En kriminallov for Grønland.
Den nyeste udvikling indenfor kriminalpolitiken i de nordiske lande har medført forskellige terminologiske problemer der kommer af svigtende sympati for ordet (og begrebet) straf. Det sproglige fællesskab der lå i ord som straffelov (strafflag) og strafferet (straffrätt) er ved at vakle og afløses nok vanskeligt af et nyt. Men hvad udad tabes skal jo indad vindes, og forhåbentlig bringer ord som kriminalret og brottsbalk den fornødne balance i det sproglige regnskab. Om det reelle eller kriminalpolitiske er der jo hermed ikke sagt noget afgørende; det er der til gengæld i den kriminallov for Grønland (lov nr. 55 af 5. marts 1954) som skal omtales i det følgende. Denne lov kunne vanskeligt kaldes en straffelov, eftersom den ikke anvender udtrykket straf. Den gennemfører med betydelig konsekvens de principper som i de nordiske lande opfattes som straffens modsætning.
Grønland har hidtil ikke haft nogen tilsvarende lov. Når man bortser fra tjenestemænd og visse andre grupper, der har været undergivet den danske borgerlige straffelov (i det følgende kaldet straffeloven), har befolkningen levet under en uskreven ret: afgrænsningen af det kriminelle gerningsområde har beroet på tradition og konkret afgørelse, og reaktionen overfor det kriminelle har ikke været bundet til bestemte sanktionsformer. Gennem en årrække — og ikke mindst efter krigen — har det imidlertid været åbenbart at der var trang til en kodifikation. Den grønlandske befolkning har selv ønsket den. Til belysning af den hidtidige retstilstand blev der indsamlet et stort materiale af en juridisk expedition som i 1948 sendtes til Grønland. I expeditionen deltog fuldmægtig i Grønlandsdepartementet VERNER GOLDSCHMIDT; kriminalloven hviler først og fremmest på hans indgående studier over grønlandsk ret og på hans udkast til loven.1 Udkastet er bl. a. gennemgået af straffelovskommissionen.
Det var fra alle sider et ønske at man såvidt muligt ligestillede den grønlandske befolkning med personer som har en løsere tilknytning til landet. Dette problem var ingenlunde let at klare. Man kunne nok regne med at der stort set kunne gælde samme handlenormer for alle, men det grønlandske sanktionssystem er i hele sin struktur udviklet efter den grønlandske befolknings samfundsforhold og forestillinger, og når talen er om en forbrydelse begået fx af en ikke-indfødt tjenestemand eller sømand kan helt andre forudsætninger præge den kriminalretlige reaktion. Denne forskel har i nogen grad måttet respekteres. Kriminallovens område er principielt bestemt ved en territorial afgrænsning, men dernæst hedder det i § 4, stk. 3: »Såfremt gerningsmanden ikke har bopæl i Grønland, eller hans tilknytning til det grønlandske samfund iøvrigt har en sådan løsere karakter, at forudsætningerne for anvendelse af denne lovs foranstaltninger ikke er tilstede, kan sagen
dog anlægges eller henvises til forfølgning i Danmark i henhold til den almindelige straffelovgivning».
Lovens første del hedder »Om forbrydelser» og giver i §§ 1—10 nogle almindelige bestemmelser om lovens anvendelsesområde, nødværge, uagtsomhed, ung alder etc., i §§ 11—81 bestemmelser om de enkelte forbrydelser. Anden del, »Om forbrydelsens retsfølger», består af §§ 82—122 og giver afsluttende nogle regler om lovens ikrafttræden etc. (loven er ved kgl. anordning sat i kraft fra den 15. juni 1954). Det fastslås i § 122 at loven ikke gælder for Nord- og Østgrønland, men ved anordning kan udvides til at omfatte disse områder. Den grønlandske retsplejeordning er fastlagt ved lov nr. 271 af 14. juni 1951 om rettens pleje i Grønland.
Ved beskrivelsen af de kriminelle gerningstyper har det været muligt på een gang at anvende straffelovens specielle del som mønster og at undgå et skarpt brud med den overleverede retstilstand, som i tidens løb er blevet præget af dansk retsopfattelse. Kriminallovens afsnit om forbrydelserne er en forenklet gengivelse af straffelovens specielle del. Forenklingen beror på flere forhold. For det første har det været unødvendigt at forsyne forbrydelserne med »strafferammer», idet alle lovens sanktionsformer principielt er anvendelige på alle gerningstyper (modifikationer heri omtales nedenfor). Derfor er der heller ikke brug for de mange regler om varianter af grunddelikterne, om skærpende og formildende omstændigheder etc. som kendetegner straffeloven. Man kan nøjes med at tegne forbrydelsernes omrids. Fx beskrives voldsforbrydelserne således i § 60: »For vold dømmes den, som forsætligt beskadiger eller krænker en andens legeme. Det samme gælder den, som uagtsomt tilføjer en anden betydelig skade på legeme eller helbred».1 — For det andet kan en del af straffelovens bestemmelser undværes, fordi gerningstyperne næppe vil forekomme i Grønland eller fordi de i givet fald kan henføres under en mere rummelig paragraf. Af straffelovens kapitel 29 om de formuekrænkelser som ikke er berigelsesforbrydelser har man medtaget tingsbeskadigelse, brugstyveri, selvtægt og uagtsomt hæleri, men set bort fra en del specielle krænkelser. Berigelsesforbrydelserne er stort set beskrevet som i straffeloven.
På sædelighedsforbrydelsernes område har der ved kodifikationsarbejdet meldt sig visse forskelle mellem dansk og grønlandsk opfattelse. Vide kredse i Grønland ser ikke i voldtægt den grove krænkelse af kvindens kønsfrihed som forbrydelsen efter dansk opfattelse er. Endvidere er der kredse som betragter andre kønslige forhold til børn end samleje som noget normalt, uskadeligt og lovligt, og med hensyn til blufærdighedskrænkelse har en tilsvarende »liberal» indstilling rod i den grønlandske befolknings omgangsformer. Disse synspunkter er imidlertid ikke enerådende, og loven har — i nogen grad støttet på tidligere retspraxis — sluttet sig til den modsatte opfattelse ved i det væsentlige at kriminalisere disse forhold i samme omfang som efter straffeloven. Det fremhæves i lovens motiver at der ved afgørelsen af
spørgsmålet om tiltale for visse sædelighedsforbrydelser bør lægges vægt på lokal, traditionel moralopfattelse.
Efter § 59 dømmes »den, som ulovligt afbryder eller lader afbryde et svangerskab». Af denne bestemmelse ses at svangerskabsafbrydelse kan være et kriminelt forhold, men andet og mere har det ikke været muligt at sige herom i loven, idet grønlandsk retspraxis ikke er baseret på nogen konsekvent anvendelse af bestemte indikationer. Ved lovens vedtagelse er det forudsat at spørgsmålet skal gøres til genstand for særlige overvejelser, og indtil videre må domstolene antagelig arbejde på samme grundlag som før lovens ikrafttræden.
Ved fastlæggelsen af forbrydelsesbegreberne har det naturligvis måttet tages i betragtning at den nyeste udvikling i Grønland kan give plads for gerningstyper som ikke hidtil har spillet nogen rolle. Det er ofte vanskeligt at skønne over vægten af dette hensyn, men hvis den fremtidige udvikling skulle afsløre mærkbare huller i loven, må de fornødne tilføjelser ske ved lovændring. Kriminaloven giver — ligesom straffeloven — i § 1 adgang til at dømme for forhold som »ganske må sidestilles» med de i loven beskrevne. Det er tænkeligt at denne regel kan få en vis praktisk betydning, men det er på den anden side ikke ønskeligt at man ad denne vej går væsentligt ud over det område for analogiske slutninger som efter dansk strafferetlig opfattelse kan akcepteres. På baggrund af den hidtidige retstilstand ville en elastisk lovanvendelse ganske vist ikke være absolut forkastelig, men selve kodifikationen må pålægge de grønlandske domstole en forpligtelse overfor det strafferetlige princip som lovens § 1 knytter sig til.1
Forbrydelsens retsfølger kaldes i kriminalloven foranstaltninger. Ordet savner ganske farve og karakter, men i mangel af et bedre kan det netop ved sin absolutte neutralitet tjene som betegnelse for alt det som kan sættes i værk, når der er ført bevis for de begåede forbrydelser. Lovens § 85 opregner foranstaltningerne: 1) advarsel, 2) bøde, 3) beskikkelse af tilsyn, 4) anvisning af eller forbud imod ophold på bestemt sted, 5) tvangsarbejde, 6) tvangsuddannelse, 7) lægelig begrundet kur eller anstaltsbehandling, 8) forvaring, 9) andre indskrænkninger i handlefriheden (vigtigst er afholdspålæg) og 10) konfiskation. — Kriminalloven kender ikke nogen »betinget dom». Den ville ikke have megen selvstændig betydning ved siden af de andre muligheder for individualisering, dels ved den oprindelige dom, dels ved en senere ændring.
Loven tilsigter at bevare det afgørende træk i grønlandsk ret at retsfølgerne er afpasset efter praktiske samfundsmæssige formål. I Grønland kendes ikke den stærke reaktion af moralsk fordømmelse som i de fleste samfund kræver at blive omsat i et indgreb der markerer lovovertræderens underlødighed og gerningens forkastelighed. Naturligvis afføder forbrydelser en socialetisk reaktion, som fx kan medføre at en lovovertræder må forlade sin boplads. Men den psykologiske reaktion ledsages af et ønske om at træffe foranstaltninger der tjener samfundets tarv og volder det mindst mulige spild af værdier. Et væ-
sentligt formål har det været at forebygge gerningsmandens recidiv. Retsfølgerne har i det store og hele kunnet vælges og udformes efter det enkelte tilfældes forudsætninger; udtrykt med en velkendt vending kan det siges at målestokken for sanktionen i udpræget grad har været den kriminelle personlighed, ikke gerningens grovhed. De forudsætninger som plejer at føre til at anvende straffen — især frihedsstraffen — som et fast reguleret mål for samfundets dom, har ikke existeret i Grønland.
I kriminalloven findes ikke regler om utilregnelighed. Grundlaget for valget af retsfølge er principielt det samme hos alle som efter bevisførelsen er objektivt skyldige, nemlig recidivfaren og behovet for påvirkning og behandling. I konsekvens heraf hedder det i lovens § 86, stk. 1: »Hvor forholdene taler derfor, kan retten undlade at træffe bestemmelse om anvendelse af nogen foranstaltning». Her er det ikke sagt hvad der skal begrunde en sådan afgørelse, men lovens grundtanke er udtrykt i stk. 2: »Afgørelsen skal, under fornøden hensyntagen til gerningens beskaffenhed og til samfundets interesse i at modvirke handlinger af den pågældende art, træffes med særligt henblik på gerningsmandens personlighed og på, hvad der efter de foreliggende oplysninger må skønnes at være nødvendigt for at afholde ham fra yderligere lovovertrædelser».
Den ovenfor gengivne opregning af foranstaltninger siger i sig selv noget om hver enkelt sanktions område. Med hensyn til nogle af dem har loven dog yderligere søgt at give en vis vejledning, til dels ved at benytte vendinger som i straffeloven er brugt om særforanstaltningerne. Tilsyn er særlig beregnet »for unge personer og for personer, som har vanskeligheder med at tilpasse sig samfundet». Opholdsanvisning og -forbud forudsætter at gerningsmandens ophold på bestemte steder » i særlig grad udsætter ham for at begå forbrydelser». Tvangsarbejde er en foranstaltning overfor personer med »hang til lediggang og uordnet levevis eller . .. uvilje mod at ernære sig ved hæderligt arbejde». Tvangsuddannelse forudsætter at »varige opdragende og uddannende foranstaltninger vil være formålstjenlige». Forvaring er en indespærring med fareafværgende formål og kan anvendes overfor »erhvervs- eller vanemæssige eller særlig farlige forbrydere, når hensynet til samfundets sikkerhed gør det påkrævet». Området for lægebehandling giver omtrent sig selv; det må her fremhæves at loven ikke blot tænker på psykisk unormalitet, men også giver mulighed for behandling af legemlig sygdom, når kriminaliteten har sammenhæng hermed (fx hvor tuberkulose har slået en person ud af hans erhverv og ført ham ind på tyverier). Det er forudsat ved lovens vedtagelse at kastration og andre dyberegående operative indgreb ikke skal kunne iværksættes som tvangsforanstaltning, men kun på frivilligt grundlag.
Bestemmelsen om konfiskation svarer til den danske straffelovs § 77, og det vil bero på retspraxis i hvilken grad den fakultative adgang til konfiskation skal administreres i overensstemmelse med lovens grundprincipper, altså med individualprævention og fareafværgelse som hovedformål. Retsfølgen kendes i forvejen i grønlandsk ret.
Bortset fra advarsel, bøde og konfiskation gælder der den regel at foranstaltningerne idømmes enten på helt ubestemt tid eller med an-
givelse af en længstetid der ikke kan overstige 10 år. En foranstaltning kan ændres ved senere retsafgørelse, eller den kan ophæves, på prøve eller endeligt. Ved foranstaltninger på ubestemt tid skal sagen til visse terminer forelægges retten. Der skal oprettes lokale foranstaltningsnævn med forskellige opgaver, bl. a. at foretage undersøgelse forud for dommen og at føre tilsyn.
Nogle foranstaltninger er betydelig mere indgribende end andre, og loven har i § 87 betonet at tvangsarbejde, tvangsuddannelse, forvaring og andre særlig indgribende foranstaltninger kun bør anvendes hvor der er tale om »et forhold af alvorligere karakter»; også i den forbindelse er der peget både på gerningen og personligheden. Der gælder endvidere den regel at senere ændring af en foranstaltning til en »væsentlig mere indgribende» kun kan ske, hvis der er taget forbehold herom ved den første afgørelse. Ud fra teoretiske synspunkter kunne det hævdes at sådanne regler er et brud på den individualiserende linie, ligesom når programudtalelsen i § 86, stk. 2, taler om hensyntagen bl. a. til gerningens beskaffenhed. Det er rigtigt at loven ikke hviler på et enkelt rendyrket princip. Men principperne må rette sig efter de vilkår som loven skal virke under. Det ville utvivlsomt ikke være muligt at undgå konfliktsituationer hvor den rent individualpræventive bedømmelse må vige. Det vil være uforsvarligt at benytte bagatelsager som grundlag for en langvarig tvangsuddannelse, og der kan komme en periode med mange voldshandlinger hvor en følelig reaktion bliver nødvendig, selvom advarsler o. 1. efter omstændighederne kunne være nok overfor den enkelte gerningsmand. Dette er fremhævet af straffelovskommissionen som iøvrigt har givet lovens kriminalpolitiske linie sin fulde tilslutning. I lovens motiver forudsættes det udtrykkelig at man må anerkende hensynet til »et rimeligt forhold mellem gerning og retsfølge» og sikre domfældte »retsbeskyttelse» mod en senere væsentlig skærpelse, samt at bøde kan anvendes med en generalpræventiv begrundelse. Under behandlingen i folketinget indføjedes en sætning om at tvangsarbejde bl. a. kan anvendes »når hensynet til samfundets interesse i at modvirke lovovertrædelser gør det påkrævet, og ingen anden foranstaltning findes egnet».
Loven har dog tilstrækkelig klart placeret sådanne synspunkter i forhold til det grundlæggende princip, og det er værd at fremhæve at den ikke kender nogen tidsbestemt foranstaltning. Ved lovens udarbejdelse blev det overvejet at give adgang til at idømme tvangsarbejde i en fastsat kortere tid. En sådan regel ville være en betænkelig modifikation i lovens almindelige principper — betænkelig bl. a. ved at rumme fare for en overdreven anvendelse af taxter —, og den er ikke fundet nødvendig, især fordi bøde i mange tilfælde vil være tilstrækkelig reaktion hvor andre retssystemer anvender korte frihedsstraffe, og fordi en fastsat længstetid for tvangsarbejde — fx 3 måneder — kan udnyttes fuldtud.
Om kriminallovens anvendelighed i nutidens grønlandske samfund vil man først kunne danne sig en virkelig mening på grundlag af de erfaringer som nu skal indvindes. I loven står at den skal optages til revision i folketingsåret 1959—60, endvidere at der skal foretages regelmæssige undersøgelser af lovens virkninger. Man må antage at efter-
krigstidens betydelige forøgelse af den ikke-indfødte befolkning og reformarbejdets indflydelse på grønlændernes levevilkår og forestillinger er faktorer som er egnede til at modarbejde den nedarvede kriminalretlige tankegang. Som ovenfor omtalt åbner loven nogen plads for en tendens i den retning; spørgsmålet bliver da om der er sat så stærke kræfter i gang, at man ikke i længden kan opretholde det hovedsynspunkt at en hævdvunden grønlandsk retsopfattelse har holdt sig som den rådende. Det er imidlertid opmuntrende at man nu, ved indledningen til en ny epoke i Grønland, har ment at kunne bevare det syn på kriminalitet og lovovertrædere som europæiske retssystemer kun tør nærme sig langsomt og fra en betydelig afstand.
Knud Waaben