 1852 og blev nødvendiggjort af grundlovens bestemmelser om en ændret sammensætning af rigsretten, der tidligere bestod af højesterets medlemmer og et tilsvarende antal af landstingets medlemmer valgt af landstinget. Efter den nye grundlov består rigsretten af indtil 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal medlemmer valgt af folketinget, men ikke blandt folketingets medlemmer. Som hidtil påkender rigsretten de af kongen eller folketinget mod ministrene anlagte sager, ligesom kongen med folketingets samtykke kan lade andre tiltale for rigsretten for forbrydelser, der er særdeles farlige for staten. Den nye lov, der indeholder meget detaillerede processuelle bestemmelser, følger iøvrigt nøje loven fra 1852, der byggede på de moderne retsplejeprincipper, offentlighed, mundtlighed og umiddelbarhed i bevisførelsen. Som ny regel er indført en bestemmelse om, at de regler, der gælder for dissens ved højesteret, også skal gælde ved rigsretten. Derefter skal der i dommen gives oplysning om de forskellige meninger under afstemningen og om stemmetal, men uden angivelse af dommernes navne.
    Lov af 11. juni 1954 om folketingets ombudsmand. Forslag om indførelse af ombudsmandsinstitutionen i Danmark var udarbejdet af forfatningskommissionen, og en bestemmelse herom optaget i grundloven. Lovforslaget blev først fremsat i 1952—53 sammen med forsla-

 

1 Föregående översikt avseende åren 1952—53 se SvJT 1954 s. 614.

 

512 POUL GAARDENget om den nye grundlov, men blev ikke færdigbehandlet. Loven, der skal forelægges folketinget til revision senest i 1956—57, adskiller sig navnlig fra den svenske ordning derved, at dommerne er unddraget ombudsmandens tilsyn. Indleder ombudsmanden en undersøgelse mod en tjenestemand, kan denne forlange, at sagen overgår til disciplinær behandling efter tjenestemandslovens almindelige regler. De kommunale myndigheder falder uden for ombudsmandens arbejdsområde. Efter loven skal folketinget fastsætte de almindelige regler for ombudsmandens virksomhed, men nogen instruks er ikke udarbejdet endnu. Loven er omtalt foran s. 348.
    Lov af 11. juni 1954 om ændring af retsplejeloven (frihedsberøvelse). I anledning af grundlovens bestemmelse om adgangen til at indbringe lovligheden af administrativ frihedsberøvelse for domstolene er der indsat et nyt kapitel i retsplejeloven indeholdende de nærmere regler om fremgangsmåden ved behandlingen af sådanne sager. Disse bestemmelser er nærmere omtalt foran s. 348.
    Lov af 11. juni 1954 om ændring af retsplejeloven (telefonaflytning). Ved grundlovsændringen blev den tidligere bestemmelse om borgernes værn mod ransagning og beslaglæggelse udvidet til at omfatte brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden, der efter § 72 kun må ske efter retskendelse, medmindre en lov hjemler en særegen undtagelse. Medens der i forvejen i retsplejeloven var bestemmelser om adgangen til at bryde post- og telegrafhemmeligheden som led i efterforskningen af forbrydelser (§ 750), fandtes ingen udtrykkelige regler om brud på telefonhemmeligheden, og grundlovsændringen nødvendiggjorde således tilvejebringelse af sådanne regler. Loven indeholder hjemmel for, at der efter retskendelse kan foretages aflytning af telefoner, hvis der er påviselig grund til at antage, at der over telefonen gives meddelelse fra eller til en person, der mistænkes for en af de i loven nævnte forbrydelser (bl. a. forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, almenfarlige forbrydelser, visse forbrydelser mod den personlige frihed og visse fredskrænkelser samt forbrydelser, for hvilke loven hjemler straf af fængsel i 8 år eller derover), og det må antages, at aflytning vil være af væsentlig betydning for forbrydelsens opklaring.
    Når der er øjensynlig fare for, at øjemedet med aflytningen ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan aflytningen foretages uden kendelse, dog kun i tilfælde, hvor sagen drejer sig om en af de i loven særligt nævnte forbrydelser mod staten eller en forbrydelse, der iøvrigt medfører fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier. Hvis aflytning foretages uden retskendelse, skal retten samtidig med aflytningens begyndelse underrettes, og retten skal tage stilling til, om aflytningen kan godkendes, og eventuelt om fortsat aflytning kan tillades. Når aflytning af en telefon har fundet sted, skal telefonens indehaver underrettes herom, når det kan ske uden skade for undersøgelsen, og omstændighederne ikke iøvrigt taler derimod.
    Lov af 11. juni 1954 om ændring af retsplejeloven (politiets ledelse). Ved loven reguleres forholdet mellem justitsministeriet, rigspolitichefen, chefen for politiets efterretningstjeneste, politidirektøren i Køben-

 

DANSK LOVGIVNING 1953 — 54 513havn og politimestrene under hensyntagen til den udvikling, der har fundet sted siden indførelsen af et enhedspoliti i 1937.
    Lov af 17. marts 1954 om ændringer i arveforordningen. I 1941 blev der afgivet en kommissionsbetænkning med et udkast til en ny arvelov, der skulle afløse arveforordningen af 1845. På grundlag af kommissionsbetænkningen blev der i 1946—47 fremsat et lovforslag, der dog ikke blev gennemført. I 1954 er der efter tilskyndelse fra udvalget for nordisk lovsamarbejde optaget et internordisk samarbejde på arverettens område. Uafhængig af de løbende forhandlinger om en generel ændring af arvelovgivningen har loven af 17. marts 1954 indført en begrænsning i den legale arveret. Efter arveforordningen af 1845 udstrækkes den legale arveret helt til 5. parentel, det vil sige arveladerens tipoldeforældre og alle, der nedstammer fra dem. Efter den nye lov bortfalder den legale arveret for arveladerens tipoldeforældre (5. arveklasse) og oldeforældre (4. arveklasse) samt deres efterfølgere Den legale arveret bevares for farforældrene og morforældrene, deres børn og —i modsætning til svensk ret — også for deres børnebørn.
    Lov af 1. maj 1954 om familiefideikommissers overgang til fri ejendom. Allerede i grundloven af 1849 findes et forbud mod oprettelse af jordegodsfamiliefideikommisser, og i henhold til en lov af 1919 overgik alle de bestående fideikommisgodser til fri ejendom. Derimod har der ikke før grundloven af 1953 været noget forbud mod at undergive andre værdier fideikommisarisk bånd. Grundloven af 1953 forbyder oprettelse af nye fideikommisser, men tager ikke stilling til spørgsmålet om ophævelse af de bestående. Efter loven af 1. maj 1954 overgår alle bestående pengefideikommisser til fri ejendom fra lovens ikrafttræden. Den ved lovens ikrafttræden værende besidder af fideikommisser får 3/5 af formuen til fri rådighed og rentenydelse for sin livstid af resten. Ved hans død udleveres de resterende 2/5 til den, der ifølge successionsordenen ville have været berettiget til at tiltræde fideikommisset. Til det offentlige betales en afgift på 2 1/2 % af formuen.
    Lov af 11. juni 1954 om køb på afbetaling. Loven bygger på en kommisionsbetænkning, der er fremkommet som led i det internordiske lovsamarbejde (jfr. svensk lov af 17. april 1953). Loven træder i stedet for en lov af 1917, og den tilsigter at modvirke visse misbrug af afbetalingssystemet, at udvide den beskyttelse, der gives købere mod ubillige kontraktsvilkår, og revidere den gamle lovtekst på visse punkter, hvor den er forældet. Medens den gamle afbetalingslov kun gjaldt køb, hvor afbetalingsprisen ikke oversteg 3 000 kr., gælder den nye lov alle afbetalingskøb af løsøre. Kravet om, at en restance skal være af en vis størrelse, inden den kan give grundlag for tilbagetagelse, bibeholdes, men som ny regel indføres, at udeblivelse med det sidste afdrag kan bevirke tilbagetagelse uden hensyn til dets størrelse. Ved opgørelse af parternes mellemværende i anledning af tilbagetagelse skal der, modsat tidligere, tages hensyn til renter, dog kun hvis afbetalingsprisen overstiger 3 000 kr. En regel i den gamle lov om, at kontantprisen antages at udgøre 9/10 af afbetalingsprisen, hvis dens størrelse ikke kan oplyses, er bibeholdt for køb, der ikke overstiger 3 000 kr. Et forbud mod »sammenkobling» af flere afbetalingskøb er indført. Endvidere er der i den nye lov bestemmelser om, at en tilbagetagelsesforretning

 

33 —553004. Svensk Juristtidning 1955

 

514 DANSK LOVGIVNING 1953—54kan udsættes, hvis det sandsynliggøres, at køberen på grund af sygdom eller arbejdsløshed eller andre særlige forhold er kommet i forbigående betalingsvanskeligheder. Under folketingsbehandlingen blev regeringens forslag ændret, således at udsættelse kun kan gives i indtil 4 måneder regnet fra forfaldsdagen af det første ikke betalte afdrag. En af kommissionen foreslået regel om adgang til at frakende afbetalingssælgere retten til at drive afbetalingshandel, hvis de havde drevet denne handel på en måde, der stred mod god forretningsskik, blev ikke optaget i regeringens forslag, men indsat under behandlingen i folketinget.
    Under behandlingen i folketinget blev der indsat en bestemmelse om minimumsudbetaling. Strækker afbetalingstiden sig ud over et år, skal der inden tingens overgivelse til køberen betales mindst 15 % af afbetalingsprisen og ellers 1/12. Bøger er undtaget fra denne bestemmelse. Virkningen af, at bestemmelsen ikke overholdes, er, at sælgeren mister retten til at tage tingen tilbage. Bestemmelsens formål var at modvirke letsindige afbetalingskøb. Inden loven skulle træde i kraft (1. januar 1955) blev det »på baggrund af landets nuværende økonomiske situation» fundet ønskeligt, at minimumssatserne blev hævet. Ved en lov af 30. september 1954 blev de forhøjet til 40 % for personmotorkøretøjer og til 25 % for andre varer, og ikrafttrædelsestidspunktet rykket frem til 1. oktober 1954. Formålet med lovændringen var at opnå en indskrænkning i afbetalingssalget af en række varer, navnlig motorkøretøjer, radioapparater, køleskabe, støvsugere m.v. for derved at nedsætte forbruget af fremmed valuta og frigøre til eksport en del af de varer, der ellers ville blive solgt på hjemmemarkedet. Derved blev afbetslingslovgivningen efter engelsk mønster et led i det kompleks af love, der anvendes til påvirkning af den nationaløkonomiske udvikling. Samtidig blev der vedtaget love om forhøjelse af afgiften på spiritus og af tobaksafgiften samt en lov om præmiering af opsparing. Bestemmelserne om en minimumsudbetaling har givet anledning til adskillige tvivlsomme fortolkningsspørgsmål og til mange opfindsomme omgåelsesforsøg.
    Endelig kan nævnes kriminallov for Grønland af 5. marts 1954, der er udførligt omtalt foran s. 69, og lov af 11. maj 1955 for Grønland om ægteskabs indgåelse og opløsning. Ved sidstnævnte lov overføres den danske ægteskabslovs regler til Grønland med få ændringer, derfor største delens vedkommende skyldes Grønlands særlige geografiske og administrative forhold. Med hensyn til skilsmisse på grund af utroskab indeholder loven den specielle regel, at en skilsmissedom ikke bevirker endelig opløsning af ægteskabet, medmindre sagsøgeren mindst 3 måneder og ikke over 10 måneder efter at dommen er blevet upåankelig, fremsætter begæring herom.

Poul Gaarden